Edith Mary Poulsen, født Christiansen

Edith Poulsen erindrer sin barn- og ungdom ved Masnedsund. Det er en fortælling om de daglige gøremål, man havde i et lille lokalt samfund, og hvad man som barn og ung lavede i sin fritid for cirka 100 år siden. Erindringen er nedskrevet i 1981. Gør ejerskabskrav på erindring

Vordingborg 1981

Mit navn er Edith Mary Poulsen, f. Christiansen, f. 18.5.1902, Masnedsund, Vordingborg.

 

Min far hans Peter Christiansen, født i Snesere 1873

Min mor Marie Andrea Larsen, født i St. Mikkels sogn, Slagelse

Min bedstefar Morten Larsen

Min bedstemoder Ane Margrete Larsen

Min farfar Frederik Christiansen

Min farmor Karen Marie Christiansen

 

Bedstefar hjalp min Onkel, som havde det Gartneri, vi har haft i 58 år, og før den tid var Bedstefar Kusk på Frydensdal, hvor han traf min Bedstemor, som var Stuepige. Før den tid var Bedstefar Garderhusar i København, og havde også været i Krigen 1864, men de kom ikke med i noget Slag. Han havde været ude at tjene som vogterdreng da han ikke var ret gammel, og længtes hjem til sin Mor, har hun fortalt. Bedstemor ved jeg ikke ret meget om, men da de blev gift, kørte Bedstefar som Kusk på et Mejeri, hvor der blev lavet meget smør. Det lå i Slagelse, hvortil de flyttede. Der blev mor født og min morbror udlært som gartner og fik gartneriet her og hans forældre hjalp ham med det daglige arbejde. Det var et blandet gartneri og en forretning i byen.

Min farfar ved jeg ikke så meget om, udover at han arbejdede som karl på landet, og at de derefter flyttede hertil, hvor farfar kørte kul til forterne på Masnedø fra en kulgård på Øen.

Farmor kom fra en gård, jeg mener det må have været omkring Rønnebækholm. Der var hele 6 døtre, så far havde mange mostre, og de blev kaldt ved deres fornavn først, f.eks. Hanne Moster. En af mostrene boede på en gård, der hed Borupsminde. Den hørte under Rønnebækholm Gods, men de købte den, fordi selv ville have jagten. Der var marker med til Suså. Gården er desværre nedbrændt, og vi har slet ingen forbindelse med fars mange fætre og kusiner.

Min far sejlede på færgerne, der gik mellem Masnedø og Orehoved, og så var der en jernbanebro mellem Masnedø og Masnedsund, så togene kom ind over øen og de internationale tog og godsvogne blev overført med færgen. Almindelig tog blev rangeret om, så de kunne køre tilbage til København, når de var gjort rene. Der var nogle koner, der gjorde rent i vognene og ventesale. I Masnedsund var der en stor ventesal, hvor der om foråret somme tider var fyldt med Polakker, der skulle op at arbejde på gårdene, så var der en Polakfører med dem. Når børnene om morgenen skulle ordnes, der var kun koldt vand i nogle haner på perronen, tog mødrene vandet ind i munden for at varme det, og sprøjtede det så ud i ansigtet på børnene – der var ikke det mindste til at hjælpe dem – de sov på gulvet i ventesalen om natten og blev vel af afhentet fra de forskellige gårde og herregårde. De havde alle boliger som der kun boede polakker i – også på øen var der et polakhus, der lå to gårde i den modsatte ende, end der hvor vi boede, og der gik en hel flok børn op for at hente mælk om aftenen, når den var nymalket. 25 Øre for 2 l sød mælk + en lille slat oven i.

Vi boede i et af de høje grå huse, som lå på øens sydspids, der hvor Storstrømsbroen lige går forbi. De huse var på fire lejligheder, og vi boede ovenpå. Der var et meget stort køkken med en vaskekedel i det ene hjørne, men da alt vandet skulle bæres op, tror jeg ikke mor brugte den ret meget, for der var et vaskehus i gården, der skulle vandet først pumpes op med en pumpe i gården, og bæres ind i vaskekedlen og ligeledes til madlavning, så det var jo besværligt, og om vinteren måtte de somme tider også bære det ned, fordi nedløbsrørene var frosne.

Mere om lejligheden: Til køkkenet var der et meget stort spisekammer, man kunne gå ind i og skære brød og smøre mad og opbevare forråd af forskellig slags, syltetøj og lignende. En meget stor stue, som gik tvært over huset med et stort vindue til begge sider, var både soveværelse og opholdsstue og da vi efterhånden var 5 børn, var der jo ikke så meget plads – derefter var der en lille stue ved siden af den store, hvor man havde en lille buffet med det pæneste porcelæn og de nye kopper, også en sofa, et bord og stole, men det blev ikke brugt til hverdag. I stuen stod far og mors senge og også nogle senge til os børn, som stod langs væggen. Vi må have sovet i en til pigerne og en til drengene – og så stod der et spisebord og nogle stole – fars skibskiste stod foran det vindue, der vendte ud mod vandet, hvorfra man kan se til Bogø, og så den allersmukkeste udsigt mod Vintersbølle. Jeg mener, at vi brugte skibskisten til at sidde på, når vi spiste. Men den var ellers en helligdom, der ikke blev lukket op ret tit – de nordiske flag var malet indvendig på låget, og så var den sag gul indeni, med små skuffer med låg ved siderne, som klappede fast i, og udenpå var den skibsgrøn – Far havde jo fra sine rejser med skibe samlet forskellig ting, bl.a. nogle udstoppede fugle og fuglehoveder, men jeg tror, der var nogle han selv havde udstoppet, for de var udstoppet med tobak, og der gik vist efterhånden også møl i dem. Der var også nogle meget smukke gevirer af forskellige dyr – men det var jo alle tiders, når far lukkede kisten op og fortalte. Mor har fortalt mig, at jeg havde et tæppe på min barnevogn af edderfugleskind, som var syet sammen. Det havde min far købt, da han var i Grønland. Oppe på loftet hos mine forældre var der også noget fra en hval, en barde de sier vandet igennem, når de har fanget en mundfuld, så bliver alle smådyrene tilbage.

Det vand, der var i brønden var meget salt, der var jo kun ca. 100 m til stranden, så kørte banen en vandvogn hen til et lille skur, hvor den blev koblet tid, så vi kunne får fersk vand fra en hane. Skuret lå midtvejs mellem alle husene – det var beregnet til drikkevand og til madlavning.

Vi havde et stykke jord, hvor far dyrkede grønsager og kartofler. Hønsehus og hønsegård var der også, så der var friske æg – Hans og Grethe var 2 dværghøns, som altid fløj over ståltrådene og så skrabede de jo i haven.  Far havde også kaniner, og om sommeren kom de ud på græs i nogle ståltrådsbure, men da der ikke var bund i burene, gravede de sommetider huller i jorden og smuttede ud, og så gik den vilde jagt med at fange dem, vi skulle være flere, ellers kunne vi ikke få fat i dem.

Boligerne som alle ejedes af Staten, var grå og røde. Der var forskel på folk – de grå var menigmands og de røde var med få undtagelser officerernes. Også et badehus ude på den store mole var for officererne. Det var også forbudt område for os børn, for det var farligt at gå derned. Molen ligger under Storstrømsbroen, som den altid har ligget, dels for at færger kunne komme i havn, der var lys helt ude på spidsen og marinen havde også en bro og en oplagsplads eller rettere et stort skur, jeg ved ikke rigtig, hvad der blev opbevaret, men der var sommetider marineskibe, der lagde til, og de indkaldte gjorde forskellige øvelser og gymnastik, når de kom i land, og der skulle vi selvfølgelig også hen at kigge.

Hvad der også var forbudt område for os børn var sporene, der måtte vi kun gå over sammen med nogle voksne eller store børn. Når vi skulle med toget i skole om morgenen og hjem om eftermiddagen. Mens vi boede på øen blev en af rangerpersonalet klemt ihjel, de skulle jo ned under vognene og løsne sammenkoblingen, så det var en farlig arbejdsplads. Hvorfor det også var forbudt område på den anden side af sporene, så vi kendte ikke noget til den side af øen. Nu er der jo lavet om på det hele med den store dæmning, som togene kører på, lige ud på Storstrømsbroen. Vores nabo var fars kollega fra færgen, og jeg kan huske to familier som far og mor kom lidt sammen med, den ene hed Anders Larsen, og de boede lidt op af den vej, der går langs stranden. Der lå også lodsgården, og ved siden af boede endnu en lods. Til lodsgården hørte lidt jord, så de havde en ko, så havde de mælk til egen husholdning. Der blev lavet en lille bro, som lodsen kunne bruge. Jeg mener, der var en motorbåd, den blev sommetider brugt, når fruen skulle til byen. Der fandtes jo ikke butikker derude. De andre mennesker, som far og mor kom sammen med hed Sørensen. Han blev altid kaldt Jyden. Han talte så ravjysk – men det var ikke ret tit, vi havde fremmede, som vi kaldte det dengang og heller ikke ret tit, at vi kom hos dem. Min farbror Lars boede i en af de andre høje grå huse, min tante Anna havde TB og var meget på Faksinge Sanatorium – så var min faster Ingeborg og passede ham og hans datter Lilly – hun var også meget invalid og gik med krykker. Jeg ved ikke om det både var TB og børnelammelse – hun har været på sanatoriet på Refnæs flere gange. Jeg var med farbror Lars derhenne og også en gang med far og mor.

Man kom forbi Blindeskolen på vejen derop, og så hvordan de blinde børn færdedes og legede næsten mere vildt end seende.

Jeg kan ikke huske, at hverken mine bedsteforældre og min fars forældre kom på besøg hos os, men vi boede på øen, men senere da vi flyttede til Masnedsund, kom de da, men ikke ret tit. Der var jo ikke ret meget fritid, og farmor gik med krykker, det kunne slet ikke lade sig gøre – derimod var vi tit med mor en tur inde hos mine bedsteforældre – mor sagde altid, at vi blev så snavsede af jorden dernede. På øen var det næsten det bare sand, så det griser ikke så meget. Engang vi var på besøg og gået en tur til stranden, sad mor på en bænk og talte med en anden dame, og vi børn legede omkring, faldt min bror på hovedet ned i en grøft, og vi andre råbte højt, for mor troede bare det var noget pjat, men så kom hun da og fik ham hevet op, og så bar hun ham hjem til bedstemor, de boede jo lige ned til stranden, og hvor bedstefar skældte ud, at hun ikke kunne se ordentlig efter drengene. Han var nok kun omkring 3 år. Vi børn blev jo nok forkælet noget hos bedsteforældrene, vistnok især mig, som jo var den ældste. Bedstefar havde altid, i den tid der var frugt, en pære i lommen til mig, især gråpærer. Når jeg ser ud på det gamle gråpæretræ som står her endnu ved gavlen af vores hus og ikke giver nogle pærer mere, men er så smuk i sine grene, husker jeg Bedstefar-pærerne.

Da der ikke var butikker på Øen, måtte vi til Masnedsund og Vordingborg for at handle. Engang imellem tog vi til byen hos en spækhøker, der solgte alt røget: pølser og flæsk, klipfisk, altså i halve sider, som selvfølgelig kunne skære ud – og ikke som nu i pakker – saltet sild af forskellig slags. Far saltede selv sild, men fik vel brugt op, og fedt mener jeg også, han havde. Det var ikke nogen stor forretning, men han tjent godt. Jeg ved, at han købte flere huse og lejede ud.

Vi havde selv høns, æg og kaniner, og far havde en pram, som han stangede ål fra. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad vi spiste, udover at vi fik god mad, men det var da mest mor, der lavede den, undtagen når hun vaskede, for da lavede far altid maden. Mor syltede noget, men der var ikke så mange buske i vores have på øen, først da vi flyttede ind til Masnedsund, fik vi megen frugt fra haven. Far købte jordbær og andre bær og frugter hos nogle folk i Orehoved. Det var dertil færgerne sejlede fra Masnedø. Om efteråret købte far også honning og porre. På færgen var der 4 mand, som et par gange i jagtsæsonen købte et helt dådyr og delte, så de skiftevis fik for- og bagende. De købte det af en kommissær, som rejste til København for lodserne på Lolland og Falster, når der havde været storjagter. Der var også en kommissær, som rejste fra Vordingborg, han havde alle mulige ærinder med og ting og sager med hjem igen, men det er første senere. Far købte også halve røgede hellefisk fra en importør, der boede på Bogø, han hed Steffensen. Jeg mener, at han selv havde skibe, der gik til Grønland. Det var i det mindste skibe fra Bogø, for jeg har hørt senere, at alle drengene, når de var konfirmeret alle skulle med på en Grønlandstur.

Æbler købte far også i Orehoved, og senere da vi boede i Masnedsund, tog han og drengene med Kalvehave-toget til Viemose og hentede en hel sæk fuld af nogle grønne æbler, som kaldes brøndæbler. De rejste gratis med toget, der blev udstedt et frikort. Far havde et kort, mener jeg, og det havde vi også til skolen. Jeg gik 2 år i skolen, mens vi boede på Øen.

Vi blev vasket i en balje efter tur i køkkenet om lørdagen. Til hverdag blev vi vasket ved køkkenvasken. Jeg husker, at engang vi skulle bort, gjorde mor sig i stand først, men tog ikke sin kjole på, og så blev vi børn ordnet efter tur, og de som sad oppe på det lange køkkenbord fik besked om at sidde rolig, så kunne mår lige tage sin kjole på, og vi kunne komme af sted. Vi skulle jo passe togtiderne.

Vi havde jo vores pæne tøj på, også om søndagen. Mor havde lært at sy, inden hun blev gift og havde da også selv syet sin brudekjole i fin uldent stof og noget silkebrokade på nogle ærmepuffer, som var brugt dengang, og med et hvidt slør, som jeg fik til at holde fluer væk fra mine børn, når de lå ude i barnevognen. Det var genbrug. Mor syede noget af vores tøj, og Tante Marie, min onkels kone, hjalp hende sommetider med at sy kjoler til pigerne. Vi havde undertrøjer af bomuld eller uld inderst, så livstykker med strømpeelastikker og lange uldstrømper. Bukser af noget bomuld eller lærred og så en kjole og forklæde og en strikketrøje.

Drengene havde, da de var mindre, også livstykke med strømpebånd og lange uldne strømper og korte bukser, til lidt under knæet, og undertrøjer og sweater. Jeg ved ikke, hvem der strikkede alt det tøj, men jeg husker tit mor med stoppetøj om aftenerne i de senere år, når far læste højt for os, og mor så sad på sin stol og faldt i søvn, hun har selvfølgelig været træt af dagens møje. Hvad angår nattøj havde pigerne en natkjole, og drengene holdt bare deres skjorter på. Når vi skulle sove, sagde mor gerne med og aftenbøn ”Nu lukker sig mit Øje, Gud Fader i det høje, i varetægt mig tag, fra synd og sorg og fare, din Engel mig bevare, som ledet kan min fod i dag” og så faldt vi gerne i søvn. Far havde jo ind imellem nattevagter på færgen, og så sovedag og fridag – og når han skulle sove, måtte vi børn være stille, for der var jo ingen steder, vi kunne gå hen, hvis det var dårligt vejr. Om sommeren og når det var godt vejr, havde vi jo gode legepladser neden for husene og på lidt græsmark nede ved vores have. Men havnen og den store mole var forbudt. Der måtte vi ikke komme, men engang var vi gået forbi molen langs stranden, og der var drevet et lille barnelig i land, så vi fik fat i nogle voksne, som så fik fat i Politi. Der var store undersøgelser, både på gårdene, eftersøgning af skibe, som havde passeret, der var jo lods ombord, men det blev vist aldrig opklaret.

Der lå for sig selv kaptajnsbolig med en stor have til og forneden af den lå der isbådshuset. Isbådene kom frem til eftersyn om sommeren og blev istandsat. Det var nogle store åbne joller, med mange sæder, og flad bund, så de kunne skubbes hen af isen, når de var i brug, og kunne sejle, når der var åbent vand. Det var ikke ufarligt når mandskabet skulle ud med isbådene. De måtte springe for livet, for der var jo våger og stærk strøm gennem Storstrømmen, så det var kun i yderste nødstilfælde, at isbådene blev brugt. Men Storstrømmen kunne også lægge til med is over det hele. Jeg har et fotografi af en af færgerne midt ude i strømmen og alt mandskabet står på isen rundt omkring, og isen havde jo så megen kraft i sig, at den skruede op i store bjerge, så færgerne ikke kunne sejle og drev ud af kurs. Far fortalte, at de i isskruninger og tåge var drevet mod Bogø – med passagerer, og det var jo ikke så godt – men de kom da omsider til Orehoved. Der kom ellers en lille isbryder og skulle holde sejlløbet åbent. Det var sjovt at se dem arbejde, først fuld fart på, så den kom op på isen med forenden, så isen brød sammen, så igen tage tilløb til igen at komme op på isen, så der efterhånden blev en sejlrende, til strømmen vendte og der drev fuldt af is igen. Engang var vi en flok børn, der var gået ud på isen nede ved vores have, hvor vi havde leget på isen. Vi havde en hund med, Basmand, og vi mente, at når isen kunne bære Basmand, kunne den også bære os, så vi gik bare derudaf – men de mindste børn fik da fat i nogle voksne som så fik kaldt os ind igen. Derefter måtte vi kun lege inde ved bredden. Vi havde nogle slæder, og drengene havde nogle små slæder og en pigkæp, og de kunne få god fart på, når de stod på dem og havde pigkæppen. Det var et kosteskaft med en pig, et spidset jern, et stort søm. Det stak de imellem benene og satte fra hele tiden, og så stod de på den lille slæde, som ikke var større, end de lige kunne have benene på og så piggede(?) de om kap.

Legetøj havde vi ikke ret meget af. Bolde og nogle enkelte dukker. Jeg havde en lille glasdukke ”Dukke Emma” som var købt i en lille forretning i Vordingborg, og når vi var med i byen, skulle vi jo altid hen at kigge på de udstillede ting. Glansbilleder havde vi også, som vi byttede med vore skolekammerater. Kugler havde vi også, men dem spillede vi med til en streg, både lerkugler og glaskugler. Vi legede også pind, to sten med en pind over, som vi skulle slå af og så løbe om kap med det andet hold.

Om foråret legede vi også sanglege i kreds, vi var jo ikke så mange på sådan en lille ø, så vi var nødt til at lege med hinanden, ja der var nogle store drenge, som vi ikke legede med. Det eneste sted, som jeg gik på besøg, var hos min bedste veninden, Valborg. Hun var datter af fars og mors gode venner, og havde en lillebror, som var lige gammel med min lillesøster, så når vi skulle passe de små, kom jeg derop med Grete i barnevognene og stillede den i gården hos Anders Larsen, og så legede Valborg og jeg, og lod hendes mor passe begge børn. Engang var vi gået længere op ad vejen langs stranden, der var en strandeng helt fuld af halvstore, blå stedmoderblomster, og den kunne vi ikke stå for. Ellers var det jo kun mager og sandet jord, hvor der ikke voksede særlig mange blomster.

Engang havde proprietæren, som boede på den nye Masnedgaard, han hed Jørgensen, kørt en bunke døde rotter og lagt på marken neden for de store grå huse, jeg ved ikke af hvilken grund, men han var en meget indbildsk og hoven mand, og han ville genere de andre mennesker, men det blev meldt til politiet, og han måtte fjerne dem igen. Han har den eneste på øen, der ejede en bil, og vi børn stimlede jo sammen om den, når den kom kørende til stationen. Der var ildebrand på gården en aften, og der indebrændte en del køer. Vi var deroppe, far og mor med den mindste i barnevognen, og det står for mig som noget meget uhyggeligt noget.

Mange år efter, da jeg boede i Masnedsund, var der igen ildebrand i den samme gård.

Min yngste søster er født på Masnedø. Jeg kan huske, at min anden søster sagde, hun har jo ikke noget hår på hovedet. Vi store var kommet i seng i det lille værelse, for at være lidt af vejen, men så skulle vi jo også ind at se hende. Jeg var syv år dengang.

Vi var en flok børn, der skulle med toget til Masnedsund for at gå i skole, så vi havde frikort, så kunde det jo ske, at en ikke kunde finde sit kort, så blev konduktørerne gale på os. Det hændte da også, at vi småsloges lidt på vejen hjem i toget, men ikke for alvor. Vi var jo et lille lukket samfund, som skulle omgås hinanden, så det kunne ikke gå med uvenskab.

Nedenunder vores lejlighed boede et ældre ægtepar, Møller hed de, de havde voksne børn, og vi har sikkert været noget af en belastning for dem med en flok børn oven på, men det gik da alt i alt meget fredeligt til. Der var en kone i den anden blok, som var et galt spektakel, men hende holdt vi os lidt på afstand fra. Konerne blev kaldt ”Madam”, undtagen officerskonerne, da hed det ”Fru” – der var da forskel på folk.

Vi var tit en tur over med færgen om sommeren, altså en skovtur med madpakke. Så gik vi langs stranden fra Orehoved ud til skoven, helt ud til et udflugtssted, hvor der lå en lille ø, som hed ”Dyrefoden”. Der var så lavvandet, så far og drengene kunne soppe derover. Der var kun dyr og fugle på øen. Så spiste vi vores mad og gik gennem skoven hjem. Der lå en herregård forenden af skoven, med nogle meget store rododendronbuske, og så gik vi ad landevejen til Orehoved igen. Vi var kun og selv på disse skovture, mener jeg, det er jo så mange år siden. Jeg var kun ni år, da vi flyttede til Masnedsund men synes alligevel, at min bedste barndom havde jeg på Masnedø. Vi flyttede, for der blev bygget en ny skole i Vordingborg landsogn, som Masnedø hørte til, det var Marienberg Skole, og på den skole skulle vi kun gå i skole tre dage om ugen, det ville far ikke have. Så købte de et hus her på Badevej, det hørte under Vordingborg, så skulle vi ikke skifte skole, men gå i den samme skole som hidtil, Og mine egne børn har også gået i den samme skole.

Det var jo en omvæltning at flytte fra Masnedø, hvor vi jo havde haft et meget frit liv, til Masnedsund. Nu boede vi lige ved mine bedsteforældre og min farmor og farfar og en faster og farbror, som boede sammen med dem. Faster holdt hus og farbror hjalp farfar på kulpladsen. Bedstefar og bedstemor hjalp min onkel i gartneriet, så der var ikke så langt til nogen af dem. Bedstefar og bedstemor gik i kirke hver søndag og havde deres bestemte stol i kirken. Far og mor havde også en bestemt kirkestol, men kom der ikke ret tit.

Hos farmor kom jeg over for at læse ”Knold og Tot” i ugebladet, og så fik vi kandis. Farmor skar al deres brød i hånden med en brødkniv, rundtenommer, hun har skåret til alle sine børn.

Farfar havde en hund, som stod bundet henne ved hans stol, den måtte ikke gå løs ude, jeg ved ikke om den var bidsk, og så havde de også altid en kat, og de sov fredeligt i hundens kurv sammen og spiste af samme madskål.

Farmors køkken havde rødt murstensgulv, og så havde farmor en himmelseng med gardin om og et fast skab for inden af sengen. Det var kun en lille lejlighed, og der hørte også en lille have til, til lidt urter og nye kartofler og lidt blomster.

