Karen Hindø

Min poesibog Gør ejerskabskrav på erindring

 

Min poesibog

 

I en af skufferne i mit brune skab ligger en lille blå bog, hvor der på omslaget er trykt Poesi. Bogen har et bogpapiromslag med blå, hvide og røde tern. Bogpapiret har aldrig været skiftet ud - det er det samme, som kom på i 1959 for at passe bedre på bogen. Poesibogen fik jeg i fødselsdagsgave af min storesøster, og den har været med i mine flyttekasser, hver gang ”teltpælene” blev rykket op. Så den har været med ved alle 11 flytninger – altid pakket pænt ned som et kært minde.

På første side – skrevet den 25.09.1959 på min 8 års fødselsdag - har jeg skrevet:

”Kære venner og veninder, Hjælp mig med at samle minder”. Karen Hindø, 2. C

Min mor og min far skrev samme dag:

”Kære Karen, Hvorhen i verden, du drager hen, Så tænk på Gud og på dit hjem og

Lykken den er som en lille fugl, Den flyver og kommer tilbage. Gid den hos dig må finde et skjul

Og blive der alle dage”.

Også min storesøster skrev på min fødselsdag:

”Kære Karen. Karen, Karen, Hvad tænker du på, Ligger i sengen med træsko på”.

Dagen efter havde jeg besøg af min tante og onkel som skrev disse rim:

”Kære Karen, Vær altid barn med barnesind, Så får du mange venner. Luk aldrig i dit hjerte ind. En ven, du ikke kender.

At tvinge mig til Poesi, Det er der ingen mening i. Nu har jeg siddet her en time, Men det vil stadig ikke rime”.

Veninder i 2. C, 2. D og 2 A skrev også i poesibogen i 1959: Inger Andersen, Ulla Pedersen, Eva Josephsen, Trine Henriksen, Lissy Kamp Jeppesen, Bente Dolby, Solveig Sørensen, Marie Louise Knuppert, Grethe Stræde, Inger Fjand Christensen, Bodil Karlsen og Merete Andersen

Nogle af rimene lyder sådan:

”Jeg ønsker dig et hus, en mand der bruger snus, og syv små raske gutter, der alle råber mutter

Hurra, hurra for smeden, hans bukser der er sveden.

En aften så rød, en veninde så sød som du, ønsker jeg, Kære Karen.

Roser er røde, violer er blå, jordbær er søde, og du er ligeså.

Karen, Karen, når det regner, får du fregner, når det sner, får du fler.

Når du plukker roser, pluk så en til mig, når du tæller venner, glem så ikke mig.

En vil have kaffe, men en vil have the, men Karen vil have sin kæreste at se.

Vær god og rar, hold ingen for nar.

Dans lille Karen, mens du er ung. Når du bliver gammel så er du for tung.

Jeg ønsker på din bryllupsdag, at du må halsen knække. Jeg mener ikke halsen din, men halsen på en flaske vin”.

Når man bladrer i poesibogen, dukker både tanker og mange minder frem: Ulla og Inger fra Enighedsvej i Ringkøbing, hvor jeg boede fra 1956-1963. Der var næsten børn i alle huse, og der var meget børneleg på vejen. Vi var syv børn på Enighedsvej, der begyndte samtidig i 1. klasse. Eva fra Skolevænget. Hendes far var gartner, og jeg elskede hendes børnefødselsdage. Et spændende hus at lege i, og den mest vidunderlige frugtsalat, som hendes mor havde lavet. Trine, hvis mor arbejdede på telefoncentralen. Det var helt nyt for mig, at ens mor kunne arbejde uden for hjemmet. Bente, som boede alene med sin far, men som fik en ny ”mor”, og det var jo vildt spændende. Marie Louise, som kom ind i klassen i 5. klasse. Hun var Københavner, boede ikke i Ringkøbing, men på Holmsland.  Hun havde en helt anden dialekt end os. Merete, som gik i parallelklassen, og som jeg i rigtig mange år spillede håndbold med. Grethe, hvis mor arbejdede på Dommerkontoret, og som kom hjem med varm mad fra hotellet hver dag. Inger, som blev hjerteveninden. Hun og jeg delte alt mellem himmel og jord, og det var en stor sorg, at hun pludselig døde 19 år gammel i en trafikulykke. Jeg har stadig gemt de breve, som vi igennem årene sendte til hinanden. Når jeg var på ferie, fik jeg nøjagtigt beskrevet, hvad der var sket i byen. Hvem der havde deltaget i popbal i Ringkøbing eller på Dommergården i Skjern. Især er drengene godt beskrevet!

Fra 4. og 5. klasse begynder drengene at skrive i poesibogen. John Kamp Jeppesen, Edwin Christiansen, Poul Nymark, Jens Chr. Bro, Jørgen Lange, Peder Jespersen, Bent Nørgaard Andersen, Bruno Andersen. Nogenlunde de samme rim, som pigerne skrev. Men f.eks. også:  ”Pump din cykel, pump den længe, pump din svigerfar for gysser”. Spørgsmålet er, om drengene i det hele taget tog poesibøger alvorligt.

Overalt i bogen står der Lev vel, Sød tøs, Gal kat, Rar far, God bog. Ordene står lodret og vandret, så de krydser hinanden.

