Thyra Wittrup, f. Kruse

Gerda Wittrup deler her sin erindring om sin mor Thyra. Hun blev født i Sønderjylland i 1899 da det var på tyske hænder og deler sin mors hverdagsfortællinger på den tid. Thyra blev diakonisse og gift, hvorefter de slog sig ned i Snaptun ved Horsens. Hun blev folketingskandidat for radikale venstre i 1940erne og var med en delegation til Rusland i 1956. Gør ejerskabskrav på erindring

Opvokset i Sønderjylland

Min mor, Thyra Kruse (senere gift Wittrup) blev født i Sønderjylland i 1899. Det var mens Sønderjylland var indlemmet i Tyskland.

Hendes forældre havde ved flid arbejdet sig op fra fattigdom; der fortælles at hun, der var nr. 5 barn skulle være bortadopteret til en slægtning, men da det kom til stykket kunne hendes mor alligevel ikke, og faderen afgjorde: “Kan du ikke, så skal du heller ikke. Der bliver nok mad til en mere“.

Hendes far blev skovfoged og skytte for greven på Gram Gods, så de boede i et hus under godset “Krogslund”, det er vist fredet nu.

Min mor har til Nationalmuseet beskrevet huset og haven og fortalt om, hvordan det gik for sig når de slagtede gris og når der blev bagt i en ovn under en jordhøj og om hendes barndom, og  skole- og ungdomsår. Det fortalte hun også til mine børn på kassettebånd.

Det var på en tid, hvor Sønderjylland skulle fortyskes, så al tale i skolen – ikke kun i timerne – skulle være på tysk.

Hjemmet var dansksindet, så børnene oplevede, at de bøger, de fik som præmier i skolen endte i kakkelovnen hjemme, og på kejserens fødselsdag – hvor alle kom festklædte – fik de ikke lov til at få de pæne kjoler på. Moderen mildnede det lidt, så de fik et pænt nystrøjet forklæde.

Min mor skrev siden mod fordanskning af Grønlænderbørn. Hun havde oplevet, hvordan kun de velbegavede med støtte i hjemmet kunne blive dobbeltsprogede. Andre blev halvsprogede.

 

Små hverdagsfortællinger

Hun fortalte også, at det først var som en ret stor pige, at hun fik underbukser. Det var helt normalt. Piger gik med ret lange nederdele- uden noget under.

De havde ca. 6 km hver vej til skole og kun træsko, men var der meget sne, fik de gamle lange sokker udenpå træskoene, så der ikke kom så meget sne ind.

Hun fortæller også, at hjem fra skole blev de inviteret ind “at se den døde”, hvis der havde været dødsfald. Egnen var indremissionsk, og tanker om fortabelse fulgte min mor hele livet.

Da hun var 14 år døde hendes mor efter et længere sygeleje i hjemmet. Min mor sad vist ofte og snakkede med hende og disse stunder var med til at præge hendes liv.

Efter skoletiden fik hun forskellige pladser, men første verdenskrig blev helt afgørende for hendes ungdomsår. Det blev en mørk og tung tid. På gårdene hvor hun var “ung pige” kunne de ikke skaffe folk. Man måtte lokke med en god kost, men tyskerne havde forbudt slagtning, grisen blev skudt for ikke at hyle, og kødet gemt i pigernes senge.

Hun fortæller om en husjomfru, som satte sig med en tung nøgle og sov til middag. Når hun tabte nøglen, vidste hun, at hun havde sovet, og så var det tid at genoptage arbejdet. Min mor fortalte også om en plads, hvor konen var meget sparsommelig. Om aftenen skulle pigerne brodere monogrammer på hendes linned indtil et bestemt klokkeslet. Så først derefter måtte de sy på deres eget. Det var også der, at de skulle bruge en opskrift på vaniljekranse, hvor der stod “god, hvor der er mange børn“, men det var en barnløs familie.

Senere kom min mor til en købmandsfamilie i Christiansfeld. De mennesker kom til at betyde meget for hendes valg af livsstilling.

 

Arbejdet som diakonisse og ægteskab

Sekstusind unge sønners liv var dine løsepenge” skriver Henrik Pontoppidan efter genforeningen (det lyder som et eventyr…). Efter krigen var der stort overskud af unge kvinder i Sønderjylland, men om der var en enkelt, som hun særligt savnede, fortalte hun aldrig.

Der var heller ikke mange valgmuligheder for unge kvinder, der ikke blev gift og husmor.

Min mors valg var at blive diakonisse. Det var vist i 1920 hun rejste til København med færge over både Lillebælt og Storebælt. Hun blev bange, da hun så kasserne med redningsbælter – var det så farligt..?

Men før det var jo afstemningen, genforeningen og festerne og kongen på den hvide hest. En større fest for hende var nok at se de ældre søskende. Sønderjyderne skulle hjem for at stemme Sønderjylland til Danmark

Hun skrev også en sang til en genforeningsfest. Den blev trykt med sort sørgerand. Trykkeriet havde ikke fået stillet om efter de mange dødsomtaler.

De første år i København og på Diakonissestiftelsen har uden tvivl været barske for en ængstelig ung pige. Hun blev ked af det, når man morede sig over hendes dialekt. “Jeg sagde ikke noget de første 2 år, men mindre jeg var tvunget til det“.

I vore dage vil vi jo nok sige, at de unge diakonisser blev udnyttet. Det var arbejdede fra tidlig morgen til sen aften- meget at skrubbe og skure, men det fortalte min mor meget sjældent om. Hun fik sin sygeplejerske-uddannelse og blev efterhånden afdelingssøster på en medicinsk afdeling.

Der blev hendes kommende svigermor indlagt, og derved traf hun min far.

Jeg tror, han var et forsømt rigmandsbarn – nu arkitekt på Jensen-Klints tegnestue og underviser på teknisk skole – hvor han vist blev mobbet meget – i hvert fald havde han ”dårlige nerver”, som det hed dengang. Nu ville man vel kalde det depressioner.

Men de blev forlovede. Jeg hørte engang Søster Anna, som var min mors bedste veninde fortælle, at hun, der var udstationeret i Esbjerg uventet fik ærinde på Diakonissestiftelsen og traf min mor, der begyndte at græde og sagde: ”Du kommer sendt fra himmelsen. Jeg er blevet forlovet og det er forfærdeligt“. Søster Anna – en glad pige fra Sydfyn – var noget overrasket. Man plejer da at være glad, når man bliver forlovet, og her sidder du og græder. Men skulle hun svigte, nu Diakonissestiftelsen havde bekostet hendes uddannelse o.s.v.

Min mors far var imod forbindelsen. Hun skulle ikke gifte sig med en syg mand, var han end aldrig så rig.

Men enden blev, at de blev gift 1932.  En gammel afgået præst foretog vielsen og først ved alteret opdagede de, at han brugte det ritual, som var afskaffet i 1912. Indimellem spøgte min far med, at hun havde lovet at være ham underdanig, som det hed i det gamle ritual.

Min far ville helt væk fra byen, og købte hus i et fiskerleje, Snaptun ved Horsens fjord. Min mors svoger ville køre hende derud i sin bil, men vendte om på halvvejen. Så lang ude skulle hans svigerinde ikke bo! Det kom hun nu til alligevel, og vi fire børn fik et dejligt barndomshjem med hus, have og strand og skov nær ved.

Under anden verdenskrig var min far igen på Dianalund nervesanatorium og mor var alene i et stort koldt hus med fire børn. Jeg er fra 1942. det har ikke været let.

 

Politisk aktiv i radikale venstre

De var meget interesserede i snart sagt alle spørgsmål: Skolen, kirken, folkeoplysning, ”Aldrig mere krig”, økologisk levevis før dette blev ”opfundet”. De tog på kursus i at lave æblemost og at henkoge, holdt bier, havde stor frugt- og køkkenhave, var en overgang vegetarer (men hvad, når dyrene blev gamle, skulle de så bare destrueres?) interesseret i Hindhedes teorier. De lagde i nogle år lokaler til husholdningstimer for sognets unge piger.

De var politisk engagerede – medlemmer af det radikale venstre, hvor min mor var folketingskandidat nok sidst i fyrrene. Hun havde det rigtig svært med, at stå og gentage de samme argumenter aften efter aften til vælgermøder, uden at komme i dialog med de andre kandidater, som også bare stod og gentog. Det var heller ikke let for hende med venstrepressen, der med vilje fejlciterede hende, så en bemærkning om at det selvfølgelig var dem, der vasker op, der slår porcelænet i stykker blev citeret som: Fru Wittrup indrømmer, at de radikale slår porcelænet i stykker. Men små sejre havde hun dog. “Den ugudelige radikaler” kunne korrigere “de kristne” kandidaters bibelcitater. Begge mine forældre var dybt alvorlige kristne.

Jeg husker hvordan de store borde blev stillet sammen, og der blev duplikeret og puttet i konvolutter.

Men let for fremmede at komme ind og præge lokalsamfundet, som måske mest min far ønskede var det nu ikke. Hvor mange gange har jeg ikke krummet tæer fordi mine forældre “altid” skulle op og sige noget, når der var møde i forsamlingshuset.

Mor brugte også af og til sin uddannelse som sygeplejerske. Jeg har hendes Madsen-fad og lille sprøjte, som blev kogt 20 minutter, for at være steril, hvis nogen skulle have indsprøjtninger. Der er også nogle kanyler, der ligger med en ståltråd trukket igennem. De har nærmest modhager. Jeg håber, de var skarpere dengang.

Min mor deltog meget aktivt i arbejdet for at alle unge piger skulle have en huslig uddannelse – “et år i huset” en art kvindelig værnepligt.

Det var p.g.a.dette arbejde, at hun blev inviteret med til en delegation til Rusland i 1956.

En anden deltager var Lise Nørgård, som i sine erindringer husker min mor som “en husmandskone fra Jylland”. De var meget forskellige.

Rusland var et lukket land dengang, så mor kom ud og holdt foredrag og viste lysbilleder. Men kort efter blev min far syg og døde.

Meget mere kunne fortælles, men her vil jeg slutte.

 

Bredgade 202
Hurup Thy 7760 DK
Get directions

Fødselsdag:

1899

Erindringen ønskes afleveret til:

Horsens Byarkiv
Museum Sønderjylland, ISL-Lokalhistorie
image/svg+xml