Signe Tind Holm

Eigil Holms erindring om sin kone, Signe Tind Holm, som døde i 1988. Eigil beskriver et liv sammen med Signe som både bød på glæden som lærer, undervisning af flygtningebørn i Congo og i sommerhuset og fritiden som gik med haven og folkedans. En af Signes elever fortæller også om hendes oplevelser med Signe som lærer. Gør ejerskabskrav på erindring

Signe Tind Holm

af Eigil Holm

Eigil Holms Forlag 2014


Indhold

Signes data

Fra Signe mødte Eigil

Biler

Kaskelot og Biologforbundet

Sommerhuset

Snestorm og byggeri

Flygelet

Signes kontor

Signes hunde

Frimærker

Sommerfugle

Vin

Stoftryk, tråd og tekstiler

Folkedans

Haven og drivhusene

Tegninger og malerier

Skolen

Livet på skolen

Kvindesagen

Undervisning i Congo

Den sidste tid

Efterskrift

Udenlandsrejser

Signe som lærer, skrevet af Jytte Rosgaard

 

Signe 90 år

Signe ville være fyldt 90 år d. 9. marts 2014. Hun betød meget for sine fem søskende og deres børn. Alle Signes søskende er døde nu, men alle deres børn lever; jeg har samlet disse minder til dem.

Jeg ved kun lidt om Signes liv, før vi mødte hinanden, og derfor har jeg beskrevet det kort i afsnittet Signes data. Derimod husker jeg meget fra de 25 år, vi kendte hinanden. Hun døde godt 4 måneder før sølvbryllupet.

Jeg er Signes elev, Jytte Rosgaard, taknemmelig for hendes mail. Den kom, da hun havde læst manuskriptet til denne bog.

Eigil Holm, februar 2014

 

Signes data

Født 9. marts 1924 i Tim Kirkebys skole (fig. side 5).

Fader: Lærer Anders Andersen Tind, født den 26.02.1891, død 08.08.1967

Moder: Hermanda Petrea Tind, født den 6.1.1891, død den 07.06.1961 Gift med Anders 9.8.1921 i Varde Kirke

Søskende: Else, gift Jeppesen. Født 25.06.1922, død d. 22.02.1999 Anna Maria, gift Broe. Født den 29.06.1925, død d. 12.07.2003 Tvillingerne:

Anders Tind. Født den 15.07.1926, død d. 27.01.2011 Karen, gift Kristensen. Født den 15.07.1926, død 1.7.2001

Eva Maria, gift Haugaard. Født den 02.11.1931, død d. 04.07.1983

Opvokset i Tim Kirkeby

I Ulfborg Realskole. Realeksamen 1939 eller 40. (Fig. side 5)

To år som “ung pige i huset” hos præsten i Stadil Kirke og Tim Mejeri.

På Ribe Kvindeseminarium som 18 årig 1942

Uddannet som organist på seminariet. Lærereksamen 1946

Ansat på Ulfborg Realskole 1946-47?

Ansat i Aarhus kommunale skolevæsen, blev fastansat på Paradisgades Skole i fysik og matematik.

Tog studentereksamen på aftenkursus i Aarhus.

Traf sin første mand, Holger Stenov, i Aarhus, vist på studenterkursus. Han blev jurist og ansat i Ringkøbing (kreditforeningen).

Signe blev gift med ham i 1953? og skilt fra ham 1961. Ansat i Ringkøbing kommunale skolevæsen 1953?-1961 På Danmarks Lærerhøjskole 1961-62 (fysik- kemi og ?)

Tyskkursus i Salzburg 1962. Købt bil Fiat 1100

Ansat på Gedved Øvelsesskole 1.1962-30.3 .1984

Lærerbolig i Høegh Guldbergs hus på Seminariets grund.

Gift 9. august 1963 med Eigil. Datoen var Signes forældres bryllupsdag og Lones fødselsdag.

Århus skoledirektør opfordrer Signe til at søge stilling som fysikkonsulent. Hun afslår.

Juli 1964. Skanderborg sygehus undersøgte Signe og konkluderede, at hun ikke kunne få børn.

Pensioneret 31.3.1984

Død 15.3.1988. Bisat fra Tolstrup Kirke 30.3.

Urnen nedsat i hendes forældes gravsted på Tim Kirkegård.

 

Fra Signe mødte Eigil og til hendes død

Sådan kom Signe til Gedved

I 1962 søgte Signe stilling på Statsøvelsesskolen i Gedved. Der gik lang tid, uden at hun hørte noget om sin ansøgning. Derfor ringede hun til skoleinspektøren, Erling Hansen, og spurgte til den. Han svarede, at hun ikke ville blive ansat, eftersom der var en favorit. Det undrede Signe, og hun ringede til Undervisningsministeriet og spurgte, om de brugte begrebet favorit. De svarede, at det gjorde de ikke. Derpå tog begivenhederne fart, og i løbet af et par dage var hun ansat. Det blev bekræftet af kong Frederik IX med hans underskrift på ansættelsesbrevet.

Uden Signes mod til at spørge var hun ikke kommet til Gedved, og jeg havde ikke lært hende at kende. Jeg var blevet ansat på Gedved Seminarium 1959, frisk fra eksamensbordet. Jeg var ugift.

I sommeren 1962 meddelte skoleinspektør Erling Hansen, at en fraskilt lærerinde var blevet ansat på skolen og skulle bo i en tjenestebolig i den tidligere lægebolig. Jeg spidsede øren. Da jeg så Signe første gang, steg hun ud af sin bil, og jeg hilste på hende. Hun skulle undervise præparandklassen på seminariet i naturhistorie, og da det var mit fag, inviterede jeg hende med på ture, hvor vi skulle samle blomster til undervisningen. Vi fik hurtigt lært hinanden at kende.

I juleferien var jeg i København. Her købte jeg et smykke af forgyldt sølv med facetslebne granater, som jeg sendte til hende. Det har jeg endnu.

9.august 1963 blev vi gift på Horsens Rådhus. Det kostede 2 kr. I efterårsferien kunne vi flytte ind i vort nye hus, mens de sidst håndværkere gjorde sig færdige.

Huset er den østlige del af mit nuværende hus. Det var på 115m2 med 80 m2 kælder. Der var en stor stue mod øst til spisestue, flygel og mit kontor, reol og en væg til opsætning af kort og tegninger. Signe have sit kontor i den nuværende spisestue. Desuden var der tre soveværelser og to små badeværelser og køkken.

Fra begyndelsen indbyggede vi det, som vi kaldte skilmissesikringer. Vi havde hver vores kontor, og Signe fik et stort skrivebord magen til mit. Det hed et chefkonference-skrivebord fra Roepstorp. Jeg har Signes nu, mit eget står på Horsens Industrimuseum. Vi havde hver vort eget badeværelse, soveværelse, telefon m.m. , og vi kunne modtage gæster, uden at den anden behøvede at være til stede. Da Signe blev ked af at høre mine fodtrin i gangen, når hun sov middagssøvn, løste vi problemet ved hjælp af en gulvløber. Vi var enige om at bevare den individuelle uafhængighed.

F.eks. sagde Seminariets regnskabsfører, der stod for lønningerne både på Øvelsesskolen og Seminariet: “Nu hvor I er gift, skal jeg vel sætte Signes løn ind på din konto”. Jeg sagde nej, for det var en selvfølge for mig, at Signe og jeg skulle kunne bruge vore egne penge, uden at vi blandede os i hinandens forbrug. Vi var enige om, at skatter, prioriteter, indkøb til husførelsen og nye møbler o.l. blev betalt af den, der havde penge på sin konto. Det gav aldrig problemer, for vi levede på en tid, hvor lønningerne steg hurtigt og stærkt, f.eks. fik jeg 1390 kr. om måneden, da jeg begyndt i 1959, i oktober 1963 fik jeg 4100 kr. om måneden.

Signes løn steg tilsvarende.

 

Biler

Vi havde begge bil, da vi blev gift. Signe havde en ny FIAT, mens jeg havde købt en ny 6 personers Ford Consul i 1961 for 20.000 kr. Vi solgte Signes bil for 11.000 kr. Pengene brugte vi på en safari i Afrika, arrangeret af Dansk Naturhistorisk Forening. Vi rejste i juleferien 21.12.1963 – 10.1.1964 og kom til Ægypten, Kenya, Tanganyika (nu Tanzania) og Uganda. Vi så alle de vilde dyr og besøgte Massaier, Pygmæer og mange andre. En tur, vi aldrig glemte.

Signe holdt af at køre bil, og efterhånden var det hende, der kørte mest. Hen-des far var kørelærer ved siden af sit arbejde som skolelærer, og han lærte Signe og sine andre børn at køre bil ansvarligt. Jeg var tryg, når hun kørte bilen, og jeg har mange gange læst korrektur og artikler eller lavet andet arbejde, mens hun kørte. Da Fido kom til, blev den glad for at køre bil. Den blev ellevild, når vi sagde: “Ska’ æ hund mæ’” . Hvis vi ikke kunne kalde den til os på anden måde, kunne vi bruge de ord. Så sprang den op i bilen, og så kørte vi mindst ud af garagen og ind igen, for de magiske ord måtte ikke misbruges og miste deres virkning.

Vi havde enkelte færdselsuheld. Det alvorligste skete på vej hjem fra familiebesøg i Vestjylland et par dage før Jul 1967 eller 68? Der var pletvis glat på vejen, og Signe kørte forsigtigt. I Ejstrupholm kørte vi ind i siden på en bil, der kørte i modsat regning og pludseligt svingede ind foran os, fordi han skulle ind i sin garage. Vor bil, en Vauxhall Victor stationcar, blev totalskadet. Men vi blev frelst af sikkerhedsselerne, så vi var blot ømme i skuldrene et par dage. Den anden bil blev ramt i højre fordør, og konen, som sad der, kunne være blevet dræbt, men klarede sig. Der boede en læge ved siden af, og han tog sig af konen og Signe, samt ringede efter Politiet og Falck. Vi hørte ikke mere til den sag, men købte en vogn magen til.

 

Kaskelot og Biologforbundet

I 1971 var jeg med til at stifte “Biologforbundet”, en forening af biologilærere.

De havde hidtil ikke været organiseret. Foreningen skulle have et blad, og jeg påtog mig opgaven med at skabe og redigere det. Det fik navnet Kaskelot, fordi jeg læste Moby Dick på den tid. Det blev et meget stort arbejde; da jeg gjorde det op, viste det sig at koste mig ca. 1700 timer årligt, altså et årsværk. Det var ulønnet. Arbejdet blev lavet i mit hus, og min redaktion kom 6 gange om året og satte det op manuelt (der eksisterede ikke computere dengang). Husets rum var alle optaget under arbejdet. Signe leverede god mad til os.

Samtidigt med redaktionen passede jeg mit arbejde som seminarielektor og forfatter, samt passede andre foreninger. Desuden skabte jeg Biologforbundets forlag. Jeg havde næsten ingen fritid. Ved udgangen af 1976 stoppede jeg i Biologforbundet, men passede forlaget et par år endnu.

Signe fandt sig i det. En dag i 1973 bad hun om at se min kalender. Jeg rakte hende den, hun så på den og sagde: “Du har en tid på onsdag kl. 14-14.30. Må jeg få den”! Så kiggede vi på hinanden og smilede. Men vi følte begge, at det var en advarsel. Vi risikerede at glide fra hinanden, hvis vi ikke gjorde noget i fællesskab.

Signe foreslog, at vi lejede et sommerhus ved Vestkysten i efterårsferien. Hun fandt et i Søndervig, og vi fik så god en ferie sammen, at vi blev enige om at købe et sommerhus, for det ville give fælles oplevelser.

 

Sommerhuset

I løbet af sommeren 1974 tog vi til Vestjylland og så på sommerhuse. Vi så så mange, at vi selv kunne bedømme prisen rigtigt, hvilket vi kunne konstatere ved at sammenligne med ejendomsmæglernes tal. Signe imponerede dem med sin talbehandling. En gang forhandlede vi med Indre Missions ejendomsudvalg, og Signe jonglerede så meget med tallene, at hun til sidst sagde: “Vil I være tilfredse med at tjene 10%?” De svarede ja. Men alle, inclusive Signe, var forundrede over, at det var hende, der bestemte. Den handel blev dog ikke til noget, da sælgerne havde overset et uopsigeligt lån på dårlige vilkår i huset.

I Juli fandt vi det rigtige sommerhus. Så snart vi var inde i det, kunne vi begge mærke, at her var det. Det var et stråtækt hus med halvvalmet tag, bygget af røde mursten. Desuden var der en stråtækt garage og 5000 m2 grund med klithede omgivet af fyrretræer. Her kom vi mange gange om året og tilbragte en stor del af sommerferien. Det lå i Husby og var bygget af murermesteren Karl Pedersen eller Karl til Aksels, som han hed på vestjysk.

Han havde gået i skole hos Signes far og i klasse med Signes bror, Anders. Han havde været håbløs i skolen, da han var ordblind. Men han var en god håndværker og organisator og fik bygget en stor forretning op. Han var glad for at møde Signe og passede sommerhuset lige så længe, vi havde det.

Signe benyttede huset som base. Alle hendes søskende boede i Vestjylland (Ulfborg, Oddesund, Tarm, Sunds, Fjand), og hendes forældres grav lå på Tim Kirkegaard, lige overfor skolen, hendes barndomshjem. Hun besøgte dem alle, eller de besøgte os. Så sommerhuset tjente sit formål: at binde hende og mig sammen gennem fælles opgaver og give hende rig lejlighed til at være sammen med sine søskende og deres familier.

Sommerhuset kostede 288.000 kr. Finansieringen af det var speciel. I et helt år fra 1973-74 tjente Signe dobbelt løn, fordi øvelsesskolen fra at være en statsskole blev overført til Vejle Amt. På grund af en fejl blev lønnen fra staten ikke standset. Naturligvis vidste vi, at pengene skulle betales tilbage, men det var reelt et gratis lån. Det finansierede både sommerhuset og vor nye bil fra september 1973, en Renault 16, der havde kørt 10.000 km, og som vi fik tilbudt af en af mine tidligere elever, der var lærer på Grønland og blot skulle bruge en bil i sommerferien. Desuden finansierede pengene Signes 50-års fødselsdag, der blev holdt på Skjold Sognegård med 80 gæster og Ragna Tang som folkedanseleder.

Tilbagebetalingen var ikke noget problem. I 1974 begyndt HF på en ny undervisningsplan, der krævede at alle HF’er skulle lære arvelighedslære. Den eneste bog, der fandtes, var min. Jeg havde selv genoptrykt den til brug på seminarierne, og nu blev den solgt i så mange eksemplarer, at jeg virkeligt tjente penge.

I alt nåede jeg at sælge ca. 40.000 eksemplarer. Det var i øvrigt den bog, der startede mit eget forlag 1979.

 

Snestorm og byggeri

Søndag den 22. november 1971 blev der snestorm over det meste af Danmark. Jylland blev hårdt ramt, for motorvejene var ikke bygget endnu, og hovedvejene var smalle. Snerydningen var ikke sat i system, og lastbilerne kunne ikke køre op ad de store bakker. Så hang de der, og trafikken gik i stå. Denne snestorm varede i tre dage.

Ud på eftermiddagen blev vi klar over, at noget var galt. Jeg havde været nede på hovedvejen, hvor bilerne holdt i en lang kø. De ventede, men sneen blev ikke ryddet. Signe gik ned og så på det. Så fik hun fat i nogle seminarieelever, åbnede skolen og bad de unge gå ned på hovedvejen og lede bilerne op i skolegården. Det skete, og folk om ind i varmen. Så begyndte Signe at ringe rundt for at skaffe indkvartering – de ældste først. Det lykkedes. Men tre unge mennesker var tilbage, de kom til at bo hos os. Jeg ved ikke, hvor mange Signe fik indkvarteret. Men Seminariet blev åbnet, og flere hundrede mennesker blev indkvarteret og fik mad i skolekøkkenet. I alt strandede ca. 1000 mennesker i Gedved, og først om onsdagen kunne de køre bort. Det havde været en bevæget tid. Mange folk var ængstelige for familiemedlemmer. Landmænd kunne ikke passe deres dyr. Telefonnettet kunne ikke klare presset, så nogle mennesker blev fortvivlede og græd, andre blev vrede og aggressive.

Signe og jeg var heldige med vore gæster: Birthe 21 år, og hendes bror, Mogens Vesterløkke, 23 år, samt Scott ca. 30 år. Mogens og Birthe havde kørt fra Odense i en Fiat 500 uden varme, mens Scott var bedre kørende.

De blev indkvarteret i vort hus og fik anvist sovepladser. Da de var kommet til hægterne, deltog de i madlavningen. De spillede kort med Signe. Vi fik tre gode dage ud af det, for de var ikke bekymrede.

Vi vedligeholdt forbindelsen med Birthe og Mogens, og den holder endnu, 43 år senere.

I 1975 gav vor gæstfrihed en belønning: Et nyt hus! Signe og jeg var blevet meget pladskrævende. Hun producerede vin og lavede stoftryk, begge dele i kælderen. Jeg brugte megen plads til at lave blad og bøger, samt oplagre, pakke og forsende bøger. Desuden havde vi mange gæster. Vi kunne simpelthen ikke være i huset.

Vi så på gamle skoler i nærheden, men blev klar over, at de var for dyre at om-bygge, vedligeholde og opvarme. Altså valgte vi at bygge til vort hus. Vi aftalte med Birthes mand arkitekt Jens Visby, at han skulle tegne en tilbygning på tre etager og ca. 150 m2. Han tog 50 kr. i timen for tegningerne, men skulle ikke have tilsyn med byggeriet. Han nåede frem til en løsning, som jeg stadig er tilfreds med nu 38 år senere.

Tilbygningen begyndte i den ekstremt varme sommer 1975 og varede 1 år. Vi afsluttede byggeriet 31.maj 1976. Derpå holdt vi en fest i huset for alle håndværkere og naboer, i alt 56, der sad i stuen med flyglet. Vi måtte række maden ind ad vinduerne til de yderste borde. 6 seminarieelever sørgede for alt.

Da Signe og jeg satte os til bords, sagde vi: “Nu har vi det som Eisenhower, da han havde givet startsignalet til invasionen af Nordmandiet. Bare vente og regne med at alt sker som planlagt”. Og så slog den samme tanke ned i os begge:

Kaffe! Vi havde glemt kaffen. Men vor nabo Lis var kantinebestyrer på Rådhuset 20 meter borte. Hun klarede situationen.

Byggeriet blev foretaget af de lokale håndværkere efter råd fra vor nabo Einar.

Det var helt igennem vellykket. De byggede efter regning, ikke efter tilbud, og de skulle bruge de bedste materialer. Det har betydet, at der har været minimal vedligeholdelse af huset.

Håndværkerne havde pause kl. 9. Hvis vi var hjemme, gik vi over til dem sammen med Fido. Vi snakkede med dem og blev gode venner med dem, og de blev gode venner med Fido. Det betød, at vi kunne lave forandringer i planerne, så snart det viste sig praktisk, og uden de store økonomiske konsekvenser. Vi har beholdt de samme håndværkere eller deres efterfølgere.

 

Flygelet

Signe var god til at spille klaver. Hun havde organisteksamen fra seminariet.

Inden vi mødtes, arvede hun et Hornung & Møller flygel. Det spillede jeg også på.

Da Signes far døde i 1967, fik Signe ca. 30.000 kr. i arv. Det svarede til prisen på en god mellemklassebil. Signe besluttede, at vi skulle bruge pengene til et nyt Steinway-flygel. Det kostede 28.000 kr. minus værdien af det gamle flygel. Det blev mest mig, der spillede på det. Signe rørte det kun sjældent, selvom hun elskede at spille. Hun brugte altså sin fædrene arv på mig.

Flyglet er stadig i god stand. Det blev hovedrepareret i 2000 eller 2002.

 

Signes kontor

Signes kontor domineredes af skrivebordet. På det lå et rådyrskind, og der lå Fido. Herfra kunne den se ud over haven og gø, når det skulle gøres.

Der var også en dejlig sofa med rødstribet betræk af et silkeagtigt betræk. Her måtte Fido ikke komme, for dens kløer kunne rive det fine betræk op. Men den forsøgte alligevel at hoppe op en gang mellem. En gang da Signe og jeg sad i sofaen, hoppede den op, men blev straks jaget ned igen. Det gik dens ære for nær. Derfor løb den hen efter sin bold, kom tilbage med den og forlangte, at vi kastede bolden, hvad vi gjorde. Hermed forvandlede den situationen, så den beholdt sin selvagtelse.

Signes kontor rummede en hængereol og to smukke reoler i palisander fra Hundevad Møbelfabrik i Ulfborg.

En kurvestol med en rund, løs skumgummipude spillede en stor rolle. Når Fido ville lege ude i gangen, hentede den puden, lagde den på dørtrinet ude i den 9 meter lange gang. Derpå hentede den sin tennisbold og til sidst Signe. Hun satte sig på puden og kastede bolden, hvorpå Fido apporterede den. Undertiden lod Fido bolden ligge, krøb sammen på gulvet med øjnene stift rette mod sin bold, der nu skulle forestille en mus. Ganske langsomt krøb Fido hen mod bolden, indtil den var ca. 1 meter fra den. Så rettede den sine ben ud med en kraftig bevægelse og for gennem luften og plantede forpoten på bolden, der fik et kraftigt bid.

Da Signe fik nyt og meget større kontor i det nye hus 1976, kom skrivebordet til at stå ved vinduet ud mod vejen. Herfra kunne først Fido, senere Siggi se ud på trafikken fra rådyrskindet og gø.

Det store kontor var ideelt til møder. Her kunne mange mennesker samles, ofte lærerinderne fra skolen. En gang kom der også en lærer, som Signe ikke kunne lide. Hun hilste ham som de andre gæster, men hendes ben har åbenbart røbet hendes følelser, for pludseligt for Siggi ud og angreb læreren.

Engang kom et spædbarn på besøg i sin babylift. Den blev stillet på gulvet, og Siggi gik hen og snusede. Derpå lagde den sig i liften og bevogtede barnet. Der skulle store overtalelser til, for at moderen kunne få lov til at røre sit barn.

 

Signes hunde

Da vi flyttede sammen, ville Signe gerne have en hund, for det havde hun haft næsten altid. Vi blev enige om, at hvis naboens Sjanny fik hvalpe, ville vi have en af dem. Sjanny var en husmandskøter, en meget sund hunderace, der var god til at fange mus og rotter, og god til at undgå spark fra fulde husmænds træs-kostøvler. I dag er der avlet på husmandskøtere, og de er nu en race, der kaldes “Svensk-Dansk – Gårdhund”. I 1968 skulle Sjanny have hvalpe; det skete mens vi var i Italien. Der hørte vi en tyk, gammel købmand kalde: “Fido, Fido”, og hans lille bydreng kom på pilende. “Vores hund skal hedde Fido”, sagde Signe. Hun sendte et postkort til naboen, og således fik Fido sit navn. Dens bedrifter er skildret i min bog om den: “Fido, hunden der spillede fodbold og blev berømt”.

Da Fido blev kørt ihjel juli 1976, fik vi Fidos barnebarn, Siggi, som vi havde til den døde i 1988, mens vi var i Congo.

 

Frimærker

Signe var samler. Hun samlede på frimærker og havde en stor samling, da vi blev gift. Det var især Danmark, Grønland, Færøerne, FN og Tyskland. Hun havde aftaler med mange mennesker om at få stemplede mærker fra konvolutter eller hele konvolutter.

I 1969 sejlede vi til Grønland. Sejladsen fra København til Grønland varede 9 dage, og Signe havde arbejde med, for hun vidste, at vi ville få egen kahyt. Først opmaskede hun de utallige nylonstrømper, som Fido havde fået maskerne til at løbe i med sine kløer. Det varede næsten til Island. Så begyndte hun at vaske tyske frimærker af; hun havde flere tusinde. Hun fortalte de tyske damer, der var passagerer på skibet, at hun havde et par tusinde billeder af Hitler. De blev forfærdede, for de havde levet i Tyskland under krigen. Men de blev beroliget, da Signe sagde, at det var frimærker, som hun samlede på.

Frimærkesamlingen blev enorm og fyldte godt i pengeskabet. Den var i perfekt orden. Hun oprettede en frimærkeklub for skolebørnene, og den holdt hun liv i også efter sin pensionering. De kom en gang om ugen og lærte at behandle frimærkerne rigtigt. Signe forærede dem mange frimærker fra hele Verden.

Omkring 1995 solgte jeg frimærkesamlingen på auktion. Den indbragte 53.000 kroner.

 

Sommerfugle

Signe samlede på insekter, især sommerfugle. Når vi var i udlandet, medbragte hun sommerfuglenet, dræbeglas med cyankalium efter tilladelse fra politime-steren, samt blikdåser med mugdræbende krystaller og vandskyende vat til de dræbte insekter. Sommerfuglejagten vakte opsigt blandt de indfødte, og børne-ne kom til os. Vi blev formodentligt anset for ufarligt sindssyge, og det gav gode kontakter både med børn og voksne. Tilbage i Danmark blev insekterne præ-pareret og sat i kasser med glaslåg.

Vi var gode venner med de professionelle sommerfuglesamlere, lægen Ove

Høegh-Guldberg og seminarielektor Gunnar Dam Jeppesen. Begge havde store samlinger og tog på excursion både dag og nat til spændende lokaliteter. Signe var med nogle gange, men opgav, for arbejdet blev for stort, da hun jo også skulle passe sin have, sine øvrige hobbyer og sit skolearbejde. Men jeg har stadig de mange kasser med sommerfugle.

 

Vin

I 1960’erne blev det på mode at lave frugtvin. Hos materialisten kunne man købe alt udstyret, heriblandt store glasflasker, kaldt balloner, beskyttet af kurvefletning med hanke. Det var et stort arbejde at lave vin, for den skulle passes under gæringen. De forskellige stadier krævede forskellig temperatur, så de tunge flasker skulle flyttes. Da vi fik tilbygninger i 1976, sørgede Signe for, at der blev lavet en vinkælder udenfor selve huset; her ville der altid være kælderkoldt.

I tidens løb producerede hun mange hundrede liter hvidvin og rødvin. Hun smagte vinen til og lod den få den modningstid, der er nødvendig. Mange kun-ne lide vinen, og den blev brugt til gaver, f.eks. 25 liter vin til en konfirmation eller et sølvbryllup.

Da Signe døde, stod der ca. 300 liter vin i kælderen. I alt var der 19 balloner, nogle fyldte, andre tomme.

 

Stoftryk, tråd og tekstiler

Signe var født i en tid, hvor kvindernes evner til at sy, strikke og reparere var helt nødvendig for familierne. Hun lærte håndarbejde som barn, og på seminariet var det et vigtigt fag, fordi det var et kvindeseminarium. På grund af krigen måtte tilskæring og syning foretages i avispapir, hvilket stadigt forargede Signe.

Signe havde haft nok af husarbejde i sit tidligere liv, så da vi blev gift, blev vi enige om, at vi skulle have konehjælp 3 gange om ugen. Konerne lavede alt husarbejdet, undtagen madlavning og indkøb, som vi begge lavede. Derved fik Signe tid til sine hobbyer. Hun fattede interesse for stoftryk i 1960’erne og lærte teknikkerne ved hjælp af bøger.

Hun skar selv stemplerne ud i linoleum klæbet på masonitklodser. Det blev efterhånden til komplicerede arbejder, f.eks. vikingetidens båndslyngmønstre. Efterhånden lavede hun gardiner og duge. Nogle af gardinerne hænger endnu i huset, og nogle duge og løbere eksisterer stadigvæk. Naboerne Einar og Lis fik gardiner til deres stue af Signe.

Farverne skulle fikseres, så de ikke løb ud i vask. En af fikseringsmetoderne var opvarmning i en ovn. Imidlertid havde vi gasovn, og flammerne kunne an-tænde stoffet. Derfor købte vi et fint elektrisk komfur i 1965, og det kunne ind-stilles til den rigtige temperatur. Det var et godt komfur, det holdt i 41 år og blev først udskiftet i 2006.

Stoftrykket betød, at det største kælderlokale blev værksted. Her kunne Signe have alt liggende parat til arbejdet. På et bord langs vinduesvæggen stod hundreder af glas med farvestoffer m.m. En sommerdag i 1970 regnede det usædvanligt voldsomt, og græsplænen forvandledes til en sø. Det fik mig til at gå ned i kælderen for at se, hvad der skete. Mens jeg endnu var på trappen, lød et brag. Lyskassen var blev fyldt med vand, og det havde sprængt ruderne. Vandet rev alle glassene med sig, og de blev knust mod kældergulvet. Samtidigt strømmede vand op af kloakken. Jeg skyndte mig op, fik gummistøvler på og hidkaldte naboens voksne søn, Jørn, der straks kom. Vi bar den store kummefryser ud i haven. Derpå tog vi alle kælderens døre af og stillede dem på hovedet til tørre inde i huset. Derpå reddede vi, hvad der kunne reddes. Jeg slukkede oliefyret. Det tog megen tid at tømme kælderen for vand. Men den hurtige indgriben begrænsede skaderne, og oliefyret kunne tændes igen, og stoftrykket genoptages.

Signe begyndte på plantefarvning omkring 1970. Hun gik grundigt til værks og gennemprøvede mange metoder og plantearter. Jeg husker stadig lugten fra de store gryder, hvor garn blev farvet ved bestemte temperaturer. Lysægtheden blev prøvet i tobaksdåser, hvor halvdelen af et garn lå i mørke, mens den anden del lå i sollys. Jeg har stadig det store “atlas”, som Signe udførte med resultatet af sine forsøg.

Interessen for garn førte til spinding på spinderok. Hun skaffede uld fra fåre-avlere og fik gode resultater. Hun gik på kursus i brikvævning, der var kendt allerede i vikingetiden, og producerede bånd på den måde. Hun gik til kursus i vævning og købte en god væv.

Signe var lærer af tilbøjelighed. Hun kunne have produceret tekstiler til salg, hvis hun havde villet. Men hun ville hellere bruge sine kundskaber til undervisning, og mange har lært om tekstiler af hende.

 

Folkedans

Signe elskede at danse. Da der kom en folkedanserforening i Gedved i 1970’erne, meldte hun sig ind og fik lokket mig med. Mange af vennerne fra byen var med, f.eks. naboerne Lis og Einar; Esther, der gjorde rent i vort hus, og hendes mand, vor gode ven, Tage; Karl Møller fra Tolstrup, en solid landmand, som Signe og jeg kom til at sidde i flere bestyrelser med, Svend Erik fra maskincentralen, som kørte “gummiged med knæk”, som han sagde.

Den morgen tilbygningen til vort hus startede, lå Signe og sov, for klokken var 7. Hun vågnede ved voldsom motorlarm og rystelser i huset. Hun for op og kiggede ud af vinduet. Der så hun Svend Erik på sin maskine, han var i færd med at fjerne betonlyskassen ved Signes vindue. Beroliget ved synet af Svend Erik, lagde hun sig til at sove igen.

Folkedansen blev ledet af en gammel mand, der var god til at instruere. Hans faste spillemand, “Bageren”, kunne virkeligt spille, som en spillemand skal gøre det. Lederen gav sine instruktioner til musik fra spillemanden, så vi forstod, at musikken styrede dansen. Der er faktisk præcise instruktioner i god spillemandsmusik; den fortæller, hvornår man skal skifte til næste afdeling af dan-sen, hvornår man skal repetere eller – i nogle tilfælde – hvornår man skal skifte retning eller partnere.

Lederen blev ved, indtil en uge eller to før han døde. De sidste timer sad han ned, for han havde ikke kræfter til at stå. Da han døde, skillingede vi sammen til en mindesten på hans grav. Spillemanden ville ikke spille uden lederen, han holdt helt op og døde vist kort efter.

Derpå fik vi en ny leder. Hun var ikke god til at instruere, og tilsyneladende havde hun ingen forståelse for musikken. Jeg holdt op, men Signe fortsatte. Derpå kom den kyndige leder, Green, og hans kone, Lisbeth, der var ekspert i folkedanserdragter. Hun lærte Signe den kunst.

Der var folk, som forfærdedes ved at Signe gik til folkedans uden mig. Det grinede vi af, og andre koner fik derved også mod til at gå til dans uden deres mænd.

 

Haven og drivhusene

Huset ligger på nordsiden af grunden, den er på 1016m2. Derved opnåedes den bedste udnyttelse af lyset. Signe var betaget af jordens kvalitet, for her kunne næsten alle planter lykkes. Hun var vant til den sandede ord i Ringkøbing og Tim, der hurtigt tørrede ud. I Gedved fik hun et tykt muldlag af bedste kvalitet, frugtbar og god til at holde på vandet. Lige indtil jeg købte grunden i 1962, havde den været brugt til mark og hyppigt pløjet.

Signe anlagde mange bede, og dele af hendes oprindelige plan er der endnu. Græsplænen blev gjort så stor, at den kunne bruges til legeplads for børnene og undervisning af seminarieelever, og nogle af planterne var der, fordi de var specielt gode til botanik eller mikroskopi. Hvert år fik vi Botanisk Haves frøkatalog til Seminariet, og ud fra det bestilte vi gratis frø af sjældne planter. Signe byttede planter med vore venner. Hun var også god til at stjæle frø og stiklinger, bl.a. i Irland, som vi besøgte 1965.

Der kom også vandbassin til glæde for fuglene. Hundene og mine bier drak af det. Siggi udnyttede det på en helt speciel måde, idet den tog et sammenrullet pindsvin med strittende pigge og lod det falde i vandet. Her druknede det, og så kunne hunden æde det. Jeg har set det to gange, men frelste pindsvinet.

Jeg fik et bistade i 1976, min debut som biavler. Signe bød det velkomment, og bierne svarede ved at forøge vor frugtavl væsentligt. Naboerne var også glade for bierne, især honningen. Men et år fik jeg gale bier, der kunne finde på at angribe os på terrassen og endda flyve ind til naboen og stikke børnebørnene. Den bifamilie blev kørt ud i en skov langt væk fra mennesker, og dronningen skiftet, så familien blev fredelig igen.

Signe fik drivhus. Først et lille primitivt, senere, på sin 60-års fødselsdag i 1984, et stort og godt drivhus, som hun brugte ivrigt, da hun netop var blevet pensionist. Hun valgte selv drivhuset. Det kom i samlesæt. Vi lagde delene ud på græsplænen og begyndte at samle det. Det var svært, for vi havde ikke en skraldenøgle og vidste ikke, at vi skulle have sådan et redskab. Men vor nabo, Einar, der var tømrer og pedel, hjalp os. Han opdagede, at de bjælker, drivhuset skulle stå på, var for korte. Så måtte vi vente nogle dage på nye, og da de kom var de vredet, så vi måtte endnu en gang have nye. Einar tilbød at hjælpe med at sætte drivhuset op, og takket være ham kom det op i løbet af to dage.

Lægens hønsehund løb ind og ud af drivhuset, mens det blev bygget. Ruderne blev sat i, men det opdagede hunden for sent, så da den løb ind, knuste den en rude. Jeg kørte straks til glarmesteren i Horsens og fik en ny. Men jeg parkerede med køleren den gale vej, og så fik jeg en færdselsbøde. Lægen kom med en frossen hellefisk fra Grønland som erstatning; den blev spist ved indvielsen af drivhuset sammen med naboerne Lis og Einar samt lægen Bjarne og hans kone Annette. Drivhuset blev en succes; Signe havde 4 års glæde af det

Som pensionist havde hun tid til at dyrke planter til blomsterbinding, især blomster, der kunne tørres. De blev bundtet og hængt op i snore i hele TV-flygel-stuen og i hendes kontor. Det var dekorativt og tog megen tid.

Jeg deltog ikke meget i havearbejdet. Jeg slog dog græs med en håndskubber, og når der skulle laves noget tungt, gjorde jeg det, når Signe kaldte. Efter hendes død overtog jeg havearbejdet og blev glad for det.

Jeg havde forbindelse med Haveforeningernes blad, “Haven” og skrev ca. 50 artikler i det, hvoraf de, der beskrev alle havens håndredskaber, blev samlet i en bog. Her er Signe med på flere billeder, der viser den rette brug af et haveredskab.

 

Tegninger og malerier

Signe interesserede sig for tegning og maling. På vore ture tegnede hun, når der var tid til det. Jeg har bevaret en akvarel af bymuren omkring Visby på Gotland. Hun tegnede vandfald i Lapland. Vikingetidsgravmonumenter på Irland, og da vi fik sommerhus, købte hun staffeli og oliefarver. Det blev til klitlandskaber og andre vestjyske motiver.

Vi tog til Bohuslän i Sverige i 1976 for at se på helleristninger. Signe havde store ark af klart plastic med til at lægge på stenene, hvorefter hun kunne tegne helleristningerne på plastikken med en tusch. Om natten fotograferede vi helleristninger, der ikke var malet op. Fotografiapparatet var på stativ, og blitzen stod på klippen, så skyggerne blev dybe og helleristningerne trådte klart frem.

Vi var alene på turen i fineste solskin, og resultaterne var gode. Signe brugte helleristninger i stoftryk.

 

Skolen

Signes far, Anders Tind, var lærer. Han boede på skolen i Tim Kirkeby fra 1922, det år skolen blev bygget, til sin afsked i 1957. Han var en højt agtet lærer; rolig og tålmodig. Han slog aldrig et barn, selvom det var meget almindeligt i de tider; det behøvede han ikke. Da vi fik sommerhus i 1974, mødte jeg af og til nogle af hans elever; de omtalte ham altid med agtelse.

Fire af hans 6 børn læste til lærer; Karen fuldførte dog ikke. Signe læste på Ribe Kvindeseminarium og blev færdig i 1946. Da hun var til 25 års jubilæum i 1971, blev hun klar over, hvor skadeligt kvindeseminariet havde været. Mange af hendes kolleger var aldrig blevet gift, og nogle var tydeligt præget heraf. I 1940’erne og 1950’erne afskedigede man en lærerinde, hvis hun fik et barn uden for ægteskab, og det var også umuligt at bo sammen med en mand, uden at være gift. Uægteskabeligt samliv var en synd mod Gud. Så de ugifte lærerinder havde svært ved at få en mand.

Signe fandt sin første mand på studenterkursus i Århus, for den uddannelse var tvekønnet.

Da hun traf mig i 1962, var hun 38 år, og vi mødtes på arbejdspladsen. Vi flyttede sammen, inden vi var gift, for nu havde tidsånden ændret sig så meget, at det var muligt, selv for en lærerinde, der jo skulle være et moralsk eksempel for sine elever.

Signe holdt af sine elever, og glædede sig ved at hjælpe dem. Da hun begyndte i Gedved, var der stadig inddeling af eleverne efter evner. Det skete efter 5. klasse. De, der bestod mellemskoleprøven i dansk og regning, kom i mellemskolen, der var 4-årig, de andre kom i eksamensfri mellemskole, kaldet fri mellem. Den var toårig med mulighed for et ekstra år. Når børnene blev 14 år, forlod de skolen og kom i arbejde på en fabrik, i landbruget, i butikker, eller kom i lære. Det var ofte økonomien, der afgjorde, hvor børnene skulle hen.

Signe så det som sin opgave at styrke selvtilliden hos børnene i fri mellem. Hun fandt på mange måder at undervise dem på. Når de skulle lære om arealer, blev de sat til at måle alt muligt og udregne arealer. Var det rummål, medbragte hun dl-mål, flasker og spande, så de selv kunne se, hvad liter og dl var. Hun gjorde det besværligt for sig selv, for at børnene kunne lære uden besvær. Børnene elskede hende. En af de drenge der var en plage for andre lærere blev spurgt, hvorfor han aldrig lavede ballade hos Signe. Han svarede: “Det ville da være synd for hende”.

En dag fortalte Signe, at hun var gået midt i en regnetime i 3. mellem (8. klasse), fordi hun var blev kaldt ned på kontoret. Da hun vendte tilbage, snakkede eleverne i stedet for at sidde stille og regne. Det forbavsede Signe; forklaringen var, at der var kommet en ny pige i klassen, hun var fra København og havde endnu ikke lært, hvordan man skulle opføre sig.

Signe kendte ikke til disciplinære problemer, og hendes elever førte sig godt tilpas i hendes selskab. Hun kunne feste med dem. Vi inviterede en 8. klasse til fest i kælderen 1964 eller 65. Elevernes eget orkester “The rocking potatoes” spillede rock-musik efter bedste evne, i hvert fald højt. Det gav Signe ørepine.

Men eleverne havde det dejligt.

Der var lejrskoler, ofte på Bornholm. Læsø besøgte hun også. Det var en stor fornøjelse at være ude med eleverne, men også anstrengende, for der var fuld fart på hele dagen og aftenen med.

Signe underviste i maskinskrivning, og om det sagde hun, at det var det eneste fag, man kunne undervise i, uden selv at kunne det. Hun medbragte Jørgen de Mylius populære program “Efter skoletid”, og eleverne skrev i takt til melodi-erne med fornøjelse.

Matematik var Signes vigtigste fag. Hun havde lært faget på Danmarks Lærerhøjskole 1961-62 hos professor Bent Christiansen, der havde indført den nye matematik i Danmark med succes. Den omfattede nye begreber som mængdelære og algoritmer. Signe brugte hans lærebøger i skolen og korresponderede med ham. Da overbygningen (8.-10. klasse) blev fjernet fra Øvelsesskolen ved kommunalreformen i 1970, forsvandt muligheden for at undervise på højere niveau, og det var Signe meget ked af.

I stedet fik hun en 1. klasse af 7 års børn. Det ville hun helst ikke, men der var ikke noget at gøre. Her oplevede hun en dreng, der ikke kunne bringes til at op-føre sig ordentligt; han for rundt og skulle styres hele tiden. En dag væltede han et skab ned over sig, men kom ikke til skade.

De mange pædagogiske strømninger i 1970’erne satte deres spor. Undervisningsmetoderne skulle ændres gang på gang. Mange af kravene var idealistiske, f.eks. at børnene selv skulle vælge, hvad de ville undervises i.

Her blev Signe et offer. Han havde fået faget håndarbejde i 5. klasse, og både drenge og piger skulle undervises i det. Undervisningsplanen anbefalede, at eleverne selv skulle vælge, hvad de ville lave, og at hvert arbejde skulle være afsluttet på de to timer, der var til hver lektion. Signe måtte derfor fremstille mængder af modeller, som eleverne kunne vælge imellem, og hver elev sad med sin. Det gjorde systematisk undervisning umulig. Signe betalte selv for en hjælpelærer de sidste måneder. Derefter opgav hun faget.

 

Livet på skolen

Skolen var Seminariets øvelsesskole. Her kom seminarieeleverne over til praktik. De så læreren undervise og kom selv til at gøre det. Efter hver time fik de kritik. Det var godt for seminarieeleverne, men var det godt for børnene? Det var et evigt stridsemne. Men seminarieeleverne skule jo øve sig, før de blev sendt ud i det virkelige liv.

Signe havde meget med sine kolleger at gøre. De kom i hendes kontor, dels som venner, der ville have en god snak, dels for at løse problemer. Dem var der nok af. Skoleinspektøren, Erling Hansen, kunne opføre sig på en måde, som lærerne ikke fandt rosværdig. Det blev der talt meget om, og der blev fundet på måder at bremse ham på. Men jeg husker kun lidt af alt dette, for jeg var jo udenfor.

 

Kvindesagen

Da Signe begyndte som lærerinde i 1946, gjaldt det gamle lønningssystem, hvorefter lærerinder fik mindre i løn end lærere. Begrundelsen var, at lærere var gift og havde familie, mens en lærerinde enten var ugift eller gift med en mand, der fik løn. Omkring 1950 indførtes ligeløn.

Men der var mange andre former for diskrimination, f.eks. var næsten alle skoleinspektører mænd. Kvinder kunne avancere, men det skete kun sjældent.

I 1960’erne myldrede kvinderne ind på arbejdspladserne, fordi landbruget blev mekaniseret og der ikke mere var brug for mange karle og piger. En anden grund var, at familierne fik færre børn. Husmødrene fik tid til at arbejde ude og tjene penge. Kvindeligt Arbejderforbund pressede på for at få lige løn for lige arbejde. Det var svært, fordi mændene dominerede de fleste fagforeninger

De børn, der var, skulle passes. Der kom flere børnehaver og vuggestuer, og grunden til det nuværende børnepasningssystem blev lagt.

I 1970-erne accellererede kvindernes kamp for ordentlige vilkår i hjem og på arbejde. Meget lykkedes. Men der var hårde kampe mellem kvindernes fraktioner; mange holdt på, at Danmark skulle være et socialistisk land. Den side hældte Signe til. Hun var også sympatisk indstillet overfor Tvind, som hun, og sommetider jeg, besøgte en del gange; det lå bekvemt få km fra vort sommerhus.

Desuden var hun med på et par demonstrationer for fred, uden at ane, at Fredsbevægelsen var iværksat og betalt af Sovjetunionen.

Mange kvindelige pædagoger gik grimt klædt, for man skulle ikke pynte sig, og slet ikke for mændene. Mange pædagoger brugte ikke frisør og gik “med runde briller, lilla ble og Kalsøsko”, for at citere en sang. Signe holdt op med at gå til frisør og nøjedes med at kæmme håret. Men da de første grå hår viste sig kort før min fødselsdag, sagde jeg, at jeg ønskede den gave, at hun ville farve sit dejlige røde hår, så det forblev flot. Det gjorde hende glad, og hun fulgte rådet.

Omkring 1980 gik Signe ned på 2/3 tid, for skolen tog mere og mere tid. Der skulle holdes møder om alt muligt, og manglende mødeerfaring og -disciplin gjorde dem alt for lange og resultatet magert. Signe fik ikke meget ud af den reducerede tid. Hun blev valgt ind i flere udvalg, blandt andet skolebestyrelsen, og det tog for megen tid. Signe blev træt, og besluttede at lade sig pensionere som 60-årig pr. 31. marts 1984. Hun sagde, “Når man er over den reproduktionsdygtige alder, er børn ikke mere så interessante”.

På den sidste skoledag blev Signe fejret af børnene og kollegerne med tale og sang. Gaver fik hun også, bl.a. en fin skålvægt og en regnemaskine. Kollegerne havde skillinget sammen til at få folkedanselederen Ragna Tang fra Ringkøbing over med sine spillemænd, og så dansede hele skolen. Jo, det var en værdig afslutning.

 

Undervisning i Congo

I 1987 blev jeg engageret af U-landsorganisationen WUS (nu Ibis) til at rejse til Congo – Brazzaville for at skrive en lærebog i jordbrug for namibiske flygtninge. Jeg skulle være væk i et par måneder. Min kone måtte rejse med, hvis jeg betalte flybilletten. Arbejdet var godt lønnet.

Signe ville gerne med. 17. december 1987 fløj vi til Brazzaville via Østberlin.

Vi boede på hotel i byen et par dage, hvorefter vi tog til landets store havneby,

Pointe Noire, ved Atlanterhavet. Rejsen foregik med tog, der var i fin stand. Efter 12-14 timers kørsel kom vi til byen og tog ind på et hotel. Her skulle vi holde Jul. Der var den fineste strand og dejligt badevand, så det nød vi.

Vi vænnede os til solen, for vi var blot 40 syd for Ækvator. Vi gik på markedet og på Posthuset; herfra ringede vi hjem til Conny på en satellittelefon med ekko for at efterlyse Signes kuffert, hvori hun havde sine cerutter. De kom med en måneds forsinkelse.

En dag spiste vi fin middag på en restaurant. Et lokalt orkester spillede congolesisk musik på instrumenter, vi ikke havde set før, bl.a. et stort sneglehus. De spillede med stor intensitet, og vi blev i den grad fanget af musikken, at vi tiltrak orkestrets opmærksomhed. Tilsyneladende spillede de kun for os. De kom hen til os, da vi var færdige og vi takkede dem hjerteligt. Det var en virkeligt god oplevelse.

Den 3. januar ankom vi til skolen. Vi kørte med tog til stationsbyen Loudima og blev hentet i en firehjulstrækker, der kørte to timer ad jordveje igennem savanne.

Vi blev indkvarteret i et nybygget hus med have. Huset havde to verandaer med skygge, den ene på nordsiden, den anden på sydsiden. Ved ækvator står solen i nord ved middagstid den ene halvdel af året, i syd den anden halvdel. Så vi var altid sikre på skygge.

Huset var velindrettet med en stor stue og gode møbler, to soveværelser, et stort badeværelse med WC, og et godt køkken. Vi skulle selv købe ind i den nær-liggende by og selv lave mad, men vi havde folk til rengøring. Der var bliktag og jernstænger for vinduerne, for de skulle altid være åbne af hensyn til varmen; men tyve måtte ikke kunne række ind. Der var elektrisk lys fra skolens genera-tor. Den blev slukket kl. 22, og så var der meget mørkt.

Vi stod op ved solopgang, for da var temperaturen behageligst. Arbejdet begyndte kl. 7. Kl. 12 blev der rigtigt varmt, og så var der pause til kl. 16. Så arbejdede man igen til kl. 18, hvor det blev mørkt. Hver dag var der skøn blå himmel og få skyer. En gang imellem kom der tordenvejr med voldsomme regnbyger.

Men de blev, hvor de dannede sig, for der var sjældent en vind, der kunne flytte skyerne. En aften så vi en tordensky, der lynede over den fjernere del af skolen. Det øsregnede. Men vi sad på verandaen og så på tordenvejret i to timer, men det kom ikke til os.

Planterne groede hurtigt. Signe fik straks forbindelse med stedets gartnere, der plantede ananas, bananer og andet godt. I løbet af de tre måneder, vi boede der, blev haven fuld af store planter, og Signe frydede sig.

Skolen havde 240 elever, en bunke lærere fra mange lande (Norge, Finland, Danmark, England, Australien, Namibia og Congo). Eleverne var flygtninge.

Mange af dem var sendt fra Ovamboland i det nordlige Namibia. Namibia var under hårdt sydafrikansk apartheidstyre; det blev først selvstændigt i 1991. De sorte ovamboer ønskede ikke, at deres børn skulle vokse op under apartheid, og mange sendte deres børn over grænsen til Angola, der var selvstændigt.

Det var disse børn, der var på skolen i Congo. Den var financieret af Norge, men styret af den namibiske eksilregering SWAPO. Den havde bestemt, at eleverne skulle lære jordbrug, og at de skulle undervises på engelsk. Det skulle nemlig være det officielle sprog i Namibia, hvor der tales 11 sprog. Ved at vælge et sprog, som ingen havde som modersmål, kvalte SWAPO en sprogstrid i fødslen.

Eleverne var inddelt efter kundskaber, vel især i engelsk. I hver klasse var der børn på fra 11-15 år, mest drenge, og piger på op til 28 år. Pigerne var moder-erstatninger for drengene og holdt dem i stramme tøjler.

Signe var med som min hustru; det var ikke meningen, at hun skulle bestille noget. Men da vi kom, var lærerinden Rosalinda Sheendelwako netop rejst til

Angola for “at lægge cement på sin mands grav”, som man sagde. Han var blevet skudt. Signe blev spurgt, om hun ville overtage hendes timer i havebrug, biologi og matematik. Signe sagde ja, selvom hun ikke havde undervist på engelsk før.

Det var godt for hende, for uden arbejde er sådan en flygtningelejr et helvede.

Signe gik til arbejdet med sædvanlig ildhu. Hun lærte hurtigt navnene, selvom de var fremmedartede. F.eks. hed skoleinspektøren Nghidinihamba U. Ndilulla. Nå, der var også mere fredelige navne som Boniface og Isaac.

Vi var spændt på, om kulturforskellene mellem namibiske og danske skolebørn ville give problemer. Det var ikke tilfældet. I begge tilfælde stilles eleverne overfor noget nyt, og da hjernerne er indrettet på samme måde, kan vore ind læringsmetoder bruges. Signe anvendte bestemte prøver til at finde elevernes niveau. F.eks. lod hun eleverne måle længder med en lineal. Når eleverne begyndte ved 1-tallet i stedet for 0, vidste Signe, at eleverne var begyndere og skulle lære linealen at kende. Hun fik hurtigt taget på eleverne, og de kiggede tit ind, når de kom forbi.

Undervisningslokalerne var store og skyggefulde. Vinduerne var uden glas, og der var en stor tavle.

Signe skulle undervise i havebrug. Hver elev havde sine egne små lodder, hvor de dyrkede majs, hirse, jordnødder og sojabønner. Eleverne skulle tilberede såbed, så eller plante, føre dagbog over planternes vækst, fjerne ukrudt og høste. De nåede at høste majs (men den var sået før vi kom). Signe kendte havearbejdet til bunds og havde let ved at lære eleverne det.

Høsten var en fest. Hver elev høstede sine majskolber, de blev talt og ve-jet. Eleverne konkurrerede om, hvem der havde høstet mest. Derefter blev der tændt bål, og majskolber ristet i gløderne. De er meget velsmagende.

Signe gled helt ind i livet på skolen. Hun forberedte sig omhyggeligt, og de engelske gloser for redskaber, planter m.m. skulle læres. Hun nød også at arbejde i egen have. Vor mad lavede hun af de gode grøntsager og kød. Vi havde også gæster, bl.a. Nghidinihamba og hans kone. Det var de glade for og inviterede igen.

Men der var noget i vejen. Signe havde ikke lyst til at udforske skolen, floden og bakkerne. Hun gik kun til sin undervisning. Om eftermiddagen sov hun ofte 3 eller 4 timer foruden sin nattesøvn. Hun bevarede dog sit gode humør det meste af tiden. Nogle af skolens lærere havde personlige eller ægteskabelige problemer. Når det brændte på, kom de til os, ikke for at diskutere problemerne, men blot for at være et fredeligt sted. Jeg tror, at Signes måde at være på virkede som balsam på sårede sjæle.

I løbet af de tre måneder fik jeg skrevet min bog og tegnet alle de mange illustrationer. De sorte børn kiggede forundret på mine tegninger, mens de blev til på papiret. Måske havde de aldrig set tegning før.

Lige inden vi rejste hjem, kom Rosalinda tilbage fra Angola. Det var godt, for så kunne Signe overdrage hende klasserne og fortælle om, hvad hun havde gjort. Rosalinda var taknemmelig. Hun blev bevæget og græd.

Så afskedsfest, men midlertidig, for det var meningen, at vi skulle komme tilbage og skrive næste bog. Det havde været en god, men travl tid for os begge. Vi fløj hjem i en østtysk maskine med ganske få passagerer, så vi blev forkælet. I København tog vi hent til WUS, hvor vi aflagde beretning og jeg afleverede manuskriptet til min bog.

 

Den sidste tid

Vi var hjemme igen den 2. marts 1988. Conny havde holdt alt i orden, og vi var glade for gensynet. Det var aften, da vi kom. Signe ringede til Niels Arne, der passede vor hund, mens vi var borte. Her var Siggis mor også, og de to hunde kom godt ud af det med hinanden. Men Niels Arne måtte fortælle, at Siggi var død.

Vejret var mildt, erantis og vintergækker blomstrede. Men et par dage efter blev det snestorm og frost, og det holdt resten af måneden.

Signe var blevet meget tynd i Congo, en udvikling, der var begyndt flere år før. Da hendes søster, Eva, døde af kræft 1983, var Signe hos hende de sidste dage. Det tog hårdt på hende, og hun tabte sig. Det var umuligt for hende at tage på igen.

Signe fejrede sin 64 års fødselsdag 9. marts i stilhed med et par gæster. Hun var træt, og lægen, vor nabo Bjarne, tilså hende. Den 20. marts indlagde han hende på Horsens Sygehus. “Du har lungebetændelse”, sagde han. “Du må hellere blive undersøgt grundigt, for du kan have fået en tropesygdom i Congo”.

Signe blev kørt ind med ambulance. Jeg besøgte hende hver dag, men hun ville ikke se andre. Det var som om hun blev sygere. Fredag d. 25. marts blev jeg ringet op af overlægen kl. 14. Han meddelte så skånsomt han kunne, at Signe var død af en blodprop i lungerne, mens hun var ved at blive kørt til intensiv-afdelingen.

Jeg kørte straks til sygehuset og blev vist ind i et rum, hvor hun lå. Hun var allerede ved at blive kold.

Jeg kørte hjem og gik straks ind til Lis og Einar og fortalte, hvad der var sket.

Jeg fik en kop kaffe, og så gik jeg ind til mig selv. Lidt efter kom lægen, og han fortalte, at han havde ringet til hospitalet for at høre til Signe, og han havde fået dødsbudskabet. Han sagde, at jeg skulle fortælle alle jeg kendte om dødsfaldet.

Det ville ikke gøre sorgen mindre, men den ville blive lettere at bære. Han havde ret.

Så gik jeg i gang med det tungeste hverv, jeg har haft. Jeg skulle fortælle Signes søskende, hvad der var sket. Særligt slemt var det at ringe til Karen, for Signe var hendes uundværlige støtte.

Begravelsen foregik fra Tolstrup Kirke. Den var helt fuld, og blomster dækkede hele kirkegulvet. Præsten, Jytte Ibsen, talte smukt og godt. Hun fortalte mig, at Signe var det første af hendes sognebørn, som hun kendte og skulle begrave.

Jeg takkede følget og hilste på hver enkelt. De blev inviteret til restaurant Møllebæk. Der kom ca. 80, heriblandt vore to iranske flygtninge, som vi var “reserveforældre” for. En af dem sagde den muslimske formel: “Måtte Gud give dig tålmodighed”.

Det forholder sig sådan, at handlingen i kirken er afskeden, mens “gravøllet” signalerer “tilbagevenden til livet”. Det gjaldt også her. En god stemning indfandt sig, og folk hyggede sig med hinanden. Men så rejste jeg mig op, og tavsheden ilede hen over bordene. Skulle de nu nedsænkes i sorg igen? Det var ikke min mening, og jeg indledte med at sige: “Jeg vil fortælle om Signes død, for I skal have ordentlig besked, og derpå vil jeg fortælle Jer om Signes gerning i Congo. Den er som et spejlbillede af hendes liv: Succes med undervisningen, børn, der holdt af hende, voksne der kom til hende, fordi hun udstrålede empati og varme. Hun døde i sin gerning, i bevidstheden om, at der stadig var brug for hende”.

Efter min tale kom en glædelig overraskelse. Signes bror, Anders, meddelte, at han lige havde talt med fødeklinikken, der havde fortalt, at hans datter Lone havde født et velskabt drengebarn.

Signe havde glædet sig til fødselen, den ville næsten have gjort hende til bedstemor. Drengen blev døbt Malthe. Hun ville have været meget glad for ham.

 

Efterskrift

Dette mindeskrift er skrevet til Signes søskendebørn, for de havde en stor plads i Signes hjerte. Jeg har holdt mig til det, som jeg ved besked om.

Det har været en fornøjelse at skrive denne lille bog. For mig er det “mit liv genoplevet i erindringen”. Signe og jeg var enige om det væsentlige, nemlig forholdet til hinanden og til andre mennesker, men uenige om atomkraft og socialisme. Vi fandt en effektiv måde at forholde os til ubehagelige og fornærmende mennesker. Vi beskrev dem og deres gerninger for hinanden og lagde dem derpå ned i vort mentale kartotek. Herfra kunne de hentes frem til sammenligning med nye tilfælde. De blev på den måde præparater og sat på nål som sommerfugle, og derefter kunne de ikke skade vor mentale ligevægt.

Vi fortalte hinanden om dagens oplevelser over middagsbordet, og gerne om de gode oplevelser. Vi var enige om, at et skulderklap om dagen var nødven-digt. Havde ingen andre givet os det den dag, så gav vi det til hinanden.

Vi fik 25 gode år med hinanden. Det er meget.

 

Udenlandsrejser

Signe og Eigil sammen

Juni 1963 Norge (Romsdal) med seminarieelever

 

21.12.63-10.1.64 Kenya, Tanganyika, Uganda, Ægypten (Nat.For.)

 

1965 juli – Irland (Foreningen af Gymnasiets og Seminariets lærere i biologi og geografi)

 

27.6.-6.7.1965 Lapland m. sem. elever 22.12.65-4.1.66 Tenerife

 

20.7.-2.8.1966 DDR, Tjekoslovakiet, Tyskland 15.-23.10.66 Polen (med Seminariet) 18.-26.3.67 Mallorca (Bot.For.)

 

20.6.-6.7.67 Kenya

 

Påske 1967. Firenze

 

7.-14.4.68 Italien (Lago Maggiore, Milano) 28.6.-19.7.68 Italien (Napoligolfen) 30.3.-5.4.69. Sicilien (Bot.For).

 

Juli-august 1969 Grønland (Frida Dan) sejlads Påske 1970 Rom

 

Juli 1970 Norge, Dalarne, Gotland

 

25.6.-6.7.71 Lappland (Nat.For.)

 

Juli 1972 Kreta, Santorin

 

16.23. jan. 1973 Madeira

 

dec. 73 – jan. 74 Thailand (Nat. For.)

 

maj 1976 Bohusläns helleristninger, Sverige

 

1977 oktober. Ruhrdistriktet, kulmine, stålværk. Tyskland 24.6.-17.7.79 Kenya

 

29.12.79-5.1.80 Ægypten 17.9.-31.12.1977 Australien 17.12.80-3.1.81 Mexico

 

5.-12.4.1986 Tenerife (Astronomisk Forening) 17.12.87-2.3.88 Congo

 

Signe som lærer

skrevet af hendes elev Jytte Rosgaard 3. marts 2014, da hun havde læst manuskriptet til denne bog og sendt til mig som mail.

Hvor gør det mig glad, at du har sendt mig din mindebog om Signe. Hun betyder stadig meget for mig, min fascination af tal og dermed valg af uddannelse, min måde at møde mennesker på og meget, meget mere har hun stor del i. Det er ikke længe siden, at jeg talte med en af mine klienter om rygning. Da fortalte jeg om Signes cerutter og en røgalarm på skolen, der gik i gang på grund af røgen. Jeg har også Signes cerut med på et af mine gamle klassebilleder.

Jeg husker Signes mange håndskrevne matematikopgaver til os. Ud over den ugentlige aflevering burde vi løse endnu flere opgaver. Signe gjorde det på en måde, som var årtier forud for sin tid. Hun belønnede os med små klistermærker og senere tillige firmærker. Det var som en flidspræmie at måtte vælge et mærke for hvert løst opgaveark. Vi behandlede vores mærker som skatte. Jeg har stadig en tobaksdåse med mærker fra Signes matematiktimer, og kun ved særlige lej-ligheder bruger jeg af dem. Nu 30 – 35 år efter.

Det var ikke den eneste måde, Signe kunne motivere på. Hendes blotte tilstede-værelse gjorde os små børn godt, og når vi skyndte os flittigt med at nå dagens stof, fortalte hun historier. I 1. klasse fortalte hun os om muldvarpe. Jeg husker det som en blanding af virkelighed og eventyr. Senere blev det ”Trolde Finn”. Jeg tror, det var noget, som Signe digtede undervejs, og hun kunne tryllebinde os. Det kunne være morsomt, om hun havde nedskrevet sine fortællinger, men jeg tvivler desværre.

Signe var også god til at åbne verden for os. Jeg husker, at vi (min klasse og parallelklasse) var hjemme hos jer. Jeg husker det som ovenpå, måske i dit kontor. Vi så lysbilleder fra jeres seneste rejse. Sandsynligvis fra jeres tur til Kenya.

Det var meget spændende for sådanne små Gedved-børn. Signe forstod at pirre vores videbegærlighed. Hun delte oplevelser fra jeres rejser med os. Små lære-rige detaljer. Indkøbsnettet hun havde kopierne af ekstraopgaverne i, husker jeg som rød/blå med gule plastikhåndtag. Det var fra jeres Ægyptenrejse. Underlige detaljer at huske, men Signe gav sig tid til os. Lyttede til vores undrende iagtagelser og forklarede. Hun havde en halskæde – måske en sort lædersnøre med et hvidt, rundt/ovalt stentøjssmykke. Det var hult med 2 små huller og med en kugle indeni. Vi børn undrede os. Hvordan kunne sådan en kugle komme ind i det hule smykke med de to små huller?

Jeg var meget betaget af, at Signe ”spåede” de elever, som havde lyst/mod, når hun var gårdvagt. Det var altid meget spændende at lytte med, og det var altid gode ting, hun læste i børnenes hænder. Ting, som de kunne se frem til med glæde. Fx antal børn, de selv ville få. Jeg turde aldrig blive spået. Var måske for genert til den store opmærksomhed.

Jeg ved ikke, hvordan og på hvad Signe troede, men jeg havde en meget nærværende oplevelse, da jeg i ca. 1995 var meget nervøs for fremlæggelse for en større opgave, da jeg læste HA i Århus. Jeg lå søvnløs meget af natten, men da jeg sov lidt henad morgenstunden havde jeg en drøm – eller hvad det nu var

– af at Signe og en af hendes elskede små hunde var forbi mig for at lade mig vide, at jeg nok skulle klare den forestående fremlægning. Det gav mig ro, og det blev en af mine bedste præstationer dengang.

Fra juleklippedagene på skolen husker jeg Signes mange cigaræsker med eksempler på kreative ting, vi kunne lave: Skildpadder af en halv valnøddeskal, en læderlap klippet i facon med fødder og hale – og en træperle som hoved

– bare for at nævne en enkelt. Og de mange glasperler, som vi elskede at købe af Signe. Jo, det var tider. Ligesom det stadig præger mig, at Signe lod os tegne symmetriske mønstre på ternet papir. Var det mon i den forbindelse, jeg fik øjnene op for farver, struktur, symmetri og kreativitet, som nu bliver omsat til patchwork?

Retfærdighed og det at dele lærte vi også på en meget god måde. Signe havde blommer med fra jeres have. Der var 2 til hver. Skålen blev sendt rundt i klassen. Vi måtte efter tur tage den største og den mindste blomme. Signe var vis, og hun gjorde verden bedre på sin egen stille, men sikre måde.

Lad os sende Signe en glad og taknemmelige tanke ikke bare på hendes fødselsdag – men helt så meget og ofte, som vi plejer.

Byskovsvej 4
Gedved 8751 DK
Get directions

Fødselsdag:

1924-1988

Erindringen ønskes afleveret til:

Gedved Egnsarkiv