Ragnhild Annelise Iversen

Ragnhild Annelise Nielsen fortæller om sin opvækst og skolegang i den nordlige del af Horsens i perioden 1937-1957. Det er en blandt andet en fortælling om de særlige mennesker i Annelises liv, hvordan hun blev anklaget for at snyde til eksamen og hvordan hendes bedstemor kunne få en rutebilchauffør til at køre en stor omvej for at sætte dem af ved deres hus. Gør ejerskabskrav på erindring

Mit liv 

de første år

1937 – 1943

 

Jeg har altid ønsket mig, at jeg kunne skrive en krønike om min families liv. Det er så vigtigt at få fortalt sin historie – at få videregivet den til næste generation.

Tit og ofte har jeg gået og tænkt på, hvorfor dette eller hint skete lige netop på det tidspunkt. Hvor meget har skæbnen bestemt? Hvad har vi selv gjort?

Jeg tror på, at man skal tage hånd om sit eget liv. Jeg tror på, at man til en vis grad er sin egen lykkes smed.

 

Mor fortæller sin historie fra dengang. . .

I Aaret 1925 startede min “skønne Ungdom”.

Jeg blev konfirmeret den fjerde Oktober det Aar. Vi var 10 Konfirmander i min Klasse. En dag spurgte vores Lærer, om der var nogen af os, der skulle ud at tjene? Det skulle vi alle – saadan var det dengang. Den samme Dag mødte han op hos mine Forældre for at fæste mig, som det hed – min Løn var 25 Kr. pr. Maaned. Jeg var stolt over, han havde foretrukket mig

Naa, Skolen sluttede først den 31. Oktober og jeg skulle begynde i Pladsen den 1. November. Jeg glædede mig. Endelig oprandt “Den store Dag”. Det blev Begyndelsen til to aars Mareridt for mig.

Jeg mødte klokken tre om Eftermiddagen og blev modtaget i køkkenet af “Fruen”. Straks gav hun mig Instrukser om, hvad der var mine Pligter og om, hvad jeg kunne tillade mig:

Toiletpapir 20 cm pr. Gang – Sækkelærreds Haand-klæde i Køkkenet til mit brug – En halv Skive Paalæg til en Skive Rugbrød – Siddepladsen paa Kanten af Vasken, saa jeg kunne springe, naar noget manglede.

Jeg blev anvist et usselt Værelse paa Loftet. Døren kunne ikke lukkes. Jeg var hundeangst for at sove der. Hver Aften gik jeg rundt paa det store Loft med en Petroleumslampe for at kigge, om der var nogen i krogene. Først da turde jeg lægge mig i min Seng.

Min Arbejdsplan startede Klokken 6,30 om Mor­genen. Jeg maatte ikke tænde det elektriske Lys. Først Ild i Komfuret, saa over i Skolen og fyre op.

Slæbe Brænde derover, stadig med Petroleumslampen i Haanden, saa tilbage til Privaten. Der skulle tages Aske ud af to Kakkelovne. Det skulle gøres saa for­sigtigt, at det ikke kunne ses paa et sort poleret Kla-ver, som stod ved siden af. Jeg maatte heller ikke støve det af, for saa kunne Fruen ikke se, om jeg havde været forsigtig nok. Saa tilbage til Køkkenet og koge Havregrød, dække bord og sætte Chefens tøfler frem.

Klokken 7,30 skulle børnene vækkes. De var tre og seks Aar gamle. Pigen skulle møde i Skolen Kl. 8. Hun havde langt Haar, som skulle friseres og flettes. De skulle have Mad. Drengen skulle klædes paa. Han ville ikke selv spise. Jeg maatte saa made ham og fortælle Historier. Han kunne nemlig ikke fordrage Havregrød. Klokken 7,45 dukkede Chefen op, saa fik han sin grød. Det var ikke altid, at han naaede at faa Kaffe. Han skulle jo over paa Skolen. Han dukkede saa op lidt senere. Omsider mødte Fruen op i Natkjole og klædte sig paa. Ogsaa hun fik Havregrød.

Herskabet kunne saa nyde Kaffen sammen; imens skulle jeg gaa paa Mejeriet og hente: to l. Kærnemælk, en l. Sødmælk , to dl. Fløde og 1/2 l. skummet Mælk, som Katten og jeg skulle dele.

Den fik saa oven i købet lidt Fløde oven i – ikke jeg.

Når saa morgenarbejdet var slut, kom Dagens an­dre Pligter. Sengene skulle redes, blot ikke min. Den kunne godt klare sig med at blive redt een gang om Ugen, sagde Fruen. Jeg redte den nu alligevel. Der­hjemme havde jeg aldrig kravlet i en uredt Seng. Saa skulle der vaskes Gulve, moppes, bankes Tæpper, fyres op i et par Kakkelovne og bæres Brænde ind.

Omsider var der Tid til at tænke paa Middagsmaden. Der skulle skrælles Kartofler. Forretten var næsten altid Kærnemælkssuppe – den skulle jeg fabrikere. Jævning til Sovsen skulle ogsaa staa klar.

Der var saa mange Pligter – og oh ve, hvis jeg glemte noget: “Saa faar du ikke fri paa Søndag.” Det var den største Straf, jeg kunne faa.

Min fridag var hveranden Søndag var fra Kl. 14 – 22. Opvasken fra Aftensmaden stod saa til mig næste Morgen. Jeg havde 1/2 Times Gang til mit Hjem, naar jeg løb stærkt. Efter Middagsmaden skulle der vaskes op, pudses Komfur og Køkkengulvet skulle vaskes. Fruen sov til Middag. Klokken 14 skulle jeg være fær­dig og have Kaffen parat. Jeg fik saa 10 Min. til at gaa op paa mit Værelse og klæde mig om.

Om eftermiddagen skulle jeg sy for Fruen. Et eller andet Haandarbejde eller stoppe Strømper – til hele Familien. I de to Aar, jeg tjente der, rørte Fruen dem aldrig, eller redte selv en Seng.

Jeg har aldrig kendt saa dovent og ondt et Menneske i hele mit Liv.

Når Klokken saa var blevet l6,30 skulle der lægges Varmedunke i Sengene, men ikke i min. Saa en Gang Fruens Mor var paa Besøg, sagde hun til mig: “Naar jeg nu gaar i Seng Kl. 21, maa du tage min Varme­dunk og læg ge i din Seng.”

Jeg glædede mig, det var den helt store Luksus. Men, Fruen opdagede det, saa ikke Tale om, du kan lægge to i min Seng. Kl. 17,30 skulle Aftensmaden staa klar. Derefter igen Opvask og Børnene skulle vaskes og lægges i Seng. Kamillethe til Fruen skulle staa klar.

Omsider var Klokken 20. Sommetider fik jeg lov til at løbe en Tur hjem, men jeg skulle være tilbage Kl. 22. Det var næsten umuligt at naa, saa hvis jeg var lidt sent paa den, løb jeg i Strømpesokker over Gaards-pladsen. Jeg vendte Vækkeuret om, saa kunne jeg ikke se, hvad Klokken var. Jeg vidste, at Fruen ville spørge mig næste Morgen: “ Hvornår var du hjemme?” Jeg kunne saa blot sige, at jeg ikke saa paa Uret.

For Lyve – det maatte man ikke.

Hvis Herskabet skulle i Byen om Aftenen skulle jeg sidde i Køkkenet. Der blev lagt et par Tørv i Kom­furet, ikke mere. Hvis jeg frøs, kunne jeg jo bare tage en Frakke paa. Jeg skulle sidde ved Børnene til Kl 22. Lyset maatte jeg heller ikke tænde. Jeg skulle nøjes med Petroleumslampen.

Et Aar fik de alle fire enfluenza og laa i Sengen, Nytårsaften. Jeg sad i Køkkenet. Min menu den aften: et stykke Rugbrød med leverpostej.

Jeg skulle jo være parat til at varte dem op, hvis nogen manglede noget – helt i orden.

Da de var oven Senge igen og jeg skulle have min Løn, 25 kr. – lagde Chefen 5 kr. oveni: “ Dem skal du have, fordi du var saadan en Stadspige til at passe os,” sagde han. Det opdagede Fruen – han har nok fortalt hende det – saa “Dem kan du bruge til at betale den Rude, du knallede forleden”- hun tog dem.

Hver Mandag om Vinteren fik vi en stor Torsk. Den skulle renses og skrabes til den var helt blank. Jeg skulle staa i et iskoldt Vaskehus til det Job. Derefter maate jeg ud til Pumpen og skylle fisken i to Spande Vand. Ligeledes skulle fiskekludene skylles.

Fruen stod i Vinduet og saa til, at jeg ikke snød. Aah, hvor jeg frøs. Mine hænder var revnede og blaa. Jeg tror ligefrem, at hun nød at pine mig. – En Tjenestep­ige var der jo ikke nogen, der regnede for noget.

Eftertanke . . .

Jeg sad, som Nummer eet i min Klasse, saa det gjorde ondt at blive degraderet til at være den nederste paa Ranglisten. . .

Et Aar skulle “de” nogle Dage til Fyn til hans Hjem. Jeg glædede mig. Men der var tænkt paa min “Ferie”. Hele Gaarden laa fyldt med Træ til hele næste Aars Forbrug. Det skulle jeg bære ind. Min Bror kom og hjalp mig, saa jeg kunne faa en Fridag og være hjemme i mit Hjem. Det var mit Himmerige – bare det at faa lov til at spise med ved Bordet – at blive behan­dlet som en jævnbyrdig. Jeg nød at hjælpe til – og vide, at mit Arbejde lettede Mor, som ikke var saa rask.

Naar vi skulle vaske Storvask lagde Fruen sig i Sengen Dagen før. Hun skulle samle Kræfter til det uvante Arbejde. Hun var en stor, kraftig Dame. – Der var ingen, der spurgte mig, om jeg kunne holde ud. Vasken foregik paa den Maade, at naar Familiens Tøj var vasket – kom mit i den snavsede Lud. Mine Lagner maatte kun blive vasket hvert halve Aar – og imens de var i Vask – maatte jeg ligge uden Lagner.

Eftertanke . . .

Min Mor havde givet mig pænt tøj med, da jeg beg­yndte i Pladsen. Hun havde syet blaaternede Fork­læder til om Formiddagen og hvide Forklæder til om Eftermiddagen – ogsaa pænt Undertøj havde jeg med. Mor lagde mærke til. at mit Tøj blev saa graat og jeg maatte fortælle hende Grunden.: “Saa tager du dit Tøj med herhjem”, sagde Mor. Hun havde ellers Arbejde nok i Forvejen.

Et Aar havde vi to Gæs, der gik løse omkring. Hver Aften, den Sommer, efter Kl. 8 maatte jeg samle lort op efter dem i Skolegaarden og paa Legepladsen.

En Søndag Eftermiddag, jeg havde fri, havde jeg glemt at give Katten Mælk.

Om Mandagen fik jeg en Reprimande af Fruen. (Hun maatte selv gaa i Kælderen efter Mælk) Saa hun tordnede: “Hvis du mister Kærligheden til Kat­ten – saa mister jeg Kærligheden til dig. Den var ikke stor i Forvejen. Man skulle ikke tro, at hun var rigtig Klog. Lidt Ros fik jeg dog . Hun sagde, at hun vidste, hun kunne stole paa mig og at jeg ikke gik hjem og sladrede. Hvor var jeg dum, jeg græd mine modige Taarer og asede videre.

Dette er kun et lille Udpluk af de Episoder, som ind-traf i løbet af de to Aar og endelig var det ved at være slut. Den sidste Morgen blev Havregrøden klumpet. Det var sket før – jeg havde jo ikke tid til at røre i den. Kællingen nægtede at spise den. Den blev gemt til mig til om middagen. Det blev min Afskedsmenu.

Afskedstimen slog endelig – Befrielsens Time – efter Opvask og Gulvvask m.m. Jeg kunne næsten ikke fatte, at mine trængsler var slut. Fruen stod i døren i bare bukser, brune og med lodden vrang. Hun græd: ”Du er den bedste Pige, jeg nogen sinde har haft.”

Endnu, mange Aar efter, nager bitterheden mig.

Men dengang var det saadan, at en Pige ikke løb af sin Plads. Det ville i saa fald være Pigen, der var noget i vejen med – og da slet ikke et Lærerpar.

 

Frederiksberggade, hvor det hele begyndte . . .

Min far var enkemand og havde søgt sig en husbestyrerinde og ekspeditrice til at passe sit brødudsalg. Han blev alene med fire børn efter sin kones død.

Den ældste var Henry. Han fortalte mig mange år senere, at han ikke kunne glemme synet af mor, der kom spadserende ned ad Frederiksberggade, iført hat og smart frakke. Han kunne næsten ikke tro, at så flot en dame ville komme og arbejde hos dem.

Kirstine og Carl Christian fandt hurtigt sammen og den 4. juli 1937 stod brylluppet i Frederiksberggade.

Den 24. december 1937 kom jeg til verden i Frederiks­berggade i Horsens. Jeg blev døbt: Ragnhild Annelise.

Min far havde fortalt Edith, som da var fem år, at hun blot skulle lægge sukkerknalder i vinduet, så ville hun få en lillesøster. Hun havde sådan glædet sig, men blev hurtigt skuffet. Det lille uhyre skreg hele tiden.

Drengene, Henry, Svenn Aage og Finn var henholdsvis 14, 12, og 11 år gamle. Det var bestemt heller ikke sagen, at min ankomst lige skulle være juleaften. Skuffelsen var stor og deres juleaften blev ødelagt. Det fik jeg fortalt mange gange i min barndom.

Engang, hvor drengene var blevet sat til at passe mig var jeg nær blevet kvalt. De havde proppet en ispind i halsen på mig. Så længe jeg havde den i halsen, skreg jeg da ikke.

Jeg selv har mange gode minder om mine store søskende. De var søde imod mig og ville gerne give mig omsorg. Edith var rigtig god til at fortælle historier. Hun digtede dem selv. Det var dejligt at ligge under dynen og gyse sammen, når hun fortalte sine bloddryppende spøgelseshistorier.

Men det var trange tider og mine store søskende måtte ud at tjene, så snart de var konfirmerede. Der kom flere børn til i familien. På tre år var Poul-Erik, Ragna og jeg kommet til. Mor måtte passe os, hjemmet og forretningen.

Vi fik ung pige i huset, som skulle hjælpe til. Det passede min mor fint. Særligt husker vi alle Lizzie. Hun blev nærmest et familiemedlem og var enestående sød. Hun omtalte os altid som: ”mine børn” .

Min far arbejdede som mejerist på Andelsmejeriet. I sin fritid udfyldte han skatteskemaer for folk. Under krigen var far også vagtpost om natten. Han skulle bære gasmaske og holde øje med vores boligblok, så der ikke skete noget under sabotagerne. Jeg husker tydeligt, når han stod op om natten og iførte sig udstyret. Det virkede så uhyggeligt. På det tidspunkt boede vi i Sønderbrogade i noget helt nyt byggeri. Det var en hjørnelejlighed med stor altan. De store drenge havde værelser på kvisten og vi andre seks boede i den to-værelses lejlighed med kammer. Der hørte også en kolonihave til. Det var helt fantastisk for min far.

Min mormor, kaldet bedste, boede i Dagnæs i eget hus. Den underste lejlighed var lejet ud til familien Jessen. Bedste boede i den øverste lejlighed.

Hun var en utrolig støtte for min mor og hjalp til med at passe os. Hun strikkede tøj til os og reparerede vores tøj. Tiderne var ikke til ødselhed, alt skulle anvendes. Mor var rigtig dygtig og kunne få noget ud af alting. Engang havde hun anskaffet sig nogle saltsække. De blev sprættet op, kogt og strøget. Ud af dem fik hun syet de fineste kjoler til Edith, Ragna og jeg. Ovenikøbet med flotte broderier på bærestykkerne og rundt på nederdelene.

Jeg var bedstes første barnebarn og vi blev meget gode venner. Hun lærte mig så mange ting. Der var så hyggeligt i bedstes lille lejlighed.

I køkkenet var der komfur. Der sov vi. Om morgenen tidligt stod hun op, tændte op i komfuret og gik ned og fodrede sine dyr. Derefter lavede hun havregrød til os. Det var så hyggeligt, trygt og godt. Jeg opholdt mig meget tit hos bedste.

Nogle gange kom mor og far om aftenen og hentede mig. De havde Ragna og Polle med i barnevognen. Da husker jeg også, hvor bange jeg var, når der blev luftalarm og vi gik hjemad i mørket sammen. Jeg har ikke så mange minder fra dengang jeg var fem år. Men jeg husker, hvordan mine forældre måtte ud og lede efter Polle, når han var løbet væk. To gange måtte politiet tilkaldes.

Jeg husker også mine legekammerater fra dengang: Putte, Søster og Svend-Erik.Vi blev ved med at mødes i mange år efter, at vi var flyttet fra Sønderport til Vestermarken.

 

Bedstefar fra Brædstrup. . .

“Bedstefar kommer og besøger os i dag”, siger mor. “ Han kommer med rutebilen.”

Uh ha – jeg er frygtelig bange for ham. Bedstefar er gammel, går med stok. Han er næsten skaldet og har kun lige en tot hår ovenpå hovedet. Han har også sådan noget mørkt tøj på og det lugter underligt. Det værste er dog hans skæg – det stikker. Han vil altid så gerne have mig til at rykke i det. Det gyser i mig, når jeg meget forsigtigt prøver at røre ved det og bedstefar griner. Nogle gange kommer han til at grine så meget, at han sidder og slår sig på maven.

Bare jeg nu kan slippe væk – måske gemme mig under sengen, som Polle gjorde forleden. De fandt ham først om aftenen. Måske er det bedre med et nyt sted – men det er nu også flovt, at jeg er så bange for ham. De voksne griner af det, så de skal ikke mærke noget. Jeg kunne måske tage og gemme mig bagved kommoden.

Men, mor kalder, “Tut, kom og luk op, bedstefar er kommet”. Jeg gemmer mig bagved mor og kigger forsigtigt frem, da døren bliver åbnet. Bedstefar ser mig straks og siger med et strålende smil. “Hvis du vil følges med mig hen i legetøjsforretningen, må du få den største og fineste dukke, du kan ønske dig.”

Det er utroligt – en dukke – den største – og den jeg allerhelst vil have. Rystende bange tager jeg bedstefar i hånden og følges med ham derhen. Jeg siger ikke et ord på hele turen. Det er fantastisk. Hele vinduet i forretningen er fyldt med flotte dukker. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, hvilken dukke, jeg vil eje.

Det skal være den lange slaskedukke i tøj og med den flotte kyse på. “Ja- men, siger bedstefader og ler højt. Er det den, du vil have? så skal du sandelig også have den.” Smilende betaler han dukken og velfornøjede tager vi hinanden i hånden og trasker hjemad.

Bedstefar og jeg blev fine venner, selvom vi ikke sås ret tit. Det skyldtes sikkert, at bedstemor og bedstefar var skilt. Bedste boede hos os i en lille lejlighed ovenpå. Jeg husker især engang, at bedstefar kom på besøg i Vestermarken. Han var netop ved at lægge overtøjet i entreen, da bedste kom op fra kælderen. Det huede ikke hende, at han var der. Hun nærmest fnøs.

Han ville gerne have hilst på hende – men nej. –

Bedstefar kom også engang imellem og inviterede mig på en biograftur. Det var kun mig, jeg var hans ældste barnebarn, så jeg blev lidt forkælet. Bedstefars fødselsdag, den anden maj, glædede vi os alle til. Det foregik selvfølgelig på “aldomshjemmet” i Brædstrup. Vi mødte alle op: Hans fire voksne børn, svigerbørn og 13 børnebørn.

Der var dækket kaffebord i spisesalen til os alle. Vi fik serveret dejligt hjemmebag og lagkage. Bedstefar sad for bordenden og strålede. Om eftermiddagen tog vi alle ned i parken og spillede forskellige boldspil. Alle de voksne og vi børn legede sammen. Det var utrolig rart at mærke sammenholdet i vores familie. Det glædede især bedstefar.

Om aftenen var der igen dækket op til hele familen. Nonnerne var med og deltog ivrigt i snakken omkring bordet. De var altid så venlige og søde imod os. Efter middagen kom der en mand fra Brædstrup og viste os sine rejsefilm. Jeg tror, at bedstefar havde det godt i Brædstrup. Han var vellidt af alle på “Hjemmet” og deltog i de daglige gøremål. Det var ham, der passede køkkenhaven for nonnerne. Han gik også ærinder i byen for dem og for de andre beboere. Jeg hørte, at han var udnævnt til at være deres “bydreng”. Bedstefar havde også venner i Brædstrup, som han spillede kort med i ny og næ.

Mit liv, de første år 1937-43 (Givers egen opsætning af erindringen)

 

Mit liv

de unge år

1944 – 1953

 

 

Anne og Henry var forlovede og boede en overgang hos os i kælderen på Priorsløkkevej. Jeg husker en episode. hvor Henry arbejdede i en anden by og Anne boede hos os. Mor og Anne havde haft travlt med at ordne stuegulvet. Det skulle vaskes og lakeres. Inden gulvtæppet blev lagt på igen, blev der lagt et tykt lag aviser. Far kom hjem fra arbejde og råbte højt: “Hvor er min avis, Land og Folk”? Det kunne de ikke lige svare på. Mor fik bange anelser. Gulvtæppet kom af og de gennemrodede aviserne uden resultat. Anne gik ud i køkkenet. Der sad far og læste i det nye Land og Folk, uden at have givet besked. Da skal jeg lige love for, at han fik læst og påskrevet af de to damer.

Anne og Henry blev gift. Det var et enkelt bryllup. Der var kun mor, far, Annes forældre og Annes søster og svoger med ved den lejlighed. Snart flyttede de til H.C. Andersens gade i Horsens, hvor Anne inden længe nedkom med en søn. Han blev døbt i Frelserkirken og fik navnet, Leif. Efter to år blev familien forøget med en pige, som fik navnet Lene. Nu var de en rigtig familie.

 

Familien oplever sorg.

En dag skete der noget helt forfærdeligt. Anne havde været på indkøb med de to små børn inde i byen. Hun kom hjem og ville lige smutte op i lejligheden med varerne. Lene var i barnevognen og Leif, der nu var to og et halvt år gammel, cyklede på sin lille trehjulede cykel på fortovet.

Da Anne kom ned igen kunne hun ikke se Leif nogen steder. Hun løb rundt og kaldte på ham – men ingen spor af den lille dreng. Henry blev kaldt hjem og de fik ringet til politiet. Man fandt Leif flere timer senere i et havebassin, hvor han var faldet i og druknet. Det var en stor sorg. Jeg blev bedt om at tage ud til dem og være der i nogle dage. Anne kunne ikke klare at være alene. Jeg glemmer ikke deres sorg og gråd, som de udlevede om natten. Jeg sov i stuen ved siden af.

 

Mit liv som storesøster

Familien voksede, snart havde jeg fået en lillesøster mere. Hun var rigtig sød og jeg blev meget glad for hende. Mor nød at have tid til hende.Vi andre børn var nu 8, 9 og 10 år gamle. Der var nu kommet mere ro på vores familie. Min lillesøster blev døbt: Ruth Margit Nielsen. Men der var rigtig meget arbejde med alle dyrene. Mor anskaffede sig nyudklækkede kyllinger. Dem skulle der holdes øje med. De måtte ikke klumpe sig sammen, så blev de kvalt. Kyllingerne skulle også helst være under en varmelampe. Når de blev store nok, blev de slagtet. Det tog mor sig af. Hun satte huggeblokken frem og kaldte på mig:

“Tut, du skal lige holde kyllingerne i benene, imens jeg hugger hovederne af dem”. Derefter løb de hovedløse rundt på græsplænen. Jeg gøs. . .

Men nu vankede der kyllingesteg hver søndag. Det var især skønt om sommeren, hvor vi kunne få nyopgravede kartofler og agurkesalat til. Om efter­middagen fik vi friskbagt kringle med flødeskum på. Der skulle plukkes bær i haven. Kaninerne og hønsene skulle have grønt foder, som vi børn skulle fremskaffe. Der skulle luges i haven og meget andet. Vore tanter og onkler var ikke blege for at hjælpe os. Faster i København tog os på ferier og syede flot tøj til os. Når vi var der på ferie tog hun os med ud og se byen København. Vi var selvfølgelig også i Tivoli. Min søde kusine, Ruth var med. Hende var jeg veninde med. Det skete også, at både mor, far og vi tre ældste tog med båden til København.

I en af de dage skulle vi allesammen i Tivoli. Faster pakkede en stor frokostkurv til os og vi drog af til “Mælkeriet”, en lille bod i Tivoli. Her kunne man købe drikkevarer og isvafler. Onkel Evald havde spenderbukserne på. Han købte kort til os, så vi børn kunne prøve karussellerne. Det var altid så festligt at besøge faster og onkel.

 

Hjemme i Vestermarken

Så skete det igen, mor var gravid. Jeg så hende gå og græde nede i kælderen. Hun kunne slet ikke overskue situationen. Ruth var halvandet år gammel. Jeg hørte mine forældre skændes. Det var så slemt, at jeg ofte ikke tog hjem, når jeg havde fri fra skole. Jeg blev så flov og gal, at jeg gemte mig. Far prøvede at berolige mig med at sige: “lille pige, når krybben er tom bides hestene.”

Den dag John kom til verden, husker jeg tydeligt. Jeg var 12 år gammel. Mor bad mig den dag om at blive hjemme fra skole. Hun havde brug for min hjælp til at få ordnet huset. Der skulle vaskes gulve og mange andre ting. Fru Rosdahl, jordemoderen blev hidkaldt. Hun var også mors veninde og havde bistået ved alle hendes fødsler. Fru Rosdahl besøgte os jævnligt. Jeg husker også, hvordan de to kvinder sommetider rottede sig sammen imod min far. Dagen gik og Ruth, Ragna, Polle og jeg skulle sove ovenpå hos bedste. Vi sov alle sødeligt, indtil bedste kom og vækkede os midt om natten:

“I har fået en ny lillebror, som I skal ned og se”.

Mor lå ganske stille i sengen, imens vi “fire” stod rundt om den lille seng og iagttog vores nye bror. Hverdagen blev en anden for mig. Jeg skulle nu være barnepige for to små søskende. Jeg kunne ikke få nok tid til mine lektier og mine karakterer raslede ned. Det var hårde tider for vores familie. Mor havde ikke nok kræfter til at klare så meget. Hun var tit syg og lå i sengen. Ofte blev mor indlagt på Horsens Sygehus. Far havde travlt på mejeriet og med alt arbejdet i vores store have. Der var hårdt brug for frugt og grønt til husholdningen i vores store familie. Bedste hjalp til med at passe Ruth og John. Især var det vigtigt for mig, at hun hjalp mig med at få dem i seng om aftenen. Først da fik jeg tid til mine lektier. Vi fik husmoderafløser og jeg måtte hjælpe til med alt det arbejde, jeg overhovedet kunne klare. John var en rigtig sød lille krøltop. Min veninder kaldte ham Bamse. Tit havde jeg både John og Ruth med, når jeg skulle mødes med mine veninder.

 

Jeg husker …

særlig een episode. Vi skulle til Løvhøj for at bade. Min gode og friske skoleveninde, Besser tog med. Da vi kom over til åen, var der smattet og glat på den lille sti, der førte ned til selve åen. Jeg formanede min lillebror om, at han skulle vente på græsset, indtil jeg havde fået pakket ud. Men John ville ud at bade med det samme. Han gled lige ned i åen og blev helt væk. Heldigvis stod Besser der. Hun reagerede prompte med at række hånden ned i vandet og fik fat i hans hårtop. Besser hev ham op på land under skrig og skrål. Åh, hvilken lettelse det var. Mor gik meget op i, at vi alle var pæne og rene i tøjet. Der blev strikket og syet i eet væk. Mange aftener sad mor og jeg ved kaminen og strikkede om kap. John og Ruth var tit klædt på som tvillinger i strikket tøj. Mine små søskende var begge kønne og søde børn. Jeg var stolt af dem begge to.

Det skete flere gange i den tid, at mor blev indlagt på Horsens Sygehus. Jeg fik påbud om, at vi alle fem børn skulle besøge hende på hospitalet. En dag, hvor vi var på besøg, talte mor om, at John trængte til at blive klippet. Det skulle jeg sørge for. På vejen hjem afleverede jeg ham hos barberen. Jeg kunne så lige nå at købe fars hos slagteren inden vi skulle videre med bussen hjem.

 

Det blev en katastrofe.

John havde frisk og frejdigt sagt til barberen, at han skulle “bibobbes”. Krøllerne lå på gulvet, da jeg kom for at hente ham hjem. Far blev tosset på mig, men det var ingenting imod, da vi igen den næste dag besøgte mor på hospitalet. Hun havde lige fortalt i “stuen”, at hun havde den yndigste dreng med lyse krøller. Ved synet af John brød hun fuldstændig sammen. Jeg følte mig helt magtesløs og græd, først da forstod mor. Anne og Henrys børn, Lene, Karsten og Elin blev også jeres gode legekammerater.

Jeg husker, hvordan Henry kom på cykel med Lene og Karsten til Vestermarken. Elin, som var den yngste havde Anne med på sin cykel. De kom gerne senere.

John kom i skole i Ryesgade, hvor vi andre også havde vores skolegang. Jeg ville gerne hjælpe ham med at lave lektier. Det gik ikke så godt. Jeg var for streng, så det endte gerne med, at han gav sig til at græde. Mor og far tog John i forsvar og jeg måtte fortrække.

 

Kælderen

I Sønderport havde vi haft toilet med træk og slip. Men i Vestermarken havde vi et “Das” i kælderen i de første år. Far skulle tømme spanden en gang om ugen, hvorefter der kom en vognmand og hentede indholdet.

Jeg kunne ikke lide at gå ned i kælderen, ikke mindst om vinteren, når der var koldt og mørkt. Jeg løb altid ned ad trappen og over vaskehuset, inden jeg kunne få haspen sat på. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så bange. Jeg var uhjælpelig mørkeræd.

På samme måde havde jeg det, når jeg havde besøgt Gunhild eller andre veninder om aftenen. Jeg nærmest smed min cykel ude på fortovet og drønede op af trapperne til huset og slappede først af, når jeg var kommet vel indenfor.

Jeg husker særligt engang, hvor en ung retarderet mand, der boede i Vestergade, havde fået for vane, at følge efter mig. Det var blevet lidt sent. Han fik øje på mig og kørte på cykel ned ad en parallel vej til Borgmestervej, som jeg skulle køre henad. Jeg cyklede afsted i rasende fart og nåede at komme helt ud til Priorsløkkevej uden at støde på ham. Jeg var helt ude af mig selv og smed cyklen fra mig på fortovet. Der var lys i kælderen, så der løb jeg ned. Derefter ind på toilettet, hvor jeg satte mig forpustet på brættet.

I samme øjeblik bankede det på vinduet. Jeg skreg som en besat. Mor havde set, hvordan jeg kom masende op ad trappen og ville drille mig ved at banke på ruden. Først da hun opdagede min forskrækkelse, forstod hun og måtte derfor trøste mig.

 

 

Min første udlandsrejse.

I min fritid var jeg meget sammen med Gunhild. Vi mødtes hos hinanden privat og tog på cykleture. Margrethe og Holger, Gunhilds forældre havde købt bil og ville tage på campingtur til Østrig og Schweiz. Ingrid fra Statsskolen og jeg blev inviteret med. Vi kørte ned igennem hele Tyskland og oplevede det sønderbombede land. Vi så bjerge, smukke floder og søer. Det blev en helt uforglemmelig campingtur.

 

Fritid . . .

Jeg var FPF`r i nogle år. Det var en rigtig dejlig tid. Jeg fik mange nye kammerater. En gang om ugen havde vi patruljemøde. Her lærte vi mange praktiske færdigheder. Det kunne være at binde forskellige knob. Vi lærte selvfølgerlig førstehjælp og mange andre ting. Ofte cyklede vi på weekendture til vores hus i Brigsted. Det mest spændende var dog at være på sommerlejr i det skønne Sondrup Bakker, hvor hver dag var en leg.

 

Min fars historie

Disse ord, skolen i Langøre, hørte jeg tit og ofte i min barndom, min far eller bedstemoder sige. De ord var ligesom indbefattet noget stort. Skolen i Langøre var delt op i to dele. I den ene ende boede mine bedste­forældre, Amalie og Mikkel Nielsen med deres fire børn. I den anden ende var der indrettet skole for alle børnene i Langøre. Skolen ligger så smukt ud til Stavns Fjord og dannede en dejlig ramme om familiens liv. Bedstefader var lærer, træskodegn, som det hed den­gang. Det var en stilling, som blev oprettet sammen med ham, da han som lærer kom til Samsø.

Bedstemoder styrede hus og børn. Skolen i Langøre var også mødested for byens unge. Der blev spillet og sunget i de aftener, imens min bedstemoder trakterede med sit gode hjemmebag. Der var fest og stemning. Familien var musikalske og bedstefader spillede på violin. Cordelia spillede på klaver. Man sang meget. Det var den måde, man var sammen på.

Min far fortalte os tit og gerne om sin barndom på Samsø. Han elskede sine forældre også selvom det var ham, der måtte stå for ” skud” i skolestuen. Bedstefader ville nemlig kun være “retfærdig”.

For en sikkerheds skyld blev det Carl Christian, der fik “kløene”. Han blev kaldt op til katederet og fik et rask slag i hovedet af violinbuen, før undervisningen kunne begynde. Opdragelsen af de fire børn var ellers meget kærligt. Der var selvfølgelig regler. Børnene skulle være der på klokkeslet til spisetiderne ellers fik de ikke noget at spise. Den samme regel gjaldt tidspunktet, de skulle være hjemme på. Hvis det ikke blev overholdt var døren låst og de måtte sove i vaskehuset. Dette overgik Carl Christian adskillige gange. Han fantaserede så meget, når han gik i naturen og glemte let tid og sted.

Skolen i Langøre var selvfølgelig også rammen om gymnastikopvisningen. Jeg har fået fortalt, at da var bedstemoder i sit es. Hun dirigerede det hele iført sit stiveste puds og med en stor balladehat på. Bedstemoder var også den, der underviste pigerne i madlavning og håndarbejde på skolen. Det gjaldt selvfølgelig også hendes egne døtre. Mine fastre var utrolig dygtige husmødre. Det nød vi alle godt af i tiden, der fulgte.

Mit liv, de unge år 1944-53 (Givers egen opsætning af erindringen)

 

Mit liv

Vestermarken

 

En dag skete der noget afgørende for vore familie.

Vi skulle flytte i hus. Min mor havde ved ufattelig sparsommelighed sparet sammen til udbetalingen. Hun havde entreret sig med en ejendomsmægler, helt uden min fars vidende. Papirerne var lagt frem, så min far blot skulle skrive under. Mange år senere hviskede min ældre bror Finn til mig:

“Hun må have begået et kup.”

Jeg var fem år og havde to yngre søskende, Poul-Erik og Ragna. Vi var født på tre år. Edith, som var den yngste af min fars fire børn fra hans første ægteskab, boede selvfølgelig også hos os. Hun var fem år ældre end jeg. De store drenge var kommet ud at tjene på gårde rundt omkring. Den ældste, Henry tjente på “Højagergård” i Hjortshøj hos Christiane og Aksel, som var kusine og fætter til min far.

Det var hårdt for de tre drenge at komme hjemmefra så tidligt. Men det var ikke ualmindeligt dengang. Vi børn elskede, når de kom hjem på besøg. Om aftenen blev der rullet madrasser ud på gulvet, hvor vi alle skulle sove. Vi havde det rigtig sjovt og der blev fortalt historier.

Livet i Vestermarken blev noget helt andet end det, vi havde været vant til før. Far fik nu sit største ønske opfyldt med at få en stor have. Han elskede at få noget til at gro. Der blev plantet frugttræer og bærbuske. Der blev sået urter og blomster i den helt store stil. Vi blev selvforsynende.

Mor var i sit es. Der blev malet og tapetseret i alle rum. Alt det klarede hun selv. Jeg skulle gerne klippe kanterne rene af tapeterne og jeg blev også sat til at smøre lim på banerne. Familien Westberg kiggede sommetider forbi og var fulde af beundring. De sendte jo bare bud efter maleren.

Huset ligger højt med udsigt til skov og strand. Vi kunne se Løvhøj fra køkkenvinduet og fra den øverste lejlighed var der god udsigt til Nørrestrand. Det var rigtig skønt – lige bortset fra, at den øverste lejlighed var lejet ud til en familie. Mor ville gerne have haft hele huset selv, men der var krisetider så det kunne man ikke får lov til dengang. Ægteparret, der boede der havde en søn. Men de skændtes, så det bragede. Nogle gange ringede min far til politiet. Det lød nemlig som om de var ved at slå hinanden ihjel. Den næste dag kunne vi møde dem gå sammen hånd i hånd.

 

“Alle vi børn i Vestermarken”

Mor var lykkelig for huset og arbejdede hårdt for, at alt skulle være fint og flot. Vi børn skulle også være fine i tøjet, så bedstemor fra Sølyst reparerede vores tøj og bedste strikkede strømper til os. Mor syede og broderede fine kjoler til pigerne og skjorter til drengene. Der var altid travlhed i “Villa Pax”.

Priorsløkkevej ja, hele Vestermarken var fuld af børn. Ofte måtte vi høre, at vi boede i et rabarberkvarter. Det brød vi os ikke om. Vi var omgivet af dejlige mennesker. Der var store familier som Hudichecks og familien Olsen. De havde henholdsvis 18 og 20 børn. Der var sammenhold i Vestermarken og vores familie blev hurtigt en del af det hele. Vi havde mange venner, både voksne og børn.

Dengang havde børn langt større frihed end de har i dag. Vi klatrede i de store træer i Løvhøj og badede i åen om sommeren. Vi fandt altid på noget. Drengene var søde imod os piger. De kunne godt være nogle slemme bavianer, men når det gjaldt, stod vi sammen i tykt og tyndt .

 

Bedstemoder kommer på besøg…

Bedstemoder boede i Århus og ville komme på besøg i Vestermarken. Mor havde bedt mig om at holde øje. Ude i horisonten så jeg et hestekøretøj, en karet kom­me kørende med en hel flok hujende børn rendende bagefter. Højt oppe sad kusken og bedstemor sad strunk på sædet med nedrullet kaleche. Det var et syn, vi ikke var vant til på Priorsløkkevej. Nabokonerne stod i vinduerne og ungerne hujede. Køretøjet standsede lige neden for nr. 23 – alt imens bedstemor formanede: “stille børn og I skal nok få jeres brystsukker”. Kusken sprang galant ned og førte bedstemor sikkert ned af trinene.

Vi andre stod måbende og fulgte slagets gang. Da vi kom indenfor i huset havde bedstemor gaver med til os alle. Det var festligt og bedstemor blev selvfølgelig hos os i mange dage. En dag sagde bedstemor til mig: “lille Annelise, i dag må du følge mig til konditoriet”. Henvendt til min mor sagde hun: “ Du må iklæde Annelise sine bedste klæder”. Vi skulle med bussen ned på Torvet i Horsens, hvor konditoriet lå.

Vi blev trakteret med chokolade og de lækreste kager. Intet var for godt. Bagefter skulle vi til guldsmeden. Du må selv vælge den perlekæde, du allerhelst vil have. Jeg blev helt svimmel af lykke og jeg fandt en meget flot, rød dobbeltradet perlekæde. Jeg brugte den i mange år derefter.

Vi skulle også med bussen hjem igen. Den stoppede i Vesterled, to kilometer fra Priorsløkkevej. Det passede bestemt ikke bedstemoder. Hun gik straks op til chaufføren og sagde bedende: “Lille chauffør, De kunne vel ikke køre os ud på Priorsløkkevej, jeg er så dårligt gående”. Der skal selvfølgelig ikke mangle drikkepenge. Den unge chauffør svarede frejdigt: “OK bedste.” Jeg skal lige love for, at nabokonerne kom til vinduerne, da bussen holdt neden for nr. 23. Jeg glemmer heller ikke min mors udtryk, da hun fik øje på bussen og bedstemor og jeg steg ud.

Noget senere skulle jeg igen en dag følge bedstemor på Konditori. Det hele gik planmæssigt med kager og chokolade. Der skulle handles i forretningerne og vi skulle igen hjem med bussen. Historien gentog sig. Bussen standsede i Vesterled. Chaufføren var den samme som sidst. Bedstemor marcherede igen op til ham. Han så hende straks og proklamerede:

“ Denne gang går den sgu ikke bedste”.

Med sikre taktfaste skridt og sin stok måtte bedste­mor og jeg tage hele turen til fods til Priorsløkkevej. Vi sov hele familien sammen i soveværelset, når bedstemor boede hos os. Så en aften bankede det på døren. Ind trådte bedstemor i sine nyindkøbte underbenklæder med lådden vrang og bindebånd under knæene. Nu skal I få at se mine nye “røvfutte­raler”. Hun vendte og drejede sig, så vi kunne se dem både for- og bagfra. Hun så ustyrlig ud og vi morede os alle.

Lige overfor os boede familien Poulsen. De havde fire sønner. Den ældste var flyttet hjemmefra, men Harry, Frede og Svend var vi kammerater med. “Polle” har fortalt mig, at når det havde regnet meget, stod vejen under vand. Der var jo ikke asfalteret dengang. Drengene fandt på at lukke kloak dækslet op og klatre derned, så kun deres hoveder ragede op. Det forskrækkede folk, der gik forbi. Vi badede også i regnvandet. Ja, det var tider.

Beck Jensens boede også på Priorsløkkevej. Jeg var ofte barnepige for deres datter, Kirsten. Jeg var ti år og skulle have en ny lillesøster/bror. Ruth Jensen lærte mig at strikke og med hendes hjælp fik jeg strikket en lille trøje og hue i lyseblåt angora­garn. Jeg var pavestolt.

På Borgmestervej, huset hed “Solhøj” boede famil­ien Westberg. Vi kom rigtig godt ud af det sammen, både børn og voksne. Vore mødre blev veninder hele livet. Vi børn gik i skole sammen. Jeg tror aldrig, der var et ondt ord imellem os. Man hjalp bare hinanden. Engang skulle Ragna og Kiss til afdansningsbal. Kiss havde fået syet en lyserød kjole hos fru Tonsgård. Den var rigtig flot med flæser og pynt. Mor kopierede den straks, så Ragna fik en kjole i blåt taft. Måske var den lige knap så flot, men rigtig fin alligevel.

Poul-Erik og jeg havde hver vores ged. Dem skulle vi tøjre nede i mosen inden vi gik i skole. En dag havde vi fået den ene givet for lang line. Det resulterede i, at den fik trommesyge. Børge, som var uddannet slagter blev hidkaldt. Geden skulle slagtes. Alle vi børn samledes neden for garagen og græd som piskede, imens geden blev slagtet i kælderen.

Efterhånden anskaffede mor sig høns, ænder og gæs. Det skulle bidrage til vore husholdning. Vi havde selvfølgelig også både hund og kat. De løb frit om­kring og kom, når vi kaldte dem ind om aftenen. Den hund vi havde længst var Molly. Det var en skotsk hyrdehund med flotte aftegninger. Den var mors stolthed. Engang fik Molly syv hvalpe. De var virkelig henrivende. Edith skulle lukke dem ud om morgenen. De hoppede op af hende og bed i hendes skørter.

Jeg husker, hvordan hun hvinede af fryd og irritation. Mor solgte dem lidt efter lidt og tjente en god sum penge på dem. Efterhånden fik vi også kaniner i bur. Far satte os altid til at plukke græs og mælkebøtter til dem. Helt urimeligt var det, når vi skulle plukke grønt til dem om vinteren. Vi prøvede på at snyde ved at lægge tørt hø i bunden af kurven og så lige et tyndt drys ovenpå. Vi skulle også luge lavendelhækken. som omkransede hele den store køkkenhave.

Tiden kom, hvor jeg skulle i skole. Det blev på Torden­skjoldsgade Skole. Det var under krigen. Bedste kom hver dag cyklende fra Dagnæs og fulgte mig derhen.

Da jeg senere selv skulle klare at komme hjem fra skole fik jeg besked på, at hvis der blev luftalarm, måtte jeg løbe alt hvad remmer og sejl kunne klare, så jeg hurtigt kunne komme hjem. Jeg oplevede dette flere gange og var rystende nervøs.

På et tidspunkt blev lejligheden ovenpå ledig og bedste kunne flytte ind. Hun blev en stor hjælp for min mor. Hun var inkarneret barnepige og hjalp os og naboens børn med lektier om eftermiddagen. Men hun ville også have sin middagssøvn i fred. Da skulle vi ikke komme – døren blev låst, basta.

Den 5. maj 1945 husker jeg. Hele familien sad i den lille stue ved køkkenet og hørte i radioen det dejlige budskab, at tyskerne havde overgivet sig. Far smækkede alle vinduerne op og vi løb alle ud på vejen til vore glade naboer og venner.

Men der var også det triste, at min fars bror, Henry, som var frihedskæmper var død i Neuengamme. Det var en stor sorg for familien. Onkel Henrys kone tante Ellen stod nu alene med to store drenge, Olaf og Bent. Min far havde deltaget på hjemmefronten som vagtmand i Vagtværnet.

Sommeraftenerne i Vestermarken var dejlige, alle vi børn legede ude på vejen og de voksne hyggede sig. Min far gravede tørv i mosen til vinteren. Vi børn skulle indimellem i mosen og vende eller stakke tørv. Vi skulle bruge tørvene som brændsel til den lange vinter. Om efteråret kom vognmanden og kørte dem hjem til Priorsløkkevej, hvor de blev læs­set af på fortovet. Faster Avena var den der tog trille­børen og hjalp til med at køre tørvene ind i kælderen.

Så var der kaffeselskaberne. Mor inviterede alle naboerne, samt vores spillelærer, fru Christensen og hendes mand, Holger. Der blev bagt boller og kager i lange baner. Når kaffen var serveret ville mor have, at vi tre børn, Ragna, Polle og jeg skulle stille os hen til klaveret og synge for gæsterne: “Mit barndomshjem”. Ellen Christensen akkompagnerede og vi børn følte os så pinlige berørte.

Vintrene i 40´rne var hårde med meget sne, frost og kulde. Vores fodtøj var ikke af bedste kvalitet. Vi fik “frost” i tæerne. Når vi kom hjem fra skole havde mor to spande klar, den ene med varmt og den anden med koldt vand. Derefter var der varme sokker foran kakkelovnen klar til os. Det var sparetider og i huset var der kun fyret op i et rum. Når vi skulle i seng havde mor sat varmedunke under dynerne. Det var så rart, at man næsten ikke kunne komme op om morgenen.

 

Eneboeren

Rathcke kom altid cyklende på sin store budcykel. Han havde tørrede blomster, gran og grene med, som han brugte til at lave kranse til kirkegården af. Folk købte dem gerne. De var meget billige, men sandelig også flotte. På det punkt var han professionel. Han var meget pertentlig og havde forstand på at sætte farver sammen. Min far var imponeret. Rathcke solgte også blomster til folk på torvet. Ikke sådan, at det var ham selv, der solgte dem. Næh, de blev sat i en spand, så kunne torvekonerne selv tage sig af det. Han var sky for de fleste mennesker, han mødte på sin vej. Rathcke´s have var rimelig stor, så her kunne han dyrke alt det, han skulle bruge til at leve af. Helt oppe bagved det hele lå hans bolig – et meget lille havehus, kun møbleret med et bord, som også ud-gjorde hans seng.

Han var eneboer og skyede mennesker.

Jeg har set ham løbe efter børnene, hvis de kom for tæt på hans hus. Min far havde dog fået opbygget en slags venskab til ham, grundet deres store fælles interesse i blomster og planter. Han sendte derfor os børn afsted ned til ham, hvis han havde bestilt noget. Jeg var ikke meget for det. Der var noget mystisk og farligt ved ham, syntes vi børn. Engang, hvor jeg var blevet sendt afsted til ham og hvor jeg forsigtigt bankede på, kom han helt fortumlet ud, som en trold, syntes jeg og styrtede rædselsslagen ud af hans have.

Rathcke var en lille tynd mand og ejede kun det tøj, han stod og gik i. Hver juleaftensdag, om formiddagen, inviterede min far ham op til os til et måltid mad. Min mor serverede det for ham i køkkenet. Han sad altid med ryggen til vi andre. Vi turde heller ikke nærme os. Ellers levede han sin eneboertilværelse – vel i harmoni med sine dyr og planter. Senere, meget senere, hørte vi, at Rathcke var blevet syg og indlagt på sygehuset. Det fortaltes, at de havde lagt ham i blød i sæbevand. Han havde ikke været i bad i mange år. I avisen var indrykket en dødsannonce – ingen slægt­ninge – kun præstens navn.

Vi fik aldrig rigtig at vide, hvad der var hændt ham, siden han levede på den måde. Kun, at der engang havde været en kvinde . . . Men af en eller anden grund, ser jeg, når jeg tænker på mit barndomshjem – denne lille mand i sin store habitjakke, barbrystet – på sin meget store budcykel køre forbi . . .

 

Op ned – op ned – væk . . .

Allerede i min første barndom blev jeg fascineret af dette – at kunne skrive. Min bedstemor (mormor) lærte mig, meget simpelt bogstaverne at kende ved at skrive dem med sin stok i sandet, når vi gik ture ved skov og strand. Det morede hende at se, hvordan jeg ved enhver given lejlighed greb en pind og gjorde hende det efter. Det resulterede i, at jeg kendte alfabetet, inden jeg begyndte at gå i skole.

I skoletiden holdt jeg meget af fagene: skønskrift, diktat og stil. Vi blev indført i skønskriftens æstitik af frk. Beck, vores pertentlige skolefrøken med knold i nakken og sin altid ulastelige påklædning.

Det var tider, når hun dikterede: “ op ned – op – ned – væk. Vi skrev side op, side ned, hele hæfter efter dette princip. Det medførte, at vi alle fik en smuk hånd­skrift. Senere, da vi skulle skrive dansk stil dansede bogstaverne ned ad siden for mig. Den store dille dengang for os piger var at skrive i poesibøger. Det gjaldt om at finde nogle vers, som passede godt til den person, man skrev til. Jeg var altid på “jagt” efter gode emner.

Jeg havde også penneveninder. Således opdagede jeg en helt ny dimension. Man kunne ved at skrive sam­men komme til at kende et menneske ganske godt. I flere år skrev jeg sammen med en pige fra Stavanger. Vi sendte også billeder til hinanden. Efter flere års skriverier mødtes vi på en lejrskole i Hillerød. Det var spændende at mødes og opleve, at vi ikke var fremmede for hinanden. Vi havde gode oplevelser sammen med de andre veninder.

I min barndom var der altid mennesker omkring os. Det var festligt, når min faster, onkel, kusine og bedstemor kom og fejrede juleaften med os. Faster sparede ikke på noget, bedstemor ej heller. Jeg husker min far sagde til hende: “Cordelia, du bruger for mange penge”. Hvortil hun svarede: “ Penge, det er sku da en by i Rusland”.

Vi havde min morbror Alfred og tante Inger, som havde en gård i Nr. Snede. En dejlig hvidkalket gård. På gårdspladsen var der et stort rundt bed i midten. Om sommeren var bedet fyldt med morgenfruer. Jeg husker, at vi tog ud og besøgte dem, tit sammen med bedste. Onkel Alfred eller karlen hentede os på stationen i hestevogn. Middagen bestod af: stuvet hvidkål og hjemmelavet medisterpølse.

Det var dejlige dage på gården. Når der blev høstet, sad vi ofte på hølæsset, når det gik hjemad. Om aftenen legede de voksne med os på gårdspladsen.

 

Pigeklassen

Det var i 50`rne – jeg gik i mellemskolen. Det var den første mellem- og realskole, man havde haft i den skole nogensinde. Starten var en ren pige- og drenge klasse. Vores klasselærer, frk. Ørnskov var en venlig, på sin vis også meget myndig person. Hun var altid så flot klædt og vi piger lagde mærke til, hver en lille ting i hendes påklædning. Hun var lidt af et idealbillede for os. Vi så op til hende.

Hos drengene var det hr. Henriksen, der dirigerede. Han var en fremragende lærer, som vi også nød godt af i historie og geografi. Vi piger havde selvfølgelig lagt mærke til, at hr. Henriksen havde et godt øje til frk. Ørnskov. Hvert lille blik eller små hurtige håndtryk undgik ikke vores opmærksomhed. Det skete så også en dag, at vi så, de stod og kyssede hinanden, lige da vi kom brasende ind i klassen. Hr. Henriksen var gift, så vi havde mægtig “travlt”.

Når hr. Henriksen kom ind i klassen, skulle vi sidde på vores pladser med bøgerne slået op. For alt i verden skulle vi tie stille. Den allermindste forstyrrelse reagerede han omgående på. Men han havde et godt tag på os – og vi kunne lide hans timer. Historetimerne elskede jeg – bøgerne der hørte til mine bedste og jeg drømte mig langt væk i dem. Hr. Henriksen var altid meget præcis i alt, hvad han foretog sig, og syntes vi, retfærdig. Vi skulle have terminsprøve. Det foregik nøjagtig på samme måde, som havde det været til en stor eksamen. Bordene blev flyttet fra hinanden. Vi skulle sidde en hver hvert bord og ved starten blev stopuret taget i anvendelse. Stilheden var total. Alt kunne høres. Hr. Henriksen gik frem og tilbage imellem bordene – og holdt “øje”.

Foran mig sad Birgit. Hun var næsten aldrig forberedt til timerne – prøvede at snyde sig til det ved at se efter mig eller de andre. Denne dag var ingen undtagelse. Hun havde taget en notesblok med, hvor der var skrevet årstal og navne. Notesblokken lå under hendes pult. Jeg havde set den – også set hende kigge i  den. Efter et stykke tid gjorde birgit ved et “tegn” mig opmærksom på, at jeg kunne låne den. Jeg rystede på hovedet – ville ikke have den. Men hun blev ved med at forstyrre mig når hr. Hen­riksen vendte ryggen til. Det gjorde mig nervøs. Jeg brød mig ikke om det og prøvede på at affærdige hende.

Det lykkedes ikke. Pludselig vendte hun sig lynsnart om imod mig og gav mig “Notitsen”. Jeg fik et chock og vidste ikke bedre råd end at lægge den under min pult. Der lå den så, som en tikkende bombe og gjorde mig skrækkelig nervøs. Jeg mistede helt koncentrationen. Hr. Henriksen fornam hurtigt, at der skete “noget”.

På sin tur ned igennem rækkerne opdagede han den så. . . Han gik snarrådigt ned til mig, tog ”notitsen”, så i den, tog min opgave, rev den lige midt igennem, gik op til katederet, fandt protokollen og skrev 03. Jeg var helt paralyseret – ikke eet ord kunne jeg få frem. Birgit vendte blot ryggen til og skrev på sin opgave i rasende fart. Det føltes forfærdeligt, at hr. Henriksen skulle tro, at jeg ville snyde. Jeg tænkte på det mange gange og var ked af det.

Da jeg skulle forlade skolen, var hr. Henriksen den, der gav mig de sidste ord med på vejen. Han havde da fået historien om “notitsen” fra anden side. Det var en kolossal lettelse for mig og gjorde afskeden fra min kære skole lidt lettere. I min skoletid havde jeg mange veninder, Især Gunhild havde jeg et nært forhold til. Vi blev veninder og var meget sammen i fritiden.

Jeg var også i FPF, Frivilligt pigeforbund, hvor vi var på sommerlejr. Jeg gik til gymnastik i HFS sammen med min søster Ragna, hvor vi også havde mange gode oplevelser sammen med trænerne Hanne og Svend Tønnesen. Især sommergymnastikken var noget helt særligt.

Mit liv, Vestermarken (Givers egen opsætning af erindringen)

 

 Typograflærling

i Horsens

1953 – 1957

 

Det var i 1953. Jeg gik i realklassen på Ryesgade Skole i Horsens. I nogen tid havde jeg gået og funderet over, om jeg skulle fortsætte min skolegang. Mine karakterer var ikke de bedste mere. Al min fritid var hovedsagelig gået med at være barnepige for mine små søskende. Jeg havde ikke kunnet passe mine lektier og mine forældre havde dårligt råd til at have mig gående i skole. Det var en svær beslutning, da jeg altid havde været glad for skolen og mine kammerater.

Efter, at jeg havde gået i realklassen i to måneder, lå min beslutning fast. Min far kendte en bogtrykker, hvor jeg kunne få en læreplads som typograf.

Firmaet hed Merkantil Tryk. Det var ejet af Alma og Thorvald Brandt Pedersen, som begge arbejdede i firmaet. Min far havde i forvejen spurgt Thorvald Ped­ersen om han ville tage hans datter i lære som typograf. Det ville han godt, også selvom det var usædvanligt med en pige. Jeg havde altid været meget glad for dansk, så jeg syntes det kunne være spændende at lære dette fag. Jeg skulle lære håndsætter faget i to år og derefter lære trykker faget i to og et halvt år. Det var en uddannelse, der blev benævnt sættertrykker.

Min sidste skoledag husker jeg tydeligt. Jeg havde altid været glad for at gå i skole. Mine skolekammerater, lærerne og alt det hele passede mig godt. Vores gode lærer, Henriksen havde fået til opgave at sende mig afsted. Jeg græd som pisket – men blev glad da han for­talte mig, at han havde hørt historien om “Notitsen”. Det lettede min afsked med skolen.

Arbejdstiden var kl. 7-17. Trykkeriet lå i Houmans­gade i en baggård på 1. sal. I stuetagen var der legetøjs engros lager. I forbygningen var der en plastic fa-brik. Over gården var der et offentligt toilet, som vi kunne bruge. Det var meget lidt komfortabelt med jernkumme og cementgulv, hundekoldt var der også. Jeg var bestemt ikke glad for at benytte det. Især om vinteren, hvor jeg skulle jeg møde en halv time før mester. Det var fælt. I gården var der ingen lys og jeg skulle selv låse mig ind i det mørke og kolde trykkeri. Jeg husker, hvordan jeg styrtede op af trapperne og låste mig ind, bange for at møde en lyssky person. Men det måtte og skulle jeg. Jeg tændte op i oliekaminen, så den værste kulde var overstået inden mester indfandt sig. Legetøjsfabrikanten, tror jeg, forstod min situa­tion. Han kom altid fløjtende, når han låste sig ind.

Brandt Pedersen var meget perfekt med alting. Han arbejdede med stor præcision og akkuratesse. Det første han ville høre mig i var selvfølgelig hele alfabetet. Det skulle man kunne til punkt og prikke for at blive typograf. Dernæst gjaldt det om at lære sættekassens inddeling. Bogstaverne ligger sådan, at de bogstaver man oftest bruger ligger nærmest hånden. Dernæst fik jeg stukket en vinkelhage i hånden. Jeg skulle lære at indstille formatet til satsen. Man tager bestik af formatet og bruger derefter corpus 10 kvadrater, som man stabler ved siden af hinanden i vinkelhagen. Ikke for stramt – ikke for slapt. Sætningen kan begynde.

Thorvald Pedersen gik meget op i, at jeg lærte det grundigt og hurtigt. Hver dag skulle jeg træne i dette. Man skulle kunne sætte 48 linier på halvanden time på et angivet format til svendeprøven. Det skulle selvfølgelig være fejlfrit. Det blev jo en let sag for mig. Ret hurtig fik jeg lært at sætte annoncer og firma tryksager op i de rigtige skriftsnit og størrelser.

Thorvald Pedersen var selv anerkendt for sin kunnen indenfor bogtrykfaget Hans ambition var derfor at lære mig op til at blive en rigtig dygtig håndsætter. Han roste mig også for mit arbejde. Det gik godt fremad. Men han var også striks og havde sine principper. Jeg måtte ikke bruge læbestift eller gå med kraven opslået på min mørkeblå kittel. Det ville se alt for smart ud. Jeg var ikke så modig dengang, men jeg fik da sagt til ham, at det skulle jeg nok selv bestemme. Han belærte mig også om, at jeg for alt i verden ikke måtte stå med hænderne i lommerne og kigge ud af vinduet. Det ville jo afsløre, at vi ikke havde nok at ordrer i hus.

Det blev efterår og jeg skulle gå på Teknisk Skole. Det var efter arbejdstid. Min arbejdstid sluttede jo kl. 17 og på Teknisk Skole skulle jeg møde klokken 18,15. Det var meget svært at nå.

Jeg boede i Vestermarken. Teknisk Skole ligger i Stjernholmsgade. Det er stik modsat mit hjem. Jeg skulle nå hjem, vaske mig, klæde om og spise. Jeg spurtede afsted på min gamle cykel og kunne lige akkurat nå det. Forsigtigt spurgte jeg mester om jeg ikke kunne få fri fra arbejde et kvarter før de dage, hvor jeg skulle på skole. Min far talte også med ham om det. Men nej, det kunne ikke komme på tale, så kunne jeg gå af lære. Men, som TP sagde til min far, at det ville han være ked af, for han havde aldrig før haft så dygtig en lærling. På Teknisk Skole gik det fint.

Jeg blev ret hurtigt fritaget for dansk undervisning. Det betød, at jeg skulle på skole en dag mindre om ugen. Drengene og lærerne var umådelig søde imod mig. Jeg var i de første to år den eneste pige imellem 10 drenge. Vi arbejdede i bly, som jo er meget tungt. De var altid opmærksomme og hjælpsomme, hvis de kunne se, at jeg havde problemer med at løfte en sats eller en sættekasse. Der var altid hjælp at få. Vores kammeratskab var i top. En af lærlingene, Harry havde jeg et helt særligt godt forhold til. Han var min beskytter og holdt altid øje med om de andre lærlinge nu behandlede mig ordentligt. Vi havde også et aftalt sted, hvor vi mødtes på vej til skolen. Mange gange fulgtes vi også hjemad til Vestermarken. Harry boede ved Nørrestrand, så det var kun en lille omvej for ham.

Brandt Pedersens kone, Alma var også medarbejder i trykkeriet. Hun var uddannet som pålæggerske og tog sig af arbejdet med at trykke på “Digelen”. Hun klarede også det meste af bogbinderarbejdet for os. Hver formiddag klokken 9 mødte Alma med formid-dagskaffe og brød til Thorvald og hende selv.

Der blev lukket ind til “Buret”, som vi kaldte kontoret. Jeg fik sætteriet for mig selv. Dengang var jeg som andre unge mennesker altid sulten. Jeg spurgte der­for forsigtig Brandt Pedersen om jeg ikke også kunne holde en lille pause og spise noget af min medbragte mad. Nej, det kunne der overhovedet ikke blive tale om. Jeg måtte pænt vente til middagspausen, som var på en halv time.

Mester selv tog hjem på det tidspunkt, men holdt nøje regnskab med, at jeg ikke tog for lang pause. Der var altid lagt arbejde frem, så han kunne se, at jeg havde overholdt tiden. Jeg fik også til opgave at læse et par sider i Selmars Typografi. Det overhørte han mig i, når han kom tilbage fra sin frokostpause. Jeg fortalte det til de andre lærlinge. De måbede noget.

På den måde fik jeg lært teorien og kunne efterhånden den bog udenad. Thorvald lærte mig rigtig meget af sættekunsten. Jeg fik lært, at sættekassens indhold kan bruges endog meget kreativt. Det kom mig selvsagt til gode senere. Jeg blev rigtig glad for at sætte og jeg mærkede tydeligt, at jeg havde flair for det. Den ros fik jeg også af min lærermester. Jeg tror også, at Thor­vald og Alma godt kunne lide mig. Trods alle restrik-tionerne havde jeg det godt med dem og vi arbejdede sammen i fred og fordragelighed.

De var også utroligt sparsommelige. Min ugeløn var i det første år var på 38,23 kroner. Hvis Thorvald måtte give mig 38,25 kr. blev min næste ugeløn kun 38, 21 kr. På sådan et lille trykkeri er der mange forskellige opgaver. Jeg skulle f.eks. indtrykke navne i sort på fine cigar etiketter. Denne proces foregik i fluesmækkeren.

Bagefter skulle der guldpulver på. Det skulle jeg drysse på det friske tryk ude på gangen, hvor luften var lidt mere “frisk”. Bagefter fik jeg en sodavand. Der var jo ikke noget med at beskytte sig med masker dengang.

På trykkeriet kom der også repræsentanter på besøg. Jeg måtte helst ikke tale med dem. Det brød Thorvald sig ikke om. De var gerne henne og se, hvad jeg havde fået sat op og vi faldt i snak. Til jul kom flere af dem med chokolade til mig. Det huede ikke “mester”, men det måtte han finde sig i. Thorvald Pedersen syntes, at jeg havde flair for hånd­sætningens kunst og sendte mig på en måneds ekstra kursus på Teknisk Skole i Århus.

Det blev en meget spændende tid for mig. Her lærte jeg at skitsere og designe tryksager. Vores lærere var meget dygtige og inspirerende. Vi lærte at sætte alle slags forskellige annoncer og lærte at bruge streger og ornamenter – så det færdige resultat afspejlede, hvilket firma, der annoncerede. Det blev en meget lærerig proces. Jeg nød den måned i fulde drag. De andre lærlinge, som var unge mænd var søde imod mig. Jeg var den eneste pige i kurven. Det var jeg vant til fra Teknisk Skole i Horsens. De inviterede mig ofte ud om aftenen. Det nød jeg. Jeg boede i den måned hos min bror og svigerinde i Risskov. Det blev alt i alt en rigtig lærerig og dejlig tid for mig.

Men arbejdet på Merkantil Tryk kaldte og det blev hverdag igen. Brandt Pedersen ville lære mig at sætte skemaer. Det fik jeg virkelig lært. Jeg blev også rigtig god til hovedregning. Vi skulle fremstille bogholderi skemaer. Formatet var i A3 og skulle trykkes på en meget gammel hurtigpresse med snore og pinde etc. Det krævede sin mand. Vi kaldte den “Liget”. Hver gang, vi troede, at nu kørte maskineriet, sprang der en snor eller der knækkede en pind eller to. Det gav “nerver”. Vi måtte gang på gang stoppe maskinen. Men først skulle formene sættes. Der skulle være både hoved- og tværform. Altså to trykgange.

Skemaet blev målt op – antallet af rubrikker og bred­den på hver enkelt af dem. Alt skulle gå op i Cicero systemet med streger i forskellig tykkelse. Det hele skulle være meget nøjagtig og lige tilpas justeret.

Formen blev selvsagt meget elastisk og kunne nemt trække spieser. Vi måtte ofte bruge kobber spatier og endog klippe tynde papir spatier for at få det hele til at virke i “Liget”. Hoved- og tværform skulle passe nøjagtig sammen. Ved en sådan opgave regnede jeg hele tiden i hovedet. Det kom mig tit tilgode sidenhen. Ikke mindst, når jeg har skullet handle med nogen. Jeg behøvede ikke nogen regnemaskine.

I sådan et lille firma, som Merkantil Tryk, var der mange forskellige opgaver at tage sig af. Et af dem var, at der også skulle læses korrektur af kunden, inden sat­sen gik i trykken. Det blev min opgave at cykle rundt i byen med det. Jeg kunne faktisk godt lide det. Det var en kærkommen afbrydelse fra det hårde anstrengende arbejde, det var, at skulle stå op hele dagen på det hårde cementgulv.

En af vore kunder havde firma i udkanten af Horsens, Husodde. Fabrikanten var på grund af en fejloperation helt skæv i ansigtet. Han opførte sig utilstedeligt over for mig. Jeg gjorde alt for at undgå ham og sagde til Brandt Pedersen, at jeg helst ikke ville tage derud.

Det måtte og skulle jeg.

En vintermorgen, hvor jeg som sædvanligt mødte tidligt, ringede telefonen straks, jeg havde låst mig ind. Det lød som fabrikanten. Han fortalte mig, at han var lige i nærheden og ville komme ned til mig. For­skrækket ringede jeg til centralen, hvor min venindes søster var. Hun bekræftede over for mig, at det var ham. Samtidig ringede hun til min veninde, Gunhild, at hun skulle tage ned til mig på Merkantil Tryk.

Derhjemme holdt vi møde og det blev bestemt, at min lidt yngre broder, Poul-Erik skulle følges med mig på arbejde. Han var i lære som litograf hos August Laursen, som lå tæt ved min arbejdsplads. Vi låste os ind hver morgen og så efter at alt var i orden, inden han tog videre til sit arbejde. Min arbejdstid blev ikke ændret, men jeg blev ikke mere sendt afsted til Husodde.

Da jeg havde udstået 21/2 år af min læretid døde min mester ganske pludseligt. Jeg glemmer ikke den begravelse. Alma havde bestemt, at det var mig, der skulle kaste blomster ned på kisten. Jeg havde ikke oplevet dette før, så det var underligt for mig, at stå der ved graven med hans familie om­kring mig. Men jeg var også ret sikker på, at det var en tilkendegivelse af, at Alma og Thorvald havde været tilfredse med mig.

Deres søn, Viggo, som lige blev udlært sætter-trykker skulle køre trykkeriet videre. Det gjorde vi så sammen. Vi havde nok at gøre. Alma hjalp stadigvæk alt det, hun kunne og der blev ansat en svend.

Jeg gjorde min læretid færdig. Svendeprøven blev aflagt i Merkantil Tryk – overvåget af tre skuemestre. Jeg blev antaget med ros. Teorien blev klaret på Teknisk Skole. Jeg glemmer sent de andre lærlinge den dag. Læreren kom ud på gangen og kaldte den første ind. Finn Aksel rejste sig straks og fejede elegant hånden hen imod mig: “Damerne først”. Men med Selmars Typografi i baghovedet var det en nem sag for mig.

Viggo havde ikke råd til at beholde mig, men havde skaffet mig arbejde hos Backhausens fine accidens trykkeri på Søndergade. Her skulle jeg sætte bøger og dokumenter, f.eks. til grundstens nedlæggelser. Det blev en god tid med spændende opgaver, som jeg også kunne klare. Mine kolleger var søde og rare. Der var jeg en tid, men ordretilgangen var for lav, så snart kom jeg til at arbejde på Horsens Avis.

Senere blev jeg ansat på Horsens Folkeblad, som var det bedste sted for mig. Jeg havde det som ål i mudder. Arbejdet i annonceafdelingen, kunderne, kollegerne og den gode stemning var lige noget for mig. Det var en spændende og rigtig god arbejdsplads med ordnede forhold. Kollegerne og lærlingene havde jeg det bed­ste forhold til. Jeg følte mig værdsat. Kunderne kom tit til mig, når de skulle have store annoncer i avisen. Jeg tror, at det ligger godt for kvinder at lave den slags arbejde. Det var også rart med kontakten til kunderne.

Jeg blev den første kvinde i Horsens, der havde fået svendebrev som udlært håndsætter. Senere blev ud­viklingen helt anderledes. Min mand, Knud blev lærer på Århus Tekniske Skole i den litografiske afdeling i 1975. Her var pigerne de dominerende, der var kun få drenge. Sådan er det fortsat, men med en helt anden teknologisk udvikling. Jeg har igennem årene kunnet følge udviklingen indenfor den grafiske branche. Knud har i al sin tid på arbejdsmarkedet været indenfor den branche og min søn har også taget en uddannelse.

Selv endte jeg med at starte mit eget firma i 1972.

A.I. Bogtryk, Tilst, her på vores hjemadresse i Tilst.

Det blev en spændende tid med rigtig gode opgaver, dejlige kunder og forretningsforbindelser. Det holdt ved i 26 år. Adressen var her i vores eget hus og med min familie, min datter, søn og mand som gode støtter.

Så alt i alt blev det til rigtig mange gode år

i “Sortekunstens tjeneste”.

Typograflærling (Givers egen opsætning af erindringen)