Thorvald Fr. Møller-Hansen

Erindringerne giver et godt indblik i de forhold mange levede under i 1910’erne og -20’erne. Thorvalds forældre, Hans og Oline, fik 11 børn. I mange år boede de i en lille to-værelses kælderlejlighed i Fredensgade 14. I folketællingen 1921 er der ni hjemmeboende børn. Gør ejerskabskrav på erindring

Erindringen er indsendt af Randers Stadsarkiv

 

Min far var født den 9. januar 1880 i Integade, som ligger overfor Helligåndshuset. Min farfar var tømrer. Jeg har aldrig kendt mine bedsteforældre, da min far allerede som 15-årig blev forældreløs. Far kom i lære som blikkenslager i Hadsten, da han der kunne få kost og logi. Han kom efter læretiden tilbage til Randers, og efter soldatertjenesten kom han til et påbegyndt byggefirma, hvor han var i over 50 år. Min bror kom som 14-årig i lære som murer, og var også der i 53 år. Firmaet er nu en af byens største.

Barndommen, ja, hvor langt kan man huske tilbage? Jeg kan huske vi flyttede over i malermester Dichs ejendom i Nygade. Jeg var nok 5-6 år. Jeg husker det nok fordi der boede en familie, hvor manden var politibetjent og hed Severin Jensen. Vi havde en meget stor respekt for sådan en uniform og hjelm.

Skolen begyndte da jeg var syv år. Vi fik udleveret et lille blikskilt med nummer, og man satte en sejlgarnssnor gennem et øje i skiltet, og det hang så synligt rundt om halsen. Det var på Nørrestrædes Skole, der var en drengeskole. Vi var mange elever i hver klasse, men da vi hurtigt lærte disciplin, var det nemt for lærerne at holde orden i klassen. Men med så mange elever var det vel svært at få alle med op i næste klasse. I skolen blev vi ikke behandlet venligt. Lærerne var lidt for ivrige til at klappe en på siden af hovedet, eller tage med fingrene i ens hår ved ørerne og trække opad – det var ikke rart. Spanskrøret kunne nemt blive til en daglig prøvelse, blot man ikke stod stille før man gik op i klasserne, så blev det let til et svirp. Når mange af os ikke kunne lektierne tilfredsstillende, var årsagen den, at de fleste havde byplads efter skoletiden, og var ikke hjemme før efter kl. 18, og så var man ikke oplagt til lektielæsning.
I skolen fandtes der dengang ikke toiletter med træk og slip, og heller ikke håndvaske med varmt og koldt vand eller sæbe og håndklæder. Nej, der var lokummer, dvs. en tønde med låg over. Papir måtte man selv medbringe – mange gange avispapir. Natmændene hentede tønden om natten. Et besøg på lokum var ikke rart og meget ulækkert. Lokummerne var på den modsatte side af skolebygningen, og et lokum til hver klasse.
Badningen om sommeren foregik således, at hele klassen gik gennem byen til havnen. Vi gik fire ved siden af hinanden i otte rækker. Skolelæreren fulgte efter på fortovet. Over Sønderbro, til højre langs Gudenå, hvor der lå to badeanstalter. En for piger og længere fremme en for drenge. Der var plankeværk om hele badeområdet. Der var et stort bassin for svømmerne. Det var kun få, der havde lært det – ingen svømmeundervisning! Så var der to børnebassiner, hvor man kunne bunde, idet der var træbund i den, men var der højvande, og det skete ofte, kom bademester Lund med en lang bambusstang, hvor der var en ring, der kom ned over kroppen. Så løftede han os over bassinet, og vi fik en hurtig dukkert. Det var ubehageligt, og det var vel ikke mærkeligt, at mange af os fik vandskræk, og jeg ved det fulgte nogen resten af livet. Dengang havde et barn bogstaveligt talt ingen klageret. Gymnastiklæreren var en hård fyr. Han gik med et reb i hånden, og hvis én dreng ikke magtede at klatre højt nok op i tovene, så kunne det godt blive til et rap med rebet – ligeledes når man ikke kom over hesten. Jeg kan huske, da han kom til skolen som lærer, kom han i en løjtnantuniform. Han havde sikkert lært for lidt om børnebehandling.
De sidste år på skolen blev meget bedre. Jeg husker, at jeg ved syvende klasses afslutning fik en konvolut med 20 kr. Om det var et legat eller en flidspræmie, det kan jeg ikke mindes, men stor var glæden.

Vi var på dette tidspunkt seks brødre på Nørrestrædes Skole, idet jeg var den tredje-ældste af ni børn. Vi endte med at være 11 børn! Mine to ældre brødre blev født i samme år – den ene i januar og den anden i december 1905, og jeg kom halvandet år efter. I disse svære krigsår, havde vi drenge en travl tid. Vi havde en byplads. Man skulle være 12 år for at få en byplads, men begyndte da man var 11 eller 11½, for det var smalhans derhjemme og pengene var små, og den lille løn vi fik, hjalp jo også. Vi flyttede til en kælderlejlighed i Fredensgade. Der var stue, soveværelse og køkken. Der var gaskomfur, og der skulle en 10-øre i gasautomaten ad gangen, men det forslog meget lidt. Brænde til komfuret kunne vi drenge samle oppe på Vester Altan, og det var gratis! I stuen var der bord og seks stole, en kommode, en chaiselong med hovedanlæg, og et tobaksbord. Over tobaksbordet var der et pibebræt med to lange porcelænspiber. Så var der en buffet med overskab, hvor der var to glaslåger. Ved det ene vindue mod gaden var en forhøjning på ca. 20 cm. højt og to meter lang. På den stod en gyngestol, hvor far sad om aftenen, så han kunne se ud på gaden. I lejligheden var der ikke elektricitet, toilet eller bad. I soveværelset var der en dobbeltseng, og på hver side af den stod en barneseng. Vi var jo efterhånden blevet så mange, at der ikke var plads til fire af os drenge. Så far lejede et tidligere snedkerværksted. Det blev kalket og gjort rent. En stor dobbeltseng blev stillet på gulvet, og to af os gik ned til fouragehandleren i Vestergade, som solgte hø, halm og foder til heste. Der fik vi for 25 øre halm, så vi kunne fylde sengene op. Det blev dækket til med et hessiantæppe. Det var rart at ligge på halmen de første nætter, men som dagene gik, blev halmen trykket sammen og smuldrede så meget, så vi tydeligt kunne mærke bunden. Men en ny 25-øre blev fremskaffet til køb af nyt halm – de små glæder havde også ret.
Vi kunne vågne om natten, når natmændene kom for at tømme wc-tønderne. Der var to natmænd, og de bar tønderne imellem sig. Der var tre wc’er i gården. De lavede meget støj, for de havde jernbeslåede træsko på, og den ene havde en staldlygte i hånden. Dens lys sås tydeligt i det mørke værelse, men det blev man også fortrolig med.

Jeg kan så fortælle, hvad vi drenge lavede efter skoletid i årene under og efter 1. verdenskrig. Vi havde meget at bestille i vores byplads. Vi havde en lille håndvogn, der blev fyldt med pakker til forskellige forretninger. Turene gik også til Vorup, Kristrup og Dronningborg. Vi arbejdede også om lørdagen. Jeg tror vi fik tre kr. om ugen. Det var smalhals derhjemme. Det var meget svært for min mor at klare det økonomiske. Min far var indkaldt i Sikringsstyrelsen og skulle møde i Aalborg. Han gik vagt på broen over Limfjorden. Hvor længe det varede, ved jeg ikke, men man må huske der ikke var bistandskontor elle sagsbehandlere. Der blev oprettet en hjælpekasse med kontor på gasværket, hvor der blev udbetalt et beløb hver uge. Der blev også arrangeret en børnebespisning for skolebørn. Det var i Menighedshuset over for skolen i Søren Møllers Gade.

Vi gik i skole om formiddagen og gik derfra til bespisningen. Vi stod ved lange borde. Kartofler og sovs fik vi aldrig. Maden blev kogt i store grukedler. Det kunne være risengrød, kærnemælkssuppe, fløjlsgrød, risvælling eller sødsuppe. Derefter fik vi en tyk skive rugbrød med en stor frikadelle, medisterpølse eller stegt flæsk. Maden var god, og søde damer sørgede for os. Vi var sultne, så vi var glade for at komme der. I det offentlige slagtehus i Bredstrupsgade, hvor der nu er varehus, blev der i krigsårene kogt 2.-klasses kød. Der kunne man visse morgener købe en fyldt mælkespand for 35 øre. Der har jeg stået i kø for at få spanden fyldt. Det duftede dejligt. Det var kogt så mørt, at det faldt fra hinanden i strimler og så var det jo varmt! I den første port man kom til, inden Fredensgade, skulle man lige ind og smage. Når vi spiste hjemme om aftenen, så stod vi ved bordet. Far sad ved bordenden. Mor havde en brødmaskine, hvor hun skar af et fire-kilos rugbrød. Der var et lerfad med margarine, som var æltet med smørfarve, for at komme til at ligne rigtig smør. Så var der et fad med affaldspålæg, som var skåret i små stykker og et fad med rester af ost, man købte billigt. Når osten blev revet på et rivejern, kunne det slå til mange stykker rugbrød.

Mor gik hjemme, og var altid klar til at tage imod os, når vi kom fra bypladsen. Hun var en rigtig mor, der talte med os om vores problemer. Tænk på, at vi som 12-13-årige gik i skole kl. otte om morgenen. Om vinteren gik man derefter til bespisningen, og så på vores bypladser, for derefter at vende hjem ved 18.30-tiden. Nu kan man bedre forstå, at hun har tænkt så meget på sine børn, og for os var det mange gange en hård tid. Mor var et vidunderligt godt menneske. Efterår og vinter sad vi om aftenen ved en lille petroelumslampe og fortalte små historier og sang salmer fra salmebogen. Kom vi hjem og klagede over noget, som vi syntes var overgået os uretfærdigt, så sagde mor: ”I må hellere lide uret, end gør uret, og det vil jeg gerne, at I altid vil huske, og én ting til: rør aldrig noget, som ikke er jeres”.

Min far var en slider. Han arbejdede 12 timer om dagen. Lidt før kl. seks om morgenen, kunne man høre ham ned ad Fredensgade. Fabrikken var i Søren Møllers Gade, til højre lige efter Fredensgade. Far lavede rør, fliser, mursten og balystre. Det var cementstøbte figurer, som blev påsat facaden. Han arbejdede til kl. 18 med støbning og cementblanding. Det var et voldsomt slid, men der skulle arbejdes hårdt for at skaffe føde til os alle, men vi hørte aldrig han beklagede sig. Han var meget bestemt – ville have ro, men slog sjældent. Når far fik løn fredag eftermiddag, var hans første besøg hos købmand Nielsen. Der havde vi en bog, hvor alt blev skrevet ind. Vi handlede der i mange år, og da købmanden lukkede forretningen på grund af alder, var der en restgæld. Den blev betalt med 5 kr. om ugen. Ærligheden var i højsædet hos mine forældre.

Om sommeren gik vi altid med bare ben, om efteråret med stunthoser, det var strømper uden fod, med en lille strop, som gik over storetåen. Sidst på efteråret fik vi fra skolen spidse træsko – franske træsko var nok for dyre. For at disse kunne holde vinteren over, skulle min far beslå dem med jernringe. Det var ikke rart at gå i dem. Tit slog man hul på knoerne ved indersiden af foden, og om aftenen var strømperne groet fast, idet blodet var størknet. Så blødte vi den op med vand. Det kan de fleste på min alder – 74 år – sikkert huske.

Det hele var nu ikke gråt i gråt. I sommeraftnerne var vi meget nede på Nørgårds Eng. Der var et god badested for både voksne og børn, dog kun mænd og drenge. Vi kørte derned med en cykelfælg, som vi skubbede og styrede med pinde. På korkfabrikken fik vi affaldspropperne, som vi satte hele vejen rundt i fælgen.
Vi morede os også om aftenen med drabelige kampe på Vester Altan. Vi var drenge fra Fredensgade og Carl Metz Gade, nu Danmarksgade, imod drengene fra byggeren – byggeforeningen på Viborgvej. Vi sloges med lange grene, som vi fandt i skoven – andre våben måtte vi ikke bruge.
Det kunne ske, at en søndag med fint vejr, vi var nogle kammerater, som tog en fodtur til Fladbro. Provianten var en pakke mellemmadder og en flaske saftevand. Det var en lang tur. Sommerferie kendte vi ikke. Det var stadig dårlige tider, så vi afløste mælkedrengene ved mejeriet i Store Voldgade. Jeg var med fra 7 morgen til over middag. Vi kørte med hestevogn i Søren Møllers Gade, Fredensgade, Vester Altan og Carl Metz Gade. Vi lærte hurtigt hvad de forskellige skulle have. Der blev solgt meget halv skummet og halv sød. Vi brugte altid bagtrappen, hvor mange havde deres mælkespand og flødekande stående med en seddel i. Næsten alle fik ugeregning, og der kunne godt falde en fem-øre af til mig. Mange gange om aftenen stod vi på træbroen til holmen øst for Sønderbro, og fiskede aborrer. Fiskestangen var en rund træstang med tynd sejlgarn, en krog og en prop. Når aborrerne var store om efteråret, lavede vi fiskefrikadeller af dem.

Vi havde altid en god og glad jul. Vi lavede selv julepynt af melklister. Det var ikke altid det ville binde godt nok, særligt ikke kræmmerhusene. Men når der blev bundet en sytråd om, så gik det. Mor forstod at lave dejlige ting for små midler. Det var utroligt, hvad hun kunne få ud af havregryn. Det blev blandet med marcipan-kakao, og der blev det fineste konfekt til kurvene på træet. Fars fagforening holdt juletræsfest i arbejdernes forsamlingsbygning Jylland. I den store sal var et mægtigt juletræ, men det var umuligt at få seks klædt på med tøj, strømper og sko, så vi lånte en stor kurv hos købmanden. Så gik vi to ned på Jylland og fik vores poser med godter og et stykke legetøj til hver, og så festede vi hjemme – men grunden anede vi nu godt.

Som mine brødre kom jeg i lære som 14-årig. Jeg ville gerne i kontorlære, men min far var ikke særlig glad for det, for han mente håndværk var bedre. Men chefen hvor jeg var bydreng, ville godt have mig. Jeg havde det sidste år som dreng siddet og skrevet fakturaer på skrivemaskine, så far gav sig, og jeg kom i lære.
Det var nu ikke særlig hyggeligt for mig at komme på handelsskole, som var om aftenen fra kl. 19-21 på Søren Møllers Gades Skole. Jeg kom jo fra 7. klasse på Nørrestrædes Skole og over til elever som havde realeksamen. Men jeg klarede mig igennem alle tre eksaminer. Jeg kan huske en forretningsmands søn med realeksamen, som ikke klarede de tre eksaminer. Så jeg var glad for det gik.

På lærerpladsen havde jeg det godt. Jeg stod op ved en stor skrivepult – det meste foregik med pen og blæk. Vi havde en lille løn. Jeg tror jeg sluttede med 50 kr. om måneden, og da vi var nødt til at købe tøj og sko på afbetaling, blev der ikke meget til en selv. Som barn tænke jeg tit, at jeg ikke ville være fattig, når jeg blev voksen.
Om sommeren var der fredag og søndag aftener musik på Skovbakken. Her var en meget hyggelig pavillon, hvor der blev serveret kaffe eller øl. Vi kom ikke på pavillonen, der sad folk og nød deres kaffe og røg en god cigar. De fleste af os havde ikke råd til den luksus, dog kunne man købe et æble eller chokolade, idet der langs festpladsen var boder med slik. Vi kammerater gik op og ned af festpladsen. Pigerne gik arm i arm, tre-fire stykker sammen.
Vi gik af og til i Kosmorama eller Kinografen, som lå i Middelgade. Senere kom der biograf i Brødregade, og Rådhus-Teatret var der også. Vi må heller ikke glemme Randers Teater i Østergade. Da jeg var 17-18 år kunne man på sidste række på balkonen få en billet for 75 øre. Her kunne man stå oprejst uden at genere nogen. Særlig operette-aftnerne var en oplevelse.

I 1918-19 kan jeg huske, hvordan folk led af Den spanske Syge. Det gik særligt ud over kraftige mennesker, og når de fik høj feber, klarede de ikke alle sygdommen. Jeg havde en fætter, som var befalingsmand ved dragonerne. Han var en kraftig sportsmand, der dyrkede brydning og boksning. Jeg husker tydeligt alle hans præmier og medaljer. Han var gift med en meget stor og kraftig dame. De boede i en lille stuelejlighed i Markedsgade med en lille pige på halvandet år. Først blev moderen syg, og kom på sygehuset på Hobrovej, og to dage efter blev manden indlagt. De døde begge med to dages mellemrum, og blev ført til kapellet i to ligvogne efter hinanden. Denne store tragedie ramte mange familier, for vi så jo hver eneste aften den ene ligvogn efter den anden på vej til kapellet med et langt ligfølge efter. Det var skikken dengang – man gik gennem byens gader. Om aftenen kunne man se der var strøet grangrene ud for forskellige huse, og det var også skikken dengang, når der var dødsfald.

Efter min læretid fik jeg plads på et kolonial-engroslager. Det lå ved Tørvebryggen og bestod af tre bygninger: en kontorbygning mod Vestergrave, en midterbygning med to lofter og en bygning til Tørvebryggen. Der var ekspedition i stueetagen. Det var en meget stor forretning. Vi havde to Ford-lastvogne, to chauffører og en bydreng. Der var meget arbejde for vi unge mennesker. Vi kørte selv mel hjem fra skib. Der var i hundredevis af sække på 50 kilo at stable op. De blev hejst op til os, otte styk af gangen, så vi måtte arbejde hårdt. Vi havde selv tapperi, hvor store tønder med saft blev fyldt på flasker, som vi selv måtte rengøre, og efter påfyldning sætte etiketter og propper på.
Vi havde alt muligt i kolonial, og vi måtte springe rundt på lageret efter det som stod på ordresedlen. Der var nok at få tiden til at gå med. Lønnen var lille, men arbejdet stort.
Det var ellers ikke let at få arbejde som kommis. Der var mange, der gennem avisen søgte plads i forretning til deres søn, og de skrev lønnen var underordnet. Så jeg var glad for mit arbejde.

I 20’erne var det politisk urolige tider. Der blev holdt store offentlige politiske møder i ridehuset ved el-værket og på markedspladsen, hvor talerne stod på en vogn. Engang måtte en af de konservative lukkes ud af en bagdør, da han havde udtalt, at nok skulle arbejderen have brød at leve af, men han behøvede ikke pålæg på. Det var for groft. Han kunne godt have fået en oven i hovedet for dette.
Jeg husker også generalstrejken, hvor dragonerne kom ned på Frederiksplads og på havnen, hvor der arbejdede skruebrækkere. En af dem havde arbejderne fået fat i. Han blev meget bange og råbte ”Skån mig – skån mig”, og efter den tid fik han øgenavnet Skån Mig.
En af de røde socialister blev arresteret af politiet og kom op på Slottet (Tinghuset). Det var nu ikke så alvorligt – han blev senere byens borgmester.

Vi morede os godt i vor ungdom. Kom meget til bal, og danseskole var en billig fornøjelse. Vi tog også til dans i Romalt Forsamlingshus. Man betale halvanden krone, og hen på aftenen fik man kaffe – men kagerne skulle betales. Så var der karnevallerne, der blev holdt i boldklubben Freja. Der mødte man udklædt, og forestillede alt muligt. Pigerne var klædt i meget flotte dragter og let påklædte – det var kun til karneval man vovede det.

Jeg blev i kolonialfirmaet til maj 1928, hvor jeg blev indkaldt til Viborg som soldat ved fodfolket. Tjenestetiden var ikke så lang – fra 10.5 til 8.10. 1928. Det var en god tid med godt kammeratskab. Vi havde nogle skrappe marchture og mange øvelser på eksercerpladsen. Disciplinen var jo hård dengang, men vi lærte at man faktisk kunne holde ud til mere end man selv troede på.
Jeg kom hjem i oktober 1928. Faget som kommis var ikke meget ved lønmæssigt, så jeg søgte arbejde ved Randers Kommunale Havnevæsen, og kom ind 1.11. 1928. Året efter var den store havneindvielse – havneløbet blev fyldt op fra nu endekajen til Randersbro. Jeg fik kontrollen med de mange vognmænd som kørte sand fra Viborgvej og Vester Altan, hvor nu Vesterport ligger.  Vognmændene fik en seddel på hvert læs, og de kørte ca. 20 læs hver pr. dag. Jeg var ved havnevæsenet til 1935. Lønnen var 97 øre i timen i 48 timer om ugen. Ingen ferie. Jeg blev så flyttet til stadsingeniørens kontor og tegnestue i Vestergade, hvor jeg kom med på opmåling. Der blev jeg ansat som tjenestemand og sluttede i 1972. Der havde jeg 50 dejlige år.
Mit første ansættelsesbrev som tjenestemand lød på 1920 kr. pr. år, med en stigning på 150 kr. om året i tre år, til en årlig løn af 2520 kr.

Efter krigen 1940-45 begyndte vi opmåling til byens sanering Jeg var med til afsætning af Parkboulevarden, Skovbakkevejen, Dragonvej og hele gennembruddet fra Carolinegade til Frederiksplads. Ja, hele bysaneringen, men det er en anden historie.

Man synes, man har levet i to forskellige verdener: før 2. verdenskrig og efter 2. verdenskrig, hvor der kom tider med velstand og store forandringer.

Provstegade 5
Randers 8900 DK
Get directions

Fødselsdag:

1907

Erindringen ønskes afleveret til:

Randers Stadsarkiv