Noushin Azadmanesh

Interview af Noushin Azadmanesh og hendes oplevelse om at komme til Danmark som politisk flygtning fra Iran i 1985. Gør ejerskabskrav på erindring

Interviewet er blevet udarbejdet af fire studerende fra Europæisk Etnologi i forbindelse med et metode kursus i år 2018. Interviewet gik under temaet “Etablering af hjem i København”, og sætter her fokus på en flygtnings oplevelse af at bosætte sig og stifte familie i Danmark.

Udarbejdet af Sofie Lehmann Broe, Simone Harboe, Nanna Simone Kristensen og Clara Liv Larsen

At etablere hjem

Dato: 19 februar 2018

Interviewer, Clara Liv Larsen

I samarbejde med Københavns Stadsarkiv og Europæisk Etnologi (KU), er vi interesserede i at skildre din oplevelse af at etablere et hjem i København, med din baggrund som født og opvokset i Iran. Vi vil derfor forsøge at komme nærmere ind på dine forventninger og tanker om Danmark, før og efter du kom hertil.
Du var selv i gang med at sige det, men vi vil faktisk meget gerne høre om, hvor du er fra og sådan lidt om dig selv.

Ja ja, jeg kommer fra Iran og kommer her til Danmark i august 85 som politisk flygtning. Så jeg var kun 20 år gammel. Så flygtede jeg fra Iran til Danmark.

Hvordan kan det være at det lige blev Danmark som blev destinationen?

Altså, det var jo ikke så man kendte så meget til Danmark dengang. Vi kom til Tyrkiet og så undersøger man mulighederne hvor at man komme og at… pengene man skulle betale til personen – menneskesmuglere faktisk – og så skulle vi komme herhen.

Ok, så det var altså lidt tilfældigt at det blev Danmark, eller hvad?

Ja, men altså, jeg var ikke gift dengang, men jeg kendte jo lidt min mand, altså han kom jo et år før mig og vi var jo begyndt at se hinanden inden han flygtede til Danmark. Men da jeg kom til Danmark – altså i Tyrkiet så var der jo lidt muligheder for at komme til Danmark – og det var jo ok, og hvor hurtigt der ville gå og så valgte vi at komme til Danmark. Så var jeg glad for at så kender jeg faktisk en. Ellers er det jo lidt svært i et land hvor man kender ingenting og ingen mennesker og sproget er helt anderledes, og ja…

Din mand var her jo så før dig –

Ja.

Så gjorde du dig nogen forventninger om danskernes livsstil inden du kom?

Altså, jeg kendte ikke til så meget, det var jo også begrænset hvor meget jeg havde snakket med ham i løbet af det der år og som var her og i Iran, ikke. Så det var jo ikke sådan at vi kunne snakke sammen og undersøge hvordan det er. Jeg vidste at det var sådan et land som var frit, og de kunne sige hvad de har lyst til og kunne tænke frit og støtte de partier som man er tilhænger af og fri religion. Så et godt land med demokrati, altså så meget kendte jeg fra Danmark.

OK ja, så hvordan blev dine forventninger mødt da du kom hertil? Var det så det du forestillede dig, da du tænkte på Danmark?

Øh, for det første var der meget koldt! [alle griner] altså i forhold til dengang i 85, om vinteren var der jo -20 grader, altså og nu er det altså slet ikke sådan. Men nej, jeg synes jo at folk er søde i starten… man kan godt smile til folk på gaden, det var jeg meget betaget af uden at der skal være noget i det og altså hvis man møder en og altså man kan hilse på en eller bare sige: ”Hej” og smilende. Så det var ikke noget man gør i Iran, altså det ved jeg ikke hvordan der er nu. Altså du går ikke og smiler på en fyr for eksempel, altså en der bare er tilfældig. Men det synes jeg var rigtig godt. Søde, ikke? Og… Så starten var altså lidt svær synes jeg, indtil jeg fik asylstatus, ikk’, så man var jo lidt bekymret for og lidt nervøs for om man får lov til at blive i landet. Hvad skal der ske med mig? Det er fremtiden som stadigvæk er lidt ukendt og som man ikke ved, hvad ville der ske ikke også? Nej, man var nervøs og specielt jeg var kun 20 år gammel, ikk altså –

Så er man jo også stadigvæk ung kan man sige, ikk?

Ja, meget ung. Uden så mange erfaringer og.. så..

Det kan jeg godt forstå. Gjorde i jer så, eller jeg ved ikke hvordan det så foregår når man kommer til
Danmark, men kendte du så noget til området, nu er det Høje Gladsaxe, ikke også?

Nej, det ved man ikke.

Nej?

Man ved ikke hvordan man siger “hvor bor vi”. Man bliver placeret, eller sådan. Altså da jeg kom til Danmark efter jeg fik sådan asylstatus fik jeg ophold og midlertidig bolig og boede i Århus, ihvertfald der i starten.

OK, så du startede i Århus?

Altså, jeg starter da jeg kom i København også efter man får asyl, så skal de der har status som flygtninge spredes rundt i landet. Og så kom jeg til at bo i Århus og så efter et stykke tid flytter jeg sammen med min mand dengang. Men vi bliver ikke så længe, vi bliver kun et år i Århus, fordi han så bliver optaget på farmaceutisk højskole, så vi bliver nødt til at flytte til København.

Så fik vi en, hvad hedder det, kollegiebolig. Altså sådan en halvanden-værelses, fik vi.

Så da i så kom til Danmark, havde du så den intention om at nu skulle du gøre det her til dit hjem? Nu kom du så her…

Ja, altså i starten havde jeg håbet på at der ville ske noget i Iran så man kan komme tilbage, ikk. Jeg havde så meget lyst til at komme tilbage til vores land i starten. Man var jo, ikke sådan rigtig, men imens kan man jo godt nyde at man får uddannelse eller det skal jo ikke stoppe en altså, man bliver og venter på at der sker noget. Så i starten, lad os prøve at gå i skole og sådan, jeg havde også en studentereksamen fra mit land, men så skal man jo klare en studentereksamen i det her land, for at kunne læse videre. Dengang lavede de et specielt kursus – altså et et-års-kursus for flygtninge – som stadigvæk har studentereksamen fra deres eget land, som så også kan få den der et-års-uddannelse her. Så ja, så kunne man også få studentereksamen herfra.

Ok, så den tog du så herhjemme?

Ja, så tog jeg den herhjemme. Og så læste jeg halvandet år til civilingeniør, man fandt så at det var ikke lige mig – Det var sådan rigtig tørt alt sammen og så meldte jeg mig til sygeplejerskeuddannelsen. Nu har jeg så været sygeplejerske i 23 år.

Så det starter egentlig lidt ud med at du faktisk gerne vil tilbage til Iran, men du fik så et job/hjem
her i Danmark?

Ja, så fik vi børn, jeg fik som 24 årig en dreng.

Ok, der blev du mor.

Ja, der blev jeg mor, og så skulle jeg studere samtidig, ikk.

Ja, helt sikkert. Så ja, vi har jo kommet lidt ind på det, eller i hvert fald nævnt at da du kom blev du mødt med åbenhed og venlighed og smil på gaden og sådan noget, men sådan generelt, hvordan har du så oplevet det her møde med den danske kultur i forhold til din egen fra Iran?

Ja, altså Iranerne er meget åbne med sådan at tage alle kulturer til sig, og inden revolutionen i Iran så det meget vestligt ud, og specielt i Shahens by har han gjort meget sådan ting i Iran som var mere vestlige. Selvfølgelig vi havde egen kultur, men vi boede ligesom i andre vestlige lande. Og så kommer man så her, selvfølgelig blandt en anden kultur så man føler sig lidt som fremmed. Så var vi så her i et år, selvfølgelig tager man efterhånden den danske kultur lidt til sig. Når man går på arbejdet og går på skole, så møder man de andre danskere og tager så lidt den danske kultur. Synes man skal tage alt det gode fra andre kulturer til sig… altså vi bor ligesom de andre danskere.

Det er da dejligt, men sådan i forhold til det her med, nu siger du selv at du har optaget lidt af den danske kultur ved at være på en dansk arbejdsplads og sådan nogle ting. Er der nogen traditioner som du kan mærke du har taget til dig, som måske er mere danske end iranske?

Øhm.. danske ting… hvad skal jeg sige? Efterhånden har jeg boet så mange år her, ikke? Så det er svært at sige: “Hvad er de danske værdier?” [alle griner] hvad skal jeg sige?

Altså vi er jo mere… vi kan bedre lide altså… altså rigtig godt lide at være sammen med andre mennesker og vi holder jo altid, hver weekend skal vi altid være hos nogen eller nogen hos os, der skal være gang i noget, vi har jo ikke så meget familie, så vi holder med venner. Det er meget vigtigt at man har nogen familie og venner omkring sig og man har jo den der omgangskreds. Det er meget vigtigt for os, men jeg kunne desværre ikke se så meget, i starten ihvertfald, jeg synes det er blevet bedre og bedre efterhånden også i Danmark, at folk kan lide at lave nogle sammenkomster. Så det har været lidt anderledes og så synes jeg, at det var lidt svært at komme til danskere og få danske venner. Det er meget, meget svært… så men.. man kan nemt som iraner blive venner med nogle altså, naboerne det er næsten nogengange ens familie ikk? Men der var jo sådan nogen små ting og det er jo anderledes.

Unge fyre og piger kan godt bo sammen uden at være gift og det gjorde man ikke i Iran, vel? Det gjorde man jo ikke. Så der skal du se, allerede i starten mig og min mand er flyttet sammen. Så det er meget hurtig godt at være her [alle griner] ja, men altså der var mange ting anderledes end Iran. Men vi er jo meget åbne i Iran og meget åbne til at tage andre kulturer til sig ligegyldigt hvor det er henne.

Så det er mere sådan det sociale i det?

Ja ja ja.

Okay, så er det vigtigt for dig, at der er nogen i din omgangskreds der har samme tilknytning til Iran som du har? Har det betydning for dig?

Jaer, altså det er selvfølgelig godt, også for vores børn, de skal jo også kende deres baggrund, ikk. Og de skal kende sproget, og øhm det, man får det mere når man har iranske sammenkomster. Og børnene også er med i den del af verden, derfor de kommer også til at lære sproget ikk. Som også betyder hvor meget de kan lære af dansk. Man har lavet de der undersøgelser, de skal kunne deres egen sprog – modersmålet, så de kan lære bedre dansk ikk, såå. Ja, altså, så glemmer man jo heller ikke hvor kommer man fra, og det betyder også meget. Men det er ikke sådan, at man skal kun omgås de iranske.

Det er en blanding?

Ja.

Så hvis man skulle beskrive hvad et hjem er for dig, altså hvad kan det være? Har det noget med sproget at gøre, eller er det noget med maden – at i stadig har madtraditioner med fra Iran?

Ja ja ja det har vi, laver meget iransk mad, altså nu er børnene flyttet, men når de kommer hjem så laver jeg iransk mad. Så de er også interesseret i at lave iransk mad. Min søn siger også “Nå, vi kommer lidt før, så kan vi også lave det sammen”, altså han er meget god til også at lave mad, men vil gerne lære iransk mad. Så nogle gange kommer han lidt før, et par timer før, så vil han gerne være med til at starte med at lære det.

Hvordan oplever du at få børn i et dansk samfund, sammenlignet med hvordan din egen opvækst har været i Iran?

I Iran familien det betyder meget. Når man får børn man bliver aflastet rigtigt meget af familien, så der er altid nogen, hvis du har brug for en barnepige. Så de kan godt komme og hjælpe dig med det. Børn bliver også opvokset sammen med familien, ikke sådan at man skal bo sammen med familien, farmor nej nej, men de er altid klar. Der er mange mennesker som man kan regne med kan hjælpe dig til at passe børn, hvis du har brug for den. Og det kan man ikke se her så meget. Bedsteforældre og tanter – de har jo deres egen børn, og de jo skal jo også gå på arbejde. Men i Iran er det meget nemmere at have børn.

Så det er mere familieorienteret end i Danmark?

Ja ja ja.

Det kan jeg faktisk godt sætte mig ind i. Din søn har skrevet artiklen …

Ja har i læst den?

Ja vi har læst den. Den hedder ’Fuck alle som ikke tror på dig’, har du lyst til at knytte et par ord til
artiklen? F.eks. hvad det har betydet for dig, at han har skrevet den?

Jeg bliver faktisk lidt ked af det, såå … jeg kan godt fortælle lidt fra starten og det der med integration. Altså det skal jo ikke kun være fra indvandreres side, hvor meget de lærer i samfundet, det skal også være fra danskers side. Da han startede i vuggestue har vi aldrig sagt “Du må ikke spise dit og dat” og heller ikke svinekød eller noget, det var noget han lærte i vuggestuen at han ikke måtte faktisk. Der gik ret langt tid før jeg fandt ud af, at der jo var mange ting han ikke måtte spise, fordi han var jo på koloni sammen med børnehaven, da han kom hjem så spurgte jeg ham “Hvad har du spist?“, og han sagde “Jeg er muslim, jeg må ikke spise svinekød“. Vi havde aldrig sagt han ikke må spise svinekød, vi havde aldrig sagt vi er muslimer eller noget. Det er noget han lærte allerede da han var lille, altså i skolen eller i børnehave.

Så da han startede i skole var der så mange fordomme, specielt omkring drenge indvandrere, selvom han er født og opvokset her ikk. Drenge har jo lidt krudt. Altså det er ikke kun min søn, jeg har også nogle kollegaer, en unge pige og hendes søn. Der kom mange diagnoser på hendes søn, for han er jo lidt mere livlig, måske han er lidt klog og keder sig i skolen og har høj ADHD. Hun insisterede på at han skal jo bare undersøges, de skal ikke bare lægge alt de der diagnoser på ham. Så efter han bliver undersøgt viser det sig, at han er helt normal dreng ikk, han måske bare keder sig i skolen. Min søn han har jo i folkeskolen haft klasselærere som var meget ældre, og de gjorde ham til at være ikke så interesseret i at gå skole. Han havde lidt problemer om morgenen “Ej jeg har ondt i maven, jeg vil ikke gå i skole” og alt det her, men altså jeg kunne jo slet ikke se hjemme om han havde problemer eller sådan, vel. Men når man får at vide, “han leger ude på gangen og i fritimerne“, mange små ting som faktisk irriterede mig. Men man skal forstå først, at en dreng og en pige er ikke det samme, man siger altid der er altid mere krudt i en dreng. Men så nogle gange hans engelsklærer afbrød dem, og prøvede at sige alt de positive ting for ham. En lille dreng på 6-7 år har ikke brug for at høre kun negative ting. Og ham, hans engelsklærer, var rigtig taknemmelig nogle gange, sagde “Han er så dygtig, han er den bedste i engelsk i hele klassen“.

Men efterhånden han bliver større, blev han mere og mere negativ. Han begynder at prøve at finde andre som måske ligner ham mere, han skiftede skole indtil han kom i 8. klasse, en helt anden skole som har haft bedre lærere og som troede på ham. Da han kom i 10. klasse kunne han godt se det var altså positiv, og de kunne elske ham i den der 10. klasse. Så han prøvede faktisk at tro mere på sig selv. Og det var jo lidt trist dengang, at se ens børn ikke er glad for at gå i skole.

Ja det er altså hårdt.

Ja, det er hårdt. Som han nogle gange har sagt, han ved godt hvor kommer han fra, og vi sætter meget pris på at man har en uddannelse, man har været del af samfundet, og man skal jo tro på sig selv, og finde alle de der ressourcer man har i sig selv. Efterhånden bliver han glad for at læse og finde sig egen interesse. Engang han sagde “mor du skal ikke forvente jeg bliver læge“, men det gør jeg ikke, jeg forventer ikke du bliver læge eller ingeniør, du skal finde det DU kan lide, det du kan lide at arbejde med og uddanne dig til, det er det vigtigste.

Så du føler egentlig det er mere danskernes forventning at han var muslim, uden at i havde sagt at han var det, og at han ikke måtte spise svinekød, uden at i egentlig havde sagt at han ikke måtte det?
Det var egentlig mere danskerens forventning til hvad han måtte og ikke måtte, end det var jeres?

Ja faktisk. Altså vi har aldrig sagt vi er muslim og han bliver ikke opdraget i et muslimsk hjem. Altså alle iranere er jo muslimer kulturelt, men mange af dem opfører sig ikke som de er muslimer hvor de går med tørklæder eller beder fem gange om dagen, altså det gjorde vi ikke. Så altså, hvis han har lært det, det er i skolen og også af de andre børn som han fandt han lignede.

Han fik i hvert fald gjort opmærksom på det i Politiken med den artikel kan man sige, hvor han kommer ud med det. Så det var jo meget positivt på den måde, at han så kunne gøre andre opmærksomme på det.

Ja.

Nu har du været her en del år, du har været her siden du var 20 år – føler du så, at du har fået etableret et hjem her nu i Danmark?

Ja altså det er mit hjem, det er mit hjem her. Altså jeg har boet her i 33 år til august, så jeg har jo boet i Danmark det meste at mit liv, så det er mit hjem. Jeg savner det når jeg rejser ud til sommer, altså går på ferie. Jeg har ikke været i Iran siden jeg rejste fra Iran.

Det vigtige er, at det er vores hjem og børnene føler det også er deres hjem, og det gør de også. Vi
har jo også haft plejebørn, min store datter hun var jo vores plejebarn, også hun er blevet ingeniør og
kan klare sig selv.

Så du er glad for at være her?

Jeg er glad for at være her, ja. Meget glad for at være her.

 

Høje Gladsaxe
Søborg 2860 DK
Get directions

Fødselsdag:

1963

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv
image/svg+xml