Patrick Larsen

Patrick ser tilbage på sin barndom og skolegang i Rønne i 1990’erne. Gør ejerskabskrav på erindring

Min skolegang og barndom i Rønne i 90’erne

 

Jeg er født og opvokset i et hus på Borgmester Nielsens Vej i Rønne. Det er et dobbelthus bygget i 1944 og igennem tiden har huset været ejet af fire familier.  Min mor har boet i huset on/off fra 1966, hvor hendes forældre købte huset. Jeg har haft værelse på 1. sal men delte det med min søster, som er 8 år ældre end mig, så det har ikke altid været nemt. Det var decideret et værelse til at sove i, da det ikke er meget større end 10 kvadratmeter, med skråvægge, så to senge og ikke meget andet.

Huset er i det hele taget ikke særlig stort. I stueetagen er der i dag et lille toilet, en entre, en stue og et køkken med nedgang til kælder. På 1. sal er der to værelser og et badeværelse. Vi ved, at huset har været indrettet anderledes, i stedet for badeværelset på 1. sal var der the-køkken, og stuen i stueetagen var opdelt i to, hvor bedst-stuen var ud mod haven.

Vi har altid været en familie med stort F, så meget af vores tid er foregået i stuen, hvor vi både har spist, spillet og været sammen som familie og været sammen med andet familie og venner. Det har altid været et hjem som har været åbent for hygge.

I haven bagved huset, har min onkel fortalt, at han har gravet en gammel tysk tjenestepistol ned, som han fandt på loftet, da huset blev overtaget af min Mormor og Morfar efter min Oldemors søster. Vi har prøvet at være i haven med en metaldetektor, men har ikke været heldige at finde den, og i dag kan min onkel ikke huske 100 % hvor han begravede den.

Jeg var så heldig, at jeg i min opvækst havde legekammerater i huset ved siden af. Jeg er født i 1983, og i de første år gik jeg i børnehave i Rønne Børneasyl, fordi kommunen mente, at jeg ville have godt af at komme i kontakt med andre børn. Grundet dårlig hørelse havde jeg nemlig ikke udviklet sprog før jeg fyldte 4 år. Derudover var jeg meget sammen med familien, især min mormor, indtil hun døde i 1989. Jeg har aldrig været den der vildbasse som skulle lege på legepladser, vi holdt os meget i haven med forskellige spil.

Jeg kan huske, at der i nærheden af hvor jeg bor lå småforretninger. Jeg kan blandt andet huske en købmandsforretning på Byledsgade, som jeg kørte forbi, når jeg skulle til badminton i Rønne idrætshal. På vej i skole kunne man også komme forbi købmandsforretningen på hjørnet af Øster Voldgade og Pingels Allé, hvor der i dag er køreskole, og de havde sliksalg i løsvægt, og blandt andet lakridsbogstaver til 10 øre stykket. Det var der ikke noget, der hed, da jeg var lille, men hvis man købte for en krone, så fik man jo 10 lakridsbogstaver. Senere, når man så var i skolen, og man i 7. klasse måtte forlade skolens område, så smuttede man ned til bageren i Østergade, som på daværende tidspunkt havde byens bedste frøsnappere.

I 1989 kom jeg i skole på Østre skole, selvom mine forældre mente, at det havde været nemmere at jeg var kommet på Aavangsskolen, da den ligger lige rundt om hjørnet fra hvor jeg er opvokset. Jeg gik der under hele min skolegang fra 0. til 10. Klasse, fra 1989 til 2000. I Rønne var der Østre, Aavang og Søndermark som kommunale skoler, derudover var der Rønne Privatskole og Peterskolen.

Jeg er altid kommet i skole på gåben eller på cykel, men oftest har det enten været min søster, som har fulgt mig, eller også har jeg gået/cyklet selv.  Og turen tog ikke mere end 5-10 minutter, der har vel været omkring 5-600 meter i direkte linie.

Jeg havde 3 yndlingsfag; Historie, Geografi og musik. Geografi har altid været en interesse og blev også et af de fag, som jeg selv valgte at uddanne mig til som folkeskolelærer. Historie var interessant, og jeg kan blandt andet huske en tur på arkivet, hvor vi skulle finde en nyhed i de bornholmske aviser fra samme årgang som en vis opfindelse, som vi havde arbejdet med optil i et tværfagligt forløb i Dansk og Historie. Musik var også et yndlingsfag, fordi jeg dengang gik til kor, og korlederen var gift med min musiklærer, så jeg brugte som regel timerne til at synge. Det var ikke mange instrumenter jeg lærte at spille på, jo blokfløjte, som vi alle fik udleveret.

Mine hadefag må jeg nok sige var idræt og tysk. Idræt nok fordi jeg altid har været dårlig motorisk, og den eneste sport, jeg følte mig god i, var badminton, og den blev ikke prioriteret ofte nok for min smag. Og tysk simpelthen fordi den tyske grammatik hang mig langt ud af halsen. Det er absolut ikke verdens nemmeste sprog.

Jeg havde en dansklærer, Ole Skovgaard, som jeg fik i 7. klasse. Han er den lærer, der gjorde absolut størst indtryk på mig på det positive plan, da han kunne overskue en hel klasse og se hvornår opmærksomheden var på vej ned, så kom der en eller anden komisk bemærkning, eller han begyndte at snakke om noget helt andet, som gjorde os interesserede igen. Derefter kunne han dreje det ind på det, som undervisningen drejede sig om, og på den måde få opmærksomheden tilbage på undervisningen. Han er faktisk en af de lærere, som jeg stadig har kontakt med, selv efter han blev pensioneret og jeg gik ud af skolen. Han var også den lærer, som inspirerede mig til selv at blive lærer.

Jeg er så heldig, at mine forældre har gemt mine gamle skemaer, så en uge i 1. klasse var fra kl. 8 til halv 12 hver dag med dansk, formning, regning, idræt, kristendom og musik. Jeg ved vi har haft dukse, for jeg kan huske at have fejet gulv og tørret tavle af, og sat stole op. Dengang brugte man kontaktbogen til at kommunikere mellem skolen og hjemmet. Og kontaktbogen blev brugt flittigt. Det skal dog siges, at jeg som lille fik epilepsi, så jeg havde dage indimellem hvor jeg ikke kom i skole, fordi jeg havde fået et epileptisk anfald i opvågningsfasen, hvilket gjorde at al energi i hele kroppen var brugt, så man ikke vågnede, når man skulle op om morgenen, men først hen ad 12-tiden.

Umiddelbart hvad angår at kunne lide at gå i skole, så har jeg været ligesom mange andre børn, i de små klasser er det dejligt at komme i skole, fordi det er noget nyt og spændende. Men i de store klasser var man da lidt træt af det, specielt de lange dage, hvor man også havde mange lektier for, og man skulle passe sit arbejde og badminton og være sammen med vennerne, men alt i alt, så kunne jeg godt lide at gå i skole.

Jeg har haft klasseværelse 5 steder på Østre skole; et i børnehaveklassen, 1. til 3. var jeg i et andet i bygningen ud mod Pingels Allé i stueetagen, 4. til 6. på 1. sal, 7. til 9. på 2. sal og 10. klasse både på 3. sal og i et lokale ovenpå kontorbygningen. Computere havde vi ikke i klasselokalerne, de var samlet i computerlokalerne. Jeg kan huske, at vi både har arbejdet med windows 3.11 og windows 95. Der hang et stort Danmarkskort, et Europakort og et verdenskort, som kunne trækkes ned over tavlen. De eneste andre ting, jeg kan huske fra klasseværelserne, var 28 papirer med alfabetet på, i røde og blå farver alt efter om det var konsonanter eller vokaler.

Jeg blev konfirmeret d. 25. april 1997 i Rønne kirke. Jeg havde i ugerne forinden været nede at købe sorte cowboybukser, hvid skjorte, slips og en gråternet blazer som mit konfirmationstøj. I 1997 var Doktor Martens enormt populære, så sådan nogle skulle jeg også have i str. 39. Men to uger efter konfirmationen var de blevet for små. Jeg var ikke så nervøs for selve kirkeakten, jeg ventede bare på festen bagefter, hvor man skulle hygge med familie og venner. Festen blev afholdt på Bolsterbjerg i Almindingen. Menuen bestod af varmrøget laks til forret, hovedretten var helstegt oksefilet med sovs, kartofler og grønne bønner, og desserten var hjemmelavet is. Til natmad var der hjemmelavet pizza. Gæsterne jokede med, at de troede de skulle have cornflakes til forret, røde pølser til hovedret og regnbueis til dessert.

Sidste skoledag i 9. klasse husker jeg tydeligt. Vi var en lille klasse med 15 elever, 12 piger og 3 drenge, og vi drenge mødtes hos en klassekammerat i Pæretræsdalen, hvor vi gjorde os klar, inden vi skulle være på skolen til fælles morgenmad i gymnastiksalen. Jeg var udklædt som kvinde, for vi havde i fællesskab i klassen besluttet, at vores kostumer skulle passe ind i den underholdning, vi havde valgt at lave for lærere og elever på selve dagen. Kl. 8 tog vi på skolen og spiste morgenmad, kastede karameller og skød med vandpistoler, som det sig nu hør og bør på en sidste skoledag, og ved 11-tiden var det tid til at de to 9.klasser og 10. klasser lavede deres underholdning. Vi havde lavet et potpourri af sangene fra Grease, som vi lavede show ud fra, med sang og dans, og hver gang der skulle være et lille ophold startede sangen; ”Look at me, I’m Sandra Dee” og der gik jeg frem og tilbage foran scenen i mit pigekostume og sang med på det, meget ”Olivia Newton Johnsk”. I dag er traditionen omkring sidste skoledag udviklet en smule, men der er stadig fælles morgenmad med ens lærere, karameller og vand, måske ikke så meget underholdning længere, men til gengæld skumudlægning fra brandvæsenet.

Rønne før og nu.., forskellen er nok ikke så stor. Selvfølgelig er der kommet andre forretninger til, og veje er lukkede/åbne på andre måder end i 80’erne og 90’erne. Og så er der selvfølgelig også huse, der ikke eksisterer længere. Noget som har udviklet sig meget er det her med cafeer på torvet, det var der ikke ret meget af – hvis overhovedet nogen – dengang.  Så hvis man som jeg ELSKER at tage en Latte med chokoladesirup på Café Gustav, så havde der manglet noget dengang. Derimod er der andre steder som fandtes dengang man mangler i dag. Pers Pølsevogn som lå for enden af gågaden ude ved Strøgets Spisehuz havde Rønnes bedste pølser, pølsebrød og Cocio, noget som blev benyttet og spist 1 gang om ugen, hver fredag.  Hvad angår menneskene og deres interaktion med hinanden, så tror jeg der er sket et skred, i dag når man møder andre mennesker på gader, stræder og cafeer, så sidder de med deres telefon fremme og tjekker sociale medier, nyheder eller andre informationer, og i 80’erne og start 90’erne havde vi jo ikke de muligheder, så der snakkede man med hinanden. Eksemplet med pølsevognen hos Pers Pølsevogn hvor man snakkede med både ejeren og de andre kunder, hvilket man nok fastholder lidt på samme måde i dag, de steder der forefindes en pølsevogn.

En årligt tilbagevendende begivenhed i Rønne var ”Wild West” på Torvet. Mr. President var ”lederen” af det her omrejsende ”tivoli” som kom til Rønne, og det startede altid med at Rønnes daværende borgmester, Arne Hansen, kom ridende ind på torvet og åbnede det hele.

Noget andet jeg husker tydeligt var den store brand i Bornholmercenteret i 1994. Jeg kan huske, at min søster og jeg så en masse sort røg fra Borgmestervejen og tog vores cykler for at cykle ud for at se hvor og hvad der brændte. Vi kom til torvet og så at det var Bornholmercenteret, der brændte, så vi gik bagom Unibank i Antoniestræde for at komme ned til telefonboksene ved det Røde Pakhus – for vi skulle jo ringe hjem for at informere om hvor det brændte (og det var jo før mobiltelefonen). Idet vi går bag Unibank er der en gasbeholder, der eksploderer inde i bygningen, og jeg kan tydeligt huske, hvordan braget lød. En meget hul lyd, som har brændt sig fast i min erindring.

 

Borgmester Nielsens Vej
Rønne 3700 DK
Get directions

Fødselsdag:

1983

Erindringen ønskes afleveret til:

Bornholms Ø-Arkiv