Sofus Blad Bjørkvad

Mig og mine venner havde en helt normal skole, men så kom der en ny elev i klassen. Han hed Aslak. Mig og Aslak var ikke min ven i starten, men efter et frikvater blev vi bedre og bedre venner. Vi lavede alt sammen og fik 10 til 12 for alle vores opgaver. Problemet var at min gamle ven blev mere og mere desperat. Vi endte med at blive så træt af ham at vi undgik ham helt. Det endte med at han skiftede. Og jeg fik så lidt venner at jeg tilsidst skiftede til en endu bedre skole. Gør ejerskabskrav på erindring

Sofus Blad Bjørkvad går på Johannesskolen, og har skrevet en erindring i forbindelse med klassens deltagelse i Giv det videre 2017s skolekonkurrence.

 

Lykkebo Skole

2014. Jeg vågnede op den morgen, det var som en helt normal morgen. Jeg vågnede op, børstede mine tænder, tissede og spiste morgenmad. Jeg var meget ”Forældre glad”, så mine forældre skulle følge mig i skole, selvom jeg boede på den anden side af vejen. Jeg satte mig ned på min stol. Bordene var sat op som firemands borde. Jeg sad sammen med Christian, Zine og Michelle. Christian var en klog fodbolddreng, men han gjorde en mærkelig ting, han spiste af sine bøger. Alle tog ham hele tiden i at spise dem, men han talte altid udenom. Zine var muslim og meget høj. Hun var super glad for hendes hår. Jeg ved ikke, hvorfor man er så glad for sit hår, men det var hun. Michelle var kinesisk og talte Mandarins. Hun havde sort hår og brune øjne. Vi sad i et klasselokale lavet af en form for sten, vores stole var lavet af træ, men vi havde for nyligt fået et smartboard i stedet for vores gamle kridt tavle. Klokken ringede og vores matematiklærer Sonja trådte ind. Sonja var ca. 30 år gammel. Hun havde meget blondt hår og bleg hud. Hun havde en kæreste, men ingen børn. Hun stod foran sit gamle kateter og havde en nyhed, hun sagde ”Godmorgen, I ved jo at Katarina er stoppet, og derfor skal vi jo have en ny i klassen. Så jeg vil gerne have at I siger hej til Aslak.” I frikvarteret fulgte jeg og Oliver ham rundt på skolen, men så snakkede vi ikke mere med ham. Første gang vi blev venner var oppe i min klasse. Jeg elskede dinosaurusser og tjekkede min viden på en masse quizzer. Jeg åbnede en dinosaurquiz op på vores smartboard og løste en masse af spørgsmålene. Lige pludselig støder jeg på et spørgsmål, jeg ikke kendte svaret på, men så kom Aslak hen til mig og sagde det rigtige svar. Jeg var meget overrasket over, at jeg ikke var den eneste der interesserede mig for dinosaurusser. Vi snakkede meget sammen de næste dage og så blev vi venner. Han var en af de bedste venner jeg kunne tænke mig, vi havde så meget tilfælles jeg elskede dinosaurusser, historie, naturteknik, stikbold, høvdingebold og at fjolle rundt. Aslak var special. Han fortalte mig at han var 3% Finsk, hvilket jeg syntes var sejt. Han var en nørd lige som mig. Vi to var de speciale i min klasse, vi var ikke som alle de andre. Vi havde interne jokes, som kun vi forstod, og vi var altid sammen. Vi havde den samme tankegang og vi fik 10-12 på alle de opgaver vi lavede og hvis den ene blev såret, var den anden klar til at beskytte ham.

Aslak havde andre venner, faktisk 2. Den ene hed Liou og var kineser. Han elskede at spille basketball og at lære. Den anden hed Kevin og var også kineser. Han elskede at spille computerspil og var ikke den bedste til dansk. Sammen fjollede vi rundt i vores nye gymnastiksal, når vi havde idræt. Skolens gamle idrætshal var blevet brændt ned, så de havde bygget en ny sal, som både var til piger og drenge. Salen var stor og havde kæmpe vinduer. Der var et net der kunne adskille banen på midten og et musikanlæg til, hvis de voksne ville høre musik. De havde 4 blå madrasser, 5 reb og en masse bolde.

Kevin, Liou, Aslak og mig spillede også mange computerspil sammen, specielt et der hed: ”Ark.” Ark var et spil, der handlede om at overleve på en ø fyldt med oldtidens dinosaurusser, flyveøgler og marinereptiler. I skolen ville vi meget tit lægge planner for hvordan vores base skulle se ud. Vi brugte en masse tid og en masse papir på det. Vi kunne bruge flere timer på bare at tegne kæmpe drømme baser. Problemet var bare, at det var ”Drømme baser!” Vi var små og ikke særlig kloge, det ville sige, vi heller ikke var god til spillet. Grunden til at vi ikke var særlig kloge var delvis på grund af skolen. Vores lærere var skam sjove og kunne lære os meget, men de kunne ikke formidle det til os særlig godt. Da vi første gang skulle lære engelsk var det via et billede med en stol, hvor der så under stod ”Chair.” Den eneste grund til, jeg faktisk blev god til engelsk var på grund af alle de spil, jeg spillede.

Før Aslak havde jeg en anden ven, han hed Oliver og var rødhåret. Han var ikke særlig køn og havde en masse problemer. Hans forældre var meget tykke, han havde mange sygdomme, hans forældre var overbeskyttende og han tissede i bukserne. Grunden til han tissede i bukserne var en sygdom, som han havde, problemet var bare, at hans forældre ikke hjalp ham med at slippe af med sygdommen. Nogle gange gav de ham piller og nogle andre gange, gav de ham et ur, der fortalte ham, hvornår han skulle gå på WC. Men ellers lod de bare som om, det var helt normalt, at han tissede i bukserne. Mig og Oliver legede meget i skolen indtil at Aslak kom til. Da Aslak kom til opdagede jeg hvor dårligt Oliver behandlede mig. Hvis jeg fik en god idé tog han den og han rettede altid på mig. Men noget af det værste var at han startede til noget som jeg havde gået til i nogle år og så siger han jeg var dårlig. Mig og Aslak var blevet gode venner og nu passede Oliver ikke ind mere, men han prøvede. Til sidst have mig og Aslak en leg kørende hvor at vi gemte os fra ham. Vi gemte os bag tribunerne ved fodboldbanen, bag træerne og bag idrætshallen.  Efter nogle dage så kom han ikke i skole mere. Vi troede det var normalt fordi han meget tit ikke kom i skole. Efter en uge eller to og så kom han tilbage, men med sine forældre. Lige midt i gården midt i det store frikvarter kom han og hans forældre hen på skolen, og lige når frikvarteret var slut gik de ud igen. Vi spurgte vores lære hvad han skulle, hun svarede ikke. Det eneste vi kunne tænke på var at han nok var skiftet skole. Vi så ham aldrig igen. Måneder gik på den gamle skole og mine dage blev mere og mere kedelige. Jeg turde ikke indrømme det, men jeg blev mobbet og drillet hver dag. En dag kom min mor hen til mig og sagde: ” Sofus, en af de skoler du er skrevet op til har optagelses prøve snart. Vil du prøve?” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare så hun svarede for mig. Til optagelsesprøven skulle man have mindst have 7/7. Jeg fik 10/10 til prøven og med lidt held fik jeg et brev hvor der stod jeg kunne komme ind. Dette var starten på et nyt liv uden mobbere og med flere venner måske endda et liv med en ny Sofus.

 

Vigerslevvej 141
København 2500 DK
Get directions

Fødselsdag:

2003

Erindringen ønskes afleveret til:

Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv