Alice Østergaard Rasmussen

Jeg fortæller om min opvækst som købmandsdatter i en lille landsby på Vestlolland. Gør ejerskabskrav på erindring

Arnold var blevet udlært købmand i brugsforeningen i Dannemare. Han ville gerne være selvstændig, så han købte en købmandsforretning i Alminde i Landet sogn, som netop var sat til salg.

Forretningen lå lige skråt overfor gården Østergaard, hvor den gamle enke ”Mor Karen” boede med sine otte børn. Her fik Arnold hurtigt sin gang, og dette skyldtes især pigen Edith. En af hendes brødre sagde engang om de to: ”Det blev til kys under valnøddetræet.” Det blev også til bryllup, og det blev til fire børn. Om de tre første kan man sige, at de kom på stribe. Først Helen, så Jørn – og så blev det min tur. Mit navn er Alice. Efter en pause på fire år kom vores lillesøster Karin, og vi blev et firkløver.

I 1939 blev der krig i verden. På det tidspunkt var jeg ét år. Vi flyttede til Næsby syd for Nakskov. Her lå herligheden, et gammelt bindingsværkshus, hvoraf halvdelen var privat bolig og resten butik og bagbutik. Der var stor aktivitet i den lille landsby dengang med blandt andet to cykelsmede, grovsmed, købmand, skole, skomager, mejeri, mekaniker, telefoncentral, karetmager og en mirakeldoktor.

Mange af forsyningerne til landsbyen kom fra Nakskovs grossister, men for købmandens vedkommende kom de fra hele landet. Firmaer sendte deres handelsrejsende rundt og de optog ordrer hos købmænd. Det var tit spændende, når disse herrer kom på besøg, og vi børn fulgte med i præsentationen af alt det nye. Vi spærrede øjnene op, når kuffertlåg blev åbnet. Sommetider faldt en lille gave i vores lod. Da Anden Verdenskrig sluttede, var jeg syv år. I al den tid kunne man ikke få benzin. Bilerne blev ”klodset op”, som man kaldte det. Vi måtte finde på anden form for transport af såvel gods som personer. Jeg husker, hvor dejligt det var at ligge på ladet af vores transportcykel mellem mine to søskende, godt pakket ind, når vi var på vej hjem fra familiebesøg. Vi nød disse ture, hvor vi med store undrende øjne kunne iagttage himlen mellem alle stjernerne.

At vokse op i en købmandsforretning betød, at vi lærte mange forskellige slags mennesker at kende. Vi kunne gøre nytte, og vi skulle aldrig selv på indkøb for at skaffe de daglige forbrugsting. Min far havde også korn og foderstofsalg. Han modtog korn fra landmændene til lager, senere sendte han det til grovvareselskabet L.M.A.F. Høstsæsonen var vores travleste tid. Og en ESSO benzintank havde vi også. Jo, der var meget, vi skulle kunne.

De tunge kasser med øl og vand fra kælderen og grovvarer fra lageret måtte vi ofte være to om at klare. Vi lærte at være høflige og venlige, at kunne svare igen på passende vis, og vi fik lært at skrive hurtigt og blev trænet i både hovedregning og at tælle hurtigt sammen på regningsblokken. En af de faste pligter var hver uge at køre ud på cykel i al slags vejr for at hente vareordrer hjem. Vores mor og vi to piger passede derefter varerne til, vejede af: mel, gryn og sukker. Kaffe blev malet og afvejet. Sprit og eddike blev aftappet fra store tønder i kælderen og petroleum blev tappet på dunke. Der var altid mange huskenoter som ”Husk petroleum!” eller ”Husk fra grovvarelager!” eller ”Husk byttepenge!”. Der skulle jo helst ikke glemmes noget. Bagefter var det så min far eller en ekspedient, der bragte det hele ud.

For at få fred og ro til at føre hovedbog, momsregnskab m.m. kørte hele familien ud i sommerhuset kun få kilometer væk. Når mor havde gjort søndagsmaden klar, og det hele var læsset i bilen, drog vi af sted til stranden, hvor vi selvfølgelig også tit sprang i bølgerne.

Efter lukketid på hverdagsaftner åbnede far violinkassen og lagde violinen frem. Så fandt han noder og stativ, satte sig på den høje trebenede skammel i lyset ved den store butiksdør, og så slappede han af sammen med den kære Karoline, som var navnet på hans fiol. Når lyset udefra blev for svagt, tændte han for de nye, moderne lysstofrør. De gav et skarpt men meget godt arbejdslys.

Ind imellem arbejde var der også tid til leg. Som helt små legede vi meget med vores dukker, der lignede rigtige babyer. I dag leger piger med dukker, der ligner teenagepiger. Det nærmeste vi kom på det, var nok påklædningsdukkerne med tilhørende smart tøj. Dem brugte vi megen tid på at klippe ud.

En populær leg kaldtes klink. Det var nogle bemalede lerkugler, som vi trillede hen for at ramme i et hul i jorden. Der var så konkurrence om hvem, der kunne få flest i hullet. I perioder var det nipsenåle, som var i brug. Hønseringe i mange farver legede vi med og mange ting byttede vi indbyrdes, især også glansbilleder. Der var selvfølgelig også mange spil som Ludo, Mølle og Dam og andre. Men bedst var det nu at lege ude. Her legede vi for eksempel røver og politi. Alle landsbyens børn legede tit sammen og til sent på aftenen. Om vinteren var vi alle på skøjter på landsbyens gadekær.

Sang, dans, ballet og akrobatik dyrkede vi meget, og musikspil var en selvfølge. Vi lavede cirkus i mange år. Vi elskede at optræde, og vore forældre, sommergæster og venner, små som store var trofaste tilskuere. Vi lavede pantomimeteater, som vi havde set i Tivoli, når vi var der med forældrene.

Ja, turene i Tivoli var en oplevelse for sig. Mens de voksne gik i koncertsalen, fik vi lidt penge på lommen og strøg så rundt til alle forlystelserne i den smukke have. ”Den blå vogn” var mystisk og uhyggelig, men sørøverbådene var nok de populæreste. De gav den kilden i maven, som fik os til at grine højlydt og længe.

Vi var vokset op i ”krigens skygge”. Jeg husker nok mindre fra den tid, end jeg fornemmer den. I dag tænker vi meget på, hvad omgivelserne gør ved en. Selvfølgelig er en del angst og bekymring blevet lejret undervejs i vores opvækst. Jeg husker, at tyske soldater var indkvarteret i nabolaget i den sidste del af krigen. De kom ofte, når butikken var lukket og ville handle ved køkkendøren. Jeg husker dem som ”ældre mænd”, som så venligt på os små, måske tænkte de netop da på deres egne derhjemme.

Men freden kom, og vi hankede op i livet, og vores lettelse smittede hele vejen rundt. Vi gik en god tid i møde. Mange nye materialer kom til os, som bakkelit, vinyl og plastik, dengang var alt nyt spændene.

Sådan gik barndommen. Teenagetiden (som det nu kaldes) var så småt begyndt. Interessen for det andet køn havde længe ulmet, konkurrencen om de udvalgtes opmærksomhed blev en ny del som krydrede livet.

Vi havde tiet i krigens dage, når far skulle høre radio og lytte intenst til nyhederne udefra, men nu blev det vores tur til at lytte, nok til nyheder, men også til slagermelodierne. Vi havde oplevet de gamle radioer og pladespillere, men der kom hele tiden nyt, radiogrammofoner, som kunne tage ti plader og afspille én ad gangen automatisk. Dem som havde råd, var først med det nye. Og fjernsynet kom og flyttede ind i stuerne på samme vis.

Så skulle man til at ”gå til præst”, som det hed, og forude ventede den første store fest. Der blev telt i haven, der kom kogekone og serveringsdamer, levende musik og dansen gik, og dansen begyndte ind i de voksnes rækker.

Disse erindringer er også med i bogen "Min barndom på Lolland", som består af 68 barndomserindringer udgivet af LollandBibliotekerne i 2016.

1

Rudbjergvej
Lolland DK
Get directions

Fødselsdag:

1938

Erindringen ønskes afleveret til:

Rudbjerg Lokalhistoriske Arkiv