Lone Hindø og Karen Hindø

I løbet af 1950’erne tilbringer Lone og Karen deres sommerferie hos bedsteforældrene i Skanderborg. Deres erindring giver et tilbageblik på Skanderborg dengang, og hvordan dagligdagen forløb for både børn og voksne i løbet af sådanne sommerferieperioder. De mindes med stor glæde de personer og steder de var omgivet af. Gør ejerskabskrav på erindring

Lone og Karen Hindø – Sommerferieminder fra Skanderborg

 

Vore bedsteforældre, Niels Cordnum Nørgaard Tinning og Julie Lovise Margrethe Tinning f. Christiansen boede i Skanderborg. De havde seks børn, og vores mor, Lise Tinning var den yngste. Hun flyttede fra Skanderborg til Ringkøbing først i 1940’erne, hvor hun kom i lære som modist. I Ringkøbing traf hun vores far Børge Hindø, og sammen boede de resten af deres liv i den vestjyske by. Lone blev født i 1948 og tre år senere blev Karen født. Hvert år i perioden 1951-1962 kom vi med vore forældre på 14 dages sommerferie hos vore bedsteforældre.

Vi ankom til Skanderborg med toget. Det var en lang togtur, med skift i både Skjern og Herning. Toget stoppede desuden ved alle små stationer, der kom som perler på en snor tværs over Jylland.  Banegården i Skanderborg var en smuk bygning, som lignede den banegård, vi kendte i Ringkøbing. På banegården blev vi hentet af vognmand Kjeldsen, som boede i Adelgade ikke ret langt fra vore bedsteforældre. Vores bedstefar havde i god tid bestilt vognen og for os to piger var det stort, at skulle ud og køre med lillebil, som det hed.

Vore bedsteforældre boede i en lille 2-værelses lejlighed på 2. sal i Adelgade 33. Der var et lille køkken med to gasblus, et soveværelse med en dobbeltseng, kommode og skab, en stue med en divan, stol, dækketøjsskab og spisebord. I stuen var der en lille karnap, hvor der stod et sybord med to spisestuestole. Lejligheden blev varmet op med en brændeovn i stuen. Der var ikke noget bad, men et toilet på gangen, som blev delt med en enlig dame, der boede på samme etage. Så når vi skulle have vasket hår, var det op på køkkenbordet, så håret nåede godt ind over håndvasken.

Forholdene var små. I de første mange år sov vi to søstre i soveværelset ved vore bedsteforældre. Lone, som var ældst sov i ”revnen” i sengen, og Karen i en lille barneseng, som var lånt. Senere hen sov vi alle fire i stuen på sovesofaen og tre madrasser på gulvet. Umiddelbart skønner vi, at lejligheden må have været ca. 55-60 kvm

De voksnes dagligdag under ferien

En typisk dagligdag i ferien forløb ofte sådan: Vores bedstemor gik på kirkegården hver eneste morgen. Vores mors ældre bror var død i en færdselsulykke som ganske ung. Når vores bedstemor kom hjem fra kirkegården, fik vi morgenmad. Midt på formiddagen gik vores bedstefar ud for at handle ind. Vores bedstemor kunne følge ham i gadespejlet hele vejen op ad Adelgade. Tit holdt han et lille hvil på hjørnet af Vestergade og Adelgade. Her faldt han i snak med andre pensionister. Der var i huset indtil herretøjsforretningen nogle indhak, hvor man kunne sidde. Han kom altid med frisk mælk og kærnemælk fra mejeriet, og når han kom hjem, fik vi serveret kærnemælk med én teskefuld sukker. Den almindelige sødmælk kaldte vi for ”skanderborgmælk”, for den var ofte lidt varm – vore bedsteforældre havde ikke et køleskab, og det var vi vant til.  Vi husker, at det skulle vi ikke tale om, for så blev vores bedstefar vred, men engang imellem slap det over vores mund. To gange om ugen – onsdag og lørdag – var vi med vores bedstefar på torvehandel, og der fik vi altid en pose med ærter. Til middag spiste vi varm mad, som vores mor ofte havde lavet. Dog én gang i den 14-dags ferie lavede vores bedstemor mad – brændende kærlighed med løg og røget spæk. Vi fik ofte fisk – aborre og sandart, som vores bedstefar havde fanget. Han havde en lille jolle liggende i Lillesø. Jollen var grønmalet og opkaldt efter Lone. Han var en ivrig lystfisker, og middagsmaden bestod ofte af fisk. Vi var vant til at spise meget fisk, så det var vi glade for. Vi fik også altid sølvbeder, en grøntsag vores mor huskede fra sin barndom. Vores far gik altid en lang tur efter middagsmaden, mens vores bedstefar sov. Vores mor og bedstemor indtog så karnappen mod Adelgade og fulgte i gadespejlet, hvem der gik på Adelgade, og hvem der skulle på kommunekontor og politistation. Her blev min mor opdateret med, hvad der var sket i byen i det sidste års tid. Aftensmaden bestod altid af smørrebrød, og om aftenen blev der ofte spillet kort eller lagt kabale. Vi spillede meget kort med vores bedstefar, men han var en utrolig dårlig taber.

I hjemmet kom der i løbet af dagen næsten altid nogle beboere fra Sølund. Vore bedsteforældre havde arbejdet på Sølund, hvor vores bedstemor var ansat som nattevagt og vores bedstefar som arbejdsmand. Det var hyggelige besøg, og vi fik altid at vide, at det kun var ”de bedste”, der fik lov til at gå alene ind til Skanderborg. Vi kom altid med vores bedstemor en tur på Sølund i ferien. Vi fik set de steder, hun havde arbejdet, og vi fik hilst på nogle af de beboere, hun kendte. Der var beboere, som altid skulle have vores fødselsdage at vide, og andre beboere, som hele tiden ville røre ved os. Det kunne virke lidt skræmmende, men vi var i trygge hænder, og vores bedstemor fik det til at virke helt naturligt.

Når Skanderborg Cricketklub spillede hjemmekampe var vores bedstefar altid tilskuer. I sommerferien tog vores far med, og vi to søstre hægtede os ofte på. Vi vidste jo, at der næsten altid vankede en is eller en sodavand. Her fik vi den første Kadetvand, og vi syntes den smagte helt vidunderligt. Det var vel nærmest en sportsvand. Cricketspillet havde vi svært ved at overskue, så det blev mest til leg på sportspladsen. Vi kunne i periferien se beboerne på Sølund komme gående i lange rækker. Pigerne i fine, lyseblå kjoler. Vi havde lidt ondt af dem, at de kun kunne komme uden for Sølund sammen med plejerne.

En enkelt gang i den 14-dags ferieperiode bagte vores bedstemor æbleskiver til os, det var hyggeligt. Gasblusset blev tændt og æbleskivepanden af støbejern blev fundet frem. Selv om der måske var 28 grader uden for, stod hun troligt og bagte æbleskiver til os.  Om søndagen gik vi ofte til bageren længere ude mod Dagmarbroen. Forretningen lå ved det store træ i svinget. Her købte vi russere, men vi kaldte dem kanelstænger. Vores bedstemor havde sukkersyge, så hun måtte ikke spise kager med sukker, så derfor havde vi altid sukkerfri småkager med hjem til hende. Så blev der pakket kaffekurv og vi gik alle sammen ned til robåden Lone og tog på søndagsudflugt. Vi lagde til mellem sivene, drak kaffe og plukkede åkander. Andre søndage gik vi ud til Våren med kaffekurv, og her fik vi lov til at lege og plukke gule og hvide åkander.

Når vores bedstemor skulle have krøller i håret, blev krøllejernet taget frem. Det var lavet af jern og blev varmet over gasblussen. Så klemte hun om et stykke toiletpapir, for at mærke, at det ikke var blevet for varmt. Vi børn fik aldrig lavet krøller, det virkede afskrækkende med det varme krøllejern.

 Dagligdagen for os børn

Vi husker dagene som solskinsdage. Om formiddagen legede vi ofte i gården, som virkede uendelig stor. Ud mod gaden var der en port. Her kunne vi spille bold op ad muren. Vi legede med Inger og Harris Broustbos datter Lise-Lotte. De boede i en lejlighed på 1. sal, hun var enebarn og havde et væld af legetøj. Hun havde også en aftale med sin mor om at få formiddagsmad sendt ned i gården. Det foregik på den måde, at hun stod og råbte: ”Moar, det er Lise-Lotte der kalder, ikke fra gaden, men fra gården, smid en madpakke ned til mig.” Og så kom der altid en madpakke. Vi to søstre var dybt imponeret, vi måtte ikke stå og råbe op til vores bedstemor på 2. sal.  I gården boede også familien Raaberg. De havde en søn, som vi også legede med.

For enden af gården lå et værksted, hvor man kunne gå igennem en port og videre ned til Lillesø, hvor vores bedstefars lille jolle lå. Det virkede som en jungle at gå derned, men vi måtte ikke gå der alene. Engang imellem gjorde vi det, men det var med bankende hjerte for at blive opdaget. Længere oppe ad Adelgade i nr. 39 boede søskendeparret Helle og Hanne. Deres morfar Peder Sørensen var frisør og barber, og deres far arbejdede på gasværket i Vestergade. Vi legede ofte i deres gård, som lå i forlængelse af mejeriets gård. Det var et spændende sted, hvor der skete en masse. Der kom vogne med mælkejunger, og der var gode gemmesteder til børneleg. Vi tog ofte sammen med dem ud til Dyrehaven og badede ved Æbleø. Men en leg, der blev den helt store dille var notering af bilnumre. Hovedvejen gik gennem Skanderborg, og efter Ringkøbing-forhold kom der rigtig mange biler kørende. Vi sad på et trappetrin ved politistationen eller kommunekontoret og skrev bilnumre ned.  Når ferien var ovre fortsatte vi med at skrive bilnumre ned og sende dem til hinanden. Hvilket formål det havde, forstår vi stadigvæk ikke i dag, men kontakten med de to piger blev på den her måde holdt vedlige. Også Markedspladsen på Vestergade blev benyttet til leg. Her mødte vi børn fra boligblokkene i Vestergade. Men det sted, vi nok har tilbragt flest timer, var på badeanstalten ved Louisenlund. Vi gik derned gennem Skolegade og videre ad en sti. På badeanstalten var der huse til omklædning, og der var ansat en opsynsmand til at passe på os. Her lærte vi at springe i vandet og svømme. Vi var vant til at bade rigtig meget i Ringkøbing Fjord, så vi var ikke helt vilde med det lettere grønne søvand med skum på. Men mange gode timer har vi haft her.

Vi nød de brede fortove, der var på Adelgade. Det kendte vi ikke fra Ringkøbing. Ofte hinkede vi på fliserne eller løb om kap op til slik-mutter i Vestergade, hvor vi kunne købe forvandlingskugler.

Én gang i ferien gik vi med vores mor gennem Adelgade. Vi gik ud til Mindet, som vi syntes lå langt væk. Så blev der købt lidt nyt sommertøj, og vores mor fik hilst på gamle venner og skolekammerater. Af og til blev der sagt: ”Åh, hvor ser din ældste datter dog bleg ud, Lise.” Lone kunne ikke fordrage, når folk sagde det. Hun var meget lys i huden og havde helt lyst hår. Vi var altid optaget af osteforretningen, hvor der løb vand ned ad vinduet. Vi vidste nemlig godt, at vores mor havde været forlovet med en søn derfra, inden hun lærte vores far at kende. Oste som vi kaldte ham, mødte vi mange år senere til vores bedstemors begravelse, hvor han deltog.

I 1963 flyttede vore bedsteforældre fra Adelgade til pensionistboligerne på Alleen. Det var et stort fremskridt, nu fik de eget badeværelse. Stuen vendte til havesiden, og derfor havde de henne ved vinduet i soveværelset mod gaden stillet det lille sybord med de to spisestuestole. Så kunne de sidde og følge med i, hvad der skete ude på vejen, og se alt det nye byggeri, der foregik i de år. Vore forældre havde nu fået bil, og det betød, at det ikke længere var ferier, vi tilbragte i Skanderborg, men én søndag i hver måned. Det betød også, at vi om eftermiddagen besøgte Stilling kirkegård, hvor vores bedstemors familie lå begravet. I begyndelsen havde vi fortsat kontakt til Helle og Hanne, men efterhånden gled det ud. Vores bedstemor fik fire gode år på Alleen. Vores bedstefar havde stadig sin lille robåd, og hun kunne fra stuevinduet se ud på søen og følge hans fiskeri. Han var jo blevet en ældre, korpulent herre og hun var nervøs, hver gang han satte sig i båden. Efter vores bedstemors død boede vores bedstefar fortsat i pensionistboligen, indtil han døde i 1972. Vi fortsatte vores månedlige besøg, men havde nu altid den varme mad med hjemmefra Ringkøbing.

Vi husker med stor glæde tilbage på vore sommerferier i Skanderborg. I dag vender vi jævnligt tilbage og går en tur for at gense de gamle, kendte steder. Men vi må sige, at meget har forandret sig.

 

Skanderborg 8660 DK
Get directions

Fødselsdag:

1948 og 1951

Erindringen ønskes afleveret til:

Skanderborg Historiske Arkiv