Tomiko Ishikawa Petersen

Tomiko Ishikawa Petersen interviewes af nogle etnologistuderende under temaet "At etablere et hjem". Her snakker de om Tomikos møde med Danmark og det at etablere sig i et fremmed land, og om nogle af de kulturforskelle hun særligt har lagt mærke til - alt fra forventningen til kvinders rolle i det offentlige rum til begravelsesritualer og omgangstonen på arbejdet. Gør ejerskabskrav på erindring

Indledende

Under temaet ’At etablere et hjem’ har vi valgt, at interviewe Tomiko. En japansk kvinde, der for 20 år siden rev sine rødder op for at bosætte sig i Danmark, nærmere bestemt  København. I dag bor hun stadig i København, har fået to drenge med en dansk mand og arbejder i socialhjemmeplejen. Tomiko skal netop til at etablere sig på ny i København.

Marie og Vera, to første års etnologi-studerende, mødte Tomiko på en café på Østerbro onsdag d. 14. februar 2018, for at snakke om blandt andet Tomikos møde med den danske kultur.

 

M: Så går vi bare i gang, stille og roligt. Hvad er dit fulde navn?

Jeg hedder Tomiko Ishikawa Petersen

M: Ish? Hvordan staver du det?

I-s-h-e-k-a-w-a, ishikawa

M: Ishekawa. Sådan der? Kan du læse det?

Ååh ja. Det er fordi jeg kan ikke huske.. I som is. IsHIkawa

M: Og Petersen?

Yes. Med t. Og jeg er lige fyldt halvtreds

M: Du er lige fyldt halvtreds? Tillykke!    

Tak

V: Og du er opvokset i Tokyo?

Nej. Jeg har boet i Tokyo, men jeg er opvokset faktisk midt i Japan. Altså sådan nogle industrikvarterer kan man sige, industribyer. Det er ikke nogen kendt by, men jeg kommer fra midt i Japan.

M: Okay, hvad hedder den?

Kosai. K-o-s-a-i, i som is. Kosai

M: Kosai. Okay

Det betyder faktisk øste y, øst for, øst for sø.

V: Øst for søen?

Jaer

V: Okay, smukt. Men ømh, hvorfor… Hvordan havnede du her i Danmark?

Jamen da jeg boede i Tokyo, mødte jeg en mand med blå øjne.

[Alle tre griner]

Han trænede jo karate, japansk kampsport. Og han kommer til Tokyo for at prøve at graduere, for han var jo brun bælte, hvis I kender det fra karate?

M: Brunbæltet?

Han vil godt komme i højere grader. Og så kommer han i Japan og træner og så han vil gerne så det næste

V: Det næste skridt?

Ja, og det var sorte bæltet … Det var derfor jeg mødte ham. Men jeg har haft en dansk ven som var jonglør i Tokyo.

M: Nå, så det var ikke den første dansker du mødte?

Nej, han var faktisk nummer to. Men den første var bare ven, jeg kendte ham bare, ik? Og han tog min eksmand, eller… min første mand [fniser] med til… Hvor var det, en bar, en restaurant agtigt. Og så blev jeg præsenteret… Ja.

V: Og så var I i Tokyo i noget tid sammen inden i kommer til København?

Ja vi var sammen i næsten et halvt år. Men så, hans visa løb ud og han kunne ikke forlænge længere. Men så kommer jeg. Jeg kommer herover, og jeg kommer også bare på sådan et almindeligt turistvisa, ik? 6 måneder tror jeg. Den eneste måde jeg kunne blive her, jeg skulle bare giftes med ham fordi jeg kan ikke læse, jeg er ikke studerende eller har arbejde, så… Men jeg elskede ham også dengang. Så blev jeg gift efter et halvt år.

M: Hvordan kan det være I beslutter at flytte til Danmark og ikke bare blive i Tokyo?

Fordi han kunne ikke være i Japan længere. Han kunne ikke forlænge hans visa, så tænkte jeg så kommer jeg og bor i Danmark, og ser hvordan det …

V: Og hvad for nogle tanker gjorde du dig sådan om Danmark, om København og den danske kultur før du flyttede hertil?

