Peder “Kyø” Poulsen og Laurine Poulsen

Ulla Laundav fortæller om sine oldeforældre, Peder ”Kyø” Poulsen og Laurine Poulsen. De boede i Gatten Hedegaardhus fra slutningen af 1800tallet. Peder var meget interesseret i landbrugsfremskridt, og var foregangsmand for at udbrede dyrkningen af rodfrugter og beplantning af læbælter blandt hedebønderne i Vesthimmerland. Gør ejerskabskrav på erindring

Gatten Hedegaardshus

 

Her boede hedeopdyrkeren Peder ”Kyø” Poulsen.
Peder Poulsen var født i Kyø Skovhuse ved Kyø gods, hvor hans far var arbejdsmand. Navnet Kyø fulgte ham resten af livet, skønt hans rigtige efternavn var Poulsen.

Da han var i 14 års alderen flyttede forældrene sammen med deres to sønner ud på Gatten hede under Gatten Hedegård, hvor faderen, Peder Christian Poulsen, arbejdede for 35 øre om dagen, mens moderen syede drengetøj.

I 1891 døde faderen, og Peder måtte hjælpe sin mor med at drive den lille ejendom, der havde et tilliggende på 35 tønder land, hvoraf langt den overvejende del lå hen i uopdyrket tilstand som hede. Da Peder var 19 år fik han dog lejlighed til at komme på højskole i Lundby, hvor den kendte højskolemand Anders Laursen var forstander. Her blev han meget optaget af den grundtvigske bevægelse og var desuden meget interesseret i landbrugsfremskridtene, som på den tid var meget væsentlige. Han forstod på en sjælden måde at føre sine ideer ud i praksis. Han var således den på heden, der først indså betydningen af at dyrke rodfrugter. Han praktiserede ikke alene denne ide hos sig selv, nej, han tog omkring på de forskellige gårde med en håndsåmaskine og lærte folkene at så den nye afgrøde. Når roerne skulle luges, måtte Peder Kyø på ny ud til bønderne for at lære dem denne kunst. Under sit arbejde med såningen af roer blev han, som enhver anden, der havde noget nyt, mødt med en vis skepsis, og det var langt fra alle bønderne, som begyndte at dyrke roer.

I 1896 blev hedebonden gift med Laurine Larsen fra Djørup ved Nibe. De to unge overtog gården, som dengang ikke var særlig velholdt. Der hørte et kreaturhold på to køer foruden et par okser til gården, og bygningerne var i en sørgelig forfatning. Hvad der var endnu værre, var en gæld på 800 kr. som dengang var et anseligt beløb.

Der var nok at tage fat på idet det meste af gårdens 35 tønder land jord stadig lå hen som hede og mose. Moderen levede sine sidste år hos dem og blev før sin død vidne til en del af de unges stræbsomhed.

Peder Kyø og Laurine tog straks fat på at få det mest mulige ud af ejendommen. Store arealer af heden blev opdyrket og markerne fik mergel.

Men Peder Kyø, som det meste af sit liv havde levet på heden og med god grund følte sig hjemme her, var klar over, at hvis man ville have nogen nytte af den lette jord, måtte man først og fremmest beskytte den mod den hårde vestenvind, som ofte sled i de lette jorde. Derfor mente han, at læ plantningen var af stor betydning og satte meget ind på at få alle sine marker beskyttet med læbælter. Peder Kyø deltog også meget aktivt i arbejdet med at plante de store plantager, som i dag binder mange tønder land hede jord, i Gatten og Oudrup. Dette arbejde gjorde han sammen med andre af hede bønderne, og først da dette arbejde var udført tog han fat på plantning af læbælter om sine egne marker.

Hedeselskabet så med stigende beundring på hans store indsats med beplantning af læbælter og fandt ham fortjent til at modtage en præmie som påskønnelse for det kæmpemæssige arbejde, han gjorde. Denne fornemme anerkendelse modtog han i 1925.

Snart begyndte de store fremskridt inden for landbruget at gøre sig gældende. I begyndelsen havde Peder Kyø måttet ”age med stude”, men snart blev der råd til at få de ofte meget dovne trækdyr erstattet med et par heste. Nu kunne mere af jorden opdyrkes, og det svandt efterhånden en del ind i gårdens uopdyrkede areal. Den barske hede måtte efterhånden vige til fordel for en kornmark.

Desværre ramtes familien, som dengang foruden forældrene bestod af fire raske døtre, af en slem ulykke, idet moderen ramtes af den frygtede sygdom, som lægekunsten på det tidspunkt ikke fandt mange midler mod, tuberkulosen. Det var et hårdt slag for familien, da moderener fra nu af var bundet til sit sygeleje. De fire piger hjalp imidlertid deres far på bedste måde. De var ikke bange for at tage et nap med, når det gjaldt plantningen af læbælter eller når et stykke hede skulle tages under plov. Foruden at hjælpe faderen måtte de også forrette en husmors pligter, og der voksede et sammenhold frem herude på heden, som man sjældent ser mage til.

Således fik Peder Kyø sin afsides liggende ejendom drevet frem til et stadium, som var ganske bemærkelsesværdigt på heden. Trods sygdom og nød var der sket store fremskridt, og Peder Kyø havde endog haft del i et af de såkaldte offentlige hverv ved siden af landbruget. Han var således kredsformand i Vesthimmerlands Brandkasse i 36 år, og han modtog et par gange fra brandkassens side påskønnelser for sit arbejde.

En af de mest ærefulde præmier, som blev tildelt ham, var fra De jyske Landboforeninger, som tildelte ham sølvmedalje og pokal for landboflid.

I 1920 døde moderen efter 16 års håbløs sygdom, 47 år gammel. Trods sin sygdom havde hun været en fortræffelig mor for de fire piger som nu måtte klare sig selv med hensyn til husmoderens arbejde. Tidligere havde det været sådan, at moderen nøje havde fulgt med i dette arbejde og hun havde overvåget, at alting nu blev gjort, som det sømmede sig. 11 år efter sin kones død afhændede Peder Kyø ”Gatten Hedegårdshus”, som gården hed. Mens der kun havde været to køer og et par stude, da han kom til, så det betydeligt bedre ud nu. Ved afhændelsen var der 10 køer og fire grisesøer samt et par gode jyske heste. Bygningerne var betydeligt forbedrede, men det allervigtigste fremskridt var, at al gårdens jord var under plov, og at der var plantet læbælter omkring de fleste marker. Peder Kyø flyttede til Hornum stationsby hvor han boede hos en datter. Her fik han imidlertid ikke lov til at nyde en velfortjent hvile efter de mange års slid på heden. Allerede et år efter døde Peder Kyø i en alder af 73 år.

Hermed var ”et jævnt og muntert virksomt liv” slut og han blev stedt til hvile på Søttrup Frimenigheds kirkegård ved sin hustrus side. Hans grav er smykket med en smuk natursten, som er hentet fra hans gård på Gatten hede.

Linjer fra ”Jeg er en simpel bondemand” passede i en sjælden grad til Peder Kyø.

Peder Kyø har tre gange modtaget præmie for sin bedrift af Nibe, Løgstør og Omegns Landboforening og han fik i 1925 1. præmie for læ plantning af Løgstør Plantningsforening, og i Kongenshus Mindepark, som huser mindesmærker for hedens opdyrkere, blev der rejst en mindesten for Peder ”Kyø” Poulsen og hans hustru Laurine.

Gatten 9640 DK
Get directions

Fødselsdag:

1860-1932

Erindringen ønskes afleveret til:

Lokalhistorisk Arkiv Aars