Ove Henriksen

Under 2. verdenskrig etablerede tyskerne Flyvestation Vandel, hvilket betød at Ove Henriksen og hans familie måtte flytte fra deres hjem, som lå på stedet, hvor flyvestationen skulle ligge. Han var dengang 5 år, og husker stadig hvordan han måtte hjælpe med at flytte deres ejendele med hestevogn, som han blev sat til at køre hen til deres nye hjem. Fortællingen giver et indblik i, de vilkår som civilbefolkningen led under i besættelsestiden. Den giver også et indblik i, hvordan danske arbejdere hjalp med at etablere flyvestationen, og hvordan mange var med til bevidst at forsinke arbejdet. Gør ejerskabskrav på erindring

Flytning fra Vandel til Aast i 1942

Mine forældre havde en lille ejendom i forpagtning på Springbjergvej i Randbøl. Hvor meget jord der var til den husker jeg ikke, den historie jeg her vil fortælle må være med de forbehold jeg må tage på grund af min unge alder. Jeg er født i 1937 i Hofmandsfeld, inde i det område der i mange år har været afspærret som hørende til  Flyvestation Vandel. Jeg har ikke haft mulighed  for at se om der er noget tilbage af den ejendom, hvor vi boede dengang. I 1950-erne stod stalden ene tilbage, stuehuset og de øvrige bygninger var væk.

Indtil tyskerne eksproprierede den, var den ejet af Aksel Antonsen og efter krigen blev den så ved med at høre under flyvestationen. Vi flyttede derfra og til den ejendom der i det følgende  er kaldt nr. 59.

Men tilbage til Springbjergvej, til den ejendom som af tyskerne fik nr. 59. Jeg var 5 år da det store arbejde med at bygge Vandel flyveplads og ekspropriationerne startede, så der er meget jeg ikke forstod og andet er jo måske noget der er blevet fortalt senere; men hvorom alt er så medførte det store omvæltninger i vores hverdag. Allerførst fik de omkring liggende gårde besked om at de skulle lave plads til et vist antal båse til opstaldning af de heste, som var i arbejde på flyvepladsen, og også hvor det var muligt huse kuskene, som kørte med alle de mange spand heste, der i sagens natur kom langvejs fra. Da der jo ikke var ret mange lastbiler, blev en stor del af de umådelige mængder sand, jord og cement flyttet med hestevogne.

Nr. 59  blev derfor faktisk omdannet til et slags pensionat for kuske og deres heste. Så jeg husker stadig, hvordan der blev lavet hestebåse i laden og kostalden samt i hønsehuset hvor hele forsiden var vinduer med glas, det var nu kun nogle få nætter der var glas i dem, før en hest sparkede bagud og knuste hele facaden  så kom der brædder op i stedet.  I stuehuset som var rimelig nyt og tror jeg, i rimelig god stand blev den lille stue og  værelset samt loftet fyldt med senge med halm i bunden , jeg husker ikke hvor mange kuske min moder havde på kost; men det var 6 eller 8 og dermed fulgte jo så hestene,  som for mig var ligeså spændende som biler er for drenge i dag. Jeg kan stadig sætte fornavne på nogle af kuskene. Henning var en meget stor, ret ung mand fra Århus, som kørte et spand kæmpestore krikker og han havde i modsætning til mange af de andre en bilvogn. Det var en meget fin vogn og jeg husker den blev beundret, fordi den var en såkaldt underløber, hvilket gjorde at den kunne vende på meget mindre plads, end de traditionelle ombyggede bilvogne der jo ligesom da de stadig var biler, skulle have mere plads til at vende på hvis ikke man skulle bakke, hvilket ikke var så let med et spand heste. Og slet ikke med mange af de spand der kørte der ude på flyvepladsen, det var heste købt forskellige steder til at tjene hurtige penge med, det var jo ikke så mange år siden Danmark havde gennemlevet trediverne med fattigdom, konkurser og arbejdsløshed.

Så nu skulle der tjenes penge, senere gik det vel op for mange af dem at det visnok ikke var så godt det de var med til, og nogle forsvandt med deres heste, andre var nødt til at blive der for at skaffe føde til kone og børn, samt for at kunne forny deres veksler som for manges vedkommende var den eneste måde at skaffe kapital på til den daglige drift. Andre blev der, og prøvede på utallige måder at sabotere det der blev bygget.  Det er ikke noget jeg kan fortælle ret meget om; men bevisligt er det jo at cementen havnede mange steder hvor det bestemt ikke skulle have været, det ligger stadig som et minde om menneskers træskhed.

Der blev afregnet  pr. læs dengang for at holde farten oppe, tyskerne gjorde bare den fejl, at de noterede hvor mange læs cement den enkelte kusk kørte fra stationen, i stedet for at kvittere for de læs der blev leveret der hvor det skulle bruges,  og så var det jo fristende at køre ind mellem de unge graner i statsskoven, og smide de sække af de kunne komme af sted med, de lå jo rundt om i skoven da vi flyttede tilbage i 1948, hvor alt igen skulle normaliseres efter oprydningen i de mange ekspropiationsskøder  og statens salg af de ejendomme der var konfiskeret ved tyskernes kapitulation.

Min far der var opvokset i statsskoven i Gødding søgte ind i statsskoven i Frederikshåb som skovarbejder og blev ansat i det skovløberhus som hed ”Nissely”. Det lå ved Koldingvejen tæt ved den gamle amtsgrænse mellem Vejle og Ribe Amter. Den blev senere flyttet i forbindelse med kommunesammenlægningerne, hvor dele af Randbøl  kommune blev indlemmet i Billund kommune.

Men tilbage til 1942.  Mine forældre fik besked på at nr. 59 skulle rømmes, datoen husker jeg ikke, jeg husker eller føler at fristen må have været rimelig kort, for jeg husker at far havde lånt Hennings store bilvogn; men han havde sine egne heste for, det var et par uregerlige banditter efter senere fortællinger; men ret vigtige for at denne fortælling får den rette kolorit i forhold til hvad jeg som 5 årig husker. Og dertil kommer så at han også havde lånt et spand hvide islandske heste, af én af de kuske der logerede hos os. De var forspændt en stiv såkaldt kassevogn, læsset med træ og kartofler samt kyllinge- og kaninbure, og der blev jeg placeret og fik besked på at køre bag efter far de 12 km til Aast over til min Bedstemor, som havde et stort hus der hed ” Bøgely ” og lå i skovkanten  i Amlund.

Den køretur glemmer jeg aldrig. Min far kørte som sagt forrest med et læs møbler og et par store krikker, som havde besvær med at gå i skridtgang,  så han var kommet et langt stykke forud, da jeg fik problemer, vejen vi kørte ad fra Springbjergvej og tværs over flyvepladsen til Vandel, der jo var én stor arbejdsplads med masser af arbejdere med skovle, vogne og heste. Og mange af de mennesker der arbejdede der var vel heller ikke verdens sødeste børn. I hvert fald var der nogen der standsede mig og råbte, at det var ikke børnearbejde at køre med et spand heste. Det opdagede min far, og jeg husker at han vendte rundt på vejen, hvilket kun kunne lade sig gøre fordi han havde lånt Hennings underløber bilvogn, og så kom han jagende tilbage alt hvad hans heste kunne løbe og så brugte han pisken medens han råbte og bandede over arbejderne som havde standset mig. Først fik mine heste et rap og så råbte han kør for h…… dreng.

Og så fik de arbejdere der stod der nogen af pisken, idet han kørte forbi, hvorpå han vendte og kom jagende tilbage, mens han brugte pisken på dem der havde generet os, og så på mine heste én gang til selv om de to små fyre benede af det bedste de havde lært, for der var jo også fuldt læs på vognen. Resten af turen til  Amlund forløb uden problemer, far fulgtes delvist med mig til jeg var igennem Vandel, og havde klaret svinget efter Aast  ude  hvor Kartoffelforsøgsgården ligger i dag. Så lod han sine heste strække ud, de duede ikke til skridt gang, så de sidste 5 km var jeg min egen herre, det bekymrede mig heller ikke særligt, for biler var der ingen af, og der var heller ikke nogen tyskere, efter vi havde passeret Vandel. Så det var jo en sej lille gut der kørte ind i gården hjemme hos bedstemor, hun var til gengæld rasende på min far, fordi han havde ladet mig køre alene. Så jeg fik ikke lov til at køre mit spand tilbage til Hofmandsfeld.

Det blev ellers noget af en tur.

Min morbroder der boede hos min bedstemor påtog sig at køre det ene spand tilbage efter et læs mere; men han ville have de store heste og så skulle far køre med islænderne. Lige før vi startede kom min bedstemor med en nyslagtet hanekylling, uden hoved men med fjer, som vi så skulle have til middag hjemme i Hofmandsfeld,  inden vi startede med det næste læs. Jeg ville køre med min morbror, for det var jo nyt og spændende. Han kørte efter hvad jeg husker meget stærkt, og det gik fint indtil 500 m. før vi var tilbage ved  nr. 59, da blev vi overhalet af en  bil, den eneste vi havde set på hele turen. Den kørte om ved os og stoppede os, det var tyske soldater.  De opdagede så den kylling vi havde fået med hjemme fra bedstemor, så blev der ballade, de beskyldte min morbroder for at have stjålet den på én af de tomme gårde ude på flyvepladsen, (det var jo vitterligt et problem med tyverier på grund af de mange mennesker der arbejdede der ude); men denne kylling var ikke stjålet, og min morbroder blev aldeles rasende, da de beskyldte ham for tyveri, jeg kan ikke gengive  hvad der blev sagt, for jeg kravlede ind i et tomt kaninbur, der stod i vognen, det skulle vi have høns i på den næste tur, da ejendommen jo skulle tømmes for alt. Jeg hylede og morbror Johannes råbte højt, heldigvis kom far til med de små heste, og han fik talt gemytterne til ro, så vi fik lov til at køre igen. Resten af flytningen husker jeg ikke noget af, for da var jeg jo kun et barn dengang.

En enkelt episode husker jeg dog efter at vi var flyttet, for 3 af kuskene flyttede med til Aast, og fik deres heste opstaldet i et såkaldt spændhus, ved siden af ” Bøgely ”, det var et stråtækt hus som nærmest lignede et stråtag, der stod på jorden uden mure, det havde ellers været brugt som værksted for min morbroders cykelhandel. Det blev dog kun hestestald i et par nætter, så blev kuskene nødt til at finde en anden stald, for krikkerne åd stråtaget, der var lavet af rughalm, det gav nogle gevaldige huller og med min morbroders temperament gav det jo genlyd langt væk.

Mine forældre flyttede i november 1943 til Jelling, hvor de boede til november 1948. Hvor de så flyttede tilbage til Randbøl til den egn, de kom fra og som de kendte og holdt af.

 

Ove Henriksen har også skrevet en erindring om sin morfar, som kan læses her:

Niels Peter Thomsen

 

 

Springbjergvej
Randbøldal 7183 DK
Get directions

Fødselsdag:

1937

Erindringen ønskes afleveret til:

Egtved Lokalhistoriske Arkiv