Carl Henrik Pedersen

Manufakturhandler Henrik Pedersens erindringer om hans mor, Birthe Kirstine Pedersen (Stine Sypige), der bl.a. var årsag til, at han blev manufakturhandler i Haslev.

Nedenstående er uddrag af manufakturhandler Henrik Pedersens erindringer "En Sælgers Liv", som er afleveret til Faxe Kommunes Arkiver. Arkivet har i uddraget fokuseret på Henrik Pedersens erindringer om hans mor, der fik stor indflydelse på hans livsbane. Hun hed Birthe Kirstine Pedersen, også kaldet Stine Sypige, og var født i Vester Egede og siden bosat i Haslev Søndermark.

Tekst i [ ] er redaktionelle bemærkninger fra arkivet og [...] betyder, at der er udeladt afsnit.

 

[…]

Jeg har fået fortalt, at Far havde lidt svært ved at enes med Farfar, antagelig fordi han forlangte for meget arbejde af ham, der fortælles, at han engang skal have været rendt hjemmefra. Efter Fars konfirmation i oktober 1897 fremgår det af hans skudsmålsbog, at han i et år tjente hos en Jens Nielsen i Sørup, men ellers ser det ud til iflg. skudsmålsbogen, at han mest har opholdt sig i Vester Egede Sogn.

Januar 1900 optages han i Lægdsrullen og den 12.10. 1905 indkaldes han til at aftjene sin værnepligt, som Trænkonstabel ved 1. Artilleriafdeling på Bådsmandsstræde Kaserne i København, og efter tjenestetid hjemsendtes han den 8.10. 1907 med følgende vidnesbyrd (karakter): Hans Forhold har i enhver henseende været særdeles tilfredsstillende.

Allerede samme år 15.11.1907 gifter Far sig med Retsvidner[?] Rasmus Nielsens kønne datter Birthe Kirstine (min Mor) i daglig tale kaldet Stine Sypige, hvor og hvorledes min Mor og Far har truffet hinanden, har jeg ikke kunnet få oplyst, de har sikkert kendt hinanden inden min far var soldat. Når min mor efter sin konfirmation ikke blev sendt ud at tjene, skyldes dette sikkert hendes mors omsorg for hende, hun havde jo mistet 2 børn og var af vækst lille og spinkel, så tynd, så hendes mor skal have sagt til hende, at hun skulle tage et ekstra skørt på, når hun skulle i byen, så hun ikke virkede så tynd.

Min Mormor har engang fået den beskrivelse af ældste datter fra Axelhuset, Marie, at Jette Rasmus Niels var en høj flot kvinde, som ikke mængede sig med naboerne, måske har hun følt sig lidt mere end en almindelig bondedatter, hun var jo datter af en skovfoged og måske har hun haft grund til det, det er ikke udelukket, at hun fra sit hjem kan have arvet, hvad der er noget, der tyder på, men herom senere.

 

Min Mors Familie:

Far Rasmus Nielsen født 1835 død 1.8. 1905

Mor Henriette Louise Christiane Nielsen født 1845 død 19.1. 1912

Børn

Niels Mathias født 6.2, 1869 død 19.2. 1927

Birthe Kirstine født 25.8. 1874 død 15.4. 1935

( min Mor )

 

samt 2 piger, som døde i en tidlig alder vistnok af den dengang frygtede sygdom TB.

 

Farfars og Morfars jorder stødte op til hinanden. Far og Mor kan have truffet hinanden her, det kan også tænkes, at Mor har været i Tonedam for at sy, det var almindeligt, at Mor gik rundt med sin symaskine og syede for 50 øre om dagen.

Det var praktisk, så havde hun de personer, hun syede for ved hånden og kunne prøve på dem, det er muligt, at hun i Tonedam har mødt den flotte soldat, og han har fulgt hende hjem for at bære symaskinen for hende. Det endte i hvert fald med bryllup 15.11.1907.

Ved brylluppet flyttede Mor og Far ind i Tonedam, dels fordi Farmor ikke var rask, hun havde pådraget sig hudkræft og var jævnlig til behandling på Finseninstituttet i København, så

Mor overtog med det samme husholdningen, der blev nok at se til for lille Stine Sypige, for det første blev hun ret hurtigt gravid, muligt er det også, at hun fortsatte med at sy for faste kunder, dette vides dog ikke bestemt.

Som tidligere omtalt var min Farfar meget energisk og arbejdsom, i den anledning havde han flere sammenstød med min Far og der er ingen tvivl om, at Farfar har haft en god hjælper af Farmor, såvel inde som ude, så længe hun var rask. Jeg kan ikke lade være med at berette om en episode, Jeg har fået fortalt, at en af Farfars store interesser var heste og han havde altid nogle raske og fyrige dyr, når han skulle ud at køre og der var spændt for, satte han sig på vognen og slog knald med pisken, og så skulle Farmor stå parat for at åbne porten, så gik det ellers i fuld fart op over bakken.

Lige så energisk og flittig Farfar var, lige så flink og omgængelig har jeg kendt ham, men jeg har heller aldrig diskuteret hverken heste eller politik med ham.

Såvel Farfar, men navnlig Farmor var meget glade for deres lille Sønnesøn, det var en sorg for Farmor, at lægen havde forbudt hende at røre ved mig på grund af hendes sygdom.

Mor havde sine bekymringer for mig, for det første var jeg meget lille, ved fødslen den 12.8.1908 vejede jeg kun 3 ½ pund eller i nutidens tal 1750 gram og dertil kom, at jeg ikke ville tage på i vægt, så da jeg en måned senere den 13.9. blev døbt i Vester Egede Kirke og fik navnet Carl Henrik, var jordmoderen også i kirke, og da min mor efter dåben bar mig ud af kirken gik jordmoderen bagefter og da de kom udenfor siger hun til min Mor: Sig mig Stine, han har vel taget på i vægt, jeg synes han ser så lille ud! Det tror jeg nok, svarer Mor. Hun turde ikke sige sandheden som den var, at jeg i virkeligheden havde tabt 250 gram i vægt.

Mor havde fået nok at se til hun skulle i store træk gå i stedet for Farmor, så lille Henrik måtte tit passe sig selv, jeg fik lov til at skrige, med det resultat, at jeg pådrog mig dobbeltsidigt lyskebrok.

Så da Farmor døde den 1/4 1910 og min mor igen senere på året var blevet gravid, var situationen uholdbar. Mor kunne simpelthen ikke mere. Mine forældre besluttede derfor at flytte fra Tonedam. Min mor havde siden sin ungdom været flittig med sin symaskine og muligvis har hun fået noget af sine forældre.

Far og Mor havde i hvert tilfælde så mange penge, at de kunne tænke på at overtage et Statshusmandsbrug i Boserup, Far indskærpede mor, at hun ikke måtte omtale for Farfar, hvad de havde i sinde, så ville han sikkert have dem til at overtage stedet i Tonedam.

I foråret den 21/3 1911 overtog Far så et Statshus i Boserup, og mine forældre rejste fra Tonedam.

 

[Familien bor i Boserup et par år og får lillesøster Ella den 20. juli 1911. I 1913 flytter familien til Vester Egede Overdrev til et hus, faderen køber af sin svoger Niels, og han overtager samtidig svogerens halvdagspostrute og bliver hermed postbud i stedet for husmand. red. ]

Far gik post om formiddagen og på skovarbejde om eftermiddagen og mor begyndte for alvor at sy igen. Nu havde hun tid nok til det og bortset fra enkelte dage, hvor bedstefar gik lidt på arbejde, var han barnepige. Den tid på Vester Egede overdrev er en periode, som jeg mindes med særlig glæde og det skyldes for en stor del bedstefar.

Medens vi boede på overdrevet begyndte 1. verdenskrig, det husker jeg meget tydeligt, ikke at jeg forstod, hvad det drejede sig om eller hvad det betød for os, men det jeg husker meget tydeligt er, at 2 gange om dagen red en stor flok dragoner forbi, de kom fra Næstved om formiddagen og red mod Fakse og om eftermiddagen en anden flok, som red imod Næstved, de tjente som kystbevogtning. Det var begivenheder, jeg fulgte meget nøje, hængende på stakittet.

Jeg husker, at jeg gik til købmand ved siden af, det kunne jeg uden at komme ud på vejen, det var nemlig strengt forbudt. Jeg købte brændevin til bedstefar, han fik en snaps hver dag til frokost.

Nu vi er ved snapsen husker jeg en morsom begivenhed. Hver dag kom mælkekusken fra Holmegård forbi med mælk, som han havde kørt til Trifolium i Haslev. Når Mor manglede et eller andet til sit sytøj, standsede hun ham om morgenen og han fik en seddel med til en forretning i Haslev. Så besørgede han det og afleverede det på tilbagevejen. Så var det en regel, at han hos os spiste sin frokost og Mor gav en snaps og en kop kaffe for ulejligheden, når det skete var jeg ivrig tilskuer, jeg husker, at han tit spiste røgede sild og når det skete, spiste han rub og stub, både hoved og hale, skind og ben, alt.

Efter sådan et besøg, opdager Mor, da hun skulle sætte brændevinsflasken på plads, at hun havde serveret et glas borvand i stedet for snaps. Hun blev meget ulykkelig, når sådant kunne ske, skyldes det, at når man købte snaps, skulle man have flaske med, fordi købmanden fik snaps hjem på anker. Købmanden tappede så af i den fra ankeret og det man havde med var som regel en grøn flaske og i en tilsvarende var det altså, at Mor havde borvand, derfor forvekslingen. Mor undskyldte meget næste gang, men mandens eneste kommentar var: Jeg syntes nok, at den ikke smagte af ret meget.

