Thomas Dahlstrøm Nielsen

Thomas Dahlstrøm Nielsen fortæller levende om sin barndom og ungdomsår i Vejen i 1970'erne og frem til han flytter fra Vejen i 1999. Der fortælles om hvad man som barn og ung fordrev tiden med, hverdagen i skolen og hvilken musik, der var på mode. Erindringen ligger ikke mange år tilbage i tiden, og mange vil sikkert kunne genkende meget af det, som der fortælles om i den erindring. Gør ejerskabskrav på erindring

Min Vejen historie

 

De første år – midt 70’erne

Vi flyttede til Vejen i 1976, da min far købte slagterforretningen i Søndergade 6, hvor der i dag er renseri/møntvaskeri. Jeg var 5 år gammel og det første jeg husker er, at jeg stod op hver nat for at kigge på togene, når de kørte forbi.

Min fars slagterforretning var blot én af 3-4 stykker i 1976. Sønder-/Nørregade var fyldt med liv fra den ene ende til anden.

Jeg havde værelse på 1. sal i Søndergade 6 og jeg husker at Vejen Garden øvede i et lokale bag min fars slagterforretning og jeg kunne lige skimte toppen af flaget og tubaen i nogle vinkler.

Der lå nogle gamle og slidte boligblokke lige bag den del af Søndergade, hvor Postomdelingen i dag har til huse.

Om vinteren kunne jeg stå oppe på mit værelse og se min far nede i slagterforretningen, ovre i Matas forretningsvindue, der lå lige over for.

På hjørnet, hvor der i dag er Profil Optik, lå en kiosk, hvor jeg af og til fik lov til at købe slik. Pølsevognen var på hjul og stod lige på hjørnet af Søndergade/Mindevej.

Et lille stykke nede bag Matas forretningen, på Mindevej, lå der en Shell benzin station. Der arbejdede mine kammerater John og Michael’s far. Nogle gange fik vi lov til at lege i de gamle slidte dæk, der lå bagved.

Når jeg ikke legede med John og Michael, så var jeg halv tid i Vorupvængets børnehave.

Mine forældre tog mig også med ud i det nyåbnet Billingland. Her kunne man fjernstyre en båd, komme i trafikskole og sejle i en svane-båd rundt i en lille kanal.

En dag stod den store port i Søndergade 6 åben, da jeg kom ud i gården. Jeg tjekker lige omgivelserne tænkte jeg. Det blev til en lille tur op til Alfa Margarine i Vestergade, hvor jeg gik rundt og kiggede på dem der var ved at læsse godsvogne med margarine. Jeg husker ikke samtalen, men en mand inviterede mig med ind og se de store kedler, man også kunne se ude fra Vestergade. Om aftenen var der lys på dem. Jeg husker ikke, hvad der var i beholderne, men de var sjove at spejle sig i. Mine forældre havde så travlt i forretningen, at de ikke opdagede, at jeg havde været væk og vel knap troede min historie om mit lille eventyr, da jeg kom hjem.

Til gengæld husker jeg, at jeg gik ned gennem Nørregade sammen med min mor og kiggede på alle forretningsvinduerne. Der var masser af vinduer på begge sider af gaden. Pladsen foran Kommunekontoret var en stor græsplæne – jeg husker den i hvert fald stor.

Min far leverede kød til kunder i byen og jeg kan huske da vi sammen var oppe i nybyggeriet Morbær-/Kirsebærvej. Det var praktisk talt en stor mark, med masser af byggesten.

Blot to år senere – omkring 1977 åbner Superland og min forældre kan ikke længere få forretningen til løbe rundt.

Det lykkedes mine forældre at få solgt forretningen forholdsvis hurtigt, så de kom ud af handlen med et stort rundt 0. Men far fik hurtigt arbejde på Brørup Slagteri.

Med hiv og sving fik mine forældre lov til at købe Grønhøjgade 14. Her tilbragte jeg det meste af min barndom og jeg har nogle rigtig gode barndomsminder fra den tid.

Jeg husker den første gang vi var omme og se huset i Grønhøjgade. Gaden var fyldt med børn.

Min mor var så heldig at få halvtidsjob i receptionen på Phønix og mange vil nok kunne huske at há set hendes hårtop, når hun sad bag receptionsskranken og kiggede ud over parkeringspladsen. Der sad hun til hun som en af de sidste blev opsagt, inden Phønix lukkede og slukkede.

Jeg husker stadigvæk Phønix’s hovednummer – 75 36 11 11 – eller bare 36 11 11, de første mange år.

I 1978 startede jeg på Bakkely Skole i samme klasse som John og Michael. Og jeg kan huske at jeg sad bag den ene og han havde en lidt utæt blære den dag. Undskyld – jeg skal nok lade være med at skrive, hvem af Jer det var.

Vi fik Lis til klasselærer. Lis var god til at fange vores opmærksomhed og det var super godt at komme i skole.

 

Barndommens 80’er

Et par dage inde i 2. klasse stoppede glæden ved at komme i skole brat. Vi var for mange elever i de tre 1. klasser og det blev besluttet at oprette en ny 2. klasse – 2. D. Jeg græd mig selv i søvne mange dage efter at det 5-mands bord jeg sad ved, blev udpeget til at flytte ind i den nye klasse. Vi fik fru Frischmuth til klasselærer og Fru Jespersen til Matematik.

I Grønhøjgade havde jeg fået mange nye venner. Vi spillede rundbold hver aften hele sommeren og sloges i sne hele vinteren. Når vi ikke sloges i sne på gaden, så gik vi om på parkeringspladsen ved Vorupvænget, ved siden af Citröen, hvor kommunen havde overhældt pladsen med vand, så vi kunne stå på skøjter. Eller vi gik om på kælkebakken bag Aske-/Bøgevej.

Om sommeren holdt vi have og gadefester. Det var absolut de bedste dage at være barn i Grønhøjgade. Alle de voksne smilede og var glade og sagde ja til det meste.

Sommerferierne kunne godt blive lange dengang og vi fandt på alle mulige ting, for at få tiden til at gå. Jeg husker den sommer Søndergade var gravet op, for at få lagt nye kloakrør ned. Hold fest vi legede der om aftenen og i weekenderne. Jeg husker også da man gik i gang med at rydde grunden i krydset ved Torps Alle og Søndergade for at bygge Naturgas Syd.

Vi kunne også finde på at gå hele vejen ned gennem Nørre-/Søndergade og spørge efter klistermærker i alle forretningerne. 3. klasse var ikke mange dage gammel, før skolens nye bølle, Niels, var oppe på taget af den 20-30 m. høje nye gymnastiksal og sparke de bolde ud, der var deroppe.

For enden af Grønhøjgade (mod syd) lå en stor mark. Der fik vi nogle gange lov til at cykle hen og lege. På den sidste grund lige inden marken lå en gammel ruin. Her havde vi strengt forbud mod at gå ind og lege! Jeg husker ikke, hvad der havde været der, men blot en gammel to-etagers træbygning.

For enden af Vinkelvej havde OTV Plast en masser paller til at stå på det lille stykke, hvor vejen slutter. Der stod paller, fyldt med sække af små plastikkugler. Så kunne vi finde på at rive hul på sækkene, så der kom kugler ud på hele vejbanen. Så skulle vi komme fræsende på cykel, alt hvad vi kunne og se om vi kunne komme hel igennem uden at styrte. Det kunne vi ikke altid…..

Grønhøjgade er delt i to af Nygårdsvej. Det var det sociale liv i gaden også….

Husker I Snus? Han flyttede ind i gaden vi kunne ikke lade være med at drille ham, når han var fuld. Han blev pisse sur og ville fange os. Han boede i det sidste hus, lige inden Nygårdsvej. Dvs. der var en tom grund, hvor der i dag er bygget et hus. Her legede vi også tit og fandt alt muligt skrammel på grunden og satte ild til det.

Grønhøjgade omkring omkring 1980-81. Snus boede i det gule hus i baggrunden – øverst til højre

Vi havde også glæde af Skrædderen i Grønhøjgade. Han havde vel 500 (plus/minus) katte i sit hus. Nogle gange sneg vi os tæt på hans bagindgang og kiggede ind. FØJ, hvor var der klamt. Der var katte og kattelort overalt. Da Skrædderen døde, blev den del af rækkehuset på tre huse revet ned.

På Nygårdsvej lå også Thams møbelfabrik. Omme bag Thams var der en god grusvej at cykle ræs på. Der var en stor tom plads, hvor vi kunne bygge huler. Grunden grænsede op til Uldalls Jernstøberi og vi kunne naturligvis ikke lade være med at tjekke støberiet ud i weekenderne.

Vores hus i Grønhøjgade lå modsat Fuglsangsalle og grænsede op imod Plus. Der var sat et kæmpe højt stakit op nede for enden af vores hus. Men nogle gange kom vi til at skyde bolden over og så måtte vi kravle over og hente bolden. Rygtet sagde, at der gik løse hunde rundt på grunden og vi skulle skynde os tilbage, inden de fik færten af os.

Da vi blev lidt ældre og begyndte at samle flasker, afleverede vi dem hos Preben Købmand, der lå lige på hjørnet ved Søndergade og Grønnegade, over for skolen, og vi kunne købe 5 øres vingummier.

Et godt sted at samle flasker var terrænet omkring viadukten mellem Sønder- og Nørregade. Her smed mange åbenbart deres flasker til og fra byen.

Da min mor begyndte at arbejde heldags, blev tiden lidt lang og min bror og jeg begyndt i Klub2. Den lå heeeeelt nede i den anden ende af byen. De første gange gik vi hele vejen, men så gav vores forældre os lov til at cykle ned til Apoteket, stille cyklen der og gå resten af vejen.

I de lange vinterweekender var det lykken, når der var åbent hus hos bilforhandlerne. Så blev der stillet et tv op med VHS video. Så sad vi fra morgen til aften og så den samme ”Convoy” eller ”Ud og køre med de skøre” film igen og igen og igen og igen.

Vores klasse var en af de første til at have svømmeundervisning i Vejen Idrætscenterets nye og flotte svømmehal. Vi blev hentet og bragt af PM Turristfart og det var bare om at opføre sig pænt, når vi kørte til og fra svømmehallen!!

En knap så stolt periode i mit liv, var da Klaus og jeg stort set hver dag klunsede på den nye containerplads på Drejervej. Hold da fest, hvad vi fik samlet af lort. Mine forældre var tosset og meget glade, da Klaus flyttede fra byen.

Inden han flyttede, boede Klaus’s forældre i et stort hus på Kirsebærvej. Mange af mine klassekammerater var flyttet ind i huse på Morbær-/Kirsebærvej og fik lov at cykle i skole. Vi i Grønhøjgade måtte gå, der var ikke cykelstativer nok til alle eleverne på Bakklyskole.

Til gengæld måtte vi lege på den store træborg i skolegården! Det var lykken, når det endelig blev frikvarter! Senere måtte vi stå vagt ved døren, lige inden klokken ringede, så vi kunne løbe ud og sikre os én af de fire tværgående fodboldbaner, man kunne spille på. Fik man ikke fat i en bane, var hele frikvarteret ødelagt.

Av, hvor har jeg set mange komme til skade i den skolegård og mange slå løs på hinanden i skænderier… Jeg fik også selv en del bank i den skolegård….

Skolegården var delt op i to. Den store og den lille skolegård. Om vinteren skulle man bare holde sig fra den store skolegård, her ventede de større elever på at vaske dem fra de små klasser. Nogle gange stod de i mellemgangen, mellem den nye og den gamle gymnastiksal og ”fiskede” efter små uskyldige elever, der lige fik en vasketur.

Min lillebror var så heldig at starte i 0. klasse i den nye børnehaveklasse, med helt egen skolegård!

Ingen gad den gamle gymnastiksal. Alle ville have idræt i den nye gymnastik sal! Ulykken var at have den nye gymnastiksal og så var vejret til, at vi skulle op på idrætsanlægget på Gormsvej og dyrke idræt uden for.

Ironisk skete der de to steder to begivenheder, der fik betydning for min overgang fra barn til teenager.

Jeg var lige begyndt at gå til basketball i Vejen Idrætscenter. Efter at have modtaget en del tæsk til og fra skole, så ville skæbnen, at jeg voksede yderligere, da de andre stod stille ved 1,70.

I det her frikvarter går jeg ud i skolegården og Rune og Michael fra klassen spiller basketball. De spørger om jeg vil være med. Det blev starten på et ungdomsvenskab, hvor jeg gik fra at være ham, der fik tæsk på vej hjem fra skole, til at være den pigerne også gad snakke med.

Ikke noget jeg altid håndterede lige godt, men jeg har sagt undskyld til Rune. Det er en helt anden historie!

Den anden begivenhed var til det årlige idrætsstævne. Jeg skulle løbe 60 m. løb mod de to sejeste løbere fra klasse, Thomas Ilkjær og Lone Nielsen. Der var ophold i mange af de andre aktiviteter og det meste af skolen havde samlet sig foran strækningen, for at se, hvordan det gik. Nej, nej, nej, tænkte jeg. Jeg bliver så meget til grin her.

Jeg stillede mig til stregen og ventede på startskuddet. Det var det eneste jeg så til Thomas og Lone i det løb. Jeg fandt ud, at der faktisk var noget jeg var god til! Jeg kunne løbe pisse hurtigt!

Når vi kede os i frikvarteret spillede vi ”patten”. En flad bold udgjorde det for ”patten” og så jagtede vi hinanden rundt på hele skolen. Og jeg mener hele skolen!

Man havde først helle, når man spænede ind i klasselokalet, efter klokken havde ringet. Nu havde jeg jo fundet ud af, at jeg var god til at løbe, så jeg spænede op i klassen, det bedste jeg havde lært.

Her stod hun så en dag, da jeg kom pustende hen af gangen efter frikvarteret. Den nye elev i klassen.

Jeg var ikke den eneste der havde et godt øje til Katja……

Well, en dag spurgte Rune om jeg ville med til Karate. Jeg skulle ikke bruge skiftetøj eller noget. Jeg skulle bare komme, som jeg var. Jeg synes det lød mærkeligt, men jeg fulgte efter Rune.

Vi cyklede ned på Burger Baren, hvor vi skulle spille Karate imod hinanden på et videospil. Det blev den første time af rigtig mange for mig gennem årene. I en lang periode var Burger Baren vel det sted jeg brugte de fleste af mine vågne timer. Det var mødestedet og her brugte vi alle de lommepenge vi havde tjent.

Ejeren af Strøgets Grillbar og Burger Baren, Jens havde kun lukket tre gange om året. Jeg husker, at jeg engang trodsede en snestorm 1. juledag, bare for at møde en lukket dør. Men jeg kedede mig så meget derhjemme…..

Skulle det blive lidt kedeligt, kunne man jo bare gå skråt over gaden og høre musik og snakke med Oliver i “Din Musikbutik”.

Og så skulle det jo prøves….. Michael boede oppe på Kirsebærvej, lige ud til den store legeplads. Det var fredag aften og Michaels bror var leveringsdygtig i god musik og alkohol. Jeg er sikker på, at det ikke har været noget kønt syn, da vi teede os på legepladsen, inden vi cyklede ned i Klub2.

Der var fest i Klub2! De første gange jeg var der, var lokalet fyldt fra den ene ende til anden, med unge mennesker. “Tarzan Boy” bankede ud af højtalerne igen og igen, kun afløst af Sandra og hendes hit “Maria Magdalene”.

Det blev dog en kort debut. Alkoholen gjorde hurtigt det alkohol gør ved maven. Jan Bonefeld var flink til at hælde sodavand på alle os førstegangs-fulde, men lige lidt hjælp det. Jeg måtte hjem i seng.

Anden gang vi skulle have alkohol, havde Rune og jeg købt en billig flaske skod hvidvin til 25,- kr. i Fakta. Jeg ender ude i baggråden bag Klub2 og her finder Bjarne Tækker mig heldigvis og er så flink at ringe til mine forældre, så de kunne hente mig. Tak Bjarne!

En nat besluttede Rune, Michael og jeg at gå på nattetur i Vejen. Om natten listede vi os ud og gik en ret uskyldig tur rundt i et mørkt og stille Vejen. Her mødte vi nogle brødre, der siden hen blev ret kendte for deres natteture i Vejen.

Vores første date med piger i Vejen Kino var til filmen “Ghostbusters”.

VHS-video maskinen var blevet hver mands eje og når vi ikke gik til fest i Klub2 eller Ungdomsklubben, så så vi “Rambo”, “American Ninja”, “Night Mare on Elm Street”, som vi havde lejet nede i Kino, Burger Baren eller Sun Tan.

Så kom sommeren, hvor vi skulle plukke jordbær. Min familie var på ferie, så vi havde vores hus for os selv. Her var planen, at vi skulle sove tidligt, stå tidligt op og cykle ud til Skibelund og plukke jordbær. Den plan holdt tre dage…..

Til gengæld havde vi hørt om noget, der hed 0059. Det brugte vi det meste af sommeren på og jeg forstår stadigvæk ikke den dag i dag, hvorfor mine forældre ikke kunne se det på telefonregningen.

Mine forældre blev skilt i 1986 og vi flyttede op i de gule rækkehuse på Morbærvej.

En sen aften havde vi set ”Vareulvenætter” på VHS og jeg skulle gå hjem. Jeg udfordrede mig selv til at tage turen gennem Æbleskoven ved Kildevænget, der på daværende tidspunkt hverken var asfalteret eller oplyst.

Skoleåret 1986/87 gik jeg på efterskole, men var stort set hjemme og feste med vennerne i Vejen hver weekend.

Efteråret 1987 startede jeg på EFG på Vejen Handelsskole. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, men noget skulle jeg jo lave…. Det viste sig dog heldigvis hurtigt, at jeg havde ramt den rigtige hylde. Det der Økonomistyring med debet og kredit var lige mig!

Klassen jeg gik i var et nyt eksperiment fra Vejen Handelsskole, hvor de fleste af mine klassekammerater var langt ældre end mig. Men vi havde det nu meget sjovt alligevel. Kun to af os kom videre på HH.

Eftermiddagene kunne fortsat godt være lidt lange, så da muligheden for at søge job hos Keld Ellentoft kom, greb jeg den. Det var et meget formelt jobopslag på opslagstavlen på handelsskolen. De var vist lidt rystet over min ansøgning. ”Jeg hedder Thomas og bor i Vejen. Jeg spiller basketball og kan godt lide at spille computer”. Det var åbenbart nok, for jeg havde jobbet helt frem til jeg sluttede på handelsskolen.

Som 18 årig flytter jeg hjemmefra og flytter ind i de nye Ungdomsboliger på Vestergade. På det tidspunkt var der kun de to rækker ud mod Vestergade. Her blev der afholdt en del fester!

En af dem endte med et slagsmål med to fra bokseklubben, der troede de skulle ødelægge det hele. Det slap de ikke godt fra. De tog dog hævn og vendte tilbage om natten, hvor vi var nede på Handelsskolen og feste og smadrede alle mine vinduer (og naboens) i lejligheden.

Mange snakkede om det vilde fest på Vejen Gymnasium, men jeg satte faktisk aldrig mine ben deroppe…. Rune og jeg snød os engang ind til en Gnags koncert i Vejen Idrætscenter, men ellers var det mest handelsskolefesterne.

Det var ikke sjovt at være lærer for os om fredagen. Der var dobbelt op på øl på Drop In i Fredensgade og vi kunne godt nå en del øl, som opvarmning til aftenens fest, inden nogle af os gik tilbage for at modtage lidt undervisning……

I 1989 bilder jeg mig selv ind, at jeg kommer det tætteste på at være verdensberømt i Vejen. Min rolle som Susanne Bjerrehus i årets handelsskolerevy vagte stor begejstring. Jeg skulle ha optrådt med høje hæle, men jeg knækkede den ene ankel til basketball, lige inden vi skulle i gang…..

Vi blev studenter i juni 1990 og havde nogle af de bedste dage i mit liv. Jeg har en video fra vores tur i hestevogn rundt i Vejen. Men jeg har lovet ikke at offentliggøre den. Måske det kommer om 10-20 år….

 

Ung i 90’erne

Årgangen var stor og selv om mange flyttede til København for at studere, var der stadigvæk kamp om elevpladserne i nærområdet. Min sidste ansøgning gav pote i Esbjerg.

Efter en kort tur på Morbærvej hos mor, endte jeg i Esbjerg.

I 1991 var jeg dog tilbage i en ungdomsbolig på Skrænten i Vejen. Uffe Elleman-effekten ramte også mig og da jeg var så letsindig at møde op til generalforsamling i den lokale Venstres Ungdom forening, var jeg formand, inden jeg så mig om.

Toget fra Esbjerg kom ind kl. 17.28 og Fakta på Banegårdspladsen lukkede kl. 17.30 – det var ikke altid jeg nåede at handle…….

”Starlight” var mit faste tilholdssted hver eneste fre- og lørdag aften. Nogle gange var vi måske fem mand på diskoteket fredag aften – men jeg var der!

Sommeren 1992 kæmper Mogens og jeg for at få hevet et Ja hjem til Maastricht-traktaten. Her satte jeg faktisk mine ben på Vejen Gymnasium. I bedste Uffe stil have jeg EU-stjerner over det hele og en elev spurte mig, om jeg også havde stjerner på underbukserne.

Vi var så sikre på sejren, at vi sad og fejrede det med øl nede på Grillbaren, da Jens kom ned og fortalte, at det blev et Nej. Det havde vi svært ved at tro på.

Desværre var vi ikke selv i Vejen da Danmark vandt EM i fodbold. Vi var på druk-ferie i Spanien. Men jeg har ladet mig fortælle, at bordene fra Plöns blev flyttet ud på gaden og folk festede og dansede hele natten.

Da jeg blev udlært og Byggeselskabet ikke længere ville have mig boende i en ungdomsbolig, flytter jeg om i en ny restaureret bolig på Vorupvænget. Jeg husker ikke hvad naboen hed, men han var ikke helt ny og heldigvis meget døv. Ellers må han há været gevaldig træt af Captajn Hollywood og ”More and more” sangen.

Højdepunktet var julen, når de gamle venner kom hjem fra København og vi mødtes på Café Nimbus og der skete lidt nyt.

Jeg mødte faktisk ikke Pia i Vejen. Men det var gennem VU. Og i 1993 flyttede jeg selv til København.

Fire år senere, efter bruddet med Pia er jeg tilbage i Vejen igen. Sommeren 1997 arbejder jeg som ”sommerfugl” – ferieafløser hos Corrpack. Det var så kedeligt, at Palle og jeg drak hele lønnen op på Diskotek Jones, mener jeg det hed, på det tidspunkt.

Efter et turbulent år, hvor jeg troede jeg skulle studere i Esbjerg og en 2 ½ måneds rejse i Central Amerika, er jeg tilbage i en lejlighed på Banegårdspladsen i foråret 1998.

Her hjælper Arbejds Formidlingen, som praktisk talt er min nabo på Banegårdspladsen, mig med at få job hos OTV. OTV havde til huse på Brejdablik og det var en imponerende bygning at have arbejdsplads i. Orla Toft skræmte de fleste, men jeg havde ikke noget at tabe, så jeg tog ham bare oppe fra og ned. Og det fik jeg faktisk hans respekt på. Jeg knoklede så også røven ud af bukserne i de 1 ½ år jeg var der….

Egentlig skulle jeg ikke ha været i byen den aften. Min bror og jeg havde været hjemme og spise og når jeg nu havde fået for meget rødvin, kunne jeg lige så godt gå på det nye Chaplin, der næsten lige var åbnet. Her mødte jeg en ”gammel” Vejen-pige – Anette.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle finde sammen med en pige fra Vejen. Men det gjorde jeg.

Anette boede godt nok i København, men hun nåede da at give vejengenserne lidt at snakke om den sommer, inden jeg rykkede til København nok engang.

Min Vejen historie slutter december 1999, hvor jeg flytter fra min lejlighed på Askevej.

Thomas Dahlstrøm Nielsen

Grønhøjgade 14
Vejen 6600 DK
Get directions

Fødselsdag:

1971

Erindringen ønskes afleveret til:

Vejen Lokalhistoriske Arkiv