Erik Abel

Erik Abel er født i 1924. Erik har boet hele sit liv i landsbyen Reersnæs lige vest for Bandholm på Nordlolland. Han blev uddannet som tømrer som sin far og bedstefar. Han fortæller om sin barndom og skoletid, om sin tid som tømrerlærling og tømrersvend. Han tager på "valsen" til Schweiz i 1948. Som ung bliver han leder af Bandholm Tekniske Skole, senere faglærer og ledende inspektør ved Industri- og Håndværkerskolen i Nykøbing Falster. Gør ejerskabskrav på erindring

 

Jeg blev født den 18. maj 1924 i Reersnæs, en lille landsby ca. 2 kilometer vest for Bandholm på det nordlige Lolland. Min far var tømrermester ligesom min farfar, Peder Abel, også var det. Hvorfra familienavnet Abel stammer, ved jeg ikke. Min oldefar, som var vejmand, hed Lars Jakobsen og boede med sin familie i huset ”Abelsminde”, som grev Knuth fra Knuthenborg lod bygge i 1827. Hvorfor huset bar navnet ”Abelsminde” har jeg ikke kunnet få oplyst.

Jeg var enebarn og blev vistnok lidt forkælet. Mine forældre havde fejret kobberbryllup et halvt år før min fødsel, så jeg blev betragtet som et lille mirakel, da jeg kom til verden. Dengang var der mange børn i Reersnæs. Jeg havde mange legekammerater, en af de bedste var Georg ”Tuborg”.
Som dreng tilbragte jeg også meget tid i bedstefars værksted. Hvis man dengang ikke havde arbejde nok om vinteren, måtte man være opfindsom for at skaffe brød på bordet. Min farfar arbejdede en del vintre i skoven, men så fandt han på at lave ligkister derhjemme på værkstedet. En dag stod der en færdig kiste i værkstedet. Der var lagt pap i bunden af den, så den var færdig til levering. Jeg spurgte farfar, om ikke jeg måtte prøve at ligge i kisten. Efter nogen tiggeri fik jeg lov. Da jeg havde fået lagt mig tilrette, bad jeg farfar sætte låget på kisten. Det gjorde han.

Nu kom der en stramtandet genbokone ind. Hun kom egentlig for at give farfar en overhaling, fordi han ikke var kommet over til hende for at lave et eller andet. Knap var hun kommet i gang, før hun hørte lyde fra kisten, og hun blev ligbleg og rystede som et espeløv. Farfar spurgte: ”Hvad er der dog galt med dig?” – ”Kan du ikke høre mand!” skreg den stramtandede, pegede på kisten og flygtede skyndsomt hjem.

Jeg fik min skolegang i Bandholm skole, som med sine ca. 160 elever var Danmarks største landsbyskole. Der var fire lærere: Førstelærer Bendsen, lærer Pedersen, frk. Thunberg og frk. Christensen. Bandholm skole var en virkelig god skole under skoleleder Bendsen. Jeg havde lærer Pedersen til regning. Hvor var han dygtig. Da jeg mange år senere var elev på Håndværkerskolen i Haslev, blev jeg bedt om at vise kammeraterne, hvordan regneopgaverne skulle opstilles. Det var især forholdsregning, der var tale om. Det, jeg viste frem, var hvad jeg huskede fra Bandholm skole. I Reersnæs havde vi også en pogeskole. Den lå i ”Møllebyen”. Nu skal man jo aldrig prale, men følgende er nu sandt: I skolen var jeg et ug-barn. Idræt dyrkede jeg også. Gymnastik og fodbold i BGF, Bandholm Gymnastik Forening. I 1939 lykkedes det os at rykke op i mellemrækken, men vi tabte senere desværre en afgørende kamp om at rykke op i Lolland-Falster serien. Senere måtte jeg indstille de sportslige aktiviteter, da jeg fik en revne i mit venstre skinneben.

Da jeg var næsten færdig med 7. klasse og skolen i Bandholm, blev jeg en dag kaldt ind fra legen med de andre børn. Inde i stuen derhjemme sad lærer Bendsen højtidelig sammen med mor og far. Førstelæreren var kommet for at fortælle, at jeg var blevet tildelt en friplads på Realskolen i Maribo. Mor og far var pavestolte. Men jeg spurgte: ”Kan man ikke blive til noget, uden man skal have realeksamen?” Bendsen indrømmede, at det kunne man da godt, men realeksamen var da en god start på voksenlivet. Jeg fortalte, at nu var jeg lidt skoletræt, og jeg ville gerne i lære som tømrer som mine forfædre før mig. Det var synd for mor, men far var jo ikke så lidt stolt af mit valg.

Jeg gik til præst hos pastor Møller og blev konfirmeret i oktober 1938. Pastor Møller blev kaldt hellig. Jeg ved ikke, hvad de voksne lagde i det, for han tilhørte ikke Indre Mission, men han var utrolig verdensfjern.

Da det var umuligt at få en læreplads lige straks, startede jeg hos far. Hos ham var jeg i lære 1½ år og gik om aftenen på Teknisk Skole i Bandholm. På skolen opnåede jeg at få en flidspræmie på 10 kr. i foråret 1940. Derefter fortsatte jeg lærepladsen hos tømrermester og arkitekt Hans Jørgen Musse i Vestergade i Maribo. Her var 15-16 svende. Musse forlangte, at jeg skulle overflyttes til Teknisk skole i Maribo, hvor han selv underviste tømrerlærlingene. Musse var en urimelig streng mester. Han vrængede af os. Svendene var alle nervøse. Kom Musse ind i frokoststuen, rystede svendene, så de var lige ved at tabe kaffekopperne. En dag kom Musse til mig og fortalte: ”Du og Leif (en yngre lærling) skal hen og lave nogle skabe hos farvehandler Schulz. I skal være færdige torsdag”. Jeg rystede ikke i Musses nærvær, så jeg lod ham vide, at jeg ikke ønskede at arbejde under pres. Hertil svarede Musse: ”Ja, men så da i hvert fald næste torsdag”.

Mens jeg var i lære skulle biografen bygges. Hverken Leif eller jeg skulle være med. Jeg spurgte Musse, om han syntes, at det var rimeligt, at lærlingene ikke skulle være med og lære ved et nybyggeri. Han svarede: ”Nå, ja, du er jo kun lærling, men jeg kan da trøste dig med, at jeg tager svendeløn for dig”. Nu fik vi to lærlinge så lov at udføre et nybyggeri helt på egen hånd. Det var Magasinet ved Skaanings Gård. Mester Musse kom selv for at føre tilsyn. Han var så godt tilfreds, at han fordoblede vores ugeløn – jeg fra 20 til 40 kr. og Leif fra 10 til 20 kr.

Jeg boede stadig hjemme i Reersnæs. Mor gav mig en stor og god madpakke med på arbejde. Især havde jeg brug for en god madpakke de dage, jeg skulle gå på Teknisk Skole om aftenen. De aftener kunne jeg først være hjemme til varm mad kl. 21. Det var nok forkert, at vi lærlinge skulle klare Teknisk Skole efter en lang arbejdsdag. Vi var alt for trætte til at få det optimale ud af undervisningen. Det havde nok været bedre med en hel skoledag midt på ugen. Også lærerne var ofte for trætte. Det skete at arkitekt Musse tog sig en lur. En aften, da Musse sad og nikkede, sagde en af eleverne: ”Nu sover du igen Hans Jørgen”. Han vågnede med et sæt og så bister ud. Heldigvis kunne han ikke stadfæste den formastelige.

Midt under 2. verdenskrig, den 3. august 1943, trak et frygteligt uvejr hen over Lolland-Falster. Lynene raslede ned over os. Pludselig oplystes Sædingegårds lade- og staldbygninger – landsdelens største. Tiden dengang var med stor arbejdsløshed. Blev man arbejdsløs om vinteren, var der kun arbejde for besættelsesmagten. Det var vi mange, der gik langt uden om. Derfor var vi ikke kede af, at ”håndværkersolen” (brandene) skinnede den 3. august.

Sædingegård genopførtes i løbet af det allerværste besættelsesår, 1944. Især var der stor varemangel, derfor var det svært at fremskaffe de mange materialer til det store byggeri, som var overdraget Grundtvig Due, Rødby og Hans J. Musse, Maribo. Sidstnævnte arbejdede jeg for. Vi var 10-14 tømrersvende beskæftiget med byggeri i et helt år. Det var en kærkommen aktivitet midt i elendigheden.

Sædingegaard lå nede ved Rødby, 20 kilometer væk. Jeg cyklede hver dag 40 km for at komme til og fra arbejdspladsen. Først sled jeg mine egne cykeldæk op, derefter min mors. De var af bedste kvalitet, så de holdt. Den første dag jeg skulle møde i Sædinge, gav far mig en 10-kroneseddel med, så jeg kunne give en omgang til gutterne. Da vi nærmede os frokost, spurgte jeg: ”Hvem er ølmand her?” Jeg blev henvist til Olsen, som fik sedlen til en omgang øl. Da vi var færdige med øllerne, spurgte jeg Olsen: ”Hvad med resten af pengene?” Jeg købte en flaske vin for resten. Den skal vi to dele efter fyraften. Jeg gjorde kammeraterne opmærksom på, at de havde valgt en helt forkert til øljobbet. For øvrigt var krigsvinen nærmest udrikkelig.

Det store byggeri var en stor lærerig opgave for en nybagt tømrersvend. Ladebygningen var 33 m. bred og 72 m. lang og udførtes, som den første herhjemme i hangartypen som gitterkonstruktion. Tømmeret var nyfældet i Jylland og blev sejlet til Rødbyhavn. Det var solidt tømmer. Op til 8 meter langt, med 8 tommer (20 cm.) i sidemål. Der skulle seks mand til at bære det. Det blev boltet sammen med 1½ til 2 tommer  tykke bolte. Hullerne blev boret med håndkraft, elværktøj fandtes ikke. Man blev udsat for lidt af hvert vedrørende de gode, gamle håndværkertraditioner f.eks. om straffen ved at lade værktøjet sidde fast i træet, når man forlod det for at gå til frokost. Det kostede en omgang. Far havde lært mig, at jeg skulle holde mig på toppen af et nybyggeri. Det var lettere arbejde. Det gjaldt bare ikke her, hvor tømmeret var grønt, tungt og vådt. En dag kom jeg 10 minutter for sent til frokost, fordi mit store svingbor havde sat sig fast.

Ølmanden var en sjælden, men velkommen gæst. Det skete vi tømte vognen på timeløn. Da jeg var færdig med min uddannelse som tømrer, fik jeg den idé, at jeg ville tage bygmesteruddannelsen i Haslev. Det krævede at jeg deltog i tre lange kurser. Jeg startede under krigen i 1942-43 med 1. klasse. Men da jeg gik i 2. klasse i 1943-44, blev vi smidt ud af tyskerne, fordi de skulle bruge skolen til lazaret. Derfor kunne jeg først i vinteren 1947-48 tage 3. klasse og den afsluttende eksamen – til gengæld klarede jeg at få UG for mine bygningstegninger.

Mens jeg var i Haslev havde klassen en uforglemmelig oplevelse på en tur til Oslo og derfra med banen til Bergen. Under krigen havde vi jo ingen steder kunne komme.

Min far – og senere jeg – har altid haft meget arbejde på Askø. Det gav os mange morsomme oplevelser. Da jeg var en stor dreng, fik jeg ofte lov til at komme med over på øen. Det var så spændende.

En dag kom færgen glidende næsten lydløst ind mod havnen. Tæt ved indsejlingen stod Holger Jensen i sin lille båd og røgtede åleruserne med ryggen til færgen. Holger Jensen drev en lille købmandshandel og var desuden øens speditør. Det var også hans job at modtage færgen i havnen. Da kaptajn Blochgaard så, hvor optaget Holger var af sit fiskeri, sagde han: ”Nu skal vi give ham en forskrækkelse”. Færgen tudede højt, Holger sprang i vandet og vadede i land, så hurtigt at han nåede at modtage færgen med honnør og drivvåd modtage trossen. Dermed undgik han at modtage en skideballe.

Man drak også dengang en del øller på Askø. Jeg mindes en dag på turen over, at far, svenden og Karl klarede hver to øl – kaldet færgeøl. Straks vi kom i land gik rygtet – tømreren er her i dag. Vi blev straks inviteret ind til fisker Duvald senior, som havde en lille butik ved havnen med især mange flasker. Han gav en omgang langhalsede (guldøl). Derefter gav far en omgang og så svenden. Men nu skulle vi altså op til præstegården, hvor præsten glad tog imod os: ”Hjertelig velkommen! Nu skal jeg sandelig lave te til os alle. Det kan I nok trænge til ovenpå den sejltur!” Jeg tror nok, at de voksne syntes, det var en brat overgang. Men de havde bestemt ikke behov for flere langhalsede.

En anden historie som fisker Duvald fortalte på færgen: Pastor Hansen-Jakobsen sagde på præstestolen juleaften: ”Velkommen til jer, der kommer hver søndag, velkommen til jer, som kommer en gang imellem, men især velkommen til jer, der kun kommer juleaften”.

I 1948 tog jeg ”på valsen” som tømrersvend. Vi var tre kammerater, der tog turen til Schweiz. Vi boede og arbejdede hos samme mester. Det var i Frauenfeld, nord for Zürich. Vi boede på 1. sal i ”bihuset”. I stueetagen stod 40 bistader. Man skulle lige vænne sig til at være så omsværmet. Vi havde bestandig besøg af de flittige underboere, men de var meget fredelige. Vi blev aldrig stukket. Inden afrejsen måtte vi have en lægeerklæring på, at vi var sunde og raske. Lægen var noget imponeret af vores planer, men forlangte dog 10 kr. for erklæringen.

Der var tale om en udveksling, idet tre tømrere fra Schweiz samtidig var i Danmark. Vi havde en lidt speciel, men nem tur på valsen. I 1948 måtte vi ikke gå frit i Tyskland. Vi blev derfor sat i toget ved den dansk-tyske grænse, og vi måtte ikke så meget som stige af toget på stationerne. Først da vi nåede grænsen til Schweiz, blev vi lukket ud. Da vi kom til hovedbanegården i Hamborg stod de forarmede tyskere udenfor på perronen og falbød alt muligt, som de selv havde fremskaffet. Selve hovedbanegården var væk og vi kunne se langt ud over byen. Overalt kun ruiner. Da vi vendte tilbage et halvt år senere, kunne vi se, at genopbygningen allerede var sat i system.

Det var som at komme i paradis at besøge Schweiz, som jo ikke havde deltaget i verdenskrigen. Alt muligt kunne vi købe f.eks. cigaretter og bananer.

Vi tre kammerater havde en god og lærerig oplevelse i Schweiz. Vores mester var ikke meget ældre end os. Både han og hans øvrige svende var dygtige, så vi lærte meget i udlandet. Schweizerne er dygtige til at arbejde i træ. Vi kunne dog også lære dem noget, især med konstruktionen af tagtømmeret. Men når det gjaldt det mere snedkerbetonede træarbejde, var vi kun som lærlinge. I det store og hele så har dansk håndværk et godt navn i udlandet.

Sammen med mester og to andre svende, som alle havde motorcykel, havde vi en tur på fem dage rundt i Alperne. Vi klarede på turen bl.a. fem bjergpas og nåede til Schaffhausen. I 1948 var det nemlig spørgsmålet til alle, der kom hjem fra valsen. ”Har du været i Schaffhausen?” Kunne man ikke bevise, at man havde været der, så havde man ikke rigtigt været på valsen. I august havde vi tre danske svende en ferie på 10 dage. Den brugte vi på en togrejse gennem Schweiz, Østrig, Liechtenstein, Norditalien og Sydfrankrig. Hvor vi dog oplevede meget på denne tur.

Alt gammelt er ikke af det onde. Jeg ville ønske, at de unge i dag tog ideen op igen – ideen med at gå på valsen. Det giver oplevelser, møder med mange mennesker, sprogkundskab, mere viden om faget – kort sagt udvikling.

Vi tre svende kom i kontakt med det tre-mandshold, der var i Schweiz umiddelbart før os. Vi seks blev nære venner for livet. Vi blev alle gift og stiftede familier. Når vi skulle mødes, var vi altså ikke kun seks, men tolv. Vi mødes hvert år skiftevis hos hinanden i to dage. Hvor har vi 12 haft mange dejlige oplevelser sammen. Da vi bor spredt rundt omkring, har vi næsten været overalt i Danmark. En har bosat sig i Canada, han er fra mit tre-mandshold.

Med min mester i Schweiz har jeg også holdt kontakt. Han tilbød endda at jeg og min kammerat kunne blive kompagnon med ham. På det tidspunkt var jeg ved at stifte familie og befandt mig udmærket her i Reersnæs. Nogle år senere havde min hustru og jeg den store og dybe sorg at miste et barn, der døde af meningitis. Næsten samtidig skete det samme for min schweiziske mester og hans hustru. Det styrkede vores kontakt gennem brevveksling, især mellem vores hustruer. Min hustru kunne noget sprog, hvorimod jeg er knapt så befaren på det område. Vi har aflagt besøg i Schweiz flere gange.

Fra jeg tog svendebrev i 1942 til 1957 arbejdede jeg som svend. I tiden 1957-61 var jeg selvstændig tømrermester i Reersnæs sammen med min far.

Jeg blev tilbudt at overtage ledelsen af Teknisk Skole i Bandholm efter murermester Thorvald Pedersen. Murermester Pedersen var blevet ældre og kørt træt. Det kneb med disciplinen, så meget at politiet måtte kigge forbi på grund af hærværk. Jeg var lidt skeptisk over tilbuddet, da jeg faktisk var yngre end nogle af eleverne. Men det gik fint de otte år, jeg ledede skolen. Eleverne fik at vide, de skulle møde til tiden, ellers kunne de holde sig væk. Det var nu ikke altid deres skyld at de kom for sent. Nogle gange havde deres mester ikke givet dem fri tids nok til at de kunne komme rettidigt. Engang blev der vist en meget populær film i Bandholm Biograf, som eleverne gerne ville se. Forestillingen ville starte kl. 20. De begyndte at pakke deres ting sammen et kvarter i otte. De plejede at få lov til at gå lidt tidligere ved særlige lejligheder. Men nu bad jeg dem om at tage bøgerne frem igen. Jeg sagde: ”Da I ikke kan møde til tiden er vi nødt til at fortsætte 20 minutter mere. Vi er nødt til at komme dette problem til livs”. De knurrede noget, da de nu kom for sent til filmen.

Skolens lokaler lå på 1. etage på kommuneskolen. Der var skole 4 aftener om ugen, fra klokken 18-20. Jeg underviste i teknisk tegning 2 aftener. Førstelærer Bendsen fra kommuneskolen i dansk. Desuden blev eleverne undervist i regning og geometri. Vi havde ca. 25 elever af stort set alle håndværksfag. Nogle af dem var nogle lømler. De værste var karetmagere og skibsbyggere. I 1961 blev det politisk besluttet at undervisningen skulle foregå på dagskole. Det blev på Industri- og Håndværkerskolen i Nykøbing Falster. Her kom elever fra hele Lolland-Falster og Sydsjælland. I 1961 søgte man i Politiken en faglærer på Industri- og Håndværkerskolen i Nykøbing F. Stillingen gjaldt tømrerfagets elever. Jeg blev opfordret til at søge stillingen, som jeg også fik. Senere blev jeg souschef og ledende inspektør på IH-skolen (i dag CELF). Jeg skulle planlægge undervisningen for 650 elever, 90 lærere plus time-lærere. Det admistrative arbejde gjorde, at jeg ikke kunne undervise så meget. Jeg har altid været glad for at undervise. Gennem de 30 år på IH-skolen har jeg haft 600 lærlinge.

Desuden skulle jeg planlægge mange småkurser og diskutere adskillige emner med forskellige håndværksmestre – hvoraf nogle var klogere end andre.

Jeg gik på pension i 1991.

I 1951 blev jeg gift med Tove, datter af vognmand Jørgensen på Koholtvej. Vi fik 48 gode år sammen. Tove døde i 1999. Jeg har to døtre, Brita og Lisa, og to børnebørn.

Jeg har fra min ungdom interesseret mig for og fulgt med i politik. I flere generationer har familien Abel støttet Det radikale Venstre. Når politikerne i amtet eller kommunen ensidigt har varetaget særlige erhvervs interesser eller vadet rundt i grøfterne til venstre eller højre, så har vi været på banen og beordret dem til at tænke på almenvellet og følge fornuftens og dydens lige midtervej, hvorfra fremsyn og fornyelse kommer! Jeg har været opstillet til kommunevalg en enkelt gang. Jeg manglede ganske få stemmer til at blive valgt.

Jeg har siddet i Ældrerådet en årrække som næstformand. I Ældrerådet talte vi aldrig om politik. Der var også rigeligt at tale om desuden. Vi var meget optaget af byggeriet af tryghedsboliger. Ligeledes havde jeg til opgave at holde øje med byggeriet af Svanehøjcentret i Bandholm, da jeg boede tæt på dette byggeri.

 

Fødselsdag:

1924

Erindringen ønskes afleveret til:

Maribo Lokalhistorisk Arkiv