Tim Frydshou Knudsen

Tim Knudsen der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet, skriver sine erindringer om den tid, hvor han arbejdede som assistent ved Københavns Kommunes Direktorat for Børne- og Ungdomsværn. Tim Knudsen ønsker med sin beretning, at nuancere billedet af, hvordan direktoratet arbejdede, efter en hård kritik i den offentlige debat. Om end Tim Knudsens fremstilling er mindre kritisk end nogle af de tidligere, kommer han i sin erindring med følgende udsagn; "Vores primære opgave, erkendte jeg gradvist, var ikke at hjælpe børn. Det var at opretholde den samfundsmæssige orden. Kom det også børnene til gode?" Gør ejerskabskrav på erindring

BØRNEVÆRN OG MAGT: EN PERSONLIG BERETNING OM EN DANNELSESREJSE

Af Tim Knudsen

(3.reviderede version)

 

Forbemærkning november 2017

I de senere år har der været offentlig debat, fordi mennesker, der som børn var anbragt på børnehjem og lignende institutioner i 1960erne, har fortalt om, at de blev mishandlet. Historierne er ikke bare løsrevne eksempler. Der er i det mindste èn grundig og systematisk undersøgelse.[1] Især har drenge- og skolehjemmet Godhavn været i fokus, men andre institutioner har også været inddraget. Det har berørt mig dybt, fordi jeg fra 1963 til 1976 var ansat i Københavns Kommunes Direktorat for Børne- og Ungdomsværn. Det var fra jeg var 18 år til jeg var næsten 31. De år har sat et stort præg på mig. Hvad var det egentlig, jeg havde været med til i de år? Jeg havde aldrig hørt om egentlig vold på institutionerne for børn og unge.

Gennem årene har jeg haft lidt sporadisk kontakt med den tidligere souschef i direktoratet, Ib Ydebo. Jeg tænkte nu på at skrive til ham, fordi jeg har fornemmet nogle overraskende forskelle i vores syn på direktoratet og arbejdet der. Tilbage omkring 1970 var han souschefen med medansvar for dele af ”systemet”, jeg var den unge kritiske hedspore. Årtier senere følte jeg, at det var blevet omvendt. I mine øjne var Ydebo blevet en skarp kritiker af det, som han havde været med til at forvalte. Jeg derimod var blevet lidt af en nostalgiker, der så både negative, men også de positive sider ved direktoratet. Jeg tænkte med Godhavn og andet in mente, at der måtte være udgangspunkt for en dialog mellem os.

På nettet snublede jeg så over en personlig erindring fra Ydebo, som ligger i Stadsarkivet. Jeg troede ikke mine egne øjne. Der var meget, jeg ikke kunne genkende.

Ydebo mente, at direktoratet ikke var ”vant til akademiske medarbejdere”. Jeg syntes, at direktoratet var meget ”vant til akademiske medarbejdere”. Da jeg kom i 1963, så jeg et direktorat, hvor posterne som ledere og mellemledere var besat af rigtig mange jurister samt to økonomer. Hvor mange akademikere skulle der mon efter Ydebos mening have været?

Da jeg havde arbejdet i familievejledningen i næsten to år fra 1965 til 1967, var jeg også forbløffet over, at de fleste familievejledere var ”gamle kommunister og trotzkister”, som ikke kunne ”døje husets øvrige sagsbehandlere”.

Jeg huskede nogle rare familievejledere, hvoraf rigtig mange var socialdemokrater, som hverken pønsede på revolution eller nærede had mod sagsbehandlerne. Havde jeg intetanende gået rundt i en rede af lumske og hadefulde revolutionære?

Ydebo mente ikke, at der var venteværelser i Njalsgården, hvor direktoratet holdt til fra 1964. Jeg huskede ganske bestemt, at der var venteværelser.

I en retorisk overdrivelse kaldte Ydebo direktoratet for ”det noget middelalderlige børneværn.” Jeg huskede en klassisk forvaltningsorganisation, som ud fra mit kendskab til dansk forvaltningshistorie i sin formelle opbygning var ganske normal i al fald frem til 1960erne.

Han klagede over mangelfuld skiltning og manglende legetøj til de børn. Jeg undrede mig over, hvorfor han ikke havde gjort noget ved det i sin tid.

Det fremgik af hans beretning, at han var den eneste overlevende fra 1960ernes børneværn. Jeg følte mig ret levende. Jeg vidste, at mange andre levede i bedste velgående. Men det var måske kun de, der dengang var akademikere, der talte?

Jeg forhørte mig om Ydebo. Han sad på plejehjem, fik jeg at vide, men han var ganske klar i hovedet. Jeg skrev til Ydebo for at få opklaret, hvordan vore erindringer kunne være så forskellige. Min opfattelse er, at han selv bør  henvende sig til Stadsarkivet for at revidere sin beretning, hvis han er i stand til det.

Trods meget begrænset tid, som gjorde egentlige arkivstudier umulige, besluttede jeg også at skrive om mine egne erindringsbilleder af det nu for længst forsvundne direktorat og af familievejledningen. Man kan så læse dem som et supplement til Ydebos erindringsbilleder.

Grundlaget for det følgende er min egen hukommelse, en universitetsopgave, jeg skrev i 1972 om direktoratet og supplerende mails fra en gammel kollega, som jeg er meget taknemmelig for hjælp. Desuden nogle få skriftlige kilder, som jeg tidligere har modtaget fra et par andre gamle kolleger. Alle tre skal have tak.

Det er spinkelt grundlag for at fortælle historie. Beretningen bygger uundgåeligt på min hukommelse, og den er som alle andres hukommelser præget af, at meget er glemt. Beretningen bliver – som også Ydebos er det – af og til anekdotisk. Sådan er vilkårene.

Det er ikke en beretning om børneforsorgen på den tid. Og den handler ikke om, hvor udbredt vold var mod børn. Den handler langt mere om en bestemt kontorarbejdsplads. Den handler også om, hvordan man i et bureaukrati fjernt fra dem, hvis liv man kan påvirke afgørende, kan arbejde uden helt at vide, hvad man gør. Den handler desuden om min dannelsesrejse.

 

Min begyndelse

I 1962 forlod jeg folkeskolen med en realeksamen. Jeg anede ikke, hvad jeg nu skulle. Min far var død, og min mor havde ingen mening. Hvis hun havde haft det,  havde jeg måske heller ikke lyttet. I 1962 arbejdede jeg nogle uger som arbejdsmand på trods af, at jeg kun var 17 og skulle have været lønnet som arbejdsdreng. Der blev råbt på arbejdskraft, og man så igennem fingrene med detaljer som løgne om fødselsår. Man skulle tidligt op som arbejdsmand. Det huede mig ikke. Hen på sommeren så jeg på stillingsannoncer i Berlingske Tidende. De søgte efter elever i forsikringsselskabet Skandinavia på Kongens Nytorv. Deres ugtl. arbejdstid på 40 timer var det absolut laveste, jeg kunne finde. Derfor, og kun derfor søgte jeg ind der. Jeg tiltrådte som elev den 11. september og blev modtaget med bemærkninger om, at jeg vist havde holdt en lang sommerferie. Det blev til ni måneder af umådelig kedsomhed. Genforsikring af skibe er det kedeligste, jeg kan forestille mig. Hen på foråret sad jeg og talte med en lille grå kontorist over tres år, hr. Alexander. En venlig, men også forsagt mand. Han fortalte, at han havde været ansat i et forsikringsselskab allerede i 1931. En dag blev hele personalet fyret. Halvdelen blev tilbudt genansættelse. Til halv løn. Han var en af de ”heldige”. For ham stod en stilling som tjenestemand, der ikke kunne fyres, som indbegrebet af tryghed. Han kunne også se, at jeg ikke var grebet af forsikringernes fortryllelse. Han pegede på en annonce, hvori der stod, at Københavns Kommune søgte assistentelever til en række institutioner. En af dem var Direktoratet for Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsværn. Jeg anede ikke, hvad det var. Godt nok var ordet ”børneværnet” et skræmmende ord, da jeg var barn. Man skulle vist passe på ikke at blive taget af dette ”værn”. Men direktorat og ungdom? I 1963 forestillede jeg mig, at det kunne være noget med at redde nødstedte unge piger. Det var lige mig at være redningsmand.

Når jeg fortæller denne lille historie, er det ikke, fordi jeg synes, at jeg er specielt interessant. Det er, fordi jeg tror, at der er mange fællestræk med mange andre, der som unge kom ind i direktoratet i 1960erne. Vi havde taget realeksamen, vi skulle finde en levevej, og vi tænkte vel, at ”noget med mennesker” kunne fange vores interesse. Nogle fik lidt mere råd hjemme end jeg. Men jeg kender kun til få, som gennem forældre eller andre på forhånd vidste noget nærmere om arbejdet og arbejdspladsen Direktoratet for Københavns Børne- og Ungdomsværn.

Jeg tror heller ikke, at jeg var helt enestående, når jeg fortæller, at min interesse for arbejdet fik stærk konkurrence fra andre interesser. Jeg dyrkede atletik, malede og spillede saxofon. I direktoratet kom jeg til at sidde nær to andre unge mænd. Bjarne Hans Sørensen kunne i timevis tale i telefon med en, der hed Bjørn, om en klub, de havde. Vist nok en skakklub. Den var tilsyneladende ofte i dyb krise, som krævede meget lange og højlydte samtaler, som alle vi, der sad i nærheden, blev forstyrrede af. Eller tag Lars Skarsholm, som nærmest arrogant kom daskende for sent, og som var dybt optaget af Luthersk Missionsforening. For en sjælden gangs skyld påtalte kontorchefen i alles påhør Skarsholms ligegyldighed med arbejdet. Den læderjakkeklædte Skarsholm tog  konsekvensen af sin totale mangel på interesse for arbejdet ved at begynde på studenterkursus i 1964.

Lejlighedvis kom en ung Robert Anker Burchardi (også i læderjakke) forbi fra en anden plads i huset og talte længe og højrøstet med Bjarne Sørensen. Burchardi, der nu er død, var hele sit liv i kommunens tjeneste og alle, der har mødt ham, husker ham for hans højrøstede tale og hans robuste humor. Det var ikke om arbejdet, Bjarne Sørensen og Burchardi talte.

 

Direktoratet

Efter ferie i tre uger begyndte jeg den 8. juli 1963 som assistentelev i børneværnsdirektoratet i Stormgade 18.

Direktoratet var ikke ”middelalderligt”, det var et ret klassisk bureaukrati, en organisationsform som var et produkt af udviklingen fra den sene enevælde frem til første halvdel af det 20. århundrede, med lidt særlige karakteristika hidrørende fra det særlige arbejdsområde. En afvigelse fra den bureaukratiske idealtype var juristernes mange bijobs på Politiskolen og andre steder. En kørte efter sigende som taxachauffør i fritiden. Da han også tilhørte ”frokostholdet”, en gruppe alkoholiserede medarbejdere, som sad i frokoststuen i timer først om formiddagen og senere om eftermiddagen, kan man frygte for færdselssikkerheden. Nogle hævdede, at han en dag havde haft et par hjul inde over Rådhuspladsen.

De fleste ansatte arbejdede i ”produktionskernen”, 12 sagsbehandlende grupper med syv-otte medarbejdere. Hver havde en gruppeleder med titel af sekretær, fuldmægtig eller ekspeditionssekretær. København var inddelt i 24 børneværnskredse, så hver gruppe havde to dele af byen som arbejdsområde. Ved siden heraf var der udegående medarbejdere til hjemmebesøg i familier og tilsyn med børn i hjemmene. Desuden havde hver kreds tilknyttet nogle eksterne kredsværger udpeget for fire år ad gangen af de politiske partier i Københavns Borgerrepræsentation. Kredsværgerne kunne sammenlignes med nævninge i en retssag. De var lægmænd, og de havde et afgørende ord om en sag skulle forelægges til beslutning om for eksempel om anbringelse eller hjemgivelse af anbragte børn. De var også med i de endelige beslutninger. Som Ib Ydebo engang har forklaret det, så var kredsværgesystemet designet i 1892 af en norsk juraprofessor, Bernhard Getz.[2]

Toppen af hierarkiet udgjordes af en række jurister og to økonomuddannede.

Det var direktøren, souschefen, seks gruppeledere og nogle få ekstra jurister med særlige opgaver. Seks andre gruppeledere var kommunalt uddannede, det vil sige, at de som jeg var begyndt som elever. Siden var de blevet underassistenter og assistenter. Med tiden ophøjedes man til overassistent. Med gråt hår kunne den lykke times nogle få heldige at fuldende karrieren som fuldmægtig og gruppeleder. Jeg forstod tidligt, at mange især yngre og mandlige assistenter  var dybt utilfredse med, at kun omkring 10 pct. af dem kunne forvente at blive fuldmægtig og gruppeleder. Med indignation fortalte de, at der var andre kommunale arbejdspladser, hvor op til 70 pct. af assistenterne kunne nå fuldmægtigtitlen.

Der blev lettet på de utilfredses pres nogle år senere. Juristerne blev nu fjernet fra grupperne. Nogle af dem blev samlet i et juridisk sekretariat, som jeg ærlig talt ikke vidste, hvad lavede. (jeg tror, det var tænkt som en ”teknostruktur”, der skulle udarbejde interne regler og procedurer og se på særligt svære og principielle juridiske problemer i sagerne. Men det er kun noget, jeg tror).

Kønsfordelingen var forventelig: Flest mænd i toppen. Tre akademikere var dog kvinder. Alle tre var gruppeledere. Den relativt høje kvinderepræsentation skal formentlig ses i sammenhæng med arbejdets formodede særligt sociale karakter. Det forklarer nok også, at der i 1963 var en stor overvægt af kvinder i bunden af hierarkiet. Her kom der i løbet af tresserne mere ligevægt.

Jeg blev ved min ansættelse til en løn på ca. 450 kr. om måneden anbragt i et stort kontor med et mindre kontor i tilknytning hertil. Her var der alt i alt omkring 18 mennesker, næsten alle kvinder. De eneste af hankøn var vi tre på min alder, Bjarne Sørensen, Lars Skarsholm og jeg selv. Vi 18 medarbejdere var fordelt på tre forskellige grupper med hver deres leder.

Vi sad tre-fire på rad og række i gamle umagelige træstole med høje rygge. Skulle man have en kontorstol, krævede det lægeattest. Men man kunne få forskellige pøller, hvis man ville ændre ved siddestillingen. Foran lå skriveunderlaget. Bag det stod på selve bordet en række hylder, hvor vi kunne have sager under ekspedition og forskellige papirer og blanketter. Ude ved væggene lå i kasser de sager, som ikke var under ekspedition. Fire personer delte en telefon, som kørte frem og tilbage med et sindrigt snoreværk i en træslidske. Når vi skulle ”afhøre” en klient, sad vi midt i dette sammensurium af mennesker og kontormøbler, som vist nok for de flestes vedkommende stammede fra Martin Nyrups hånd i forbindelse med Rådhus-byggeriet, der blev afsluttet i 1905. I dette overbefolkede miljø skulle vi tale med ”klienterne” om deres mest intime liv. Som regel var ”klienterne” ikke helt uforståeligt noget forsagte.

Vi havde vandglas på bordene. Især Skarsholm og jeg selv var eksperter i komme til at vælte vandglassene, så vandet sejlede ud over bordet i betænkelig nærhed af sagerne.

Tre gruppeledere og en kontorchef havde deres egne kontorer rundt omkring de to rum, vi 18 sad i. Alle fire var jurister. Gruppelederne var den lidt asketiske Leif Ørkild (f. 1904), Erhard Frøkjær (f. 1906), som havde sans for husets mere barokke sider, og som var alt andet end asketisk, og den flegmatiske og piberygende Volmer Ræbild (f. 1912). Kontorchef var Aage Holm (f. 1906). Han udstrålede med sin vest og cerut en tilbagelænet gentofte-konservatisme. I det hele taget skyndte folk sig ikke. Ørkild var undtagelsen. Han gik hurtigt, fordi det var sundt, forklarede han.

Denne antydning af, at arbejdstempoet sjældent tog vejret fra nogen, vil måske få nogen til at tænke: ”Ih, hvor var det kommunalt”. Men her skal man passe på ikke at sammenligne med nutidens mange forjagede arbejdspladser. Direktoratet lignede til forveksling det forsikringsselskab, jeg kom fra. Her sad vi omkring 15 mennesker i et stort kontor. Vi arbejdede med regnemaskiner med håndsving. Jeg fik skam ikke min egen regnemaskine. Vi måtte låne den af hinanden på skift.

Mange ansatte havde været der i årtier. Deres arbejdsiver slog ikke gnister. Tilmed var der giftige fjendskaber, som jeg ikke fandt i ”børneværnet”.

Højere oppe i børneværnsbygningen sad andre medarbejdere på tilsvarende måde. Den ærværdige direktør Langeløkke (f. 1899) og souschef Erling Jarmbæk (f. 1921), som afgjort var den i hele huset, der løb hurtigst op ad trapperne, sad i bygningen. Hvor så jeg aldrig. Jeg talte aldrig med nogen af dem. De var kun skikkelser, der en sjælden gang passerede en. Uden at hilse. Langeløkke gik snart på pension. Jarmbæk blev socialdirektør, men gik på pension som 56-årig. Uden tvivl fordi han havde overanstrengt sig. Men han var på det punkt et helt særligt tilfælde.

Arbejdssproget havde visse ligheder med politiets. Udover ordet ”afhøringer”, så husker jeg, at vi skulle udfylde skemaer, hvor der blandt andet skulle redegøres for om børnene var ”usædelige”.  I vore dage er det desværre nogle gange voksne, der er usædelige. Pressen fortæller fx om en plejefar, der har misbrugt anbragte børn. Tilmed børn som var anbragt, fordi deres far havde myrdet deres mor.

De ca. 18 medarbejdere i mit store rum og et tilstødende mindre rum delte en skrivemaskine (EN!). Skulle noget længere skrives på maskine, gik det i skrivestuen i kælderen, hvor et stakkels hold kvinder ødelagde arme, skuldre og ryg med at skrive dagen lang under opsigt af en overordnet frøken, hvis navn er væk for mig. Men hendes evigt bekymrede ansigt kan jeg se for mig.

Det forventedes, at vi skrev med fyldepen i sagerne, først nogle år senere blev kuglepen accepteret. Fyldepennen måtte vi selv finansiere. Her stod jeg for en af flere forløbere for det kommende ungdomsoprør. Jeg ville ikke betale for en fyldepen. Jeg hentede pen og blæk hos hr. Børge Frederiksen, som stod for udlevering af kontorartikler i husets kælder. Med skrattende fjederpen skrev jeg i sagerne. Ikke sjældent med blækklatter til følge. Skarsholm fulgte begejstret mit lille oprør.

Et andet lille ungdomsoprør bestod i, jeg gik med fodformede Kalsø-sko, som jeg satte en ære i ikke at pudse. Et tredje oprør bestod i, at jeg det første år anstrengte mig meget for at finde ud af, hvor lidt man kunne bestille uden at blive fyret. Intet blev påtalt. Men jeg læste til gengæld politirapporter og andet spændende i sagerne. Nogle politirapporter var meget ubehjælpsomt skrevet. Jeg husker en længere udredning om en opklaring af et indbrud. Den formentlig uerfarne betjent redegjorde detaljeret og over adskillige sider for sit detektivarbejde. Han havde fundet nogle krummer. Det hele mundede ud i den konklusion, at der var tale om en ”wienerbrødspisende gerningmand”. Siden må det vel have vist sig at være en meget ung wienerbrødsspiser, siden rapporten havnede hos os.

Jeg var målløs fx ved at læse en politirapport om en familie med ca. 14 børn i Urtehaven i Valby, som sendte børnene på tyvetogter for at klare sig. I en anden sag var der en lige så stor familie. Det lyder så utroligt, at jeg knap tør tro min egen hukommelse, men jeg mener, der var 17 børn i hjemmet i Valby. Det kan nu godt være, at det kun var 13 eller deromkring. De var der nok aldrig samtidig, for en del var hele tiden anbragt på institutioner. Faren, en havnearbejder, klagede i en samtale over en af hans utallige sønner. Denne dreng var nemlig kommet under ”dårlig” indflydelse af en skolelærer og ville gerne gå med hvid skjorte og spille violin. Faren nærede dyb frygt for, at drengen aldrig ville blive et mandfolk.

Faren var frygtet af medarbejderne for sine raserianfald. Jeg talte kun med ham en gang. Jeg så for mig en nedslidt, træt og resigneret havnearbejder, der så ældre ud end sine omkring 50 år. Her sad jeg som ung mand og lyttede til ham. Absolut intet raseri, kun tristhed. Det var noget med, at han skyldte kommunen penge. Hvis jeg ikke husker galt, kunne forældrene blive ”tilpligtet” betaling for børn under anbringelse. Jeg indstillede, at man eftergav ham gælden. Min gruppeleder approberede, som det hed. Der var ikke noget at komme efter hos havnearbejder Møller.

Ved siden af de meget fattige områder i Valby (14. kreds) havde min gruppe også 3. kreds i Frederiksstaden omkring Amalienborg. Her var der af og til familier også med lange uddannelser eller mange penge, som kom i vanskeligheder. En skibsrederfamilie var endt i et strindbergsk ægteskabsdrama. Børnene led derunder. Sagen blev taget fra gruppen og givet i hænderne på den ene af husets dengang to socialrådgivere, Ole Goll.[3] Den blev direkte underlagt en af husets jurister (måske den senere direktør Ernst Larsen). Jeg tænkte, at luksusmennesker med luksusproblemer får luksusbehandling. Havnearbejderen i Valby var ikke det samme værd.

 

Det kvindedominerede personale

I det ikke-akademiske personale, som jeg sad blandt, var der mange kvinder, som kom fra hjem med solid gammeldags borgerlig kultur. Der var den statelige frk. Estrid Nieuwenhuis Møller (f. 1900), med knold i nakken og nogle smukke brune øjne (ansat i 1924), fru Eva Malling (f. o. 1896, ansat 1931), fru Castella (f. 1902, ansat 1939), der altid var optaget af sin make-up, fru Ida Bervild (f. 1902, ansat 1937), fru Rump (f. 1906, ukendt ansættelsesår), den stille fru Ester Lund (f. 1907, ansat 1934), den endnu mere stille frk. Jessie Jørgensen (f. 1912, ansat 1934), frk. Gudrun Andersen (f. 1917, ansat 1939), den cerutrygende fru Grumsen (f. 1918 og ansat som 16-årig i 1934), og borgmesterdatteren fru Liss Løve Jørgensen (f. 1920, ansat 1946). Flere af ”fruerne” bar fruetitlen på basis af et ekstremt kortvarigt og mislykket ægteskab. Heller ikke alle ”fruer” havde selv børn. De mangeårige medarbejdere fyldte godt. De sad solidt fast i indarbejdede vaner. Og ikke mindst ”frøknerne” uden børn var pænt repræsenteret over for et publikum, som pr. definition var forældre.

Også frk. Gerd Strandholm må nævnes i denne gruppe, trods det, at hun var født så sent som i 1923 og ansat som 17-årig i 1940. Hun kom fra en konservativ familie på Frederiksberg, der vist havde kendt bedre dage. Frk. Strandholm boede endnu hjemme hos sin far, en enkemand i en stor lejlighed på Frederiksberg.

Man kunne føle sig i en tidslomme fra fortiden. Det hang delvist sammen med, at der i årtier havde været ret få nyansættelser og de mange ansættelser helt tilbage fra tyverne og trediverne. Det er i øvrigt et klassisk træk fra den tids kontorarbejdspladser, at man livsvarigt var ansat stort set kun et sted.

En del af disse lidt ældre kontorkvinder var vel i deres ungdom anbragt i direktoratet, fordi det i pæne borgerlige kredse blev anset for passende arbejde  for ugifte døtre at arbejde med ”noget socialt og noget med børn”, indtil en bejler kom forbi. Det kom han i nogle tilfælde så aldrig. Disse kvinders kultur stod i stejl kontrast til det, som prægede fx de fattige kvinder med op til 14-17 børn i havekolonierne i Valby, som var det første område, jeg fik at gøre med. Kontorets kvinder var heller ikke vant til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteterne.

Der var en mindre gruppe yngre ”fruer”: Birthe Sloth (f. 1936) Anni Lundgaard (f. 1935) og Inge B. Jakobsen (f. 1937). Det var tre humørfyldte kvinder. Desuden var vi omkring seks unge, som var ansat inden for en kort årrække. Tre kvinder og tre mænd. For omkring 1958 var man begyndt at ansætte mange unge.

Med undtagelse af en uligevægtig og arrig frøken, som blev behandlet som en paria, optrådte alle damerne særdeles dannet og spiste på den nydeligste måde kager sammen om eftermiddagen. Det skete, at man tog sig tid til at hente kagerne på Østerbro hos en angivelig meget dygtig konditor.

Til gengæld kom det lejlighedsvist til højrøstede skænderier mellem den arrige frøken og især yngre medarbejdere, som ikke havde lært at holde sig på afstand af hende. Det kunne ingen af de 18 mennesker undgå at høre.

Fru Malling var den ældste af de 18, og hun ventede kun på pensionsdagen omkring årsskiftet 1963/64.  En morgen ringede hun og fortalte, at hun ikke kom på arbejde, fordi hun var ”upasselig”. En anden dag kom hun, men bad om lov til at gå hjem igen, fordi hun havde glemt at tage underbenklæder på. Gruppelederen kunne dårligt se efter, om det var sandt, så hun gik hjem igen. En tredje dag gik hun til frokost næsten lige så snart, der blev åbent for publikum kl. 10. ”Gik” er ikke det helt rigtige ord. Den ret store kvinde ”skred” gennem det overfyldte lokale. Hun bar elegant madpakken på en højthævet opadvendt håndflade med håndtasken hængende ned fra albueknækket. Som altid var hendes ansigt fastlåst i det smil, der var hendes skærm mod verden. I døråbningen mødte hun en af sine egne klienter. I den mest elskværdige tone spurgte fru Malling: ”Årrh, De kunne vel ikke være rar at gå Dem en tur, for jeg skal lige netop til frokost.” Klienten gik slukøret derfra og kom igen en times tid senere. Klienter havde ikke rigtig magt og måtte være føjelige.

Da fru Malling gik på pension, fik jeg hendes plads. På hendes hylder fandt jeg adskillige årgamle sager, som ikke var ekspederede.

Nogle af frøkenerne var assistenter, andre kontorassistenter. Kontorassistenterne gik hver en assistent til hånde med mere praktiske ting, assistenten havde eksempelvis ansvar for om beslutningerne om et spørgsmål skulle forelægges for gruppelederen. En af frøkenerne blev forfremmet fra kontorassistent til assistent. Nu skulle jeg som elev hjælpe hende med en del af det rutinemæssige arbejde.

 

Læringsmiljøet

Vi unge var selvfølgelig billig arbejdskraft. Men vi var også i en mesterlære og skulle lære noget, hvis man skulle have noget for vores lille løn. De ældre kvinder omkring os ville sådan set ikke skjule noget for os. Men de havde heller ikke travlt med at fortælle os noget på en systematisk og pædagogisk måde. Måske kunne de ikke. Måske så de det slet ikke som deres opgave. De havde vel selv lært, hvad de kunne ”on the job” ved at efterligne de ældre før dem. Men for at vi kunne være dem til nogen nytte, så måtte de lære os nogle simple procedurer.

Ved en lejlighed skulle min assistent ”afhøre” en forpjusket Valby-kvinde med tre børn, der søgte om hjælp til betaling af børnehaven. Jeg skulle lytte på for at lære, hvordan man gjorde. Assistenten stillede spørgsmål efter et skema: Navn, fødedato, indkomst osv. Pludselig brød kvinden ud i gråd. Hendes mand havde lige forladt hende. Assistenten stivnede. Der stod intet om grædende klienter i hendes skema. Hun havde heller ikke prøvet at have børn eller mand. Følgelig heller ikke at blive forladt af en mand. Hendes kropssprog var en stor afvisning af emnet. Kvindens følelser var ikke relevant for spørgsmålet om børnehavebetaling. Hun henviste heller ikke til Mødrehjælpen eller noget som helst andet. Hun bragte ”afhøringen” tilbage på sporet. Da den var færdig, forlod den grædende kvinde kontoret. Assistenten så opgivende på mig og sagde: ”Hvad skulle jeg dog gøre ved det? ” Jeg var så grøn, at jeg heller ikke vidste det.

Samme dag blev der ringet fra et hospital. Kvinden var indlagt efter et selvmordsforsøg. Ud over denne tragedie føjedes til, at tre børn måtte anbringes på børneinstitution. En smule menneskelig forståelse, lidt trøstende ord og en henvisning til Mødrehjælpen kunne måske have gjort en forskel.

Et håb måske.

Den oplevelse var en af en række, der så småt fik mig til at overveje, om jeg nu var kommet på den rigtige arbejdsplads.

Læringen ”on the job” blev suppleret med systematisk undervisning i de første fire år på ”magistratsskolen”. Den var for alle kommunalt ansatte elever og aspiranter. Der var intet, som særligt rettede sig mod børneværnsarbejde. Vi blev undervist i engelsk, bogføring og maskinskrivning (som i dag gør det lettere for mig at skrive denne tekst). Senere blev vi undervist i blandt andet kommunens organisation og nationaløkonomi. De fleste undervisere var jurister ansat i kommunens forvaltning. Mange var ret så kedsommelige. En enkelt livede især op ved en dag at komme vaklende ind og støttende sig til døren at erklære, at undervisningen i dag var aflyst. Vi forstod på hans snøvlende tale, hvorfor der måtte aflyses. På magistratsskolen kunne jeg bedst lide økonomiundervisningen med den dygtige kontorchef H. C. Jørgensen fra Københavns Statistiske Kontor. Pædagogisk var han lysår bedre end de øvrige. Konkurrencen var nu heller ikke hård.

 

Små forandringer

Mange af de nye unge i tresserne kom fra beskedne hjem. Formentlig kom en del fra hjem, hvor forældrene ikke selv havde realeksamen. I 1972 spurgte jeg ni tilfældigt udvalgte kolleger:

”Hvad var din fars (subsidiært moderens i tilfælde af skilsmisse eller faderens død) stillingsbetegnelse, da han fyldte 50 (og hans nuværende, hvis han ikke var fyldt 50).” Svarene var: ”Maskinmester, politiassistent, to sagde snedkere, indehaver af ismejeri, ekspedient i forretning, kirketjener, taxachauffør og telefonistinde.” Jeg kan tilføje, at min far var død, og min mor var uddannet som frisør efter syv års skolegang. I 1972 arbejdede hun deltids som klinikdame hos en læge.

De nye generationers sociale baggrund stod antagelig i kontrast til 1) den ældre del af kontorpersonalet og 2) de akademisk uddannede medarbejderes.

Til det sidste må dog føjes, at arbejdspladsen nok ikke var et højstatusområde blandt jurister som fx Justitsministeriet, universitetet, ombudsmandsinstitutionen mv. Det var steder, der krævede topkarakterer. I al fald på universitetet var der rigtig mange, som kom fra gamle akademikerfamilier, herunder hvad man kunne kalde ”juristadel”. Juristerne i direktoratet havde varierende eksamenskarakterer. De fleste var ganske nette. En enkelt bundskraber var der også. Det var en lettere alkoholiseret gruppeleder (jeg har i sin tid tjekket Juridisk Stat).

Ikke alene ændrede den sociale personalerekruttering sig. Min generation var den første generation i Danmarks historie, som levede i et samfund med nærmest fuld beskæftigelse. Ikke at jeg tænkte meget over det. Men det gav alligevel en baggrund for at føle sig lidt tryg og være lidt kæk og sætte sin hat, som man ville (som en Rifbjerg-film med Daimi fra 1967 omtrent hed).

I september 1964 flyttede direktoratet til bedre pladsforhold i Njalsgade 13.

Nu delte jeg med min assistentfrøken et kontor (senere blev der stoppet flere medarbejdere ind i det). Vi havde hver vores telefon og rejseskrivemaskine. Tilmed fik vi en kontorstol at sidde på. Der var venteværelse på gangen (uden legetøj) og samtalerum, som man kunne tale med klienterne i. Efterhånden blev nogle af disse rum inddraget til kontorer, tror jeg.

Helt ærligt: Det var et stort arbejdsmæssigt fremskridt at flytte til nye lokaler og faciliteter. Men de 18 mennesker i fysisk nærhed i Stormgade og de stakkels klienter, der kom til ”afhøringer”, havde nu skabt en slags zoologisk have med gode muligheder for at studere homo sapiens i al artens brogethed.

Nu var det faktisk en smule kedeligere.

De mange nyansættelser og samfundsændringer ændrede adfærd og normer. Omkring 1968-69 gik det stærkt. Gruppelederen indbød mig til at være dus. Min tidligere assistentfrøken blev jeg så også dus med. Opløsningstendenserne gik så vidt, at jeg til min forbløffelse så en jævnaldrende kollega klaske assistentfrøkenen i bagdelen adskillige gange. Lodret sexchikane efter vore dages målestok! Til min endnu større forbløffelse kurrede den ældre frøken koket. Jeg krummede tæer.

Pludselig kom folk i cowboybukser. Pludselig var jeg ikke den eneste med fodformede sko. For veteraner, som den statelige frk. Møller, med den ranke ryg og fortsat med samme frisure, som så ud som om den stammede fra tyverne, gik det alt for hurtigt. Den i øvrigt altid venlige og fattede dame klagede til en overordnet over at have set en medarbejder i korte bukser og sandaler. Frk. Møller ventede, at nu blev der grebet ind. Det tror jeg nu ikke, der gjorde.

Kort efter gik frk. Møller på en velundt og formentlig for længst planlagt pension. Hende vovede jeg aldrig at sige du til. Jeg havde en svaghed for den gamle fornemme dame, fordi hun med værdighed skred ud af historien i stedet for at forsøge at være med på de nye tider. En type som hende findes ikke mere.

Med tiden kom trods alt lidt refleksion over, hvad vi egentlig foretog os, når vi arbejdede. Nogle havde taget initiativ til studiekredsvirksomhed om aftenen. Hvornår det begyndte, ved jeg ikke, men jeg deltog omkring 1965. Personalet blev i de følgende år i stigende grad også tilbudt kurser på internater. Det mærkedes, at højkonjunkturen gav flere penge i kommunekassen.

 

Anbringelsessagerne

En del af arbejdet gik ud på at anbringe børn uden for eget hjem. Det kunne være, fordi forholdene i hjemmene var dårlige, der kunne være druk, mishandling, kriminalitet og meget andet. Også de unge kunne være kriminelle eller anset for ustyrlige.

Beslutningerne om anbringelserne blev truffet i børne- og ungdomsværnet, som daværende souschef har beskrevet det til Københavns Stadsarkiv. Det vil jeg ikke gå nærmere ind i. Ikke en eneste gang i de 13 år, jeg var ansat, overværede jeg et møde, hvor man traf den slags beslutninger. De var lukkede for os. Vi i kontorerne samlede dokumenter sammen, som belyste børnenes situation. Straffeattester skoleudtalelser mv. Fra institutionerne modtog vi indberetninger om de, som var anbragte. Hvis børn skulle anbringes eller hjemgives, var ikke mindst kredsværgeudtalelsen baseret på hjemmebesøg vigtig. Sagen skulle så forelægges børne- og ungdomsværnet. Vores opgave var at skrive referater, som blev beslutningsgrundlaget. Vi havde naturligvis et vist skøn over, hvad der skulle fremhæves, når vi skrev referat. Nogen vejledning i hvordan man gjorde det, mindes jeg ikke at have fået.

Der var dog et pres for, at referaterne blev så korte som mulige. Jeg valgte alligevel ofte at skrive lidt længere for at undgå at være alt for selektiv, så beslutningen blev alt for let at tage

I nogle tilfælde var der § 33 anbringelser, det vil sige anbringelser, som ikke kunne vente til næste møde i børne- og ungdomsværnet.

Efterfølgende skulle vi så finde institutioner til de børn, som skulle anbringes. Ikke mindst ved § 33 anbringelser kunne det komme meget pludseligt. Jeg brugte ofte timer på at finde pladser på anbringelsessteder, som jeg stort set ikke vidste en dyt om. Jeg har intet førstehåndskendskab til vold mod børn på anbringelsessteder. Jeg hørte næsten ingen rygter eller formodninger i den retning. Jeg har en enkelt erindring om, at en kollega fortalte, at et barn var slået af forstanderen på Emdrupgård (jeg husker udmærket forstanderens navn, men nævner det ikke, fordi jeg ikke er førstehåndskilde). En anden kollega har fortalt, at hun havde hørt, at forstanderen på det siden så famøse ”Godhavn” ved Tisvildeleje skubbede til de store drenge ”med maven”. Det er værre ting, Godhavn er blevet omtalt for et halvt århundrede senere.

Her skal vi lige huske, at korporlig afstraffelse var tilladt i Folkeskolen indtil 1967-68. Det pikante er dog, at den omtalte Emdrupgård var en københavnsk institution. Og København havde allerede fra 1952 forbudt korporlig afstraffelse. Jeg kan af personlig erfaring som skoleelev bekræfte, at det budskab ikke var nået ud til min egen skole, Gerbrandsskolen. Måske heller ikke ud på Emdrupgård.

Den eneste korporlige afstraffelse, jeg var vidne til i børneværnstiden, skyldes en gruppeleder. Da nogle drenge fra gaden gik ind i forhallen i Njalsgade 15 for at lege, delte han øretæver ud og smed drengene ud.

Det er misvisende, når Ib Ydebo til Stadsarkivet har fremstillet, som om vi ingen indflydelse havde på valg af anbringelsesstedet. Det havde vi efter min erindring ofte. Det er efter min hukommelse dog rigtigt, at vi i nogle tilfælde skulle have anbringelsesstedet anvist eller godkendt andetsteds. Jeg husker telefonsamtaler med en dame ved navn Lise (Telling??), som vel var uddannet socialrådgiver, og som sad i det statslige Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen på Østerbro. Dette direktorat havde bl.a. tilsyn med anbringelsesstederne. Hvordan det tilsyn arbejdede, vidste jeg absolut intet om. Heller ikke hvilke resurser det havde.

Men i min erindring står et billede af, at vi menige medarbejdere i mange  tilfælde havde en stor betydning for valg af anbringelsesstedet. Det helt afgørende for os var simpelt hen, om der var plads, hvad der jo langtfra altid var. Ellers vidste vi ikke meget om, hvad det ene eller anden anbringelsessted havde af kvaliteter eller mangel på samme. Bare vi kom af med børnene, så vi kunne komme hjem, inden mørket faldt på. Det var det vigtigste.

Jeg kan ikke huske, hvornår vi skulle ringe til damen på Østerbro.

En kollega, som på dette punkt husker lidt mere præcist end jeg, skriver til mig i oktober 2017:

 

”Jeg husker, at vi havde en eller anden bog – Skjærbæk – hed den vist og vi ringede så rundt og spurgte om der var plads. Det gjorde vi ved anbringelser på spæd- og børnehjem og også observationshjem, som f.eks. Skodsborg spædbørnehjem, som bogen, de 7 børn (er det ikke det den hedder) handler om.

Vi anbragte således, uden overhovedet, at have kendskab til institutionen, udover hvad vi læste i denne “bibel”. Det eneste kriterie var – er der en ledig plads i den aldersgruppe.”

 

Jeg har så slået efter i fortegnelsen for Institutioner til værn for børn og unge udsendt af Oluf J. Skjerbæk i 1967. Der var et væld af institutioner drevet af staten, kommunen eller private. Der var spædbørnehjem, optagelseshjem, observationshjem, børnehjem til ophold af kortere varighed, længere varighed, skolehjem, behandlingshjem, hjem for børn, der ventede på optagelse til åndssvageanstalter, ungdomshjem, ungdomspensioner, institutioner for svagt begavede, tuberkuløse og kirtelsvage børn, børn med forskellige handicaps og sikkert lidt flere. I nogle tilfælde kunne det også blive til en plejehjemsanbringelse. Ofte gennem Holbæk Amts Plejehjemsforening.[4] I mine tretten år på området satte jeg vel kun mine ben i tre-fire døgninstitutioner blandt de mange anbringelsessteder.

Så vidt jeg kan se, var der ganske mange institutioner, hvor Københavns kommune bare kunne anbringe uden at spørge staten. I andre tilfælde måtte vi have ”samtykke” fra staten. Godhavn fx var klassificeret som et skolehjem for normalt begavede børn. Det var en selvejende institution. Ifølge Skjerbæk krævede en anbringelse her samtykke fra Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen. Men var der tale om, at vi selv spurgte på Godhavn og efterfølgende fik statslig godkendelse? Og i givet fald: hvem i direktoratet valgte så Godhavn? Eller ringede vi bare til Østerbro og så undersøgte man der, hvor der var plads?  Jeg kan ikke sige det. Men i al fald kan jeg sige, at jeg intet kendte til Godhavn ud over, hvad jeg kunne læse i ”Skjerbæk”, som vi kaldte den. Jeg kan også sige, at det i nogle tilfælde – men altså i det mindste ikke helt frit i tilfældet Godhavn – var op til mig at finde ud, hvilken institution jeg ringede til først. Jeg gætter på, at vi for at spare tid af og til spurgte os rundt blandt kollegerne om nogen kendte til, at der var blevet plads et sted.

I øvrigt var den tidligere socialdemokratiske handelsminister Lis Groes, MF, formand for tilsynsrådet på Godhavn. Der var også ”fast psykiatrisk lægetilsyn”. Hm.[5]

Jeg kan i øvrigt i ”Skjerbæk” fra 1967 læse, at det blandt ”korrigerende midler” var ”forbudt at afstraffe med spanskrør”. Videre: ”legemlig revselse ved slag på kinden bør ikke anvendes, og det pålægges ledere og medarbejdere at arbejde henimod, at denne linie følges. Hjemmene skal sende kvartårlig indberetning til Dir. om stedfundne legemlige revselser. Det er pålagt forstanderen at udlevere alle medarbejdere et eksemplar af vejledningen og lade disse kvittere for modtagelsen af denne.”[6] Hm.

Jeg kan ikke finde noget om, at man måtte komme hårde genstande op i endetarmen på børnene. Heller ikke om at man måtte hive drengene i tissemanden. Heller ikke noget om at børnene kunne bruges til medicinske eksperimenter. Eller om at man måtte tildele drengene kraftige slag på hovedet, spark og stød på kroppen, tæsk med nøgler i kraniet og tæsk med rive. Heller ikke noget om at ældre drenge måtte begå overgreb på de yngre. Slet ikke noget om, at en næsten 150 kg tung forstander måtte sætte sig på drenge, så luften gik ud af dem. Det lå helt hensides min viden og mine forestillinger, at noget sådant muligvis kunne foregå. Faktisk er det først nu, at jeg hefter mig ved, at Godhavns forstanders navn rimer på smæk. Og på hans gravsten kunne have stået, at hans hånd var holdt op med at slå, siges det. Først nu ved jeg, at Christian Beck var søn af Indre Missions grundlægger Vilhelm Beck.

Men selv om jeg ikke kendte de rædselsfulde tilfælde på Godhavn og andre steder, som vi nu læser og hører om, så var jeg kritisk af en anden grund. Der var oversigter i sagerne over, hvor børnene havde været anbragt. Disse oversigter viste i mange tilfælde, at børnene havde været anbragt mange gange, afbrudt af hjemgivelser. For ofte, syntes jeg, skete det, at forældre fik børnene hjem ud at være rigtig klar til det. Især op mod jul kom der en del anmodninger om hjemgivelse. Senere viste det sig ikke sjældent, at forældrene alligevel ikke magtede opgaven. Det kunne såmænd ske allerede i forbindelse med husspektakler nytårsaften, men der kunne selvfølgelig også ske i trods alt mere velovervejede og holdbare hjemgivelser. Så skulle børnene alligevel efter et stykke tid genanbringes. Dog ikke nødvendigvis på den institution, som de var hjemgivet fra. Der var måske ikke plads. Eller man fandt det på grund af, at børnene var blevet ældre siden første anbringelse, nødvendigt at placere dem på en ny institution. I de værste tilfælde kunne den trafik føre til genanbringelser gennem en hel kavalkade af anbringelsessteder. Børnene lignede kastebolde.

Det var ikke ud fra en eller anden teoretisk indsigt, det bød mig imod. Jeg kendte hverken til pædagogisk teori, udviklingspsykologi eller for den sags skyld statistiske studier. Jeg satte mig simpelthen bare i børnene sted. Ville jeg have brudt mig om at skifte ”hjem” mange gange? Ville jeg have brudt mig om at få skåret bånd til nogle voksne over adskillige gange? Ville jeg have brudt mig om hyppigt at skulle knytte mig til nye personer? Ville jeg gerne have skiftet kammerater hyppigt? Ville jeg gerne skifte skole hyppigt? Selvfølgelig ville jeg ikke alt det! Pointen er altså bare, at jeg for mere end et halvt århundrede siden instinktivt følte, at her gjorde vi unødvendig skade. Hvor lidt eller meget vidste jeg ikke. Det ved jeg heller ikke i dag. Men indtrykket af en rodet og diskontinuert opvækst for børnene under forsorg gav mig usikkerhed om, hvor meget godt vores arbejde egentlig førte med sig.

Men der kom så i 1964/65 et sted i huset, hvor man skulle forebygge anbringelser. Der kom en familievejledning. Familievejledningens etablering var muliggjort ved lov i 1964. Den skulle forebygge mod de dyre anbringelser af børn i døgninstitutioner. Det var blevet ekstra aktuelt, fordi kvinderne i stigende grad kom på arbejdsmarkedet og skilsmisseprocenterne tog til.

 

Familievejledningen

Ud over en rent praktisk forståelse efter opskriften, hvis X-situation opstår, så gør du Y, så måtte i al fald jeg gætte mig til det meste de første år i Direktoratet for Københavns Børne- og Ungdomsværn. Egentlig skulle vi bare gøre Y, fordi vi fik besked på det. Vi måtte formode, at Y nok var til det bedste for de børn, der blev ført tilsyn med i hjemmene, eller som blev anbragt på døgninstitutioner. Formodede vi, at det ikke var til deres bedste, så var det bare ærgerligt. Det gik sjældent at spørge om Z var bedre end Y. Med kredsværgesystemet, pædagogisk-psykologiske konsulenter, børne- og ungdomsværnet, gruppeleder, kontorchefer og direktøren og souschefen, som ledede børne- og ungdomsværnets møder, hvor der blev truffet beslutninger, var ansvaret for beslutningerne bredt godt ud. Men det var ikke bredt ud til os også. Slet ikke formelt set. Vi havde til gengæld en vis indflydelse på, hvornår og hvor godt sagerne blev undersøgt, hvordan de blev præsenteret for hele systemet, og så skulle vi befordre implementeringen af beslutningerne. Alt det sidstnævnte kunne også få indflydelse på nogle menneskers liv, selv om vi ikke havde den største indflydelse. Blandt mine kolleger var der mange, der gjorde det bedst mulige ud fra deres baggrund og resurser, det er jeg sikker på. Men som på alle arbejdspladser var der selvsagt forskelle på, hvor godt og heldigt den enkelte arbejdede.

Efterhånden syntes jeg, at jeg ville være klogere på, hvad man i dybere forstand arbejdede for i Njalsgården. Jeg var faktisk blevet en smule mere ansvarsbevidst. Det føltes i længden utilfredsstillende både at være uengageret og uvidende. I 1965 (eller måske begyndelsen af 1966) svigtede jeg min assistentfrøken i erkendelse af, at det var begrænset, hvad jeg lærte ved at være hendes elev. Jeg forlod hende til fordel for den næsten nye familievejledning, fordi den rummede mange nyansatte, herunder en håndfuld socialrådgivere, som talte meget mere om, hvorfor de arbejdede, som de arbejdede. Jeg forestillede mig, at jeg kunne blive klog på, hvad man der arbejdede med. Det blev jeg nu ikke ret meget.

Der var et usigeligt rod i familievejledningen. I halvandet år arbejdede jeg og omkring 11-12 andre unge mennesker i kontorstaben i meget stort omfang med at lede efter bortkomne sager. Sager blev flyttet fra kontor til kontor. Ikke alle familievejledere var just ordensmennesker, så det kunne være svært også af den grund at finde sagerne. I nogle tilfælde gemte de dem bevidst, tror jeg, fordi de var i gang med at skrive i dem, men ikke var færdige. Når der var brug for en af sagerne pga et akut spørgsmål, måtte vi unge bruge timer på at lede efter dem. Det var på denne tid, at jeg traf en beslutning om at tage studentereksamen om aftenen på kursus for senere at kunne studere på universitetet.

Familievejledningen bestod af nogle få jurister, en håndfuld socialrådgivere og et ret stort korps af familievejledere (20-30?), som skulle påvirke og hjælpe trængte familier i hjemmene med råd og vejledning. Juristerne havde det afgørende ord, hvis der skulle bevilges økonomisk støtte til et hjem. Der var den meget unge assistent John Olsen, der sled bravt i det for at få det administrative til at hænge sammen. Til at støtte sig havde han mig, der lige var blevet underassistent efter tre år, og en til, som var en bitte smule erfaren. Vi havde fra 1. august 1966 en hob på ca. 10 nye kontorelever på 16-17, som vi selv meget unge skulle oplære i et arbejde, der mest bestod i at håndtere blanketter o. lign. samt lede efter sager.

Kravene til familievejlederne husker jeg på den måde, at det skulle være ”modne” mennesker. Jeg tror ikke, at nogen under 30 blev familievejleder. De skulle have ”menneskelige” erfaringer, herunder fx erfaringer fra arbejde som kredsværger, tror jeg. De fik så et tre-måneders kursus. Jeg betvivler, at det overhovedet var muligt at få tilstrækkeligt med fx en socialrådgiveruddannelse, hvis familievejledningen skulle søsættes inden for en overskuelig tid. Der var ikke så mange med socialrådgiveruddannelse på den tid. Hvis der alligevel havde kunnet skaffes bedre uddannede i tilstrækkeligt antal, så havde det nok kostet kommunen flere lønkroner.

I al fald nøjedes man med et tre måneders kursus. Kvaliteten af familievejledernes arbejde var måske ret svingende. Men man kunne nok ikke have gjort det anderledes.

Der var en ret tåbelig modsætning mellem resten af huset og familievejledningen.

Det er endog af en tidligere souschef i direktoratet hævdet til Københavns Stadsarkiv, at mange familievejledere var gamle kommunister og trotzkister.  Den vilde påstand dokumenterer, at hans forhold til familievejledningen ikke var det bedste. Men det er efter min bedste overbevisning helt og totalt i hegnet at bruge det som dokumentation for, at familievejlederne var revolutionære eller noget, der lignede.

Der var mange hidtidige kredsværger blandt familievejlederne. Nogle stillede også op til valg til Folketinget eller Københavns Borgerrepræsentation. Derfor er det let at sige, hvor de stod politisk. Der var konservative som Elise Schjøtt-Olsen og Erik Juul-Busch. Men hvis der var en overvægt, så var den socialdemokratisk. Der var bekendende socialdemokrater som Nils Jakobsen og hans kone Bente, Erling Andersen, Esther Aktor (søster til Henry Grünbaum), Leif Nielsen og Sonja Falbe-Hansen (dannede vist par med Ivar Nørgaard). Flere end de nævnte var med høj grad af sandsynlighed socialdemokrater. Der var SFere som Max Holberg Petersen og Birthe Nielsen. Mange andre familievejledere virkede politisk nærmest indifferente. Der var næppe en eneste trotzkist eller revolutionær, selv om jeg selvfølgelig ikke ved, hvad de forskellige havde foretaget sig i deres tidligste ungdom, hvor mange foretager sig et eller andet tåbeligt. Men familievejlederne optrådte i mine øjne på ingen måde selvhævdende. Snarere var de usikre på en ny opgave, som de ikke havde fået så meget uddannelse for at klare.

Heller ikke socialrådgivere som Lis Korup, Inger Nørreskov, Jytte Christensen og Elsemarie Petersen med flere virkede spor trotzkistiske.

Familievejledningens leder, Hans Auring, var et humant menneske, som gik ind for dialog og gensidig forståelse. Der var ikke det mindste trotzkist over ham. Jeg husker, at han i forbindelse med folketingsvalget den 22. november 1966 var meget bekymret over, at den gamle kommunist Aksel Larsen og hans nye parti, SF, havde fået 20 mandater. (Jeg tror ikke, at Auring den gang kunne vide, at Aksel Larsen pudsigt nok i kommunistiske kredse engang havde været mistænkt for trotzkisme, som blandt stalinister var det fæleste i denne verden). Auring var i øvrigt meget afholdt blandt personalet. Ikke mindst hos ham så jeg meget god vilje. Han havde som de fleste ledere en stor betydning for organisationskulturen. Og den betydning var der meget positivt i. Men han var ikke en organisator. Næppe heller en, der var god til at påtale  grænseoverskridende adfærd.

En af Aurings juridiske støtter var Vagn Sandfeld. Mere forsigtig person skal man lede længe efter. Vi boede i en del år tæt på hinanden, og jeg kendte ham og hans kone, den stilfærdige præstedatter Hanne Sandfeld, som i en periode også arbejdede i familievejledningen. Trotzkister? Ikke det der ligner. Upassende adfærd? Heller ikke det, der ligner.

Derimod var der en enkelt anden jurist, som kunne optræde uheldigt. Fx med nedgørende bemærkninger om det øvrige direktorat. Mig bekendt var der ingen, der greb ind.

Det af og til noget anstrengte forhold mellem familievejledningen og det øvrige direktorat skyldtes ikke politiske divergenser, men efter min vurdering, at nogle socialrådgivere troede lidt for meget på, at de var så meget bedre end resten af personalet, fordi de havde en treårig uddannelse. Desuden havde den ledende socialrådgiver Elsemarie Petersen videreuddannet sig i USA. Af og til udstrålede nogle socialrådgivere en vis arrogance. Selv blev jeg duperet, når de omhyggeligt artikulerede ordet ”anamnese”. Jeg vidste slet ikke, hvad det betød. Der kan godt have været nogle uhensigtsmæssige komplekser og forsvarsmekanismer ude i grupperne, når de blev stillet over for en socialrådgiver. Jeg hørte også nogle lidt nedsættende bemærkninger om grupperne og ”børneværnet” fra visse socialrådgivere. Min fornemmelse er dog, at familievejledningen og det øvrige direktorat med årene fik mere respekt for hinanden. Også fordi noget af kulturen i det øvrige direktorat mere kom til at ligne den, der var i familievejledningen.

 

Studerende på arbejde

Efter at have aftjent min værnepligt 1967-68 begyndte jeg på studenterkursus om aftenen. Jeg arbejdede igen i forskellige grupper i direktoratet, jeg ville ikke fortsætte i familievejledningen, som intet interessant havde at byde kontormedarbejdere.

Jeg var meget kritisk over for, at mange anbragte børn blev kastebold mellem hjem og skiftende anbringelsessteder. Jeg var og er overbevist om, at vi ikke bare hjalp børn, men også gjorde nogle fortræd. Jeg var glad for ikke at være i nærheden af at træffe de vigtigste beslutninger. Jeg blev flyttet fra gruppe til gruppe som en anden blæksprutte, fordi jeg pga studier ofte skiftede arbejdstider. Derfor fik jeg sjældent et dybere forhold til de enkelte familier og deres ”sager”. Jeg skrev mange beslutningsreferater. Jeg skrev dem fortsat lidt længere end efterspurgt, fordi jeg gerne ville have sagerne til at fremstå facetterede. Beslutningen skulle ikke springe ud af referatet. Den burde bygge på en afvejning af pro et contra. Nogle kolleger mente, jeg var veg. Det var jeg glad for at være.

Vores primære opgave, erkendte jeg gradvist, var ikke at hjælpe børn. Det var at opretholde den samfundsmæssige orden. Kom det også børnene til gode? Det var jeg ikke altid så sikker på. Men nu gjaldt det for mig om at få min uddannelse på universitetet.

Men samtidig udviklede jeg også en respekt for de mange mennesker, som med gode hensigter og flid – men måske ikke altid med voldsom professionalisme og hjernevirksomhed – gjorde et stort arbejde i direktoratet for børne- og ungdomsværnet. Jeg satte også pris på det gode kammeratskab, som var i nogle af de grupper, jeg arbejdede i. Hjælpsomhed, pligtfølelse og ansvarsbevidsthed prægede mange. Om end ikke alle.

Der kom en egentlig undervisning specifikt beregnet på de unge ansatte. Den var måske initieret af et par jurister, Ib Ydebo og Paul Kristensen, jeg ved det ikke helt. Jeg deltog ikke i den, for jeg studerede nu på universitetet og regnede mig selv for på vej ud af arbejdspladsen. Undervisningen lå tidsmæssigt ikke heldigt for mig. Men jeg tror, at den var et gode, selv om denne undervisning måtte vente til adskillige år efter ansættelsen, fordi den fireårige magistratsskole vist skulle overstås først.

Enkelte var ikke altid lige elegante i deres omgang med klienterne. Det var ikke det smarteste, når en ung mandlig sagsbehandler skrev i en sag: ”Moderen så ikke godt ud”. Vi havde fået partsoffentlighed i 1964. Desuden lugtede det af, at (den pigeglade) sagsbehandler ikke, når han talte med klienter, kunne lægge nogle vaner af sig, som i dag ville blive kaldt sexistiske. Bemærkninger som denne var irrelevante og uprofessionelle.

Der var meget humor. Også små jokes. Det var i visse grupper yndet lige før arbejdsdagens ophør at ringe til en kollega under foregivende af at være en anden, som forklarede, at det var nødvendigt at anbringe et barn straks. Det betød, at en medarbejder måtte gå senere hjem, fordi der skulle skaffes plads på en institution. Selvfølgelig fik medarbejderen hurtigt besked om, at det kun var en joke.

En af de historier, der gik rundt i huset til moro for mange, begyndte med, at en kvinde ringede ind og klagede over, at hun ikke kunne styre sin søn. Den pågældende medarbejder troede, at det var en joke. Han forklarede kvinden, at hun skulle tage sønnen i benene og holde ham ud af vinduet og ryste ham grundigt. Så skulle det nok gå alt sammen. Næste dag kom kvinden ind for at tale med os. Stilfærdigt udtrykte hun sin undren over det råd, hun havde fået dagen før. Kollegaen fik lov til at sige undskyld og forklare, at han havde troet, at han var offer for en joke. Jo, en stor del af klientellet var faktisk meget langmodigt, selv om jeg også husker vrede forældre, som knuste kaffekopper, og hvad de ellers kunne komme i nærheden af.

Sidstnævnte anekdote er ikke selvoplevet, den hørte jeg kun. Men en kollega bekræfter historien med detaljer, der tyder på, at hun husker den korrekt. Pointen er nu bare, at den slags historier hurtigt gik rundt i huset og livede op. Der er næppe tvivl om, at de nogle gange blev drejet lidt undervejs, så de kunne blive endnu morsommere.

Fuldmægtig Ingerslev påstod, at en vred mand havde truet med at skære hans tissemand af. Manden var kendt for sine vredesytringer og truende adfærd. Ingerslev havde angiveligt bare svaret, at det ville hans kone blive ked af. Det grinte vi så ad den dag.

Det hører desuden med i billedet, at blandt de yngre i direktoratet var der en ret god blanding af kønnene, som prægede kulturen i festlig retning. Så festlig, at jeg kan huske omkring 11 ægteskaber som følgevirkning. Med undtagelse af et par blev alle skilt, da festerne var forbi.

