Peder Pedersen

Den gamle, nu afdøde bonde, Peder Pedersen, der boede på Trannisvej i Egtved skrev for en del år siden om det liv han havde oplevet fra sin fødsel i begyndelsen af forrige århundrede, hvor han opvoksede på en lille landejendom ved Bølling. Han havde hele sit liv været beskæftiget ved landbruget, og havde således gjort hele udviklingen med fra le og plejl til mejetærskernes tidsalder. Gør ejerskabskrav på erindring

Jeg husker tydeligt da jeg var 4-5 år, hvordan høsten foregik med le derhjemme. Far havde først ”hååret” leen, som han sagde, han havde en speciel ”hammer og håårsted” – det var et stort søm med ekstra stort hoved. Her blev leen sat fast med en trækævle, og så hamrede han leen parpirtynd ud. Den kunne så holde sig skarp noget længere, end hvis leen havde været slebet på slibesten.

Efter at rugen var fundet tjenlig, der blev bidt i kernerne, om de var blevet hårde, kunne høsten gå i gang. Mor fattede ”kraten” og iførte sig sine høstærmer, og far tog leen ned fra den kløftede lind på gårdspladsen, derpå begav hele familien sig ud i rugmarken. Først undersøgte far til hvilken side kornet hældede, han begyndte gerne over et hjørne, således at mor fik lettet sin oprivning mest muligt. Far var en mester med sin le, og med store brede skår gav det en jævn bund i stubbene. Han røg meget tobak, jeg ser for mig endnu hans halvlange pibe (”æ spedmøgpiv”) svinge i takt med leen. Samme pibe havde jeg gerne besvær med at finde igen når den var blevet sat i et af mors bundene neg.
Jeg er født i 1916 på et lille husmandssted, og har bortset fra skoleophold, være beskæftiget ved landbrug i hele mit liv. I min drengetid hjemme avlede vi rug, havre og blandsæd ( af byg og havre), ren byg kunne vi ikke dyrke på grund af for lavt reaktionstal (kalkmangel i jorden). Vi fik først mergel tilført jorden i 1923.
Til aften når dyrene var røgtet og vi havde spist aftensmad, skulle de høstede neg sættes i skok og negene tælles i traver. En trave var her på egnen 60 neg, til forskel på Fyn, hvor der kun skulle 20 neg til en trave. Blandsæden og havren høstedes stort set på samme måde, havren var dog altid med udlæg af græs og kløver, og denne havre skulle der altid passes særligt på, at ikke negene stod for længe på samme sted, for så kunne udlægget tage skade. I storm og regn væltede skokstederne let og det gav ekstra arbejde med at flytte negene. Når negene var tjenlig til hjemkørsel, skulle høstvognen rigges til. En ekstra lang bund, og over siderne ”æ skrave”, som var nogle rafter, der forlængede siderne på vognen.
Jeg vil fremhæve den respekt vi dengang havde for kornet (brødet). Vognbunden blev efter hver aflæsning fejet af så ingen kerner gik til spilde, selv under lofslugen, hvis kornnegene skulle ind her, blev der bredt et dækken ud, så ingen kerner spildtes.
Marken skulle jo til sidst rives, og hertil havde far en primitiv rive, som han selv trak, den var vel to meter bred og bestod af et stykke træ med et trækstativ og med 15 cm lange tænder af jern. Hver gang riven var fyldt, løftede far riven og fortsatte. Senere blev rivningen læsset på en vogn, og stedet omhyggeligt revet med en håndrive for at få det hele med.
Dengang blev det betragtet som et statussymbol, at have flere udendørs kornstakke, nogle bønder satte ”Hejser”, – også selvom de strengt taget godt kunne huse avlen i laden. Andre steder var hejser dog nødvendige nok, og at sætte en sådan hejse var ikke hver mands sag. Omfanget ved roden skulle nøje beregnes, og negene udvendig måtte hænge med rodenden nedad så regnen ikke kunne trænge ind. Far huggede altid en stak pinde i hegnet eller mosen til at beskytte bunden mod fugtighed fra jorden.

 

Men i 1923 købte vi en aflægger i kompagni med en nabo. Det var en maskine, der forspændt to heste kunne meje kornet og lægge negene i bunker, der så bagefter blev bundet med en halmvisk.
Denne aflægger krævede rolige og besindige heste, idet dens store vinger passerede meget tæt på hestenes haler, mange heste blev dengang skræmt med sår for livet foran en aflægger. Vi kørte dog kun i to år med dette apparat, for herefter tog bønderne tyren ved hornene og købte en helt ny selvbinder, som bevirkede at en helt ny tid tog sin begyndelse.
Binderen krævede tre heste, og her fremstod nye problemer for de lidt vanskelige ”enspænderhusmandsheste”. De var gerne ufordragelige i et trespand, og der skulle altid være tre mand til at spænde for, to til at holde hestenes hoveder adskilt, og én til at ordne hammelrebene.
Når der var maskinstop, måtte der også være en mand til at holde kontrol med de ophidsede dyr.

Vore agre derhjemme var på ca. én tdr. ld, og når der skulle høstes for med le hele vejen rundt samt ved evt. huller med lejesæd, var maskineriets nytte lidt problematisk. Far nåede aldrig at blive binderkusk, da naboens unge sønner altid sad på førersædet, noget jeg misundte dem, men jeg fik da lov at prøve da jeg først blev konfirmeret.

Livet som bonde dengang i 1920’erne var virkelig besværlig og pengene var små, alligevel vil jeg vove den påstand, at der var mere ro over tilværelsen, og tilfredsheden var også væsentligt større. Vi kendte jo heller ikke til andet.

Gamle ord og deres betydning:
Kløjd – unghest på Fyn
Nøss – stald
Mae – eng
Hejse – kornstak
Kull – byge
Moll – tordenbyge
Limm – kost
Korr – trillebør
Poteter – kartofler
Ronnever – vædder
Brokken – grævling
Hejsen – ellers
Tøt – mente
Kat – trillebør til tørv
Tolle – skikkelig
Valle – ulækker drik
Hjalle – kælling
Klose – kødboller
Hjølle – le

 

Efterskrift
Men da vi så først var kommet igennem 30’ernes trængselstider kom verdenskrigen, hvor det langsomt gik bedre for os bønder, og derefter skete der en mekanisering og afvandring fra landbruget, som ingen i sin vildeste fantasi vidst have drømt om.
I begyndelsen af 50erne begyndte det så at gå noget stærkere i landbruget. Kunstgødning og ukrudtsmidler kom på markedet til små priser og samtidig var der god afsætning på alle vore produkter. Men vi såede stadig eksempelvis kunstgødningen ud med håndkraft, og tog kartoflerne op med hånden.
Marshallhjælpen gjorde det nu muligt for selv de små landbrug, at købe en lille grå Ferguson, en plov og harve for ca. 20. – 25.000 kr.

Derefter lavede smeden de øvrige redskaber om til traktordrift, og vi fik en produktionsfremgang som aldrig set før, og lidt efter lidt forsvandt de fleste medhjælpere ind til byerhvervene, som heldigvis havde god brug for den stabile arbejdskraft.
Efterhånden kom der små forskellige maskiner til at spænde på traktoren – det tog meget af det strenge knokkelarbejde. JF vognen f.eks. der kunne sprede møg, og en frontlæsser der kunne læsse det op på vognen, for at stå og rive i en mødding godt fyldt med halm var et træls arbejde, som var dejligt at blive fri for, jo, meget knokkelarbejde forsvandt.

Bølling 6040 DK
Get directions

Fødselsdag:

1916

Erindringen ønskes afleveret til:

Egtved Lokalhistoriske Arkiv