Poul Henning Holmqvist Sørensen

Poul Henning Holmqvist Sørensen fortæller her om sine første 1½ år som købmandslærling. Det var en hård, men også lærerig tid, som der ses tilbage på.

 

Jeg hedder Poul og er født i 1939.

Gik i skole i Langebæk, en lille landsby i Sydsjælland, og ud af skolen i 7. klasse,

Så mente sognerådet vi havde lært det hele, for vi gik jo i skole hver anden dag!

Efter et år som arbejdsdreng i et en gros firma, N. Chr. Larsen i Vordingborg, kom jeg i lære hos købmand Alfred Hansen på Algade i Vordingborg. Det var i 1954, da jeg var 15 år.

Alfred, -det blev han kaldt, når han ikke hørte det, - ellers var det hr. Hansen, var hård men uretfærdig, det var kæft, trit og retning og skæld ud det meste af tiden.

Jeg tror ikke han kunne lide mig, og det var virkelig også gensidigt.

Lønnen udgjorde omkring 150,00 kr. om måneden. Selv efter den tids forhold, var det meget lidt, især når min mor skulle have det halve, for kost og logi.

Da jeg startede den første dag kl. 0700, blev jeg ikke mødt med et, "god morgen og velkommen," nej, jeg blev straks sat til at gøre rent på kontoret, som også var tiltrængt, der stod nemlig et koksfyr derinde, og der var meget beskidt. Jeg gjorde det ikke godt nok, så kom den første skideballe, - tak skal du ha´ tænkte jeg, men sådan er det nok at være i lære, så ikke noget med at pive.

Så er der sikkert gået et par dage med rengøring og oprydning oppe på lageret.

Nu var det så hestestalden der skulle gøres fin, igen skideballe på skideballe.

Jeg gjorde intet rigtigt, men mente det var noget man skulle finde sig i.

Vareudbringningen foregik med hestevogn, så jeg skulle jo også lære at lægge seletøj på den der krikke, og spænde for, det faldt mig ikke ligefor, så igen, "ka´du for f….i hede hule h…… ikke snart få det lært." Han var dygtig til bandeord.

Der var også en helt ny udlært ung mand i butikken, som Alfred behandlede godt, da han muligvis var bange for han skulle sige op, Alfred var ved at blive syg på det tidspunkt.

Vi havde en bydreng, som for det meste kørte med hesten, men han fik mere i løn end mig, så han mødte ikke før kl. 09.00. Jeg skulle gøre alt klar til han mødte.

Da der nok er gået et halvt år, skulle jeg lære at ekspedere kunder, det glædede jeg mig til.

Mandag formiddag fik jeg udleveret en kasse som kunne stå på bagagebæreren på min cykel, i kassen var 12-14 røde kontrabøger, så skulle jeg ellers ud til fru Jensen og fru Hansen osv. og modtage ordrer. Det foregik som regel i kundens køkken. Så nu fik jeg også lært at drikke kaffe. Når jeg kom hjem til butikken igen skulle jeg lave varerne til, som så blev leveret dagen efter.

Nu blev det så tid til at ekspedere kunder i butikken.

Når kunden, efter at have sagt goddag, kom hen til disken, skulle jeg krumme pegefingeren og lægge den på kanten af disken og lægge tommelfingeren ned langs kanten, mens de andre fingre skulle krummes ind i hånden, det var begge hænder, og så skulle jeg så sige, " hvad skulle det være." Det var meget nemt, men det gjorde jeg selvfølgelig også forkert. Alfred havde oparbejdet en teknik, der gik ud på at sparke sidelæns, han sparkede mig med sine træsko mange gange, han kunne gøre det, så kunden ikke kunne se det, og jeg turde ikke gøre miner til at det gjorde ondt. Jeg husker også, at jeg viste min mor blodet, der var gået gennem strømperne, men man skulle ikke komme hjem og beklage sig, man kunne nemlig bare opføre sig ordentlig og gøre hvad der blev sagt.

Jeg var ellers ikke vant til øretæver hjemmefra. Jeg følte det lidt uretfærdigt.

Senere kan man måske godt se, at Alfred en gang imellem havde grund til at blive gal på os.

Når vi skulle på kasernen med varer, skulle vi være to, hesten kunne ikke lide soldater, så en os skulle stå ved hesten.

På vej hjem skulle vi altid om på pladsen, hvor der lå mureraffald, og drikke sodavand og spise et eller andet. Jernbanen løb ved siden af, og når der kom et tog, blev hesten så bange at den satte i løb og væltede ind over nogle murbrokker. Så blev vi bange, vi så der kom blod fra hestens ene ben, og vognen fik mange skader.

Vi bandt en klud omkring benet, og vi kom da hjem, men da blev Alfred fuldstændig rasende, det var sku ikke sjovt før bagefter.

En anden gang kravlede vi op på hans rækværk for at snuppe nogle pærer, med det resultat, at rækværket væltede, igen måtte vi ind og stå ret.

En anden gang kørte vi hurtigt omkring et hjørne, så varerne væltede af vognen, bl.a. 24 fl brændevin, som vi lige havde hentet hos grossisten, der gik han også fuldstændig amok, han kunne virkelig blive vred. Sådan var der flere andre episoder. Faktisk havde vi meget sjov med den hest, når man tænker på det bagefter.

Det kunne også være nogle lange dage. På cykel fra Langebæk, 12 km. møde kl. 0700- 1745, og så på handelsskole til kl. 20.00. Op på cyklen igen til Langebæk. Vi var flere, der fulgtes ad, og vi oplevede det ikke som noget særligt, vi overlevede da.

Efter 1,5 år døde Alfred, og det blev min mor meget ked af at høre, da jeg kom hjem og fortalte det. Hun var jo sikkert bange for min videre læretid. Jeg blev ikke så ked af det.

Allerede få dage efter begyndte jeg hos N. Chr. Larsen, hvor jeg tidligere havde været som arbejdsdreng, det blev en god tid, og jeg fik gode kolleger. Der havde vi også hest.

Men alligevel, tak Alfred, du fik trods alt lært mig nogle ting.

Noget har jo hængt ved, siden den tid med Alfred, da jeg har været i butik, lige til jeg gik på pension.

 

Poul Sørensen

Langebæk

 

 

 

 

 

 

 

Gl Vordingborgvej 16
Langebæk 4772 DK
Get directions

Fødselsdag:

1939

Erindringen ønskes afleveret til:

Langebæk Lokalhistoriske Arkiv