Arbejdspladsen gav indsigt i mange af menneskelivets sider. Det gjaldt ikke alene ”klienterne”. Også medarbejderne var en broget flok. Der var en medarbejder og en rådhusbetjent, som var indblandet i korruption. Rådhusbetjenten blev fyret. Men ikke den anden, der var tjenestemand. En anden ansat stjal kollegernes tegnebøger. En tredje var bedrager. De to sidstnævnte blev også fyret. Der var ikke altid så store forskelle på de ansatte og klienterne. Det gjorde ondt i mig, da man fyrede en dame i kantinen, der havde været der i 37 år, fordi hun havde indløst rabatmærker i Brugsen. Det var hårdt, meget hårdt. Retfærdigheden havde mange ansigter. Det var ikke de kønneste, der vendte nedad.

Jeg begyndte på universitetet i 1971. På mit andet semester skrev jeg på en opgave om magt og effektivitet i bureaukrati med udgangspunkt i mine erfaringer fra direktoratet. Det var ikke mindst et udkast, som så juristerne som en overklasse i direktoratet. Lederne havde mest gulvplads. Jeg husker vicekontorchef Erik Rasmussens overraskelse, da jeg målte hans kontor op. Han troede, at han skulle have nyt gulvtæppe. Det gik aldrig op for ham, at jeg målte, hvor meget mere plads til klienter, han havde, end vi andre.

Kontorcheferne havde i gennemsnit omkring 29 kvadratmeter gulvplads. I syv tilfældigt udvalgte kontorer fandt jeg 25 assistenter, kontorassistenter, elever mv. De var altså i gennemsnit ca. 3½ medarbejdere i samme kontor. De havde i gennemsnit godt seks kvadratmeter til dem selv, skrivebord, eventuelle klienter, skrivemaskine, fralægningshylder og papirkurve. Det gav støj, forstyrrelser og uro under samtaler både direkte med klienter og pr. telefon. Lysforholdene var ikke gode for alle. Jeg foreslog, at kontorchefernes kontorareal blev nedsat til 12 kvadratmeter for at give mere til grupperne. Selvfølgelig for at øge effektiviteten.

Opgaven omhandlede selvfølgelig meget andet. Ved et uheld kom et udkast til opgaven en af juristerne i hænde. Han blev voldsomt opbragt. Han frygtede vel, at ungdomsoprøret – og hvem ved måske endog trotzkisterne – truede direktoratet. Han gik til direktør Ernst Larsen og souschef Ib Ydebo for at stoppe det truende oprør. Jeg blev indkaldt til en samtale med tillidsrepræsentanten ved min side.

Jeg havde aldrig før talt med direktør Ernst Larsen. Meget kendte jeg heller ikke til Ib Ydebo. Men han havde ry for at være reformvenlig. Så vidt jeg husker, sagde han slet ikke noget. Jeg forklarede, at der var tale om et udkast, som jeg havde vist til fire kolleger, fordi jeg ønskede deres kommentarer til udkastet. Holdt det vand, hvad jeg skrev? Manglede der noget? De spørgsmål ville jeg gerne have deres hjælp til at få besvaret.

Jeg havde sagt til de fire kolleger, at de ikke måtte vise udkastet til andre. Men en af dem havde ikke kunnet nære sig for at lade det gå videre. De to topchefer var fornuftige og gjorde ikke noget ved sagen – der var heller ikke noget, der kunne holde i en tjenestemandssag. De havde risikeret en boomerang, hvis de havde villet forfølge sagen. Her nød jeg godt af, at der var nogle fornuftige folk i toppen af direktoratet. Ernst Larsen forklarede mig dog, at det var meget vigtigt for politiets forståelse af vores virksomhed, at nogle af juristerne underviste på politiskolen. Han talte ikke om, hvad de fik for det.

Jeg arbejdede videre på opgaven. Den blev først færdig på tredje semester. Nu 45 år senere synes jeg stadig, at opgaven var ret god.J

 

Og så blev det hele til historie

Jeg nåede at være med til at lukke direktoratet op til den 1. april 1976, da bistandsloven trådte i kraft. I to måneder arbejdede jeg på et bistandskontor. Det var et kaos, der overgik alt, hvad jeg havde set i familievejledningen. Så stoppede jeg for at gøre mit universitetsspeciale færdigt.

Jeg har gjort mig den ulejlighed at skrive ovenstående, fordi en nu forsvunden arbejdsplads med mange hundrede mennesker fortjener et ordentligt og nuanceret eftermæle med respekt for de, der under de givne forhold gjorde deres bedste. De givne forhold var bl.a. lovgivning, økonomi, vidensbegrænsninger og institutionsmuligheder eller mangel på samme. De fleste gjorde det nu så godt som muligt ud fra deres forudsætninger, hvad enten de kom fra en højborgerlig familie eller var barn af en pølsemand. Selv om alt set i helikopterperspektiv  ikke var perfekt for de tusindvis af børn og deres familier, hvis skæbne vi påvirkede. Specielt er det svært at glemme det forfærdelige, som efter alt at dømme overgik nogle af de anbragte børn og unge. Mit skriveri har ikke fjernet den følelse af ubehag over de ting, jeg efter så mange år har hørt om Godhavn og andre steder. Mistanken er, at det er rigtigt, når nogle har hævdet, at der er meget af fortidens problemer, som man endnu ikke har afdækket. Og hvordan er det egentligt i vore dage?

Som nævnt har jeg skrevet det her, fordi jeg ikke syntes, at den for mig helt uforståelige beretning i Stadsarkivet fra Ib Ydebo kan stå uimodsagt. Min beretning vil jeg lade tilgå Stadsarkivet. Hvis nogen af historisk interesse vil beskæftige sig yderligere med den emnekreds, som jeg her har berørt, håber jeg, at jeg har bidraget til at øge grundlaget for det, skønt det selvfølgelig er begrænset og meget personligt, hvad jeg har kunnet skrive. Det er og bliver min fortælling. Skulle gamle kolleger have lyst til at supplere – eller korrigere – fra deres vinkel, så kan de bare selv skrive.

Jeg er taknemmelig over, hvad jeg lærte fra 1963 til 1976. Jeg lærte ikke meget om børneforsorg. Men en masse om forvaltning, social ulighed, ulige magt og uretfærdighed, som jeg aldrig kunne have lært på et universitet. Og mest af alt lærte jeg noget om at være menneske på godt og ondt.

Og tænk, det hele begyndte for mig med at ville redde unge piger!

 

Tim Knudsen, 31. oktober 2017.

Tim Knudsen er professor i Statskundskab og optaget i Det kongelige Danske Selskab til Fædrelandets Historie. Ansat i Københavns Kommunes Direktorat for Børne- og Ungdomsværnet fra 1963 til 1976 som først assistentelev, siden underassistent og assistent. I perioder fra 1968-69 var hans arbejdsperioder og arbejdstid stærkt svingende. I sommerferietiden arbejdede han ofte fuldtids. I andre perioder havde han fuld orlov. I atter andre perioder arbejdede han halvdags. Da det kun var kvinder med børn, der kunne få lov til at arbejde halvdags i en tjenestemandsstilling, måtte han i deltidsperioderne tage orlov som tjenestemand for at kunne arbejde halvdags som kontorfunktionær med en lavere løn. Han talte bl.a. med klienter (som nogle ældre ansatte endnu kaldte ”afhøringer” af klienter), udformede skrivelser (det hed ikke breve), skrev referater i sager, der skulle forelægges til godkendelse i nævnet og forestod en del arbejde med at finde pladser til børn, der skulle anbringes på institution. Han talte også med ”klienter”, altså forældre, i mange forskellige forbindelser. Fordi hans ansættelsesform var så omskiftelig, blev han flyttet meget rundt i direktoratet og nåede derfor at sidde i en række forskellige grupper (1. og 13. kreds, 3. og 14. kreds, Familievejledningen, siden 1. og 14. kreds, 4. og 24. kreds, 17. og 20. kreds, 6. og 22. kreds, 19. og 21. kreds og kortvarigt i yderligere grupper (inklusive 8. og 15. kreds, måske). Desuden sad hans daværende kone i 16. og 23. kreds, senere i 9. og 18.

 

[1] Maria Rytter: Godhavnsrapporten: En undersøgelse af overgreb og medicinske forsøg på børnehjem 1945-76, Syddansk Universitetsforlag 2011.

[2] Ib Ydebo: ”Compulsory Placements: With af Glance at our Nordic Negihbours”, I Tim Knudsen (ed.):

“Welfare Administration in Denmark”, Ministry of Finance, Denmark, 1991, ss. 291-309.

[3] Jeg mener, at Ib Ydebo har glemt, at der også var en kvindelig socialrådgiver. Hendes fulde navn kan jeg ikke huske, men jeg mener, hun hed Larsen.

[4] Institutioner til værn for børn og unge ved Oluf J. Skjerbæk, 10. udgave, Gads Forlag 1967.

[5] Ibid. S. 65.

[6] Ibid. S. 14f.

København 2300 DK
Get directions

Fødselsdag:

1945

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv