Espen Ove Espensen

Espen Ove Espensen blev født i 1898 og nedskrev i 1969 sine erindringer fra sin barndom på Nørrebro i tiden 1903-1912. Det er en detaljeret beskrivelse af, hvordan barndommen forløb i begyndelsen af 1900-tallet. Som 14-årig kom Espen Ove Espensen i lære som smed, og hans erindringer fra hans 5-årige læretid giver et godt indblik i daglidagen på arbejdspladsen.

Barndomserindringer fra det ydre Nørrebro

Med det ydre Nørrebro, mener jeg kvarteret fra Stefans Kirken ud til den gamle Lygtekro, omkring årene 1903 – 12.

Det var et udpræget arbejderkvarter, og særlig lagde man mærke til de mange værtshuse eller snapseting, som de også kaldtes. I næsten hver anden ejendom var der et sådant lokale. Navnene på disse var meget betegnende, omkring kirken lå værtshuse med navne som: Himmerig, Paradis, Enfert (helvede) og Frejas Hall, så der var noget at vælge imellem, såfremt man var tørstig efter kirkegangen.

Overfor kirken på hjørnet af Gormsgade, lå den gamle bagergård. Hver fastelavnsmandag kl. 12 præcis, kom bagermesteren med 2 af hans svende bærende på 2 store kurve med boller og strutter. Oppe på et halvtag blev disse herligheder kastet i grams til os børn, som altid huskede at være til stede denne dag. Mange af bollerne havnede på stenbroen og blev trådt flade af de mange træsko, men så var der jo også noget til gråspurvene.

Slagtergården, som lå mellem Gormsgade og Allersgade, husker jeg fordi, der inde på gårdspladsen stod et dejligt pæretræ, hvis frugter fristede os drenge. Men havde vi vovet os ind og nappet en pære, blev vi som regel, ude i porten, nappet af en slagtersvend og måtte aflevere pæren og fik i tilgift en over nakken.

Tiltaleformen mellem de handlende og kunden var jo anderledes end nu. Der blev spurgt om, hvad madammen ønskede, og hvordan fatter havde det, og om ungerne var raske. Jo, det var meget hyggeligt. En pose fedtegrever fik man altid gratis, når man var med mor hos høkeren og gøre indkøb.

Ved siden af ejendommen, hvor vi boede, lå Skæremøllen, et gammelt landbageri med brødudsalg i gavlen ud mod Nørrebrogade. Her kunne vi købe dejligt friskbagt rugbrød og landbrød til en billig pris.

Vi børn tumlede os på markerne og ved de små vandhuller ude ved Lersøen. Dér fangede vi salamander og hundestejler. På Bekkers mark, dér hvor nu Nørrebroparken og Lundtoftegade ligger, udkæmpede vi vore første fodboldkampe. Bolden var et gammelt fodboldsdæk stoppet ud med papir, men vi gik til sagen med en mægtig energi. Blev det for varmt for os, lå Ladegårdsåen i nærheden. Så løb vi derover og forfriskede os i åens ikke alt for rene vand. Det hændte, at der kom en død hund eller kat drivende med strømmen, men det tog vi ikke så nøje. Værre var det, når Åfar kom. Så blev der råbt: ”Nu kommer Åfar!” og så galt det om at få fat i bukser, skjorte og bluse. Så gik det i løb, lige så nøgne vi var, langs med åen over på den anden side af Borups Allé, dér hvor nu telefonbygningen ligger, og så fortsatte vi med at bade her, indtil Åfar kom, så gik turen tilbage til åen, ved den nuværende Bispeeng. Åfar var en kommunalarbejder, der gik og rensede op i åen. Det var nok hans sølvdressede kasket, vi havde respekt for, os børn gjorde han ikke fortræd.

Jeg mindes også den årlige skovtur til Klampenborg med mine forældre og søskende. Den startede fra Nørrebros Station, som dengang lå i Stefansgade. Det var et stort øjeblik, når toget endeligt var fyldt op og satte sig i gang. Vi børn råbte ”Hurra!”, men det varede et stykke tid, inden vi kom rigtigt i gang, der var mange vogne at slæbe på. Men snart gik det med en eventyrlig fart, og det var vel nok en oplevelse, når vi endelig nåede Klampenborg. Her fra gik turen til fods til Trepilelågen eller Springforbi, hvor man spiste den medbragte mad. Dagen endte på Bakken, hvor vi unger morede os med en gynge eller karruseltur, for ikke at glemme Pjerrot og Kramers Gøglertelt. Når vi skulle med toget hjem, blev folk stuvet sammen på perronen i nogle båse med jernkæde for. Her måtte vi vente, til der blev plads i toget. Det var jo ikke så behageligt, for mandfolkene var jo ikke helt appelsinfri og kvinderne skældte ud og de mindste børn græd. Nå, hjem kom vi da, og så syntes vi, at det havde været en herlig dag, og glædede os til næste gang, vi skulle i skoven.

Min skolegang foregik i Rådmandsgades Skole. Vi elever var en blanding af godt og ondt, men det var lærerne for den sags skyld også. Spanskrøret hang jo løst og blev flittigt brugt, både i tide og utide. Jeg mindes en lærer, hvis opførsel, overfor os børn, kan fylde mig med væmmelse, men heldigvis også enkelte jeg mindes med taknemmelighed.

En lærer, som faktisk var forud for sin tid, som behandlede os drenge som rigtige mennesker, var vores regnelærer hr. Schøler. Ham holdt vi drenge af. Han kunne sludre med os, arrangere ture for os, i teater eller på museer, og kunne vi vore regnestykker, blev vi belønnet med et bolsje, fra den bolsjepose han altid havde med. De andre lærer regnede ham for lidt af en original, fordi han gik klædt a la Drachmann med bulehat og flagreslips, og pga. det lange fuldskæg han havde.

Min tysklærer, Janus Nielsen, er også en af dem jeg mindes med glæde. Hans måde at undervise på og hans evne til at fortælle om sine rejser gjorde timerne til en oplevelse.

Vor geografilærer, hr. Krogsgård, var medudgiver af en geografi, og såfremt vi i timerne kunne remse ordret op af denne, var alt i orden. Men kunne vi ikke det, blev vi kaldt op og skulle lægge os over en skammel og fik så 3 slag over halen med spanskrøret. Denne lærer løftede sig helt op på tæerne, og strakte armen med kæppen højt op i luften, for at slagene skulle blive så effektive som muligt. Når man betænker, at det var børn på en 9 – 10 år med et par tynde lærredsbukser på, kan man jo godt kalde det brutalt at straffe på den måde.

En anden lærer, hr. Rosenkær, hvis afstraffelsesmetode var en ganske særlig art, var en lille kraftig mand. Drengene sagde, at han ledte efter oldsager, for ude på enden af hans stok sad en lille spade, som han gik og pillede i jorden med. Når vi havde forset os, og der skulle ikke meget til, tog han os enten i øret eller i håret ved tindingen og løftede på den måde delinkventen helt op på tæerne, imens han med knoerne på den anden hånd, bankede os oven i hovedet, så det sang i hele kraniet. Ham skulle man helst undgå at komme i nærheden af.

En dag fik vi en ny lærer på skolen. Noget af det første han fandt på var, at vi drenge skulle liste os op ad trapperne. Det var jo nemmere sagt end gjort, vi havde jo træsko på. Når vi løftede benene for rigtigt at gå stille, hændte det jo ofte, at træskoen faldt af og buldrede ned ad trapperne, så det varede ikke længe, før vi fik lov at gå normalt igen. Denne lærer hed Thomas Højlund. Jeg havde den glæde at være på feriekoloni i Katterød ved Fåborg under hans ledelse. Vi havde 14 dejlige dage på landet, og her var Højlund en dejlig kammerat for os drenge. Denne koloni var, så vidt jeg ved, en af de første man havde, og drengene, hvoraf halvdelen var fra Rådmandsgades og den anden halvdel fra Ryesgades Skole, var jo ikke så forvænte i det daglige, så for mig var det vidunderligt at opleve landet, som det var dengang.

Inden jeg kom ud af skolen, havde jeg en byplads. Jeg mødte kl. 14 til kl. 19 om fredag, og lørdag dog til kl. 20 – 21. For dette arbejde fik jeg 2½ kr. om ugen, men da jeg kom ud af skolen og kom i lærer, opnåede jeg det første år at få 3 kr. om ugen for en daglig arbejdstid på 10½ time, også om lørdagen.

Jeg kom i lærer i oktober 1912 på De Danske Mejeriers Maskinfabriks filial i Rådmandsgade 38. Læretiden var 5 år. Det første år skulle jeg hjælpe smeden. Vi mødte kl. 6 om morgenen til 6 om aftenen med ½ times frokost og 1 times middag. Mit arbejde bestod i, at jeg om morgenen skulle tænde essen op, inden smeden kom. Derefter skulle jeg ud efter 1 pægl rød og 1 pægl grøn bitter til smeden. Efter at forskellige kolleger havde været ude og hilse på smeden og fået en bitter, skulle jeg, som yngste lærerdreng, i byen for svendene inde på værkstedet. Indkøbene var meget forskellige - for 5 øre snus eller skrå, 1 cigar til 7 øre eller 3 for 21 øre. Cigaretter kostede 1 øre pr. stk., 10 Contrabando for 10 øre. I Stegekælderen købte jeg en rollemops for 3 øre, 1 sild i eddike og løg for 4 øre, et lille surbrød overskåret med flæskesteg og surt for 20 øre, en syltet agurk for 3 – 4 øre. Om lørdagen fik jeg som regel drikkepenge af svendene for at gå i byen, det var 2 - 3 - 4 øre eller højst en 10 øre.

Mit arbejde bestod i, at jeg skulle slå med forhammer for smedene. Det var ikke altid lige let for en 14 års dreng at tilfredsstille smeden. Så fik man en på kassen eller også slog smeden med hammerskaftet på skulderen såfremt man ikke kunne følge med, med forhammeren. Jeg husker en dag, vi med mejsel slog hjørnerne af noget fladjern, efter at det først var varmet i ilden. Stumperne fløj rundt i smedjen, og en af disse lagde sig til rette i smedens opslag på bukserne. Smeden var ikke vel stor, så på bukserne var der altid flere opslag. Jeg lod som om jeg ikke så det, og da smeden, nogen tid efter, syntes det lugtede svedent og forlangte, at jeg skulle se efter under filebænken, om der var noget der brændte, lod jeg som ingenting. Men pludselig brændte det igennem ind på smedens ben, og med et vræl stak han benet op i en balje vand, som stod i smedjen. Smeden havde mig mistænkt for at være klar over, det der var sket, men jeg spillede selvfølgelig uskyldig.

Der blev jo drukket tæt, særligt om lørdagen, der begyndte med bitter om morgenen, brændevin til frokost og efter frokost blev der klunset om bajere. Såfremt man var 4 mand, skrev man 4 streger på et stykke jern, og på den anden side af jernet skrev man en prik under en af stregerne. Den, som slettede stregen med prikken under, måtte betale øllet. Når klokken var 10 – 11, var svendene godt berusede og forsvandt en efter en over hos Anarkisten, som var et værtshus, som lå på den anden side af gaden, eller de gik hen på Tagensvej i Skanse Nr. 3., som også var et værtshus. Vi drenge måtte så gøre rent i værkstedet og blev ikke sluppet løs før til fyraften, men vi lavede selvfølgelig ikke meget resten af dagen.

I smedjen lærte jeg at smede mit værktøj, mejsler, dorne, kørner og andet værktøj lavede jeg selv. Da jeg, efter at det første år var gået, kom ind i værkstedet, skulle jeg først hjælpe en svend med pladearbejde, og senere kom jeg til shaping maskine og drejebænk. Vi skulle selv smede vore drejestål og hærde og slibe dem. Det var støbestål, så de holdt jo ikke så længe, det var jo andre forhold end dem der er nu. For 3 kr. om ugen skulle mine forældre holde mig med kost, arbejdstøj, pænt tøj og lommepenge.

Jeg gik på Teknisk Skole om vinteren fra kl. 18 – 20, så vi fik tideligt fri fra arbejdet, for at nå det. De sidste 1½ år af min læretid var jeg sommetider ude på landet og hjælpe montørerne med at stille nye maskiner op på forskellige mejerier på Sjælland og Lolland Falser, det var meget interessant. Vi boede som regel på mejeriet og levede godt. Det varede som regel 4 – 6 uger. Det det var jo ikke lige meget hvilken montør, man kom ud med, de var jo ikke alle lige flinke, men man lærte at arbejde selvstændigt, hvilket er kommet mig til gode senere hen. Jeg husker, at vi på Frejlev Mejeri i 1915 stillede nogle kar op, hvori skummemælken, som bønderne ellers fik hjem hver dag, skulle syrens og stå til dagen efter, så var der nemlig mere næring i mælken til kreaturerne. Det er det samme, man i dag kalder ymer, men nu er det menneskeføde, for nu er der tilsat 8 % fløde ?, så nu får svinene ikke dette produkt. Ja, det var dengang, at mejerierne blev moderniseret fra de helt gamle metoder. Nu er det hele jo blevet mekaniseret, så det dårligt er til at kende, når man kommer på en mejeriudstilling.

Jeg sluttede min 5 års læretid og blev udlært i oktober 1917 under den første verdenskrig, og det var jo ikke de bedste forhold for en ung svend at blive udlært under.

København DK
Get directions

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv