Flemming Lundahl

Flemming Lundahl blev født i Nakskov i 1940 og fortæller om sine teenageår i Nakskov i midten af 1950'erne.

Jeg elsker at se på vandet
Det er underligt at begynde at skrive den første side i en dagbog. Hvem skriver man til? Jo, man skriver selvfølgelig til sig selv. Men hvad nu, hvis andre kommer til at læse i den. Skal man skrive sandheden - eller skal man lyve lidt alligevel?

I hvert fald kan jeg fortælle dig, min kære dagbog, så meget, at jeg glad for dit hvide papir. Det er dejligt at fylde det ud og få skrevet tingene ned. Når tingene bliver skrevet med ord, så kan man nogle gange bedre set klart. Måske kan man også bagefter lave tingene bedre - eller gøre noget andet end det, man egentlig havde tænkt sig gøre.

Jeg har fundet ud af, at jeg er nødt til at skrive du til dig, min dagbog. Jeg kan ikke bare skrive det hele ned på det hvide papir. Jeg er nødt til at skrive til nogen - derfor skriver jeg du. Men du er jo også taknemmelig med dit hvide papir. Du svarer ikke igen - og du ændrer ikke på mine ord og tanker. Det er rart, at nogen lytter så venligt og tålmodigt til én.

Selvfølgelig ved du, min dagbog, at jeg bor i en provinsby med omkring 17.000 mennesker. Men du ved ikke, at du sammen med mig bor inde midt i byen. Det er ikke en almindelig by i provinsen, for det er nemlig en by ved vandet. Jeg tror, at det at være nær ved vandet betyder mere for mig end for så mange andre. For det først er der vandet nede i havnen. Der er altid liv - og der er mange lyde. Min historielærer påstår, at han altid kan høre, fra hvilken by skibene kommer, når de tuder i havnen. Forleden dag sagde han, at nu kunne han høre, at skibet havde tudet i a-dur. Det betød naturligvis, at det kom fra Jylland – for a-dur skulle jo opfattes som "jeg duer". Det lo vi meget af det frikvarter.

Men det er ikke alene, når skibene tuder at lydene fra havnen er der. Der er også de skarpe lyde ovre fra kul- og kokspladsen, hvor kranen med sine hvin går op og ned i lasten på polske og tyske skibe. Først ned med grabben for at fylde den godt op med kul – derefter ind på pladsen for at smide det hele. Sådan kører den dag ud og dag ind. Den samme slags lyde har toget, der kører langs med kajen. Skinnerne ligger ikke så regelmæssigt, som de gør nede på stationen. Derfor piber og skriger det altid, når toget kører på havnen.

Vandet bærer lyde ind midt i byens hjerte. Der er dog én lyd, som overdøver dem alle. Det er, når der bliver nittet ovre på værftet. Jeg har set, hvordan de varmer nitterne op, som skal samle jernpladerne. På den ene side presser én mand nitten godt ind i hullet, der skal holde de to plader sammen. På den anden side hamrer en anden mand så med et trykluftsbor den opvarmede nitte flad, så de to plader til sidst sidder hårdt sammen. Det giver en enorm larm, for hele skibsskroget er jo sangbund for denne hamren. Det er, som om det var en kæmpe spætte, der hakkede med sit næb i verdens største jernkasse.

Men vandet flyder også ud af min by. På det smalleste sted tæt ved værftet er fjorden ikke mere end små hundrede meter bred. Alligevel kan de store både sejle ind til reparation her. Vandet fører ud af byen. Det løber ud mod fjorden, hvor man i det fjerne kan se øen Enehøje med Peter Freuchens hus og Slotø, hvor kong Hans i sin tid havde sit lille skibsværft. Det lå godt beskyttet med en lille borg omkring sig. Sådan fører vandet ud af min by, ud af fjorden og ud i Langelands Bæltet, hvor torsken står i det blandede saltvand og ferskband og bliver så stor, så stor. Herude ser kysten ud på én måde, her står sivene på déres bestemte facon – og her er der ofte en stærk lugt af rådden tang.

Men vandet i min by fører også i landet.  Nede i den indre del af fjorden er der sluser, så vandstanden kan reguleres. Det er lavet som sikkerhed for, at man ved højvande ikke får hele den indre del af området oversvømmet. Herinde svømmer der ål, aborrer, skaller og gedder. Jeg ved det, for jeg har fanget en masse. Her er legepladsen med is-huset, der ligger inde i jordhøjen. Det er her, jeg har spist de første 100 flødeis – altså de runde, som man får på en rund pind.

Men der er endnu mere vand omkring mig. For når jeg cykler otte kilometer mod syd, så står jeg på diget, der beskytter hele den sydlige del af øen. Når jeg står på diget, så forstår jeg, hvad hollænderne mener, når de siger, at Gud har skabt Jorden, men hollænderne skabte Holland. For landet bag diget er faktisk skabt af de mennesker, der anlagde diget. Ved Maglehøj er sandet hvidt, og luften salt. Her kan øjet se langt og falde til ro. Her har jeg hørt dundren efter bombardementer nede i Tyskland. Men jeg vidste ikke, hvad det var, der skete. Ved denne strand har jeg også gået i vandet med min morfar. Han var sort som en neger i hovedet og hvid som mel på kroppen. Når han bar mig på skuldrene, lo alle, for da sad der en brun dreng med et brunt hoved mellem sine ben – og under det hele var der mælkehvidt!

Jeg elsker vandet ved min by – for der er så mange ”forskellige slags vand”. Der er nemlig stor forskel på at kigge ud mod Bæltet – og så se på den fredede indre del af en fjord, hvor de mange slags ænder og gæs kommer og går, og derefter at se ud på en havn og en travl fjord med et værft og fiskekuttere. Allievel har jeg et modsætningsfyldt forhold til vandet. Det hele hænger samme med dengang, vi med skolen i en af de første klasser skulle på udflugt til Spodsbjerg med færgen Mjølner. Det var hårdt vejr det efterår – og for første gang i mit liv stod det klart for mig, at jeg var søsyg. Jeg har aldrig vidst, hvad den slags syge var. Men nu fik jeg det lært. Jeg har forleden hørt, at nogen har det sådan med deres balance-væske i ørerne, at de har let ved at blive dårlig tilpas, når underlaget under dem gynger for meget. Sådan har jeg det – og sådan bliver det nok altid ved med at være. Jeg må derfor se med længsel efter mine kammerater når de sejler ud i piratjollen. Eller når der er en plads ledig til at holde en fok på en stor båd. Det er bare ikke mig! Jeg må blive på land og nyde vandet her inde fra den faste grund. Sidste nytår, da kongen sendte en hilsen til søens folk, slog det mig, at det ville jeg faktisk gerne gøre. Det må være dejligt derude på vandet, hvor man kan sejle mod nye lande og gøre opdagelser. Men jeg må holde mig til det faste og tørre – og aldrig stå til søs.

En stille by med larm
Da vi boede omme i Nygade, var der altid larm om morgenen. Det startede ved fem-tiden, når manden i ismejeriet begyndte at sortere de tomme flasker. Den klirrende larm, som flaskerne gav, når de blev smidt ned i stativerne af jern, kunne jeg ikke sove mig fra. Det var bare en fast del af enhver morgen. Det var sikkert rart for de mange mennesker at få bragt mælken ud. Men hvorfor var det netop mig, der skulle høre, når alle deres tomme flasker kom retur.

Det hjalp lidt mere, da vi flyttede om i Bredgade, og jeg fik værelse ind mod gården. Men porten nedenunder mig gav genlyd, når knallerterne strøg op gennem gaden. De værste var de første knallerter af mærket Diesella og BFC. Det var dem, hvor motoren blev sat netop dér, hvor bagagebæreren er på den almindelige cykel. Det eneste, man så skulle have udskiftet, var bare forgaflen. Den skulle være ekstra stærk. Derefter kunne man bare fræse ud ad landevejen. En lille metalrulle trak bagdækket, så man fór af sted med 40-50 km i timen, hvis man ellers havde boret cylinderen ud.

Men der er andre lyde end knallerter. Der er én lyd, som overgår dem alle. Der er, når værftet fløjter ind klokken 7 om morgenen – og der bliver fløjtet ud klokken 4 om eftermiddagen. Den lyd kan høres over hele byen. Der er også mange andre lyde i min by, som man lever med uden helt at være klar over det.

Den morgen, da jeg besluttede at anskaffe mig min dagbog, blev jeg netop vækket af to slags lyde, der var ens – og dog forskellige. Det er nemlig sådan, at jeg bor lige midt imellem Sct. Nikolaj kirke og så den katolske kirke. Først blev jeg vækket af protestanterne og så af katolikkerne. Man kan faktisk sige, at jeg bor lige midt på grænsen mellem to kirkelige retninger. Det er nu ikke, fordi det giver mig store problemer med hensyn til min tro. Det gør mig snarere til specialist i kirkeklokker.

Jeg er begyndt at gå rundt og samle på lyde. Det startede, da jeg sidst skrev i dig, min kære dagbog, om havnen og dens lyde. Nede i den indre del af fjorden kan man ikke gå uden samtidig at have mågernes skrig i ørerne. Havnen er noget for sig selv. Man kan ikke gå på havnene uden at få både en gammel og en ny lyd hver dag. I sidste uge var der en lyd. Det var råbene fra en styrmand i en robåd med fire roere. Det var en helt ny lyd, som jeg ikke havde i min samling. Jeg har næsten et helt katalog inde i hovedet over forskellige typer af tuden fra skibe. Sjovest er det, når en lille slæbebåd stiller op med en dyb, mørk tuden. Det er, som om den lette, lille båd og den store, mørke lyd slet ikke står til hinanden.

Ved den dybeste del af havnen ligger fiskekutterne. De har en særlig lyd – som i øvrigt er god til at falde i søvn til. Sætter man den på inde i hovedet som lyd, så er det bedre end at tælle får. Det er så roligt med den tøffen fra kutterne. Samtidig kan man forestille sig, hvordan røgen kommer op i ringe fra kakkelovnsrøret, der stikker op af styrehuset. Det er en rar lyd.

En sjælden lyd er den, der finder sted ved stabelafløbning. Det er et flot syn, når skibet glider baglæns ud, og vandet står ind over skruen for første gang. Det lyder som et sus. Derefter kommer lyden af de store bølger, der skyller op på Plåtø, som ligger på den anden side af værftet uden funktion. Nogle samler på frimærker – jeg samler på lyde. Det svære er bare at kunne opbevare dem inden i sig.

Min far og jeg fik demonstreret en båndoptager med stålbånd på en udstilling forleden. Den var meget dyr, den var også stor og tung. Den er der næppe nogen her i byen, der får råd til foreløbig. Men hvad gør det? En lyd er en lyd – og i mit øre kan jeg godt opbevare byens lyde.

Ude i det fjerne har jeg altid jernbanen. Jeg kan altid høre forskel på, om det er toget fra Maribo, Grisen fra Rødby eller skinnebussen fra Kragenæs. Toget fra Maribo har en spids og høj lyd, mens Grisen fra Rødby hviner. Skinnebussen fra Kragenæs tuder nærmest som en forvokset rutebil. En af mine kammerater sagde også forleden, at han altid kunne mærke forskel på, om han var på vej til Søllested eller til Kragenæs. For på Kragenæs-banen blev man rusket fra side til side. Men i toget til Søllested blev man kastet op og ned. Det fik mange til at grine. Men bagefter sagde de alle samen, at det faktisk var sandt!

Hen i slutningen af oktober og begyndelsen af november kommer der en ny lyd ind i byen. Det er de mange små roetog, der med tip-vogne kommer kørende ude fra landet med sukkeroer. Også lydene af traktorer blander sig i hverdagen. En rumlen og hvæsen ude fra sukkerfabrikken sætter sit præg på byen til helt hen på den anden side af jul.

Jeg har næsten lyst til at lave en slags lydkort over byen. Byen lyder nemlig meget forskelligt. Det afhænger af, hvor man står, hvornår det er på året og hvornår det er på dagen. Der skulle også være et lydkort over byen i tre dimensioner. Men mon der egentlig er andre end mig, der lytter til byen på den måde?

 

Uddraget stammer fra bogen: "Sig mig hvor du kommer fra..." af Flemming Lundahl, udgivet 1985, Forlaget Stout.

 

 

 

1

Nakskov 4900 DK
Get directions

Fødselsdag:

1940-11-01

Erindringen ønskes afleveret til:

Nakskov Lokalhistoriske Arkiv