Kathrina Tobiasen

Kathrina Tobiasen, bibliotekar gennem 40 år og forfatter til flere bøger om slægtsforskning, fortæller i sine erindringer om sin opvækst samt sit liv og arbejdsliv i Randers. Et liv som bl.a. har været og stadig er fyldt med rejser. Gør ejerskabskrav på erindring

Mit liv indtil nu…

Kathrina Tobiasen Modtager af Dronningens Fortjenstmedalje 1.8.2014

Bette-tid

I begyndelsen var køkkenet, det store lune rum, hvor alt liv levedes. Ovre i hjørnet, når man kom ind fra bryggerset, tronede komfuret; dets jernvægge lærte man hurtigt at holde sig på afstand af, for de blev stegende hede, når ilden buldrede inden i det. Oven på var runde huller ned til ilden, de kunne fyldes ud med ringe, så de kom til at passe med gryderne og panderne. Øverst langs kanten var der en stang, hvor ildragere og andet grej havde deres plads. Lige ved siden af komfuret kom klynekassen, som gerne var fyldt op med brændsel.

I det modsatte hjørne af køkkenet stod det andet vigtige element: Det store spisebord i massivt træ og med linoleumsdækket bordplade. Det var urokkeligt, i hvert fald for et barn, og skulle selvfølgelig heller ikke flyttes rundt med. Her sad familien – eller rettere husstanden – og spiste. Langs væggene var en fast træbænk og langs siden, der vendte ud mod køkkenet, stod nogle taburetter. Far havde sin plads ved bordenden, karlen sad på bænken ud mod vinduet og her kom børnene vel også efterhånden. Mor og pigen brugte taburetterne, for de skulle hurtigt kunne gå til og fra bordet og servere maden.

Der var nogle skabe i køkkenet, til gryder og service, men madvarerne befandt sig i spisekammeret, som man kom til, hvis man fortsatte forbi bordet. I det smalle rum med de hvidkalkede vægge stod et bord, hvor man kunne skære brød og pålæg ud, og bag det hylderne med alle krukkerne, glassene og poserne. Tæt på døren til spisekammeret var døren, der førte ind til de finere gemakker, dagligstuen og længere inde “æ fien stou”, hvor småbørn sjældent kom – undtagen når vi skulle igennem stuen for at komme til soveværelset, som vi dog også kunne nå via bryggerset og badeværelset. De voksne satte sig i dagligstuen om aftenen, når børnene var lagt i seng, og fik aftenkaffen omkring spisebordet. Badeværelset var fint, det havde badekar på løvefødder, men det blev ikke benyttet så meget – det var vel for omstændeligt at varme vand op til at fylde det; når børnene skulle i bad, foregik det i et zinkbadekar på gulvet i badeværelset. Og vi kunne godt være to om at dele et hold vand.

Jeg var ældste barn på gården, født nøjagtigt et år og fem dage efter mine forældres bryllup. Far havde overtaget gården efter sin far, og stedet havde været i slægtens eje mange generationer tilbage, noget min far var sig meget bevidst om. Han elskede den åbne udsigt ud over engene omkring Varde Å, sikkert vel vidende at det var fra de saftige enge, at familien gennem hundreder af år havde hentet indkomme til en rimelig god tilværelse. Han nedlagde blankt veto mod at sætte et hegn eller stakit op som kunne dække for udsigten.

Han var den mellemste af tre sønner, og de to andre var gift og i gang på andre gårde. Far havde åbenbart en smule svært ved at finde en passende kone, skønt det vist ikke skortede på damer, der viste interesse. Han klarede sig de første år med skiftende husbestyrerinder, og han var 35 år før den rette indfandt sig på gården. Maren fik pladsen i 1945 og året efter blev de to gift. Og så kom børnene ellers – barn nr. 2, min søster Ella, blev født et år og tyve dage efter mig, og halvandet år senere kom endnu en datter, Inger. Så var der et lille pusterum – to år til datter nr. 4, Gunhild, men det betød ikke et stop for produktiviteten. Mor fik en abort efter et par år, hun var en kort tid indlagt på sygehuset i Varde, uden at vi børn fik at vide, hvad grunden egentlig var, og endelig – to år senere kom drengen, der selvfølgelig fik sin farfars navn, Anton. Selv var jeg udstyret med min farmors navn, Kathrine, og for at undgå den slæbende vestjyske udtale Katriiiiiine blev det stavet Kathrina. Hele min barndom hadede jeg dette gammelkonenavn og var misundelig på min søster, der godt nok skulle opkaldes efter mormor Dorthea, men var så heldig at få koblet det mere moderne Ella på, så det bedagede navn blot blev et mellemnavn.

Noget af det første jeg bilder mig ind at kunne huske var min tredje søsters fødsel. Ikke selve barnet, der mest lå i sin barneseng i soveværelset. Men vi havde besøg af nogle mænd, og de mente at det var nødvendigt at putte den halvandet årige Ella i klynekassen for at holde styr på hende. Jeg har været to et halvt år, og der kan være tale om erindringsforskydning… Derimod husker jeg tydeligt Gunhilds fødsel. Som alle andre barnefødsler foregik den hjemme på gården, og da det hele var overstået blev vi tre storesøstre hentet ind i soveværelset, hvor mor lå i sin seng, mens den nye baby trygt sov i barnesengen. Vi var mere imponerede over det store opbud af lækre kager og tærter, som nabokonerne stillede med; sådan var skik og brug: barselskonen kunne ikke stå op og bage, men det forventedes alligevel, at hun havde noget at byde de utallige gæster på, som kom for at se vidunderet. Det sørgede nabokonerne så for at hun havde – yderst praktisk.

Min farmor boede i et hus tæt ved gården, som hun og hendes mand havde fået opført, da de solgte gården til min far. Farfar var for længst død, han led af sukkersyge, som der på den tid ikke var nogen god kur imod. Men farmor var en fast bestanddel af familien. Hver søndag kom hun og spiste middag med os; søndagsmiddagen var noget særligt, svinekoteletter eller flæskesteg eller måske kylling fyldt med persille og serveret med agurkesalat, ikke så tit noget med okse, for dem slagtede vi ikke selv. Til gengæld fik vi dessert bagefter.

Jeg var ikke ret stor, før jeg selv gik over og besøgte bedstemor, som vi kaldte hende. Hun havde en dejlig bogreol i sin dagligstue, og den elskede jeg at kigge i, mens hun lå og hvilede sig på sofaen. Hun var havemenneske og havde bag huset fået anlagt en have, som havde krævet tilførsel af mange læs muldjord for at gøre den sandede jord brugelig til haveformål. Det var lykkedes, hun havde et væld af blomster og grøntsager – og hindbær, som vi dog ikke måtte spise af, de blev dyrket med henblik på salg. Hun havde noget så usædvanligt for den tid som et drivhus, hvor hun havde tomatplanter og druer. Duften af solmodne tomater minder mig for altid om bedstemors drivhus! Og druerne var forbavsende søde og saftige at sætte tænder i.

Fortsatte man videre ad vejen forbi bedstes hus, kom man til naboerne i Vesterbyen. En klynge gårde lå som en perlekæde oven for engene. Ni gårde var der, og med disses ejere plejede mine forældre megen omgang. Man inviterede hinanden til spisning om aftenen, og man sås nærmest dagligt. Der var også lidt venskabelig konkurrence landmændene imellem. Et par stykker skulle være først, med pløjning, såning, høst, mens andre tog det mere med ro og godt kunne smile lidt ad de hurtige. Far hørte til de sindige; i øvrigt havde han andre interesser ved siden af. Han gik op i politik og samfundsforhold og deltog ivrigt i foreningslivet i byen.
Man drev landbrug på gammeldags facon. Stalden var fuld af køer og kalve, og til at trække vogne og redskaber havde vi heste, store tunge arbejdsdyr, som vi børn var en smule bange for at komme for tæt på. Bag stalden befandt sig svinehuset og hønsehuset. Her var altid liv og glade dag, når man åbnede døren. Grisene hvinede, fordi de håbede at en åben dør betød mad, og hønsene blev bare forskrækkede; de kunne frit gå ud om dagen og rode rundt i hønsegården.

Oven på stalden var høloftet, et dejligt lunt og hemmelighedsfuldt sted at lege, når høet var kommet på plads. I laden, som stødte op til stalden, blev kornet, der kom ind i neg, opbevaret, indtil det skulle tærskes. Farfar havde forsynet laden med en vindmølle, der skulle drive tærskeværket, men i min tid var tærskeprocessen motoriseret. Midt i 1950’erne holdt den lille grå Ferguson sit indtog på gården. I første omgang var det dog på deltid. Min far foretog investeringen sammen med ejerne af en nabogård, brødrene Nielsen. Det fungerede vist fint nok en tid, men snart blev det dog til, at hver gård fik sin traktor. Det betød også, at vi sagde farvel til hestene. Og langsomt sneg mekaniseringen sig ind…

Man kom hviledagen i hu, selv om mine forældre var ganske almindeligt grundtvigiansk kristne og bestemt ikke overrendte sognekirken; om søndagen blev der kun udført det nødvendige arbejde. Dyrene skulle naturligvis fodres og køerne malkes, og der skulle mad på bordet til husstanden. Hvis høsten var oppe over, og det var godt vejr, fandt man det nok også hensigtsmæssigt at køre et par læs i lade. Men i almindelighed holdt man fri om søndagen. Vi fik rundstykker, som blev hentet hos bageren i Janderup, og vi fik så mange som vi kunne spise – det var ikke som hos faster Julie, som holdt strengt på, at et rundstykke pr. person måtte være passende. Søndagsmiddagen var som nævnt ekstra lækker. Vi tog måske på familiebesøg eller kørte en tur. Eller gik en tur med far i engene, medbringende en flaske saftevand og lidt kage.

Ferier var der i almindelighed ikke noget der hed. Gården skulle passes hele året rundt! Men julen stod i særlig stråleglans. Jeg husker ikke, hvordan vi fik træet de første år (senere plantede far selv graner på et stykke engjord, så vi kunne hente vores træ der), men det blev sat på verandaen, indtil det lillejuleaften blev flyttet ind i dagligstuen, hvor mor pyntede det om aftenen, og så var der streng adgang forbudt for børn i stuen hele juleaftensdag. Vi var i kirke om eftermiddagen og senere spiste vi julemiddagen, der altid indledtes med risengrød. Bagefter var der flæskesteg eller andesteg — hvis altså far havde været så heldig at vinde én ved andespillet i forsamlingshuset! Bedstemor deltog i festen, og hvis vores tjenestefolk ikke var hjemme hos deres egen familie, var de naturligvis også med; morbrødre og farbrødre holdt jul med hver deres familier. Når middagen var overstået, tændte far julelysene og endelig, endelig blev døren slået op til stuen og vi fik vidunderet at se. Vi sang en lang række salmer og sange, og så kom måske den store overraskelse: nissemanden kom på besøg med sin sæk. Den store frakke, han var klædt i, mindede mistænkeligt om den gamle frakke, der hang på knagerækken i gangen, men det formåede ikke at rokke ved troen på julemanden. Gaverne, han uddelte, var set med nutidige øjne beskedne, et par år fik Ella og jeg en dukke, som mor selv havde lavet. En hjemmesyet krop var blevet forsynet med et købehoved, og dukken fik også en lille garderobe med. Vi legede med vores nye dukkebørn, men spekulerede også dybt over, hvad der mon kunne være inde i maverne på dem. Da vi nok fornemmede, at mor ikke ville synes om det, gik vi ud i stalden, da vi klippen kroppen op og drak halm og klude ud af det afsjælede legeme …

På nabogårdene var der børn, omtrent på mig og mine søskendes alder, og vi mødtes selvfølgelig og legede. Det var ligegyldigt, om det var drenge eller piger, før vi begyndte i skolen legede vi bare. Mindeværdigt var dengang, da Ella og jeg havde besøg af Knud fra den tidligere fattiggård. Vi badede og drog i fantasien helt til Amerika. Efter den lange tur tilbage lagde vi os på strandbredden og slikkede sol. Åh, så rart og hyggeligt, lige indtil mor kom ud og råbte op. Det vand, vi badede i, var nemlig ajlen, der flød fra møddingen. Knud fik travlt med at komme hjem, mens vi andre blev hevet ind i badeværelset for at få skyllet benene grundigt.

 

Skolen

Skolegangen begyndte til april det år, man fyldte 7 år. Inden da lærte jeg at cykle for selv at kunne klare transporten de par kilometer, der var til Janderup. Mor havde travlt med at gøre os køreklar, Ella var lærenem og dristig og spurtede af sted, mens jeg godt kunne finde ud af at holde balancen på køretøjet, men var lettere panikslagen ved tanken om, hvordan jeg fik standset det og kom af. Det gik alt sammen, og jeg cyklede sammen med mor til skolen den første dag. Dagen efter fulgtes jeg med naboens Niels, men det selskab holdt kun denne ene dag. Så havde Niels lært, at han ikke skulle slå følgeskab med tøser.

Vi var fem drenge og fem piger, der mødte lærerinden frk. Mogensen, som rar og moderlig skulle lære os læsningens og skrivningens mysterier. Det var kun den første dag, vi var alene med hende, hele sommeren gik vi sammen med 2. klasse, mens 3.-5. klasserne gik sammen i “den store skole” og blev undervist af degnen. De store i 6.-7. klasse havde fri om sommeren; deres hjælp var påkrævet hjemme på gårdene. Til oktober vendte de store tilbage til skolebænken, og for at der ikke skulle være for overfyldt i storeskolen, kom 3. klasse tilbage til de små, der nu formodedes at have været så længe i skolen, at de kunne klare sig med flere i klassen. Pædagogisk metodik var der nok ikke så meget af, men faktisk lærte vi både at læse og skrive.

Frk. Mogensen gik efter nogle måneder på pension og blev afløst af frk. Rasmussen, der fik sin lejlighed på loftet over den store skole. Degnen og hans kone boede i den ene ende af skolen. Ud over læsning, skrivning og regning, havde vi bibelhistorie og frk. Rasmussen lærte os gode husmoderlige fag som husgerning og håndarbejde. På loftsetagen i den lille skole, der var forholdsvist nybygget, var der indrettet husgernings- og sløjdlokaler, og i stueetagen var der gymnastiksal med tilhørende sportsplads til boldspil og atletik. Man havde skam tilpasset sig visse nye undervisningsbestemmelser!

Vi havde en temmelig lang middagspause, og alle børn gik eller cyklede hjem til deres familie og spiste varm middagsmad. Alle steder var der en mor hjemme, der kunne trylle maden på bordet, og i øvrigt passede det bedst med familiens døgnrytme, at man fik hovedmåltidet midt på dagen. Efter spisningen tog de voksne en middagslur, og børnene vendte tilbage til skolen.

Der var ikke noget, der hed karakterbøger, og der blev ikke holdt forældrekonsultationer. Man kendte vel hinanden og behøvede ikke at holde møder for at afklare problemer. En bedømmelse af børnene var heller ikke nødvendig, for skolen lagde ikke an på, at nogen skulle læse videre. Det var alligevel kun ganske få, der gjorde det, og i disse tilfælde var degnens ord for at eleven var bogligt OK tilstrækkeligt.

En gang om året var skolen på udflugt. Det kunne være, at vi tog til Arnbjerg i Varde eller Vognsbøl Parken i Esbjerg. Forældrene kørte selv og medbragte mad, så det var ingen bekostelig affære, men vi fik lejlighed til at lege et fremmed sted, og bare det at være på udflugt var i sig selv en begivenhed. Hvert tredje år var der et stort eventyr på programmet: med de tre ældste “sommerklasser” tog man til København. Jeg kom tidligt af sted, allerede da jeg gik i tredje klasse, og det var spændende og eksotisk at køre den lange tur med toget til kongens by. Vi blev indkvarteret i en bygning, indrettet til den slags, hvor vi sov i en stor sovesal. Vi havde en guide, som præsenterede sig som Runkel, “men I må gerne kalde mig onkel“. Han tog os rundt til forskellige seværdigheder, selvfølgelig Tivoli og Zoologisk Have og Amalienborg, men vi var også i Dahls Varehus og måske andre virksomheder. Jeg gik dog glip af en del, idet jeg den ene dag fik så slem mavepine, at jeg måtte blive hjemme på sovesalen sammen med frk. Rasmussen. Måske var maveknebene fremkaldt af ren spænding?

Samme år tillod vores familie (dvs. far tog beslutningen) sig den vilde luksus at holde nogle dages ferie i hovedstaden. Vi kørte derover i bilen, og på hovedbanegården var der en skranke, hvor vi kunne få overblik over hotelmulighederne. Det blev et mindre hotel på Peter Bangsvej, der kom til at huse os de vist tre dage, vi var i byen. Vi besøgte en gammel nabodreng, der havde bosat sig i København, og ellers blev dagene brugt på de store seværdigheder Zoo og Tivoli. I Tivoli overværede vi fyrværkeriet om aftenen og havde også den chokerende oplevelse, at en større pengeseddel forsvandt fra fars baglomme.
Hvordan kunne han da også finde på at gå med penge løst i baglommen, undrede mor sig, men der var jo ikke noget at stille op. En anden dag tog vi til Sverige med færgen fra Helsingør. Svenskerne kørte i venstre side af vejen, og far kom ved et vejkryds for langt ud og blev torpederet af en svensker. Uheldet samlede en del tilskuere, og nogle børn spurgte bekymret, om jeg var kommet til skade, men jeg forstod ikke et ord af det svenske og måtte have oversætterhjælp af far. – Bilen var så ramponeret, at den ikke kunne køre videre; vi måtte have den fragtet til færgen og videre til et værksted. Familien måtte tage toget tilbage til København og senere hjem til Janderup. Og da bilen igen var klar, måtte far gøre rejsen en gang til for at hente den hjem.

I løbet af de første par år flyttede to af pigerne i min klasse til andre byer, og tilbage var tre. Vejmandens Karen kom fra lidt mere beskedne kår end vi børn fra landet – skønt klasseforskellene ikke viste særligt tydeligt for os, der var ingen af os der havde overflod af hverken tøj, legeting eller andet udstyr. Anette var fra en gård på Janderup Mark. Vi legede selvfølgelig med hinanden og også med pigerne i årgangene over og under, men det var bedst at have en særlig veninde, som man udvekslede venindering med. Det gjorde jeg med Anette, og jeg var på mange cykelture op på Marken.

Jeg rykkede op i den store klasse, hvor vi sad efter alder, drenge for sig og piger for sig. Degnen var en myndig herre, der forlangte lydighed, hvis ikke han skulle tildele rap med sin stok. En dreng, der havde lavet et nummer, som jeg ikke husker – måske havde han sparket drengen på stolen foran sig – blev beordret op foran os alle, hvor han skulle sidde på en stol og holde benene strakt ud fra sig. Når han blev træt i benene vankede der et rap over dem. Der var ikke noget Ekstrablad til at smække den slags historier på forsiden! Jeg var gennemgående meget artig og lavede ikke ulovligheder, men på et tidspunkt syntes jeg, at det var smartere at skrive stejlskrift i mit diktathæfte. Det var degnen ikke enig i, så da jeg var ved katederet for at få arbejdet synet, trak han mig i de ømfindtlige hår ved øret og stirrede på mig med et blik, der tydeligt dikterede, at sådan skrev man ikke, basta!

Repertoiret af fag blev udvidet hos degnen; vi skrev diktater og havde noget, der hed analyse mandag eftermiddag. Det var et andet ord for grammatik, men jeg mindes aldrig at have lært f.eks. at sætte kommaer. Måske er det bare noget, der er kommet? Vi lærte Danmarkshistorie og tog en gang imellem på botanisérture i engene, hvor vi kiggede på blomster. Og vi sang et væld af sange, gerne med bibelsk eller kristeligt emne. I klasseværelset stod udstoppede fugle i glasskabe, lugten af dem husker jeg stadig. Nogle af de lærebøger, degnen anvendte, kunne far genkende fra sin egen skoletid. Man ruttede skam ikke med skatteborgernes penge til unødvendige bogindkøb.

Vi havde naturligvis ferier, en lang sommerferie og en jule- og påskeferie, som mest bestod af de reglementerede helligdage. Om efteråret lå kartoffelferien, som var planlagt med henblik på at de større børn kunne hjælpe med at tage kartofler op på gårdene. Eller køre roer ind. Senere blev ferien omdøbt til efterårsferien. Året var ikke præget af de store begivenheder, men julen blev dog markeret med oplæsning af julehistorier, og den sidste dag inden ferien fik de dygtigste tegnere blandt eleverne lov til at dekorere tavlen med julemotiver i farvekridt. Inger og jeg var gerne selvskrevne til at tegne med; Inger fulgte siden sin lyst til at tegne og uddannede sig til reklametegner og endte med at illustrere bøger og selv udgive billedbøger. Jeg holdt op i teen-årene og oplevede, at evnerne forfaldt.

I fritiden dyrkede man sport! Sådan var det bare. Om sommeren spillede man håndbold (hvis man var pige), og om vinteren var der gymnastik. Jeg var ikke særlig god til nogen af delene og følte det som noget påtvunget. Men ville man være med i fællesskabet, var det sporten man samledes om. Og det gav da nogle oplevelser. Om sommeren deltog håndboldholdene i forskellige turneringer i lokalområdet, og man gik vældigt op i at vinde. Mine søstre Ella og Gunhild var meget habile spillere, jeg kunne ikke rigtigt finde ud af at fyre bolden af og optrådte mest som opdækker. Jeg var mere til læsning og til at skrive mine egne små bøger, illustreret med egne tegninger. Det var i starten eventyr, siden historier med middelaldertema, jeg digtede og nedfældede sirligt. Uden at jeg havde nogen ide om, at skriverierne skulle nå ud til et større publikum; det var bare sjovt at lave dem. Interessen kunne jeg dele med søster Inger. Det var også sammen med hende, jeg legede med dukker – der er kun et lille spring fra at fortælle og skrive en historie til at lege historien med en dukke. Kreativiteten strakte sig også til at tegne tøj til påklædningsdukker og sy tøj til de rigtige dukker. Mesterstykket var en rokoko-inspireret sag i taft med perlebroderi og blondeflæser. Ella var ikke så meget til dukker, i stedet kunne hun finde på at drille os i vores leg.

Far var glad for musik og syntes, hans børn skulle lære at spille klaver. Altså blev der anskaffet et højrygget klaver, som fik sin plads i den pæne stue. En mand fra Sdr. Vium (en onkel til en af vore unge piger i huset) kom og fik instrumentet stemt perfekt, og der blev købt noder, jeg husker specielt, at højskolesangbogens melodibog holdt sit indtog i hjemmet. Herefter skulle der findes en spillelærer. Ingen nem sag, da sådanne ikke normalt holdt til ude på landet. Men via en skoleveninde, der allerede modtog undervisning, fik vi kontakt til en dame i Varde. Desværre havde hun “dårlige nerver”, og engagementet varede ikke lang tid. Venindens mor fandt i stedet en anden løsning, en spillelærer, som ville komme i hendes hjem, og vi kunne så samles der og få vores timer. Undervisningen fortsatte med lodder og trisser. Om vi blev rigtigt gode er nok et stort spørgsmål, det kneb måske lidt med tid og lyst til at hænge i ved øvningen, men far nød at sætte sig i sofaen og lytte med, når vi spillede. Han sagde engang, at jeg spillede med stor følelse, noget som jeg selv følte, jeg havde svært ved at leve op til.

Inden jeg nåede sjette klasse blev den vestjyske skoleordning afskaffet ved lov. Nu skulle alle elever gå fuldtids i skole hele året. 8. og 9. klasse kom til, ved siden af realklasserne, som var for de særligt boglige, og nye fag blev obligatoriske. Vi skulle have fysik og engelsk på skemaet. Det kunne degnen ikke undervise i, men skolekommissionen, hvis formand var pastor Pedersen, fandt en løsning: Præsten kunne sørge for, at de store elever fik dunket lidt fremmedsprog ind i hovederne. Ikke alle var begejstrede, slet ikke far, som ikke så det store lys i pastoren, men det blev som kommissionen havde bestemt, og i sjette klasse fik jeg timer i engelsk. Pedersen var ganske uden pædagogiske kompetencer, og det kneb med at sætte sig i respekt hos eleverne, der lavede forskellige streger med ham. Så som at gemme sig i et skab eller springe ud af vinduet i øjeblikket før han kom ind i lokalet.

Tidligere var børn, der ville læse videre, i sjette klasse flyttet til den lidt større skole i Oksbøl, der havde overbygning. Min bedstemor talte for, at jeg, der var en læsehest, skulle fortsætte i Oksbøl, men jeg havde ikke den store lyst til at rykke til en fremmed skole, og far og mor pressede ikke på. Men i løbet af året snakkede jeg og Ella med vores klaverveninde og hendes mor om fremtiden, og i fællesskab udklækkede vi ideen om, at vi skulle sørge for en ordentlig skolegang og altså søge til Oksbøl. Den tanke var far helt med på, og vi blev overført. Godt nok truede kommunen med, at vi selv skulle betale skolegangen, for vi fik jo den lovpligtige undervisning i Janderup og havde ingen grund til at flytte, men der kom aldrig nogen opkrævning. Jeg gik altså i syvende klasse i Oksbøl og fortsatte bagefter i realskolen, på et af de sidste realhold.

I Oksbøl var der et hold for hver årgang, og vi havde flere forskellige lærere. Jeg husker lærer Lauritzen, vores dansk- og tysklærer, der snakkede med os som mennesker, og lærer Iversen, matematiklæreren, der åbnede mine øjne for, at matematik var meget andet end den hovedregning, degnen excellerede i, og faktisk et meget spændende fag.

 

Konfirmation

Da vi var flyttet til Oksbøl skole, skulle vores konfirmation også foregå her. Jeg gik til præst hos pastor Riger Kusk, der havde sin præstegård et stykke uden for byen. Hele klassen måtte bevæge sig derud og lære om meningen med kristendommen og konfirmationen. Riger Kusk var en udmærket præst, men jeg var nok ikke anderledes end så mange andre i den alder, og ordene satte sig ikke rigtigt fast. Noget valg mellem konfirmation eller ej var der slet ikke tale. Konfirmeret, det blev man bare.

Da højtiden nærmede sig, skulle der anskaffes udstyr. Mor syede selv konfirmationskjolen og andendagskjolen, efter mine ønsker, men vi måtte til Varde for at købe en frakke og en bh til mig. Jeg husker, at det var umådeligt vanskeligt at vælge frakken blandt de mulige modeller; med bh’en var der ikke så meget at rafle om, udvalget var ret beskedent og kravene til pasform ikke så store; det ville ikke være passende at bruge for mange penge på sådan en klud, men have den, det skulle jeg.

Selve festen var i udpræget grad mine forældres fest. Vi ryddede ud i soveværelset og far og mor sov i gæsteværelset ovenpå. Så blev der dækket op i både stue og soveværelse, og vi havde gæster tre dage i træk. Alle voksne gæster, familien den første dag, siden naboerne og mine forældres omgangskreds. Ikke en eneste kusine eller fætter var med, men jeg og mine søskende måtte sidde til højbords hver dag. Der blev holdt taler og sunget sange, og der blev givet gaver. Dog det var min mor, der videregav mine ønsker, og nummer et på min liste, en pladespiller, kom aldrig videre. Derimod fik jeg en solid læderskoletaske, da jeg jo skulle læse videre, og en del smykker, hvoraf mor fik lov til at bruge en halskæde. Penge blev der ikke givet mange af, så vidt jeg husker var det ca. 300 kr. Det skulle man lige byde nutidens konfirmander! Blå mandag var der heller ikke noget, der hed, i hver fald ikke i Janderup.
Alt i alt er konfirmationen ikke noget, jeg husker med stor glæde, den er eksempel på en begivenhed, som foregik præcis sådan som mine forældre følte, at de var forpligtede til at holde den. Det var ikke en fest for den unge, og det hele gentog sig året efter med Ella og året efter igen, da Inger skulle konfirmeres, nu dog i Janderup Kirke, for på dette tidspunkt var undervisningen i Janderup skole blevet opgraderet med en ny yngre lærer, lærer Hansen, med tidssvarende kompetencer.

Der var dog en kontant fordel ved at blive konfirmeret. Der fulgte en vis ret til selv at bestemme med. Den udnyttede jeg til at lade mit hår vokse sig langt. I mange år havde jeg drømt om et flot langt hår, så nu skulle det være. Ikke flere frisørudgifter mange år frem i tiden – trængte spidserne til en studsning, klarede en af mine søstre det.

Når vi var hjemme efter skoletid, var der selvfølgelig lektier, der skulle passes. Men herudover var der også pligter på gården. Vi skulle hjælpe med røgtningen om aftenen, køerne skulle have roer og hø, som blev hentet ned fra høloftet, og grisene skulle fodres. Det sidste var sådan set en mindre opgave end den første, men at opholde sig et kvarters tid i svinestalden afsatte en så ulidelig stank, at jeg gladeligt påtog mig at fodre køerne for at blive fri for svinene.

Om sommeren deltog vi i høhøsten og siden kornhøsten. Inden mejetærskerne tog over kørte vi på marken og samlede kornnegene op, som først havde stået i traver og tørret. En person læssede negene, og en anden sørgede for at lægge dem på plads på vognen, så forsvarligt, at de ikke risikerede at skride ud under hjemkørslen. Høet var de første år løst og tørrede på særlige stativer, hvorefter det blev forket op på vogne; senere blev høet bundet i store knipper, der var hurtigere at læsse, men ikke så hyggelige at arbejde med. Høhøsten var rar, høet var blødt og dejligt at arbejde med; kornet derimod var mere irriterende med stubbe som man stak sig på.

I løbet af efteråret blev kartoflerne og roerne taget op, i starten foregik det ved håndkraft, men også her vandt mekaniseringen ind. Men på et punkt mærkede vi ikke moderniseringen. Hvert forår skulle roerne hakkes, og det foregik med hakke, række op og række ned. Det var et fremskridt, da man fandt ud af at konstruere en maskine, der kunne så roerne enkeltvis, så man var fri for at tønde ud i rækkerne. Men de skulle fortsat gennemgås og ukrudtet fjernes. Hakketiden faldt sammen med eksamenslæsningen, men mor havde den meget fornuftige filosofi, at vi ikke kunne læse hele dagen. Det var sundt med en pause og hvad var mere passende end at henlægge den til roerækkerne? Vi blev betalt for arbejdet, fik nogle ører pr. række, og selv om arbejdsstillingen var trættende, var der også noget socialt ved det. Måske hjalp en daglejer med hakningen, måske fik et par soldater fra Oksbøl-lejren en tjans og kunne tjene lidt ekstra. Nogle af soldaterne var ikke fra landet, og deres arbejde var mindre kompetent. Det kunne også vi børn få øje på.

 

Teenager

Når man var konfirmeret, trådte man over en vigtig skillelinje. Man var nu voksen og måtte gå til baller. Når man havde forladt skolen, var det meningen, at man skulle ud at tjene. Det blev aldrig aktuelt i vores familie, for vi fortsatte jo i realen. Men ballerne var reelle nok, vi kunne begynde så snart konfirmationsdagen var passeret. Der var masser af baller. Alle sportsforeningerne på egnen holdt jævnligt bal i forsamlingshuse eller på kroer, for at få penge i kassen til foreningsarbejdet, så der var næsten en mulighed hver uge, hvis man havde lyst til og mulighed for at bevæge sig lidt omkring. Foreningen hyrede et orkester, populært var Ejnar Nielsen orkester fra Vrøgum, der leverede spillemandsmusik med trækbasun, og så stod den på dans fra kl. 22 (de fleste indfandt sig dog først ved 23-tiden eller senere) til 1-2-tiden. Man sad på bænke langs væggene, og pigerne ventede på, at en ung mand skulle komme og byde op. Det var ikke sjovt at være bænkevarmer!

Var man tørstig kunne man gå ud i skænkestuen og få en øl eller en sodavand. Vi havde ikke mange penge med og kunne sagtens klare en aften uden en tår, hvis der ikke var en fyr, der bød på en genstand. Men drukket blev der, sikkert også hjemmefra, og nogle baller var specielt berømte for de slagsmål, som gerne fandt sted her. Anden juledag i Vrøgum f.eks., men Korskroen var også et livligt sted. Vores forældre, som ellers bekymrede sig meget for deres døtres dyd, kunne godt have været lidt nervøse, men de stolede på os; vi fik lov til at gå til de baller, vi havde lyst til. Det blev anset for at være en naturlig ungdomsudfoldelse. Kun for de unge med missionsk baggrund var baller lukket land. Dans var syndigt, ligesom banden og indtagelse af alkohol, og stort set var vi to ganske skarpt adskilte grupper. Men vi havde dog en veninde, som gjorde hvad hun kunne for at snige sig med til ballerne.

Jeg var meget musikinteresseret, og den musik, jeg foretrak at lytte til, var bestemt ikke den samme som den, orkestrene ved ballerne diverterede med. Omkring konfirmationen var Cliff Richard drømmehelten, og jeg brugte gerne lidt af roepengene, og hvad jeg ellers kunne skrabe sammen, til at købe månedsbladet Vi unge, der skrev om disse ting. Musikken var det ikke så nemt at komme til at høre – Danmarks Radio holdt sig helst til mere seriøse programmer, men enkelte udsendelser for unge var der dog. Helt uundværlig var Ti vi ka’ li’ med Jørn Hjorting, som fik os til at haste gennem opvasken, så vi kunne komme ind til radioen i stuen. Senere dukkede Jørgen Mylius op på sendefladen med sine hitlister og Efter skoletid. Her åbnedes op til den store verden med masser af musik fra England og USA. Eventuelle lektier måtte laves sideløbende eller vente til bagefter, for Mylius’ musikalske nyheder var et absolut must. Ude i verden var der mere spændende radio, noget der hed Radio Luxemburg, som man kunne være heldig at tune ind på og modtage med megen hakken og udfald.

En pladespiller kom ikke på gavebordet til konfirmationen, men kort efter dukkede der alligevel en op i familien. Jeg husker ikke helt, hvem der pungede ud, formentlig var det nok far, der lod sig blødgøre. Vi fik et større monstrum, med radio og pladespiller indbygget i et skab, hvor der var plads plader i rummene ved siden af. Pladespilleren stod i en skuffe, som man trak ud, når der skulle musik til. Naturligvis skulle vi have noget at spille, og vi tøser fik lidt penge af far, så vi kunne købe ind. Det blev en single med Cliff, Lucky Lips, og Elvis’ Return to Sender, hvilket måske skuffede far, for senere blev vi bedt om at købe en plade med Raquel Rastenni! Selvfølgelig blev fr. Rastennis schlägere spillet i det lille hjem, men Cliff og Elvis tog afgjort prisen.

Pladespilleren havde holdt sit indtog, men noget fjernsyn havde vi ikke, selv om sådanne apparater begyndte at snige sig ind i nabolaget. Far mente ikke den slags var værd at få indenfor husets vægge. I stedet måtte vi gå til en nabo for at se populære programmer som EM i kunstskøjteløb eller store shows. Fars yngre bror, Bonde, var hurtig til hoppe på TVvognen, og her var kassen ofte tændt, når vi var på besøg. Fjernsynet holdt først sit indtog i mit hjem, efter at jeg var fløjet fra reden i slutningen af 60’erne, da Ella og Gunhild brugte en del af deres SU til at købe et apparat.

Sommeren 1963 steg nye stjerner op på musikhimlen: The Beatles blev det helt store, og jeg sluttede mig hurtigt til fanskaren, til fortrydelse for søster Inger, som mente at jeg nærmest begik forræderi over for Cliff. Men The Beatles’ større vildskab gik lige ind, og jeg lod pandehåret gro og gik på jagt efter engelske fanblade, når jeg var i Varde. En bog i paperback om bandet fik jeg også fat i, og den blev slugt med største interesse.

Idolernes eksempel smittede, og jeg var i forvejen en smule træt af den pænhed, man gerne skulle stille med, når man f.eks. gik til baller. Sammen med Inger begyndte jeg at gå til bal i cowboybukser, og vi eksperimenterede ivrigt med at kopiere den engelske folkesanger Donovans smarte denim-kasket. Den måtte rettes til mange gange og blev alligevel ikke helt, som vi gerne ville have den. Hvad det så end var, der lige manglede …

Vi havde ikke mange penge at skeje ud for, der faldt lidt af ved roehakningen, men det rakte ikke langt. I stedet var der en chance for at få et sommerferiejob, og det var en helt anden sag. Sammen med en veninde, Kirsten Marie, fandt jeg en annonce for et job på Bornholm i sommeren mellem 1. og 2. real, og det var næsten at slå to fluer med et smæk: tjene penge og besøge Bornholm, wauw! Vi søgte stillingerne, der var brug for to køkkenpiger, og fik dem. Måske fordi mange dengang foretrak jyske piger? Vi rejste den lange vej til klippeøen, med tog til København og natfærge uden køjeplads til Rønne, og nåede næste dag frem til Sandvig og Jernbanehotellet, der skulle være vores arbejdsplads de næste seks uger.

Hotellet var et lille pensionat, drevet af et ægtepar, der i højsæsonen flyttede ud og overlod deres private gemakker til gæsterne. Fruen stod selv for madlavningen, og Kirsten Marie og jeg skulle så hjælpe til i det gammeldags køkken. En gammel bedstefar, der talte så ravbornholmsk, at vi aldrig forstod et ord af, hvad han sagde, hørte med til medhjælpergruppen. Vi startede tidligt om morgenen med at gøre klar til morgenmaden. Bagefter var der oprydning og forberedelse af frokosten og oprydning og opvask igen. Om eftermiddagen havde vi på skift fri et par timer, en tid som vi ikke kunne bruge til meget andet end bare slappe af, og om aftenen var vi igen i gang med middagen og opvask efter samme. Det blev altid sent inden vi var færdige og kunne gå i seng. Vi arbejdede vel 10-12 timer om dagen og havde en fridag en gang imellem, vist ikke engang ugentlig, og altid hver for sig, så vi kunne aldrig tage på tur sammen. Men jeg husker, at jeg besøgte vores nabos datter, som havde giftet sig med en bornholmer og boede i Svaneke. En anden dag gik turen til Christiansø; jeg tog min tegneblok med og gik rundt på øerne og indsnusede atmosfæren og slog mig så ned og tegnede et par skitser. Noget aftenliv var der heller ikke tid og overskud til. Men vi tjente en velkommen slat penge, jeg tror det var 600 kr. Hvilket var ganske fyrsteligt for os.

De næste år fulgte Ella og Inger med samt et par af vore skoleveninder, og vi avancerede til det noget større og finere Strandhotel, stadig i Sandvig. Her var en hel folk piger, der arbejdede som stue- og køkkenpiger, og vi delte et par værelser i kælderen. Der var mere ordnede forhold, men stadig en lang arbejdsdag. Men mere tid til at hygge – vi hjemsøgte ofte en milkshakebar og må have været til irritation for indehaverne, da vores bestillinger i baren var meget beskedne. Penge havde vi ikke mange af. Der blev dog til en rockkoncert nu og da, og jeg husker, at oldfruen på hotellet var noget forarget over visses aften/ natteliv …

I november blev blev Oksbøl skoles traditionelle skolefest holdt; forældre og elever samt lærere var med, og for at få plads til alle blev festen holdt på byens hotel. Det vrimlede med folk i lokalerne, men midt på aftenen spredte det chokerende rygte sig, at præsident Kennedy var blevet myrdet. Nogen havde været hjemme og set TV eller hørt radio, og pludselig talte man ikke om andet ved skolefesten. Alle, også børnene, var forfærdede. Hvordan kunne det ske i et land som USA?

I anden real skulle jeg tage stilling til gymnasium eller ej. Der var langt til Esbjerg, og der var ikke mange, der valgte den vej, slet ikke af dem fra Janderup. Jeg var en læsehest, men mente måske nok, jeg kunne klare mig med en realeksamen, så jeg blev i Oksbøl og tog realen med. En ting var jeg dog fast besluttet på: Jeg skulle have en uddannelse og blive “noget”. Jeg ville for alt i verden ikke ud at tjene og ende som husmor, som vejen havde været for min mors generation. Ikke på vilkår!

 

Gymnasiet

I foråret 1965 skulle der for alvor tages stilling: Hvad ville jeg med livet, når skolen var overstået? Jeg var jo vild med at skrive og drømte om at blive journalist. Far havde via sit politiske arbejde som formand for den lokale Venstre-forening gode kontakter til den lokale, liberale presse, så han spurgte på Vestkystens Varde-redaktion. Jeg indleverede et par stilehæfter, og redaktøren vendte tilbage med et godt råd: Han troede på, at jeg kunne gøre mig som journalist, men lige nu havde de ikke brug for nogen, og i øvrigt opfordrede han mig til at tage studentereksamen først.

Det var i sommerferien, og jeg måtte i hast til at revidere mine planer. Tilbage til Oksbøl skole for at spørge, om de kunne sige god for min optagelse på Esbjerg Statsskole? Det gik i orden, der var plads til mig, jeg skulle bare afgøre, om jeg ville være matematiker eller sproglig? I realen havde jeg været god til matematik, men jeg lod mine interesser for det sproglige og litterære veje tungest, og til august begyndte jeg igen i skolen som nysproglig gymnasieelev.

Jeg tog hver dag lidt over kl. 7 rutebilen fra Billum til Esbjerg for at være fremme til kl. 8. Selvfølgelig var der også skolegang om lørdagen. Min klasse var en udpræget pigeklasse, som det nu var, når det var en sproglig klasse, der var tale om, fire drenge og ca. 24 piger var vi. Det var lidt af et kulturchok for mig, for her traf jeg overvejende børn af det bedre esbjergensiske borgerskab. Det sociale sammenhold i klassen var ikke overvældende stort, og jeg boede ubekvemt langt fra skolen. Så det var så som så med at deltage i et evt. festliv. Som dog heller ikke eksisterede, i hvert fald slet ikke på samme måde som i dag.

Men den viden, jeg fik adgang til, var en åbenbaring. Vores dansklærer, Espegaard, var litterat af den ældre skole; hans store helt var Johannes V. Jensen, men i øvrigt gennemgik vi hele den danske litteraturhistorie fra runerne til Rifbjerg, og jeg syntes bare det var vildt spændende. Ikke alle var begejstrede for Espegaard, og måske havde han sine syndebukke? Ikke mig, jeg fik lov til at vokse, følte jeg. Han havde den – set i bakspejlet temmelig barske – tradition, at vi elever, når vi havde fået en stil tilbage, skulle nævne vores karakterer for hele klassen. Vores første stileemne var noget med at præsentere os selv. Jeg skrev efter bedste evne og blev dybt benovet, da jeg høstede et 11-tal for den, som den eneste i klassen. En af drengene mumlede: “Espegaards mening”, men jeg havde jo bare skrevet ud fra mit eget hoved. Siden fik jeg en lang række 10’ere og 11’ere og et par enkelte 13’ere.

Andre lærere som gjorde indtryk var vores matematiklærer, der kunne være dejligt filosofisk. Mange af mine klassekammerater var afgjort ikke matematisk-mindede, men jeg syntes at denne særlige verdensorden var fascinerende. Også historielæreren hr. Kjærsgård var jeg glad for, og den store skriftlige opgave, vi skulle lave, og som gik på at beskrive en landsbykirke, gik jeg op i med liv og sjæl. Min kirke var Billum Kirke, og jeg husker, at jeg fandt en god vinkel og tegnede et fint billede som kunne smykke forsiden til min opgave. En ekstra ting, som jeg ikke gav videre til temmelig dovne Ruth, som jeg lavede opgaven sammen med, men som overlod det meste af arbejdet til mig. Kjærsgård roste min forside, og jeg er ret sikker på at han derigennem også roste min del af arbejdet med kirkerapporten.

En helt ny verden af viden åbnede sig for mig. Der var litteraturen, men der var også idehistorie og filosofi og på et tidspunkt fik jeg øje på dybdepsykologien. Jeg havde tit lidt tid at slå ihjel, inden bussen kørte hjem til Billum, og mit yndlingssted var i en periode Centralbiblioteket i Esbjerg, hvor jeg fandt litteratur af Freud og Jung. Wauw, det var spændende og satte tanker i gang. I musiktimerne opdagede jeg, at “seriøs“ musik kunne være andet end salmer og fædrelandssange; jeg fik mine første lette introduktioner til de klassiske mestre.

Et år efter startede søster Ella i 1. g, som matematiker, mens jeg skulle tage stilling til om jeg ville være ny- eller gammelsproglig. Følte mig fristet til det oldgræske og latinske, for som rektor Jensen, der stod for undervisningen, sagde, så var det let at supplere nye sprog senere, mens vi kun nu havde chancen for at fordybe os i de gamle. Jeg endte dog med at lade den formodentlige fornuft trække det længste strå og holdt mig til de moderne sprog.

En sommer tog den foretagsomme formand for den lokale sportsforening et spændende initiativ. Sammen med Gram Rejser arrangerede han en bustur til Costa Brava for unge fra Janderup og nabokommunerne. Inger og jeg meldte os til turen og kom på vores første rigtige udlandstur. Vi kørte halvandet døgn gennem Tyskland, jeg sov dårligt og vågnede med meget luft i maven og udsigt til uendelige skove af høje træer, som vi passerede. Vi kørte ind i Frankrig og overnattede i Montelimar, hvor vi stiftede bekendtskab med fransk nougat. Videre til Calella. Her boede vi på campingplads, hvor der også blev lavet hovedmåltider til os. I løbet af ugen var der arrangeret forskellige udflugter, vi kunne bl.a. komme til tyrefægtning, hvilket jeg og Inger dog ikke havde lyst til. Derimod var vi på tur til Montsarrat bjergene og sightseeing i Barcelona med Sagrada Familia og Ramblaen. Og hjemme i Calella sværmede vi lidt med byens unge fyre. Jeg husker en arkitektstuderende, som fortalte om sine sammenstød med Francos politi og viste ar på hænderne. Da snakken foregik på fransk, var der dog visse grænser for hvor dybsindigt, den kunne blive. – En aften lavede vores rejseleder lidt hyggesamvær for os og havde indkøbt nogle flasker spansk likør. Vi drak og kom i stemning, i nogle tilfælde lidt rigeligt, og i hvert fald gav aftenen en vis afsmag på likør, som kom til at række langt frem i tiden.

Ved et forsamlingshusbal traf jeg denne vinter Bent, søn af en lærer i Vejers og et par år ældre end mig, som jeg begyndte at komme sammen med. Han læste til teknikumingeniør i Horsens, og i starten sås vi til baller, når han var hjemme. Med tiden præsenterede vi også hinanden for vores respektive familier. Især mor var meget glad for den rare og høflige Bent, og jeg blev godt modtaget af hans familie, specielt hans mor og søster. Og naturligvis skulle jeg besøge ham i Horsens. Det gav dog min mor problemer, for jeg kunne jo ikke tage til Horsens og overnatte hos ham. Min kusine Sigrid var gift og boede i byen, og mors tanke var så straks, at jeg kunne bo anstændigt hos hende. Da det kom til stykket, havde hun dog opgivet planerne, og jeg fik lov til at tilbringe al tiden sammen med kæresten.

Vi fik også lov til at tage på ferie sammen; han lånte sin brors Morris Mascot og et telt, og så kørte vi til Fyn og camperede her. Jeg havde sørget for mad, dvs. jeg havde på familiens regning købt noget konserves, som bare skulle varmes op på gasblusset. Det kunne vi lige finde ud af.

Jeg vendte tilbage til 3. g og havde planer om at søge ind på Aarhus Universitet; journalistdrømmene var blegnet, og jeg ville koncentrere mig om litteraturen og læse dansk. Det fik Bent til at fundere over, at jeg så fik en højere uddannelse end ham. Ja, og hvad så, tænkte jeg, lettere forbavset over, at dét skulle være et problem? Da skolen var afsluttet, blev jeg inviteret med få et besøg hos nogle bekendte af Bents familie, som boede i Skien i Norge. Turen var fin nok, men forskellene mellem os viste sig efterhånden at være for store. Var jeg ikke klar til at være kæreste, eller var magien bare gået fløjten? Jeg begyndte at undgå ham, og han kunne fra sin side være irritabel over for mig. Da jeg med mit nyanskaffede kørekort skulle agere chauffør på en kortere biltur, benyttede han lejligheden til at kritisere min kørsel sønder og sammen. Det endte også med, at vi fandt ud af at gå hver til sit efter næsten to år.

Jeg fik min studenterhue – efter nogle overvejelser over om man hellere skulle boykotte dette statussymbol, og det gik stort set fint. Bortset fra at yndlingsfaget dansk stil blev et mareridt. Jeg læste emnerne igennem og syntes ikke, der var et eneste af dem, som jeg kunne skrive om. Jeg har glemt emnerne, men følelsen af panik står klart tilbage. Jeg brugte et langt stykke tid på at overveje, uden at en genial ide viste sig, og måtte så tage fat på et af dem, som jeg da også fik skrevet og afleveret nogle sider om. Det udløste et 8tal, og det var vist eneste gang, jeg havde måttet tage til takke med den karakter i skriftlig dansk.

Der var udlængsel i familien; far og mor havde vist vejen ved tidligt, længe før Tjæreborg og Spies, at tage på ture til Norge, Schweiz og Paris, arrangeret af en præst i et nabosogn. Karlen og pigen passede børn og bedrift, mens de var væk. På en eller anden måde lykkedes det Ella og mig at skrabe penge sammen til en flyverejse til Gardasøen. Vores første tur med flyvemaskine. Vi fløj fra Billund Lufthavn og rejste vist med Tjæreborg – hvem ellers? Vi boede på et ny opført hotel og havde fuld pension. Indehaverens frue, som var med til at servere måltiderne, havde en stor, smuk stemme og en aften underholdt hun selskabet med et par tophits fra italienske operaer. En anden aften blev der serveret forel, og hun var rundt ved alle bordene for at præsentere fisken med hoved og hale, inden vi fik serveret et spiseklart eksemplar.

Inden jeg skulle begynde på uni, ville jeg gerne tjene lidt ekstra penge, og jeg fik i august måned job som stuepige på et badehotel på Fanø. Ejerparret boede om vinteren i Virklund og knoklede om sommeren på deres hotel. Til hjælp havde de en række unger piger og en tysk kok. Jeg var lidt ældre end de andre piger, og min akademiske fremtid havde åbenbart sin virkning, for jeg blev behandlet på en anden og mere respektfuld måde end de andre piger. Der var i slutningen af sæsonen, og der var ikke fyldt op på hotellet, så jeg var ikke overbebyrdet med arbejde, men i stedet gjorde jeg mig umage med det, jeg havde, og det gav bedre respons fra gæsterne, end jeg havde oplevet det på Bornholm.

 

Studietid

Inden jeg startede studiet kørte jeg sammen med Ella til Aarhus for at finde et værelse. Via studenternes boliganvisning fik vi en adresse i Højbjerg, en villa, der var indrettet med 3-4 værelser til udlejning og fælles køkken og bad. Værelset var lillebitte, under 10 kvadrat meter, men det var billigt, og jeg slog til. Og her flyttede jeg så ind 1. september. På universitetet startede det hele med en festlig modtagelse af de nye studerende, hvor vi alle var oppe at trykke hånd med rektor.

Jeg blev tilknyttet et hold, der som lærer havde den dygtige og inspirerende Johan Fjord Jensen. For at få os godt i gang med studiet havde vi en tutor, der inviterede hele flokken til hyggeaften hjemme hos sig, og senere var vi på ophold i et sommerhus, som en af de andre studerende havde adgang til. For at ryste os sammen. Der blev gjort en del for at lette overgangen fra det omsorgsfulde gymnasium til de vilde vover på universitetet. Jeg kan ikke sige, at jeg havde svært ved at følge undervisningen, men der var andre på holdet som var langt foran mig i forhold til at formulere sig akademisk. Jeg fandt ud af, at det var fint, hvis man kunne påvise, at et digt beskrev en post coital situation, og hele klassen lyttede benovet, da en pige fremlagde en analyse af et klassisk værk, der inddrog teorier om narcissisme og tingsliggørelse. Jeg følte mig bestemt ikke helt på niveau, men det var jeg nok ikke ene om.

Jeg startede i 1968, midt i studenteroprøret. Der foregik en del omkring mig, men jeg var og forblev en lille jordbunden pige, der lige var kommet ind fra bøhlandet. Jeg undrede mig såre, når jeg hørte mine medstuderende tale om, “når revolutionen kommer”. Jamen, troede de da på det? Ideologisk set kunne jeg sagtens sympatisere med i hvert fald dele af tankestoffet, men at tro på at revolutionen var nært forestående? Det stemte i hvert fald dårligt med mit kendskab til det danske folk …

Hen mod slutningen af det første år opsagde ejeren af huset i Højbjerg vores lejemål. Huset skulle bruges til andre formål. Jeg søgte ind på “Esbjerg-kollegiet”, en stor herskabsvilla på Nordre Ringgade, der var indrettet med værelser for studerende fra Esbjerg, og jeg var heldig at komme ind. Desuden søgte jeg feriejob på kommunehospitalet i Aarhus, og her var jeg også heldig. Jeg tilbragte sommeren med bl.a. at tømme og rense glas, der havde været brugt til at opbevare organer. En helt ny verden åbnede sig, også omgangen med de øvrige rengøringsassistenter, hvoraf nogle var ret specielle, var øjenåbnende.

Jeg begyndte på andet år. I og for sig kunne jeg li’ studiet og den nye viden, jeg kunne suge til mig, men det stod jo mere og mere klart, at de drømme om at ernære sig som anmelder, der havde foresvævet mig, var rimeligt luftige. Realiteten var nok snarere, at studiet stilede mod at gøre mig til gymnasielærer. Og lærer kunne jeg slet ikke se mig selv som. I stedet kom der overvejelser over at blive bibliotekar. Det havde tidligere strejfet mine tanker, men krævede et spring til København, hvor biblioteksskolen, eneste mulighed på dette tidspunkt, var placeret. Jeg var ikke helt klar til at springe til hovedstaden, men i løbet af året modnedes tankerne, og jeg skrev til Fjord Jensen, at jeg havde besluttet at opgive studierne i Aarhus og i stedet søge ind på biblioteksskolen. Her blev jeg optaget uden problemer, og til september 1970 flyttede jeg til København.

At gå på biblioteksskolen var næsten som at komme tilbage i gymnasiet, blot med andre fag. Det var et meget struktureret studium, med en timeplan, der udfyldte de fleste dage fra morgen til midt på eftermiddagen, og med opgaver og lektier. Den første tid boede jeg hos min fætter Niels Jørgen, der arbejdede som ingeniør i hovedstaden, indtil jeg fandt et værelse hos en familie langt ude på Amager. På mit hold gik to piger fra Jylland, blandt en overvældende mængde sjællændere, og vi jyder fandt hurtigt sammen. Karin havde været ung pige i huset hos en af mine klassekammerater fra gymnasiet og kendte tilmed Ella og Gunhild fra håndboldbanen, og Mette havde gået på Esbjerg Statsskole, dog et par år efter mig. Vi dannede venskab og foretog os mange ting sammen: Gik i Det Kgl. Teater til et par kroner pr. billet på de øverste balkoner, og en rockkoncert blev det også til i ny og næ, bl.a. husker jeg, at Karin og jeg hørte Jethro Tull. Vi lavede fælles middage og lyttede til musik sammen; her var Leonard Cohen blandt de klare favoritter. Mine veninder forsøgte sig endog som piberygere – det blev anset for mere come il faut end smøger – men stoppede vist, da det viste sig at rygeuvanen sled på smagevnen. I en lang periode var vi en gruppe piger, der kom til morgenmad på skift hos hinanden søndag morgen – for komme op og godt i gang med søndagen. Vi tog til Sverige med gratis-færgebilletter (og måtte vise identifikation for at få lov til at købe vin!) og var på demonstrationsture med firmaet Paul Mertens til Knuthenborg Safaripark, uden at lade os lokke til at købe noget som helst. Og lavede forskellige opgaver sammen, når det var muligt.

På skolen havde vi solide bibliotekstekniske fag som klassifikation, katalogisering og håndbogskundskab – uhyre givende med masser af opgave, vi kunne løse i skolens store håndbogssamling. Litteratur var også et vigtigt område, jeg husker især Annelise Mark Peitersen og Keld Zeruneith, ikke mindst den sidste var en inspirerende lærer. Derudover havde vi et væld af valgfri fag om vidt forskellige emner – alt er jo relevant for en bibliotekar. Jeg havde historie med den senere chef for Det Kgl. Bibliotek, Erland KoldingNielsen, der bevægede sig højt over folkebiblioteksniveauet, og buddhisme og film med Johannes H. Christensen – hans fag fik man lyst til at vælge bare, fordi han var så eventyrligt god som formidler. Ellers var de valgfrie fag berygtede for at være legeplads for litteraturstuderende ved universitetet, der her kunne genbruge stof fra deres specialer. Men også Dan Turell kunne ses på skolen med hat og sortlakerede negle. Han underviste i science fiction sammen med Jannick Storm. Og jo, så var der sørme et fag, der hed EDB; det var valgfrit, og jeg vovede at kigge indenfor og så nogle fyre sidde og sænke krigsskibe på små skærme. Jeg så ikke lyset ved den lejlighed!

På et tidspunkt fik jeg afsat penge til at købe en pladespiller, endda en B&O, som dog dengang var overkommelig i pris for en studerende. Jeg havde ikke råd til at købe en masse plader, men i stedet hjemsøgte jeg de second handshops, som der var et par stykker af. Her kunne man få næsten hvad som helst til en billig penge, og min pladesamling voksede støt. Den stod selvfølgelig i et system af ølkasser.

Efter det første år på skolen skulle vi et halvt år i praktik. Der var rift om pladserne i hovedstadsområdet, og jeg søgte ind på Esbjerg Centralbibliotek, en ordning der medførte at jeg kunne bo hjemme i Janderup. Det fungerede, jeg havde en fin praktiktid og fik blik for, hvordan mit fremtidige job kunne se ud, og jeg sparede nogle måneders husleje. At jeg så samtidig fandt ud af, at det måske ikke ubetinget var lykken bare at vende hjem, det er så en anden ting. Mens jeg var i praktik, oplevede landet den vildeste snestorm i mands minde; selv om Vestjylland normalt slap med milde vintre, gik vi ikke helt udenom denne gang. For første gang i mit liv måtte jeg melde fravær pga. dårligt føre, men allerede dagen efter var der så meget styr på trafikken, at jeg nåede frem. Da jeg senere fik job i Randers, kunne mine nye kolleger der berette meget mere drabelige historier om naturens rasen.

Tilbage i København til nytåret 1972 fandt jeg et nyt sted at bo, Frk. Barners Kollegium for unge kvinder fra provinsen. Kollegiet lå i Helgolandsgade på Vesterbro, og det var et godt og hyggeligt sted, bestyret af en klog og moderlig forstanderinde. Jeg startede med en af de mindste værelser, men efterhånden som man avancerede i anciennitet, kunne man flytte til større rum, og jeg endte med at bo i et af de største. Beliggenheden tæt på Istedgade og Halmtorvet åbnede mine provinsøjne for helt anderledes hjørner af livet i dagens Danmark.

En anden øjenåbnende oplevelse i storstaden var de erfaringer jeg fik som hjemmehjælper. Jeg søgte jobbet, da kommunen opslog muligheden for at få et “meningsfyldt sommerferiejob”, og jeg fik foden indenfor. Jeg kom til både kvinder af det højere borgerskab og folk fra arbejderklassen, og specielt besøgene i de dårligste lejligheder gav mig et anderledes indblik i livet i storbyen. Nogle var mest af alt glade for at jeg kom og satte pris på en snak og en kaffetår, mens andre havde en liste over ting, de skulle have lavet. En sød dame udviklede på kort tid en skræk over for dyr, der trængte ind af døre og afløb, og jeg blev sat til at rense og stoppe, indtil hendes børn og repræsentanter for myndighederne en dag var troppet op og fik hende indlagt. I den anden ende af spektret skulle jeg hjælpe med rengøring hos journalist og hippie Jacob Ludvigsen, efter at hans kone havde født. I køkkenet stod rester af gårsdagens middag, nøddesteg, noget som jeg havde læst om, men aldrig stødt på.

I juni 1972 fik søster Ella en datter, Mette. Hun gik på seminariet i Esbjerg og havde i flere år været kæreste med en skolekammerat, Svend, men de var ikke gift, da barnet kom, og de blev det heller aldrig. Svend var også i gang med læreruddannelsen, men tog den i København, så Ella tilbragte sin første tid som mor hjemme hos far og mor. De tog det pænt, selv om børn uden for ægteskabet afgjort ikke var noget, de ønskede sig. Værre var det med vores faster Anna, gift med fars ældste bror, som i vores barneår havde været en vidsynet og forstående yndlingstante for os. Hun var dybt forarget over denne skamplet i familien og sagde til mor, at Ella skulle have været smidt ud hjemmefra. En udtalelse, der mildt sagt chokerede os søskende og for stedse ødelagde det gode forhold til Anna. Da begge havde uddannelserne på plads, flyttede Ella og Svend sammen i Esbjerg og fik job i nærheden. De fik senere to andre børn sammen, stadig uden at gifte sig; han insisterede på at beholde sin ret til at gå i byen med vennerne, når det passede ham, og var ikke villig til at påtage sig et ordentligt ansvar som far, og i 1985 forlod hun ham.

Efter endnu et år på biblioteksskolen fulgte volontørtiden, hvor vi dels skulle have en praktikplads (nu kaldet volontørplads, fordi vi studerende formodedes at have større bibliotekarisk viden) og dels arbejde på vores hovedopgave. Min opgave var en Stauningbibliografi, som ABA (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv) havde bestilt og som Karin, Mette og jeg bød ind på, fordi vi fandt det attraktivt at lave et stykke arbejde, som kunne bruges. Da dette arbejde skulle foregå på ABA, fik vi arrangeret det sådan, at volontørarbejdet også skulle udføres i København. For mit vedkommende medførte det tilknytning til Vanløse Filial og til hovedbibliotekets læsesal på Kultorvet. Ved siden af var der rigeligt tid til at tage nogle hjemmehjælpertimer, så jeg kunne tjene lidt ekstra skillinger.

Sommeren ’73 fulgte Karin og jeg nogle rejsedrømme og fik sammensat en rejse, der først gik til halvanden måneds kibbutz-ophold i Israel; jeg havde forbindelsen via mine søstre Inger og Gunhild, der havde været på tre måneders normalt kibbutz-ophold. Derefter skulle vi sejle fra Israel til Rhodos og besøge Karins søster for til sidst at slutte af med en uge i Athen. Især opholdet i Israel var spændende; vi arbejdede i kibbutzen, plukkede appelsiner eller hjalp i storkøkkenet eller gik til hånde i vaskeriet, men da der var stor forståelse for at vi fik set landet, fik vi let fri til at tage rundt, så vi besøgte Nazareth, Jerusalem og Betlehem, og vi badede i Det Døde Hav og sov på stranden ved Eilat. Jeg var vildt fascineret af Jerusalems gamle bydel og specielt sukh’en (bazaren), hvor jeg elskede at prutte om prisen med de handlende. Der var flere skønne bluser og en ægte “beduin”kjole plus et partisantørklæde i baggagen, da vi rejste hjem. Vi boede på billige herberger, når vi var på farten, og kom rundt med de offentlige busser. Hjemme i kibbutzen blev vi inviteret hjem til forskellige kibbutznikker og hørte om Israels historie og grunden til problemerne mellem israelere og palæstinensere, som allerede dengang var til at få øje på. Og lærte andre unge fra hele verden, der kom til kibbutzen, at kende. I et par hytter boede en gruppe palæstinensere, som arbejdede på stedet; de holdt sig mest for sig selv – eller måske var det kibbutzfolkene, der ikke indbød til samvær med dem?

I løbet af studietiden rykkede min politiske overbevisning mod venstre, inspireret af det miljø jeg bevægede mig i og tidsånden i det hele taget. Det var ikke in at være konservativ, og i øvrigt passede solidaritet med mindre velbemidlede bedre med min verdensopfattelse. Far havde altid været politisk aktiv som formand for den lokale Venstreforening; han var dog gammeldags venstremand med rod i bondestandens opkomst som politisk faktor og lå et godt stykke fra det moderne business-Venstre. Uden at han prækede sin overbevisning for sine børn, viste han med sit eksempel at det var vigtigt at have en holdning. Vi diskuterede tit politik, når vi var hjemme, ikke mindst atomkraft kunne bringe sindene i kog. Jeg blev dog aldrig medlem af et parti og holdt mig langt væk fra de meget doktrinære ydergrupperinger.

Kvindefrigørelsen var jeg også optaget af. Jeg var fast overbevist om at jeg skulle have en ordentlig uddannelse, så jeg ikke skulle forsørges af en mand; jeg læste Suzanne Brøgger og andre in-kvinder, og da Kvinde kend din krop senere udkom, var den en naturlig anskaffelse. Jeg drømte dog aldrig om at tage på ø-lejr, som de avancerede ellers gjorde. Uden egentligt at tænke det igennem følte jeg nok, at jeg ville føle mig puttet i en kasse, som var alt for snæver og firkantet. Hvis jeg f.eks. ikke havde lyst til promenere mine bare bryster, så skulle en eller anden tonegivende mening heller ikke fortælle mig, at det skulle jeg skam!

Sommeren ’73 kom søster Gunhild til staden og fik et værelse hos frk. Barner. Hun skulle starte på RUC, hvor hun ville læse til socialrådgiver, og inden da ville hun gerne tjene nogle penge. Det var altid muligt i København. Mens hun boede der, havde vi bl.a. besøg af hendes japanske kammerat fra kibbutztiden, der var på Europa tourné. Det førte til lidt sværmeri, inden han tog hjem til Tokyo. Det var også i denne periode, at vi blev ringet op af far, der fortalte, at mor havde fået en hjerneblødning og var indlagt på Varde Sygehus. Det var ikke alvorligt, beroligede han, og vi skulle ikke komme styrtende hjem; nej, det var ikke livstruende, men faktisk havde hun fået en lammelse, som hun aldrig kom helt over. Med ihærdig genoptræning og meget viljestyrke blev hun dog i stand til at klare mange daglige gøremål.

Rent økonomisk klarede jeg mig for min SU og det, jeg tjente ved ferie- og studiejobs. Jeg havde absolut ingen dyre vaner, boede billigt, og tøj gik jeg ikke meget op i. Jeg strikkede og syede en del selv, dyrkede også batikfarvning, så min hovedbeklædning bestod stort set i hjemmefarvede bleer. Resten købte jeg billigt, en lammeskindspels med rå kanter var et luksusindkøb. Det sidste år lånte jeg dog det beløb, man som studerende kunne låne rentefrit, fordi jeg blev belært om, at det var klogt, og desuden kunne jeg jo godt få brug for lidt penge, når jeg skulle etablere mig i forbindelse med job et eller andet sted.

Dette år fik vi også meddelelse om, at frk. Barners kollegium ville lukke til sommeren 1974. Fonden bag det drev også et hjem for ældre kvinder, og der var ikke længere penge til begge, så man skønnede, at behovet var størst hos de ældre. Jeg var heldig, at jeg lige kunne blive på stedet til mit studium var afsluttet, men i løbet af året begyndte kollegiet at blive affolket, og det var nemt at avancere til de store værelser.

Hen mod slutningen af biblioteksskoletiden måtte tankerne vendes mod jobmarkedet. Selv om vi siden starten af studiet havde fået at vide, at der mange år frem i tiden ville være stor mangel på bibliotekarer, var det allerede ved at vende i 1974. Det var tydeligt, at der var mange flere ansøgere end stillinger i Københavnsområdet, og jeg gjorde hurtigt op med mig selv, at jeg ikke havde noget imod at vende tilbage til hovedlandet. Jeg søgte en stilling i Aarhus, som ikke gav pote, men så var der et opslag fra Randers, hvor man søgte et antal bibliotekarer til at køre bogbus i det forbund af nabokommuner, som man betjente fra Randers Bibliotek. Det lød spændende i mine øjne, så jeg skrev en ansøgning. Der var ikke noget der hed kurser i ansøgningsskrivning, og jeg havde intet at fylde på mit cv, ud over en opvækst på landet, som kunne formodes at give mig et vist kendskab til den persongruppe, jeg skulle betjene fremover, og et forlist dansk-studium. Garanteret en ansøgning som uden mange overvejelser ville komme nederst i stakken i dag, men tiderne var jo anderledes. Ansøgningen blev sendt af sted. Karin søgte også, men da de søgte flere bibliotekarer, var vi ikke i konkurrence om en stilling.

Ugerne gik, og vi hørte intet fra Randers. Til sidst kontaktede vi biblioteket, og jo, vi var skam indstillet til stillingerne, men der havde været kommunalvalg, og der var nye folk på pindene, som åbenbart havde vigtigere ting at sætte sig ind i. Men vi kunne regne med, at vi var ansat. Stillingerne blev opslået igen, og i anden omgang fik man seks nye ansøgere fra samme årgang som også blev ansat.

Mette havde fundet en kæreste i København, så hun valgte at blive i byen og det lykkedes hende rimeligt hurtigt at få arbejde på Frederiksberg Bibliotek. I starten vist som vikar og på deltid, men hun holdt fast i stillingen og kunne fejre 40 års jubilæum i juli 2014.

Endelig skulle eksamen overstås. Det gik uden problemer, bortset fra et skriftligt fag som lå en mandag. Jeg havde været i Aarhus i weekenden for at besøge søster Inger der, så jeg var nok i søvnunderskud. I hvert fald vågnede jeg først en halv times tid efter, at eksamen var startet! Jeg, der ellers aldrig havde problemer med at komme op om morgenen! Jeg skyndte mig at ringe til biblioteksskolen, og her opfordrede de mig til at komme så hurtigt som muligt og forsøge at løse opgaven, frem for at skulle op til sygeeksamen senere. Jeg drønede ud på skolen og skrev opgaven, og det gik rimeligt. Jeg fik 8 eller 9 i karakter og havde jo job på hånden.

 

Bibliotekar

Vi kunne selv bestemme, hvornår det passede os at starte i det nye job. Da det var sidste chance for en lang sommerferie, besluttede Karin og jeg at vente til august, og i juli måned tog vi sammen på en chartertur til Kreta. Vi boede i Agios Nikolaos på østsiden af øen, den tids populæreste rejsemål, og der var langt til den naturmæssigt mere spændende vestside. Men vi lå ikke bare og dasede ved stranden. Vi tog med på selskabets guidede tur til Knossos og fandt selv ud af at tage bus til mindre byer.

Første august 1974 begyndte jeg så som bibliotekar i Randers. Karin startede samtidig, og vi havde sammen været i byen for at finde en lejlighed og for at bese vores fremtidige arbejdssted. Karins bror hjalp os med at flytte vores ejendele til lejlighedskomplekset i nordbyen i Randers, så vi havde fået indrettet os, inden vi gjorde vores entre på arbejdsmarkedet. Og vi fik vores første månedsløn samtidig med at vi startede, for som tjenestemænd var vi forudlønnede.

Den første dag på jobbet gik med at blive vist rundt i det store hus og blive præsenteret for nye kolleger og få fortalt om arbejdet, bussystemet, organisationen og alt det andet, nye folk burde vide. Der blev hentet adskillige kopper kaffe i cafeteriet (det var før vi alle fik kaffemaskiner på kontorerne), for snakken gik så godt over en kaffetår. Næste dag kom vi alle ud på vores første bustur med en af de gamle i gårde, og derefter blev vi smidt ud på det dybe vand og måtte selv klare arbejdet i busserne. Selvfølgelig assisteret af de erfarne chauffører.

Bogbusserne var en lille kopi af det store bibliotek. Vi havde alt det, som det store kunne præsentere, bare i mindre omfang: bøger, tegneserier, tidsskrifter, Lp’er og kassettebånd. Ca. 3.000 stk. forskellige materialer kunne en bus rumme. Det var vi stolte af dengang, senere blev devisen, at vi skulle have meget mindre med, for lånerne kunne slet ikke finde frem til det, de gerne ville have, på de proppede hylder. Vores arbejde bestod i at hjælpe folk med at finde en god roman eller materiale til en skoleopgave, eller hvad de nu søgte, og havde vi ikke det ønskede med, skrev vi det ned og lovede at have det med i næste uge, hvis det da ikke skulle reserveres, fordi andre lånere allerede var skrevet op til det. Vi kunne ikke slå ret meget op i bussen, måtte skrive ned og klare verificeringen hjemme på hovedbiblioteket, men vi havde dog en kopi af reserveringslisten, som blev fotokopieret fra store mapper, hvor reserveringerne blev sat ind på papstrips, som nemt kunne rykkes og/eller fjernes, når en ny reservering kom til eller en anden var afviklet. Specielt tegneserierne var der run på, og i princippet skulle alle de mange hæfter kigges efter på listen, når de kom retur fra udlån. Vi kunne efterhånden listen udenad!

Udlånet foregik ved fotonotering. Et datokort blev stukket i en lomme med materialets titel bag i bogen, og lånerkortet blev lagt i en ramme til formålet, og så blev lånerkort, datokortnummer og bogtitel fotograferet sammen, så vi havde styr på, hvem der havde lånt hvad og hvornår. På hovedbiblioteket var den slags HK-arbejde, men i bussen udførte vi alle funktioner, også at sætte bøger og plader på plads. På den måde var arbejdet mindre spændende og udfordrende, men det opvejedes af de gode ting ved bussen: Vi havde faste ture og kom til de samme små byer uge efter uge, og vi fik et nært forhold til mange lånere. Vi vidste præcis, hvad de kunne lide at læse og tog undertiden ting fra på forhånd, vi fik respons på det, vi havde prakket lånerne på, og vi fik mange gode snakke med dem. Det var givende på en anden måde end arbejdet på et stort bibliotek, hvor man kendte de færreste af lånerne. Desuden var det dejligt at komme ud fra biblioteket og ud på landet, hvor man var sig selv og bare skulle passe turen og lånerne, og så i øvrigt kunne følge naturens og årets gang fra første parket.

Som ansat i bogbusafdelingen havde man to aftenvagter med bus til kl. 20.30 og en formiddag med bussen. Dertil kom en vagt på hovedbiblioteket for at sikre kontakten til det større udlån og de mere avancerede spørgsmål. Den sidste dag var afsat til kontorarbejde – hvis ikke vi kom ud at køre en ekstra bustur, når en kollega var syg eller fraværende. I afdelingen var ansat en broget skare medarbejdere: Bibliotekarer, kontorassistenter og chauffører. Især den sidste gruppe gjorde afdelingen til noget specielt og mindre homogent end det øvrige biblioteksvæsen. De kom fra en anden arbejdskultur og med en anden form for uddannelse. Ikke desto mindre kom vi som bibliotekarer i afdelingen til at tilbringe meget tid sammen med dem, hvilket også kunne være berigende. Jeg fornemmede i starten, at jeg nok med min landlige baggrund stod tættere på dem end i hvert fald visse af mine bibliotekarkolleger.

Alle bibliotekarer var med i materialevalget. Vi fik tildelt hver vores del af det store system af emner, og indenfor denne del skulle vi foreslå nyindkøb ud fra seddelfortegnelser, der kom hver uge, ledsaget af diverse anmeldelser. Når vi havde skrevet vores forslag på sedlerne, havde alle kollegerne mulighed for at læse dem igennem, og på et stort møde, hvor alle bibliotekarer deltog, blev forslagene gennemgået og ændringsforslag kunne stilles. Det var enormt givende, at alle var sammen ved denne lejlighed, vi havde et fælles forum, hvor vi videndelte om alt vedrørende de materialer, vi til dagligt beskæftigede os med. I dag er materialevalget overladt til en lille gruppe, vi læser ikke mere hinandens forslag og har slet ikke den samme viden om bogbestanden. En afgjort mangel, men på den anden side er der kommet så mange andre ting, vi skal beskæftige os med, så det er umuligt at være altfavnende.

Materialevalget omfattede ikke bare bøger, men også musik – Lp’er, kassettebånd og noder. Tjansen som bogbusrepræsentant i den særlige gruppe, der tog sig af dette indkøb, var ledig, og jeg tilbød mig. Heldigvis for mig var der ikke stor lyst til at blande sig på dette felt, så jeg fik lov til at beskæftige mig med musik alle mine år som bibliotekar. I starten holdt vi møder sammen med musikbibliotekaren på hovedbiblioteket, som var meget klassisk orienteret, og repræsentanter for de tre filialer i byen. Der var ofte ganske hidsige debatter på møderne, musikchefen havde en tendens til a priori at dømme al pop og underholdning ude, og vi andres opgave blev så at slås for at få de væsentlige udgivelser på disse felter indkøbt. Busserne havde godt nok deres eget budget, men måtte ikke købe ting som man ikke ville lade indgå på HB. Kvaliteten skulle holdes på samme høje standard.

På denne tid var musikmaterialer stadig et ret nyt medie på bibliotekerne. Det var absolut ingen selvfølge, at eksempelvis plader skulle være til udlån. Jeg måtte endda forsvare udlånet over for en af vore mere eftertænksomme chauffører, der holdt på, at et bibliotek var for bøger. Musik var bare underholdning, som folk selv måtte betale for. En anden af chaufførerne yndede at provokere med at holde på, at alt, også den mere flade smag, burde være repræsenteret på biblioteket. For – er det jer (bibliotekarerne) der skal bestemme, hvad folk må læse? Hvis folk nu gerne ville læse Sven Hazels krigsromaner eller høre James Last? Der blev på den måde sat spørgsmålstegn ved abstrakte begreber som bibliotekslovens krav om alsidighed og kvalitet …

Bogbusafdelingen var noget særligt, også i kraft af at vi var så mange ansatte. Op mod 50 hoveder var vi, da ordningen var på sit højeste niveau. Vi lavede ting sammen, holdt garagefester, hvor chaufførerne gjorde rent i busgaragen og pyntede op, så vi kunne spise der og siden danse til langt ud på natten. Efter sommerferien, når vi startede op igen, inviterede chaufførerne på kaffe og rundstykker i garagen, og en gang arrangerede en af dem en tur til Volvos fabrik i Göteborg. Vi kørte i bus til Frederikshavn og tog færgen til Sverige, og her blev vi vist rundt gennem alle arbejdsgangene. Om sommeren blev der ofte holdt bustræf forskellige steder i landet, og her mødtes vi med kolleger fra hele landet og hørte oplæg om bogbusrelevante emner og – ikke mindst – kunne inspicere hinandens busser og hente gode ideer. Og i al venskabelighed konkurrere om hvem der kunne stille med den mest inspirerende bogbus.

De to første år boede jeg i en mindre lejlighed i nordbyen, et passende spring, når man kom fra små kollegieforhold, men herefter tog jeg mod til mig og investerede i en noget større ejerlejlighed i forstaden Vorup. Telefon havde jeg anskaffet kort efter ankomsten til Randers, og mit livs første fjernsyn fik jeg også inden for de første år. Den nye lejlighed havde en dejlig vestvendt altan med udsigt over Gudenåen, og jeg boede øverst oppe, hvor udsigten var specielt flot, og prisen var absolut overkommelig for min indkomst.

Der skete ikke så store ændringer i det arbejde, vi udførte, eller i det udstyr, vi havde, i de første år. Derimod fik vi jævnligt nye kolleger, for bogbusafdelingen ekspanderede, og der skulle være personale til at holde de seks busser kørende, som vi kom op på, da samarbejdet var på sit højeste. Godt et par år efter mig blev Aase ansat. En frisk pige fra Randers’ opland, som købte et lille hus lidt længere ude i Vorup. Hun havde ligesom Karin og mig ikke mand eller kæreste, så hende kom vi til at lave en del sammen med.

I mine ferier satte jeg pris på at rejse ud og opleve verden. En af de første somre lånte Gunhild og jeg svoger Svends lille Morris og en venindes telt, og så kørte vi til Amsterdam og oplevede byen i en uges tid. Til gengæld passede vi niece Mette, så Ella og Svend kunne tage på ferie alene sammen. Senere var vi på chartertur til Marrakesh, hvor vi både lod os forføre af stemningen på Djema el Fna og sukh’en og tog på tur ud i de storslåede Atlasbjerge. Med Karin tog jeg på efterårsferie til Kreta; denne gang valgte vi at bo på vestsiden og havde en pragtfuld vandretur gennem Samaria-kløften og lod os invitere på biltur med en lokal fyr ud til den vilde vestlige kyst.

I 1977 foreslog en kollega, Annette, der havde bil og netop var blevet single, at hun, Karin og jeg tog på en fælles ferie til Frankrig sammen. Det var vi ikke sene til at sige ja til. Vi kørte af sted i tre uger med hver en kuffert stuvet i den lille Citroën Ami, og vi boede på vandrerhjem og billige hoteller. Fulgte vejen langs Nordsøkysten gennem Holland, hvor vi overnattede hos Karins familie i Gronningen og videre gennem Belgien til Normandiet og Bretagne. Herfra gik turen via Loiredalen over champagnebyen Reims og hjem gennem Tyskland. En skøn tur, hvor vi så alt hvad der skulle ses undervejs og lærte at sætte pris på fransk mad og drikke, ikke mindst Calvados’en. Blandt mere mindeværdige oplevelser var den aften, hvor vi på vej hjem fra en lækker middag, blev stoppet af tre unge politibetjente i bil, der fik os til at blæse i ballon (den gav vist pænt udslag) og inviterede os med på politistationen. Det sidste takkede vi dydigt nej til, men vi blev kørt pænt hjem til vandrerhjemmet.

Året efter gentog vi succesen med en tur i Skotland. Vi tog færgen fra Esbjerg til Newcastle og derefter turen rundt langs den skotske kyst. Vi nåede helt til det nordligste punkt, John O’Groats, hvor vi oplevede det barske klima og nød at komme tilbage til lunere strøg på vestkysten. Vi prioriterede naturen og højlandet og spejdede uden held efter uhyret ved Loch Ness, men undgik byer som Glasgow. Året efter mente Annette, ikke at Ami’en kunne holde til endnu en lang køretur, så i stedet blev det til en 14 dages chartertur til Samos. Aase kunne også have været med, men på grund af huskøbet sad hun lidt hårdere i det rent økonomisk og måtte af og til sige fra over for dyrere fristelser.

Af forskellige årsager blev det ikke til en fælles ferie i 1980, men jeg havde fået smag for at komme ud og opleve verden, så jeg så mig om efter andre muligheder. Det blev en 14 dages tur til Nepal og Indien, med højdepunkt i en trekking tur på fem dage ved foden af bjerget Annapurna. Desuden udflugter i Kathmandu og omegn, flyvetur langs Mt. Everest og til sidst besøg i Varanasi ved Ganges og Agra med Taj Mahal og det røde fort. Det var en vildt spændende tur, med et væld af fremmedartede indtryk, jeg husker stadig duftet af brænderøg fra køkkenerne i Kathmandu i skumringen, bygningerne i byen, templerne, hvor folk gavmildt strøede tagetes, køerne i gaderne, et ligbål ved flodbredden og først og fremmest vandreturen i bjergene, som også gav et fysisk velvære som jeg aldrig havde oplevet før.

Jeg ville have mere af samme skuffe, så næste år planlagde at deltage i en noget længere tur: en trekking hele vejen rundt om Annapurna, som skulle tilbagelægges på ca. en måned og bringe os op i 4-5.000 meters højde. Jeg tilmeldte mig og var til orienteringsmøde i København, og ved siden af arbejdede jeg på at komme i superform for at kunne klare turen. Desværre kunne jeg nok have haft brug for en træners vejledning, for jeg tog for hårdt fat eller gjorde det forkert. I hvert fald endte jeg med at få ondt i mine knæ og gik til lægen for at få en erklæring om, at jeg ikke ville være i stand til at gennemføre vandringen. Lægen syntes vist, jeg var et skvat – sådan en skade kunne man gå sig fra, men jeg holdt fast. Rejsen skulle være en fornøjelse, ikke en kamp for at gennemføre; jeg fik min lægeerklæring og meldte afbud.

Og der stod jeg så med en måneds ferie i november måned, som jeg med velvilje fra min chef havde fået stykket sammen – bogbusserne holdt lukket i juli, og vi skulle egentlig holde tre ugers ferie her, men i særlige tilfælde kunne man altså begunstiges. Hvad skulle jeg bruge den ferie på? Sri Lanka var næsten lige så eksotisk som Nepal, og Tjæreborg havde en tillokkende rundrejse, som jeg hoppede på.

Rejsen startede naturligvis fra København, og da jeg ikke turde løbe an på morgenflyet i november klimaet, tog jeg nattoget til hovedstaden og sov ikke ret meget den nat. Derefter fulgte noget ventetid i byen og en lang flyvetur med et par mellemlandinger, der heller ikke gav ro til megen søvn. Jeg var altså godt og grundigt træt, da vi endelig nåede Colombo og skulle videre i bus til vores første stop på rundrejsen. Og ind i bussen trådte en irriterende personage, der forsøgte at gøre sig munter med et vandfald af friske bemærkninger, og satte sig lige bag mig. Jeg faldt dog i søvn fra det meste.

Jeg havde ikke bestilt enkeltværelse på turen, tænkte, at jeg holdt nok selskabet med en anden ud – eller måske var jeg heldig at komme til at bo alene, hvis der ikke var andre singler. Jeg var ikke eneste single, jeg blev parret med en ældre dame, hvilket jeg slet ikke syntes var sagen. Heldigvis for mig var der en ung svensk pige i selskabet, som skulle bo alene, og hun tilbød, at jeg kunne dele værelse med hende. Hvad jeg så gjorde. Hun var skåning, og det skulle senere vise sig, at jeg havde så store kvaler med at forstå hendes dialekt, at jeg nærmest måtte opgive at kommunikere. Men da vi havde indrettet os lidt, gik vi ud og nød solen i hotellets have, og hvem skråede straks over plænen til os? Såmænd den friske ungersvend fra bussen. Han var rejsemontør fra Vinderup, der netop var vendt hjem fra projektarbejde i Sudan og trængte til ferie, hed Per og var i øvrigt meget mere afdæmpet på tomandshånd. Han rejste alene, og vi tre slog straks følge. Han inviterede på whisky om aftenen; det takkede svenske Eva nej til, så siden kunne Per påstå, at jeg på turen havde drukket al hans dyre Highland Queen.

Rundturen førte os til fascinerende oldtidsbyer som Anuradhapura og Pollonaruwa, og vi krøb til tops på Sigiriyaklippen og kørte gennem højlandet til Nuwara Eliya. Efter en uge kom vi til badebyen Hikkaduwa, hvor vi skulle tilbringe den sidste uge, og her skulle jeg så tilbage og dele værelse med den ældre dame. Men da havde jeg fundet ud af, at der var noget ved denne Per, og jeg flyttede ind på hans værelse på nabohotellet. Resten af ferien dasede vi og tog på opdagelse i nabolaget, og jeg var meget tæt på at lære at svømme. Jeg skulle måske have haft en dag mere, men chancen glippede og kom aldrig igen.

Vi tog hjem og opretholdt forbindelsen. Lige efter nytår rejste han tilbage til sit projekt i Sudan, men også det holdt forbindelsen til. Vi havde endda planlagt, at jeg skulle besøge ham, men på grund af en retssag om et tvivlsomt trafikuheld, som firmaet ikke ville risikere at få ham rodet ind i, blev han sendt hjem før tid og var tilbage i Danmark lige før påsken 1982.

Nu fulgte en periode, hvor vi passede vores arbejde i ugens løb og skiftedes til at besøge hinanden i weekenderne. Turen med DSB til Vinderup blev hverdagskost, mens han – selvfølgelig – kom i bil til Randers. Vi blev præsenteret for hinandens familier, han var født i København, men hans forældre boede nu ved Sorø, og om sommeren tog vi 14 dage til Sicilien. Lejede en scooter et par dage og kørte bl.a. langt op på Etna. Senere på sommeren drog vi til Tønder Festival, hvor vi boede i hans Combicamp og gik til koncerter, der varede til langt ud på natten. Og fik lagt grunden til en god tradition, der bortset fra enkelte overspring trak os til festivalen hvert år.

 

Redebygning

Vores weekend forhold kunne have fortsat i det uendelige, hvis ikke der var sket noget, der så at sige traf en beslutning for os. Vi havde valgt at holde jul i Thailand, så slap vi for at finde ud af, hvilket forældrepar vi skulle beære med et besøg, og lige op til afrejsen udeblev min menstruation. Samtidig indfandt der sig et underligt mishag ved kaffe, og spiritus kunne jeg nærmest ikke tåle at tænke på, selv om vi på ferien jævnligt blev budt på lækker whisky af vores hyggelige medrejsende. Turen var en spændende rundrejse i Nordthailand, dog var det nok lidt synd for Thailand, at vi kort før havde besøgt Sri Lanka, for de thaiske oldtidsbyer og naturen nåede ikke helt samme overvældende standard, efter vores beskedne mening. Juleaften fejrede vi i højlandet med et grillparty i hotellets have, hvor stemningen var høj og turister og kokke og serveringsfolk endte med at synge og danse sammen. Og få en eller flere skåle sammen. Desværre måtte personalet dagen efter stå skoleret efter nattens udskejelser, men vi havde en fest, som ikke er blevet rystet ud af hukommelsen. Vi rundede af med en uges badeferie i det forfærdelige Pattaya, hvor Per fik tilbud fra damer på gaden, selv om vi forelsket gik med hinanden i hånden. Resultatet var, at vi mest holdt os inden for hotellets område, hvor vi da også kunne få alle behov dækket og vælge mellem forskellige restauranter. Ren slap-af – det var bare ikke det, vi først og fremmest gik efter.

Hjemme i hverdagen måtte jeg til læge, og overraskelsen var ikke stor, da jeg fik bekræftet at et barn voksede i maven på mig. Ja ja, så var det klaret, og nu måtte vi bare til at finde ud af at indrette os. Jeg havde ikke vild megen lyst til at forlade Randers og søge vestpå, Per derimod var mere mobil og sikker på, at han nok skulle finde nyt arbejde, så det lå ligesom i luften, at han skulle flytte over til mig. Det hastede dog ikke, hele foråret passede vi vore jobs og fortsatte weekendsamværet. Jeg gik til fødselsforberedelse, og da jeg var fyldt 35, kunne jeg komme i betragtning til en fostervandsprøve. Vi tog mod tilbuddet og havde altså tidligt vished om, at det var en datter, vi ventede. Vi blev også ret tidligt enige om, at hun skulle hedde Tanja. Vi spiste frokost på Hvidsten Kro og hørte her en anden gæst kalde på en Tanja. Tanja? Bingo, det var da et godt navn, det snupper vi!

Hen på foråret gik vi til ejendomsmægler og kørte en lørdag rundt og beså et udvalg af huse i Randers og nærmeste omegn. Jeg holdt på, at jeg ville bo inden for cykelafstand til arbejdspladsen. Efter rundturen havde vi forelsket os i et hus i Haslund, der lå knapt seks km. fra Randers og havde kælder, hvor Per kunne indrette et værksted. I Vinderup havde han et rum på en nedlagt gård, hvor hans søster og svoger boede, og han prioriterede højt, at han skulle have plads til at “fuske”. Det betyd mindre, at huset egentlig var større end vi havde tænkt os (faktisk var det på 200 m2) og måske i den dyrere ende. Men vi regnede på det, og banken sagde god for handlen, så efter endnu et kig på huset blev beslutningen truffet.

Jeg stoppede på arbejde først i juli, og midt i måneden flyttede vi ind i vores nye domicil. Vi kom fra to mindre lejligheder, men med sammenstykning af vore møbler fik vi nogenlunde fyldt den store stue ud, og lidt at anbringe i de tre værelser ud over stue og soveværelse havde vi da også. Det skreg ikke ligefrem til himlen af tomme rum. Vægge, karme og radiator i soveværelset var malet i en næsten lysende vårgrøn farve, og det nægtede Per pure at sove i, så det første, vi gjorde, var at dække væggene med tapet og male det øvrige, inden vi tog vores nye soverum i besiddelse. Siden kom turen til de andre rum, Per var håndværkskyndig, og jeg hjalp med så godt jeg kunne. Om ikke andet så kunne jeg sendes i byen efter ærinder, jeg husker, at jeg en dag måtte til byggemarkedet fire gange!

Graviditeten var nem og uden komplikationer. Maven blev ikke overvældende stor, og selv om sommeren var varm, følte jeg mig ikke spor besværet. På selve terminsdagen, den 25. august, mærkede jeg med en vis forventning, at veer begyndt at indfinde sig. Vi spiste middag i haven og veerne tiltog stille og roligt. Hen på natten kom de så hurtigt efter hinanden, dog uden at lægge mig helt ned, at vi fandt det bedst at køre på sygehuset. Her blev jeg tjekket; jordemoderen fortalte, at fødslen godt nok var i gang, men der ville gå lang tid endnu. Jeg fik en sprøjte (vist Petidin), der skulle give mig ro til at få sovet lidt, og Per blev sendt hjem. Klokken var fire. Jeg lå og slappede gevaldigt af i hospitalssengen, så det var en smule irriterende, at velværet blev afbrudt ved, at vandet gik en time senere. Jeg tilkaldte en sygeplejerske, og pludselig gik det hu-hej. Ind på fødestuen, og der blev ringet efter Per, som kun lige var kommet i seng. Jeg nåede at få en pudendusblokade – den indsprøjtning var næsten det, der gjorde mest ondt under hele fødslen! – og ellers var fødslen overvældende godt i gang. Per ankom 20 minutter senere, og efter endnu 20 minutter, kl. 5.40, var Tanja født. 52 cm lang, 3.500 g tung og fin og velskabt.

Dengang blev en førstegangsfødende på sygehuset fem dage, og jeg nød det. Hjælpen til at få amningen godt i gang var uundværlig, og samværet med de andre nybagte mødre var lige hvad jeg havde brug for. Vi var alle fyldt til bristepunktet med vores oplevelser og havde bare lyst til at snakke fødsel og babyer i en uendelighed. Og her var vi en lille flok, der var fuldstændig på bølge med hinanden og gladeligt lyttede. Jeg tog hjem med et arsenal af gode råd til min nye tilværelse, som jeg ikke ville have fået ellers.

Per havde ikke fart på med at finde et nyt job. Han var på understøttelse og brugte tiden på at male og tapetsere hele huset. Barselsorloven var på sølle tre måneder, men det var jo vilkårene for alle. Jeg nød tiden, Tanja var et nemt barn, der hurtigt sov godt om natten og bare havde nogle kortere skrigeture om aftenen. Og så havde hun det afgjort bedst når hun blev ammet. Hun faldt sødt i søvn ved brystet, men vågnede typisk med et vræl, når jeg prøvede at tage hende fra. Der gik en del tid med mor-datter samvær på den måde, Per syntes vist somme tider, der gik for lang tid.

Efter de reglementerede tre måneder startede jeg på jobbet igen. Tanja skulle lære at tage mad fra flaske, hvilket hun ikke brød sig om. Hun kom i dagpleje, og den første dag ringede dagplejeren og beklagede sig over, at hun ikke kunne få ungen til at spise. Og efter min første aftenvagt vågnede hun igen om natten, efter en lang periode med uafbrudt nattesøvn. Den vane fortsatte hun med, og enden blev at hun kom til at sove midt i ægtesengen, så de trætte forældre også kunne få lidt nattero.

Vi valgte ikke at lade Tanja døbe. Ingen af os var jævnlige kirkegængere, og Per var udpræget vanekristen, religion sagde ham ikke noget. Min holdning var mere valen og svingende med stor sympati for det kristne budskab og erkendelse af at mine rødder stak dybt med i kristen jordbund, men også med stor ulyst til at undergive mig enhver form for dogmatik. Den rationelle del af min hjerne rejste protester mod at tro på en gud, men jeg følte mig på den anden side heller ikke tilskyndet til at melde mig ud af folkekirken – og slet ikke for at spare kirkeskatten.

Per gik stadig hjemme den første tid efter at jeg tilbage på jobbet. Det lettede overgangen til hverdagssituationen, men naturligvis kunne det ikke fortsætte. Han, der havde uddannelser som autoelektriker og tømrer i rygsækken og siden havde arbejdet med at sætte master op over hele landet og i bl.a. Holland og på Færøerne, fandt et job på en lille møbelfabrik i Langå. Ikke specielt godt betalt, så han jagtede noget andet, og en dag kom han hjem og fortalte, at han skulle begynde at køre lastbil hos et vognmandsfirma. Jeg var ikke begejstret, men havde ikke på forhånd nogen anelse om, hvad der ventede. Så det var et regulært chok, da han ringede hjem den første dag på jobbet og fortalte, at han var blevet sendt til København med et læs og først regnede med at komme hjem om et par dage.

Hold da op! Hvordan skulle vi få en hverdag til at hænge sammen under sådanne vilkår? Det var bestemt ikke den form for parforhold, jeg havde drømt om. Han tog af sted om morgenen, somme tider nærmest midt om natten, og i princippet anede jeg ikke, hvornår jeg så ham igen, for selv om han måske havde en rute, kunne han rask væk blive dirigeret et andet sted hen. Jeg havde stadig mine to aftenvagter, hvor jeg først havde fri længe efter, at barnet skulle være hentet, og selv om vores dagplejer var large, når Per kom for sent, blev vi nødt til at gå ind på en aftale om, at Evas datter trådte ind som babysitter, når klokken passerede 18. Det fungerede, og jeg kunne passe mit job og min familie – og så i øvrigt ikke ret meget andet. Som forholdsvis nyansat i firmaet havde Per ikke ret til meget ferie den første sommer. Mens jeg kunne tage den med ro sammen med barnet.

Tanjapigen voksede smukt. Hun var en forsigtig pige, der ikke slap en støttende hånd før hun var absolut sikker på benene, hun var 14 måneder, før hun gik selv, men så gik hun til gengæld også sikkert. Inden da var hun enormt hurtig til at rykke sig, når hun sad på bagdelen og trak sig frem over gulvet med det ene ben foran sig. En dag kunne hun pludselig sige “mor”, og stor var fryden, da det også stod klart for hende, at jeg forstod hende. En hel ny verden åbnede sig. Hun elskede fortsat at få en tår bryst, og sutten fik hun aldrig smag for.

Sommeren 1985 lykkedes det os at få ferie samtidig, og vi tog to uger til Skotland. Sejlede med færgen til Newcastle med bil og combicamp, og så kørte vi rundt i det skotske højland. Ruten var ikke så lang som på dameturen tidligere, men vi havde meget fornøjelse af at rejse med vores yndige datter. Med sine lyse krøller fangede hun manges øjne og blev selv bevidst om det. “Han kigger på dig”, sagde hun gerne – med lidt rod i brugen af stedordene. Vi tog hende undertiden med på pub, hvor hun udviste stor lyst til at smage på vores øl. Per påstod senere, at hun en aften havde drukket halvdelen af hans pint. Et sted mødte vi en amerikansk dame, som udtrykte sin store glæde ved at se folk rejse med børn. Selv når de var så små, at de næppe kunne huske noget, ville indtrykkene blive hængende sammen med lysten til at komme ud og opleve andre steder. Jo tak, det måtte vi senere sande!

Vi fik også arrangeret en ny tur til Tønder Festivalen. Vi parkerede Tanja hos søster Ella i Esbjerg og drog alene til festivalen. I øvrigt sammen med Karin; vi var godt i gang med at samle den lille folk, som fremover skulle mødes dernede. Senere kom Annette også til.

På dette tidspunkt var jeg gravid igen. Vi syntes ikke vores datter skulle være enebarn, men det gik ikke helt så let at få det fikset som første gang. Pludselig var den der dog. I det hele taget var der grøde i vores afdeling på biblioteket. Vi var mange unge bibliotekarer, der var kommet til i rask følge, og når vi var godt på plads jobmæssigt, var det tid til at tænke på børn. I en lang periode var der konstant en eller flere på barselsorlov, og i frokoststuen gik babysnakken lystigt. Vi havde næsten ondt af vore få mandlige kolleger.

Også den anden graviditet gik ganske uden komplikationer. Men det var alligevel en anden oplevelse denne gang, for jeg mærkede tydeligt forskellen på de to børns temperament. Mens Tanja havde været blid og forsigtig i sine bevægelser, udtrykte det nye barn sig med solide spark, der, uden direkte at gøre ondt, tydeligt kunne mærkes. Fostervandsprøven viste, at det igen var en datter, der var på vej til os. Jeg fik oplysningen i telefonen, og måske lød jeg en smule skuffet, for sygeplejersken sagde trøstende, at så kunne de da lege godt sammen. Skuffelse var der dog ikke meget af. Det kunne naturligvis være spændende at følge et barn af hver køn, men man elsker jo de børn man får.

Sidst på året fik Per tilbudt nyt arbejde. En mand, som han kendte fra sit tidligere job, planlagde at starte et nyt firma, der skulle lave konstruktioner i metal og glas – specielt udestuer og store vinduespartier – og han ville gerne have Per med som den person, der skulle tegne firmaet udadtil og sætte profilerne op ude hos kunderne. Det ville betyde arbejde længere hjemmefra, men langt mere planlagt end chaufførarbejdet og ikke mindst et mere spændende og udfordrende job. Vi overvejede sammen, og da det var tydeligt, at han gerne ville have jobbet, gav jeg min velsignelse til det.

Vi holdt jul hos Pers familie på Sjælland, ud fra den betragtning at det nok var sidste chance. Med to børn i familien ville det være på tide at blive hjemme og holde jul hos os selv. Hos familien Larsen var julefrokosten første juledag det helt store nummer med en overvældende mængde mad; min appetit var hverken til at spise eller drikke stort, så det passede mig udmærket at trække mig tilbage og tage en middagslur sammen med Tanja.

Den 10. februar skete familieforøgelsen, uden problemer, men denne gang var det ikke helt fornemmelsen af at smutte en mandel, der var kendetegnende for oplevelsen. Der gik en nat med gode veer, inden ungen pludselig ville ud ved ottetiden. En splejs på 3200 gram, som jeg fik i armene. Senere på morgenen lå jeg med hende på maven og kiggede ud på den kolde vintersol. Fred og ro oven på fødslen og ikke noget med at blive sendt hjem straks. Jeg blev dog kun tre dage på sygehuset, for Per havde et par ugers orlov og hjemme ventede også Tanja.

Barselsorloven var forlænget kraftigt i forhold til første gang. Nu lød den på næsten et halvt år. De første tre måneder var det så koldt, at barnevognen ikke kom i brug; jeg kunne ikke lade et nyt barn møde en verden, hvor det frøs hårdt selv om dagen. Vi holdt os inden døre og nød, at mange ting ved børnepasningen bare var noget man tog roligt på og gjorde. Belært af erfaringer fra sidst ville vi undgå at ende med barn i sengen hver nat, så i stedet for at lade hende blive i sengen, når hun havde fået bryst om natten, lagde jeg hende tilbage i liften, som jeg havde stående ved siden af sengen. Selvfølgelig ville hun ikke sove på kommando, og jeg vuggede med liften i forsøg på at få hende til at falde hen. Det kunne tage ulideligt lang tid og kostede mig meget søvn, og i dag ved jeg ikke hvilket råd, jeg skal give andre, når det drejer sig om nattero og barn i sengen …

Mange ting tog vi lettere på, også sådan noget som at vælge et navn. Vi havde ikke et klar på forhånd og kunne ikke bestemme os. Til sidst ringede sognepræsten og mindede os om, at vi skulle tilmelde et navn inden for det første halve år. Per syntes, at Katja passede godt til Tanja, og da intet andet forslag blev bragt på bane, fik vores andet barn navnet Katja.

Min orlov gled mod enden, og jeg må indrømme, at jeg glædede mig til at komme tilbage til jobbet. Per havde kun været hjemme de første to uger, så jeg trængte til voksenkontakt. Tanja fik plads i børnehaven, og Katja kunne overtage hendes dagplejeplads, meget bekvemt, da børneafleveringen kunne klares på vej til biblioteket. Det gik ikke helt glat med børnehavepladsen; i følge kommunens regler fik børnene plads efter alder, hvis ikke helt specielle forhold spillede ind. En pige, som også var hos vores dagplejer og som var nogle måneder yngre end Tanja, fik sin plads, mens vi stadig ventede utålmodigt. Jeg ringede til pladsanvisningen og brokkede mig, og damen oplyste venligt, at man skam fulgte reglerne strikte, og hvis jeg hørte andre historier, skulle jeg ikke tro på dem. Nåh! Der gik dog kun ganske kort tid, før vi også havde vores børnehaveplads i hus, så mon ikke damen har kigget nærmere på sagen og opdaget, at den ikke var helt god?

Jeg fortsatte med at arbejde på fuld tid, havde egentlig aldrig tanker om at gå ned i tid. Vi havde ikke det store overskud på budgettet, og med job og børn og ikke så meget andet til at fylde hverdagen gik det an. Pers arbejde afhang af, hvor i landet firmaet havde et projekt; han var en del i København og var typisk væk de fire første dage i ugen og holdt lang weekend hjemme. Vi indrettede os med babysitning og klarede den, vi mennesker er jo gode til at finde ud af at leve med de forhold, vi får budt. Men – når katten mente, at det var dens tur til at blive klappet og aet (som Per havde plejede at gøre, når han var hjemme), efter at jeg havde sørget for middagen og lagt børn i seng og læst godnathistorie – så sagde jeg stop. Nu ville jeg bare have fred og ro til at nyde min kaffe og den bog, jeg var i gang med.

Da vi nu havde både to børn og hus i fællesskab, begyndte vi at se nærmere på de juridiske forhold omkring samliv, og det viste sig hurtigt, at der var mange, mange papirer forbundet med at leve papirløst! Gensidige forsikringer og testamenter, underskrifter og stempelafgifter. Det var meget enklere bare at få papir på det, en gang for alle. Altså, vi bestilte tid på rådhuset og planlagde en fest, som vi længe havde skyldt familie og venner. Men det med brylluppet måtte endelig ikke komme til at stå i centrum, ingen skulle tro, at denne sammensmedning var mere end bare en praktisk foranstaltning, så i indbydelsen skrev vi, at vi ville fejre vores køb af hus, vores to børnefødsler m.v. – ikke et ord om den herrens vielse. Pers sjællandske familie indfandt sig dagen før, de måtte nødvendigvis indvies i vores lumske forehavende, for midt i anretningen af det store kolde bord var vi nødt til at smutte en tur til byen, og Pers bror Steen tog med på rådhuset som vidne og fik taget det nærmeste, vi kom et brudebillede: hele familien i dagligtøjet på gaden efter underskrifterne. Jeg ville have begge tøserne med, men der var ingen brudebuket, og mit bryllupsdress bestod i mine nyeste sommerbukser og en silkeskjorte, som jeg købte i sidste øjeblik, fordi jeg dog godt ville have lidt, der bare snerpede i retning af festtøj …. Festen blev helt fin, skønt jeg knapt forstår, hvordan vi kunne hænge sammen. Vi lavede selv al maden, uden erfaring i at planlægge den slags, så arbejdet blev overkommeligt, og Katja havde en periode, hvor hun holdt os (mig i hvert fald) vågen det halve af natten. Specielt min mor syntes, det var noget underligt, at hun ikke var orienteret om sagen på forhånd. Jeg har i senere perioder af mit liv tænkt, at det nok ikke var sådan, jeg ville fejre mit bryllup, hvis jeg skulle gentage det, men sådan ville vi det dengang.

 

Forandringer

Som nævnt tidligere skete der de første mange år ikke store omvæltninger på arbejdet, ud over at vi nu og da fik nye kolleger og nye bogbusture. Men midt i ’80’erne begyndte forandringens vinde at suse. Allerede i starten af årtiet hørte vi første gang om et forunderligt nyt medie til musikindspilninger, cd’en, og i foråret 1983 var jeg sammen med et par af mine chefer til demonstration af musik-cd’er. Jeg husker tydeligt tidspunktet, for det var på køreturen til Aalborg, at jeg fortalte om min graviditet og blev ønsket hjerteligt til lykke af cheferne, af hvilke souschefen for nyligt selv havde fået en datter. Vi begyndte snart med et forsigtigt indkøb af cd’er, sideløbende med at vi stadig anskaffede grammofonplader og kassettebånd; vi fik ikke flere penge at købe ind for, og der var overvejelser over det rimelige i at købe materialer ind, som kun de velhavende havde råd til at gøre brug af. Der gik adskillige år, før vi i vores lille hjem kunne afsætte penge til en cd-afspiller.

I 1984 meldte den første kommune sig ud af biblioteksforbundet. Det var Hadsten, der i forvejen havde en filial og nu mente, at de godt kunne stå på egne ben. En af mine kolleger valgte at følge med som biblioteksleder på det nu selvstændige bibliotek, og vi måtte indskrænke busflåden med en enkelt bus. Siden fulgte andre kommuner efter og dannede deres egen væsen, og hver gang var der en chance for at søge en ny stilling. Der var gerne en eller flere, der havde lyst og mod på det, men jeg foretrak det store fælleskab i Randers og kunne være nervøs for, at jeg hurtigt ville køre træt i at skulle være ene om at slås for biblioteket og få nye ideer. Så jeg blev på min pind, omgivet af mange gode kolleger.

Computervæsenet vandt også indpas, først i form af et par store brune skrumler, som stod på gulvet og var forsynet med en lille skærm og et tastatur. De kunne bruges til at søge i DDE, den landsdækkende database, og altså kun til verificering af titler. Databasen kunne ikke oplyse, om vi rent faktisk havde den pågældende titel i Randers. For at komme videre måtte vi til det store gamle kortkartotek, som tronede centralt i udlånet. I øvrigt var det noget af en udfordring at traktere maskinerne, ikke mindst for en person, der aldrig havde lært at skrive på maskine. Ud over at finde de rigtige taster, var der koder, der skulle læres, og de var ikke altid særligt indlysende. Men vi skulle hjælpes til rette med det nye væsen, og på et tidspunkt blev hele bogbusafdelingen sendt på et todages DOS-kursus. Vi lærte om biblioteker og mapper, men ikke noget om, hvad disse kunne indeholde eller bruges til, og jeg følte mig kun meget lidt klogere efter seancerne. Det var nok ikke lige DOS, vi havde brug for, måske bortset fra dem, der allerede havde fået en pc indenfor dørene hjemme. På biblioteket kunne vi bemærke, at gruppe 19 i decimalklassesystemet, der ellers rummede bøger om videnskabsteori m.v., begyndte at svulme af bøger om bøger om Amiga og programmering i Basic.

De brune skrumler blev afløst af mindre kasser og løse skærme og tastaturer, og vi fik flere på kontorerne. Men stadig gjaldt det kun søgning i den store centrale base. Set i bakspejlet var det en periode, hvor vi kunne øve os i at bruge systemet. Et absolut uundværligt redskab i det daglige arbejde var IT ikke endnu.

På hjemmefronten forsøgte vi at kompensere for den lidt rodede hverdag ved at prioritere en god sommerferie, os fire sammen, højt. De første år med to småbørn tog vi på hytteferie i Sverige og Norge, og det tredje år kom combicampen med på slæb, så vi kunne supplere en uge i en hytte i Valdres med en uges rundtur på campingpladser. Bortset fra et par dage med regn gik det fint, men det stod klart at den lille teltvogn ikke kunne rumme hele familien. Vi anskaffede derfor en camp-let med to soverum og rummeligt fortelt, så vi var rustet til kommende ferier.

Vores to små piger var meget forskellige. Tanja var godt nok stædig, men ellers et roligt og tilbageholdende gemyt, der aldrig førte sig frem. Katja viste tidligt stor selvbevidsthed og skulle nok vide at skaffe rum til sig selv. Jeg husker, at jeg engang hørte dem komme i begyndende klammeri ude i gangen, mens jeg selv var optaget i køkkenet. Jeg skyndte mig til åstedet for at sikre, at den mindste ikke skulle lide overlast, men inden jeg nåede frem, havde hun klaret sagen for sig selv og spænede væk, mens Tanja stod hulkende tilbage efter et bideangreb.

I oktober 1988 døde min mor efter længere tids sygdom. Hun var indlagt på sygehuset i Varde; det var langt fra Randers, og jeg følte mig meget ophængt med job og børn, så jeg fulgte ikke forløbet så tæt, som jeg nok burde have gjort. Og pludselig var det forbi. Jeg tog til Janderup sammen med Tanja og var hos far dagene op til begravelsen, mens Per og Katja først kom til selve begravelsen.

Året efter foreslog kollega Aase, der tidligere med sin kæreste og søn havde været på campingtur til Spanien og Portugal, at vi tog en fælles tur til Portugal, som de havde forelsket sig i. Det var en ordentlig mundfuld og en lang køretur, men vi var med på ideen. Vi afsatte alle tre ferieuger til turen og kørte af sted. Katja og Aases Thomas fik skoldkopper, da vi nåede til Baskerlandet; vi holdt en slap-af dag og tog til stranden, hvor de to små patienter måtte søge ly for solen under håndklæder, men herefter var det værste overstået, og vi fortsatte tværs over den spanske højslette til Nordportugal. Vi tog den roligt ned gennem Portugal og nåede Lissabon, hvor vi fejrede Thomas’ treårs fødselsdag og besøgte Zoo af hensyn til ungerne, der også var glade for at klatre på de stejle klipper ved kysten. Efter Lissabon måtte vi vende snuden hjemad. Alt i alt havde vi en dejlig tur, der for evigt vendte vores rejselyst mod Sydeuropa med det varme klima, de spændende steder og landskaber og lækre mad og vin. De næste mange somre kørte camp-letten sydpå, og vi kunne roligt tage af sted i tre uger, for på hjemmefronten passede vores dejlige naboer Hanna og Knud vores kat, tog sig af posten og sørgede i det hele taget for, at der ikke så alt for ubeboet ud omkring huset.

1989 var også året hvor Tanja skulle begynde i skolen. Egentlig hørte vi under den store Søndermarkskole i Vorup, men da hun var en meget spagfærdig pige, så vi os omkring efter mindre forhold til hende. En kollega havde børn på Randers Lilleskole og kunne varmt anbefale den, og enden blev at vi tilmeldte vores datter her. Børnehaveklassen var ganske lille, en pige udover Tanja og vist fem drenge, og de fik en fantastisk engageret lærer som klasselærer. Vi var helt trygge ved at sende hende af sted, og via det arbejde, vi var med til at udføre til skolens vedligehold, fik vi et godt kendskab til de andre forældre. Katja begyndte samtidig i Tanjas røde stue på Orkestervejens børnehave. Sjovt nok gik det heller ikke denne gang uden en opringning til pladsanvisningen, da det for os så ud, som om de ikke rigtigt havde styr på rækkefølgen i tildelingen. Hvad de selvfølgelig forsikrede os om at de havde. Og vi kom heller ikke til at vente længe.

I 1990 fik Pers firma en større opgave i Schweiz, og han måtte med derned i flere uger, hvor jeg så skulle være alene med børnene. Til gengæld fik vi arrangeret et familiebesøg dernede: tre koner/kærester med børn tog med toget til Zürich og tilbragte nogle dage sammen med mændene. Tanja og Katja klarede den lange togrejse fint. Det hjalp nok lidt, at der var et par halvstore drenge med som gerne ville underholde de små piger. I Schweiz boede vi på Pers hotel i Zug og fandt på mange vittigheder om “Zug nach Zug”. For at se lidt mere af landet lejede vi en bil en dag og kørte over mod den østlige ende af landet.

Hjemme på biblioteket var vi samtidig i gang med et kæmpeprojekt. Hele vores materialebestand skulle forsynes med stregkoder og lægges ind i en database. Bereka hed projektet, og det fordrede, at vi holdt biblioteket lukket i flere uger, mens vi klistrede koder på bøger og plader og bag efter søgte de rette titler op i en stor database og fik koblet dem sammen med de enkelte eksemplarer. Og endelig skulle vi sørge for, at vi fik placeret alt i de rette grupper og materialetyper. Det gjaldt om at holde tungen lige i munden! Efter at hele bestanden var indtastet kunne vi endelig søge i vores egne samlinger, og efter et stykke tid kunne vi også sende den gamle fotonotering på pension og gå over til at låne ud og aflevere via stregkoder. Det betød bl.a., at vi straks kunne fange titler, der var reserverede, når de kom retur fra et udlån. Farvel til at vandre rundt med lange reserveringslister.

I 1991 var det Katjas tur til at starte skolegangen. Det naturlige valg var igen Lilleskolen, hvor hun kom i en noget større klasse med et ret internationalt tilsnit, idet der var både en kinesisk og en tyrkisk pige. Vores ellers robuste datter havde det en smule svært i starten, hun græd over, at hun ikke straks havde en stribe venner, som i børnehaven. Heldigvis gik det dog hurtigt over.

Året efter var der firmaopgaver for Per på Gibraltar, hvor der blev bygget stort, fordi man var overbevist om, at når kineserne overtog Hongkong, ville de entreprenante forretningsfolk fra byen søge til skattelyet på Gibraltar. Det var oprindeligt meningen, at han skulle være dernede et par måneder, men det trak ud. Salget af lejlighederne gik desværre ikke som forventet, og firmaet krakkede. Det fik dog lov til at gøre arbejdet færdigt, og Per valgte at blive dernede – han havde jo heller ikke et job at vende tilbage til. Den ferie vi ellers havde planlagt, måtte konverteres til, at vi tog ned og besøgte ham. Vi boede i den lejlighed, han delte med en kollega, og da han ikke kunne holde fri hele tiden, var vi meget af tiden overladt til selv at udforske den lille by eller dase ved pølen på tagetagen. Børnene fik øvet sig i svømning, mens jeg, selv om poolen var fyldt op med saltvand, måtte konstatere, at jeg altså ikke kunne finde ud af at flyde og derfor heller ikke svømme. På Pers fridage var vi på ture, en dag tog vi taxa op på klippen og hilste på de frække aber, og en anden dag lejede vi en bil og kørte ind i Andalusien. Vi besøgte bl.a. den imponerede bjergby Ronda.

Det var i øvrigt sommeren, hvor intet blev som forventet. Danskerne sagde nej til en EUtraktat, og Danmark vandt EM i fodbold. Jeg husker, at jeg sad hjemme ved fjerneren, da finalen blev spillet; børnene var lagt i seng, og jeg kunne ikke gå nogen steder. Jeg gik ud i haven, da sejren var i hus. Der var roligt i nabohusene, men inde i Randers blev der festet, fandt jeg ud af bagefter.

Per vendte hjem i efteråret, men han kom ikke til at gå ledig ret lang tid. En kollegas mand havde et biludstyrsfirma og han havde brug for en tømrer til at lave en udvidelse af værkstedet. Det blev Per engageret til, det skulle kunne klares på 2-3 uger, men da der blev ved med at dukke ting op, der skulle fikses, og firmaet ekspanderede stærkt, endte han med at være ansat i omtrent et tiår, indtil firmaet blev solgt. Heller ikke dette job holdt sig inden for Randers’ bygrænser; der blev oprettet nye afdelinger mange steder i Jylland og på Fyn, og Per måtte følge med. Tit måtte han starte meget tidligt om morgenen og kunne komme sent hjem, men alt i alt var han dog tættere på. Og vi var jo vant til rumlen.

Vi levede videre, som vi plejede. Passede job og skole i det daglige og undgik at engagere os i for meget andet. Pigerne begyndte at gå til ridning, og det betød, at vi af og til måtte bringe og hente dem fra rideskolen, men da vejen derud ikke var lang, kunne de snart selv cykle derud. Og som en anden mor til en hestepige sagde: “Man ved altid, hvor man har dem, når de er til ridning.” Om sommeren tog vi på ferie med camp-letten. Vi pakkede kufferter og campinggrej og kørte af sted tidligt søndag morgen, så vi kunne komme et godt stykke ned i Tyskland, og så var vi ellers på farten hele ferien. Et år tog vi hele fire uger og kørte langs nordkysten af Spanien til Portugal, og et par år gjorde vi Tyskland og Italien, men ellers blev vores foretrukne rejsemål Frankrig.

Pigerne var fortsat meget forskellige; Tanja tilbageholdende og genert, men bestemt med sine meninger om, hvordan hun ville have tingene skåret og i besiddelse af en enorm stædighed, og Katja mere udadvendt og selvbevidst. Men store interesser havde de dog til fælles. Ridning var en lige stor lidenskab for begge, og desuden elskede de Barbie-dukker og hesten My Little Pony. Af begge havde de et stort udvalg af eksemplarer og en masse udstyr. Når bestemte veninder var på besøg i hjemmet, fik de lov til at bemægtige sig hele vore store stuegulv og bygge huse og rideskoler op til deres yndlingsfigurer. Opstillingen kunne somme tider stå i dagevis og de kunne bygge videre og lade fantasien yngle. Her var ingen uenighed.

I 1995 afgjorde vi, at vi ikke kunne forsvare at lade vores børn vokse op i et hjem uden computer. Det var en stor anskaffelse, og jeg satte mig grundigt ind i sagen, inden vi skred til handling. Læste bl.a. en artikelserie i Politiken, der overbeviste mig om, at en Mac måtte være det rigtige for et par ikke-nørder som os. Der var nok nogle, som syntes at det var en tåbelig ide, men jeg holdt fast, og den 16. november kørte vi en tur til Aarhus og købte vores computer, en Performa 52 med tilhørende sort-hvid printer. Vi kom hjem med den, og i fjernsynet kørte Joachims bryllup med Alexandra, men det royale bryllup kunne ikke stjæle opmærksomheden fra nyanskaffelsen. Mac’en blev placeret på bordet i spisestuen – for vi skulle jo lige sætte os ind i vidunderet – men den kom aldrig videre til et af værelserne, som vi ellers havde tænkt os. Da vi havde fundet ud af, at vi havde det bedst med at have vidunderet tæt på os, lavede Per et bord til det, som blev sat op på ledig vægplads i spisestuen. Siden har lokalet været et kombineret spise- og computerrum.

Til min forbavselse måtte jeg konstatere, at jeg fandt det både spændende og fascinerende at lære at bruge computeren og de indbyggede programmer. Jeg begyndte at skrive dagbog på den og eksperimenterede med at tegne, og jeg bestilte disketter med shareware programmer, som jeg med stor fornøjelse afprøvede. Det var udfordrende at finde ud af, hvordan det hele hang sammen, og jeg tror, at det tiltalte mig at opleve den orden, der fungerede i systemerne – min gamle fascination af matematikken fra gymnasietiden rørte på sig. Jeg anskaffede mig en tegneplade, da jeg gerne ville udforske mulighederne for at være kreativ på computeren, og Per var helt med på, at jeg flottede mig denne ekstra udgift. På dette tidspunkt var han begyndt at hjælpe venner med mindre ombygningsprojekter, og i påsken 1997 tilbragte jeg det meste af tiden alene i huset, mens han var i gang med et projekt, og pigerne holdt til på rideskolen. Jeg muntrede mig ved computeren, men desværre var jeg slet ikke opmærksom på fornuftige pauser og arbejdsstillinger, så pludselig måtte jeg erkende, at en begyndende musearm var i fuld gang med at udvikle sig. Der var ingen vej uden om det trælse faktum: jeg måtte tage den med ro og rationere computertiden og også være forsigtig på arbejde. På vores sommerferier skrev jeg gerne en udførlig feriedagbog, men den sommer måtte jeg have hjælp fra Tanja. Jeg dikterede, og hun skrev lange passager. Den opgave lod Katja sig ikke overtale til.

På et tidspunkt ramlede jeg ind i et slægtsforskningsprogram. Bingo, sagde det. Interessen havde nok ligget og slumret i baghovedet på mig, jeg havde jo nærmest fået det ind med modermælken på gården derhjemme, men da jeg begyndte at plotte mine aner ind i programmet, kom der for alvor skred i det. Programmet lå der og kaldte på, at jeg fandt oplysninger om mine forfædre, så jeg havde noget at fylde på det. Det var en demoversion af programmet, jeg havde fået fingre i, og til min 50 års fødselsdag ønskede jeg mig det fulde program, som min svoger sørgede for at skaffe hjem fra Amerika, så det kunne trone på gavebordet. Inden længe fulgtes jeg med en kollega, der også “slægtede”, til landsarkivet i Viborg og fik en aha-oplevelse, da jeg fandt mine olde- og tipoldeforældre i kirkebøgerne. Jeg havde aldrig mødt disse forfædre, men nu syntes jeg, de blev levende for mig. Jeg meldte mig til et kursus i slægtsforskning og gik med ildhu i gang med at lære at læse gotisk håndskrift. Jeg måtte sande, at der inde i mig befandt sig en nørd, som jeg nu fik gravet frem. Det var ikke bare det, at jeg fandt oplysninger om mine egne slægtninge, jeg var på skattejagt, og hver enkelt lille detalje havde sin betydning i det store tæppe, jeg puslede sammen. Jeg fik ægte førstehåndskilder i hænderne og kunne selv trække meningen ud af dem og konstatere, at det jeg havde lært i skolen i nogle tilfælde var en temmelig forenklet version af historien. Et godt fund kunne gøre mig høj, og jeg elskede at slide mig igennem et langt håndskrevet skifte fra 1700-tallet. Det var regulært spændende og udfordrende at jagte aner, og desuden gav det mig mulighed for fordybelse i emnet, ja, det var jo et krav, at man skulle gå seriøst og grundigt til værks i forskningen, og det tiltalte mig i høj grad.

En anden ting på gavebordet til den runde fødselsdag var et modem. Vi var ikke blandt de første til at få computer, men det var min faste overbevisning, at vi ikke skulle sakke agterud, når det gjaldt adgangen til internettet. En aften i efteråret 1997 fandt jeg ud af at få etableret en forbindelse til nettet, og det virkede minsandten! Vi startede med et gængs 33 Mbit modem og måtte naturligvis tænke på, hvad vi brugte online-tiden til, så vi ikke fik en eksploderede telefonregning ud af det.

 

TR og teenage børn

I 1997 havde Tanja nået 7. klasse og skulle tage stilling til konfirmation eller ikke konfirmation. Hun var ikke mindet for at træde ind i folkekirken; jeg foreslog, at hun fulgte konfirmationsforberedelse for dog at have rimelige forudsætninger for at træffe valget, men heller ikke det havde hun lyst til. Men hun ville godt være med til, at vi holdt en fest for hende, så i foråret fejrede vi hendes “nonfirmation” med en familiefest, hvor også hendes bedste veninde kunne være med. Hun betingede sig på forhånd at taler m.v. skulle være forbudt, og sådan blev det.

Tanja fortsatte på Lilleskolen i 8. og 9. klasse. Hendes meget afholdte klasselærer Allan var på dette tidspunkt blevet fyret på grund af alkoholproblemer, noget som skolen i lang tid havde forsøgt at hjælpe ham ud af, uden succes. Klassen fik en ny lærer, som vist var fin, men måske ikke lige forstod at kigge om bag Tanjas tilbageholdenhed? Uden at hun dog beklagede sig over det.

I februar 1999 kunne vi fejre kobberbryllup. I stedet for at holde en fest besluttede vi at finde en lidt ekstraordinær rejse og tage pigerne med på den. Valget faldt på Egypten. Vi bookede en uge i Hurghada og for at få nogle klassiske oplevelser med, bestilte vi en todages tur til Luxor. Det sidste viste sig at være en rigtig god ide, for vejret ved Rødehavet var ikke optimalt, det blæste en del, og klimaet var slet ikke til strandliv. Og meget andet var der ikke at lave der på stedet. En dag tog vi ind til Hurghada by, men vi kunne ikke gå i fred for folk, der ville sælge souvenirs til os – eller hvad der var endnu være: købe pigerne af os. Tanja og Katja kunne overhovedet ikke tage det og havde ingen lyst til at bevæge sig omkring. Turen til Luxor var derimod spændende, Kongernes dal og Karnaktemplet var i verdensklasse, og når vi bevægede os omkring med vores guide, var vi næsten fredede. Vi havde kun en enkelt kedelig oplevelse, da vi bestilte en tur i hestevogn. Kusken ville absolut vente på os, mens vi spiste på en restaurant, han havde fundet til os, og bagefter forlangte han en aldeles ublu betaling for turen. Jeg skændtes højlydt med ham på fortovet foran vores hotel og endte med at smide nogle sedler på jorden, inden jeg marcherede ind ad hotellets dør, fulgt af familien. Vagten i døren spurgte forsigtigt, om vi havde problemer, men selvfølgelig trak kusken sig tilbage uden yderligere bemærkninger. Synd for det skønne Luxor, at vi skulle have en sådan oplevelse at gemme sammen med øvrige minder.

På biblioteket fik vi en ny stadsbibliotekar efter en lang periode med en chef, der var ved at gå bag af dansen. Fru Villadsen havde ikke sans for, hvor udviklingen bar hen, og i hendes sidste år på tronen skete der meget lidt, ud over at hun havde et spil kørende med sine næstkommanderende, så først den ene og så den anden var inde i varmen, mens modparten blev frosset ud. Ingen af de to vovede at stå op mod chefen.

Afløseren var en tidligere udviklingschef på Herning Bibliotek, Peter Holm Christensen, der kom med masser af begejstring og visioner. Han deltog i et afdelingsmøde i bogbusafdelingen og fortalte om sine planer med differentieret busbetjening. Han ønskede en stor bus, en sættevogn med trækker, som kunne holde lang tid på et stop, og en minibus til de små steder, kørt af bibliotekarerne selv. Hans evner til at tale for sin sag gjorde, at vi i starten var begejstrede, men da det kom til, at vi skulle køre ud alene med minibussen, og der tilmed var problemer med, at den vejede for meget (over de 3.500 kg., der var tilladt for almindeligt kørekort), svandt glæden ind og blev til skepsis og mistro. Situationen omkring bussens vægt var så tilspidset, at vi en dag, hvor cheferne var væk, selv kørte ned til vejerboden på havnen og fik køretøjet vejet. Vi ville vide besked og stolede ikke på de meldinger, cheferne kom med, og det viste sig også, at bussen faktisk vejede 3.800 kg. Vi pillede hylder og materialer ud af bussen for at få vægten ned, med det resultat at den efterhånden havde meget få bøger og andre ting at byde på og dermed for alvor blev et forringet tilbud til lånerne. I modsætning til mange af mine kolleger havde jeg det ikke dårligt med minibussen, jeg nød at være ude på egen hånd og ikke at skulle underholde en chauffør, og jeg tog rimeligt afslappet på overvægtsproblemet; desuden havde jeg en god tur med meget engagerede lånere. Men mine kolleger syntes mest, at det var kedeligt at køre alene. Og alle de forskellige problemer, som chefen helst ville henvise til en gråzone, hjalp bestemt ikke på arbejdsklimaet i denne periode.

Da Peter tiltrådte var min gode veninde Aase tillidsrepræsentant for bogbusfolkene – på dette tidspunkt havde vi to tillidsrepræsentanter for bibliotekarerne: en for HB og en for bus-filialfolket. Hun var ikke bange for at sige sin mening, og ved en vis lejlighed blev hun overfuset af Peter Holm på en sådan måde, at hun gik grædende fra mødet og trak sig fra TR-jobbet med øjeblikkeligt varsel. Hvem skulle følge hende? Ingen havde udpræget lyst, men i et anfald af pietetsfølelse over for hvervet gik jeg ind på at tage handsken op og blive tillidsrepræsentant for busfolket. Nogen skulle jo gøre det, syntes jeg – og Aase, og det blev så mig, der med nogen betænkelighed og egentlig også til overraskelse for mig selv trådte til. Jeg havde i hele min karriere som en selvfølge været medlem af Bibliotekarforbundet, som det hed dengang, men jeg havde ikke derudover gjort meget i fagligt arbejde. Da jeg gik ind på at være TR, var det med den faste overbevisning, at jeg ville gøre det så godt, som jeg nu kunne, og ikke være ked af, at der nok var ting, som andre ville kunne klare bedre end mig. Jeg kom på de sædvanlige TR-kurser og opdagede allerede her, at jeg nok havde et lidt mere afslappet forhold til, om mine medlemmer fik 10 øre mere eller mindre i timen (selv om jeg godt kunne se, at det kunne blive til en del på årsbasis), end jeg burde have som pligtopfyldende TR.

Peter Holm forlod biblioteket efter et par år. Han havde fundet et andet job ved TV2’s bibliotek, hvilket nok kunne betragtes som et skridt ned ad karrierestigen, men måske havde han en fornemmelse af, at det begyndte at brænde på i Randers? Han havde mange store planer, men ikke så megen økonomisk jordforbindelse. I hans sted fik vi en skarp organisationshjerne, Bodil Have, der havde styr på tingene og logikken, og som var reel at forhandle med, noget som især min TR-kollega for Hovedbiblioteket satte pris på. Jeg havde en sag med stadsbibliotekaren, da hun ønskede at ændre på en praksis, vi havde fået indført i forbindelse med minibussen. Da mine kolleger var utrygge ved at køre bussen alene til den afsidesliggende garage om aftenen, kunne en af biblioteksbetjentene følge os i garagen. Dette ville hun bringe til ophør, og jeg husker, at hun en morgen opsøgte mig i udlånet og bad mig skrive under på en aftale. Det sagde jeg blankt nej til, jeg ville først tale med mine kolleger om det, og vi fik en lidt mere blød aftale for de bibliotekarer, der ikke blev samlet op af deres mænd ved fyraften i garagen.

Mens Katja gik i syvende opstod der problemer i pigegruppen. Nogle af pigerne følte sig hårdt behandlet af andre, og der var en del klikedannelser. Vi blev indkaldt til flere forældremøder for at snakke om sagen. Undervejs gik det op for os at vores viljefaste datter plejede omgang med mindre heldige personer. Efter skoletid mødte hun medlemmer af en ungdomsgruppe, H2O-banden, hun sværmede endda for en af fyrene, og vi hørte også om, at der foregik ting i ungdomsklubberne, som måske ikke havde den bedste indflydelse på hende. En eftermiddag vendte jeg hjem fra et forældremøde på skolen og nedlagde forbud mod, at hun tog i Vorup Ungdomsklub samme aften. Hun reagerede med et raserianfald af en anden verden. Jeg måtte sætte mig hos hende på hendes værelse og forsøge at tale hende ned, mens hun rasede ud. Jeg kunne ikke gå fra hende, da jeg var overbevist om, at hun så ville kravle ud af vinduet og stikke af. Vi skulle have haft juleafslutning for Pers bordtenniskammerater samme aften, men det var vi nødt til at aflyse.

Det var en voldsom periode, hvor vi hele tiden måtte tage kampe og konfrontationer med hende. Som regel orkede vi ikke at stå stejlt på vores, så håbet var at fornuften sejrede, og hun klarede sig igennem. Per havde vist nærmest opgivet hende, men jeg tillod mig at håbe.

I modsætning til Tanja ville Katja konfirmeres; da vi under alle omstændigheder ville have fejret hende på samme måde som storesøster, var det nok ikke fest & gaver, der trak, og jeg tror da også, at hun fik noget ud af sin konfirmationsforberedelse hos Bent Martinsen fra Sct. Mortens Kirke, hvor hun blev døbt en måneds tid før konfirmationen. Ved siden af fortsatte det vilde liv. I foråret kom hun med en usandsynlig historie om, at hun var kommet til at ødelægge en af hendes bøllespirebekendtes dyre Buffalo-støvler og var nødt til at betale ham en erstatning på vist 1500 kr. for dem. Det lød som en dummebøde, men vi kunne ikke komme tættere på sandheden og forbød hende at hæve pengene (begge pigerne havde en pæn lille kapital i banken efter at have gået med aviser i flere år). Dagen før konfirmationen eksploderede det hele i skænderi om pengene, og vi stod selvfølgelig fast på vores standpunkt. Hun forlod på et tidspunkt hjemmet, og vi var ved at overveje, om vi kunne være nødt til at aflyse hele konfirmationen. Men Katja vendte mere afdæmpet tilbage.

Det blev søndag den 14. maj, vi var i kirken og havde bagefter huset fuld af vores store familie. Det var det skønneste vejr, måske sommerens bedste dag, så vi trak ud i haven og blev siddende der til om aftenen. Katja bad om at skifte fra sin lange hvide kjole til noget mere afslappet, og det var da OK. Da vi om aftenen, hvor kun Pers bror Steen og hans familie var tilbage af gæsterne, gjorde status over gaveregnen, viste det sig, at der manglede 1500 kr., som hun havde fået i kontanter. Det var klart, at hun havde set sit snit til at stikke af og aflevere pengene, men vi fik aldrig den sande historie ud af hende. Steen så hende dybt i øjnene og sagde: “Jeg ved ikke, hvad der sker, men det er synd for dig.” Vi frygtede, at hun betalte af på en gæld, men set i bakspejlet tror jeg snarere, at hun hjalp en anden ud af en slem klemme.

Lilleskolen bad os på en pæn måde om at finde en anden skole til Katja; de kunne ikke give plads til en elev, der vigtede sig af at have kontakter til H2O-rødderne. Af de to folkeskoler i Vorup, foretrak hun Vorup Skole, skønt vi egentlig hørte under Søndermarksskolen, og det blev ordnet, så hun kunne begynde her. De to næste år var ikke morsomme, hun passede skolen, men deltog om eftermiddagen i en klub for utilpassede unge. Pædagogen derinde gjorde et godt arbejde for dem, og jeg havde en snak med hende, som beroligede mig. Men alligevel – vi vidste aldrig rigtigt, hvor vi havde vores datter, og hun var så viljestærk og temperamentsfuld, at vi alt for sjældent tog kampen op med hende.

Det hele kulminerede, da vi skulle til fætter-kusine i Ribe og mente at have placeret begge pigerne sikkert hos veninder. Om aftenen kom Kim, en af gadeplanspædagogerne, som vi jævnligt snakkede med og som tog sig af Katja, ud til os og fortalte, at han havde hørt rygter om, at der skulle holdes fest ude hos os. I denne periode havde der været flere vilde fester hos unge, som var alene hjemme, og som ikke kunne styre, at uønskede elementer indfandt sig og forandrede festen til ren hærværk. Vi have lyttet mere seriøst til advarslen, men vi ville jo gerne til vores fest og syntes, det var for galt at skulle aflyse på grund af uvorne unger. Så vi tog af sted, men blev ringet op tidligt på aftenen. Tanja, som overnattede hos vores nabopige (heldigvis, hun skulle ellers have været længere væk), havde opdaget, at det strømmede ind med unge mennesker på vores matrikel. Vi var parat til at køre hjem straks, men havde jo allerede fået noget at drikke, så i stedet fik vi fat i politiet og bad dem gribe ind og rydde bulen. Hvad de også gjorde, og Katja blev installeret hos naboen sammen med Tanja. Vi fik ikke meget ud af festen og gik urolige i seng, og tidligt på morgenen ringede telefonen igen. Katja havde fået det mærkeligt og måtte indlægges på sygehuset. Nu stod vi op og kørte hjem.

Katja kom sig hurtigt, og vi fik hende hjem samme eftermiddag. Dog sur og vranten og i stedet for at hjælpe med at rydde op og gøre rent i det rod og skidt, som huset var efterladt i, sparkede hun til gulvspanden og gik sig en tur. Eftervirkningerne af den dosis narko, hun havde taget aftenen før, forklarede Kim.

Tanja valgte selv at tage 10. klasse på en efterskole. Det blev Klank vest for Aarhus, hvor man havde en hesteafdeling. Vi kørte hende derned og hjalp hende på plads på det værelse, hun skulle dele med en anden pige. “Nu kan I godt pille af!” sagde hun så. Vores tilbageholdende datter ville ud at stå på egne ben. Selv om hun troligt kom hjem på besøg de fleste weekender, skete der noget det år, og da hun havde afsluttet opholdet og taget afsked med alle vennerne på store-tudedag, var hun ikke helt tilpas med at vende hjem til reden. Hun havde heller ikke nogen fast plan for, hvad hun ville efter folkeskolen, så hun begyndte på byens produktionsskole, hvor hun hurtigt fik en god veninde, som hun flyttede sammen med i en lejlighed. Året efter var hun moden til at starte på handelsskolen, i øvrigt sammen med veninden Jane.

Med Katja havde vi et par urolige år med flere trælse episoder, men efterhånden faldt der ro over hende. Da hun gik i 10. klasse på en ny skole (hvor man samlede 10. klasserne), var omgangskredsen en ny og hermed holdningerne til mange ting. Det var ikke overraskende, at også hun fortsatte skolegangen. Som storesøster faldt valget på handelsskolen, men hun blev dog boende hjemme. Begge pigerne havde fritidsjob ved siden af, dels i Kvickly og dels på en Statoil tankstation.

 

Voksen- og rejseliv

Ved siden af job og uro fra de unge mennesker i familien fortsatte jeg med at slægtsforske, og jeg blev så bidt af bacillen, at jeg måtte melde mig ind i en forening for at kunne dele interessen med andre. Jeg blev naturligt nok medlem af den stedlige Slægts- og Egnshistorisk Forening Randers og fik også snart øje på en landsdækkende forening, der egentlig så ud til at passe mig bedre: DIS-Danmark (Databehandling i Slægtsforskning). Her blev jeg også medlem og fik hvert kvartal et medlemsblad med fine tips til, hvordan min forskning kunne blive bedre. På et tidspunkt udskrev redaktøren en konkurrence om den bedste historie om den glæde, man kunne have af internettet. Jeg skrev en lille beretning om, hvordan en søgning i indtastede folketællinger havde hjulpet mig til at finde ud af, at en af mine 2 x tipoldeforældre var blevet far som 80-årig, og minsandten om ikke jeg gik hen og vandt. Da man lidt senere søgte “pensionerede journalister”, der kunne tænke sig at bidrage til bladet med interviews og lignende, kunne jeg ikke dy mig. Jeg meldte mig, selv om jeg hverken var pensioneret eller professionel skribent, og redaktionen tog imod. Mit første job kunne jeg selv give bud på; jeg foreslog, at jeg tog til Nr. Nissum og snakkede med en slægtsforsker, som havde lavet en formidabel indsats med at gennemlæse og afskrive tingbøger fra 1600-årene – heldigvis fra mit område, så jeg kendte af egen erfaring nytten af hans arbejde – og sådan blev det. I frivilligt arbejde er det godt at kunne lade lysten drive værket.

Nogle måneder senere blev jeg ringet op af et medlem af DIS-bestyrelsen. Kunne jeg tænke mig at stille op til bestyrelsen? Der skulle være generalforsamling samme dag, og de manglede en kandidat. Jeg tænkte mig ikke længe over spørgsmålet; det lød bare spændende, og jeg ville gerne gøre en indsats. Det var i 2001, jeg indledte min bestyrelseskarriere, og typisk for mig havde jeg ikke nemt ved at afslutte den – faktisk sidder jeg stadig i bestyrelsen. Posten betød, at jeg 4-5 gange årligt en lørdag tog toget til Odense og mødtes med den øvrige bestyrelse, der kom fra hele landet. Jeg blev kort efter min indtræden spurgt, om jeg ville være moderator for foreningens internetforum, DISForum, der hver dag blev besøgt af utallige medlemmer og ikke-medlemmer, som her søgte og fik hjælp til diverse problemer, de stødte på i deres forskning. Jeg sagde ja, igen uden at tænke for lang tid over det. Det viste sig at være et spændende hverv med fingeren på pulsen. Meget af tiden foregik alt fredeligt og fordrageligt i Forum, men undertiden blussede debatter voldsomt op og kunne bølge frem og tilbage gennem utallige indlæg. Specielt en enkelt dame, som var meget vidende, men også ude af stand til at formulere sig med almindelig høflighed over for folk, der i hendes øjne var undermålere, kunne kræve indgriben af moderator – og stor tålmodighed af samme. En brand brød løs i Forum, da jeg gav hende et halvt års karantæne, efter diverse forsøg på at få hende til at arte sig, så andre uden frygt og bæven kunne skrive indlæg. Nogle mente, at det var grundlovsstridigt og en knægtelse af ytringsfriheden at udvise hende. Men det blev som moderator ville, og ilden døde hen.

Ved siden af al foreningsarbejdet, der også indebar, at jeg var bestyrelsesmedlem og sekretær i den lokale forening, fandt jeg nu og da tid til at dyrke min private anejagt. Skattejagten var stadig spændende, men desuden oplevede jeg, at jeg forligede mig med mine forfædre på en helt anden måde. Tidligere havde jeg mest opfattet dem som bønder, jeg var vokset væk fra, men afdækningen af deres gøren og laden gav mig blik for, at de bestemt havde ført deres kampe og bygget det stillads, jeg kunne stå på. Ikke mindst var det lærerigt at finde ud af, hvor meget de havde deltaget i andelsbevægelsen og det politiske og sociale liv i sognene. Min farfar var således ilter og engageret radikal venstremand og afholdsmand, der ikke bare havde ordene i munden. En anden inciterende ting ved slægtsforskning var de kontakter til andre forskere, der arbejdede med samme slægter, som jeg fik hen ad vejen.

Juni 2004 bestod Tanja sin eksamen som handelsstudent. Samme sommer tog vi på en kort sommerferie i Alsace med Tanja og hendes veninde Anja, mens Katja blev hjemme og arbejdede. Vi var rundt i alle de små byer, smagte på vin, vandrede rundt på borgen Haut Koeningsbourg og kørte hele vejen til Ronchamp for at besigtige Le Corbusiers berømte kapel.

Senere på året, i december, fejrede vi farmors 80-års fødselsdag, hvilket skulle vise sig at blive den sidste fødselsdag i vores forældregeneration. I maj 2005 døde min far, så kort før sin 95-års dag, at invitationerne til festligholdelsen var sendt ud. Han tilbragte sin sidste tid på ældrecenter og havde tydeligvis svært ved at leve med at kroppen blev mere skrøbelig, så han ikke længere kunne bevæge sig omkring. Han havde længe meget fornøjelse af selv at køre ud i bilen og se sig omkring, men også det måtte han give afkald på. Han var mæt af dage, da han lukkede øjnene for sidste gang. Vi begravede ham en smuk dag i april, hvor lærken sang over kirkegården; det ville han have bemærket. Få måneder senere fandt en veninde farmor død i sengen en morgen, uden noget foregående varsel. Vi måtte igen til begravelse, denne gang på Sjælland. Og pludselig stod vi fremme i forreste geled, uden en generation foran os. Det er en ny og anderledes oplevelse; mange gange måtte jeg tage mig i at tænke: Det her skal jeg lige nævne over for far og snakke med ham om. For så bare at konstatere, at han altså ikke var der mere.

På biblioteket sneg projektarbejderne sig ind. Randers Biblotek kom med i et EU-støttet projekt om mulighederne for at undervise på biblioteker sammen med bibliotekerne i Malmø og Sevilla. Projektet sluttede med en storstilet konference i Ljubljana, og selv om jeg ikke direkte deltog i arbejdet blev jeg inviteret med til Slovenien sammen med min kollega Åse. Vi gennem flere år havde været en slags frontløbere i IT-undervisning af borgere og havde bl.a. kørt undervisning i billedbehandling og slægtsforskning, og bibliotekschefen syntes åbenbart, at vi fortjente et lille skulderklap for vores indsats. Vi deltog i konferencen, der bød på diverse spændende indlæg, og havde ved siden af tid til at opleve den charmerende by. Undervisning var noget jeg gradvis havde begivet mig ud i; jeg hoppede fra cand.mag. studiet, fordi jeg ikke ville ende som lærer, men da jeg blev puffet ud i at introducere folk til internet og søgemaskiner og senere også til, hvordan man kunne søge aner på nettet, opdagede jeg, at det faktisk var spændende og givende. Jeg endte med at blive ret vild med det. Ikke mindst var det lækkert at kunne bruge ens interesse direkte i forbindelse med jobbet.

Katja blev student i 2006 og samme år startede Tanja på Erhvervsakademiet i Randers på en uddannelse i turisme. Tanja havde på dette tidspunkt præsenteret en ung fyr ved navn Michael for os. Skulle han mon betragtes som en kæreste? Jo, den var god nok, de to fik ring på og flyttede sammen i en lejlighed i Randers. Katja blev boende hjemme; hun sled med at spare penge sammen til en dannelsesrejse jorden rundt sammen med en veninde. Vi holdt jul med begge pigerne, og til nytårsfesten, som dette år blev holdt hos os, deltog også Michael, sammen med vores faste nytårshold, tre venne-kollegapar, som vi gennem mange år havde skiftedes til at holde festen hos.

Vi havde begge arvet lidt efter vore forældre, og især Per syntes, at vi skulle bruge nogle af pengene på en fælles oplevelse. Som f.eks. en rejse til et eksotisk mål. Vi gik på jagt på nettet og fandt frem til et tiltalende tilbud: en uges rundrejse i den nordligste malaysiske provins på Borneo, Sabah. Begge pigerne og Michael skulle med, og i februar 2007 drog vi af sted på en eventyrlig rejse, der bragte os til foden af Sydøstasiens højeste bjerg, Kinabalu, til øen Selingan, hvor vi så en havskildpadde lægge æg under helt betryggende forhold, og langt ind i junglen ad floden Kinabatangan til det forunderlige lodge Sukau, hvor vi hver morgen sejlede ud og spejdede efter jungleliv med næsehornsfugle, elefanter og orangutanger som nogle af de mest spektakulære. Oplevelsen fyldte os i den grad, Katja tog kort efter ud på sin første store rejse, der gik til USA, Fijiøerne, Australien og Sydafrika, Tanja var fast besluttet på at vende tilbage og henlægge sin praktiktid til Borneo, og Per og jeg var præpareret med stor lyst til at finde nye steder at rejse til. Kun Michael overvandt ikke sin forskrækkelse over at springe så langt ud på dybt vand – det viste sig også senere, at hans og Tanjas veje måtte skilles, hun havde alt for meget mod på at komme ud og opleve og kunne heller ikke affinde sig med hans temmelig traditionelle syn på kønsroller.

Tanja kontaktede rejseselskabet på Borneo, som havde arrangeret vores ture, og fik en aftale i stand. Og når hun var i det afsindigt attraktive land i hele tre måneder, ville vi benytte lejligheden til at besøge hende og se endnu mere til stedet. Vi drog på nye oplevelser og genså gamle favoritsteder og fandt nye. Men en drøm om at bestige Kinabalus fire kilometer høje top måtte vi opgive; jeg fik brok med knæene, da jeg gik lidt hårdt til træningen. Jeg var næsten 60 og måtte nok erkende, at kroppen begyndte at sætte sine grænser.

Katja kom tilbage fra sin jordomrejse og arbejdede hårdt for at nedbringe sin oparbejdede gæld, men inden længe kunne hun meddele, at hun altså ikke var færdig med at rejse, hun ville gerne gøre mere ved Sydamerika, og hun havde allerede undersøgt mulighederne. Hun ville tage med Mellemfolkeligt Samvirke til Paraguay og deltage i et projekt med gadebørn. Det var jo sådan set udmærket, vi gav vores velsignelse, og det lykkedes hende at spare de nødvendige penge sammen. Hun havde en udpræget smag for dyre mærkevarer, men i Asuncion mødte hun børn, der intet ejede og dog udstrålede ren livsglæde. Uden tvivl en yderst lærerig oplevelse for hende.

Efter Paraguay-opholdet skulle hun lige rejse lidt rundt i Sydamerika, naturligt nok. Hun tog hele turen op gennem Bolivia og videre til Mexico og Mellemamerika. Hun skulle have været hjemme til jul, men højtiden kom hun i stedet til at tilbringe i Belize. Siden kom hun til øen Utila i Honduras, hvor hun blev hængende. Det viste sig at være noget af en osteklokke, hvor man gemte alt om tid og sted og bare nød livet. Hun uddannede sig efterhånden til dykkerinstruktør og klarede sig som sådan i over fem år. I lange perioder glemte hun også at kontakte os herhjemme, og vi måtte formode, at hun var ved at gro helt fast på stedet.

Hendes tid i Paraguay havde dog inspireret os til at tage på en rundrejse til dette meget lidt turistede land. Tre uger i bus med en flok andre rejseglade danskere, der gjorde os klogere på landet og førte os til højdepunkter som jesuitternes gamle kolonier og det fantastiske vandfald Iguazu. Men det lykkedes os ikke at få kontakt med de folk, som Katja havde kendt; dertil var vores kontakt med hende alt for ustabil.

Da Tanja havde afsluttet sin uddannelse på Erhvervsakademiet i 2008, ville hun også ud i verden. Hun drog tilbage til Borneo for at finde job her og få sig nogle erfaringer. Hun fik en stilling i et lille dykkerfirma, der arrangerede dykkerture for turister, og i forbindelse hermed tog hun som sin søster en dykkerinstruktøreksamen. En smule ironisk: en landkrabbe som jeg har fostret to regulære vandhunde! Efter uddannelsen søgte hun – og fik – et job på et ressort på Maldiverne. Hun faldt dog ikke rigtigt til, de dyre omgivelser var ikke noget for hende, og der var generelt alt for lidt at lave. Så hun sagde op og trillede hjem i familiens skød, hvor hun tog fat på sin faste job Statoil og et nyt i Fakta. Og forældrene tog imod med åbne arme. Vores hus er stort, men de værelser, vi i visse øjeblikke havde forestillet os kunne bruges til vore særlige hobbyformål, forblev fyldt op med pigernes ting.

Jeg havde passeret de 60 år og var stadig i fuld gang på arbejdsmarkedet. Hovedet kunne jo ikke følge med, jeg følte mig overhovedet ikke som én i efterlønsalderen og havde heller ikke problemer med at følge med i tempo og udvikling. Men jeg havde i tidens løb set mange forlade arbejdspladsen, før tid var. Der skulle jævnligt skæres nogle personaletimer, når en ny sparerunde kørte, og folk fik et “godt” tilbud om en aftrædelsesordning, som de ikke kunne sige nej til, eller måske følte de ældre moralsk forpligtigelse til at trække sig, så det ikke gik ud over yngre kræfter. Jeg funderede over, hvor længe jeg fik lov til at blive på arbejdsmarkedet – mere end jeg egentlig overvejede, hvor længe jeg havde lyst til at blive der. Jeg havde betalt til efterlønsordningen, uden dog at have planer om at gøre brug af den. Men i hvert fald var den frihed, der fulgte med, ubetalelig. Tænk, nu var man på jobbet på helt egne betingelser! Hvis jeg syntes, det blev for meget, kunne jeg bare sige farvel og tak. Det gjorde, at jeg kunne tage meget mere afslappet på, hvad er skete af stort og småt. Med bevidstheden om, at man ikke behøver at finde sig i noget som helst, kan man overleve meget! Også lederes påhit, når nyeste trends indenfor organisationsteori skal afprøves på medarbejderne.

Vi havde igen fået ny chef. Bodil Have var blevet bibliotekschef i Aalborg, og efter hende fik vores hidtidige souschef Inger Skamris chancen. Hende havde vi kendt gennem mange år som almindelig kollega, og hun var en person, som vi nemt kunne snakke og diskutere med, men også hun skulle sætte sit fingeraftryk på organisationen, og hun kunne stå urokkeligt fast på sine principper. Det blev hendes opgave at styre omorganiseringen af det gamle biblioteksforbund på Randersegnen til et system af et hovedbibliotek og fire filialer plus et par bogbusser ved kommunalreformen 2007. Fra ledelsessynsvinklen nok et enklere system, men også meget mere sårbart, idet der nu kun var en myndighed, der skulle træffe beslutninger om nedskæringer, mens man tidligere skulle have enighed i forbundsstyrelsen. Allerede ved sammenlægningen kunne man spare den ene af de tre busser, vi havde tilbage. Busafdelingen var ikke længere en afdeling med egen leder, men en lille gruppe under udlånet, styret af en tovholder med meget færre beføjelser. Vi følte tit, at vi måtte kæmpe for at få tilstrækkelig tid til at gøre busserne så attraktive som muligt. Men vi fik et spændende projekt i hus: Vi skulle køre en forsøgsordning med bogbusbetjening i byens storcenter i udkanten af byen. Her blev oprettet et afhentningssystem for reserverede materialer, og bussen fik holdetid på p-pladsen i absolut prime time, lørdag formiddag. Jeg var med i projektgruppen og indhentede bl.a. erfaringer fra andre kommuner og nød at være med i arbejdet sammen med vores kompetente tovholder, men desværre var anstrengelserne frugtløse. Folk tog ikke ordningen til sig, og den måtte ophøre efter et års tid.

Som følge af organisationsændringen kunne jeg stoppe som TR. Når vi nu kun var en organisation, var det tilstrækkeligt med en TR, afgjorde chefen, og her var det naturligt, at Hovedbibliotekets repræsentant fortsatte. Det havde jeg ikke spor imod, jeg havde gjort min borgerpligt, men måtte dog også indrømme, at det havde været spændende at være med i arbejdet. I nogle år fortsatte jeg som suppleant og deltog som bisidder ved lønforhandlingerne.

Senere kom en ny sparerunde. Her spillede chefen måske højt spil, idet hun foreslog, at vi skulle lukke både filialen i Vorup og den ene bogbus. Måske havde hun håbet på, at forslaget var uspiseligt for politikerne? Men når man stiller et forslag, risikerer man, at politikerne griber det, og det skete her. Filialen blev nedlagt, og vi måtte ned på kun en bus til vores store opland. På samme tid rejste tovholderen i musikgruppen, og jeg benyttede lejligheden til at byde ind på den opgave. For første gang i mit liv var jeg til jobsamtale, efter at jeg flere gange havde siddet på den anden side af bordet som TR. Jeg fik stillingen og flyttede fra det lille bogbuskontor ind på et noget større kontor, hvor jeg fik nye gode, men stadig velkendte kolleger.

Som tovholder var jeg ikke egentlig leder, men jeg skulle holde sammen på gruppen, der i starten bestod af 3-4 bibliotekarer, hvoraf den ene hurtigt efter gik på efterløn, og en assistent. Jeg lavede dagsordener og indkaldte til møder, forestod udstillinger og havde opsyn med vores digitale musiktjeneste Bibzoom. Desuden deltog jeg i indkøbet af musikmaterialer, som jeg i øvrigt havde gjort mere eller mindre siden min start. Nu foregik det selvfølgelig elektronisk, mens vi i gamle dage havde udfyldt store stakke af sedler. Et udfordrende nyt tiltag var den klassiske lytteklub, som vi startede i samarbejde med DR P2. Her havde vi hver måned i “sæsonen” et tema, et på en eller anden måde bemærkelsesværdigt stykke klassisk musik, som jeg og kollega Claes præsenterede for deltagerne, hvorefter vi spillede det og gav lytterne plads til at kommentere på det. Et dejligt initiativ, fordi vores tilhørere var så åbenlyst glade for det. Vi forsøgte med et lignende initiativ omkring rockmusik, men desværre uden held. Trods ihærdige bestræbelser fra vores side, kunne vores præsentationer af David Bowie og Nick Cave ikke lokke randrusianerne ind på biblioteket, så rock-lytteklubben måtte vi opgive. Springet fra mit tidligere arbejde var ikke voldsomt stort, men jeg var glad for at prøve noget andet efter mange år med bogbussen, og mærkeligt nok savnede jeg ikke at rulle ud i landskabet med bussen.

I starten af 2010 tog vi på en ny drømmerejse. Havde fået skruet et program sammen, der bragte os både til Perus højdepunkter og til Galapagos. Vi startede med en dag i Lima og fløj herefter til Cuzco. Desværre var der sket det, at et jordskred kort forinden havde spærret adgangen til Machu Pichu, så vi måtte undvære denne ti-stjernede seværdighed, men da skuffelsen havde lagt sig, og vi i stedet fik set andre imponerende inkamonumenter i nærheden, var det til at leve med. Godt at have noget at vende tilbage til! Det gjorde indtryk at se inkaernes bygningsværker, der havde stået solidt gennem mange hundrede år, mens de invaderende spanieres kirker og borge var styrtet sammen under tilbagevendende jordskælv. Videre gik turen til Titicacasøen, i bus over Andesbjergene, op i 5.000 meters højde, til den elegante hvide by Arequiba, Colca Canyon, hvor vi fulgte kondorernes legende flugt over himlen, og de fascinerende Nazca-linjer, inden vi fløj til Quito og herfra til krydstogt omkring Galapagos, hvor vi ikke fik set de store skildpadder, men vadede omkring mellem leguaner, søløver, fregatfugle og blåfodede suler. En rejse fuld af top-oplevelser!

Sidst på året var vi blevet så trætte af at vente på Katja, at vi bestilte flyvebilletter til Honduras og meldte vores ankomst til datteren. Hun troppede op i lufthavnen i San Pedro Sula for at modtage os, og vi fik et par fine uger sammen. Tog først til et par bemærkelsesværdige steder på fastlandet, Copan Ruinas med fine Maya-ruiner og et lækkert lodge i junglen, hvor vi tog på white river rafting (grænseoverskridende for mig, der ikke kan svømme, men det gik fint, takket være vores hjælpsomme unge styrmand) og siden til øerne Roatan og Utila. Undervejs fik vi besked om, at Katjas gode ven Alex havde slået hovedet alvorligt, og hospitalsbehandling var påkrævet. Her måtte vi træde til og lægge penge ud, da man i første omgang ikke kunne komme i kontakt med hans forældre i Boston. Uden penge ingen behandling, om det så gjaldt liv eller død. En soleklar illustration af, hvor godt vores hjemlige velfærdssystem er! Vi ønsker os ikke amerikanske forhold. En andet mindre behageligt forhold ved at rejse i Honduras var, at vi hele tiden måtte tænke på at bo på sikre hoteller og tage sikre taxier. Utila, øen som Katja boede på, var sikker og tryg nok, men det samme kunne langt fra siges om San Pedro Sula, som vi ikke kunne undgå, når vi skulle ind og ud af landet.

I august 2011 var vi nået til vores sølvbryllup. Skulle det fejres eller ej? Per ville gerne springe helt over, men den tanke var jeg ikke ubetinget med på. 25 års sammenhold var trods alt en begivenhed, der var værd at flage for. Men en stor fest havde jeg ikke lyst til uden begge piger, så i stedet blev det til en mindre komsammen hjemme hos os selv. Kolleger og nærmeste naboer kom til morgensang, og vi inviterede nærmeste familie og venner til middag om aftenen. Det var hyggeligt og lige tilpas for os.

Tanja var hjemme, men på spring til drage til Canada. Hun havde besluttet sig for at tage en bachelorgrad i tourist management og havde søgt ind på et universitet i Nanaimo på Vancouver Island. Hun drog af sted i september måned, efter en del brok med at få visum i orden – hun måtte tage turen til London og stille op på ambassaden her, før det var på plads, og hun missede den første uge af studiet, men det gik alt sammen.

Vi havde holdt en lille sølvbryllupsfest, og den egentlig fejring foretog vi ved at rejse tilbage til det sted, hvor vi mødtes, Sri Lanka. Det havde i lang tid været no-go på grund af interne uroligheder med tamilerne, og da vi ville bestille rejsen, var turiststrømmen først lige ved at vende tilbage. Det betød, at den tur vi ellers havde sat næsen op efter, blev  aflyst, endda i to omgange! Mildest talt ikke smart, da vi måtte have vores ferie flyttet til julen, hvor det i forvejen krævede lidt velvilje fra ledelse og skemalæggere at få ferie – og så blev turen alligevel aflyst. Heldigvis lykkedes det os at finde en individuel rejse, som kunne foretages når som helst. Vi rejste med egen guide-chauffør og havde en pragtfuld tur med tid til alt, hvad vi gerne se. Meget havde ændret sig siden sidst, men mest indtryk gjorde måske historierne om den store tsunami, der i 2004 havde hærget også Sri Lankas kyster. Der stod stadig ruiner, og vi hørte om, hvordan hele både var blevet kastet ind i restauranten på det hotel i Hikkaduwa, vi havde boet på dengang, og som vi vendte tilbage til, og hvordan et helt togsæt var blevet skyllet væk af bølgen, så flere hundrede mennesker omkom.

Langt det meste af tiden gled livet stille og roligt af sted for os. Ingen større uheld endsige ulykker syntes at have sigte på os, og man kunne nemt blive lullet hen i en bevidsthed om, at slemme ting sker kun på lang afstand af os. Men den 8. februar 2012 skød den barske virkelighed direkte ind i familien. Min svigerinde, Pers søster Lis, ringede en formiddag, mens jeg var på arbejde, og fortalte at hendes datter var død. Hun var socialpædagog og var taget alene ud med en klient, som hun afgjort ikke burde være alene med, og som i øvrigt havde været årsag til, at hun i en periode inden havde været sygemeldt. Da de to ikke vendte tilbage til institutionen som forventet, satte man en større eftersøgning i gang, og om morgenen blev hun fundet i Dollerup Bakker, dræbt ved utallige knivstik. Morderen blev fundet og anholdt nogle dage senere. Det var en forfærdelig oplevelse; forfærdeligt at se Judys ansigt smækket op på tabloidaviserne, og hjerteskærende at være med til begravelsen, hvor især den unge datter var fuldstændig knust og ikke ville slippe sin mors kiste. Judy var et menneske, som kun arbejdede for at andre kunne have det bedre, og det var både meningsløst og afskyvækkende, at hun skulle blive ramt af en person, som skulle have været under mere indgående opsyn og behandling. Som min chef udtalte: “Socialpsykiatrien kan være et usandsynligt dyrt sted at spare.

Men livet gik videre, og sommeren efter skulle vi naturligvis besøge Tanja i Canada. Det blev i maj måned, inden hun skulle i sommerferie-praktik i Tanzania (hun kunne have valgt noget i nærheden af universitetet, men prioriterede nye oplevelser og erfaringer). Vi fløj til Vancouver, brugte lidt tid i byen og tog så til øen, hvor vi nød stemningen i den charmerende, engelskprægede by Victoria og krøb til tops på det 1000 meter høje bjerg Mt. Benson lige uden for Nanaimo. Det var en smule værre, end det lyder, for den side, vi valgte at bestige fra, er ganske stejl, og da vi nåede toppen, var vi enige om, at vi måtte vælge den anden, fladere sti ned. Der gik det meste af en dag med det, og det var ret sejt. Efter Nanaimo lejede vi en bil og tog på en tredages tur op i The Rockies, bl.a. til skisportsstedet Whistler, inden vi vendte tilbage til Vancouver.

Tanja holdt et halvt års orlov efter praktiktiden; hun var nemlig inviteret til bryllup hos to vennepar på Borneo, og den rejse kunne bedst passes sammen med, at hun var hjemme og arbejdede. Hun indtog altså igen sit værelse og genoptog sit arbejde hos Statoil og Fakta.

Jeg havde gennem mange år skrevet masser af artikler til DIS’ medlemsblad Slægt & Data, som jeg også endte med at blive redaktør af, og i efteråret 2012 blev det endvidere til en rigtig boglig udgivelse. Nå, bog er måske meget sagt. Jeg skrev sammen med min slægtsforskerkollega Gitte Christensen et hæfte om “Slægtsforskning på nettet”, som forlaget Libris udgav (det er dem med de små nemme lær-det-selv-hæfter om IT). Der var givetvis mange, der trængte til en introduktion til emnet, og vores hæfte lå i lang tid som nr. 1 på forlagets egen salgsliste. Plus at det selvfølgelig kom til at optræde i mange bibliotekers samlinger.

2013 blev et vildt år, rent rejsemæssigt. Vi startede med New Zealand; efter at vi havde hjemsøgt de øvrige kontinenter manglede vi Oceanien, og New Zealand var mere overkommelig end det store Australien. Vi planlagde en tur på fem uger, og efter at vi havde bestilt ferien, gik jeg til min chef og bad om ferie hele februar måned og lidt til. Egentlig burde man jo pænt spørge inden, men jeg tænkte, at hvis jeg ikke fik lov, kunne jeg bare sige op. Jeg havde et par ugers ferie og en hel masse afspadsering i beholdning, så det rakte lige. Jeg fik bevilget min ferie.

Vi havde lejet et såkaldt Spaceship til turen; Spaceship er en australsk-new zealandsk opfindelse: en Toyota er ombygget, så der kan indrettes sovepladser bag i den, og den er udstyret med campingstole og bord og kogegrej. Der var ikke meget plads i den, men fordelen var, at vi når som helst kunne tage ind på et hotel eller i en campinghytte, hvis vi trængte til lidt mere komfort. Og bilen var nem og billig at køre i. Et lokalt par, som vi faldt i snak med et sted, fortalte, at vi var det ældste par, de nogensinde havde set rejse i et Spaceship, men faktisk mødte vi undervejs et dansk par, som var omtrent jævnaldrende med os. Vi startede i Auckland og havde løselige planer for ruten, men var ellers helt frit stillet. Vi havde fået det råd, at vi skulle bruge mest tid på Sydøen, og det gik nok ud over Nordøen, hvor vi nogle steder jappede lidt. F.eks. blev vores besøg i Rotorua, maoriernes højborg, for kort. Men vi nåede at vandre gennem hobbitternes landsby, tilbagelægge halvdelen af trekking turen Tongariro Alpine Crossing (resten var lukket efter et vulkanudbrud) og besøge det attraktive og inspirerende nationalmuseum i Wellington. Vi slog et slag omkring danskerbyen Dannevirke, hvor man skiltede med vikinger, havde en hyggelig mølle og flere skandinaviske navne i bybilledet, men ellers ikke mange danske spor og slet ingen dansktalende personer. På Sydøen faldt vi i svime over de maleriske Pandekageklipper, travede op til Fox-gletcheren, var på whale watching og vild togtur i en øde klippeegn ved Dunedin og trekkede langs kysten i Abel Tasman-nationalparken. Skønt at have så god tid, men rejseformen var også en smule mere udfordrende for parforholdet, på grund af de strabadser, vi mødte under vejs, som superprimitive campingpladser og tilpasning til trafikken (kører du ikke lidt for stærkt efter forholdene, skat?).

I april fik vi en forskrækkelse. Per blev efter nogle dages smerter i bryst og arme indlagt på sygehuset en aften i april. Han røg straks næste morgen til Skejby og fik foretaget en ballonudvidelse. Jeg fik først om eftermiddagen at vide, hvad der var foretaget, så egentlig nåede jeg slet ikke at blive rigtigt bekymret. Så kritisk havde det heller ikke set ud, da jeg kørte ham til sygehuset! Der var dog også tale om en meget lille blodprop, som ikke havde nået at gøre megen skade, men alligevel … Det var en melding om, at vi ikke er udødelige.

I ledige stunder havde jeg gennem flere år arbejdet på en bog om at skrive slægtshistorie. Oprindeligt var det et projekt, jeg planlagde sammen med en kollega fra DIS, men da der ikke var meget fremdrift i det fælles arbejde, og der oveni købet kom et par kurrer på tråden mellem os, besluttede jeg at gøre bogen færdig på egen hånd. Jeg ville ikke lade det gode projekt ligge. DIS ville gerne udgive bogen, og jeg skrev den færdig og sendte den til gennemkig hos forskellige forskervenner, inden værket blev sendt i trykken. Den 23. april kunne jeg skrive på min Facebookside, at der måtte champagne i glasset, for Per var hjemme fra sygehuset og Tanja fra Vancouver, og mine løse skriverier havde trykkeriet forvandlet til en nysselig bog. Bogen blev solgt fra DIS-Danmarks webshop, og jeg sørgede for at sende to eksemplarer til Dansk Biblioteks Center, så den kunne blive lektøranmeldt – alfa og omega for et godt salg til bibliotekerne. Lektøren kom, og den var så rosende, at den gjorde mig helt benovet. Følgelig kunne jeg bagefter se, at over 80 biblioteker anskaffede den.

På jobbet var vi kommet igennem endnu en organisationsændring. Det skulle gerne være klarere og mere enstrenget. Ingen skulle være i tvivl om, hvem han/hun skulle henvende sig til med et givet problem. Ledelsen flyttede sammen på et fælles kontor i stedet for som tidligere at “bo” ude i deres afdelinger, og det gjorde formentlig, at den mistede den tætte forbindelse til og fornemmelse for, hvad der foregik ude i medarbejderskaren. Teamkoordinatorer erstattede de tidligere tovholdere, og jeg blev igen ganske almindelig menig medarbejder, uden at det gjorde en vildt stor forskel. Vi skulle gerne arbejde mere på tværs, men oplevede alligevel, at vi var mere låst fast i de teams, vi var anbragt i – måske fordi vi generelt havde så meget at lave med diverse projekter, at der ikke tid og overskud til at tænke ud af teamet? Et mere spektakulært og mærkbart påhit var, at vi (dvs. bibliotekarerne, ikke øvrige medarbejdere) skulle lære at “arbejde på en ny måde”. Vi måtte ikke længere have faste kontorpladser, vi skulle hver morgen vælge et ledigt skrivebord og indrette os der med det, vi nu lige var i gang med. Hvert halve år skulle vi desuden flytte til et nyt kontor. Det lykkedes aldrig ledelsen at præstere et godt argument for ordningen, så den forblev bare et forstyrrende irritationsmoment. Start dagen med at organisere dig på ny, i stedet for at fortsætte, hvor du slap i går, og med risiko for at noget blev glemt, fordi du ikke længere kunne anbringe en uundgåelig seddel på dit tastatur. Vi er superdygtige til at indrette os efter forholdene, men hvor havde det været pragtfuldt, om man kunne få øje på fornuften i foretagendet!

I august kom Katja hjem på besøg. Vi havde simpelthen inviteret hende og betalt en flyvebillet hjem. Måske var der en smule ængstelse fra begge sider. Hvordan ville det være for hende at komme hjem efter så mange års udlændighed? Var hun vokset så langt væk fra alt det hjemlige, at hun ikke kunne springe tilbage? Heldigvis så det hele ud til at gå fantastisk, hun blev modtaget med varme af både familie og venner. Vi havde skøn Tønder Festival sammen og siden en vellykket fætter-kusine-sammenkomst i min familie. Hun havde stillet i udsigt, at hun ville være hjemme en 3-4 uger, men først efter et par måneder tog hun afsked.

Tanja fortalte med stor begejstring om Tanzania, så det måtte afgjort være vores næste mål. Vi havde flere gange holdt Pers fødselsdag i udlandet. Nu måtte det være min tur, og hvad kunne være mere passende end at holde den på en safaritur?

Altså tog vi til Tanzania to uger i november. På Tanjas anbefaling fik vi skræddersyet turen så vi fik en safari i nationalparken Ruaha med, oveni standardturen til Ngorongoro og Serengeti m.fl., afsluttende med nogle dage på Zanzibar. Det blev en eventyrlig tur. Vi havde vores egen guide, som gjorde alt for, at vi skulle komme på “skudhold” af alle de spændende dyr. Vi så løver elske, en gepard, der fangede et bytte, massevis af elefanter, zebraer og gnuer. Kun næsehornet fangede vi kun på lang afstand; dyret er tæt på at være udryddet i Tanzania. Efter Serengeti-safarien fløj vi til Dar es Salam og kørte en hel dag i bil op til Ruaha, uhyrligt langt, men vi fik oplevet det afrikanske landskab. Ruaha er anderledes, et mere varieret landskab og mere bevoksning, men ikke så overvældende mange dyr som Serengeti. Dog et virkeligt fint supplement, og vi boede på en fantastisk dejlig lodge. Alt i alt havde vi det, som om vi stod midt i en film fra National Geographic. Alt det fantastiske skete jo bare omkring os. Vi behøvede ikke at ligge længe på lur, bevæbnet med kikkerter og telelinser, dyrene færdedes med største naturlighed lige omkring os. De sidste dage på Zanzibar var der ikke mange dyr at jagte, til gengæld kunne vi slappe af ved kysten på nordspidsen af øen og siden gå på opdagelse i den fascinerende Stone Town med dens gamle arabiske kultur – og minder om Freddie Mercury, der er født her.

 

Jubilæumsår

Den 4. februar 2014 vendte Tanja hjem fra Vancouver. Vi modtog hende i Aalborg Lufthavn, hvor hun kom med sin canadiske akademikerhat på hovedet. Ceremonien havde vi fulgt på nettet, hvor overrækkelsen af eksamensbeviser og rektorhåndtryk blev streamet. Hun gik straks i gang på Statoil og Fakta, og hensigten var klar fra starten: Hun ville tjene penge, så hun havde en startkapital, når hun benyttede muligheden for at søge arbejdsvisum i Canada (fordi hun havde studeret der) og finde et job der.

Forældrene holdt sig nogenlunde i ro, men tog dog en uge på den blomstrende ø Madeira i april. Vi trængte til en forsmag på sommer og varme og havde lige en uges ferie tilbage. Slet ikke en ferie på højde med det, vi ellers har gjort i, men mindre kan bestemt gøre det. Vi skal ikke overgå os selv hver gang!

Lidt senere på året måtte jeg til København for at fejre DIS-Danmarks 25 års jubilæum. I den anledning havde jeg skrevet det meste af indholdet til et hæfte om de 25 år med slægt og data. Der var gang i tastaturet i det lille hjem, for straks efter måtte Gitte Christensen og jeg i gang med at skrive en opdatering af Slægtsforskning på nettet, og næppe var den færdig, før vi skulle kaste os ud i næste projekt, et afsnit om slægtsforskning i Danmark til en svensk bogudgivelse.

Fredag den første august var det 40 år siden, jeg havde min første arbejdsdag på Randers Bibliotek. Jeg var på forhånd blevet spurgt, om jeg ville modtage fortjenstmedaljen? Jo tak. Og om jeg ville fejres? Også det. Biblioteket sendte en pressemeddelelse om jubilæet, og det resulterede i at jeg blev opsøgt af en journalist, der skrev et pænt stykke i Amtsavisen. Engang blev jubilæer fejret med maner; i dag er det noget med en halv time med kollegerne i frokoststuen, servering af kaffe og rundstykker, overrækkelse af medaljen ved borgmester eller stedfortræder (i mit tilfælde blev det formanden for byens kulturelle udvalg, der holdt en smuk tale) og taler fra et bibliotekschef og min nærmeste foresatte. Jeg kunne invitere 5 eksterne gæster (Per og nogle gamle kolleger) og fik fine gaver og blomster. Fra kommunen en påskønnelse på 25.000 kr. Og i øvrigt havde jeg fri og havde overtalt Per til også at tage en fridag. Vi tog til Mariager og legede turister med besøg på Saltcentret og frokost med udsigt over fjorden. Dagen efter inviterede jeg vores nærmeste venner på grill i haven. Det var en helt OK måde at markere dette runde tal på. Bagefter gik hverdagen så videre.

Vi tog på campingferie i Tyskland og Frankrig og endte op i Tønder, hvor vi sammen med vores sædvanlige flok havde en uforglemmelig festival, med en sand perlerække af musikalske oplevelser. En virkeligt saltvandsindsprøjtning, inden vi vendte tilbage til det hjemlige efterår. Sommeren var lige så uforglemmelig som festivalen; aldrig har vi haft så lang og lun en sommer, og det fortsatte langt ind i efterår og vinter.

Alligevel følte vi os fristede til at rejse væk fra den danske vinter. Per havde længe haft et ønske om at komme tilbage til Egypten. Der var ikke mange rejsetilbud til dette mål, men det lykkedes os at finde et passende: En rundrejse, der først bød på en uges krydstogt på Nilen, fra Luxor til Aswan og tilbage igen, fulgt af tre dage i Cairo og fire dage i Luxor. Den sidste uge kunne udskiftes med badeferie i Sharm el Sheik, men vi var udpræget til kultur, og vi fik en ferie, der på alle måder levede op til vores forventninger – og mere til. Vi fik set alle de store templer og gravpladser langs Nilen og pyramiderne i Cairo, og vi var på ballonflyvning tidligt om morgenen over Luxors vestbred med alle de store seværdigheder. En ganske særlig oplevelse! I Cairo var vi kun os to med vores egen guide og chauffør, ren luksus, og den eventuelle uro, som holder mange danskere væk fra Egypten lige for tiden, mærkede vi absolut intet til. Det bekymrede os at høre, hvor hårdt et hovederhverv i landet var ramt. Af de ca. 300 krydstogtskibe, der findes på Nilen, var kun 25 ude at sejle i den uge, vi var der.

Vi vendte tilbage til Danmark den 14. december, midt i julehalløjet og for sent til at prøve at indhente det forsømte. Hvilket passede os udmærket. Vi havde ingen “børn” hjemme juleaften, men vi havde alligevel et juletræ og fandt lidt pynt frem fra julekassen. Jeg lavede marcipanknas, for vi skulle lægge hus til den årlige familiejulefrokost, som går på omgang mellem mine søskende, ligesom nytårsaften skulle fejres hos os. Noget skulle der altså til. Men vi erstattede anden med andebryster og nød dem sammen med en fortrinlig Amarone. Der var ingen gaver under træet, for vi enedes om en fællesgave til hinanden: et nyt lettere sofabord, vi kunne placere på det silketæppe, vi var faldet for i Egypten. Da vi var klar til at tænde juletræet, ringede vi via Skype op til vore piger på den anden side af Atlanten og sad resten af aftenen og snakkede med dem. Det var næsten som var de til stede i stuen. Det samme gjorde vi nytårsaften, hvor hele vennekredsen deltog i snakken.

Jeg har indhentet mig selv og er nået til dags dato. Vi er hoppet ind i 2015, og hvad skal der ske her? Jeg regner med at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet i løbet af foråret. Har endnu ikke sat en dato på og har opdaget, at det er en meget vanskelig beslutning at træffe. Alle efterlønnere siger, at de er så glade for retræten, og at de har mere travlt end nogensinde, men går man nogle af dem på klingen, fornemmer man, at det ikke var helt så ubetinget let at vænne sig til, at dagen ikke pr. automatik var fyldt op. Jeg har skubbet tidspunktet et par gange, fordi der kom noget spændende, jeg lige skulle have med. Jeg har netop oplevet at få min sjette bibliotekschef. Desuden har jeg ikke børn hjemme i nærheden og slet ingen børnebørn, der kan lægge beslag på min opmærksomhed. Og Per, der er fire år yngre, holder tidligst om et par år. Jeg ved, at jeg sagtens kan få tiden til at gå med at slægtsforske og skrive om emnet, men ved også, at jeg vil savne at komme ud af huset og møde kollegerne.

Jeg regner også med, at min yngste datter endelig kommer hjem og begynder på en regulær uddannelse. Og jeg regner med, at vi selv skal ud på nye spændende rejsemål. Det er ikke uden grund, at mit motto på Skype lyder: At rejse er at leve – ud i verden eller tilbage i tiden.

Når jeg kigger tilbage på mit liv, som det har tegnet sig indtil nu, kan jeg kun sige, at jeg har haft et godt og begunstiget liv. Jeg fik en god uddannelse på et tidspunkt, hvor det ikke var en selvfølge, at en pige fra mit miljø kunne slå ind på akademikervejen, og jeg har hele vejen igennem haft et arbejde, oveni købet et interessant og afvekslende arbejde, der har tilladt mig at have en finger på den litterære puls og være del af en fantastisk udvikling. Selv om jeg har været på samme arbejdsplads i 40 år, har det ikke på nogen måde været ensformigt. Mit job fra dengang, jeg startede, ligner slet ikke det, jeg laver i dag, og jeg har fået lov til at tage del i den teknologiske udvikling, som godt nok har udryddet mange gode gamle dyder, men til gengæld har givet så mange andre muligheder. Spændende har det været, ubetinget.

Jeg vil også nævne min fritidsinteresse, der giver mig muligheder for at udfolde al den skrivekløe, jeg måtte lide af, og dykke dybt ned i sære gamle kilder og trække undertiden overraskende informationer ud af dem. Ved siden af kan jeg hjælpe andre med at finde vej i det vildsomme landskab, man giver sig ud i som slægtsforsker. Og bedst af alt: man kan blive ved, selv om man ikke længere er så mobil, at man kan bevæge sig ud af huset.

Desuden har jeg været begunstiget af et godt helbred. Ikke bare har jeg undgået alvorlige sygdomme, jeg har også været nærmest immun over for trivielle ting som influenza og maveonder, så jeg kan se tilbage på en karriere med meget få sygedage. Heller ikke stress har bidt på mig, selv om jeg har set adskillige kolleger gå ned med flaget. Jeg tror, jeg har en dybt indbygget tro på og tillid til, at jeg gør mit arbejde så godt jeg kan under de givne omstændigheder, og så kan det ikke blive bedre. En vis flegmatisk tagen-tingene-som-dekommer holdning, jeg i bakspejlet kan se, at jeg må have arvet fra min far.

Bortset fra et par problematiske år med det ene barn har jeg en dejlig familie. Jeg kan godt savne at have mine døtre tæt omkring mig, men på den anden side er jeg stolt over, at de har valgt at have hele kloden som deres hjemmebane. Jeg kunne ønske mig, at flere gjorde noget lignende, så vi kunne få lidt færre fremmedforskrækkede hjemmefødninge, mindre brok over småproblemer og åbning op for større perspektiver. Verden er blevet lille og global, og det bør vi rette ind efter.

 

Randers DK
Get directions

Fødselsdag:

1947

Erindringen ønskes afleveret til:

Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Randers Stadsarkiv