Ove Nielsen

Ove Nielsen ser tilbage på sin tid som bybud på Svaneke Rutebilstation i 1950’erne. Dengang var der ikke noget, der hed lommepenge, så man måtte tjene sine egne penge efter skoletid. Ove cyklede ud med pakker i alt slags vejr, også efterårsstormen, som ingen andre ville ud i. Gør ejerskabskrav på erindring

”Pakka-horra” i 1950’erne

 

Da jeg var 11 år begyndte min karriere ved De bornholmske Jernbaner; DBJ. Som bydreng på Svaneke rutebilstation.

Det var trange tider i 1950’erne. Lommepenge var ikke noget jeg kendte til. Hvis man som barn havde nogle specielle ønsker, måtte man selv tjene til det. Derfor var der rift om pladserne som bybud mv.

Da rygtet gik, at rutebilstationens bybud, Walther, ville holde op, var der flere som reagerede.

Jeg var heldig at få tjansen, og samarbejdet varede indtil jeg forlod skolen i 1961.

Ca. 1 – 1½ time rundt i byen hver eftermiddag, også lørdag. Honoreret med en check på 30 kr. hver måned.

Måske ikke så meget, men dog nok til at jeg kunne købe en brugt cykel nogle måneder senere.

Svaneke Rutebilstation lå på Svaneke Torv, der hvor porten til Bryghuset er i dag. Et lokale på 10-15 kvm rummede det hele: Kontor, ventesal, pakke- og rejsegodsekspedition og på endevæggen fire hylder til banepakker.

Langt størsteparten af forsendelserne var medicinpakker fra Nexø Apotek og pakker til byens handlende og håndværkere. Herudover kom stort set alle indenøs private forsendelser med DBJ som banepakke. Postvæsenet blev kun benyttet til forsendelser til/fra det øvrige land.

Særlig besværlige var cykeldele til de to cykelforhandlere og tøjpakker fra Kjærgaard i Nexø til manufakturhandler Pihl. Disse pakker bestod som regel af to-tre store æsker, der var bundet sammen (sikkert for at spare fragt) og besværlige at transportere på cyklen.

To gange om ugen kom der film til Svaneke Biograf. Pakken var meget tung. Jeg husker, at fragten udgjorde 5,24 kr. Det blev kontant afregnet med en femkroneseddel og en 25 øre. En-øren kunne jeg beholde. Men det blev der ikke kimset ad. Det var faktisk muligt at købe en Pinocchio-kugle hos bager Pihl for beløbet. En sådan kontant ekstragevinst var ikke tilfældet alle steder, men det skete da, at der blev givet en drikkeskilling. Når jeg tænker tilbage, var det ofte af personer, der egentlig ikke havde for meget at rutte med. Hvad angår biografdirektøren skal det retfærdigvis nævnes, at jeg hvert år til jul fik en femkroneseddel. Det samme med cykelhandleren på havnen, der også havde årlig afregning ved juletid. Sådan et par fem-kronesedler hjalp godt til, når der skulle købes julegaver.

Hvad jeg som bydreng kunne komme ud for, fortæller Bent Boesen i sin bog om DBJ-holdestederne (side 154) således:

”Fra sin tid som ”pakkehorra” mindes han en dag, hvor han blev sendt ud med en pakke til en dame syd i byen. Hun havde ringet til fru Schau Hansen og udtrykkeligt bedt om, at den blev bragt ud, for som hun sagde: ”Det er ikke et vejr at sende et menneske ud i”!

Jeg vil gerne komme med en lille tilføjelse, der dog ikke ændrer på historien.

Episoden foregik en dag med efterårsstorm og rigtig megen regn og rusk. Damen ville sikre sig, at pakken blev leveret. Selv ville hun ikke hente den, for det var ikke et vejr, at jage en hund ud i.

Nej, lille Fido ville hun sandelig ikke sende ud i det vejr, men ”pakkahorrinj”……………

Svaneke Torv
Svaneke 3740 DK
Get directions

Fødselsdag:

1944

Erindringen ønskes afleveret til:

Bornholms Ø-Arkiv