Susanne Blandebjerg Møller

Min far og mor overtog Nysted Hotel i 1960. Det var således her, jeg voksede op blandt gæster og personale, som en måske lidt forkælet pige. Gør ejerskabskrav på erindring

Jeg hedder Susanne Møller, det er mig som har købt Hotellet her!

Sådan svarede jeg som treårig, når der var nogen, der spurgte mig, hvem jeg var. Min far, hovmester Preben H. Møller, og min mor Inger Møller overtog nemlig Nysted Hotel i 1960. Da vi flyttede ind på Hotellet, lovede far, at privatbeboelsen nok skulle blive sat i fin stand. Det skete bare aldrig, for der var så meget andet på det temmelig slidte hotel, der skulle renoveres først.

Privaten, som den blev kaldt, bestod af en stue, entre og et soveværelse, så to af gæsteværelserne måtte inddrages til familien Møller. Mine storebrødre Jørn og Per, der på det tidspunkt var teenagere, flyttede ind på værelse nr. 1 og min mor fik så kontor og jeg et legehjørne på værelse nr. 2. Der var ikke badeværelse eller wc i tilknytning til Privaten. Wc’et delte vi med de indlogerede gæster, og det lå helt henne i den anden ende af den gang, som i daglig tale blev kaldt Rejsegangen. Der var gæsteværelser på begge sider. Her var toilet og en lille håndvask med koldt vand.

På værelserne var der håndvask med både koldt og varmt vand. Så mine brødre havde håndvask på værelset, og mor, far og jeg havde tilsvarende på værelse nr. 2 altså Kontoret. Her foregik den daglige etagevask, meget diskret, så jeg så aldrig mine forældre nøgne. Her var stor blufærdighed. Jeg fik af og til et karbad i et gammelt zinkbadekar, der stod i kælderen i vaskerummet, hvor alt snavsetøjet kom ned, inden det skulle på vaskeri. Pudsede vægge, cementgulv og koldt vand var det nærmeste vi kom et badeværelse. Alt det varme vand, der skulle i zinkbadekarret, skulle bæres ud i spandevis, men så var det også dejligt at ligge i skum til over ørerne, fyrrenåleduft, skumbad købt hos Materialisten eller i sæbehuset. Uhm..! Nå men det var nu ikke en hverdags begivenhed. Kan ikke erindre, at min mor og far brugte badekarret. Til gengæld så blev det brugt til alle de asier, der skulle skrælles og syltes, når det var den tid på året, der skulle laves forråd til vinterens middage og fester. Fisk hentede min far på Errindlev Havn og de havnede også i badekarret, når de kom til Hotellet.

Nå, men det med, at Privaten aldrig blev sat i stand, kom i virkeligheden ikke til at betyde så meget, for vi var faktisk aldrig i stuen. Ja og i soveværelset sov vi jo, mine forældre og jeg. Jeg lå først i min lille udtræksseng, senere fik jeg en sovesofa. Som tolvårig flyttede jeg ud af Privaten og ind på værelse nr. 1, som mine brødre for længst var flyttet fra.

Mine storebrødre levede deres eget liv, femten og sytten år var de, da vi kom til Hotellet, så deres liv kom hurtigt til at handle om kammerater, piger, knallerter og diverse fritidsinteresser, samt senere lærepladser. Per kom i lære hos Urmager Krøll, og Jørn kom i smedelære hos smed Rasmussen i Frejlev.

Så jeg gik og tullede rundt for mig selv der på hotellet, snakkede med pensionærerne, der daglig kom og spiste Dagens Ret. Stamkunderne, der kom i krostuen, og hvem der så ellers kom på Hotellet. Det kunne være byens købmænd, slagtere, grønthandlere og mange andre. Der skulle jo også fyldes op af øl så ølmændene fra byens øldepoter var jo også hyppige besøgende. I daglig tale Tuborg- og Carlsbergmanden, handelsrejsende kom der også, ofte overnattende.

Mange arrangementer var der på Hotellet lige fra store fester til bankospil, forenings- og bestyrelses møder. Og utallige juletræsfester, samt pigstrådsballer der blev holdt lørdag eller søndag eftermiddag. Her lå jeg under et bord og kiggede frem under dugen, og så de underlige danse, som de unge fremførte. Ofte var det et lokalt pigtrådsorkester, The Savages, der spillede.

Danseskole var der selvfølgelig også, Ella Skades Danseskole, en gang om ugen.

Dagligdagen for mig, indtil jeg kom i skole, var vel nogenlunde sådan her. Jeg sov til længe op ad formiddagen sammen med min mor. Så blev morgenbakken båret op til Fruen og mig, kaffe med sukker og fløde og sigtebrød med ost eller syltetøj. Jeg tror også min far forsøgte at få mig til at spise havregrød eller nogen af de andre morgenmadsprodukter, der begyndte at komme frem, men jeg var meget småt spisende. Nogen ville nok kalde mig kræsen.

