Susanne Christensen

Susanne Christensen fortæller i sine erindringer om sin barndom i Nakskov i 50'erne og 60'erne. Det er en beskrivelse af dagligdagen i og omkring Nakskov, om ferier og hvordan skolen ændrede karakter, mens hun var skoleelev.

Fortællingen er primært baseret på min hukommelse, og hvordan jeg oplevede verden, og er derfor ikke anvendelig som hundrede procent pålidelig historisk dokumentation.

Jeg blev født som nummer to ud af to under spiret i ejendommen Rødbyvej 45 i Nakskov (på hjørnet af Tietgensvej og Rødbyvej) marts 1954. Vi boede til leje på 1. sal i et hus, som stadig den dag i dag er smukt og for mig fremtræder eventyragtigt. Tilfældigvis bor jeg nu i Winchellsgade og kan dagligt nyde synet af mit fødehjem.

Da jeg var cirka et år gammel, flyttede vi til Vejlegadebro 4. Ejendommen rummede fire lejligheder i to plan og var en del af daværende Nakskov Røgeri og Fiskeexport. Min far er udlært frisør og havde indrettet herresalon i tilknyt-ning til den ene lejlighed i underetagen. Min mor er udlært ekspeditrice i daværende dameekviperingsforretning Kastor beliggende i Søndergade i Nakskov.

Efter første fødsel var min mor hjemmegående husmor, indtil jeg var elleve år.
Området i og omkring Røgeriet sprudlede af liv og aktiviteter fra butikker og virksomheder. Til den ene side lå den dejlige lille slikbutik ”Tante Vivi”, Tri-Renseriet og forsamlingsbygningen ”Luna”, som blandt andet dannede rammen omkring Maritz Petersens danseskole, juletræsfester, lørdagsballer, bankospil og private fester. Til den anden side, hvor Lidl er beliggende i dag, var der kalkbrænderi, kølerservice, cykelsmed og hattemager placeret i og mellem beboede huse.
Over for lå den store mælkekondenseringsfabrik, som i dag blandt andet er blevet til Fitnesscenter. På den såkaldte Triangel lå en bemandet Shelltank, som blev passet af en mand, som så rigtig flot ud i sin uniform.

Indtil skolealderen var min verden hovedsagelig afgrænset til dette utroligt spændende område, som for mig rummede verdens største legeplads.

Til hver lejlighed i Vejlegadebro 4 hørte en stor dejlig have. Det tilkom mændene at passe disse, mens damerne havde til opgave at anvende de mange afgrøder og nyde haverne sammen med børnene, når tiden tillod det – så kunne mændene tage sig et hvil på en bænk og nyde en lille øl imens.

Bag Røgeriets grund lå Gartnernes Salgshal og Pumpestationen, som til den ene side var afgrænset af togskinnerne, der blev benyttet af godstog, der passerede Vejlegadebro og kørte til og fra Nakskov havn. Et område, der var ”forbudt” som legeplads og derfor ikke mindre tillokkende.

I underlejligheden ved siden af vores boede røgeriejerens datter, samlever og datterens to børn, som var jævnaldrende med min storebror og jeg. I årene indtil skolestart var det stort set kun os fire børn, der legede og udforskede verden sammen.

Røgeriejeren var en streng herre. Vi måtte kun bruge få af de mange stablede tomme træfiskekasser til en lille mur, siddemøbler eller bord. Det var aldeles forbudt at klatre i dem, ligesom vi ikke måtte lege i det område, hvor træ blev maskinelt hugget til flis til brug for røgning af fisk. Men røgeriejeren skulle altid have en middagslur, så når hans soveværelsesvindue var lukket, var der fri bane i forhold til det forbudte. En gang imellem fik vi lov til højest to af gangen at komme ind på det allerhelligste: ”Røgeriets kontor”. Der skulle vi så sidde helt stille og skrive på et stykke papir. Pæn opførsel kunne udløse et styk Läkerol til hver.

Af og til fik vi lov til at komme med fiskelastbilen ud at hente fisk. Vi skulle meget langt væk – helt til Onsevig.

Vi havde nogle faste rutiner. Når vi hørte Skibsværftet fløjte til fyraften, satte vi os på bænken foran ”Tante Vivi” for at holde øje med alle arbejderne, der cyklede eller kørte hjem på knallert. Når det havde været lønningsdag, var det ekstra underholdende at se på. Så kørte flere af arbejderne i siksak og buer på vejen. Enkelte lavede et lille stunt ind i en hæk eller lignende.

På baneområdet og ved Pumpestationen byggede vi huler, tændte bål og røg fredspiber indeholdende tørt græs og andet velegnet materiale. Området var også arena for utallige bandekrige og konkurrencer om at udvise størst mod. Der skulle blandt andet gås armgang i et stålstativ, som lå over Pumpestationens plutterende. Utroligt nok gik det altid godt. At falde i havde været den visse død.

Da vi nåede skolealderen måtte vi gerne gå ned til havnen for at se færgen til Langeland sejle eller komme i land. På et tidspunkt var der den såkaldte ”spritrute” til Kiel. Vi vidste, at hovedformålet med turen var at købe billig sprut og cigaretter. Når passagererne kom hjem fra Kiel grinte og snakkede mange af dem vældig højt og gik underligt på deres ben.

Min morfar, Hans Mathiesen, havde sin egen Radioinstallatør- og cykelreparationsbutik på Midlerkampsvej. Det var en hel dagsrejse, når vi skulle derover. Der hørte en kæmpe have til ejendommen. Min mormor satte en ære i at anvende al frugt og grøntsager fra haven. Desuden havde hun en masse æglæggende høns og ind imellem små dunede kyllinger, som duftede så varmt og godt.

Når der var stabelafløbning på værftet skulle min morfar sætte højtaleranlæg og mikrofoner op. Af og til fik vi lov til at være med til festlighederne. Det var så flot, når skibet pyntet med en masse flag forlod landjorden.

Til forskel fra mine forældre havde morfar og mormor både bil og telefon, så der var noget særligt ved dem. Af sagens natur var de også først med hensyn til at eje et fjernsyn. Det var stort, når hele familien blev inviteret til fjernsynskig om lørdagen.

Om foråret og sommeren var der ofte søndagstur i morfars bil – en bordeaux og grå Volvo Duett station wagon. Vi kom langt uden for Nakskov blandt andet til Aunede Skov, Vindeholme og Kramnitse. Det hændte da også, at turen gik helt til Gavnø Slot på Sjælland. Til brug på disse ture havde morfar fremstillet en speciel ruminddelt grønmalet trækasse, som mormor altid havde pakket med proviant bestående af kaffe i en rød termokande, hjemmelavet saftevand i en orangegul termokande, hjemmebagte småkager og genbobagernes gode smørkage. Når vi havde nået målet, blev der bredt et blåt stikkende tæppe ud. Der skulle vi så sidde og nyde alle herlighederne i selskab med et utal af tissemyrer.

Mine forældre var ikke til de store sommerferieture. De havde nok heller ikke midlerne til det. Da vi var halvstore børn købte de et telt. Morfars bil blev pakket med det mest nødvendige campingudstyr. Det blev starten på tilbage-vendende ferieture til Kramnitse Strand, hvor vi sammen med to-tre andre familier slog lejr i købmandens have (det var vist inden den nuværende campingplads’ tid). Som en gestus måtte vi benytte købmandens private lokum.

Min farmor, som i mange år havde været alenemor med tolv piger og en dreng, boede til leje i et lille hus på Tårsvej 25. Det var altid dejligt og hyggeligt hos farmor, hvor reglerne var mere lempelige end hos mormor og morfar. Brugsen lå ovre på den anden side af vejen. Der blev vi sendt over for at købe vaniljekranse og røde sodavand med stribet sugerør i. Så var der ellers fest.

Sammen med farmor var vi på ferie hos vores bedste faster i Avedøre. Min faster og onkel hentede og bragte os i deres bil. Det var en tur, der ikke kunne gøres uden adskillige ophold undervejs, hvor de medbragte madpakker, wienerbrød, slik, kaffe og sodavand blev indtaget. Til ferien hørte besøg i Zoologisk have, Tivoli, biografen og en tur med skib til Malmø, hvor der blev købt billig kaffe, kakao og chokolade. Der var virkelig meget at berette om, når vi atter var hjemme i Nakskov.

I flere år var jeg blå pigespejder, der udover de almindelige spejderaktiviteter også rummede sociale opgaver. Vi optrådte med Luciaoptog på forskellige alderdomshjem i området, og når Dansk Kvindesamfund holdt julestue. Som tak fik vi altid varm kakao og lagkage med al for megen flødeskum, som altid endte indpakket i en serviet i en lomme på min uniform. Ved juletid lavede vi juledekorationer og pakkede disse i kurve sammen med lidt julelækkerier, som vi så tog ud og afleverede til enlig trængende. I forbindelse med Nakskovs 700 års jubilæum var vi med i et eller andet optog iklædt fine halvlange kjoler, forklæder og hatte. Til de mindre sjove oplevelser hørte Nytårsparaden den 1. januar tidligt om morgenen. Den fandt sted over ved Skibsværftet. Det var altid en meget kold fornøjelse, og hjemvendt total stivfrossen og med isklumper i håret lå jeg til optøning indpakket i varme tæpper foran kakkelovnen.

Som børn legede vi ofte skole. Der var rift om rollen som lærer med den dertil hørende udøvende magt. Da min storebror begyndte i første klasse på Byskolen græd jeg, fordi jeg ikke måtte komme med. Jeg fik dog hurtigt en smagsprøve på den strenge og opdragende disciplin. De første dage fulgte min mor og jeg min storebror til skolens port på Nørrevold om morgenen. Et eller andet upassende må jeg have gjort, for lige pludselig var der en lærer, der knaldede mig en oven i hovedet med en violinbue. Min mor sagde ingenting, så det var åbenbart, som det skulle være.
Ikke desto mindre glædede jeg mig stadig meget til, at jeg selv skulle gå i skole og lære at læse, skrive og regne.

Endelig kom den dag, hvor jeg selv blev lukket indenfor i en ny verden, som samtidig betød en åbning til flere legekammerater, hidtil ukendte miljøer og et større fysisk areal at agere på.
Da skoleklokken ringede ind, blev vi ledet ind på to rækker i skolegården og lærte hurtigt, at der herskede streng disciplin, at alle lærerne hed Hr., Fru eller Frøken til fornavn efterfulgt af deres respektive efternavne, og at tale i lærerens nærvær kun var tilladt efter forudgående accept opnået ved håndsoprækning eller ved lærerens direkte opkrævning af et svar.

Al viden blev fra dag et forsøgt terpet/banket ind i vores små hjerner. Den dag i dag hænger diverse tabeller og grammatiske remser stadig fast.

Ud over de almindelige blidere opdragelsesmetoder, eksisterede der også en bred vifte af hård og fysisk smertende afstraffelse, hvor selv fantasien ikke synes at have formået at sætte sin grænse. Afstraffelsen blev blandt andet udøvet i forbindelse med glemte bøger, at snakke i utide og anden forstyrrende adfærd i timerne, manglende lektielæsning og generel upassende og grov adfærd over for andre på skolens område.

I de første skoleår var jeg stort set altid en af de artige og høflige elever, hvorfor det var begrænset, hvilke afstraffelsesmetoder, jeg mærkede på egen krop. En enkel gang havde jeg dog glemt en bog, hvilket førte til, at jeg skulle lægge mine hænder på katederet, hvorefter de blev oversvuppet af lærerens lineal. En anden gang havde vi en vikar i regning. Vi skulle hver især sidde og lave regnestykker. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvad jeg havde gjort, men pludselig slog han mig oven i hovedet med sin pegepind, så den knækkede i flere stykker.

Pigerne fik muligheden for at lære håndarbejde fra bunden af. Opgaverne var bundne og materialevalg var et ukendt begreb. Med vores små svedige hænder skulle vi strikke kugleposer med fire pinde. De blev fremstillet i ubleget bomuldsgarn og med en lille smule lyseblåt til et par striber. Da jeg var færdig med min pose, viste jeg den stolt frem til min lærerinde, hvis eneste kommentar var: ”Sisse, du har lavet maskerender (en rende, der opstår, hvis garnet ikke strammes passende ved skift af pinde). Jeg kunne da godt se, at hun havde ret. Siden har jeg ikke strikket på fire pinde.

Vi syede forklæder forsynet med forskellige typer broderi og strikkede binde-bånd og nakkestrop. Al arbejdet blev udført i hånden. Vi skulle også lave en lille nålebog med forsiden fint dekoreret med Nakskovs byvåben syet i korssting og bagsiden bærende årstallet 1967 også syet i korssting og tjener som dokumen-tation for fremstillingstidspunktet. Det må have været i nogenlunde samme årstal, hvor vi skulle lære at sy på symaskine. Jeg husker tydeligt, at vi skulle sy en natdragt i lys turkis bækogbølge med hvide prikker. Sættet bestod af en bluse med korte pufærmer, ballonbukser med korte ben og en nathue, som ville have gjort enhver syltekrukke misundelig. Dragten kom til at tjene som natuniform under vores lejrskole på Bornholm.

Bortset fra den aldeles ”henrivende” dragt har jeg stadig flere af de ting, som blev fremstillet i håndgerning.

I sjette og syvende klasse fik vi hr. Cornelins som klasselærer, hvilket blandt andet indebar en ”turordning”, hvorpå der blev holdt orden i et hjørne af tavlen i klasseværelset. Der var flere opgaver, der skulle udføres, såsom at gå byærinder for hr. Cornelins, og så fik vi sommetider lov til at købe en basse på hans regning som tak for udført gerning.

Jeg havde det privilegium at gå til guitarundervisning hos hr. Cornelins og spille med i hans orkester. Dette medførte i 1967 en bustur til Nakskovs svenske venskabsby Sandviken med overnatning på et vandrehjem med tomands uop-varmede lokummer forsynet med et langt sæde med to størrelser huller ved siden af hinanden. Så kunne man ellers sidde der og hygge sig. På hjemvejen gik bussens varmeanlæg i stykker, men chaufføren rådede bod på problemet ved at tænde bål i en affaldsspand inde i bussen.

Min barndom var utrolig rig på oplevelser, som ikke var alle og slet ikke er nutidens børn forundt. Specielt i forbindelse med min skolegang har jeg været heldig at være en del af forskellige markante tidsmæssige kulturer og tilgange til undervisning og omgang med andre mennesker. Skolegangen startede med strenge lærere i jakkesæt og trinde, barmfagre, cerutrygende lærerinder i kjoler med udskæring formet som en halv ottekant, afløst af mere afslappede lærere med dertil passende påklædning. Jeg har således fået en alsidig, solid ballast og en masse med i rygsækken, som jeg på mange måder har nydt godt af på min videre færd gennem livet.

Vejlegadebro 4
Nakskov 4900 DK
Get directions

Fødselsdag:

1954

Erindringen ønskes afleveret til:

Nakskov Lokalhistoriske Arkiv