Min faster passede badeanstalten, som lå lige for enden af vejen, det var kommunen, der ejede den. Den lå for enden af en lang bro, og der var så badekabine, hvor man klædte sig af – og nogle af dem kunne man gå i vandet inden i selve afklædningsrummet, hvis ikke andre skulle se en i badedragt. Det var mest nogle ældre fruer fra byen, der brugte det. Så var der et stort svømmebassin og uden for det var det på eget ansvar, for strømmen var til tider stærk. Herrernes badeanstalt var bygget sammen, men adskilt alligevel. Jeg lærte at svømme ved at få et svømmebælte på og så bare ud i bassinet. Og den færdighed glemmer man aldrig, jeg er nu 79 år og går til svømning i pensionistklubben. Der var også nogle, der skulle prøve at svømme over til Masnedø. Jeg har selv svømmet turen to gange, men det er meget længere, end man tror, for der er stærk strøm gennem sundet, så det trækker jo meget. Badeanstalten lukkede den 1. oktober, og vi blev da ved at gå i vandet, selv om det kun var 13 grader, det mærkes ikke koldt, når man badede hver dag. Vi gik også med skolen til svømning, først ved siden af havnen, men senere herved, hvor vandet var frisk dengang, det er det ikke mere.

Vi fik jo nogle andre legekammerater herinde, men det var først om aftenen og i mørkningen, at vi rigtig legede. Om sommeren var det meget sanglege, ”Munken går i enge”, ”Der kom en mand fra det røde hav”, ”Tornerose var et vakkert barn” og mange flere. Og så var vi en flok børn, som legede skjul og gemte os for hinanden. Jeg kan ikke huske, om vi legede om eftermiddagen, vi gik i skole til kl. tre og skulle så ordne lektier og vel også hjælpe mor lidt med forskellige ting, byærinder og lugning i haven og den slags. Mor var aldrig i haven for at arbejde uden far var med, der var jo også nattevagter, og så måtte vi ikke lave spektakel, når far skulle sove.

Når mor havde storvask, lavede far altid maden. Der var jo også en virkelig stor vask, og ikke de vaskemidler der nu er fremme, men det begyndte så småt med noget kemisk til at sætte i blød i, og så fik man en vaskemaskine til håndkraft, altså, af dem der vugger og senere en vridemaskine, som vi kunne hjælpe med at trække, så tørrer tøjet jo meget hurtigere, og en rulle havde vi da også.  Den stod på loftet. Jeg skulle også lære at strikke strømper, det var ikke lige det bedste, jeg vidste, men jeg måtte jo i gang. Det skulle vi også i skolen og sy undertøj, bukser med bindebånd i siden og i linning og ellers sypose med forskellige sting, blå og røde kontursting og bagsting. Også et syforklæde, en hvid firkant med bændel i halsen og bag om ryggen, og det skulle vi selv betale, og der lå en del syforklæder, som ingen havde købt, dem blev vi sat til at sy skjorter af til de soldater, som manglede. Der var jo indkaldt mandskab. Kun til vores konfirmationer fik vi lov til at sy et fint skørt, med en bred festonflæse forneden. Det blev syet på maskine, men ellers blev alt det andet syet i hånden. Det var en dygtig lærerinde, vi havde, men hun var skrap. Jeg gik også i søndagsskole, da vi boede i Masnedsund, og i en håndarbejdsskole, som hed ”Daggry”. Det var noget indre- og noget ydremissionsk. Det var en anden lærerinde, som underviste os, og vi lærte forskellige sting, korssting, knaphulssting, fladsyning og syede forskellige ting som bakkeservietter og andre ikke for store ting, som blev solgt på en basar, hvor vi jo også selv kunne købe. Pengene gik til noget missionsarbejde. Jeg gik også et par vintre sammen med min veninde Valborg op hos hendes tante og fik lidt undervisning i noget broderi, men det er ikke noget, jeg har haft særligt glæde af, for da jeg havde lyst og gerne ville sy, havde jeg hverken tid eller råd til det.

Der lå indkaldte soldater i gymnastiksalen, det må have været i en af skoleferierne. Det var vi meget optaget af. Det må have været under en manøvre. Der blev jo ellers indkvarteret soldater hos private. De skulle selv sørge for kosten, og fik udleveret nogle små rugbrød, som de sommetider gav børnene, margarine, pølser og sukker. Den varme mad kom der nogen med.

Jeg blev konfirmeret den 2. oktober 1916 og kom ud at tjene hos seminarieforstander Halse, det var en af mine lærerinder, der havde skaffet mig pladsen. Det var almindeligt, at man gjorde det, altså ud at klare sig selv.  Jeg ville ellers gerne have læst til lærerinde, men det kunne der ikke være tale om, for begge mine brødre skulle på realskole og have eksamen og læse videre, så var der ikke råd til mig. Min ældste bror kom ind ved Store Nordiske telegrafselskab og var først i England, senere i Irkudsk i det nordlige Rusland, og da så Rusland trak sig ud af samarbejdet med Store Nordiske, kom han tilbage til England.  Derefter hjem for at være soldat, og så læste han til lærer på seminariet, medens han boede hos far og mor. Senere gift med en englænderinde og arbejde som lærer nogle år. Så kom hendes far herover, og under krigen måtte de melde sig på politistationen hver uge, for da havde min bror arbejdet om lærer ved den engelske skole i København, men alt det ligger jo langt ude i fremtiden dengang.

Nu vil jeg fortælle om mine første ungdomsår på Hvidebo. Der var en kokkepige Emma og en stuepige Dora og så mig, som skulle gøre rent på elevværelserne på første sal, vaske op. Der var 32 hver dag og ellers tage alt mulig skrubarbejde. Der var meget arbejde, og pigerne boede i kælderen, men det var ellers et godt sted at være. Der var jo mange unge mennesker og en meget livlig mødeaktivitet på seminariet.

Der var en foredragsforening, den var far og mor også medlem af, og der kom mange fremmede og fortalte på seminariet og holdt foredrag. Jeg kan bl.a. huske Jakob Knudsen og tilrejsende gæster boede og spiste hos Halse. Så blev der gerne holdt selskab om aftenen efter sådan et foredrag, og der var megen selskabelighed, der var folk fra byen, lærer og mange andre. Vi piger var altid med på seminariet, hvor det meste foregik, men vi var også med når Emberg holdt koncerter på ”Valdemar” med kor fra seminariet og forskellige instrumenter og musikere, som kom tilrejsende, det var meget højtideligt.

Der var selvfølgelig forskellige steder, hvor de unge kom, Konditoriet, hvor der var dejlig lagkage og kaffe, men det var kun, når det lige havde været den 1., ellers var der ikke råd til det, og en tur på ”turisten” var mere sjælden, men en gang imellem en tur i biografen. Det kostede 35 øre for børn og 50 øre for voksne. Der var en film, som vi var meget betaget af (Hunt?) ”Himmelskibet”. Lønnen var jo også derefter, jeg fik 8 kr. om måneden, og skulle klare mig selv. Der vankede ikke meget hjemmefra – et par uldne strømper, sorte, kostede 1 kr., og sko var dyre. Nu havde jeg jo fået tøj til konfirmationen, en hvid kjole og en blå spadseredragt med stribet bluse til, undertøj og et par hvide lærredssko og et par sorte lædersko, så måtte jeg klare mig, som jeg bedst kunne. Jeg var 1½ år hos Halse’s, så kom jeg i huset på ”Afholdshotellet” – det vil sige opvaske- og rengøringspige, der var så meget arbejde, selv frokosten måtte jeg spise, imens jeg vaskede op. Der var en ung pige i huset, som passede serveringen sammen med værten, og fruen lavede mad, god mad, bedre end hos Halse’s, hvor der jo var pensionat, og maden skulle laves så billigt som muligt. Det var ikke så nemt at drive hotel, for der var ikke noget, der hed køleskab eller isskab. Når slagteren kom, skulle både værten og værtinden ud at se på varerne. Det var i en lukket hestevogn, og der blev udsøgt køb til engelsk bøf, som man altid kunne få. Kødet var anbragt i et flueskab i en lang kældergang, hvor der var gennemtræk, så det kunne holde sig tørt. Og kartofler blev der kogt hver dag, så var de jo hurtige at pille og varme i kogende saltvand. Der blev også kogt fløde og hældt op i mange så flødekander, så der var til kaffe, når folk kom. Jeg tror, det mest var folk fra landet, som var inde i byen for at handle, og der var da også handelsrejsende og nogle turister, som lejede værelser. Jeg var kun på afholdshotellet en sommer, så kom jeg i min onkels blomster og grøntforretning, som lå på Algade her i Vordingborg. Min tante, som havde passet forretningen, var død, og da onkel skulle passe gartneriet, som lå i Masnedsund, manglede en til at passe forretningen, begyndte jeg. Jeg flyttede hjem til mine forældre og boede og spiste der og betalte også lidt for det. Og så begyndte jeg at gå på handelsskole om efteråret. Det var i forretningen fra kl. 8 til 6, på handelsskole fra kl. 7 til 9.30 mener jeg. Jeg kan ikke huske det rigtige klokkeslæt, og det var fem dage om ugen. Fredag og lørdag var der længe åbent i forretningen, og ville vi gerne se en film i biografen, pjækkede vi. Når der var eksamen var det fra kl. 6.30 og så var det om at være der tiden, ellers blev man lukket ude fra eksamen. Og et år, det var under den spanske syge, hvor en bunke mennesker døde, havde vi meget travlt med at binde kranse til begravelser, at det var bare med at styrte af sted til skolen, den lå der, hvor biblioteket ligger nu. Det må have været omkring den 1. verdenskrig. Jeg gik kun i 2 og 3 kls. For, min regnelærer sagde, at jeg ikke behøvede at gå i 1 kls, og jeg fik da min eksamen, mg?, der blev jo regnet med andre tal dengang. Da vi begyndte skolen, var der lige mange piger og unge mænd, men da vi skulle begynde den sidste årseksamen, var der kun en pige foruden mig, der gik op. Dengang sagde unge mennesker De til hinanden og Hr. og Frk. så det var jo ikke det kammeratskab, som der er nu. Da jeg havde fået min eksamen om foråret, rejste jeg til Svendborg, hvor jeg arbejde en sommer i en blomsterforretning. Først hen på sommeren fik jeg mit eksamensbevis. Det skulle censureres i København,