Så vaskede min mor mig og klædte mig på, og det gjorde hun lige til, jeg skulle i skole.

Tilbage til hverdagen.  Efter morgenmad så har vi nok lige slået et slag ned i krostuen og hilst på der og så i kælderen, hvor køkkenet lå, og hvor de trofaste damer og min mor arbejdede. Min mors arbejde bestod i at sørge for Hotellets regnskab og lønninger, sørge for blomster og andet pynt og dekoration, der skulle friske lidt op på stedet. Var der mandefald, så trådte min mor til der, hvor der var behov, om det var at servere, eller ordne værelserne eller andet, så klarede min mor det.

Jeg havde en lille trehjulet cykel, som var skaffet hjem fra England, fordi jeg var så lille. På den cyklede jeg omkring det store kokskomfur i køkkenet eller oppe i hotelgården, og ellers så måtte jeg bare underholde mig selv. Af samme grund havde jeg meget legetøj og var nok i manges øjne ret forkælet. Mine forældre har nok set, hvor alene jeg alligevel var, så jeg fik en lille puddelhvalp, der blev kaldt Trille, min nu tro følgesvend.

Som jeg husker det, var jeg ret god til at lege med mig selv, stor fantasi havde jeg. Om sommeren kom der ofte en fætter eller kusine på ferie, og så legede vi i den store sal, hvor der var en gammel scene, der blev brugt til dilletant, revy med mere.

Dukker havde jeg flere af. De første var store babydukker, som jeg så også fik en fin blå dukkevogn til. Den kørte jeg udenfor med i Hotellets store grusbelagte gård og parkeringsareal. Jeg havde også ”Rosenbud-dukker”, de såkaldte ønskedukker. De var femten-seksten centimeter høje, så de var jo nemme at have med. Jeg havde tre af de små dukker. Man kunne købe en masse tøj og tilbehør til dem. Dem legede jeg meget med. Senere kom der Pippi og Pusledukker og så Barbie. Jeg fik min første Barbie som ren bestikkelse. Jeg skulle nemlig have trukket en tand ud. Hun havde kort rødt hår og en guld badedragt på. Da først jeg havde fået Barbie, legede jeg ikke så meget mere med de andre dukker.

Men meget andet legetøj havde jeg også. Der var jo mange voksne omkring mig, der begavede mig med pakker til min fødselsdag og jul. Det kunne være frisørsæt, et sæt med babyting, Det lille Postkontor, hvor man kunne udskrive små girokort og sende breve. Jeg fik også en del bøger, for jeg elskede at få læst historier højt, bl.a. 365 Godnat historier. Jeg lærte tidligt at læse, og så blev jeg hyppig gæst på først skolens bibliotek, hvor jeg blandt andet lånte Det lille hus på prærien, og senere på byens bibliotek, hvor der blev slæbt posevis af bøger hjem.

Når det var tid til at spise, så sad jeg på skødet af hvem, der nu havde tid til at give mig mad. Jeg skulle mades for at ville spise. Og så var det ellers med at få leget maden ind, ”nu kommer den store flyvemaskine …” Nej, det var vist ikke nemt at få mad i mig.

Dagens Ret var gode gamle retter som frikadeller, medisterpølse, hakkebøf, grønkålssuppe, gule ærter og lignende. Og så var der grød, suppe eller vælling som forret. Hvis jeg ikke lige brød mig om noget af det, så fik jeg smørrebrødsdamerne til at smøre noget brød til mig.

Som familie sad vi ikke og spiste sammen. Det foregik på den måde, at man sad for enden af det store køkkenbord, og så fik man Dagens Ret serveret. Min storebror Per kom som ofte klokken tolv, så havde han frokost fra Urmageren. I mens han spiste, læste han Anders And, eller hvad der nu lå af tegneserier. Efter ham kom så køkkendamerne eller min morfar på skift. Jeg kan ikke huske hvor og hvornår, min mor og far spiste. Der var altid nok at gøre på Hotellet. Aftensmaden foregik på samme måde, ingen sad og spiste sammen, undtagen juleaften, hvor vi spiste sammen i restauranten.

Jeg kom ikke i seng til noget fast tidspunkt. Det var, når krostuen blev lukket ved midnatstid. Ofte var jeg dog faldet i søvn forinden. Det kunne være i en ølkasse, dem af træ, hvor der kunne være halvtreds flasker i. Så sad jeg der med min pude og min sut i munden, eller jeg havde lagt mig på bakkehylden. En nat kunne min mor og far ikke finde mig, og der var eftersøgning overalt. I den store sal øvede man revy, og her havde de ikke set mig, men pludselig efter et sangnummer lød der klapsalver fra balkonen, og her var jeg klokken halv to om natten.

Min mormor og morfar var flyttet til Nysted efter at have solgt deres husmandssted i Eskilstrup. Nu skulle de på pension, men sådan kom det ikke til at gå. Morfar H. E. Blandebjerg kom til at passe den store have, der hørte til hotellet. Og mormor, fru Blandebjerg hjalp til i køkkenet og på værelserne. Al forberedelse til maden, der blev lavet i køkkenet, var jo lavet fra bunden af. Kartofler, gulerødder og andet blev skrællet i hånden af damerne. Fru Meincke, fru Nielsen og fru Clausen var de trofaste damer.  Frugter var også forbi deres hænder, før de blev kogt til grød.

Min morfar forsøgte et år at så spisemajs, men udbyttet stod ikke mål med arbejdet, idet byens unge mennesker høstede majsene efter mørkets frembrud.

Jeg legede som tidligere nævnt ikke med så mange andre børn, førend jeg begyndte i skole. Og det gjorde jeg i august 1964, på Nysted Skole. Min mor fulgte mig derhen og jeg havde fået en ny skoletaske i brunt læder.

Jeg husker ikke så meget fra de første skoleår, dog at vi skulle samles og stå på rækker i skolegården, inden vi gik ind til morgensang i aulaen. Jeg kunne godt lide at synge de gamle fædrelandssange og salmer. Hjemmefra var jeg kun vant til at høre tidens trend fra musicboxen eller den dansemusik, der blev spillet, når der var bal.

Vi havde fru Nanna Christensen i dansk og fru Sigrid Mogensen til regning, og det gik vist helt godt. I min vidnesbyrdbog fra de første fem skoleår er der kun rosende ord, dog skriver fru Christensen i anden klasse: ”Susanne ville nå noget mere i skriftligt dansk, hvis hun ikke var så selskabelig!” Jeg kan ikke huske andre fag, men mon ikke vi har haft religion med bibelhistorier, hvor vi måtte tegne til, det synes jeg alligevel at erindre. Og så havde vi håndarbejde, det var jeg ikke glad for. Jeg skulle hele tiden trevle op uanset, om det var på sy- eller strikketøjet. Så når vi nåede skoleårets afslutning, havde jeg kun nået at strikke en sok eller en vante, og jeg nåede aldrig at få syet ærmer i min morgenkåbe. Min sypose, som vi skulle sy det første år, samt brodere forskellige mønstre på, havde jeg heller ikke nået at få færdig, så gråd og tænders gnidsel Søde mor-Karen, vores trofaste servitrice i gennem mange år, reddede mig. Hun syede syposen færdig, så den kunne komme med på udstilling i skolens gymnastiksal. Alt hvad der var kreeret i gennem skoleåret, blev fremlagt her med navneskilt på, så man rigtig kunne blive udstillet for byens borgere, der kom til udstilling.

Ja, og selvfølgelig havde vi gymnastik iført stræknylon gymnastikdragter mørkeblå, og platsokker. Det blev heller ikke mit yndlingsfag, for jeg kunne hverken gribe eller kaste en bold. Det gik dog med øvelser på gulv. Men helt galt gik det, når redskaberne kom frem. Hest og Buk som vi skulle springe over og torve, vi skulle klatre op i. Og katastrofen kom når vi bagefter skulle i bad og have tøj på og være klar til næste time. Jeg var jo blevet vasket og klædt på af min mor, indtil jeg skulle i skole. Suk! – Ballade over at komme for sent.

Gymnastiksalen blev i øvrigt brugt til andet end gymnastik og udstilling. Det var jo også her, vi fik vores vaccinationer mod Difteritis (stivkrampe), kighoste og polio, senere fik vi vaccinen på sukker.

Det var også her, vi øvede Rheinlænder polka, som alle på skolen skulle kunne danse til årets skoleballer, som blev holdt på Hotellet. Brydeklubben og badmintonklubben holdt også til i skolens gymnastiksal, så her lugtede altid svedigt.

I frikvartererne gik det betydeligt bedre. Her legede vi kædetagfat, hinkede, svingede bue eller hoppede i elastik. Vi byttede også glansbilleder eller servietter, som vi samlede på. Eller måske gik man bare rundt arm i arm med veninderne, Hanne, Sanne og Maj-Britt, eller Rosa og Anne-Marie.

Efter skoletid fik jeg efterhånden mange fritidsinteresser, som jeg begyndte at gå til, og jeg fik lov til det hele, for så vidste min mor og far, hvor jeg var.

Jeg gik til spejder, sangkor, blokfløjtespil, klaverspil og så til dans og akrobatik hos frøken Skade. Hun havde fået sig en rigtig dygtig og smuk ung danselærer elev Birthe Elnegaard fra Stokkemarke. Birthe blev det helt stor idol. Ingen over og ingen under. Maj-Britt og jeg legede meget dans og skuespil efter gamle musicals, og vi hørte på LP-pladerne, som min far havde haft med hjem fra USA. Min første LP hed: Dancing a go go! med Bob Anders Dance Band. På coveret er der et billede af Jan&Jette Gelineck, som var de store favoritter. I dansen og legene indgik Birthe altid. I øvrigt går jeg stadig til dans hos Birthe Elnegaard. Det er fantastisk.

Op gennem tresserne blev min fritid efterhånden fyldt op med mere og mere dans og turneringer. Jeg startede som syvårig med at danse med Lasse, men han nev og havde svedige hænder. Så kom jeg til at danse et par år med Klaus, men så trak fodbolden i ham. Heldigvis var Bo klar, og det gik også helt fint med ham som partner i nogle år, men så havde jeg fået kik på en dreng, der dansede i Sakskøbing, og som var ret dygtig, så jeg svigtede Bo. Jørn og jeg nåede at blive både amts- og sjællandsmestre.

Efter skoletid eller når jeg kom hjem fra fritidsinteresser, legede jeg meget med de andre børn i øvre del af Adelgade, Tina, Marianne, Flemming, Helle, Karin og Michael ”ski-sgu”! Vi var mange jævnaldrende. Der kom også nogle mindre søskende til rundt omkring i familierne. Vi legede meget i Sparekassens gård. Her var dejlig asfalt, så vi kunne løbe på rulleskøjter, sjippe og hoppe i elastik. Legede også cowboydere og indianere. Her var to lyskasser man kunne blive taget til fange i. Vi så jo tysk TV, Winnetou og Bonanza.

På grunden bag Konditoren og det nedlagte og faldfærdige Landmands Hotel, var der et dejligt stort træ, vi kunne klatre i. Fra jeg var ni-ti år, begyndte jeg at cykle ned på Gammel Torv, hvor ungerne fra nedre del af Adelgade legede, eller på havnen hvor vi også legede i timevis. Når man var ude at lege, så var der frit slag ingen voksne bekymrede sig om os. Jeg fik et klokkeslæt at være hjemme, og ellers tog man det ikke så nøje.

Biografen i Jernbanegade blev også flittigt brugt, og min far var flink til at betale en billet, så jeg kunne se alle de glade danske film, der kom der i tresserne. Morten Korchs, Komtessen, Peters Baby og alle de andre med Dirch Passer. Endnu var der ikke så mange tv- programmer, dog kan jeg huske Belphegor – spøgelset på Louvre (1965). Den var uhyggelig. Når jeg havde set den, turde jeg ikke selv gå nedunder, så ringede jeg efter min far, så han kunne komme op og hente mig. Jeg var otte år.

Pligter havde jeg ikke nogen af. Der var jo folk ansat til det samme. En gang i mellem hjalp jeg damerne med at ordne håndvaskene på værelserne, men det var mest for sjov. Lommepenge manglede jeg aldrig, for når jeg havde været en tur i krostuen og måske raflet eller klunset med nogen af stamgæsterne, så faldt der tit en krone eller to af. De blev hurtigt omsat i slik hos Carls Rasmussens Brødudsalg ved siden af biografen eller hos Købmand Hjalmar Andersen nede i den anden ende af Adelgade. Her kunne man købe spejderhagl til en-øre stykket. Som fireårig cyklede jeg alene om til Brødudsalget, som min far uvist af hvilken grund kaldte AmerikaCarl. Jeg skulle ikke over gaden nogen steder, så det var der ingen, der havde skrupler over. Min første tohjulede cykel sparede jeg op til i en rød plastikgris med hat på hovedet. Da grisen var fyldt, blev den slagtet en dag i Krostuen sammen med stamgæsterne. Der var ikke helt penge nok til den cykel, som der var skaffet hjem fra Cykelsmed Juncker i Kettinge, men Skytten fra Ålholm Slot var stor i slaget den dag og spædede det manglende beløb til. Og så kunne jeg komme rundt i Nysted.

Jeg havde en dejlig fri barndom, og kunne fortælle meget mere om den, men det må blive i anden anledning. Først som voksen er det gået op for mig, hvor meget anderledes min opvækst har været.

 

Strandvejen 73
Nysted 4880 DK
Get directions

Fødselsdag:

1957

Erindringen ønskes afleveret til:

Nysted Lokalhistoriske Arkiv