En anden begivenhed jeg husker fra Overdrevet er erindringen om et tordenvejr. Sammen med Ella og mig var Mor gået en tur på kirkegården med blomster og samtidig skulle Mor aflevere noget sytøj til Sofie Jens Christoffersen, dem som havde boet ved siden af Axelhuset, men nu flyttet til Vester Egede og boede et lille stykke ud af Sparresholmvejen, mens vi er der trækker det op, og det bliver et frygteligt tordenvejr, Sofie som altid ventede, at lynet ville slå ned hos dem, fik travlt med at samle værdier sammen, klar til at flygte ud af huset, hvis ulykken skulle ske, og jeg erindrer, at hun ved hvert brag udbrød: Åh, Gud! Uvejret holdt op uden at der skete noget hos den Sofie, derimod gik det ud over en anden Sofies hjem. Da vi nærmede os vort hjem, kunne vi se, at der hos vores nabo, lille Anders og Sofie var stor opstandelse, her var lynet slået ned. Det var i høsttiden og et par mand var til hjæ1p. Da det blev regnvejr som følge af tordenen gik de i tørvejr og sad inde i stuen, bedst som de sidder der lyder et øredøvende brag, og det fortælles at kakkelovnen eller dele af den for ud i stuen. Bag ved huset, omtrent op af muren stod et højt piletræ, lynet må være slået ned i dette, men må også have ramt skorstenen, den var fuldstændig smadret og køkkenet raseret, da dette sker farer de alle ud af huset og opdager, at det ryger fra stråtaget, de får hurtigt fat i en stige og da der er flere tilstede, får de hurtigt ved nogle spander vand slukket ilden, vi var inde og se ødelæggelsen og Mor siger: Det var da godt, at I fik slukket ilden. Mor bliver nærmest paf over Sofies svar (Hun var nemlig meget prober). Siger du godt, kan du ikke se, hvor her ser ud, og her har jeg lige gjort hele huset rent, og se nu hvordan her ser ud.

[…]

 

Ikke så sjældent var vi på besøg hos morbror i Haslev og når jeg nu tænker på disse ture, forbavser det mig, at mor og vi 2 børn, Ella på 3-4 år og jeg på 6-7 år kunne gå til Haslev, en strækning på 6-7 km. Det skete, at bedstefar var med og så bar han undertiden Ella en gang imellem. Sommetider var vi med postvognen hjem, det var vi ikke en gang, da Ella havde fået foræret en dukkevogn af morbror, på et vist tidspunkt ville hun gå selv og trække dukkevognen. Vi kunne på visse dage, når Gisselfeld var åben for besøg, skyde genvej igennem haven. Vi gik ind af lågen ved Nielstrupvejen og kom så ud et stykke oppe af Vejrbjerg. Det var da vi var kommet ind i haven den dag, at Ella selv ville trække dukkevognen, hvad hun fik lov til, men halvvejs oppe på bakken, før Vester Egede, opdages det, at det ene hjul på dukkevognen mangler, og hvad gjorde bedstefar! Han sagde: Gå I bare i forvejen, så går jeg tilbage og ser om jeg kan finde hjulet. sådan var bedstefar, han gjorde alt for sine børnebørn (hjulet fandt han ikke).

Ella siger altid nu, at hun ikke er nysgerrig. det var hun i hvert tilfælde en gang som barn, og det har hun mærke af endnu. Engang vi var kommet hjem fra en tur med mor, gik mors ene skobånd i hårknude. Mor tager en saks for at løse knuden, Ella skulle se nærmere på, hvad det var mor lavede, pludselig smutter saksen og Ella, der er for nær, bliver ramt i panden og blodet strømmer, stor ståhej, resultat, et ar i panden.

En anden oplevelse, som gjorde indtryk på os børn; det meget stillesiddende arbejde ved symaskinen gjorde at mors mave gik i stå, hun fik forstoppelse og det i sådan en grad, at hun måtte på Næstved Sygehus for at få det bragt i orden igen, medens det stod på, passede bedstefar både børn og husholdning. Mor lagde sikkert der grunden til den dårlige mave, hun måtte trække med resten af sit liv.

[…]

 

[Far er nu blevet heltidsansat postbud ved Haslev postkontor og vil flytte nærmere arbejdspladsen. Familien flytter derfor i starten af 1917 til Søndermarkshuset; et hus på Bråbyvej i området Søndermarken. Huset har 3½ td land. Red.]

Som fortalt var mor meget blomsterinteresseret, hun havde et utal af forskellige georginer, som blev gravet op hvert efterår, da de ikke kunne tåle frost , og gravet ned igen hvert forår. Det var bedstefars arbejde efter mors anvisning. Hvert år, tidligt på foråret, kom en mand, som optog ordre på urte- og blomsterfrø, som han så leverede senere. Foruden frø af forskellige urtesager, blev der altid købt frø af Reseda, Højrød Hør, samt en pose med blandet blomsterfrø, foruden nævnte frøsorter købte mor gerne nogle knolde af Begonier til at dyrke indendørs. Senere på foråret blev købt udplantningsplanter af stedmorblomster og Asters. Mor havde altid mange blomster i vinduerne, foruden nævnte Knoldbegonier havde hun også Flittiglise, Kalaer samt Nerier.

Senere gik mor også ind for hønseavl. Som nævnt var Franz og Lisbeth vores nærmeste naboer og det kunne jo ikke undgås, at vi fik en del berøring med dem. Franz var en rigtig slider, han arbejdede dels som murerarbejdsmand og dels ved dræningsarbejde eller i tørvemoserne og tjente mange penge til huse og han var tilfreds med kartofler og stegt flæsk, når han kom hjem. om foråret ordnede han haven, men så fik den ellers lov til at passe sig selv, om sommeren var den et helt vildnis, han savede og flækkede brænde, men det blev ikke altid sat i stak. Lisbeth var meget flittig med sine hænder, navnlig til at strikke, men så er alt også sagt. Hun var meget lidt prober og særdeles uordentlig, når der ikke var plads på køkkenbordet, så blev opvasken sat udenfor ved siden af trappestenen. Man havde det indtryk, at de hellere købte nyt end bragte orden i det, de havde. Det skete, at et kar med tøj til vask blev sat i blød ved brønden, hvor det undertiden fik lov at stå til det var så jordslået og råddent, at det kun var til at grave i jorden, men de var flinke og hyggelige naboer.

Medens vi boede i Søndermarken døde Franz. Jeg husker den dag, da han blev ført i kapellet, da så jeg noget, som jeg ikke har set hverken før eller siden. Hans kiste blev løftet ud igennem et af vinduerne, man tog sprodsen ud af karmen og fik kisten ud igennem åbningen i vinduet. Entreen var nemlig for lille og smal til at man kunne komme ud den vej. Jeg husker, det gjorde et stærkt indtryk på mig.

Efter Franz’s død blev Lisbeth alene boende i huset sammen med barnebarnet Rigmor, foruden Rigmors mor, som var gift og boede i Jylland, havde hun en datter til, Kathrine, som var ansat på Haslev sygehus som gangpige. Lisbeth var meget bange i tordenvejr og når det skete, søgte hun altid hen til os og det på alle tider af døgnet. Hvis det en sommeraften glimtede lidt i det fjerne, sagde far gerne: Nu får vi besøg af Lisbeth i nat, og blev det så tordenvejr meldte Lisbeth sin ankomst ved at banke på ruden i soveværelset.

Så sagde far gerne: Ti stille, lad som om vi ikke hører det! men Lisbet blev ved indtil mor stod op og lukkede hende ind. Kom tordenen så nærmere, stod far og vi børn også op, huset var trods alt stråtækt og vi havde kreaturer i stalden, som skulle reddes, hvis ulykken skulle ske. Når så tordenvejret var drevet væk fik vi tordenkaffe og gik så i seng igen.

Efter at Lisbeth var blevet ene, skete det, at hun nogle gange rejste på besøg hos datteren i Jylland og så lovede mor at tage æg ind fra hønsehuset og lægge dem i spisekammeret, det var gerne os børn, som måtte ordne det og det var vi ikke meget for. Hønsehuset var som alt andet ikke passet med rengøring, så vi var næsten sorte af hønselopper efter sådan en tur.

Engang Lisbeth var syg gik mor hen til dem med mad, det var om vinteren, hvor der blev fyret i kakkelovnen og det var Rigmors arbejde at rense ud og tænde op om morgenen, men hun kom ikke længere end ud i gangen med askeskuffen, så blev den tømt der.

Når mor havde gjort Lisbet en tjeneste på den ene eller anden måde brev vi gerne inviteret derhen på kaffe, det var noget af en tortur, far gik ikke med, men mor og vi børn gik derover, det var svært at synke både kaffe og kage, da selv vi børn kunne se, hvor malprobert alt var.

 

[…]

Efterhånden blev det næsten til en tradition, når ikke andet var på færde, at de tre fra Haslev [morbror, der er blevet enkemand, kusine Anna, jævnaldrende med Henrik, samt husbestyrerinden, red.] kom på visit i Søndermarken søndag eftermiddag og så serverede mor kyllingesteg og rabarbergrød til aften. Mor havde også efterhånden kastet sig over æg og kyllingeproduktion, nærmest som en hobby ved siden af sytøjet, men efterhånden gik der sport i det, hvert forår blev der udruget så mange kyllinger, at der kunne blive 100 hønniker ud af det, men som regel gik det sådan, at der blev mindst lige så mange hanekyllinger. I den periode solgte mor dem til Brugsforeningen og undertiden også nogle af de ældre høns, således at den ægproducerende flok hele tiden var på 100 til 150 høns. Prisen var 1,00 kr. pr. stk.

Handelen med Brugsforeningen foregik gennem en kommis, som kom en gang om ugen med kolonialvarer, men en dag meddelte han mor, at han ikke kunne give mere end 50 øre for stykket. Kan du ikke det, sagde mor. Så får du ikke en eneste mere! Forbavset spørger han: Hvad vil du så gøre med alle dem? – Spise dem, sagde mor og derved blev det, så efter den dag var der tit kyllingesteg på programmet.

Engang om året blev der slagtet en fedegris til husholdningsbrug og så blev der holdt pølsegilde. Ved den lejlighed kom Anna og husbestyrerinden Sofie om eftermiddagen. Sofie hjalp mor med slagtearbejdet og når onkel var færdig med sin posttur kom han og hjalp far med at partere og nedsalte alt det gode sul og om aftenen havde vi så pølsegilde med masser af sorte pølser, disse, kan jeg huske, blev kogt i gruekedlen. Med til pølsegildet var Jens og Signe, de var selvskrevne, da det var Jens, som var slagtermester og endvidere kom naboer og bekendte, jo! Der var ingen smalle steder, madmæssigt set, i Søndermarkshuset med en gris på 200 til 250 kg. i sulekarret og 150 hanekyllinger i hønsegården, som ventede på at blive spist.

 

[Nu springer vi til 1922, hvor Henrik bliver konfirmeret, red.]

I øvrigt var hver dag eller i hvert tilfælde hver søndag en festdag, når de tre fra Haslev kom ned og besøgte os og mor dækkede op, jo, næsten altid med kyllingesteg etc. Jeg tror næsten, jeg tør sige, at årene i Søndermarkshuset var den lykkeligste tid i mine forældres liv, mor havde sit sytøj, som var hendes store interesse og sine blomster, så kom senere hønseavl til som en hobby for hende og som tilmed blev en indtægtskilde for hende. Alene æggene fra ca. 150 høns, som hver uge blev afhentet af en opkøber, var en stor indtægt for hende og dertil kom så en overgang salget af slagtekyllinger samt hendes syløn.

Far havde sin indtægt fra postturen og som hobby, sit landbrug, som han passede sammen med bedstefar. Mor hjalp sjældent til i marken, kun hvis hun syntes, det var noget, der interesserede hende, det eneste, hun havde med det at gøre var malkning og så fodring af høns og kyllinger. Mine forældre havde ikke på nogen måde økonomiske vanskeligheder, jeg har aldrig i mit hjem hørt, det har vi ikke råd til, hvis der var noget vi ønskede, men som mor ikke syntes om, kunne hun sige: Er det noget du har brug for!?

[…]

Efter konfirmationen var det store spørgsmål, hvad skulle Henrik nu foretage sig. Jeg selv var ikke i tvivl, jeg ville være købmand, det havde jeg for længst bestemt. Jeg var fuldstændig fascineret af den atmosfære, den særlige duft og det raske liv bagved disken, det var lige mig. Jeg var ikke helt enig med mine forældre. Mor havde gerne set, at jeg læste til skolelærer og at jeg havde fortsat i gymnasiet efter konfirmationen, måske som hun senere fortalte mig, fordi hun selv som ung havde haft en drøm om at blive lærerinde, men jeg havde fået nok af at læse, jeg ville være købmand. Så gik far i gang med at finde en lærerplads til mig, men det viste sig at være en svær opgave, enten havde forretningerne fået en lærling eller skulle ingen have. Men så en dag kommer mor hjem fra byen og fortæller, at nu har hun fået en læreplads til mig. Hvor! Spørger jeg begejstret, hos Johannes Nielsen, det var en manufakturhandler, hvor mor handlede meget på grund af sin systue. – Der vil jeg ikke være, var min kommentar. Det vil du, sagde mor og i morgen skal far ind og skrive kontrakt, og derved blev det.

 

[Læretid. På et tidspunkt mistænkes han for at have taget 10 kr. men det viser sig at være læremesterens hustru, der havde taget fra en forkert bunke. Red.]

Selvom jeg må indrømme, at købmanden både var streng og også undertiden vanskelig, så må jeg indrømme, at jeg lærte både godt og grundigt og efter episoden med de 10 kr. var det lige som han fik større tillid til mig og han forbavsede mig meget, da jeg den sidste sommer, jeg var i lære, en dag sagde til mig: Nu har du været her så længe, så jeg tror godt, du kan passe forretningen alene en uges tid. Min kone og jeg har i flere år ikke haft sommerferie, så vi rejser bort en 8 dages tid, men for at du ikke skal være helt alene, kommer min søster (det var fotograf Signe Nielsen, som også boede og havde forretning i byen) og holder dig med selskab, men det er dig, som har ansvaret. Jeg må sige, jeg voksede flere tommer den dag.

Den dag, da købmanden rejste på ferie, fik jeg overdraget nøgler både tit forretning og pengekasse og jeg må have klaret det tilfredsstillende, for da de havde været hjemme nogle dage, sagde han til mig: Nu har vi haft ferie, så nu er det din tur. Jeg er medlem af "Foreningen Manufakturhandlere uden for København" og den forening afholder hvert år stævne på Nyborg Strand for unge mennesker i forretninger, jeg tror det ville være noget for dig, jeg betaler alt, hvad det koster og så gav han mig en brochure, den kan du tage med hjem og vise dine forældre og så give mig svar, så melder jeg dig til. Jeg takkede og viste den glad frem, da jeg kom hjem, men blandt alle aktiviteterne på stævnet var også nævnt, at der var mulighed for at bade i Storebælt fra en fin sandstrand, og det gjorde udslaget eller rettere afslaget, mor sagde bestemt nej, vi vil ikke have, du drukner i Storebælt og selvom jeg lovede ikke at gå i vandet, så ændrede det ikke ved sagen. Jeg kunne hilse købmanden og takke for tilbuddet og sige nej tak, for mine forældre syntes ikke om det.

[Henrik blev udlært i 1926, men det var svært at få en plads, så han fortsatte et halvt år hos læremesteren, men stadig til lærlingeløn. Siden fik han en plads i Frederiksværk, men måtte stoppe efter en måned, bl.a. fordi han ikke kunne forliges med deres forretningsmetoder. Red.]

Det var med en flov smag i munden, at jeg den 1. januar vendte tilbage til Haslev med en fornemmelse af, at jeg ikke duede, den eneste som var glad for, at jeg kom hjem, var min mor, hun kunne ikke lide at have sin dreng så langt borte.

 

[Hurtigt fik han dog en ny plads i København og flyttede til byen. Det var en rigtig god arbejdsplads og en god chef, så han var meget tilfreds]

Men så i begyndelsen af 1930 skete der noget, som fuldstændig ændrede mit liv.

HASLEV!

En ejendom i Haslev, midt på Jernbanegade, skiftede ejer på grund af dødsfald. Ejendommen som tidligere havde været beboelse i forhuset for en slagtermester og i baghuset havde været stald og slagtehus etc., blev af den nye ejer ombygget, så der i stueetagen i forhuset blev indrettet 2 butikker, en større med 2 vinduer og dør i midten, samt en mindre med 1 vindue og dør. Det, som nu skete, overrumplede mig i den grad, så jeg mistede min dømmekraft.

Ved et besøg i mit hjem i begyndelsen af året 1930 spurgte mine forældre mig, om jeg ikke kunne tænke mig at begynde forretning i Haslev, de ville hjælpe mig på alle måder, såvel økonomisk, som min mor igennem sin systue. Som nævnt overrumplede det mig. Jeg havde aldeles ikke tænkt mig at gøre forandring, jeg havde en god plads og befandt mig godt i København, alligevel lod jeg mig besnakke og måske nærede det også min forfængelighed, pludselig at kunne blive selvstændig, og så navnlig i Haslev, hvor jeg havde været læredreng.

Far havde allerede været i gang og forhørt sig om forretningerne. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det var mor, som stod bag ideen. Resultatet blev, at jeg sagde: Ja! Næste dag lejede far den store forretning med de 2 vinduer, huslejen var 2000,00 kr. årlig.

Jeg rejste til København og sagde min stilling op og gik i gang med forberedelserne, jeg var klar over, at hvis jeg skulle have en chance i Haslev, skulle det være en blandet manufakturhandel, ligesom min læreplads. Min chef, som var ked af, at jeg rejste, anbefalede mig kraftigt at satse meget på sengetøj, da det var en artikel, der altid var brug for og som ikke gav tab. Mine første tvivl om rigtigheden af mine dispositioner mødte jeg, da jeg opsøgte Fa. Holger Petersen, landets førende firma inden for korte varer, dvs. alle de småting, som ikke kan undværes i en blandet manufakturhandel. Da det drejede sig om en nyetablering, blev jeg vist ind til firmaets seniorchef, direktør Andreas Petersen. Han udspurgte mig grundigt, sad længe og så på mig, endelig sagde han: Unge mand, De skal ikke begynde i Haslev. Da jeg svarede, at det kunne ikke laves om, da jeg havde lejet forretning og var ved at indrette den. Dertil svarede han: Javel, men så vil vi ikke handle med Dem, jeg kender nemlig udmærket Haslev. Det var den første kolde skulder, jeg mødte som købmand, men jeg følte mig ikke slået ud, kunne jeg ikke få den bedste forbindelse, måtte jeg nøjes med den næstbedste. Jeg opsøgte et andet småtingsfirma og her var der intet i vejen og det gik glat, Jeg kunne købe varer alle vegne. Jeg købte metervarer, tricotage, sengetøj o.s.v. alt hvad der hørte sig til en blandet manufakturhandel. Salgsbetingelserne var så godt som ens alle steder, de købte varer skulle betales over 6 måneder med 1/6 hver måned og varer, som blev købt efterhånden skulle betales på sædvanlige betalingsbetingelser, som var løbende måned + 30 dage, altså 2 måneders kredit.

Svend Nielsen, en af mine kammerater fra K.F.U.M., var også i manufakturbranchen. Han havde været i lære hos Fa. Wilde, Nyborg, derefter var han blevet ansat i Dansk Manufaktur Import som lagerchef, omtalte firma ejedes af Wilde samt af 6 andre store detailforretninger. Svend anbefalede varmt sit firma og det blev i starten min hovedleverandør i metervarer.

Det blev et travlt forår for mig, chefen var flink til at give mig fri, når jeg skulle ud at se på varer og gav mig også flere gode råd og hver søndag var jeg i Haslev for at følge indretningen af forretningen. Den 1. april fratrådte jeg min plads i Magasin Morfeus og flyttede hjem ttl Haslev. Nu begyndte varerne at strømme ind og jeg havde travlt med at mærke varer og anbringe dem i forretningen. Ella og Anna var trofaste hjælpere og desuden havde jeg antaget en ung dame, en smededatter, som medhjælper i forretningen , Ester Jensen hed hun og var fra Høsten Torp.

Omkring den 1. maj 1930 åbnede jeg forretningen i Haslev. Med undtagelse af konfektion (frakker og kjoler) førte jeg et bredt udsnit af alt indenfor dame- og børnebeklædning, samt gardiner og sengeudstyr og et pænt udvalg i metervarer. Jeg må sige, at starten forløb heldigt. Foruden den unge dame, jeg havde antaget, hjalp Ella også til i forretningen, i starten om eftermiddagen. Som tidligere fortalt havde mor systue på Bregentvedvej, hvor Ella og en elev hjalp til. Inden længe begyndte vi at reklamere med, at når kunderne købte stof, kunne de få kjolen, eller hvad de nu vllle sy, klippet gratis.

Da et par af mine kolleger havde systuer knyttet til deres forretning, kom vi da også hurtig ind på at sy kjoler for kunderne og det til en konkurrencepris, nemlig kr. 4,00 for en kjole. Dette arrangement medførte, at Ella måtte være i forretningen hele dage, dels for at tage mål til kjolerne, dels bestemme facon , dels prøve kjolerne og aflevere dem. Dette medførte, at mor måtte antage et par ekstra damer. Det var en virkelig succes, som fremmede salget af metervarer meget betydeligt.

En ulempe havde det, at jeg og min familie var så godt kendt i Haslev. Mange kendte mine forældre og andre mig fra min læretid hos Johannes Nielsen og det medførte, at jeg ikke fik så få kunder, der bad om kredit, og da det var af mennesker. som kendte enten mine forældre eller mig, var det svært at sige nej! Inden længe havde jeg ikke så få penge udestående og jo mere jeg solgte, jo flere varer skulle jeg have hjem.

[Forretningen kommer hurtigt i økonomiske vanskeligheder, trods en stor arbejdsindsats og hjælp fra familien, og Henrik forsøger i 1934 i hemmelighed for forældrene at afsætte butikken, dog uden held. Red.]

Jeg må her indskyde, at mor i mellemtiden i foråret 1934 var blevet syg. Det var hjertet, som ikke rigtig ville fungere, en overgang var hun meget syg og lå konstant i sengen, en følge heraf blev, at hun selvfølgelig ikke kunne passe systuen længere. Den blev derfor flyttet ned ved forretningen. Som før nævnt havde ejendommen tidligere tilhørt en slagtermester. Baghuset, hvor der før havde været stald og slagterhus etc. var blevet ombygget. Den tidligere stald havde jeg fået til lagerlokale til senge og madrasser etc. og hvad jeg ellers ikke havde plads til i forretningen. Et lokale ved siden af, hvor der vistnok i sin tid havde været køkken i forbindelse med slagtninger og af den grund forsynet med en skorsten, blev indrettet til systue og Ella overtog ledelsen, det vil sige alt det arbejde, som mor tidligere havde udført, hvilket vil sige tilskæring og tilrettelæggelse af arbejdet til syerskerne, som selvfølgelig flyttede med derned og jeg må beundre min søster for det arbejde, hun der udførte og det endda så godt som uden løn. Hun havde så sandelig nok at gøre, det medførte at vi næsten måtte undvære hende i forretningen, så jeg måtte se mig om efter anden hjælp til forretningen og det fik jeg da også, endda en hjælp, som varede hele livet, hvad jeg ikke vidste dengang.

[...]
[Den omtalte hjælp hedder Agnes. red.]

Mor var stadig alvorlig syg, men i løbet af sommeren 1934 kom hun sig så meget, at hun kunne være lidt oppe og af og til komme en tur i haven, jeg købte hende en liggestol, som hun både kunne sidde og ligge i og nyde det gode vejr, en solid en af metal. Bortset fra mine pengespekulationer oplevede vi en dejlig sommer sammen med mor.

Efterhånden var Agnes og jeg blevet ret gode venner og det skete af og til, når vi havde været en tur igennem skoven, at hun fik mig lokket indenfor i "Landly" hos sine forældre til en kop kaffe, jeg blev vel modtaget, det medførte, at jeg syntes, jeg måtte gøre gengæld og invitere hende hjem og jeg husker, at mor engang efter et sådant besøg sagde til mig: Hvor er Agnes dog en sød pige, hende ville du ikke være snydt med! Mors udtalelse om Agnes åbnede mine øjne for Agnes på en helt ny måde og alene dette, at mor faktisk havde godkendt hende.

I den periode, hvor mor var syg og sengeliggende og Ella var stærkt optaget i forretningen, havde far antaget en ung pige, Ida, til at passe huset, til rengøring og madlavning. Hun var venlig og dygtig og både mor og vi andre satte stor pris på hende.

Hunden Perle, fars kæledække, var død af alderdom. Det medførte, at jeg anskaffede mig en hund, men det syntes far ikke rigtig om. Den egentlige årsag hvorfor, er jeg ikke rigtig klar over, hvis det da ikke var fordi, at far syntes, den var for stor eller rettere blev det efterhånden, det var nemlig en schæferhvalp og absolut ikke en stuehund, som Perle havde været. Sussie, som schæferen hed, var en tæve og har aldrig været i stuerne på Bregentvedvej uden ganske korte besøg, den havde sit hus i gården, hvor den boede både sommer og vinter. Når jeg om morgenen gik i forretningen tog jeg den med, der opholdt den sig på kontoret og gik så med mig hjem, når jeg var hjemme og spise til middag og med tilbage til forretningen efter middagen.

Sussie var meget lærenem, f.eks. lærte hun hurtigt, at hun ikke måtte komme i forretningen. Kun hvis hun hørte noget usædvanligt derude fra kunne hun komme hen i døren og kikke ud. Jeg lærte hende, når jeg gik hjem til middag, at bære avisen i munden og det var hun snart meget flink til, en dag blev jeg ved middagstid forsinket i forretningen og da jeg skulle til at gå hjem, var både hund og avis borte og til min overraskelse var begge parter hjemme, da jeg ankom, Næste dag gjorde jeg et forsøg, da jeg havde læst avisen. Jeg gav Sussie den i munden og sagde til den: Kan du gå hjem med den. Sussie startede op ad Jernbanegade med den i munden. Mor, som sad ved vinduet, så Sussie sætte over havelågen i et elegant spring, og sagde til Ida: Nu kommer Sussie med avisen, kan du gå ud at lukke op. Jeg ved det ikke, men jeg har mor mistænkt for, at hun gav Sussie en belønning. Det blev efterhånden en fast regel, at Sussie gik hjem med avisen, når jeg havde læst den. Hun sad ligefrem og ventede på, at jeg skulle blive færdig med den. Når jeg havde været hjemme at spise, gik Sussie med i forretningen igen. Sussie var som sagt meget lydig og kom altid, når jeg kaldte, kun på et punkt lystrede hun ikke, det var umuligt at kalde hende tilbage, hvis hun så en kat, så skulle den forfølges, dog hvis Sussie var på vej hjem med  avisen, kunne der være ligeså mange katte, det skulle være, så rørte det hende ikke, hun passede sit arbejde.

Vi var så småt begyndt at tro, at mor havde overvundet sin sygdom, hun var oppe hver dag og færdedes lidt inde og ude i sommeren 1934. I julen 1934 forærede jeg mine forældre en radio i julegave. Jeg havde før jul brugt den i forretningen til hyggemusik. Det kom som et chok for os alle, da mor pludselig døde den 15.4.1935. Jeg havde, som sædvanligt, været hjemme at spise til middag og mor sad med ved bordet og spiste sammen med os og der var intet usædvanligt at mærke, da jeg efter middagen igen gik i forretningen. Jeg var kun lige kommet derned, da vor pige Ida kom farende på cykel 0g bad mig komme hjem, da mor var blevet syg. Efter middagen var mor blevet dårlig og Ella, som ikke var gået i forretningen, hjalp mor i seng. Vi kunne godt se, at mor havde det meget dårligt og der var sendt bud efter lægen, som kom meget hurtigt, men forgæves. Da han så mor, sagde han: Det har jeg ventet længe, hun er simpelthen slidt op. Min kære, flittige mor var ikke mere. Savnet var stort for os alle 4.

 

[Efterskrift: Henrik åbner endnu en butik i Måløv, i Ellas navn og med hendes hjælp, men begge går dårligt, og i 1937 gik forretningen i Haslev i likvidation for at undgå konkurs. Det lykkedes at bevare butikken i Måløv (Kontantforretningen). Han blev gift med Agnes, de bosatte sig i Måløv og fik to børn.]

 

 

1

Haslev 4690 DK
Get directions

Fødselsdag:

1908-08-12

Erindringen ønskes afleveret til:

Faxe Kommunes Arkiver
image/svg+xml