Svendborg var en dejlig by at være i, og jeg fik da også nogle gode arbejdskammerater. Der var en meget dygtig blomsterbinder, som havde været i en stor forretning i Århus, og som var ansat i hovedforretningen i Svendborg. Hun var forlovet med en landbrugskonsulent, og de tog med sommetider med på forskellige ture. Vi kørte rundt på Tåsinge og var oppe i det meget høje klokketårn, hvorfra man kan se over til Sjælland, men vi skulle først sejle med den lille færge, der gik over Svendborgsund. Dernede gik jeg også i vandet fra en badeanstalt. Også til Thurø gik der en færge, men den gik i pendulfart, med ledninger oppe i luften, ligesom en sporvogn. Thurø, en meget frugtbar ø, med frugtplantager og sjældne blomster. Det var jo en skipperby, hvoraf mange af mændene sejlede på de varme lande og havde forskellige ting med hjem. Der var store hække af både lyserøde og blå og hvide hortensia ved næsten alle husene, det var meget imponerende. Alle steder hvor vi var på ture, var vi på kro, og alle vegne var traktementet det samme, 1 kop chokolade og 1 stk. franskbrød med ost. Vi fik nemlig særlig god mad på vores arbejdsplads, så bliver man mere sulten efter lidt lækkert.

Min arbejdsplads var en lille forretning, der lå i et mindre gartneri med bænkeplads med vinduer og et lille drivhus, som jeg skulle passe med vand. Der arbejdede en ældre mand, Hans, på bænkepladsen. Han var lidt glad for flasken, men flink og rar. Han kom over med min morgenmad, byggrød, helt blå og rædsom, den røg lige i skraldebøtten, 1 stk. rugbrød og 1 rundtenom sigtebrød med margarine. Kaffe kunne jeg selv lave. Middagsmaden gik jeg over i køkkenet og spiste og også aftensmaden. Herskabet spiste for sig selv og fik betydelig bedre mad end folkene.

Kokkepigen og en yngre blomsterbinderske og jeg tog også på ture sammen. Man gik i biografen, og en enkelt gang har jeg været i teatret også – men de fleste aftenture gik ad strandpromenaden til Christiansminde. Langs med Svendborgsund går der en meget smuk strandpromenade, men store træer hængende ud over promenaden og Svendborgsund med mange sejlskibe med hvide sejl. Til Fåborg var en længere tur, men der har jeg da kørt et par gange og en tur til Als og Dybbøl, var vi også, men da tog vi med toget. Det var omstændigt, først til Ringe på Midtfyn for at komme til Fåborg, og så med en lille færge til Sønderborg – på Dybbøl Mølle og på Dannevirke. Det var en lang tur og på turen hjem gyngede færgen, så de allerfleste blev søsyge og brækkede sig over hele færgen. Der var ingen steder at være. Jeg var ikke selv søsyg, men hende jeg var sammen med, var meget elendig, så det var nogle trætte piger, der omsider nåede Svendborg kl. 12 om natten.

En dag var min far der pludselig. De havde jo mærket på mine breve, at jeg skrev lange breve hjem, at der ikke var noget særlig godt sted at være. Så jeg sagde min plads op for at finde noget bedre og måske nærmere ved mit hjem. Jeg så i Gartnertidende om en plads i Slagelse og skrev dertil og fik også pladsen. Og sådan gik det til, at jeg traf min mand. Han arbejdede som medhjælp i gartneriet, hvor jeg var i forretningen sammen med gartner Andersen, ejeren af gartneriet.

 

Læs om Ediths erindringer om livet på gartneriet her: 

Edith og Alfred Poulsen

Sundvej
Vordingborg 4760 DK
Get directions

Fødselsdag:

1902

Erindringen ønskes afleveret til:

Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv