Marian Lau

Marian Lau fortælles om sin opvækst på Frederiksberg i perioden 1943-1952. Det er en fortælling om skoletiden, ferier, livet under besættelsen og hvordan det daglige liv var uden de hjælpemidler vi har i dag.

Fra mine tidligste barneår
- Erindringer fra Frederiksberg
Nyelandsvej: 1943 - 1946
Jeg blev født under en luftalarm på ”Diakonissestiftelsen” på Frederiksberg. Min far var slagtermester Otto Lau og min mor var tidligere dameskrædder Agda Elin Marie Lau (født Rath), men var stoppet med at arbejde, da jeg skulle ankomme.
Min mor og far fandt hinanden på en pudsig måde. Min far, der var født og opvokset i Nørre Alslev på Falster, boede på det tidspunkt i Valby sammen med sin mor og sine søskende. Min farfar døde allerede, da min far kun var 10 år. Min farmor havde altid været hjemmegående med sine 7 børn, så da min far var den ældste af drengene, måtte han ud og tjene, så familien kunne få noget at leve af. Senere kom han i slagterlære hos sin onkel, men da tiderne var dårlige på landet og min far efterhånden var udlært, rejste hele familien til København og slog sig ned på Blankavej i Valby. Min far, der stadig var single, skulle til en fest, hvor man skulle have damer med. Min far spurgte sin søster tante Olga, der også var dameskrædder, om hun kendte en sød pige. Alle firmaets damer, hvor hun syede, var afbilledet på et stort firmafoto, hvorfra min far kunne pege på, hvilken pige han kunne tænke sig at få med til festen. Valget faldt på min mor, der også dengang så ganske godt ud. De blev gift i 1938 og jeg ankom i 1943 og forblev enebarn, da min mor allerede var tæt på de 40 år. Det skal dertil siges, at min fra var noget yngre.

 

Min mor havde indtil da boet hjemme på Howitzvej 21 sammen med Mormor, som hun forsørgede, da Mormor var enke og aldersrentenyder, som det hed dengang. En ydelse der var meget beskeden. Min mor har dog på et tidspunkt kendt en ung mand før far, og så vidt jeg husker, skulle hun have været forlovet med denne. Det var en hændelse, der aldrig blev talt om, så derfor ved jeg ikke ret meget. Jeg har dog fundet billeder af mor, hvor det halve var skåret fra. Jeg tolker det som en episode, hun helst ville glemme.
Vi boede på Nyelandsvej nr.36 skråt overfor Solbjerg Kirke og skråt overfor Solbjerg Mejeri. Da der under krigen var rationering på næsten alt var det også svært at skaffe mælk. Den mælk der var havde småbørnsforældre førsteret til, så jeg blev lånt ud i min barnevogn og blev kørt ind og ud fra Solbjerg Mejeri.
Da jeg er født under krigen har jeg stadig svage erindringer om den vanskelige tid. Meget er blevet mig fortalt, men der er stadig enkelte ting jeg har tydeligt i erindringen. Bl.a. når sirenen lyder, får jeg det stadig dårligt.
Jeg kan også huske da oven-naboen kom ned med bananer, hun havde modtaget fra udlandet. Da jeg skulle smage dem for første gang, kunne jeg slet ikke lide dem. Det har dog ændret sig siden. Ved siden af vores opgang var der en slikforretning. Den husker jeg tydeligt, jeg har altid været glad for søde sager.
Jeg husker også de kolde vintre under krigen. Vores lejlighed var opvarmet med kakkelovn og der blev fyret med koks. Vi boede på 2. sal og kullene blev opbevaret i kælderen, den såkaldte kulkælder. Det var et hårdt arbejde for mine forældre, at slæbe kullene op i lejligheden i en kulspand og det skulle gøres hver aften, når far kom hjem. Vi havde intet badeværelse og intet varmt vand. Man måtte vaske sig og børste tænder i køkkenet under den kolde hane. Dog havde vi et vandfad, som man fyldte med kogt vand fra kedlen. Når jeg skulle i bad, var det i sinkbaljen på køkkengulvet, der blev fyldt med dejligt lunkent vand. Toilet havde vi dog, men det var så lille, så da vi engang skulle have kogekone, måtte hun tage bukserne ned ude i entreen og bakke ind. Hun var ikke slank.
I køkkenet havde vi høkasse for at spare på elektriciteten. Den fungerede således, at når mor fx kogte risengrøden på komfuret, kunne hun færdigkoge den i høkassen. Høkassen var også god til at holde maden varm, da far ofte kom sent hjem efter en lang dag i forretningen.
Den gang var der heller ikke køleskab eller fryser. Vi havde til gengæld et isskab. Det kølede ved hjælp af stangis, som blev hentet på isværket eller ismejeriet. Ismejeriet handlede også med mælk, brød og smør i dritler. Jeg elskede at se, når vi var nede for at købe ½ pund smør, hvordan ekspedienten tog smørret med en håndspade i træ, og bankede smørret i facon, så det kunne pakkes ind i papir, med snor om.
På det tidspunkt 1943 til 1946 fandtes der ikke meget elektronik i hjemmet. Mange havde dog en eller anden form for radio. Vi havde i hvert tilfælde en og også en pladespiller, der kunne afspille de gamle 78 plader. Disse lakplader skulle man ikke tabe på gulvet, for så gik de i stykker. Musik i radioen var som regel kun klassisk og alt hvad de sendte, var meget finkulturelt. Jeg husker radioen, som noget meget kedeligt. Først da man begyndte at sende en halv time for børn med Inge Åsted, var jeg en interesseret lytter.
Legetøj havde jeg ikke ret meget af, men da jeg var meget glad for dyr, lavede min far en bondegård med plads til mange forskellige dyr. Jeg kan huske, at den var uden tag, men med båse i miniformat. Da kødrationeringen sluttede efter krigen, havde far rigtig mange rationeringskort liggende, som var ubenyttede. Jeg kan huske, at de var gule og i karton, så de var velegnede til at klippe i. Far var rigtig dygtig til at klippe dyr til min stald. Når far og jeg var alene hjemme, blev der klippet dyr i alle arter. Jeg kan huske, at det foregik på gulvet, og det endte ofte med, at vi begge faldt i søvn, så når mor kom hjem lå vi der og sov. Disse dyr og så nogle røde træbogstaver, var mit bedste legetøj. Dog havde jeg en dukke, som mor syede tøj til, men den havde ikke førsteprioritet. Jeg fik en gang et dukkehus, det vendte jeg på hovedet og brugte det til garage til en bil, jeg havde fået. Jeg var lidt af en drengepige. Jeg elskede at lege med drengelegetøj.
Min far og mor var dengang medlem af en bogklub. Dette var også årsag til vores mange bøger i hjemmet. Specielt far havde mange interesser. Far interesserede sig bl.a. for oldtidshistorie, som også var årsag til relieffet på vores barskab, der viser Odin på hesten Sleipner med ravnene Hugin og Munin. Relieffet er udført af onkel Poul, der var fars yngste bror, og som var møbelsnedker. Motivet er skåret efter et motiv fra en jernhjelm, som var et fund fra jernalderen. Barskabet har jeg stadig stående i min stue. Over barskabet hænger et maleri af fars fødegård, den gamle rytterskole i Nørre Alslev. Fars interesse for oldtiden er også smittet af på mig. Jeg elskede når far tog mig med på Nationalmuseet og så alle udstillingerne om oldtiden. Far læste også højt for mig, og han var rigtig god til at fortælle historier. Jeg husker både H.C. Andersens og Brdr. Grimms eventyr. Mest af alt elskede jeg når far læste Lille Klaus og Store Klaus, og når far kom til: ”og så slog Store Klaus Lille Klaus’ eneste hest på panden”, græd jeg som pisket. Hver gang sagde far, at han ikke ville læse den, når jeg syntes den var så sørgelig. Alligevel var det den jeg ønskede næste gang vi skulle læse. Far kunne også fortælle de mest fantastiske historier, som jeg tror han selv digtede. Blandet husker jeg en historie om et forældrepar, i Lapland der skulle køre i slæde gennem et uvejsomt område, hvor der var ulve. Forældrene havde deres spædbarn med i en lille kurv. De blev forfulgt af en flok ulve. Historien var meget dramatisk og far digtede til den historie flere gange. Han burde have været krimiforfatter.

 

Da jeg var ca. 3 år gammel, fandt man ud af, at jeg havde en stram sene, der gik fra min skulder til min hals og gjorde, at jeg gik med hovedet lidt på sned. Det viste sig at være en fødselsskade. Jeg blev indlagt på Ortopædisk hospital på Hans Knudsens Plads på Østerbro til operation. Det var en oplevelse, jeg godt kunne have været foruden. Jeg havde aldrig, på daværende tidspunkt, været passet uden for hjemmet, og da jeg var enebarn var jeg specielt meget knyttet til mine forældre.

 

Hospitalsindlæggelsen var den rene barnetortur. Der kendte man ikke til venlighed mod børn. Jeg fik at vide, at græd jeg når mor og far gik, måtte de slet ikke komme på besøg. Jeg blev lagt på en afdeling mellem voksne patienter. Legetøj fandtes der ikke, så tiden føltes uendelig lang. Sygeplejerskerne virkede sure, især natsygeplejersken. Hun kom om morgenen og rev brutalt dynen af mig uden at sige et venligt ord. Da der blev taget temperatur i endetarmen, jagede hun den brutalt ind. Den behandling af et barn har jeg aldrig kunne glemme. Da operationen var overstået glædede jeg mig til at få besøg af mor og far, for de måtte kun komme en gang om ugen. Jeg nåede at være indlagt 2 gange inden jeg blev 5 år og indlæggelserne varede ca. 14 dage. Da tiden var frygtelig lang og jeg intet havde at tage mig til, fik jeg lov til sidste gang jeg var indlagt at hjælpe med at køre patienter, der manglede ben og andet ned i terapien. Jeg syntes det så spændende ud, det de lavede i terapien, men jeg måtte ikke deltage, da jeg var korttidspatient. Jeg skulle have været inde en 3. gang, men der var jeg så stor så jeg nægtede.
Min far har altid været en meget driftig og aktiv mand. Han overtog den forretning i Jernbane Alle 97, i Vanløse, hvor han havde været svend i begyndelsen af 1940erne. Hans mål har altid været, at blive selvstændig og drive det til noget. Han stod op kl. 5 om morgenen for at køre på Torvet, han skulle helst være der før de andre slagtere, for at få det bedste kød. Den gang var der åbent i forretningen til kl. 18 og derefter skulle der gøres meget rent. Min far var meget prober. Han var sjældent hjemme før kl. 19 eller 19.30. Vi spiste næsten altid meget sent.
Under krigen, da det var svært at købe mange ting, anskaffede far sig en kolonihave, den lå der, hvor Jyllingevej station ligger i dag. Der dyrkede far grøntsager, så vi ikke skulle mangle det. Far og mor cyklede meget, så om søndagen kørte vi i kolonihaven med mig i en anhænger efter cyklen. Jeg har nok været et livligt barn, for jeg kravlede ud af anhængeren og endte på vejen, jeg fik en endefuld og blev sat tilbage igen i anhængeren. På kolonihavegrunden var der kun et redskabsskur og en bænk foran, så der var ikke så mange aktiviteter ud over havearbejde. Derfor var det oftest far der tog i haven. Om vinteren, for der var vinter dengang med både is på vandet og sne i dynger, stod mor og far på ski med mig i kælk bagefter, eller vi løb på skøjter. Skøjter dengang var noget andet, end det vi kender i dag. Skøjterne blev spændt på skistøvlerne og de var ikke særlig komfortable, men vi kendte ikke andet. Jeg havde også skøjter på så snart jeg kunne gå, men der var dobbelt skinne på, så jeg stod lidt bedre fast.
Efter krigen, da man igen kunne køre i motorkøretøj, anskaffede far sig en Nimbus motorcykel med sidevogn. Motorcyklen gav os mulighed for at komme rundt. Så om søndagen blev der ofte kørt tur med madkassen smurt, og primusapparat, så der kunne laves kaffe og the. Vi havde et klapbord med 4 taburetter, der blev slået op i skovbryn eller ved vandet, så der blev frokost og eftermiddagskaffen nydt. Ca. 2 år senere blev far ejer af en bil med åbent pigebagsæde til passagerer. Motorcyklen blev så fortrinsvis brugt til varekørsel i forretningen.
Far var meget sparsommelig, der blev ikke ruttet med pengene. Far førte daglig regnskab ned til mindste detalje over husholdningsforbruget og andre fornødenheder. Jeg har stadig fars regnskab fra 1937. Den gang var huslejen 60 kr. pr. mdr. og han betalte 75 kr. pr. mdr. i skat. Jeg har fundet private regnskaber helt op til de senere år, som har været gemt, meget interessant læsning.
Jeg var ikke fyldt 3 år, da jeg begyndte at gå til dans på Johanne Gotliebsen’s Danseskole i Cirkelordenens lokaler på Godthåbsvej på Frederiksberg. Johanne Gotliebsen, der var en ældre dame, som med stor dygtighed lå på knæ og førte vores ben, indtil vi selv kunne danse med. Det var de gammeldags danse som Scottish, fingerpolka og mazurka vi lærte. Senere lærte vi også at danse Lancier og Menuetten fra Elverhøj. Det var meget højtideligt at danse Menuet. Jeg kan bl.a. huske, at vi var klædt i krinoline tøj, da den blev danset til Afdansningsballet. Jeg har altid været meget glad for at gå til dans og dansen har fulgt mig hele livet igennem. Både min søn og mit mellemste barnebarn Marcus har dyrket dansen på eliteplan.

 

I 1946 holdt vi ferie ovre ved Slettestrand. Vi skulle bo i et sommerhus, som vi lånte sammen med tante Erna og onkel Viggo og deres søn Jørgen. Onkel Viggo var slagter ligesom far og hans bedste ven. Vi skulle sejle over fra Hundested til Grenå, men da det lige var efter krigens afslutning, måtte vi sejle udenom et stort minefelt, man endnu ikke havde fået ryddet, så turen blev meget lang. Da det samtidig blev stormvejr, endte det med, at vi alle undtagen far, blev frygtelig søsyge.
Sommerhuset, vi skulle feriere i var ikke ret stort, så vi måtte klemme os lidt sammen. Jeg husker stadig når vi skulle på toilettet. Det var et rigtig das, og det lå adskillige meter fra huset. Omkring huset var der lyng, hvori der var hugorme, så vi måtte ikke færdes alene. Derfor blev vi fulgt af en voksen med en stok, for at holde hugormene på afstand.
Vi oplevede en tragisk hændelse under vores ophold der. Vi boede lige opad en redningsstation. En af dagene blæste det frygteligt op. En af de lokale fiskerbåde var ude, og da man ikke havde haft kontakt med den en rum tid, blev redningsbåden sendt ud. Uheldigvis ramte redningsbåden en forkert sø og kæntrede ikke så forfærdelig langt fra land. Alle de lokale landliggere var med til at trække redningsbåden indad, efter far var svømmet ud efter en line fra båden. De fleste redningsfolk var kommet fri fra båden, men en manglede. Han var spærret inde under båden, der lå med bunden i vejret, så da man havde fået båden så langt ind til kysten, at de kunne bunde, blev båden løftet så meget op så far kunne få fat i manden, der var indespærret. Desværre var han allerede druknet, da far bar ham ind på stranden. Den hændelse gjorde et stort indtryk på mig, til trods for min unge alder. Adskillige timer senere kom fiskerbåden ind uden yderligere problemer.
Lejligheden på Nyelandsvej blev efterhånden for trang, så i vinteren 1946-1947 fandt mor og far en lidt større lejlighed, så vi flyttede fra en 2 til en 3 værelses lejlighed. Jeg kan huske de store snedriver, der gjorde flytningen lidt besværlig, men det var dejligt at få lidt mere plads.
Thurøvej: 1946 - 1952
Thurøvej 9 st. th. lå på en lille sidevej til Nordre Fasanvej. Der var meget hyggeligt med små haver foran ejendommen. Men da haverne var indhegnede var de kun til pynt, og ikke brugbare. Dengang var der ikke ret mange biler på vejene, så man kunne nemt lege midt på gaden. Det var også nødvendigt, for vores gård var ikke særlig spændende. Jeg kan huske garagerne og cykelskurene og bag disse skraldestativerne, som var meget ulækre og hvor rotterne havde frit spil. Der var mange børn i ejendommen, så jeg havde rigtig mange legekammerater. Når man er enebarn har det rigtig stor betydning, og dengang var de fleste mødre hjemmegående og passede derfor børnene i hjemmet i stedet for at sende dem på institution. På den anden side af vejen var der også børn vi legede med. Ejendommen der havde en baggård med små haver med lysthuse og meget legeplads. Der måtte vi børn fra den anden side ikke komme, for opdagede viceværten, at vi var der blev vi jaget ud med kosten. Ude på gaden tegnede vi hinkeruder, som vi hoppede i med vores hinkesten. Det var en meget populær leg. Sjipning var også en af de foretrukne lege, og det var både med enkelt sjippetov samt langt sjippetov som 2 personer måtte svinge, så vi andre kunne hoppe. Vi skiftedes med at svinge og hoppe. Hønseringe var også meget in, der var både almindelige hønseringe, dueringe der var noget mindre og endelig elefantringe, der var de største. Vi spillede med ringene og kunne vinde ringe fra hinanden. Boldspil var også populært, men der var ikke mange steder vi måtte spille, da der nemt kunne gå ruder, hvis vi blev for ivrige.
Kolonihavehuset på Jyllingevej blev for småt og far syntes ikke der var flere udfordringer der. Derfor købte far en sommerhusgrund i Karlslunde. Endnu engang startede han på bar mark. Først skulle der bygges et hus, og derefter anlægges en have. Hytten, for det var ikke stort, fik han hjælp til. Men haven, som var det der interesserede ham, var hans eget værk. Der skulle man passe på, at man ikke ødelagde bedene, for det var fortrinsvis grøntsager, han dyrkede. Blomster blev der dog også plads til. Han nød at gå og pusle efter en travl dag i forretningen, så det blev her, vi tilbragte det meste af forsommeren, for sensommer brød mor sig ikke om, så snart det begyndte at blive tidlig mørkt, ville mor flytte hjem. Fra tiden i Karlslunde kan jeg blandt andet huske, at far ville lave en stor drage til mig. Den skulle have stort hoved og meget lang hale. Den blev så stor, at vores naboer, der senere blev mine forældres meget gode venner, måtte assistere med at få dragen fragtet over på den anden side af Gammel Køgelandevej og ned til stranden. Der blev den afprøvet og begejstringen var stor, da det også lykkedes at få den i vejret.
En af mine værste oplevelser i Karlslunde var et frygteligt tordenvejr. Far var i forretningen og mor var alene hjemme med min kusine Hanne og mig. Uvejret var så voldsomt, at de store træer næsten lå ned og det lynede og bragede lige over os. Pludselig slog lynet ned i masten oven på huset. Mor sad med Hanne og mig på skødet og var ude af den. Lynet løb rundt i stuen langs væggen og brændte en bane i tapetet. Ud af elmåleren på væggen sprang lange gnister. Heldigvis ramte det ikke os. Vores nabo Werner Christoffersen havde set hvad der var sket, kom over iført søstøvler og regntøj og hentede os over til dem, hvor vi blev puttet i seng. Da far kom hjem om aftenen, kunne han ikke finde os. Han kunne slet ikke udefra se, hvad der var sket. Oplevelsen med lynnedslaget har sat dybe spor i mig, så i dag er jeg ikke tryg i tordenvejr.
I 1947 fik jeg en plejebror Johan i et halvt år. Han var fra Ungarn/Budapest. Da han kom til os var han meget udhungret og kunne ikke et ord dansk. Mor og far fik hurtigt noget sul på ham og han blev meget glad for at være i Danmark. Han var på det tidspunkt 9 år, og han skrev hjem til sine forældre, at han havde været ude at sejle med et skib, der var så stort, at det ikke kunne vende på Donau. Det var Storebæltsfærgen, vi havde sejlet med. Han fik lært mig at sige mange ord på ungarsk og i løbet af meget kort tid talte han flydende dansk. Han kom til Danmark sammen med mange andre ungarske børn og jeg kan tydelig huske, når de var samlet, at de slog hinanden på skuldrene og sagde dav på dansk. De havde også lært at synge ”Jeg elsker de grønne lunde”, og den sang blev også sunget den dag, vi skulle tage sørgelig afsked med ham. Vi anede nok, at vi aldrig skulle se ham mere. Mor og far ville gerne have adopteret ham, men det kunne ikke lade sig gøre. Selvom de prøvede at kontakte ham på hans adresse, lykkedes det aldrig at få kontakt med ham igen. Selv i dag når jeg hører nogen synge: ”Jeg elsker de grønne lunde” tænker jeg på Johan.
Min fars svoger Henry var i 1940’erne forvalter på et mindre gods ”Frihedslund” der ligger ved Tissø. Der var bl.a. opdræt af køreheste. Jeg husker dem som værende af belgisk afstamning. Jeg elskede, når vi var på besøg der, at der var en mulighed for en ridetur. Jeg forsvandt næsten helt, når jeg blev sat op på de store belgierheste. Det var dengang min spirende hesteinteresse begyndte. Jeg kan huske, at vi engang har holdt jul dernede og det eneste jeg tænkte på, var håbet om en tur på de store heste.
Fars store ønske var et hobbylandbrug ved siden af forretningsdriften. Mor ville ikke høre tale om at bo på landet, for hende var ferie i sommerhuset land nok. Da vi nogle år senere flyttede til Vanløse fra Frederiksberg lå mor syg i 14. dage af længsel efter ”byen”, hun syntes, at vi var på landet, selvom vi kom til at bo på en vej med butikker på hvert et gadehjørne.
Da far ikke kunne få eget landbrug købte han slagtekvæg, som gik på græs i Sengeløse mose om sommeren og blev slagtet, når vinteren kom og kvæget skulle på stald. Vi kørte ofte en aftentur ud og så til kvæget, og på vejen passerede vi en landbo-rideklub, hvor vi holdt stille og så rytterne få undervisning i spring og dressur. Dette gav både far og mig lyst til selv at gå til ridning, men far syntes jeg var for lille, så jeg måtte vente nogle år. Dengang var det ikke almindeligt i Danmark at ride på ponyer.
Jeg vil også fortælle lidt om min Mormor Maria Rath, som døde da jeg var 11 år. Jeg mindes hende som en streng og meget lidt hjertelig dame. Jeg mindes aldrig hun nogensinde har taget mig på skødet som lille, eller givet mig et kys eller klem. Hun boede på Howitzvej 21 på Frederiksberg, skråt overfor brandstationen. Mor og mig besøgte hende ofte, da min mor tilsyneladende var meget knyttet til hende og havde stor respekt for hendes meninger. Min mor sagde fx aldrig du til hende, men tiltalte hende med: Vil mor være sød at!
Når mor og far skulle ud, blev jeg ofte passet af Mormor. Det var jeg ikke særlig glad for. Når jeg blev lagt i seng om aftenen, ville jeg gerne have lyset tændt, da jeg var meget mørkeræd. Mormor, der var vant til at spare på alt, kunne ikke hurtigt nok få lyset slukket. Jeg mindes hendes arm, der blev stukket ind ad døren, når hun troede at jeg sov.

 

I 1950 drog far og mor afsted på deres livs ferie. De rejste sammen med ”Spilleklubben”, som var de venner de spillede Mausel med til pulje. Da der endelig var samlet nok penge ind blev drømmen realiseret. Først da, efter krigen, var det sikkert og komfortabelt at rejse ned igennem Europa. Mormor skulle passe mig, og vi var inde på Hovedbanegården, for at vinke farvel til dem. De skulle være væk i 14. dage, så jeg var alt andet end begejstret. Den gang var det ikke almindeligt at man tog børn med ud på rejse. Turen gik ned igennem Tyskland i tog, og i Koblentz skiftede de til et andet tog, der kørte ind i Frankrig. Senere besøgte de Mont Blanc og gletsjerne med ishuler indhugget. Jeg har hørt det fortalt så mange gange, så jeg næsten føler, at jeg har været med på rejsen. Fra Frankrig gik turen til Monaco med det berømte spillecasino og derfra videre til Italien. Jeg fik tilsendt postkort næsten hver dag, så jeg kunne følge deres færden. Fra Italien rejste de videre til Schweitz og endelig igennem Tyskland og hjem. Da de var i Monaco hørte de om krigsudbruddet i Korea. Far var på dupperne for at skaffe flybilletter til ham og mor, for de var meget bekymrede for mig, som var hjemme sammen med Mormor. Da han fik yderligere informationer om situationen, fik de andre overtalt ham til at fortsætte rejsen. Jeg kan huske, hvor meget jeg savnede mor og far, så jeg spillede en plade på grammofonen der hed ”Under Italiens Himmel”. Derved følte jeg, at jeg var dem nærmere. Da mor og far endelig kom hjem, havde de en fransk dukke iført nationaldragt med hjem til mig.
Året efter i 1951 tog de mig med ud at rejse og de rejste ikke fra mig igen. Turen gik til Stockholm i bil sammen med tante Karen og onkel Kai, samt deres børn Jette og Grethe. Det var en dejlig tur, hvor vi fik set en masse. Vi besøgte bl.a. min Mors kusine, som boede ved Vätteren udenfor Jönköping. Hun havde en datter på samme alder som mig og hed An-Mari. Vi syntes det var morsomt med navnesammenfaldet. Vi var på turen så langt oppe i Sverige, at vi kunne sejle på Siljansøen, der ligger 200 km nord for Stockholm. Vi har mange gange siden besøgt Sverige.
Da vi boede tæt på Mormor besøgte vi hende ofte. Jeg elskede at stå i hendes vindue og se, når brandbilerne rykkede ud fra brandstationen. Jeg var også glad, når jeg fik lov til at kikke på hendes glas, der stod i et skab, der var så lavt, at jeg kunne kikke ind uden at stå på tå. Mormor havde mange flotte glas, da hun var ud af en glasmagerfamilie og min morfar havde været glasmager. Mormor var født i Sverige og hele familien var svensk. Min morfar, som jeg aldrig har kendt, døde da mor var 18 år, så Mormor, der aldrig har været på arbejdsmarkedet, sad tilbage med 3 hjemmeboende børn og havde kun en lille enkeydelse, som ikke slog til. Min mor, der var under uddannelse til dameskrædder og kun havde en meget lille løn, måtte hjælpe til med at forsørge resten af familien. Jeg ved ikke ret meget om min morfar. Kun ved jeg, at han var dansker og født i Odense. Jeg ved også at han blev syg og derved arbejdsløs i perioder. Jeg har stadig hans arbejdsløshedsbog fra 1922, som min mor har gemt.
Min mormor blev meget dement de sidste år hun levede. Mormor døde i april 1954 på meget tragisk vis. Det viste sig, at hun havde glemt at lukke for gassen. Den gang havde man det der kaldtes bygas, som var meget giftigt og farligt at indånde.
Min farmor Anna Christine Lau, vil jeg også nævne her. Min farmor husker jeg som en gammel meget tunghør dame, som jeg ikke havde så meget kontakt med. Da hun havde 12 børnebørn, var man kun et nummer i rækken for hende. Det skete dog, at far tog farmor og mormor bag i vognen og kørte en tur med dem, ellers har farmor ikke haft den store betydning i mit liv.
1950 var det år, hvor jeg skulle begynde i skole. Min far havde en revisor, der boede på Frederiksberg og hvis døtre gik på ”Marie Kruses pigeskole”, der lå på Frederiksberg Allé lige ved Bianco Lunos Plads. Revisoren talte varmt for skolen, hvor der var meget styr på tingene. I modsætning til Kathrinedalsskolen i Vanløse, der var skandaliseret offentligt pga. den daværende kvindelige skoleinspektør Inger Margrethe Nordentoft, der havde fået et barn udenfor ægteskab. Da vi skulle til at flytte til Vanløse 1½ år senere, valgte mor og far at melde mig ind på Marie Kruses skole. Det kunne også kun lade sig gøre, hvis man var blevet anbefalet af tidligere elevers forældre med en vis status.
