Grethe Kofod Munk

Grethe Kofod Munk har skrevet sine erindringer til sine børnebørn, så de kunne få et billede af, hvordan hendes barndom havde været. Erindringerne beskriver skoletiden, hvordan hjemmet og naboerne var og hvordan hun oplevede vintrene. Hun har også skrevet om sin barndoms jul i 1950'erne. Mange traditioner går igen i forhold til manges jul i dag, men meget har også forandret sig. Gør ejerskabskrav på erindring

Til mine kære børnebørn

Jeg – jeres farmor – blev født den 21. september 1944 i Stenstrup som Grethe Kofod Christensen. Og mine forældre er Frede og Nancy – jeres oldeforældre.

Det første sted jeg kan huske, at vi boede, var i en lejlighed ovenpå en tømrermester – min far og mor og jeg. Senere købte de eget hus på Svendborgvej 64 (nu hedder det Assensvej), og vi flyttede dertil sidst på året 1948. I februar 1949 fik jeg en lillebror. Han hedder Erik.

Min barndom og ungdom er siden forløbet der på ”Bødkerbakken” i Stenstrup, hvor vores farfar og farmor boede skråt overfor i huset ”Solhøj” sammen med min faster Edel og kusine Ulla. Ulla og jeg var lige gamle og var tit sammen.

 

Skolen

Jeg begyndte at gå i skole som 6-årig i 1951. Dengang var der ikke noget der hed børnehaveklasse. Det var i den lille forskole på Rødmevej, som havde 1 lærerinde, Maja Christensen. Vi gik der i 1. og 2. klasse, og det var en meget dejlig tid. – Frk. Christensen, som vi kaldte hende, var en meget elskelig, gammel dame, mente vi (hun var 49-50 år). Hun havde et stift knæ – hvorfor vidste vi ikke – og hun havde en speciel cykel, hvor den ene pedal kun lige skulle vippes. Og vi så hende tit komme cyklende.

I første klasse blev vi udstyrede med en lille sort skifertavle, griffel til at skrive på den med, og en svamp til at viske ud. Senere i anden klasse fik vi kladdehæfter og blyant og viskelæder. I klasseværelset var der foruden katederet og den store, sorte tavle også et stort indrammet billede med talrækken og hele alfabetet på i både trykte bogstaver og skreven skråskrift. Og en stor blank kakkelovn midt på den lange væg til at klare opvarmningen. Især husker jeg fra den tid den årlige ”dukkedag”, hvor vi ikke skulle lære, men kun lege.

Og til jul havde frk. Christensen sat en stor tøjnisse nede i hjørnet på et bord med en stor skål risengrød. Fra 3. klasse flyttede vi op i ”den store skole” oppe midt i byen, der hvor der nu er bibliotek. Der var 3 klasseværelser, som blev benyttet af 3.-7. klasse. Vi gik nemlig kun i skole hver anden dag, hvilket også betød lørdag. Og der fik vi 3 lærere, så det var noget nyt, samtidig med at der kom mange nye elever, som kom fra andre af de små forskoler rundt omkring fra i kommunen.

Der fik vi også nye fag: for eksempel bibelhistorie, geografi, historie, syning og gymnastik. Gymnastik foregik henne i forsamlingshuset, som lå ikke ret langt fra skolen. Der hørte nemlig ingen gymnastiksal til skolerne dengang. Og forsamlingshuset var også opvarmet ved en kakkelovn. Brusebad var der ikke noget af. Men vi var delt til henholdsvis pigegymnastik og drengegymnastik. Og pigerne havde en mandlig lærer til gymnastik, for der var på det tidspunkt ikke ansat nogen lærerinder i den store skole.

Når det var forår, og skoven lige var sprunget ud, så var vi hvert år på skovtur. En dag med fint vejr blev det besluttet, at ”i dag tager vi i skoven”. Og så stillede alle klasserne op 2 og 2 i en lang række – fanen var med forrest – 2 lærere i fortroppen og 1 lærer i

bagtroppen – og så spadserede vi alle sammen ca. 3-4 km ud til Kroghenlundskoven, hvor vi legede røvere og soldater (vi måtte bruge hele skoven) og ellers hyggede os i parken ved Kroghenlund, som var en stor proprietærgård. Der fik vi kage og saftevand, og lærerne sad hele tiden der i haven og snakkede med proprietæren og hans kone, Else og Hans Hansen. Deres datter, Lisbeth, gik for øvrigt i samme klasse som jeg, og vi sad ved samme bord.

Der ud over var der også en årlig udflugt, hvor vores forældre var med, og det var som regel kun mødrene – far var jo på arbejde. Vi besøgte bl.a. Zoologisk have i Odense, Dybbøl Mølle og skanserne, Sorø med akademiet, og i 7. klasse var vi 3 dage i København.

I 1957 var den nye store centralskole blevet bygget. Oldefar Frede var for øvrigt murermester på den. Og det var virkelig store, fine og dejlige forhold, vi fik der: – fysik-lokale med særlig indretning og møbler, håndgerningslokale, og skolekøkken. Og egen gymnastiksal med scene, omklædningsrum og bad. Det var virkelig flot.

Der var vist også kommet en ny skolelov omkring det tidspunkt, således at det nu skulle være mere tilgængeligt at kunne få en eksamen. Før var det sådan, at hvis nogen skulle gå længere i skole, end til man var 14 år – og det var procentvis ikke ret mange – så skulle man ind til nærmeste købstad og i en privat skole, og så kunne man tage mellemskoleeksamen (svarer ca. til 9. klasse i dag) og derefter realeksamen (= 10. klasse i dag) – og derefter for dem, der var særligt privilegerede, kunne man gå på statsskolen og blive student. Og at opnå ”den hvide hue” det var noget ganske særligt.

Sommeren 1958 gik jeg ud af 7. klasse i Stenstrup og fortsatte i Kværndrup skole, samtidig med at jeg gik til præst i Stenstrup, for jeg blev konfirmeret april 1959. Kværndrup skole startede nemlig eksamensordningen 3 år tidligere end Stenstrup, og jeg tog så realeksamen i 1961.

 

 

Hjemme 

Huset derhjemme på ”Bødkerbakken” var et lille rødstens hus med hvidkalkede bånd på. I  de  første  år  var  der  gammeldags  lokum  over  gården  ovre  i baghuset og ikke noget badeværelse. Vi blev vasket i køkkenet. Vi havde koldt vand i en vandhane over køkkenvasken, og i køkkenet var der et stort komfur af jern, som der skulle fyres i med brænde. På det blev der selvfølgelig lavet mad og bagt og stegt i ovnen, og så havde det en indbygget ”vandgryde” – en beholder som vi øste vand i, og når der var varme på komfuret, så havde vi altid lidt varmt vand ved hånden. Ved siden af stod spanden med friskt vand, som vi måtte hente ude ved pumpen i gården. På gulvet ved siden af komfuret stod brændekassen.

I stuen havde vi en stor, hyggelig, sort kamin med blanke låger foroven og låger med Marieglas i forneden foran ildstedet. Bag de blanke låger foroven var der ringe, som vi nogen gange lagde æbler ind på, som så blev til stegte æbler. Og aftenerne med den varme kamin og ilden, der lyste rødt og varmt ud gennem Marieglassene, det var virkelig hyggeligt. Og lyden af koksene, der faldt sammen.

Og der mindes jeg f.eks. når det var i mørkningen, og vi sad med mor og lyttede til radioen kl. 19, når Inge Åsted læste godnathistorier for børn og med musen Hannibald.

Senere blev huset moderniseret. Vi fik lavet badeværelse med ”træk og slip” og koldt og varmt vand i køkken og bad. Og køkkenet fik gasapparater og gasovn – komfuret kom ud. Og kaminen blev skiftet ud med kulfyret centralvarme.

Nogle af mine pligter dengang (jeg havde såmænd ikke så mange) var f.eks. at hente vand ude ved pumpen, og at hente brænde ovre i brændehuset eller kløve pindebrænde, samt at give hønsene korn og hente æg. Og om sommeren hjalp jeg også lidt til med at passe haven.

 

Fritiden

I fritiden gik jeg til gymnastik, og lidt håndbold og atletik blev det også til. Jeg var også på danseskole i nogen år og har desuden gået til akrobatik et par år hos den samme danse-lærerinde.

Hjemme i gaden var vi nogle jævnaldrende, der legede meget sammen. Det var mest kusine Ulla, Anette Strøm og jeg. Og så var der ”de store pige”. Det var en del, som var 2-4 år ældre end os. Og så var der Finn, Bruno og Kurt – og ikke at forglemme min lillebror Erik, men han var jo ca. 5 år yngre, og det har han sikkert kunnet mærke. Han havde andre kammerater, som var jævnaldrende.

Vi piger legede selvfølgelig en del med dukker, men jeg husker også påklædningsdukkerne som en meget yndet beskæftigelse. Især det at tegne tøj til dem. Vi har i det hele taget tegnet, malet, klippet og klistret altid, tror jeg, når det foregik indendørs.

Udendørs var legen præget en del af, at vi boede overfor Pedersminde Teglværk. Det var for os en utrolig stor legeplads, som vi måtte omgås med varsomhed og visse formaninger.

Men vi har tit leget ”gemme” rundt omkring i tørreladerne, og leget med ler, og leget husmor imellem stakkene af brændte teglrør og teglsten.

Og en anden ting, som var særligt spændende, det var hvis vi var heldige, at Ejlhardt kom kørende med sine tipvogne, og vi så måtte få en tur med ham hen over markerne og med ud til lergraven. Men så var vi kun 1 eller 2 og med strenge ordrer på at blive i vognen. Og det var kun få gange, det skete.

 

Naboer

Så var der også Meta og Carlos. Det var et ældre ægtepar som boede 2 huse fra os. De var så børneglade og rare og hyggelige, og Ulla og jeg har tilbragt megen tid inde hos dem. De røg mange cigarer, og så kunne vi f.eks. få en tom cigaræske og sætte en tom tændstikæske ovenpå den og elastikker udenom, og så spillede vi på den.

Carlos var teglbrænder, og Meta gik hver dag over til ham om formiddagen med hans frokost og om eftermiddagen med en tår kaffe til ham. – Jeg har også været med hende, når hun skulle op til ham. – Det var over til teglovnene, op ad en stejl trappe, og deroppe i det støvede mørke holdt han til i et lille indelukke, hvorfra han gik og fyrede kul ned i nogle huller. Over hullerne var der en jernplade med et øje i, og så gik han med en lang ”ringkrog” og hældte kul ned i de gloende huller. Der var meget varmt oppe hos ham.

Jo Meta og Carlos, de var noget særligt for os. Og den dag ambulancen hentede Carlos, og Meta gik bagefter og græd, det var en trist dag.

Imellem os og Meta og Carlos boede en lille købmand – sådan en rigtig lille købmandsbutik ude på landet. Peter købmand og Margrethe. Det var en lille mørk butik med en gammel disk med skuffer og skabe under og omkring, og ved siden af disken var der et glasskab, hvor de havde brød liggende, og jeg kan endnu se ham for mig, hvis man skulle købe et halvt rugbrød, hvordan han stod med sin flade kniv og målte ind til midten, før han skar det over. Skulle vi købe sirup, kom man selv med sin krukke, som det blev hældt over i. Og købte vi bolcher, så foldede han et kræmmerhus af papir, som vi fik dem i. Emballage var der ikke så meget af som nu.

Men jeg husker dog også med fornøjelse havregrynspakkerne fra Foska, for på dem var der nemlig forskellige påklædningsdukker, som vi så klippede ud og samlede på. Eller bondegård og dyr, som skulle klippes ud og foldes og limes – dem fik Erik.

– Eller Mariekiks med påklædningsdukkerne Storemarie og Lillemarie. Og erstatningskaffen Rich’s eller Danmark’s med Walt Disney-billeder indlagt, som vi samlede på og fik sat i albums.

 

Vinter

Om vinteren husker jeg det således, at der var meget sne. Var der nu også det? eller var vi ikke så store? – Men i hvert fald så husker jeg nogle vintre, hvor vejene var lukket til, – og far var snefoged på det tidspunkt – at stærke duelige mænd rundt omkring fra blev udkommanderede til at stille med skovle og voks eller stearin i lommen til at smøre skovlene med. Og så blev de vigtigste veje ryddede med håndkraft. Og ved den lejlighed lå sneen kastet op, så man kunne nå telefontrådene. Og det var altså virkelig meget.

Når isen kunne bære, så løb vi på skøjter og kælkede på de større og mindre lergravshuller, som der var mange af omkring os.

Sådanne vinterdage glemmer man aldrig: en hel dag ude i

den friske luft med leg og sjov i sneen, og når man så kom hjem i varmen, så prikkede varmen ligefrem i de ildrøde kinder, og vanterne duftede fra kaminen, hvor de blev lagt til tørre. Og så var mors varme kakao og friske franskbrød en dejlig ting.

Far og mor havde en kortklub sammen med nogle venner. Så var de på skift hos hinanden. Nogle gange var vi med dem og sov på sofaen. Men i en periode var vi alene hjemme. Så blev vi lagt i seng inden de gik, og kunne hygge os der med forskellige ting, til vi faldt i søvn, og når de havde kaffepause, kom far lige et smut hjem og så til os, – da sov vi som regel.

Senere da vi var noget større, og vi selv skulle gå i seng, fik vi lov til som lidt ekstra kræs at lave os et røræg. Det var en rå æggeblomme i en kop med en god skefuld sukker i. Så rørte vi rundt og rundt til det blev hvidt og skummende. Det varede længe, men så smagte det til gengæld ekstra godt.

Mine forældre havde dengang ikke sommerferie. Det kom først senere. Men hver sommer havde de en tur med deres kortklub, hvor de lejede biler og kørte ture forskellige steder i Danmark – først 1-dagsture – senere weekendture. Så blev vi passet hos farfar og farmor, Martin og Dagmar.

Som større pige var jeg en hel del gange på sommerferie i København hos moster Gudrun og Numa. Det var en helt anden verden at komme ind til hovedstaden. Og de tog mig også med rundt og besøge den øvrige københavnske familie: moster Valborg og Henry i Valby, som havde 4 børn, morbror Egon og Agda, som havde 2 børn, og morbror Børge i Hvidovre, der var alenemand og ølkusk på Carlsberg. Moster Gudrun var tandtekniker og havde egen klinik ”Kofods Tandteknik” på Vesterbrogade. Det var dejlige ferier.

Mor syede næsten alt vores tøj til os. Hun havde en stor flot Pfaff symaskine, en gulvmodel, som skulle trædes med fødderne. Jeg var ret stolt af, at hun var så dygtig. Nogen af de andre piger fik syet kjoler hos en sypige – f.eks. dyrlægens Inge – og alle hendes kjoler var ens, blot forskelligt stof.

Men jeg husker også, at jeg som lille pige (det var før skolen) havde underbukser med lodden vrang – lyserøde til pænt, og mørkeblå eller brune til hverdags (det var jo praktisk) – Åh, hvor jeg hadede de blå og brune! – Og en dag satte jeg min højlydte protest ind, tudede og stampede. – Mor blev sur og ærgerlig og kylede dem efter mig. Siden så jeg dem aldrig mere.

Jo, der er virkelig så mange minder fra dengang og mange billeder, der dukker frem for det indre øje, når man sådan sætter sig til at tænke tilbage på sin barndom. Og det er med stor taknemmelighed at jeg kan tænke på den, med den varme og tryghed, som både jeg og min bror fik af vores forældre der midt iblandt vores bedsteforældre og naboerne og vores legekammerater.

Jeg vil ønske for mine kære børnebørn, at I vil få ligeså megen tryghed, varme og kærlighed, som jeg har fået det, selvom det selvfølgelig bliver på en noget anden måde, det vil foregå. Men kernen i det vil altid være den samme, uanset hvad årstallet vil være.

Jeg ønsker jer alle en rigtig god og lykkelig fremtid.

Kærlig hilsen fra farmor

 

Grethe fortæller til sit barnebarn:

Min barndoms jul – tiden omkring 1950-60.

Dengang glædede vi os lige så meget til jul, som børn gør nu, er jeg sikker på.

Vi startede også med en adventskrans med de 4 lys, som blev tændt hver søndag.

Og julekalender fik vi også – en lille pæn en med 24 låger, som blev åbnet hver morgen. – Jeg husker også, at vi selv lavede en hjemmelavet julekalender. Det var en stor kartoffel, som vi lagde sølvpapir omkring og satte 4 tændstikker under som ben, og 24 tændstikker op på ryggen. Så var det et pindsvin. Og hver dag pillede vi en pind af ryggen på pindsvinet. Den stod gerne i vinduet.

Hjemme hos farfar, der var barn på en gård, sad de om aftenen i december og lavede julepynt både far, mor og børn, en bedstefar og en karl og pige. Og mon ikke også de spiste slik ved den lejlighed.

I skolen havde vi også en dag i december, hvor der blev klippet julepynt, hjerter og kræmmerhuse, og foldet roser af silkepapir. De var så pæne. Og dette julepynt skulle bruges til det store juletræ, når skolen havde juletræsfest 3. juledag.

I december blev der også bagt brune kager og klejner og kærlighedskranse af min mor, som er oldemor Nancy. Det var så hyggeligt, når vi også måtte være med til det. Og vi kunne ikke lade være med at spise af dejen. Den blev også lidt ekstra brun, når vi havde trillet og formet den igen og igen.

Efterhånden som julen kom nærmere, skulle der også købes julegaver. De, der skulle købes i den store by, blev købt i Svendborg. Og det var helt specielt at komme derud og se juleudstillinger. For gader og veje var ikke pyntet nær så meget dengang, som de er nu. Men i Svendborg, hvor der var mange butikker, var det et helt eventyr for os børn, for vinduerne var flot pyntet med nisser og landskaber, og der kunne være noget, der bevægede sig, nisser der nikkede og rørte sig, eller små tog der kunne køre lidt rundt. Så stod vi der udenfor i kulden med store frakker og vanter på, og trykkede næserne flade for at se på det. – Og som jeg husker det, så var det snevejr. Og på torvet stod Frelsens Hær og spillede julemusik.

 

Post

Ja – julekort har man skrevet til hinanden i mange, mange år.

I rigtig mange lande har man gerne villet ønske hinanden en glædelig jul ved at sende kort til hinanden. Og det var en dansker, som opfandt julefrimærket. Det blev første gang udsendt i 1904 – altså for over 100 år siden. Senere lavede andre lande også julefrimærker, men vi kan da godt i Danmark være lidt stolte af, at det var os, der fandt på det.

Og når vi køber julefrimærker, så hjælper man samtidig børn, som har det svært.

Julekortene skulle sendes med posten.

Men i ”gamle dage” skulle et julekort helst ikke modtages før den 24. december, for det skulle nemlig være en frisk hilsen med et ønske om en glædelig juleaften og -dag.

Så derfor havde postbudet meget, meget travlt den dag. Posttaskerne var meget fyldte og tunge. Og postbudet kørte ikke i bil som nu, men han kørte på cykel med en stor bagagebærer foran til sin post. Din farfars far – Oldefar Karl – kørte som regel for posten den 24. dec. hele formiddagen, fordi han havde bil, og på den måde hjalp han posten, som var en populær mand.

 

Juledagene

Hjemme hos os kan jeg huske, at den 23. eller 24. om eftermiddagen kom ”onkel Peter” altid på visit. Det var min farfars bror – altså din tipoldefars storebror. Han skulle lige en tur rundt til familien og ønske glædelig jul, og min far og mor fik vistnok en pengegave.

Så fik han kaffe og julekager og et glas sherry eller kirsebærvin (Kijafa). Lys var der tændt, og der var en dejlig stemning. Og jeg husker tydeligt duften/lugten af hans cigar, som han altid dampede på.

Så havde ”onkel Peter” været der. – Og med et ”hils tante Betty” dampede han videre til de næste i familien, som boede i nærheden. Jeg tror han fik røget en del cigarer sådan en dag.

Hjemme hos os plejede vi ikke at gå i kirke – heller ikke juleaftens dag. Men det gjorde de f.eks. altid hjemme hos din farfar. Det hørte med – men altså ikke hos os.

Aftensmåltidet den 24. – ja, det var jo andesteg og ris-a-la-mande med kirsebærsovs.

Og det smager jo stadig væk ligeså godt. Min far skulle altid have gumpen – den kunne han ekstra godt lide, og der var ikke konkurrence til den. Først da Kaj og jeg blev gift, og vi holdt jul med begge vores forældre samlede, – for din oldefar Frede og oldefar Karl var begge lige pjattede med gumpen, men så var der også hele 3 ænder i ovnen, så det var ikke noget problem. Og så kom ris-a-la-manden og mandelgaven.

Højdepunktet det var jo, når vi dansede omkring juletræet, sang nogle salmer, og sluttede af med ”Nu er det jul igen”. Og så fik vi pakker. ”Bløde pakker” var der ikke så meget ved, da vi var små, fordi der var tøj i. Vi ville helst have legetøj. Og vi fik ikke nær så mange pakker, som børn gør nu om dage.

Når alle pakker var åbnet – og vi legede med dem – ja, så blev slikket taget frem – og appelsiner, der blev pillet og lagt på tallerken, – dem skulle vi også spise. Men de var så suuuure, at det nogle gange var nødvendigt at dyppe dem i sukker.

  1. juledag og 2. juledag var vi næsten altid i byen eller havde gæster, for det var familiebesøgene. Og så var vi jo sammen med vores farfar og farmor og fætre, kusiner, onkler og tanter. Og det var også festligt og sjovt.

 

Skolens juletræsfest

  1. juledag var der skolens juletræsfest i forsamlingshuset.

Det var et meget stort juletræ – næsten helt til loftet – og det var meget højt. Juletræspynten havde vi lavet i skolen, som jeg tidligere har fortalt.

Så gik alle børnene rundt om træet og sang julesange, mens forældrene stod rundt omkring. Og til slut skulle træet

”plyndres”, d.v.s. at pynten blev pillet af og smidt ud til børnene, og så var det bare med at fange noget af det. – Det bedste af det var de foldede papirsroser. Derefter blev træet slæbt ud.

Bagefter fik alle børnene hver en godtepose. Og alle de voksne fik kaffe og lagkage, så sad de ude i stuerne, som hørte til forsamlingshuset.

Så blev der spillet musik, og vi dansede julebal med ”Reinlænderpolka”, ”Tyv, for tyv det skal du være”, ”Skæve Thorvald”, ”6-tur” og mange flere af de gammeldags.

Det var sådan lidt som jeg husker min barndoms ”gamle” jul.

Lidt er der da ændret i forhold til nu. Rigeligheden og udfoldelsesmulighederne var knap så omfattende.

Men der manglede ikke noget, vi havde det rigtig godt i de omgivelser, hvor jeg var. Og familiesammenholdet var også det samme som nu.

Lige nu sidder jeg og glæder mig til, at I – mine børn og børnebørn – kommer hjem til farfar og mig, når vi skal holde jule-værksteds-dag sidste søndag i november. Og også til at I kommer hjem til os juleaften alle sammen.

 

  1. november 2006

fra farmor – Grethe

Svendborgvej
Kværndrup 5772 DK
Get directions

Fødselsdag:

1944-09-21

Erindringen ønskes afleveret til:

Egebjerg Lokalhistoriske Forening – Arkiv