Det er også en hel gennemgang af mine lærere fra 1.-5. klasse. Jeg har med sirlig skrift nederst på siden skrevet, hvad de underviste i. Nogle husker jeg særdeles godt:

Kirsten Frydenvang (1959 – klasselærer) Lærer Knud Poulsen (1960 - viceinspektør), Anna Ladefoged (1960 – håndgerningslærerinde i 2. og 3. kl.) Asger Gynther Nielsen (1960 – vikar for vores klasselærer, som var inde som soldat) Jørgen Olesen (klasselærer fra 1.-5. kl.) Else Jeppesen (1961 – vores regnelærerinde),

Samtidig har jeg ved Jørgen Olesen skrevet (min yndlingslærer). Efter 5. klasse blev klassen delt, og jeg fik ny klasselærer. Jeg husker ganske tydeligt, hvor ked af det jeg blev, da han meddelte klassen, at han skulle være klasselærer i en anden 6. klasse. Dengang blev alle klasser jo delt efter 5. klassetrin i en boglig og faglig klasse. Jeg var selvfølgelig glad for at være kommet i den boglige klasse, men forfærdelig ked af at skulle af med ham som min klasselærer. Heldigvis stod han også for Skolepatruljen, så jeg havde fortsat kontakt til ham.

Også søskendeparret Anne Louise og Karen Margrethe Schelin skrev i poesibogen i 1961. De var jævnaldrende med min søster og mig og kom hvert år på sommerferie hos deres bedsteforældre. Mormor og morfar boede på Ørnhøjbanen (hjørnet af I. C. Christensens Alle og Nørredige) og farmor boede på St. Blichers Vej.  I 1961 boede pigerne på Grindsted Kostskole, fordi deres forældre var udstationeret for Verdensbanken i Bagdad. De var Københavnere, boede i Kongens Lyngby og købte tøj i Magasin du Nord. En aften var vi inviteret til at spise hos deres farmor. Vi fik karbonader, men de kaldte dem krebinetter. Jeg syntes det lød så fint, og spurgte min mor, hvorfor vores karbonader ikke skulle kaldes krebinetter, for der  var lidt stil over det ord, men det mente min mor nu ikke, der var grund til.  De lærte os også melodien You are my sunshine …. Den sommer åbnede en helt anden verden sig for mig.

Jeg kan også følge min fritid igennem poesibogen. Vesterhavs-Hallen, der blev indviet i 1960, var en magnet for os børn. Min far sad i Vesterhavs-Hallens bestyrelse, og ved indvielsen blev der afholdt et stort jazzbal, hvor Papa Bues Jazzband spillede. Jeg måtte ikke komme derud, men min far fik Papa Bues Jazzband til at skrive i min poesibog. Senere ringede han hjem, så min søster og jeg kunne høre bandet spille. Også Lily Broberg, Dario Campeotto og Otto Brandenburg har sat deres autograf i bogen. De kom til byen i forbindelse med byfester/sportsfester på Kongevejens Stadion.

I mange år, tog min søster og jeg med mine forældre til fodbold i Esbjerg, hvor vi så alle EFB’s hjemmekampe. Min far og mor havde siddeplads, mens vi to piger stod bag det ene mål. Jeg kan se, at jeg har fået autografer fra fodboldspillerne Lars Gårdhøje, Tommy Troelsen og Henning Enoksen.

En lærer på Ringkøbing skole, Dan Christensen, som var biologivikar på Ringkøbing Skole i 1961 i 4. klasse, skrev lidt mere til mig, end lærerne normalt gjorde dengang. Jeg husker, at han var meget anderledes end de andre lærere på skolen. Han kom fra Århus, havde lidt langt hår og gik i islandsk sweater. Han skrev til mig om bl.a. poesi: ”Ser du Karen, poesi er en forunderlig ting. Én ting som er i verden, selv om få kender den. Thi det er en ting, som man kun når til gennem absolut åbenhed mod naturen og dens storhed og fuldstændig kærlighed til dit medmenneske. Poesi i dit liv vil du finde i ægteskabet, i stormen ved havet, i stilheden på heden. Du vil finde den overalt i naturen, hvis du går derud med åbent og ærbødigt sind. Størst og sidst vil du måske finde den i den kærlighed du en dag skal møde, og som skal give dit liv indhold og mening. I ægteskabet med den mand, du vil elske fuldt og dybt der findes poesien smukkest og i sin største fylde. Et liv levet i kærlighed er et poetisk liv og i sandhed et rigt og lykkeligt liv. Drag ud i livet, Karen og find poesien”.

Dengang – som 10-årig – kunne jeg slet, slet ikke forstå ordene. Men jeg husker, hvordan jeg senere hen flere gange fandt min poesibog frem og læste, hvad han havde skrevet. Det gjorde faktisk et stort indtryk på mig.

Efterhånden dukkede der en ny slags poesibøger frem. Bøger, hvor man skulle skrive, hvad man læste, hvad man lavede i fritiden, hvad man kunne lide at spise, hvilken farve, man bedst kunne lide o.s.v. I dag kender de 8-10 årige piger slet ikke begrebet poesibog.

De rim og remser, som jeg har nævnt, tror jeg, de fleste piger kender fra poesibøgernes tid. Jeg kunne remserne udenad. Mange af dem omtalte begrebet lykke, men jeg tænkte ikke som sådan over det begreb. I teenageårene syntes jeg, at det lød spændende, at man kunne være ulykkelig – bare en lille smule og ikke ret længe ad gangen.

Jeg slår min lille poesibog sammen, lægger den i skuffen i det brune skab. Jeg er sikker på, at den også i fremtiden vil blive taget frem ved særlige lejligheder. Men en da, bør den ende på lokalarkivet. Den giver et billede af en svunden tid fra 1950erne og 60’erne

1

Ringkøbing 6950 DK
Get directions

Fødselsdag:

1951

Erindringen ønskes afleveret til:

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv