Edith og Alfred Poulsen

Edith Poulsen nedskrev i 1978-1979 sine erindringer om livet på deres gartneri Masnedsund ved Vordingborg. Det er en spændende beretning om gartneridrift over 50 år i 1900-tallet.

Vores gamle Gartneri
Alfred Poulsen, Gartner født i Hingelbjerg, Kellerup Sogn, Thisted Amt den 2. oktober 1900 og Edith Poulsen, født Christiansen født i Vordingborg den 18. maj 1902 begge boende Sundvej 13, Vordingborg.
Skrevet i foråret 1978
Vores gartneri er beliggende på Sundvej 13 i Vordingborg. Vi købte det i 1923 den 1. oktober og boet her siden. Det var et almindeligt blandet handelsgartneri med bænkeplads og kun et lille koldhus med en gammel kakkelovn midt i og en have med nogle gamle store pæretræer. Dengang hørte der ca. 1 Td. Land til. Senere lejede vi en Td. Land mere, som vi så købte 30 år senere, fordi jorden skulle sælges.

Herfra blev der solgt for en forretning, som vi havde lejet oppe i Vordingborg og alle varerne blev kørt derop på en trækvogn. Der havde vi en ung pige til at passe den, og vi havde også en sommetider to elever og nogle koner om sommeren til at hjælpe med kartofler, jordbær og almindelig renholdelse i gartneriet. Jeg tror konerne fik 35 til 50 øre i timen, men vi fik jo heller ikke ret meget for varerne. Der var f.eks. temmelig meget kransebinderi (det var jeg jo vant til fra blomsterforretning), men kransene kostede fra 1,50 til 3 kr. pr. stk. Dengang brugte man altid at give krans til familie og naboer, så det kunne godt blive til 15-20 kranse, og det var gerne mit arbejde at binde dem. Min mand bandt gerne halmbøjlerne og til julen lavede vi moskranse og kristtjørnkranse og kors. Vi havde i 1923 bygget et stort drivhus og formering (til at drive blomsterløg i, juletulipaner, andre tulipaner, hyacinter, påskeliljer og lidt liljekonvaler, krokus og til at så udplantningsplanter, selleri og forskellige blomsterplanter, asters m.m.) De blev priklede ud i bænke, og der blev sået porre, tomater og agurker på varm bænk. Jorden blev gravet op af bænken, og fyldt op med hestegødning, som skulle ligge nogle dage med jord over, så begyndte det at varme, og der kunne sås planter, som skulle have det lidt lunt. Kålplanter blev sået på kold bænk, så kunne vinduerne tages af, når de var tjenlige. De måtte jo ikke få det for varmt, så løb de og blev tynde og lange.

 

Når vi fik blomsterløg hjem om efteråret blev tulipanerne lagt i kasser, påskeliljer i urtepotter og også nogle i kasser til afskæring og øvrige løg lagt i kasser. Så blev der gravet noget jord op, så kasserne kunne komme i jorden. Derefter blev de dækket af jord, og mærket med de forskellige sorter. Ikke alle sorter kan drives lige tidligt og skulle jo heller ikke. Der skulle være både hyacinter og forskellige farver tulipaner, så derfor måtte løgkulerne dækkes over med tang så de var til at komme til selv i streng frost og det var morsomt at se, hvordan spirerne var vokset i jorden. Så kom de ind i formeringen – det lille drivhus, hvor der var mange varmerør og som blev lukket i siderne med vinduer som var til at tage af når løgene skulle sættes ind, vandes og så tages ud når de var knap udsprungne. Dengang ville folk også gerne have nogle som kunne holde. Vi drev ca. 40 tusind forskellige løg. Først for os selv ,senere for en anden gartner, som så selv købte løgene hjem. Løgene kom dengang fra Holland, men så begyndte nogle firmaer herhjemme at lave blomsterløg. ”Koma Løg” på Amager tegnede kontakter rundt omkring. Dænfeldt havde også løgkulturer. Vi fik også mange planter fra Belgien: azalea-palmer, gummitræer og lignende. De kom i nogle kæmpe store kurve og syet ind i sækkelærred. Alt det er jo fortid. Nu laver de danske gartnere selv deres azalea og blomsterløg og knolde bliver også lavet herhjemme. Jeg ved at hyacintløg der skulle drives tidligt blev sendt til Sydfrankrig det sidste år af deres opvækst (den var vist nok 3 år) for at modne tidligere.

Det blev imidlertid vanskelige tider så vi sagde vores lejemål på forretningen i byen op og så kørte vi mand på torvet 2 gange om ugen og havde nogle ture om foråret især med udplantningsplanter, senere med blomkål og tomater. Vi havde fået købt en gammel bil og så solgte vi en del til gartner Jacobsen, som så tog vores gulerødder, bundtede og vaskede, tomater og jordbær med til auktionerne.

Vi havde tomater i det store drivhus og agurker i det lille drivhus og meloner og salathoveder i bænkene (ikke i dem alle). Vi havde også mange tomater på friland. De blev bundet op på tankinstokke og derefter til en ståltråd, der var spændt ud mellem nogle kraftige stolper. Hvis det var en god sommer med både sol og regn, kunne vi høste store høkurve fulde af tomater og ingen tomat smagte bedre end en der var plukket tilpas moden. Faldt det derimod ind med regn rådnede de for os, så det er jo lotterispil. Vores jord er en meget let sandjord som vi har måttet dræne flere steder, fordi grundvandet står højt. Men den lette jord er jo meget tidlig, så gulerødder blev sået om efteråret, men så sent at de ikke kunne spire. Det var med at finde det rette tidspunkt, da der ikke var frost i jorden og ikke varme i luften. Da vi handlede herhjemme fra, var det jo ikke så mange bede, der skulle sås, men da først vi kunne få dem med på auktionerne, så blev det jo mange bede. I begyndelsen blev de sået i hænderne, senere med en lille håndsåmaskine.

Sommetider måtte de også tyndes og altid skuffes og håndluges, for med den lette jord følger der meget ukrudt. Det får smidt frø, når man er optaget af andre ting, f.eks. plukke jordbær, tage kartofler op eller andre ting. I et blandet gartneri skal man jo have alting fra persille, suppeurter og blomster til afskæring.

Før og omkring 1930 kom en meget vanskelig tid. Der var næsten ingen penge mellem folk, så vi forsøgte forskellige ting for at klare os. Vi havde forskellige høns, som vi leverede rugeæg af, og vi rugede også lidt selv. Det var en oplevelse, at se kyllingerne komme ud af skallerne. Der var hvide weiendotter, hvid italien og nogle hvide rosenkammede. De hvide kyllinger blev bedst betalt. De kom til København. Så blev de solgt levende til jøder, for de skulle selv slagte dem efter et bestemt ritual, men vi fedede også selv slagtekyllinger op, så kunne folk komme og få hele nyslagtede kyllinger, som de selv gjorde i stand. Det var hanekyllinger, der blev frasorteret som spæde, så man havde hønekyllingerne til æglægningen. Uden for rugesæsonen solgte vi også friske æg. Vi havde nogle faste kunder, som kom ca. 1 gang om ugen, det var folk, som boede i København og kørte lokomotiverne herned med de store tog og som overnattede i en bolig, der var bygget til dem, så de kunne køre tilbage næste morgen. De tog så friske æg med til familie og venner. Vi havde også dengang en masse kaniner, der blev meget affald fra gulerødder og urter og roer og hø og halm købte vi også. Nogle af hønsene gik til fjerkræslagteriet i Ringsted og også nogle af kaninerne. Vi var med fra starten af slagteriet. Men vi spiste mange af kaninerne selv, da vi jo efterhånden var blevet en stor familie og altid havde en og sommetider to elever, som fik kost og logi.

Jeg skal vist til at præsentere min familie:
Alfred Poulsen, gartner, faderen
Edith Poulsen, husmoder, moderen
Børn:
Ellen Margrethe, født 11-7-1923
Knud, født 19-12-1924
Poul, født 28-5-1926
Inge, født 12-1-1932
Bente, født 6-5-1938

Så det var jo en stor flok at forsørge.
Vi havde også grise, som vi slagtede selv, saltede og fik røget skinke og flæsk og lavet spegepølse også. Der kom en gammel slagter, som ellers gik med slagtertruget på nakken. Han hjalp os med slagtningen og ordnede tarmene for mig, så kogte vi blodpølse i den store keddel i vaskehuset, og det var efter min mors gamle opskrifter. Senere da jeg begyndte at koge hen, kogte jeg forskelligt pålæg sammen i store glas, leverpostej, frikadeller og medisterpølse, for at have forskellige fersk kød, eller var det jo saltet i et stort saltkar, og det røgede blev opbevaret i en kasse med hakkelse. Grønsager og kartofler havde vi, så vi manglede jo ikke mad. Min mand og drengene fiskede også lidt, vi lånte fars pram, og så sætte de kroge eller pilkede torsk. De fangede skubber på krogene og lidt torsk. Vi slagtede gerne to gange om året, og efteråret, når det var begyndt at blive koldt og så selvfølgelig til jul for at have fersk kød til jul og nytår.
Vi havde også gæs i nogle år, dels for at sælge dem til jul og dels for at have nogle stykker til os selv, men dem, der skulle sælges, skulle plukkes og ordnes fint. Der måtte ikke være fjerstykker på. Når de var pillet rene for fjer og dun blev de skyllet i koldt vand. Derefter gnedet ind i pulveriseret harpiks og derefter en tur i gruekedlen og så i koldt vand igen. Så stivnede harpiksen og tog alle småfnug og dun med, når vi gned det af med rene kludder, og de blev så fine som marcipan.

Børnene hjalp til, når vi slagtede, kørte kød igennem en lille kødmaskine og lavede medister også på maskinerne. De hjalp også, når jeg om efteråret saltede en kasse sild, lavede rullemops og kryddersild. Efterhånden som børnene voksede til, fik de bypladser og en havde en avisplads, så de tjente lidt til tøjet. Der skulle jo stadig noget til, men det gik da. Dengang var der jo også noget, der hed genbrug, og jeg syede også selv til dem. Min mor hjalp mig med at strikke sweater og trøjer, og så kendte jeg en gammel kone, som strikkede strømper og sokker.
Efterhånden blev tiderne lidt bedre, sidst i 1930érne kunne vi mærke det lettede lidt. Vi dyrkede mange jordbær på bed. Jorden var meget tidlig så vi sendte dem til København. Der kom en kommissær og hentede dem om aftenen. De blev plukket ret lyse, afvejet i begyndelsen af sæsonen i ¼ kg bakker, senere i ½ kg bakker, sat i rammer, der var beregnet til det samme og så til at stable oven på hinanden. I jordbærtiden måtte vi alle være med. Børnene kunne bære dem over i fyrskuret til vejning og pakning, det stod min mand for. Jeg var med at plukke, og vi havde for det meste en 4-5 koner til hjælp. Da havde vi ikke elever mere. Somme tider kom lastvognene, der skulle køre jordbærrene til København først midt om natten. De samlede fra Falster og tog så vores som de sidste. De skulle jo være i København når grønttorvet lukkede op.
Vi plukkede jordbærrene i bakkerne, som stod i flade kurve, der skulle jo røres så lidt som muligt ved dem og fuglehakkede og plettede bær blev plukket i enten den ene bakke eller et hjørne af kurven. Når jordbærrene var på det højeste, havde vi 5-600 pund. Det allerhøjeste vi har været oppe på var 900 pund. Kommissæren afregnede så nogle dage senere. Hvis ikke vi var oppe, blev regnskabet lagt i fyrskuret, det var dengang. Senere var det en grosserer på torvet, der overtog vores jordbær og en vognmand fra Falster, som vi så skulle betale efterhånden. Det var først efter krigen, at det blev for dyrt at sende og sælge på denne måde. Vi fortsatte indtil for et par år siden med at sende de første og tidligste ind og så sælge de senere herhjemme fra.
Efter krigen gik vi over til kun at sælge kartofler, gulerødder og jordbær til kørende grossister, som så kørte til gartnerforretning og købmandsbutikker og afsatte den. Vi synes det blev for lidt til os selv af den pris, de ville betale. Vi har trods alt alle udgifter og alt det strenge arbejde med varerne. Så forsøgte vi om vi ikke kunne sælge varerne herhjemme fra. Det gik over al forventning godt, vi havde hele tiden haft lidt planter om foråret, stedmorder, nelliker, primula, gyldenlak, forglemmigej og blåpuder og flere andre. Så da vi averterede med jordbær og nye kartofler, kom der godt med kunder.
Mens vi før i tiden havde en god hjælp af nogle piger fra Ørslev, lidt udenfor Vordingborg, der hjalp os og kom flere år i træk om sommeren, havde vi nogle drenge som ikke var os til meget hjælp. Vi blev enige med vores datter, Inge, som gennem mange år har hjulpet os hele sommeren igennem, og uden hvis hjælp vi for flere år siden havde måttet opgive, at vi skulle prøve at køre det på denne måde. Vi hjalp hinanden med at lægge kartoflerne tidligt, det har før været snebyger når vi har lagt dem. Så såede vi ærter og gulerødder, satte løg og skuffede og lugede. Kartoflerne hyppedes med en lille hyppeplov til håndkraft. Det tager min mand sig af.
Når kartoflerne skal graves op, gør Inge det. Jeg piller dem op, så bliver de vejet af efterhånden og salget passer min mand, også af jordbær. Det er Inge og mig som plukker dem, så man kan nok mærke det i ryggen om aftenen. I de sidste 3-4 år har det været meget varme somre og meget tørre også, så vi har jo måttet vande meget med spredere. Nu har vi lange slanger ude på markerne og de skal flyttes rundt, hvor der er allermest brug for det. Det er vandværksvand, vi bruger, men det er gamle ledninger, der ligger og der er ikke særlig meget tryk på, så der kan kun køre en spreder ad gangen. Rørene har ligget i jorden på det sidste stykke af Sundvej. Vi måtte selv bekoste dem sammen med vores naboer, 2 huse længere nede ad vejen end os.
Da vi flyttede ind var der pumpe i gården og den skulle spædes, det vil sige, at der skulle hældes ca. ½ spand vand ned i pumpen foroven, ellers ville den ikke trække vand op. Så det var jo noget besværligt noget, og der skulle også tages mange pumpeslag før det store kar, som havde sin plads ved siden af pumpen, var fyldt. Det skulle fyldes flere gange og så var der servitut på ejendommen, at vores 2 naboer måtte hente vand fra brønden. Det var en boret brønd, men vandet var meget okkeragtigt, så det var sommetider helt gult.
Den første jul, vi boede her, var det streng frost, pumpen måtte først have en keddel kogende vand et par gange og brændes noget halm af omkring jernet, før vi kunne få vand. Derefter blev den bundet ind i kludde og halm, men det var ikke altid nok. Jeg måtte hente vand ind i en vandspand, som kun blev brugt til det samme og deri havde vi så en vandøse til at fylde keddel og gryder til mad. Der gik et par år, inden jeg fik vand ind i køkkenet, for der var hverken vand, lys eller telefon, da vi overtog gartneriet. Det var store investeringer, når pengene var små. Men vi fik det da efterhånden, og det var en stor lettelse lige at lukke op for en vandhane og trykke på en knap for at tænde lyset. Så fik vi ledninger lagt i jorden og standere med haner, så der kunne sættes slanger til. Det var en stor forbedring og bedre blev det, da vi fik slanger der kunne nå overalt. Men der er den hage ved det, at der er så lidt tryk på vandet, så hvis en af beboerne på vores vej vasker, går sprederne i stå. Så måtte min mand vande om natten for i det hele taget af få noget vand. Det var en streng tid, når det faldt i med tørke, især i jordbærtiden, de kan ikke undvære vand. Også bænkepladsen skal have vand, sommetider flere gange i døgnet, når der er frøplanter til stedmorder, nellike, primula og flere andre. De må ikke tørre ud, og de skal vandes med kande, så det tager sin tid.
Vi har også haft mink fra 1944 og i 23 år. Så der blev bygget to nye minkhaller, og en købte vi brugt og en minkgård havde vi også med minkene i bure. Der var flere forskellige stammer, mørke grå og Black Gross, hvide med et sort kryds med af ryggen. De blev fordret en gang i døgnet og fik så foderet skubbet ned, hvis de ikke kunne nå det. Det blev lagt på en foderplads, der sad fast i ståltråden ved siden af et kræmmerhusformet vandtrug. Vand skulle de altid havde, det var nødvendigt, og det var morsomt at vande dem, og høre dem drikke og vaske sig.
Foderet bestod af malet fiske- og kødaffald som vi dog ikke malede selv. Derimod malede vi selv kogte kartofler og også grønkål og gulerødder, så vi havde en kartoffelkoger og en stor kødhakker, der blev drevet med el. Så fik de vitaminfoder og det hele rørt op med vand.
Det gik godt i flere år. Der var også år, hvor der var sygdom i minkene, men det gav jo meget arbejde og da fiskeaffaldet efterhånden blev alt for dyrt – da der var nogle, der kunne se at det gav penge – besluttede vi at holde helt op.
Vi pelsede også selv om efteråret, og det var næsten i døgndrift, for skindene skulle skrabes fri for fedt og spiles på spilebrædder og stilles til tørre med skindsiden ud og så vendes den næste dag med pelse ud og tages af spilerne et døgn senere og hænges i bundter efter først at være renset i en tromle med savsmuld, og det skulle skiftes ret tit ud.
Når de så var fine og rene, skulle de mærkes med plomber og i nummerorden og skrives på følgelister efter at være sorteret i hanner og hunner, farve osv. En kommissionær tog dem med til København til pelsauktionerne, hvor skind fra Finland, Norge og Sverige blev samlet, og der kommer opkøbere fra hele verden, mest fra Amerika. Men nu er det ikke så moderne mere med lange pelskåber, så det det jo også var så bundet er arbejde, man kan ikke få nogen til at passe sine dyr, som man selv gør, holdt vi helt op.
Vi havde jo hele tiden gartneriet, der også skulle passes, og det blev vanskeligere at få nogen til at hjælpe os. Vi fik da solgt den ene af minkhallerne, den ene var købt brugt og ikke meget værd, og den sidste bliver brugt til løbegård til hundene, Inges og vores egen og drivhusene er uden glas i det store, men formeringen er bygget op.
Der er en dejlig vinstok, som står udenfor og kommer ind i gavlen og giver en bunke dejlige druer. Ellers bliver det bare brugt til frøplanter af tomater. Jeg tager selv frøet af dem både de små Cherry og almindelige tomater. De bliver pottet og senere plantet på friland. Vi sælger også lidt planter af dem. Desuden sår vi lidt blomsterplanter, men de fleste blomster sår jeg på friland og tynder så ud i stedet for, det er nemmere end at plante, og så har planterne fat med det samme, og skal ikke passes så meget med vand. Også basilikum sår jeg i små urtepotter og planter ud, det er en dejlig krydderurt til mange ting.
Min interesse for krydderurter stammer fra den tid, der blev anlagt en historisk have på ruinerne ved Gåsetårnet, da fik jeg foræret en løvstikke, en hjertensfryd og en estragon af en gartner, der arbejdede der, og siden har jeg købt og prøvet mange forskellige krydderplanter, men der er jo altid nogen man foretrækker frem for andre. De skal jo ikke bruges i flæng, men til de ting og sager, som de passer til. Bønneurt, Sac, bønnen en dejlig smag, og er god i grønsagssuppe og tørret løvstikke og merian er også godt og nemt hele vinteren. Når man så har en dybfryser fuld af frugt og grønsager er det rart og nemt.
Vi har de senere år haft vores egen lille køkkenhave med porre, rosenkål, masser af tomater; også til frossen pure, salat, helst Iceberg, radiser, squash og dild. Jeg har prøvet kinesisk kål, den vil ikke rigtig lykkes, og bønner har vi mange af. Vi bruger staldgødning og kunstgødning og får jorden pløjet og harvet med maskiner.
De sidste år har vi måtte lade være at dyrke noget af det, for vi kan ikke overkomme det mere, og for nogle år siden havde vi den ulykke, at stranden gik ind over markerne, og det er en ulykke, som vi har været udsat for tre gange i de år, vi har boet her. Den første gang kom stranden ganske stille løbende, og jorden bobler og alt luft går ud. Der er ikke mere end 100 m til stranden.
Den første gang vandet kom, var i 1954 og det kom som en flodbølge og steg højere og højere og til sidst var det så højt i minkhusene, der stod i det frie, at minkene svømmede. Så var der intet andet at gøre, end at flytte dem og sætte dem ind i de ledige bure. Dengang havde vi kun en hal, og da det skulle gå hurtigt – de skulle tages i fælden og flyttes – kom der ikke burkort eller afstamning med. Min mand skulle jo selv tage dem i fælden – dyrene var skræmte og drivvåde og han kunne kun tage en i hver fælde. Vi havde hele tiden håbet, at vandet ville standse inden det kom så vidt. Så kom der to naboer og hjalp – da stod vandet så højt, at det gik ind i de høje fiskerstøvler, som den ene havde på. De andre vadede i vandet med almindelige støvler og var selvfølgelig gennemblødte. Vandet stod lige op til en rist til min kælder, men kom dog ikke ind under huset. Men al jorden var under vand og selvom det meste var løbet ud i stranden igen i løbet af 2 til 3 dage, var jorden ødelagt for de næste 3 år. Kartofler kan gro nogenlunde, men bogstaveligt talt intet andet en ukrudt kan til gengæld gro, og jorden skal holdes ren og skuffes og rives op hele tiden.
Alt bakterieliv er ødelagt og der kommer forskellige salte og kemikalier frem, særlig hvis det falder ind med sol, eller tørke, så de første tre år efter en oversvømmelse har man kun en masse arbejde ud af det.
Den anden gang stranden kom, var i 1962. Det var dengang der var den store oversvømmelse ved Vestkysten, og alle havnekvarterne i Hamburg var oversvømmet, og der druknede en masse mennesker. Det er når vandet presses ned gennem bælterne og fylder Østersøen. Det er når blæsten har været sydvest og så pludselig går i nord, så er oversvømmelserne her pludselig og det er noget forfærdeligt noget, som vi jo er fuldstændig magtesløse overfor.
Den tredje gang vandet steg over det mest af jorden var i 1975, den 2. januar. Det er i vinterhalvåret, det sker, og det kommer fra engene længere ude mod Ore og af bagvejen, over vejen fra vores nabo, som jo også er oversvømmet. Sidste gang fik vores nabo fat i nogle store pumper fra Falck, ellers havde hele han hus været oversvømmet. De pumpede i ca. 12 timer med to pumper, ellers havde vi også haft vandet inde i huset. Det slap vi da for. Men ikke for at få ødelagt vore jordbærstykker, for det blev tørke de næste somre, men vi havde de fineste kartofler man kan tænke sig. Jorden er jo vores arbejdsredskab, men der er ikke noget, der hedder erstatning for Naturkatastrofer, så vi må jo klare os så godt vi kan. Jordskatter skal vi jo stadig betale.
Nu er vi gamle. Min mand er fyldt 77 år, og jeg fylder 76 år til foråret, og vi får folkepension, og vi kunne godt tænke os at sælge gartneriet, men ville jo gerne blive i vores gamle hjem længst muligt. Vi har boet her 56 år og er jo vant til at gå ud og være i naturen, også vores hund kan vi heller ikke undvære, så vi må se, hvordan alt går.
Lige i øjeblikket har kommunen lagt en hovedledning tværs over vore marker og gravet hele bjerge af jord op. Det er en ledning fra renseanlægget, som skal gå under vandet ved Masnedsund og føres over Masnedø og ud i Storstrømmen. Vore dræn er ødelagt, det skal de altså ordne igen. Jorden sejler af grundvand og er trykket sammen af de kæmpe maskiner, de har måttet bruge, så den skal kradses op igen, og selvom vi fik noget erstatning, er det jo mere end sørgeligt at se på.

 

1979:
Der er gået 1 år siden jeg sidst skrev, og vores jord er ikke i orden endnu. Drænene er ordnet, men nu viser det sig, at jorden er helt kørt fast, hvor de store maskiner har kørt, så kan drænene ikke virke. Vi håber, at det går i orden. Foreløbig har vi store snebunker alle vegne den 2. marts, så det varer jo noget, inden jorden bliver til at komme til.
Vi får en vognmand, som har jord og dyr, til at pløje og harve det for os, når vi synes det er for grønt.
Vi har i vinter været sneet inde hele to gange, men har flinke naboer, som har hjulpet os, så vi har klaret os godt. Nu er der jo også noget der hedder en fryser, der bliver meget af sommerens afgrøder, både grønsager og frugt, puttet i. Også kødvarer, så det gik godt alt sammen.
Jeg vil nu slutte denne beretning om vores gamle gartner og håber De kan bruge den.

 

Læs om Ediths barn- og ungdom ved Masnedsund her: 

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/sundvej-4760-vordingborg-edith-mary-poulsen-foedt-christiansen/

Sundvej 13
Vordingborg 4760 DK
Get directions

Erindringen ønskes afleveret til:

Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv