Ole Petersen

Min historie - årgang 1937. En fortælling om mit liv fra min opvækst, skolegang og læretid i København. Familiens flytning til Skive, soldatertiden, mine arbejdspladser, bl. a. på kasernen i Skive, mine interesser og lidt om fritiden og pensionstiden og flytningen til Pinen, Sallingsund ved Limfjorden. Gør ejerskabskrav på erindring

 

Min historie

 

Årgang 1937                                                                                                                                                                          09 03 2004

Mit navn er Ole Petersen, født den 26 03 1937 i København på Rigshospitalet.

Mine forældre er Ella Petersen (Rasmussen) og Erik Petersen.

Jeg kom som før nævnt til verden på Rigshospitalets fødeafdeling. Det er der hvor mindre bemidlede og ugifte kvinder fødte deres børn. Hvilket tidspunkt på dagen ved jeg ikke. Jeg var et lille skravl så jeg var i kuvøse, hvor længe ved jeg ikke, men jeg kom igennem den lidt svære start på livet.

Jeg blev døbt i Rigshospitalets kirke den 18. apr. 1937. Dengang var det almindeligt, at man blev vaccineret for forskellige sygdomme, blandt andet Difteri i 1937-41-42 og 66, Kopper i 1939, Polio i 1963 og 66.

Nu kommer der et par år jeg ikke helt har styr på, så jeg skriver det, som jeg mener at det foregik.

Det meste har min moder fortalt, men lidt kan jeg godt huske. Det første sted jeg boede, var hos min mors forældre. De boede i Møllegade på hjørnet af Nørre Sidealle, det er lige ved De gamles by på Nørrebro. Min morfar kan jeg ikke huske, han døde 21. jan.1938 i København. Hans navn var Richardt P. J. Rasmussen, født på Langeland omkring år 1884. Han arbejdede som stolemager. Det er det jeg ved om ham, indtil videre.

Min mormor kan jeg kun huske som sengeliggende på det som hed Nørre Hospital, der ligger i Ryesgade i den ende som hører til Nørrebro. Hun var kommet til skade med ryggen efter et fald ned af deres køkken trappe. Hendes navn var Dorthea Rasmussen, (Nielsen) og var født i Vestervig i Jylland den 5. jan. 1883. Hun døde den 5. jan. 1949 i København. Jeg ved ikke hvad hun arbejdede som. De blev begge begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Min mor havde en søster ved navn Inga Olsen, gift med Åge Olsen, Snedkermester. De fik to børn, Ingelise og Kurt.

Min moder er som nævnt Ella Petersen (Rasmussen), født den 5. marts 1913 i København, død den 22. okt. 1981 på Skive sygehus. Min moder arbejdede i Irmas forretninger indtil jeg blev født. Min fader Erik Petersen, født den 19. juli 1912 i København, død den 16. april 1963 i København. Han var udlært som Blikkenslager, men blev senere ansat ved Københavns sporvejne som konduktør og senere som vognstyrer. Disse, mine forældre, blev gift den 29. okt 1937 på Københavns Rådhus.

De blev skilt den 4. okt 1951. Min mor giftede sig ikke igen, men min far blev gift med Ida Rosa Holte Frederiksen.

Nu kommer vi til det svære. Da mor og far blev gift flyttede vi til følgende adresser, desværre kender jeg ikke den rigtige rækkefølge: Gammel Kongevej på Vesterbro, Fiskedamsgade på Østerbro, Ny Blegdamsvej, en sidegade til Blegdamsvej på Østerbro. Derefter endte vi i Lægeforeningens Boliger på Østerbro mellem Østerbrogade og Øster allé. Det var alle tiders sted for børn, det var et ”lukket” område, forstået på den måde, at på den ene side havde vi boldklubben B 93 med fodboldbaner og tennisbaner, mod Østerbrogade et stakit med udgange, den tredje side er mod en gade som hedder Olufsvej, mod Østre allé var der også et stakit med udgange. Bebyggelsen er rækkehuse (det er nærmere beskrevet i bogen Brumlebys Historiebog). Vi boede i hus M nr. 25. Det var dengang ganske små lejligheder på en stue, et soveværelse og et køkken. Der hørte også en lille have med lysthus til lejligheden.

Vi var så heldige at have min fars forældre som næsten naboer. De boede i hus O nr. 16 i en lejlighed magen til vores. Dengang var det ikke så moderne, at man kom i børnehave, især ikke når man boede i Brumleby. Der var det sådan, at alle naboer kendte næsten alle børnene, der boede derinde, og alle så efter ungerne. Kom en til skade, var man sikker på, at der altid var en man kunne få hjælp hos, men man kunne også regne med at få en på hovedet, hvis man havde gjort noget galt, og en ting var næsten sikkert, at når man kom hjem, fik man en til på hovedet.

Nå det var nu ikke så slemt. Vi børn havde nogle rigtig gode forhold at lege under. Der var nogle store plæner hvor der kunne spilles både fodbold, rundbold, ja stort set alle former boldspil. Nu lyder det måske mærkeligt, at vi spillede bold der inde, når vi havde hele Fælled Parken lige uden for døren.

Det skal her bemærkes, at det var under krigen 1940-1945, at vi boede der. Selv om det var under krigen vi boede der, så vi stort set aldrig en tysk soldat inde på området.

Jeg kom i skole ved skoleårets begyndelse i august måned 1944, i Ryesgade skole på Østerbro, og sluttede skoletiden i 1951 med afgang fra det som dengang kaldtes 2. Fri Mellem, med hæderlige karakterer. Efter krigens slutning kom der tyske flygtninge, der blev indkvarteret på skolen. Det bevirkede, at os elever ikke kunne få undervisning som vi plejede på skolen, men måtte få undervisning andre steder, blandt andet i Frelserens Hærs lokaler, der lå i en sidegade til Ryesgade som hed Helgesensgade. Vi gik også i en kirke, Nazareth Kirke. Den ligger i Ryesgade.

Det skal lige bemærkes, at jeg fik en lillebroder den 3. maj 1944. Han blev navn givet Claus, men det kunne han jo ikke gøre for. Han blev nu alligevel en god dreng.

I 1947 eller 1948, jeg er ikke sikker på årstallet, flyttede vi i Vejlegade nr 2. Mine forældre skulle være viceværter i ejendommen, som bestod af 2 opgange. Vi fik en stue lejlighed med to stuer og et lille værelse samt køkken. Stort i forhold til det vi var fraflyttet. Der var også eget toilet. Det var vi ikke vandt til. Vi boede i denne lejlighed indtil mine forældre blev skilt i 1951. Derefter flyttede min mor med os unger i en lejlighed på første sal. Min mor var begyndt at arbejde på en fabrik, der lå lige ovre på den anden side af gaden. Men selv om hun havde arbejde, var pengene små. Så det betød, at jeg måtte begynde, at gå med varer for en købmand og en grønthandler. Somme tider også for et ismejeri. Det var efter skoletid, men der faldt gerne lidt drikkepenge af. Dem måtte jeg selv beholde, men lønnen skulle jeg lægge hjemme hos mor. Der faldt også lidt grøntsager af hos grønthandleren. Sommetider en pose kaffe hos købmanden, da den endelig blev frigivet for rationeringsmærker.

For at belyse hvor små penge der var, også for de handlende, når vi var i ismejeriet for at handle, kunne det ske, at man ikke havde penge med, fordi mor ikke havde nok. Så måtte vi prøve at overbevise ismejerimanden om, at vi næste gang nok skulle betale de manglende penge. Men han var skeptisk. Selv om han kendte os ganske udmærket.

Hvis så han ikke kunne give os tilbage, hvis vi for en gang skyld havde for mange penge med, så undskyldte han sig med, at han desværre ikke havde så han kunne give tilbage. Men næste gang vi kom, skulle vi nok få pengene. Det sagde han mange gange uden at det skete. Det skal bemærkes, at det drejede sig om en eller to øre. Både det vi skyldte ham, og det han skyldte os. Men vi knægte havde fundet ud af, at var vi hurtige nok, kunne vi snuppe et eller to stykker wienerbrød inden han kom ind i butikken. Når vi gik i byen for ham, kunne vi være heldige at få et stykke wienerbrød. Men det var gerne et stykke fra dagen i forvejen.

 

Jeg fik nu en længere vej til skole. Men en pige, der var lidt ældre end mig og som boede i ejendommen, fulgtes jeg med det første år. Hun skulle i en skole, der hed Sortedams Gymnasium. Den lå lige ved den skole jeg gik i. Vi måtte ikke køre på cykel til skole, før vi kom i den sidste klasse. Hvorfor fandt jeg aldrig ud af. Efter skoletid fulgtes jeg med mine klassekammerater, der boede i Brumleby. Så kom jeg ligesom tilfældigt forbi min farmor, og som regel var der altid et stykke mad, så det blev sparet hjemme. Men der blev også tid til at lege med mine venner der. Senere var det ikke så meget leg, for der var jo også piger og fester med mere.

Hjemme var der en legeplads, Silkeborg plads, hvor jeg mødtes med de venner jeg efterhånden havde fået der. På Silkeborg plads var der en legeplads med en stor sandkasse, et klatrestativ og i den ene ende var der plads til at spille fodbold, og det blev der også gjort. Vi var en seks til syv stykker som spillede lige så snart vi fik tid til det. Det store klatrestativ var et farligt stykke legetøj. Det var ikke blevet godkendt i dag som lege redskab.

Det var bedst om vinteren. Så byggede vi en stor snehule der i, sådan en rigtig hyggehule med ølkasser til at sidde på og stearinlys på et lille bord.

Dengang var der meget sne, men der skulle også meget til, for stativet var sådan ca. 2,5 m højt og omkring 4 m på hver led. Så der blev først fyldt en masse sne på stativet, derefter blev det udhulet. Så der var en masse arbejde, men vi var jo også en hel del unger til at lave det.

 

Ved juletid havde vi nogle drabelige slåskampe med nabogaderne. Det foregik med kasserede juletræer som blev afgrenede. Disse træer havde vi samlet sammen i alle gårdene. Det er utroligt at der ikke var nogen, som kom alvorligt til skade, for der blev gået til sagen, så de voksne sommetider måtte gribe ind. Under krigen blev der bygget en beskyttelsesbunker på legepladsen. Den blev først nedlagt et godt stykke tid efter, at krigen var slut. Denne bunker var også en del af disse slåskampe, fordi der var lasaret og pigerne var sygeplejersker. Så der var en valfarten derned af både venner og fjender, men fjenden var aldrig alene dernede.

Vores legeplads var udover ovennævnte det halve Østerbro. Vi havde Fælledparken, hele havneområdet, og området blev udvidet efterhånden som vi fik cykler. For nu kunne vi komme til Charlottenlund. Der var og er stadig skov og badestrand.

Længere ude havde vi Klampenborg med Dyrehaven, Bakken og igen strand. Endnu længere væk hele Nordsjælland

 

Skoletiden sluttede med et hæderlig resultat, og så var det lige pludseligt alvor. Du skulle have en læreplads, som hvad? Det blev møbelsnedker. Det var min onkel, der fandt en plads hos en snedkermester ved navn M.J. Forslund, der havde værksted i Sankt Jakobsgade 20 på Østerbro. Så jeg havde ikke så langt på arbejde. Det var en tid jeg husker med glæde. Jeg startede 1. okt. 1951 og blev udlært den 30. april 1956 med det fine resultat, at jeg fik bronzemedalje.

Det var hårdt arbejde for os knægte. Vi var jo kun 14-15 år gamle. Fordi vi skulle lære det hele fra bunden så det var alt det tunge arbejde vi skulle begynde med. Det vi lavede, var møbler, som blev håndpolerede. Det var et dejligt arbejde når vi var kommet så langt, at vi måtte polere. Det var også spændende at bygge et møbel op fra grunden. Det var nemlig således, at vi fik to stykker møbler hver, som du så havde ansvaret for. Vores arbejdstid var fra kl. 7 til kl.16 og om lørdagen til kl. 14.

Vores løn, det første læreår, var 5 kr. om ugen og sluttede med 15 kr. det sidste år. Der udover fik vi ekstra, når vi kørte ud med møbler. Da fik vi 5 kr. pr. tur vi kørte. Disse ture foregik med trækvogn rundt om til møbelhandlere i København. Et par gange om året hentede vi spåner på en billedrammefabrik. Det var til at fyre med i vores ovne. Det arbejde var både beskidt og strengt, men så fik vi også hele 10 kr. pr. læs.

Ferie havde vi dog også hele 14 dage i alt, og ikke noget med fri mellem jul og nytår. Men vores mester var en utrolig flink og rar mand. Han havde to sønner, der arbejdede på værkstedet. De var udlærte. Vi gik også på teknisk skole. Det var om aftenen om vinteren. Vi skulle møde på skolen kl. 18 og vi havde fri fra arbejdet kl. 16. Så hjem og få noget at spise, og så på cykel, i alt slags vejr, til skole, der varede til kl. 20, og det var 3 gange om ugen. Så når man kom hjem, var man træt, men ikke mere træt, end man nok skulle komme ud til vennerne, som måske skulle i biografen. Vi kunne lige nå kl. 9-forestillingen. Men for det meste var vi hos en af vennerne og høre musik og snakke om piger og hvad vi skulle lave lørdag og søndag.

 

Så kom soldatertiden. Den 2. nov. 1956 mødte jeg på Civilforsvarets kaserne i Hillerød. Vi mødte kl. 12 blev sendt ned i spisesalen med det samme. Der fik vi hakkebøf som det første måltid på kasernen. Derefter fik vi vores første løn, 5 kr., det var 2,50 kr. i dagsløn og 2,50 kr. til at købe en hængelås for, hvis ikke vi selv havde en med. Den var til at låse vores skab med.

Det var en tid hvor der var nogle spændinger i Ungarn, så vi havde noget personel, der blev sendt derned i en måneds tid, men de kom hjem igen uden mén. Tiden gik med forskellige øvelser i brandslukning, redningstjeneste, telefon og radio udstyr. Var dog også ude til et par rigtige brande. Det var slet ikke så spændene når det var alvor og gik udover folks ejendele.

I 1956 tog jeg kørekort til motorcykel, og medens jeg var i CF fik jeg kørekort til bil under 3500 kg.

Jeg blev hjemsendt den 1. nov. 1957. Jeg var så heldig ikke at blive taget til befalingsmand.

 

Da jeg efter min læretid var blevet medlem af møbelsnedkernes fagforening, fik jeg, da jeg var blevet hjemsendt, arbejde gennem denne. Det var dengang fagforeningen stod for at sende folk til de arbejdssteder som manglede arbejdskraft. Jeg var på 2 eller 3 forskellige værksteder inden jeg i foråret 1958 kom ind på snedkerværkstedet på Kommunehospitalet i København. Det var en god arbejdsplads. Vi lavede mange forskellige ting såsom at bore et lille hul i en kost for at sætte et søm i til at holde skaftet fast, og til at renovere hele sygestuer. Det jeg mest lavede var at renovere møbler og lave garderobeskabe. Jeg var der til efteråret 1966. Jeg sagde op fordi vi flyttede fra København til Fåborg.

 

Jeg havde i 1956 købt en scooter. Den havde jeg til 1961. Da solgte jeg den til min lillebroder fordi jeg flottede mig og købte en bil, en Opel Rekord 1900 på det der dengang kaldtes papegøjeplader. Det var fordi vognen var en varevogn, men med bagsæde, og man måtte godt have passagerer med, og så skulle man have navn bag på bilen.

I 1962 var jeg på en lille ferie i Skive hos min mors fætter, Nis og hans kone Olga. De havde en datter, som hed Karen, men blev kaldt Strit. Denne Strit havde en veninde ved navn Agnes Larsen, som jeg kom til at kende så godt, at vi blev gift den 11. apr. 1964 i Egeris kirke i Skive. Vi boede på dette tidspunkt i Birkerød på Bakkedraget. Vi havde lejet førstesalen i et rækkehus hos en fraskilt dame ved navn Jonna Hansen. Vi havde det utroligt godt hos hende, vi kunne bruge hele huset næsten som det var vores eget.

Min mor flyttede i 1965 til Skive. Da hun flyttede, overtog vi hendes lejlighed i Vejlegade 2, hvor vi boede i et års tid.

Derfra flyttede vi til Fåborg, men det skulle vi aldrig have gjort. Det var en stor fejltagelse. Vi havde begge fået arbejde i byen, men det var meget svært at komme i kontakt med folk fra byen uden for arbejdstiden.

Vi var på en lille ferie i Bajlum, hos svigerfamilien. Da vi i avisen så, at der var et hus til salg på Skovbakken i Skive, tog vi ud og for at kikke på det, og faldt for det, og købte det i 1966. Vi boede der et lille års tid.

Så kneb det med arbejde og pengekassen var ved at være tom. Jeg havde ellers arbejdet hos et stort typehusfirma som hed Roslev Huse. Men der skulle skæres ned, og så var vi en hel del, der måtte tømme vores garderobeskab og sige tak for denne gang.

Vi tog så tilbage til København, hvor vi var så heldige, at kende en der kendte en, og på den måde fik vi en lejlighed på Nørrebro, i en gade som hedder P.D. Løvsallé, oppe på øverste etage sammen med duerne.

 

Jeg havde fået arbejde ved Christiansborgs slotsforvaltning som slotsbetjent. Det lyder meget fint. Jeg startede den 1. nov. 1967 og var der til 30. sep. 1968. Arbejdet som slotsbetjent bestod i at være portvagt, nattevagt, parkeringsvagt og havebetjent. Jeg kunne godt lide arbejdet, fordi man var meget alene, og jeg har det godt med at arbejde alene. Man kom ud for mange sjove oplevelser, særligt når man gik som havebetjent. Der var altid nogen, der ville snakke. Der var folk, der var ude at lufte hunden. Dem kunne man møde en to til tre gange om dagen. De kom også tit og fortalt hvis der var noget galt. For eksempel om en and, der ikke kom og fik sin mad, som den plejede, eller om en busk, der var ødelagt. Men det var jo også mennesker, der betragtede haven som deres egen. Når man gik som parkeringsvagt kunne man risikere at få at vide, at man kunne passe sig selv, og ikke tro, at man var noget. Som portvagt skulle man vise folk vej til det kontor, hvor de nu skulle hen. Man skulle også se efter mistænkelige personer, hvordan de så end ser ud? Som nattevagt, som var det mest spændende, gik man rundt i bygninger og haver helt alene. Undtagen i visse haver. Der havde vi hund med. Når man gik i bygningerne, skulle vi se efter om vinduer og døre var lukkede og låste. Mødte man folk, skulle man finde ud af, om de havde nogen grund til at være der hvor du mødte dem. Om morgenen skulle vi åbne porte og døre. Det var en meget kort beskrivelse om hvad en slotsbetjent laver. Altså kort og godt en vægter.

 

Efter et lille års tid tog vi tilbage til Skive. Vi havde udlejet vores hus til et par, som senere skulle blive et par rigtige gode venner. Det passede så fint, at de selv havde købt hus, så vi kunne flytte tilbage når det passede os. Vi flyttede så tilbage til Skive i nov. 1968.

Jeg fik arbejde hos en mester en måneds tid. Så var der et firma ved navn VI-facader der søgte folk. Jeg tog ud og snakkede med ejeren, og jeg begyndte efter nytår 1969. Det var et arbejde, der var meget afvekslende. Vi lavede lysskilte, baldakiner, butiksvinduer, bogstaver og logoer. Meget af det vi lavede var plastik, der blev varmet op og derpå presset i de faconer som vi skulle bruge.

Det var et arbejde, der foregik over hele landet, med opsætning af de forskellige skilte m.m. Arbejdet var godt nok, men ejeren kunne ikke styre det, så på et tidspunkt måtte han lukke.

Så prøvede en af mine kollegaer at starte et lignende firma op, men det gik heller ikke. Det var så min sidste arbejdsplads på det fri arbejdsmarked før jeg søgte arbejde på Skive kaserne og fik det.

 

Jeg startede på kasernen den 21. sep 1970, og det holdt lige til jeg gik på efterløn den 31. marts 2000. Altså næsten 30 år. Jeg var ansat som kasernearbejder, og hvad indebar så det. Jo, kort sagt var det vicevært, i dag hedder det ejendomsfunktionær, pedel og altmuligmand.

Vores arbejde var alt fra at slå græs, og det var der meget af, holde alle områder rent for papir m.m., flytte møbler og vedligeholde disse, udlevere sengelinned og håndklæder, samt sørge for at det blev sendt til vask, udlevere rengøringsartikler til soldater og rengøringspersonale, udlevere kontorartikler til kontorpersonale, og det var alt fra blyanter til edb-maskiner.

Jeg var også på vores kontor i en længere periode. Det var en opgave, jeg godt kunne lide. Du fik et andet ansvar. Ellers havde du skullet tage stilling til problemer, som du ikke havde kendt til før. Men det var spændende.

Jeg blev valgt til sikkerhedsrepræsentant for mine kollegaer. Det medførte, at jeg også kom i kasernens sikkerhedsudvalg. Dette medførte, at jeg også kom i noget nyt som hedder Forsvarets Bedriftsundhedstjeneste, som repræsentant for civilt ansat personale på alle forsvarets tjenestesteder i hele Nordjylland. Alt dette sikkerhedsarbejde medførte en masse tid med møder og kursus rundt om i landet. Det der var den største tidsrøver, var arbejdet i Bedriftsundhedtjenesten, fordi det var noget helt nyt, som skulle startes fra bunden. Da jeg samtidig med ovenstående var reservetillidsmand, så havde jeg nok at se til, men jeg kunne lide det, selv om det ikke var alle opgaver der var lige sjove.

De sidste 5 år var jeg på skydebanen, hvor jeg havde ansvaret for at skydebanerne altid virkede som de skulle, samt renholde hele skydeområdet med omliggende arealer, og fremstille samt vedligeholde skydeskiver, og sidst men ikke mindst være opmærksom på om personellet overholdt sikkerhedsbestemmelserne.

Jeg havde et lille værksted med snedkerimaskiner. Det var lige noget der passede mig, at gå og arbejde helt alene, selv at tilrette min arbejdsdag. Jeg skulle bare sørge for, at det materiel der skulle bruges, var i orden og på plads.

Det var med vemod, da jeg låste døren for sidste gang. For det var nogle gode år, jeg havde, både på Kasernen, men især på skydebanen.

 

I mellem tiden var vi flyttet fra Skovbakken til Kirsebærvej i et helt nybygget hus, der var en halv gang større end det vi flyttede fra. Det var et dejligt hus, men alt for stort og for dyrt. Så da der blev en lejlighed ledig på kasernen flyttede vi derud. Det var en lejlighed, der lå i enden af infirmeribygningen, den såkaldte sygeplejerlejlighed. Men efter en 1½ år fik vi besked på at flytte, fordi den skulle bruges til noget andet. Så fik vi tilbudt et hus på Grabovsvej. Det tilhørte også kasernen. Et lille rart hus. Der boede vi så i de næste ca. 10 år.

Da det nærmede sig tiden, at jeg skulle på efterløn, måtte vi se os om efter noget andet. Så vi var ude og se efter et nyt sted. Så fandt vi, efter en annonce, huset vor vi nu bor, Pinen i Sallingsund.

Det ligger næsten ved det gamle færgeleje, hvor færgerne Pinen og Plagen sejlede mellem Salling og Mors. Vi har alle tiders udsigt over til Mors, og hvis vi får fældet nogle træer kan vi også se Sallingsundbroen, som kun ligger 200 m fra huset. Vi går mange ture langs med vandet, for hunden skal jo luftes en gang imellem, og eftersom vi begge er gået på efterløn, har vi en masse tid til at være sammen, men vi har også tid til at lave ting, som vi hver især syntes om.

Blandt andet er Agnes på vort lokalarkiv 2 gange om ugen om formiddagen. Jeg er på Sallingsund og omegns Museum en gang om ugen, sådan ca. Så det hygger vi os med. Vi har nogle utrolig rare og flinke naboer, som vi har mange hyggelige stunder sammen med. Dette er hvad der er sket indtil dato 23. april 2004.

 

Hvad legede vi og hvad legede vi med som børn og unge?

Som helt lille ved jeg ikke hvad der var at lege med, fordi jeg ikke kan huske noget før efter 3-4 års alderen. Det kommer ikke i kronologisk orden, men efterhånden som jeg kommer i tanke om det.

Min far kom somme tider med legetøj. Det var lavet af træ. Han sagde, at han selv havde lavet det, men jeg fandt senere ud af, at han fik lavet det hos min onkel, som havde et snedkerværksted, og at det var en af onkels svende, som havde lavet det, men det virkede godt nok. Min farfar var god til at lave legetøj. Han lavede blandt andet en bondegård med stuehus, stalde og lade, hvor man kunne løfte tagene af og sætte dyrene ind i husene. Midt i gården var der en lille forhøjning med en flagstang på. Han havde også købt både køer, grise, høns, gæs og så vidt jeg husker, en hest man kunne sætte foran nogle få redskaber. På en lille bænk, der stod for enden af stuehuset, sad to små figurer, som han sagde, var farmor og farfar. Den havde jeg megen fornøjelse af. På et tidspunkt havde min far købt nogle blikbiler, de såkaldte falckbiler. De var flotte. Der var brandbil, kranbil og ambulance. Så syntes min farfar åbenbart, at de skulle have en garage, så det lavede han. Der kunne holde 4 biler inden for portene. Der var også et lille tårn. Han sagde at det var der de hængte slangerne til tørre, når de kom hjem efter en ildebrand. Disse omtalte biler er senere blevet et populært samlerobjekt. Dem jeg havde, overtog min lillebroder, og så var der ikke meget biler tilbage, for han var lidt hård ved dem. Min far kom en dag hjem med et togsæt, Det var ikke elektrisk, men et som skulle trækkes op med en nøgle. Jeg kan ikke selv huske det, men min moder fortalte at min far ville undersøge, hvorfor det virkede så godt, og så virkede det bare ikke mere.

Min far var også god til at samle slotte og kirker. Det var nogle samlesæt man kunne købe. Det var især op til jul. De var lavet på karton, som man så skulle enten klippe eller skære ud, og så skulle de klistres sammen. De var rigtig flotte, og jeg kan især huske han lavede Kronborg Slot. Det var en nøjagtig kopi af det rigtige slot, men de holdt ikke så længe og de fyldte lidt for meget syntes min mor, og så blev de sat op på loftet, men så var det også sket med dem, for der var fugtigt. En anden ting min far kom hjem med var ”den lille ingeniør” tror jeg nok det hed. Det havde både ham og jeg megen fornøjelse af i lang tid. Man kunne bygge kraner, som kunne køre op og ned, man kunne købe ekstra udstyr til begyndersættet så den også kunne køre sidelæns. I det ekstra man kunne købe var der også elektromotor så man kunne lave maskiner, som kunne køre som de rigtige maskiner. Min far var rigtig god til at finde godt legetøj. Det var nok fordi han selv var et stort legebarn.

Efterhånden som man blev ældre kom der også andre former for legesager, og man begyndte at komme mere ud blandt de andre børn. Udendørs lege var de forskellige former for boldspil, såsom fodbold, rundbold og langbold. Dengang var der altid plads til, at man kunne spille en eller anden form for boldspil. Der var ikke så mange køretøjer på gaderne, eller også var der en plads mellem nogle huse man kunne spille på. Vi var også så heldige, at have hele Fælledparken som nabo.

Der kom et tidspunkt, hvor man fik læst historier, eller man fik fat i et tegneseriehæfte, og lidt senere kom biografen med sine mange film som kunne sætte gang i fantasien hos mange drenge. De historier vi fik læst op, eller selv læste i seriebladene, var sørøver historier, og så skulle vi jo også være sørøvere. Så vi måtte ud og finde kæppe, eller vores fædre måtte lave sværd, som vi kunne slås med.

Senere blev de mere smarte. Det var Robin Hood, der satte det i gang. Her kom min onkel igen ind i billedet, men det var ikke bare til mig, for de andre havde lugtet fidusen. Så kom flitsbuen også ind i legen, men det var vores mødre ikke så vilde med. Det gik også galt sommetider.

Da det var i krigens tid var det næsten helt ”naturligt” at det pludseligt var smart med gevær og pistoler. Så kom min onkel igen på arbejde, men han tog det pænt.

Når man tænker tilbage er det utroligt, at der ikke skete større skader, end at vores mødre kunne ordne dem, for nogle gange gik det voldsomt til. Jeg har tidligere skrevet noget lignende, men det ligger nogle år senere.

Vi havde også andre lege, der ikke var så voldsomme, så som skjul. En leg, hvor man skulle gemme sig, og der var så en, som skulle finde dem, der havde gemt sig. Vi havde hinkerude, hvor man kunne hinke med og uden hinkesten. Der var et spil der hed ”land”. Der blev tegnet en firkant på jorden, og denne blev delt på midten med en streg. Så fik hver side et landenavn. Der var så to spillere, og det gik ud på at tilrane sig så meget af den andens land. Det foregik ved at man slog en kniv eller noget andet som kunne gå i jorden. Når man så havde slået kniven i jorden, skulle man tegne en streg og derved havde man fået mere land. Dette er meget kort fortalt. Man skiftedes selvfølgelig til at kaste kniven, men der kunne opstå en alvorlig situation ved det, at man skulle stå på det stykke jord man havde og det kunne blive meget lille til sidst.

Vi havde selvfølgelig også trillebånd. Det vil sige for eksempel et cykel hjul som man trillede med. Der var også yo-yo.

Dengang vi boede i Lægeforeningens Boliger under krigen blev der bygget beskyttelsesbunker. Så vidt jeg husker, var de der de 2 sidste år af krigen og et par år efter. Disse bunker var et herligt legested, efter at de var taget ud af brug som beskyttelses rum. Selve rummet var omkring 30-40 meter langt, og der var en udgang i hver ende, samt 2 nødudgange, som var et lille tårn med en stige, som man kunne kravle op af. På begge sider af rummet var der bænke. Dette herlige rum var som skabt til at lege spøgelsestog i, der var jo intet andet lys end de lommelygter og stearinlys som vi havde med., Så der var nogle af ungerne, der skulle agere spøgelser, mens andre blev lokket ned og skulle gå igennem det, der for dem nok var deres livs mareridt. Når man tager deres alder i betragtning, for det var de yngste, der blev lokket derned.

Om vinteren kørte vi med kælke. Var vi meget heldige tog vores forældre os med ud i Klampenborg skov, hvor der var en rigtig stor kælkebakke, kaldet djævlebakken, og den var også meget stor set med vores øjne. Vi var jo kun omkring 8-10 år gamle. Vi havde også en skøjtebane lige ved siden af hvor vi boede. Det var boldklubben B 93, som når det var rigtig frostvejr sprøjtede vand på deres baner. Hvis vi ikke selv havde skøjter, kunne vi leje dem derovre. Der var også nogle små kaner man kunne køre rundt med. Der kunne også købes varme æbleskiver og varm chokolade. Ellers blev der udkæmpet drabelige sneboldkampe. Vi byggede også store snehuler. Den gang lå sneen meget længere end den gør i dag, så vi kunne have en sådan hule i lang tid. Den blev udstyret med bænke og borde. I sådan en hule kunne der være rigtig hyggeligt, når man fik fat i nogle stearinlys. Så kunne der blive rigtig varmt derinde, man må huske på, dengang havde vi ikke sådan noget vintertøj, som der findes i dag. Vi var pakket ind i mange lag tøj af forskellige kvaliteter og udseende, men vi havde det dejligt. Jeg har tidligere beskrevet om noget lignende, da vi boede i Vejlegade, så det var noget, der var almindeligt for børn over hele landet. Lige som vi lavede glidebaner på gaderne. De kunne være af en anselig længde. Det kan ikke lade sig gøre i dag, for der bliver jo saltet over alt.

Men sådan generelt kan man sige, dengang havde vi mange flere muligheder for at lege. Stort set næsten alt. Det skyldes nok, at vi havde ikke al den teknik og trafik, som der er i dag. Vi var altid ude når vejret var til det, og det var det altid. Der er nok en masse jeg har glemt, men kan være det kommer senere.

 

Hvad tøj gik vi i?

Det er et svært spørgsmål at svare på, men jeg skal prøve. Som helt lille var det jo nok næsten det samme som i dag, men i en anden kvalitet. Noget jeg kan huske, og har set på billeder, er flyverdragt. Noget i stil med dem de bruger i dag, men knapt så varme. Så var der bukser, både lange og korte, med smæk og seler. Det var da vi blev lidt større, vi fik dem. Bluser og trøjer var som regel hjemmestrikkede, men noget vi næsten alle gik med var pullovre, en bluse uden ærmer, til at trække over hovedet. På hovedet havde vi strikkede huer, flyverhjælme, det var en hjælm, der var lavet af læder og som kunne spændes under hagen. Nogle var så heldige at have en skikasket, men det var de færreste. Hvis man ikke havde nogle af delene, måtte man bruge et halstørklæde som man bandt om ørerne, men det var selvfølgelig kun om vinteren at man brugte dette. Under trøjerne havde vi skjorter som i dag. Efterhånden som vi voksede til, fik vi rigtige bukser. Som regel var det et par som de voksne ikke kunne bruge mere, så blev de syet om til os drenge. Det var både lange og korte bukser. Underbukser kunne være noget af et problem at få fat i, så nogle gik uden, og andre gik med pige underbukser. Det var flovt at gå med disse, men der var jo ikke andet. Dette var værst under og lige efter krigen. Det er den tid jeg beskriver lige nu, for senere blev det heldigvis bedre.

Strømper. Der var mange, som gik i lange strømper med holdere, som damerne også brugte. Holderne var syet fast på undertrøjen, som blev kaldt livstykke. Ellers var det almindelige halvlange strømper, også kaldet sportsstrømper. Der var også nogen, som ikke havde strømper, hverken sommer eller vinter, så det kunne være barskt for sådanne unger. Det være sig både drenge og piger.

Fodtøj, ja, det var som regel træsko eller gummistøvler, hvor skaftet var skåret halvt ned. Var man meget heldig havde man gummisko. Det var noget usundt fodtøj at gå i, om sommeren var gummifodtøjet varmt at gå i, og om vinteren var det koldt.

Jeg bruger ordet heldig flere gange, men man var også heldig når man fik noget ud over det almindelige. I det fodtøj spillede man fodbold, så det skete ikke så sjældent at en træsko fløj gennem luften og så var det en kamp at få fat på den igen, fordi de andre tog den, og kastede den frem og tilbage mellem hinanden. Man løb, man klatrede i træer med disse træsko og sommetider gik det også galt, når man gled på en gren eller trådte forkert på en gren så man tabte træskoen. Men det gik som alt det andet, med tiden blev forholdene bedre også på dette punkt.

Overtøj, ja det kunne også være et problem, men der var altid en gammel jakke eller frakke som kunne sys om så den så nogenlunde ud, og det varmede alt sammen. Men vi har været nogle kønne fyre at se på, pigerne havde det ikke bedre. Men det blev også bedre med tiden.

Som tiden gik, skulle vi også konfirmeres. Så fik vi nyt tøj. Se det var lige sagen, rigtige lange bukser, jakke, skjorte, slips og sko. Tøjet var syet hos en rigtig skrædder, skoene købt i en skotøjsforretning.

Det var luksus, men det var en kort fornøjelse for lige pludselig var man vokset ud af det hele.

Men nu var tiderne blevet bedre så man havde råd til at købe ordentligt tøj. Så man kan næsten sige, at vi blev lapser når vi skulle i byen eller i biografen. Vi kom i lære eller kom ud til andet arbejde, så der blev alligevel brug for det gamle tøj. Det var almindeligt at man arbejdede i almindeligt tøj som var kasseret til pænt brug. Det jeg her har beskrevet om tøj gjaldt både voksne og børn.

 

Sport

Ja, hvilke sportsgrene havde vi mulighed for at dyrke i min barndom? Vi starter før min skoletid. Der var forskellige boldspil som alle smådrenge kunne, og som nok også bruges i dag, jeg kan ikke lige huske hvilke, ud over at løbe rundt og sparke til en bold. I skolen var der fodbold om sommeren, i Fælledparken var der mange fodboldbaner, hvoraf at vores skole havde en som vi måtte benytte. Der var vi ovre en gang om ugen, hvis det ikke regnede. Om vinteren spillede vi i vores gymnastiksal forskellige former for boldspil. Senere kom vi i en rigtig fodboldklub, men det var ikke alle der kunne komme der, for man skulle helst have både rigtige fodboldstøvler og klubtrøje og det kostede penge. Så det gik sommetider på bedste beskub. Der blev spillet både i træsko og gummistøvler og en trøje der lignede klubbens farver mest muligt. Det må somme tider have været en festlig forsamling at se på. Hjemme på legepladsen spillede vi igen fodbold, langbold, rundbold, en form for håndbold. Så det meste af vores aktiviteter kan I nok se var boldspil i forskellige former. Senere gik det over til, om sommeren cykelløb på almindelige cykler, senere på rigtige sportscykler som vi købte brugt. Selvfølgelig blev der også spillet bold, det kan man ikke rigtig slippe. Der var nogle som kun spillede bold i rigtige klubber. Om vinteren var der svømning i svømmehallen, skøjteløb på skøjtebanen, som vi var nabo til, nogle gik til gymnastik og brydning. Boksning var der ikke så mange der dyrkede. Ellers var det bare med at komme ud med kælken i skoven eller hvor man kunne finde en god bakke at køre på.

Skydning og atletik var der også en del der dyrkede, men det var mest for dem der ikke var for dovne for der var meget træning.

For mit eget vedkommende har jeg spillet fodbold, som anført ovenfor. Jeg var en kort tid medlem i en boldklub som hed Skjold. Min far og hans broder havde også spillet der. Det var en slags lokal klub for boligerne, hvor vi boede dengang. Senere blev det til cykelløb. Jeg var med et par gange i et løb der kaldtes De unges Cykelløb. Det var så vidt jeg husker dagbladet Politikken der afholdt det. Jeg har ikke været medlem af en klub, men kørte Sjælland rundt mange gange, hvis man skal lægge de mange kilometer jeg har kørt sammen. Det var op på cyklen lige så snart man var kommet hjem fra arbejde og så ud og køre 100 kilometer på en aften. Det var ikke noget at tale om, det gjorde man bare. Sommetider var man en hel flok der kørte sammen, til andre tider kørte man alene, men man mødte altid nogen på vejen.

Efter at jeg fik motorkøretøj har jeg ikke dyrke nogen form for sport, ud over at gå fra stolen til køretøjet, men da jeg arbejdede på Skive Kasserne begyndte jeg på skydning. Det startede med at jeg begyndte at skyde i vores idrætsforening, hvor vi havde en skydekælder, hvor vi skød med salongevær, og var med i en masse skydninger, blandt andet Jyske Mesterskaber, Danmarks Mesterskaber, lokale mesterskaber. På et tidspunkt fik vi mulighed for i klubben at skyde med pistoler så det begyndte jeg også med. Det var meget mere spændende end at skyde med gevær, Med dette våben var jeg også med til mange mesterskaber, men resultaterne med begge våben var ikke det man snakkede højt om, men det var sjovt så længe det varede. For der skete det at jeg havde skudt for meget med pistol så min højre arm ikke rigtig kunne holde til det. Så jeg måtte stoppe med set sjov, men jeg har haft mange gode minder fra den tid. Da jeg var inde og aftjene min værnepligt var jeg med på et hold som var med til Danmarksmesterskab i orienteringsløb, men vi vandt ikke, men det havde vi heller ikke regnet med. Sluttelig vil jeg sige at jeg savner skydningen, spændingen, samværet med de andre skytter og så kampen med sig selv for at fået et godt resultat.

 

Skolen

Selve bygningen var en stor, rød klods som de andre københavnske skoler. Der var to indgange, én til pigerne og én til drengene. Pigerne til højre og drengene til venstre. Der var 4 etager plus loftetage samt kælder. Ude bag til var der to gårde, den højre var pigernes og den venstre til drengene. De var adskilte med et buskads, og gud nåde den som kom på den forkerte side. Så vankede der en på hovedet, det var sikkert som amen i kirken. I begge gårde var der en række toiletter som normalt kun måtte bruges i frikvartererne, der var også en drikkevands fontæne begge steder. Bagerst i gårdene lå gymnastiksalen med brusebad med koldt vand. Vi måtte ikke spille bold i gården, men gerne fangelege. Heller ikke måtte der være slåskampe. I det hele taget måtte vi kun gå rundt og se glade ud. Hvor mange elever vi har været er jeg ikke klar over, men vi var mange.

På hver etage var der 3 klasseværelser plus et rum som var en form for depotrum, plus at der var en gang så man kunne komme fra den ene trappe til den anden. Oppe på loftetagen var der skolekøkken og skolelægen havde lokaler deroppe. I kælderen var der baderum og spiselokale for eleverne. Der var også et sløjdlokale. Vi var de første 5 år 27 elever, de sidste 2 år var vi 19 elever. Dem der mangler op til de 27 var kommet i mellemskolen, eller kommet i en klasse for dem der ikke kunne følge normal undervisning.

Af undervisning havde vi som følger: dansk, regning, sang, fysik, tegning, gymnastik, sløjd, (Pigerne havde køkkenpraktik. Et år blev der byttet om, så pigerne kom til sløjd og vi kom i køkkenet. Det var meget sjovt, for vi skulle blandt andet bage småkager til julefesten), geografi, religion og naturhistorie. Der var også et bibliotek hvor vi kunne låne bøger med hjem, men det var kun når man gik i 5. klasse og opefter.

Vi havde et begreb som hed ordensduks. Det gik på skift mellem eleverne, så skulle man i frikvarterne holde orden i klasseværelset, tørre tavlen ren, lufte ud og så kunne man lige nå at læse på næste times lektier.

Jeg har andet sted skrevet, at når vi skulle spille fodbold, så foregik det ovre i Fælledparken, hvor skolen havde en bane vi måtte bruge. En gang i løbet af sommeren var der fælles tur for hele skolen til zoologisk have. Så blev der lånt en sporvogn, måske to, og så havde vi en hel dag i haven – gratis! Det havde vi megen sjov ud af. Det værste for lærerne var når vi skulle samles når vi skulle hjem. For vi kørte hjem alle på engang. Vi kom også ud at bade om sommeren. Det var på en badeanstalt i havnen som kaldtes Skudehavnen. Om vinteren var vi i svømmehal. Jeg tror, det var en gang om måneden. Var vi heldige kom vi også ud i Klampenborg skov, og lige et smut på Dyrehavesbakken, men det var som regel, når vi havde en vikar, når læren var syg eller der var møde for lærerne.

Den første klasselærer vi havde, var en frøken. Hende havde vi til vi kom i fri mellem. Jeg kan ikke huske hvad hun hed, men hun var meget god ved os. De to sidste år fik vi en ganske ung lærer. Ham kom vi til at holde meget af, også efter at vi var holdt i skolen. Han var ikke gift, men boede hos sin mor. Ved juletid var hele klassen hjemme hos dem til en rigtig hyggelig aften. Vi fik at vide, at vi altid var velkomne hos dem, når vi havde lyst, eller noget som vi gerne ville snakke om, som vi ikke ville snakke om med vores forældre. Lærens mor døde da vi havde kendt hende i to år, men der kom en anden dame som han blev gift med. Men systemet fortsatte også med hende. Vi var nogle stykker der kom der hos dem fem år efter vi var holdt i skolen. Desværre døde han inden han var fyldt fyrre år. Han hed Christoffersen, og han var næsten alt for rar til at være skolelærer.

De andre lærere vi havde, var vel som lærer i almindelighed var dengang, men de var ikke ondskabsfulde, og der blev ikke slået så meget som man hører om fra andre skoler. Selvfølgelig fik vi en på hovedet eller et rap af spanskrøret, men så havde vi også fortjent det, og vi var klar over det. Så var der noget der hed eftersidning. Det var helt fint, for så kunne man lave lektierne til næste dag.

Jeg gik ud af skolen med, syntes jeg selv, fine udtalelser. Efter den tids karakterskala i snit et 5-tal. I flid og opførsel fik jeg særdeles god, og i orden blev det til god, så det var jeg og mine forældre godt tilfredse med. Jeg fik også en flidspræmie, en bog som hedder Fra piazza del popolo. Min far sagde, at jeg skulle vente med at læse den til jeg blev voksen. Jeg er stadig ikke kommet i gang med den. Jeg har forsøgt flere gange, men kan ikke komme i gang.

 

Hvordan det var der hjemme

Den første tid kan jeg af gode grunde ikke huske meget af, men noget har jeg fået fortalt. Lige efter at jeg var født boede min mor og jeg hos min mormor og morfar i Nørre Sideallé. Jeg erindrer intet derfra ud over min mor har fortalt. at når min morfar fik sin søndagsfrokost, med en brændevin til, fik jeg lov til at sutte på hans finger, efter at han havde dyppet den i glasset. Så der er noget der hænger ved fra dengang.

Jeg kan begynde at se mit hjem for mig efter vi flyttede ind i Lægeforeningens boliger. De huse vi boede i var rækkehuse i to etager og loft. Der var dengang ca. fyrre tyve lejligheder af forskellig størrelse. Den lejlighed vi boede i bestod af to værelser og et køkken. Derudover havde vi et loftrum til opbevaring af brændsel til kakkelovnen, der stod i stuen. I denne var der også plads til et spisebord med fire til seks stole midt i stuen. Derforuden et dækketøjsskab, en lænestol og en lille bogreol. Senere kom der også en radio på et lille bord, under bordet var der et stykke linoleum på gulvet. I det andet værelse som var soveværelse, og dermed mindre end stuen, var der en seng til mor og far, og tror jeg nok i starten til mig en barneseng. Senere fik jeg en ”harmonikaseng” – det var en seng man kunne trække ud som en harmonika, derforuden var der et klædeskab og en lille kommode med et spejl over. Så var der ikke plads til mere. Vi var kun tre personer i denne lejlighed, men der var andre steder, hvor der både var fem og seks personer i samme type lejlighed. Min far og hans to søskende og forældre boede også i en sådan lejlighed, så det kan godt lade sig gøre at bo tæt og småt. Min farfar er for resten også født og opvokset i boligerne, og jeg mener, at de var seks søskende. I køkkenet var der kun hvad der var nødvendigt, et højt skab til mad, en vask, der blev brugt til alt hvor der skulle bruges vand, et køkkenbord med to skabe under, et bord med to eller tre gasapparater og en gasovn, et skab på væggen til tallerkener og kopper. Der var ingen stikkontakter i lejligheden, men der var noget der kaldtes en ”snydeprop” som man kunne skrue op i en loftlampe og derved få en lampe eller radio sat til. Men denne prop var det forbudt at bruge, fordi der ikke var elmålere i lejlighederne, men en fællesmåler for hele bebyggelsen. I køkkenet var der en gaslampe og for at få den og gasblus og ovn til at virke måtte vi komme penge i en gasmåler, som blev tømt en gang i kvartalet af en mand fra gasværket.

Det var således en kort beskrivelse af den lejlighed vi havde i boligerne. Udenfor til den ene side af bygningen havde vi en lille have med et lysthus. Have med hus var på omkring 16 kvadratmeter, men der var hyggeligt.

Så kommer vi til det sjove. Vi havde ikke toilet i lejligheden, men på den ene side af bygningen var der et vaskehus, som det blev kaldt. Det var en bygning med et stort lokale som var vaskehus. På den siden af bygningen var der et par såkaldte brændeskure, et rum, hvor der stod fire skraldebøtter samt et pissoir, hvor mændene kunne gå over og tisse. På den anden side af bygningen var der, så vidt jeg husker, seks lokummer, der skulle bruges af alle de mennesker der boede i bygningen.

Der skal man lige tænke på, at der var ca. 40 lejligheder i sådan en, og i snit tre personer i hver. Så der kunne godt blive trængsel, men der var håb forude, fordi den nøgle vi havde, passede også til de to ved siden af. Lokummet bestod af et bræt med et hul og derunder en betonrende.

To gange om dagen kom pladsmanden og lukkede op for en stor cisterne, der var i vaskehuset, og derved skyllede renderne igennem – nok om det.

Lejlighedernes størrelser var 1-værelses, var på 14-18 kvadratmeter og de to-værelses var på 24-28

Kvadratmeter. I vaskehuset foregik, foruden vask af tøj, også vask af børn og voksne. Når det var børnenes tur var der gerne en flok på en seks til otte unger, der kom op i de store træ-vaskebaljer, så det var en sjov dag.

Der findes en ganske udmærket bog med titlen ”Brumlebys historiebog” som beskriver alt om området, men jeg skal her give en hurtig gennemgang af, hvad der var af forretninger og sociale foranstaltninger.

Der var en bager, en slagter, en købmand, en grønthandler, en brændselshandler, et bibliotek, en badeanstalt, en sløjdsal, et forsamlingshus kaldet ”kostalden”, en cykelsmed samt en kakkelovnsmand. Der har været en brandsprøjte, men den blev nedlagt. Derudover var der jo altid en, der kunne lave et eller andet stykke håndværk, så man kan sige at området var selvforsynet.

Lige udenfor, men alligevel inde, var der et vaskeri og en børnehave, men de hørte ikke til bebyggelsen.

I forsamlingshuset foregik der mange ting så som mærkedage, danseundervisning, julekomsammen og underholdning af forskellig art. Der var to pladsmænd, det var dem som holdt området rent og holdt opsyn med at alt gik som det var bestemt af bestyrelsen for Lægeforeningens Boliger. Det var også dem der ordnede en vask eller en vandhane.

Ikke mere om Brumleby.

Vi flyttede så til Vejlegade 2, hvor mine forældre skulle være viceværter for en ejendom med to opgange til femte sal plus loft og kælder. Min far skulle feje gade og gård, holde orden på loft og i kælderen. Mor skulle vaske trapper, og da det var hende der gik hjemme hver dag var det til hende at de andre beboere henvendte sig, hvis de havde noget at klage over. Lejligheden vi havde, var på to værelser plus et kammer og et dejligt stort køkken. De to værelser var en stue og et soveværelse, kammeret var til mig og min lillebroder. Der havde vi en køjeseng. Så lige pludselig havde vi, om man kan sige, eget værelse. Det var der ikke mange af vore kammerater der havde. Vi fik jo lige pludselig mere plads og ikke mindst, så havde vi eget toilet. Det var dejligt.

Efter nogle år blev mine forældre skilt. Så måtte mor på arbejde, og hun kunne ikke klare at passe ejendommene mere. Så vi var heldige, at der blev en anden lejlighed ledig, som vi fik tilbudt og sagde ja tak til. Den var lidt mindre, for der var ikke noget kammer, men ellers var den magen til den vi flyttede fra, bortset fra, at nu skulle vi dele toilet med naboen. Men det gik, vi var jo vant til at dele, men der var mange om det. Naboerne var en familie på to voksne og tre børn, og vi var en voksen og to børn, og vi skulle møde på arbejde eller møde i skole på samme tid, så der var somme tider kø ved døren.

 

Vi flyttede til Skive

I 1965 flyttede mor til Skive, og da jeg havde bidraget med at betale husleje, fik min kone Agnes og jeg lov til at bo i lejligheden i et år, hvorefter vi skulle ud. Vi flyttede så til Fåborg i en splinterny lejlighed på omkring 100 m2 og med altan. Lejligheden var god nok, men der var meget lydt i ejendommen. Der var en stor stue, soveværelse og et værelse plus køkken og badeværelse. Men der blev vi ikke ret længe, vi tjente for lidt og vi kunne ikke komme i kontakt med andre folk i byen.

På et tidspunkt var vi på besøg hos Agnes’ forældre i Bajlum i Salling, og der så vi i avisen, at der var et hus til salg i Skive. Vi tog ind og kikkede på det, men vi var ikke inde og se det på det tidspunkt, men vi tog hjem til gården og snakkede om det, og blev enige om at ringe til sælgeren. Så kom vi ind, og så købte vi et rart lille hus på 104 m2 plus en værkstedsbygning med garage. En passende lille grund med frugttræer. Vi kunne have købt nabogrunden samtidig, men det sagde vi nej til, for det var 30.000 kr. ekstra oven i de 100.000 kr. vi gav for huset. Det var i 1966 og vi boede der til 1979. Så flyttede vi igen, men derom senere.

Huset lå på Skovbakken nr. 69 og var på 104 m2. Grunden var ikke stor, men der var plads til både blommetræer og æbletræer og for neden på grunden var der en værkstedsbygning med garage så det passede mig ganske udmærket med sådan et hus. Selve huset bestod af en entre og en lang gang hvorfra man kom ind i en stue med en lille vinkel, så den virkede større, og vi kunne have både spisebord og hyggemøbler der, uden det stod oven i hinanden. Videre hen ad gangen kom der et lille værelse og ved siden af lå køkkenet, som var meget stort. Lidt længere henne nedgang til kælderen som var på omkring 50 m2 med fire gode rum, et rum med hylder til alverdens ting, et rum med trappen op og udgang til haven. Derefter fyrrum og et vaskerum med olietank, hvor der var plads til at tørre tøj også.

Op i huset igen for enden ad gangen lå badeværelset. Tilbage i gangen var der et lille værelse igen, og til sidst havde vi et soveværelse. Altså et ganske godt lille hus med det, der skal være der.

Da vi havde boet der nogle år, skulle der ske noget, så vi gik i gang med at lave om i huset. Vi satte nye vinduer i hele huset og en murstensvæg i stuen samt en brændeovn. Køkkenet blev vendt helt op og ned så det blev mere brugervenligt, badeværelset fik også en tur, men det var ikke så meget der kunne laves der. Det ene værelse blev lavet om til garderoberum og soveværelset fik også sin tur. Der kom tæpper i stue og værelser, plus trælofter i hele huset, så det var en større omgang. Nede i værkstedsbygningen var det meningen, at jeg ville lave et ordentligt værksted, men det blev aldrig til noget. For midt i det hele fandt vi ud af, at vi ville flytte i noget større.

Så vi begyndte at se os om efter noget andet. Det skulle vi nu aldrig have gjort, for huset var stort nok til os. Nå, nok om det.

Vi kikkede os omkring og fik en masse papirer fra ejendomshandlere og var ude og kikke på en del som vi syntes var tiltalende på papiret. Men så kom vi til et nybygget hus på Kirsebærvej 40, og det faldt vi for. Det var på 153 m2 med dobbelt carport med fyrrum. Det passede fint, for på det tidspunkt havde vi råd til at have to biler, men det skulle snart få ende. Haven var tilpas stor, men nem at komme over.

Nå, men huset indeholdt en stor forgang hvorfra der var adgang til et værelse og til badeværelse. Til samme badeværelse var der også adgang fra soveværelset. Derfra ind i stuen som var stor og åben ud til køkkenet. Stuen var delt op i to med en pejs indbygget i en murstensvæg. Den del der var nærmest køkkenet blev brugt som spisestue. Derfra var der udgang til haven. Fra køkkenet kom man ud i bryggerset. Fra spisestuen var der en dør, som førte ind til to værelser og et badeværelse. Det var det vi kaldte gæsteafdelingen. Huset var stort til to mennesker og en hund, men det var godt når vi fik gæster. Så havde de deres egne værelser og bad.

Vi fik sat en brændeovn ind i pejsen så vi fik mere fornøjelse af den varmekilde, men det var også nødvendigt, for det var dyrt at varme hele huset op, selv om vi fik lagt gas ind til fyret.

Det var et stort stykke arbejde at få brænde samlet sammen og stablet, så det blev tørt nok til brug. Vi boede der ca. 10 år, inden vi flyttede igen, pga. det var for stort og for dyrt at bo i, men på den anden side var det et hus, der var godt bygget og indretningen var også helt i orden. Men det var lige som man følte, at man skulle have samtaleanlæg, når man bevægede sig rundt i huset.

Vi flyttede så på kasernen i en lejlighed, der var beregnet til oversygeplejersken på infirmeriet. Ikke en stor bolig, men med en vinkelstue, der var nem at møblere, og et stort soveværelse, et brugbart badeværelse, et lille køkken. Men det var nemt at arbejde i. Der var et værelse mere som vi fik lov at disponere over, selv om det var beregnet for en sygeplejerske. Der var en lille have på ca. 100 m2 så den var nem at komme over.

Det største problem var når vi fik gæster. Så skulle vagten have besked om at de godt måtte komme ind. Sommetider måtte vi selv op i vagten og hente dem, men det var nu ikke så slemt når man først var kommet ind i den rytme lige at ringe til vagten om at vi fik gæster.

Efter lidt over et års tid fik jeg besked på, at vi skulle flytte ud af denne bolig, fordi den skulle bruges til noget andet, men vi fik tilbudt en anden bolig. Det var et lille hus uden for kasernen, men den tilhørte kasernen. Et hus på 90 m2 med redskabsrum og carport og en stor have. Huset indeholdt en forgang, lille spisestue, rimelig stue, stort soveværelse, et lille værelse, et køkken ikke stort, men godt at arbejde i, og en baggang med plads til vaskemaskine og fryser. Fra baggangen var der udgang til en lille lukket gård og fra stuen var der udgang til en overdækket udestue med adgang til carporten. Dette lille hus fungerede så godt, at vi fik hund igen, atter en lille fræk Tanja, og idet at haven var indhegnet, var det alle tiders for en hvalp med krudt i røven. Den tid vi boede i forbindelse med kasernen, havde vi hele kasernens område som ”en have vi ikke skulde holde”. Så vi havde plads nok at boltre os på. Da tiden nærmede sig, hvor jeg ville gå på efterløn, fik jeg besked på, at nu skulle vi ud af huset. Vi havde allerede boet der alt for længe efter de gældende regler, som er fire år og vi boede næsten ti år. Så måtte vi igen ud og finde noget at bo i, og så havnede vi i Sallingsund.

Den nye adresse blev Pinen 10, Sallingsund. Et hus på 148 m2 og 1500 m2 have. Midt mellem en del sommerhuse. Så meget af tiden, især om vinteren, er vi helt alene, men vi har nogle andre fastboende, som vi har en fin kontakt til, og de sommerhusnaboer, der er omkring os, har vi et godt forhold til. Så det bliver til nogle hyggelige aftner indimellem.

Huset vi har her, er bygget af flere omgange, som også kan ses. Der er forskudte etager og en kælder, der også udgør det for indgangsparti. Der er et badeværelse og et værelse i denne kælder. En trappe fører op til en lille baggang med indgang til et badeværelse og et lille værelse. Derfra ind i køkkenet og spisestuen, derefter et trin ned til et mellemværelse med indgang til et lille soveværelse. Derefter to trin ned til en stor stue med en udsigt, der siger spar to. Udover Limfjorden over til Mors. Især er solnedgangene fantastiske, idet stuen vender direkte mod vest. I forbindelse med stuen er der en forgang. Det er den tidligere pæne indgang, men den har vi nedlagt og bruger som depot for stole og andet.

Udendørs er der en garage og et lokale jeg kalder for værksted. Der er ikke megen plads, men det går. Derforuden er der et skur til cykler og haveredskaber, foruden et brændeskur. Haven var et vildnis da vi overtog huset, men der er ved at komme styr på den. Haven er delt i to, den del der ligger oppe ved huset prøver vi at holde så den ser pæn ud, den anden del, som ligger lidt lavere holder vi så den ikke ser alt for slem ud. Vi plantede en række frugttræer, ikke så meget for at få frug, men for syns skyld, og det skal nok lykkes at få den pæn. Ellers er det kun græs, der skal være dér. Der er skråninger på begge sider af haven. De skal også bare holdes, så det er til holde ud at se på.

Så indtil videre bor vi her. Så må vi se hvor længe det kan lade sig gøre.

 

Hvordan med søskende, fætre og kusiner

Jeg har kun en broder som eneste søskende. Han hedder Claus, blev født i 1944, så han er altså 7 år yngre end mig. Indtil han begyndte i skolen, havde jeg ikke så meget med ham at gøre, for da gik min mor ikke på arbejde, så hun passede ham. Men da vores forældre blev skilt, og mor måtte til at arbejde igen, så måtte jeg tage mig mere af ham, og jeg fandt ud af, at han var en gæv gut at have i baghånden, hvis man havde luskestreger for.

Jeg tror nok at vi kom ganske godt ud af det med hinanden, og jeg tror han vil sige det samme. Vi har så vidt jeg husker ikke haft de store konflikter. Selvfølgelig har det ikke altid gået stille af, når han ikke kunne holde fingrene væk fra mit legetøj. Især mine ”Falck biler”. Dem fik han ødelagt til sidst. De biler er en ”formue” værd i dag. Nå, men det var jo kun blikting.

Da vi boede i Vejlegade, sammen med vores mor, havde vi soveværelset som drengeværelse. Det vil sige, at vi havde hver sin ottoman at sove på, og det var vores private område sammen med en hylde over sengen, og vé den som rørte noget, der ikke var hans.

Vores mor mødte på arbejde kl. 7 om morgenen, så det var min opgave at få ham sendt i skole. Men jeg skulle af sted noget før ham, fordi jeg gik i en skole, der lå længere væk, end den han gik i, men vores nabo havde en dreng, som gik i samme klasse, så hun skulle nok sørge for, at de kom af sted til tiden. Når vi kom fra skole skulle jeg lave et par stykker mad til os. Det vil sige, jeg gik ned til bageren og købte, det vi kaldte et lille franskbrød. Det blev flækket på langs og så kom der et eller andet pålæg på, hvis der var noget, ellers blev det spist bart. Men det smagte godt, selv uden noget på.

Vi havde selvfølgelig hver vore kammerater, som vi skulle ned og lege med, når skolen var forbi. Så vi har ikke leget meget sammen, og det er den store forskel der var i vores alder, der gjorde det, og da jeg kom i lære var jeg sent hjemme.

Senere da vi begge var begyndt at arbejde, var det ligesom vi kom hinanden lidt nærmere. Han stod for resten i lære og blev udlært som shippingmand. Han flyttede ret tidligt hjemmefra, fordi han fik arbejde på en fabrik, der lavede kiks, og den fabrik lå i Hjørring. Så han tog til Jylland. Der i Hjørring lærte han sin senere kone at kende. Det var Lis og hun kom fra Løkken, men arbejdede i Hjørring som lægesekretær. Løkken blev senere deres faste tilholdsted, når de var hjemme fra udlandet. Da han nu var flyttet til Jylland og fået dame på, og jeg havde mit hyr med damer i København, så havde vi hver især nok at se til og for lidt til hinanden. Men det blev lidt bedre senere, men så blev han ansat i udenrigsministeriet og blev sendt til udlandet i flere perioder, så det blev småt med at ses, og samtidig var vi flyttet fra København, og de boede der, når de var hjemme mellem deres udsendelser. Det første sted de kom ud til var Warszawa i Polen, næste sted var Beograd i det gamle Jugoslavien. Så en tur til Bonn i Tyskland og senere til Berlin, og sidst var de i London. Men nu er de kommet hjem til Danmark igen.

Da de boede i Polen fik de deres første barn. Det er Michael, han er også kommet til at arbejde i UM. Da de var i Jugoslavien fik de deres andet barn, en pige, Annette, som nu er uddannet sygeplejerske. Men så var det slut med alle de unger, to var nok.

Claus og Lis bor i dag i Bagsværd ved København, Michael bor i København på Nørrebro og er ikke gift endnu, men har en pige, som hedder Anne Sofie. Annette er gift med Nils og de har købt hus i Sorø. De har en datter ved navn Ida Marie.

Min ældste kusine hedder Elna Haundrup (Hintze), gift med Palle. De bor i Birkerød, har en datter ved navn Brit. Elna er uddannet modist, Palle har arbejdet ved KTAS i mange år.

Min næstældste kusine hedder Hanne Sigurdsson (Hintze), gift med Haldovis. De bor i Island og har 3 børn, en ved navn Elisabeth, en ved navn Erling og en jeg ikke har navnet på. Men dem kender jeg ikke. Hanne har arbejdet som økonoma. Hvad hendes mand arbejdede med, ved jeg ikke. Disse to kusiner er døtre af min fars ældre broder Erhard Hintze.

Min ældste fætter hedder Esben Otto Molin. Han var styrmand og har sejlet i en hel del år, men på det sidste var han begyndt at læse til skolelærer. Han blev desværre dræbt ved et fald ned i et lastrum på et skib han sejlede med 1986. Han var søn af en søster til min far. Hun hed Grethe.

En kusine mere er Inge-Lise Rasmussen (Olsen). Hun var gift med Preben, og de blev skilt 1989 og har 4 børn med navnene Jacob, Jon, Justin og Jannik.

En fætter til hedder Kurt Olsen. Gift med ?? og har ? børn. Han arbejder med ??, og bor Bagsværd.

Disse to er børn af min mors søster, Inga Olsen.

 

Min læretid

Jeg startede som møbelsnedker, med læretid begyndende den 1. september 1951 hos snedkermester M. J. Forslund, der havde værksted i Sct. Jacobsgade 20 i København. Jeg var dér indtil 30. april 1956. Altså 4 år og 8 måneder. I denne periode lærte jeg, hvad det vil sige at arbejde. Dermed ikke sagt, at vi lærlinge havde det dårligt. Men den første tid, hvor alt var nyt og du var ikke mere end 14 år gammel, skulle møde hver dag kl. 7.00 og havde først fri kl. 16,00, og så havde yngste lærling altid lidt ekstra arbejde med oprydning efter fyraften.

Men det var en spændende tid. Jeg lærte en masse ting, og havde nogle gode arbejdskammerater. Vi var 10 lærlinge og en svend, og i sommerperioden en svend mere. Disse to svende var mesters sønner. Et par rare fyre, som var gode til at omgås os knægte. De møbler vi lavede var mahognimøbler, som blev håndpoleret, sådan som de gjorde i gamle dage. Det var nogle rigtig flotte ting, der kom ud fra det værksted.

Hvad lavede vi så som yngste lærling. Jo, vi skulle fyre op i to ”limovne”. Det var en ovn, der var ca. 180 cm. lang, og ca. 60 cm. bred. Det var det der først skulle gøres om morgenen. Det var for at vi kunne få den lim, som vi brugte dengang, til at blive flydende. Dernæst skulle vi gøre klar til at spænde finér på de emner, der var gjort klar dagen i forvejen. Det er lidt teknisk at forklare, hvad vi arbejdede med, men det der var det bedste var når vi skulle polere. Om vi kunne få det til at fungere med det samme, og så at se resultatet, når man var færdig med et stykke møbel. Så kunne man godt blive stolt af sig selv.

Som jeg skrev før, så er det ikke muligt at få hele fabrikationen af et stykke møbel med her. Men så er der alle de andre sjove ting vi foretog os. Yngste lærling havde det ansvarsfulde job, at han to gange om dagen skulle handle ind for de andre på værkstedet. Det vil sige, at han gik rundt til os andre og spurgte om hvad vi skulle have hos bageren, købmanden og tobakshandleren. Det blev så skrevet ned på en seddel og han fik penge med. Men der var ikke altid lige penge, så det var et værre arbejde når der skulle afregnes. Det, der blev købt ind, var som regel mælk, sodavand, cigaretter og pibetobak, wienerbrød og måske en avis til mester. Prøv lige at forestille jer, alt dette havde vi en kurv til at bære det i, og det var til tolv personer, og samtidig gik man og regnede ud om man havde nok i byttepenge, ellers måtte man tilbage til en af forretningerne og se, om man kunne få rede på pengene. Det var somme tider svært. Vi havde gerne en halv time til dette ikke særlige sjove job.

Det brød vi købte hos bageren var som regel brød fra dagen i forvejen, det var billigere end det friske, men når det blev stænket med lidt vand og varmet på limovnen var det lige så godt som det friske.

Når vi skulle fyre i limovnen brugte vi spåner. Dem hentede vi hos en billedrammefabrik, som lå ca. ti minutters gang fra vores værksted. Når vi hentede spåner, det gjorde vi fire gange om året, havde vi en trækvogn med fire hjul. Den blev så monteret med høje sider, og så var det de tre yngste lærlinge, som skulle hente spåner. Det var et meget beskidt arbejde, fordi vi jo stod nede i kælderen og skovlede dem op i kurve, som så skulle bæres op og tømmes på trækvognen. Vi kunne nå tre ture på en dag, men vi måtte så på den igen næste dag. Når vi kom hjem med dem, skulle de skovles ned i vores kælder, det var som sagt et svinearbejde, men vi fik, tror jeg nok det var, fem kroner pr. dag hver, så det et stort tilskud til vores lommepenge.

Vi havde også en anden tur med trækvognen. Det var når mester skulle have brænde hjem. Han boede i Roskilde. Så havde vi samlet brænde i sække, som blev læsset på vognen, og to mand kørte ned på Østerport station og sendte dem med toget til mesters adresse i Roskilde. Denne tur var vi næsten hele dagen om, fordi vi ikke vidste, hvor mange der også skulle sende varer med toget. Så der var altid mange. Jeg tror nok vi fik en fem kroner for den tur.

Udover ovennævnte byture havde vi den helt store. Det var når vi skulle køre færdige møbler ud til de forretninger mester havde aftaler med.

Trækvognen blev så læsset med de møbler, der var lavet i denne omgang. En omgang bestod af tolv chatoller eller otte hjørneskabe og seks sofaborde. Jeg tror nok at det var sådan. På vognen kunne vi have seks chatoller ad gangen, hjørneskabe og sofaborde var det to af hver. Vi var så fire mand, der kørte ud i byen med dette. Det var en tur, der tog hele dagen fordi der var langt ud til Gammel Kongevej på Vesterbro, eller Nørregade. For ikke nok med at vi skulle køre. Vi måtte også bære møblerne ind i forretningen og stille dem i deres udstilling. Men det gav gode penge, for ikke nok med at få af mester, så fik vi også af forretningerne for at slæbe dem ind. Så på det punkt var det godt nok, og så havde vi det jo herligt ude i byen med alt det, der skete omkring dig. Men vi kørte jo også om vinteren, så var det knapt så sjovt, men det var alligevel en dejlig tid jeg havde som lærling, især de sidste år.

De to sidste år som lærling blev vi betragtet som svende, og skulle dermed oplære de yngre lærlinge.

Så dermed var det slut med alle de små sidespring, såsom by ture, ture i banken for at hente penge til løn, men så blev pligterne jo af en anden slags. Nu skulle vi lære de andre hvordan man skulle lave de forskellige stykker arbejder, og hvordan man begik sig på et værksted. Det var faktisk sjovt at lære andre lærlinge op. Vi havde også det job at kontrollere, om arbejdet var godt nok til at sende ud til forretningerne, så der fik vi pludselig et ansvar. Det sidste år gik næsten udelukkende med at lave svendestykke.

Alle de foregående lærlinge havde lavet svendestykke, et chatol magen til dem vi lavede til dagligt, så det var der ikke noget nyt i. Men vi skulle jo også forny os, så jeg var nummer to, der lavede et moderne chatol, men ikke i mahogni, men palisander og det skulle ikke poleres, men lakeres med celluloselak. Så det var noget helt nyt at arbejde med. Men vi skulle have en poleret prøve med til svendeprøven, så dommerne kunne se at vi havde prøvet at arbejde med det .Vi skulle også lave en tegning af det stykke møbel, som vi skulle lave. Den lavede vi på teknisk skole om vinteren. Jeg fik ros for min tegning og det var meget fint. Det var næsthøjeste karakter i det system. For mit svende stykke fik jeg bronzemedalje, det var også næsthøjeste karakter.

Teknisk skole.

Der skulle vi lære alt om de materialer, som møbelsnedkere arbejdede med, plus at vi havde regning og lære at læse en tegning over et stykke møbel samt selv lave tegninger over møbler. De sidste to vintre gik jeg på kunsthåndværkerskole. Der lavede vi ikke andet end at tegne møbler og andre ting. Det blev lidt kedeligt i længden, når man bare tegnede hele tiden. Jeg må indrømme, at jeg senere fandt ud af, at jeg manglede at få lært noget mere om materialer, så der var nogle ting som smuttede for mig. På teknisk skole havde de meget mere om disse ting i de sidste år.

 

Soldatertiden

Den 2. nov. 1956 kl.12.00 mødte jeg på civilforsvarets kaserne i Hillerød for at aftjene min værnepligt, som dengang var 1 år.

Som jeg har skrevet før, var det første der skete at vi blev vist ned i spisesalen og fik serveret dansk bøf med kartofler og bløde løg. Det smagte i øvrigt godt. Samtidig med at vi spiste fik vi en orientering om hvordan man begik sig i spisesalen. Vi sad ved 5 mands borde, to på hver side og en for enden. Ham, der sad for enden, var bordformand. Det vil sige, at det var ham, der skulle hente det vi skulle spise oppe ved disken, og han skulle også sørge for at rydde af bordet efter spisning. Nu var det så snedigt, at vi skulle flytte plads hver dag så det ikke var den samme mand, der var formand hver dag. Det fungerede faktisk meget fint.

Efter spisning blev vi samlet udenfor på en plads, som var vores appelplads. Der fik vi vores ”soldaternummer”. Mit var 7066. Så blev vi fordelt på stuerne, jeg kom på en ottesengs stue, altså fire køjesenge plus et skab til hver. Så kom vi på arbejde for på sengene lå alt vores udrustning, og det skulle så fordeles i skabet på den helt rigtige måde, samt at der skulle isys en lille metaldims hvor vores nummer stod. Da det var overstået skulle vi have uniformen på, og vores civile tøj kom i en sæk, som vi skulle have med hjem, for det fik vi ikke brug for det næste år. Vi var så otte forskellige unge mennesker, der skulle bo sammen. Vi skulle jo selv gøre rent på stuen. Det skulle vi så sætte i system så alle fik et ansvar. Vi havde også et stykke af gangen uden for vores stue som vi skulle holde samt det fælles baderum og toiletrum som vi delte med tre andre stuer. Det fungerede fint. Der var en mand fra hver stue, som havde det job at holde det, og de skulle nok få at vide, hvis det ikke var gjort godt nok. Ikke bare fra befalingsmændene, men også fra os andre.

De første 3 måneder gik med at lære det grundlæggende som værnepligtig, samt at lære alle de forskellige køretøjers indretninger at kende, og jeg skulle sige at der var meget udstyr, der skulle puttes ind i vores hoveder.

Der var brandkøretøjer med alt i brandsluknings udstyr, og der var redningskøretøjer med en masse værktøjer. Men efterhånden lærte vi, at alt havde sin helt egen plads i vognene. Samtidig med alt dette skulle vi også lære førstehjælp. Efter de første 3 måneder var vi parate til at være med når de rigtige brandvæsner havde brug for hjælp. Det skete en fem eller seks gange at vi var ude til rigtige brande. Vi var også på øvelser med de andre brandværn, blandt andet på Kronborg slot sammen med brandværn fra hele Nordsjælland og København.

Efter de 3 måneder blev der udtaget folk til befalingsmænd. Det slap jeg heldigvis for, men vi andre blev uddannet til helt specielle opgaver så som motorcykelordonnanser, kører på store køretøjer, ambulancefolk, radio- og telefonfolk. Jeg kom på motorcykelholdet og radio-og telefon holdet.

Vi havde nogle dejlige ture når vi var ude at øve for vi var ikke så mange. Når vi kørte ud var hvert hold på en motorcykel og en vogn, så vi var kun seks mand og der var altid en købmand i nærheden. Det var når det var telefonholdet der var ude. Når det var radioholdet var vi det samme hold, men der lå vi stille på det samme sted det meste af tiden, og igen købmændene var der mange af dengang, så det var næsten det rene afslapning. Vi havde selvfølgelig også vagttjeneste på kasernen, både som kasernevagt og samtidig havde vi brandvagt, hvor vi kunne blive kaldt ud til brande. Sådan en vagt varede i et døgn, på skift mellem delingerne, så vi havde en vagt om ugen og en weekendvagt hver tredje uge. Jeg blev udtaget som vagtkommandør og det bevirkede, at jeg havde næsten dobbelt så mange vagter som de andre, fordi der var ikke så mange der blev udtaget, men så skulle jeg heller ikke med ud til brande, når jeg havde vagt på kasernen, men så skulle jeg sørge for forbindelse mellem udrykningsholdet og kasernen. Jeg blev hjemsendt den 1. nov. 1957. Desværre har jeg ikke mødt nogle af mine soldaterkammerater siden. Det kunne ellers være sjovt, men det er for sent.

 

Arbejdspladser

Efter min læretid kom jeg til en mester, der havde værksted i Classensgade på Østerbro. Det var et møbelværksted, jeg husker ikke mere derfra. Jeg var der kun i et halvt års tid, inden jeg skulle møde på Hillerød kaserne.

Da jeg kom hjem fra militærtjeneste, var jeg hos en mester, der havde værksted i en gade ved navn Åbenrå. Den ligger inde ved Nørreport station. Det var et lille værksted, men det var en gade hvor der skete noget hele tiden, for der var en del værtshuse. Så der var liv i gaden, også midt på dagen. Huset vi havde værksted i skulle rives ned, så mester fandt et andet sted i en gade ved Stokholmsgade på Østerbro. Jeg var der ikke ret længe for lønnen var lidt lav. Jeg kom derefter på en radiokasse fabrik. Jeg kan ikke huske gadenavn, men det var i nærheden af Toftegårds plads. Der tjente jeg gode penge for det var akkord arbejde, men det var noget ensformigt. Hvor længe jeg var der, husker jeg ikke.

Men derefter kom jeg ind på Kommunehospitalets snedkerværksted. Det var noget helt andet end de andre steder jeg havde været. Vi var elleve mand og en formand, og vi lavede stort set alt, der havde med træ at gøre. Vi lavede en masse garderobeskabe, samt moderniserede sygestuer, kontorer og laboratorier. Møbler blev renoverede, det vil sige at de blev slebet af og lakeret igen. Jeg havde en rigtig god tid der.

I Fåborg var jeg på et lille værksted, hvor vi lavede bygningsarbejde. Jeg var der så kort tid, at der ikke er noget at fortælle derom.

I Skive fik jeg arbejde på en typehusfabrik som hed Roslev huse. Der var jeg ca. et halvt år, så blev jeg fyret. Så var jeg hos tre forskellige mestre, men ikke ret længe hvert sted, for de skulle lige bruge en mand et stykke tid til at hjælpe med noget arbejde.

Derefter kom så V-I facader. Det var alle tiders arbejde. Vi lavede skilte, vinduer og baldakiner til forretninger. Sommetider hele facader. Arbejdet med skilte var meget sjovt, man kunne lave alle mulige former for bogstaver, fordi det var akryl vi arbejdede med. Når det blev varmet op kunne man forme det som man havde lyst til. Vinduerne var aluminium, som vi samlede hjemme på værkstedet, og skilte ad igen for at samle dem igen på arbejdsstedet, og så håbede man, at mester havde taget rigtige mål. Det skete at han tog forkerte mål, og så var der nogen der bandede, især hvis de var for små, for hvis de var for store kunne man redde dem. Men så var der også glasset som var bestilt efter de mål mester havde taget. Det prøvede vi et par gange. Så blev glasfirmaet godt sure, for så stod de med et stykke glas, som de muligvis ikke kunne komme af med. Men mester måtte jo betale for begge stykker glas. Baldakinerne var meget spændende at arbejde med, fordi de helst skulle blive hængende på muren, når vi var taget hjem. Det er sket en gang, at en er gået løs fra muren, men ikke faldet ned. Så bliver man bleg når man kommer og ser sådan noget. Mester havde nogle gode ideer og var god til at tegne skitser, men det praktiske havde han ikke forstand på, selv om han selv mente det. Det kunne have været en god forretning og arbejdsplads, hvis mester havde ansat de rigtige folk, både i marken, men også hjemme på kontoret. Vi havde godt nok et firma til at foretage de beregninger, der skulle til for at være sikker på, at det der skulle op at hænge blev der, men han var bedrevidende.

Men det gik også galt, for firmaet måtte lukke, han skyldte penge alle steder og de kontrakter han indgik holdt næsten aldrig.

I mellemtiden havde vi været en tur i København på et lille års tid, der arbejdede jeg ved slotsforvaltningen på Christiansborg slot som slotsbetjent. Arbejdet bestod i alt sin enkelthed, at være portvagt om dagen ved de forskellige porte og indgange, på slottet og andre bygninger rundt om i byen samt som parkeringsvagt ved selve slottet. Der var også tjeneste i de parker og haver som staten har rundt om i byen, såsom Frederiksberg have og Søndermarken. Arbejdet om dagen var ret ensformigt. Når man sad i en portvagt, så skulle man holde øje med de folk som gik ind og ud, og hvis de ikke kunne finde det sted de skulle til, så måtte vi jo til at forklare, hvordan de kom derhen.

Det var noget mere nervepirrende at gå rundt i de tomme bygninger alene. Om natten skulle vi se efter om døre og vinduer var lukkede og låst, samt om pengeskabe ligeledes ikke stod åbne, om lamper og kaffemaskiner og lignende var slukket. I parker og haver, skulle vi sørge for ro og orden samt hjælp folk hvis de fik problemer, eksempelvis sygdom, at de blev forulempet og hvis de så noget usædvanligt. I Frederiksberg have og Søndermarken havde vi hund med når vi gik vores runder om natten. Det kunne sommetider være ret ensomt, især når det var dårligt vejr. Så kom der ikke så mange mennesker, som man kunne slå en sludder af med.

Jeg befandt mig ganske godt tilpas på den arbejdsplads, fordi jeg kan godt lide at arbejde alene, men alligevel er det godt man indimellem kan snakke med et menneske, når man møder dem. De sjoveste var dem man mødte sidst på natten. Det var enten fulderikker, folk der skulle på arbejde, eller avisbude og mælkemænd samt rengøringsdamer, der mødte før alle andre.

 

Skive kaserne: Jeg var ansat på kasernen som kasernearbejder, et arbejde der omfattede alt lige fra græsslåning til udlevering af bygninger til de enheder, der var på kasernen. Det med græsslåning, der var en mand der i sæsonen kørte med en stor traktor og slog græs på boldbaner og alle andre store plæner, en til to mand kørte med minitraktorer og almindelige slåmaskiner på de mindre områder samt renholdelse af bede og klipning af hække, fejning af veje og pladser.

Der var også et depot med sengelinned, rengøringsmidler, møbler og kontorartikler. Alt dette kunne byttes efter behov, men sengelinned blev byttet hver uge for alt personel. Ligeså skulle vi køre ud med rengøringsartikler til rengøringspersonalet, kontorartikler blev uddelt efter rekvisitioner og møbler blev repareret eller byttet. Vi flyttede også rundt på inventar når der var behov for det, efterså bygninger, når der havde været hjemsendelser, og klargjorde disse til det næste hold soldater, idrætsmateriel skulle også vedligeholdes. En stor del af det jeg kom til at arbejde med var indkvartering af det personel, der skulle bo på kasernen. Det foregik på vores kontor, hvor også alle mulige andre spørgsmål, angående alt vedrørende administrationen af kasernen, blev behandlet og diverse vedligeholdelsesarbejder blev sat i gang. Vi havde også hele øvelsesområdet at vedligeholde. Det var der en mand afsat til at holde opsyn med, samt så var han en form for skytte. Det vil sige han holdt øje med det vildt, der var på området med henblik på, at der skulle være et par jagte om året. Skydebanen var også et område vi tog os af, vedligeholde baneanlægget, der skulle være i orden af hensyn til sikkerheden, skiver og andet målmateriale skulle også fremstilles og vedligeholdes. Det var der en mand der tog sig af. Skydebanen var hans arbejdssted, men han fik også hjælp af folkene på kasernen når der var behov for det. Jeg var der i næsten 30 år, så det må havde været et sted jeg kunne lide at være. Det var nok fordi jeg var med til alt, så det blev ikke kedeligt. Som skrevet før var jeg også tillids- og sikkerhedsmand ved kommandantskabet og med i sikkerhedsarbejdet for hele kasernen. Det var spændende, men tog en masse tid.

 

Fritid

Ja, hvad er fritid. Det er alt det du foretager dig uden for arbejdstiden. Passe børn, det har vi nu ikke haft besvær med, da vi ingen har, ordne hus og have passe bil og muligvis båd, sommerhus og campingsvogn. Så det ender nok med, at man laver mere i sin fritid end på ens arbejde. Nok om det. Vi begynder med hus og have. Der er altid nok at se til, huset har måske nogle skavanker, der skal udbedres både udvendig og indvendig, haven skal holdes så naboen bliver misundelig, når han kikker over hækken. Bilen skal også plejes med vask og støvsugning, så man kan være bekendt at have andre mennesker med ud at køre en søndagstur. Selv om det er blevet en dyr fornøjelse for tiden, benzin koster i oktober 2004 8,98 kr. Udover ovennævnte sysler, læser jeg en hel del især hvis jeg kan få fat i bøger om det gamle København og jo ældre jo bedre. Romaner fra biblioteket går der også nogle stykker af, men mest er det personskildringer jeg læser, men generelt kan man sige at alt der har to sider, som kan læses bliver læst. Frimærker er også blevet en hobby jeg dyrker med måde, da det koster en del, hvis man skal have det hele, men man kan altid reddde sig lidt her og der. Man bliver med tiden glad for lidt. En overgang samlede jeg også på cigaretpakker. Jeg har rimelig mange. Det er længe siden jeg har talt dem. Jeg er stoppet med at samle, for dem som ryger, ryger alle de samme mærker, så der er længe imellem, at man kan få de nye mærker og det er for dyrt at købe dem selv.

Så er der hunden. Den tager mange timer. Den skal jo luftes nogle gang om dagen, men det bliver svært at undvære den, når den ikke er mere, for det er nok den sidste vi får. Tanja vi kommer til at savne dig.

 

Ferie

Vi har de bedste venner i verden. Vi har holdt ferie i Grækenland, Portugal og Drøsselbjerg i mange år efterhånden. Sidste år var vi på Skagen, som man siger. Vi boede i telt og campingsvogn og fik set en hel del af det nordjydske og vi endte i Kolding. Derfra en tur til grænsen og købe ind. I år var vi på Langeland i et sommerhus vi havde lejet. Vi tog til Ærø og Sydfyn samt en tur til grænsen og købte ind. Vi har sommetider været 10 venner på ferie. Det var kun i Grækenland vi var så mange ellers har det været 6 til 8 personer, men det går rigtig godt, fordi vi kender hinanden næsten for godt, er der en som skejer ud bliver han/hun sat på plads ret hurtig, uden det går ud over venskabet.

Det kan godt snerpe et stykke tid, men det går hurtigt over. Det har været rigtig dejligt at være sammen med mennesker man harmonere godt med i 2 uger, sommetider 3 uger, uden at der kommer skår i sammenholdet. Disse venner er barndomsvenner, når man lige ser bort fra pigerne, som er kommet ind sådan lidt pø om pø, men er faldet godt ind i sammenholdet. Gudskelov for det, ellers har det ikke været sjovt.

I Skive, hvor vi boede før, har vi også rigtig gode venner, men det er på en anden måde. Selv om vi har det godt sammen med dem så er der ting og sager man ikke snakker med dem om. Derudover har vi et hold venner der bor i Kolding. Dem har vi nogle dejlige weekender sammen med, hvor alt bliver vendt og drejet, sommetider ret alvorligt. Man kan roligt sige, at de venner, vi har rundt om i landet vil vi meget nødig undvære, fordi vi kan være uenige om mange ting, men når vi siger farvel er det med et, på gensyn snart.

Hvor vi bor nu har vi de allerbedste naboer man kan få. Der er forskel på venner og på gode naboer, du kan altid bede om en hjælpende hånd, og du får den og omvendt giver du den tilbage, dem kan vi ikke klage over.

Det var fritiden som den cirka former sig nu, men der var jo også en tid før.

 

Da jeg var yngre, var det som tidligere nævnt, forskelige former for boldspil, lege med andre kammerater, jeg cyklede også hen hel del, og så kommer vi til det med det andet køn, men det springer vi let henover, for det kan der komme en hel roman ud af. Noget, jeg er ked af at jeg ikke holdt ved lige, er mit gamle fag, som jeg er udlært i. Jeg kunne godt tænke mig at renovere gamle møbler, men det er forsent, for det kræver plads, maskiner og så skal man have et godt lager af gammelt træ og for at få nogle af de remedier jeg skal bruge, skal man være momsregistreret. Men så nyder jeg at gå rundt på antikmesser og i forretninger og se på de gamle ting. Loppemarkeder er også spændende at gå på, men jeg køber ikke noget, for vi har ikke plads til alt det jeg gerne vil have fingre i.

Biografen blev også besøgt ret så ofte før hen, men ikke så meget nu. Dér har fjernsynet taget over.

Teater og koncerter er ikke det jeg kommer mest til, selv om Agnes gerne vil have mig med, og sommetider får hun mig lokket med.

 

Pension

Ja så er man kommet i den alder, hvor det starter med efterløn. Jeg kom på efterløn som 63 årig og derefter på pension som 67 årig. I dag kommer de fleste på pension som 65 årig. Jeg har det godt med at gå hjemme og lave lige det man har lyst til, men selvfølgelig er der noget der skal passes hver dag. Efter at Agnes også er kommet hjem, sidder vi om morgenen og hygger os med aviser, reklamer og kryds og tværs. Det lyder som et par gamle mennesker, der ikke kan få tiden til at gå. Men sådan er det slet ikke.

Hver tirsdag og torsdag driver jeg Agnes ned på lokalarkivet, hvor hun er hele formiddagen.

Selv finder jeg ned til Sallingsund og Omegns Museum, hvor vi er nogle gamle drenge, som mødes for at få en snak over en kop kaffe, men der bliver også bestilt noget. Der skal ryddes op, der skal registreres og indimellem skal der være forskellige udstillinger, som vi også hjælper med at stable på benene, men snakken over kaffen er det alt overskyggende.

Et par gang om ugen, sådan ca. går jeg ned til vores naboer, som også samler på frimærker, og så får vi en snak om det, plus resten af verdens problemer, som alle de kloge hoveder ikke har kunnet få orden på.

Jeg tror, at jeg har været igennem det meste af det som jeg tør lade andre læse. Det har været sjovt at sidde og skrive om sig selv. Der er dukket nogle ting op som ellers har ligget gemt bort bag i ”skabet”. Der kan måske komme mere sådan lidt efter lidt, lad os nu se for jeg kan godt lide at sidde og skrive på dette dejlige lille apparat, som kaldes ”bærbar computer”, det skulle jeg have begyndt på for længe siden.

Slut for denne gang, Sallingsund, 8-11-2004

Ole Petersen

 

Ps. Siden jeg sidst har skrevet, er der sket en hel del i forhold til det jeg har skrevet om. Dermed ikke sagt, at det er forkert, det jeg har skrevet, men for eksempel, samler jeg ikke så meget på frimærker, som jeg har gjort, og cigaretmærkerne er jeg kommet af med, de er kommet på museum i Holstebro. Vi har også fået ny hund, en uægte gylden labrador, så det går op i gåture flere gange om dagen. Lige for tiden er det slægtsforskning jeg roder med, og jeg syntes jeg er kommet godt i gang med det. Det er min moders familie, jeg er i gang med, og jeg er kommet så langt tilbage i tiden som først i årtiet 1700. Det er sjovt når man har fået fat på en gammel gubbe eller en ældre dame, og ikke mindst deres børn for så er man langt ude. Nu skal jeg bare til finde en måde at gøre det læsbart for andre, men der findes på internettet nogle programmer, som man kan trække ned, så det må jeg se at få gjort. Der er også kommet nogle tilføjelser til en del af personerne jeg har skrevet om, men mere om det senere, når jeg får styr på det program jeg skrev om før.

Jeg har før skrevet, at jeg går ned på museet, det passer ikke helt for jeg tilbringer også meget tid på lokalarkivet, hvor jeg går som en slags altmuligmand. Der passer jeg arkiverne med alle papirerne, holder styr på billeder, og meget mere. Vores løn dernede er kongelig, en kop kaffe og to kiks. Det er noget vi laver megen sjov med.

 

Jeg slutter endnu en gang, Sallingsund, 9-6-2012

Ole Petersen

 

Fødselsdag:

1937

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv
Sallingsund Lokalhistoriske Arkiv
Skive Byhistoriske Arkiv