Jeg husker tydeligt min første skoledag. Mor havde syet en fin grå dragt med lægget nederdel og jakke og jeg havde fået et tornyster, som skoletaske, til at have på ryggen. Det var en stor dag, at skulle forlade hjemmet for en tid, dog i følgeskab med mor. Vi boede, så det var nødvendigt at skulle med 2 sporvogne til skole. Først sporvogn ad Nordre Fasanvej til Gl. Kongevej, og der skifte til linje 1 resten ad vejen. For mig var det at komme i skole en hel ny verden. Jeg var ikke vant til at være sammen med så mange andre børn. Det gjorde det ikke bedre at jeg var meget genert, så jeg blandede mig ikke sådan bare med de andre.
Vi blev samlet i skolegården første skoledag, og der ventede vi i den række, der havde vores klasse nummer. Jeg skulle gå i 1.A. Der blev vi hentet af vores klasselærerinde frk. Boesen, som var en yngre lærerinde, selvom hun ikke så sådan ud. Frk. Boesen var en sød og venlig dame. Jeg syntes godt om hende lige fra starten. Vi blev ført 2 og 2 i række op til vores klasselokale på første sal. Der blev vi budt velkommen og orienteret om ordensregler, skemaer og frikvarterer. Jeg husker tydeligt, da frk. Boesen sagde, at vi skulle ned på legepladsen og have luft, når det blev frikvarter. Skuffelsen var stor hos mig, da jeg erfarede at legepladsen var den skolegård med cykelstativer i den ene ende og håndboldmål i den anden. Jeg troede at en legeplads var en plads med vipper og gynger.
Da orienteringen var slut skulle vi følges ad i række 2 og 2 ned til gymnastiksalen hvor de øvrige klasser på skolen allerede var samlet. Vi blev stillet op i første række lige foran talerstolen, hvor Rektor Johan Clausen steg op og bød os velkommen på Marie Kruses Skole. Derefter skulle vi synge ”I Østen stiger solen op” og derefter ”Hist hvor Vejen slår en bugt”. Det var en af de stolte traditioner på skolen, at man sang disse sange første og sidste skoledag. For øvrigt var vi nede til morgensang hver dag uanset om vi mødte kl. 8 eller kl. 9. Kl. 8 blev der kun sunget en salme, hvorimod kl. 9 både en salme og en sang fra Højskolesangbogen.
Sommerhuset i Karlslunde blev solgt i 1950, da far ikke syntes der var flere udfordringer der. I stedet blev grunden ved Ølsted, nærmere betegnet Kildehøj, en udstykning der lå på en skrænt med udsigt over Roskilde Fjord, anskaffet. Det blev mit livs dejligste sted. Vi fik et Jeppesen bjælkehus sat på, og far havde på ny mulighed for at lave os et nyt paradis, med en stor græsplæne vi kunne lege på, samt blomsterbede rundt omkring. Grunden var temmelig stor, da onkel Kai købte nabogrunden, så det blev et helt parkanlæg.
Da vi flyttede ind i sommerhuset den sommer var der meget primitivt. Der var ikke indlagt vand, så vandet skulle hentes i spande nede fra kilden, som lå et stykke nede ad vejen mod vandet. Det var hårdt at slæbe spandene op ad bakken, så man lærte at spare på vandet. Heller ikke elektricitet var indlagt. Petroleumslamper var vores eneste lyskilde. Maden blev lavet over kosangas og ligeledes havde vi kosangasvarme.
Jeg elskede aftenerne, når vi hyggede omkring bordet ved petroleumslampens skær. Enten spillede vi kort, læste eller bare snakkede indtil sengetid. Dog var det et fast ritual, at vi gik en aftentur rundt i udstykningen inden aftenkaffen og teen for mit vedkommende. Transistorradio havde vi heller ikke endnu, så skulle vi høre nyheder eller Gregory Mysteriet, der blev sendt som hørespil over radioen, måtte vi gå til naboerne længere oppe ad vejen. Da onkel Kai skulle til at bygge hus på sin grund året efter boede onkel Kai og tante Karen samt mine kusiner Jette og Grete hos os. Far havde med hjælp udefra bygget et anneks med 4 køjesenge til os børn, og onkel Kai og tante Karen boede på værelset i huset. Kl. 5 om morgenen på hverdage inklusiv lørdage kørte Far og onkel Kai fra sommerhuset og til flæske-torvet i København, inden deres forretninger blev åbnet. De var først hjemme ved 19. tiden om aftenen, for de havde ikke tid til at holde sommerferie. Tilbage i huset blev alle vi piger og nød sommeren. Jeg husker den tid som den bedste jeg har oplevet i mit efterhånden lange liv. Jeg elskede stedet, sommerhuset og hele atmosfæren.
I 1952 kom en ny periode i mit liv. Vi skulle flytte fra Frederiksberg og til Vanløse.

1

Nyelandsvej
Frederiksberg 2000 DK
Get directions

Fødselsdag:

1943

Erindringen ønskes afleveret til:

Frederiksberg Stadsarkiv