Jeg kan ikke sige så meget om kulturen, men da jeg kom… jeg synes det var lige som sådan noget eventyr-agtigt at se på. Ligesom H.C. Andersen … Men jeg har læst om det, men øh… For det første, jeg synes at der var ikke nogen mennesker, for jeg vant til alle mennesker i Tokyo. Der er mylder af mennesker i Tokyo

M: Tror I det kan være, at vi skal snakke lidt højere måske? Eller tror I det er fint nok?
V: Altså jeg tror egentlig det er okay når den ligger der
M: Jaer, ja okay

 

… Jeg havde ikke så meget overskud til at tænke over det på det tidspunkt, men jeg synes danskerne er meget .. I siger meget… øh hvad hedder det

V: Reserverede?

Ja, det synes jeg at jeg har hørt, men det synes jeg slet ikke i forhold til, hvor jeg kommer fra. Vi er meget sådan, vi er meget høfligt og sød og rar, men øh.. Man ved aldrig hvad de tænker i Japan fordi vi er så høflige… Men jeg synes danskere er sådan lige til, for mig i hvert fald. Jeg synes ikke I er reserverede overhovedet.

V: Det er vi da glade for at høre [ler]

Det kan godt være det kommer an på hvem det er…

M: Ja ja.. Var det nogle bestemte ting, som du virkelig synes var mærkeligt?

Ja, det var begravelser faktisk.

M: Begravelser?

Ja, det kunne jeg simpelthen ikke forstå. For de fleste var lukket, ik? Kisten. Og jeg kommer jo til begravelse fordi jeg bliver ked af det, ik? Og det er ligesom… Det er ikke særlig godt at vise følelser

V: Du følte ikke det var okay at vi følelser til begravelser?

Ja jeg føler mig som om, at jeg må ikke græde. I hvert fald i Vestegnen [ler]. Det er ligesom, man skal ikke vise at man er ked af det, og man skal ikke græde, og det var sådan noget af det, hvor jeg tænkte ’hvor er det mærkeligt’… Også med bryllup. Jeg bliver også rørt og græder, fik tårer i mine øjne.. Så han der får mig til at græde, han bliver skældt ud [alle ler]. Og jeg bliver rørt fordi jeg kommer til at tænke på min familie, og en glædeståre også. Og det er sådan, hvor jeg tænker ’nå… okay’. Det kunne jeg ikke forstå.

V: Så det følte du ikke der helt var plads til, eller?

Jaer eller..

V: Eller følte du også at du var den eneste, der havde det sådan? Var der ikke andre der… Altså jeg kommer i hvert fald altid selv til at græde

Jamen det kan godt være at dengang, det kan godt være derover i Vestegnen, der fik jeg i hvert fald altså.. den del af følelser hvor man er ked af det, det skal man altså ikke snakke om eller vise, sådan følte jeg.

V: I Japan, der har man åbne kister til begravelser?

Ja, eller i hvert fald, hvor jeg kommer fra… Død er meget nær for os i Japan, og vi samler også knogler bagefter, når de er blevet brændt. De bliver brændt alle sammen

M: I samler…?

Når folk bliver brændt, og så kommer de ud fra.. Hvad hedder det?

V: Fra ovnen

Ja. Okay, ja. Kommer ud og så står der så to personer over for hinanden og så får man altså.. ligesom spisepinde, og så skal man samle én knogle ned i urnen

V: Men man tager ikke bare det hele, altså også asken, ned i urnen?

Ja, det gør det nok bagefter, men sådan var det med min farfar og min morfar.

V: Er det de pårørende, der samler knoglerne?

Mmmh det er det. Det kan godt være at der er andre byer, der er anderledes, men sådan var det i hvert fald, hvor jeg kommer fra. Men.. det er ritualer.
Jeg har også givet ham vand i munden inden han blev brændt, så han ikke blev tørstig, det er sådan nogle mærkelige ting, ik? Så vi ser døde mennesker, og de bliver brændt, og så skal vi også se hvordan de ser ud når de bliver brændt.

V: Det er godt nok ret interessant, hva’

Ja og nogle steder, jeg ved ikke om I har set filmen… jeg ved ikke hvad den hedder på dansk. Den handler faktisk om en bedemand tror jeg, det er mennesker, der gør døde i stand – vasker, klæder dem i pænt tøj og sådan noget – der er i hvert fald en film om det, en dansk film.

M: Men når du så besøger Tokyo efter du ligesom var flyttet til Danmark, kan du så mærke at du har ændret dig? Altså sådan, når du kommer tilbage, for eksempel sådan noget med høflighed

Når jeg kommer tilbage?

M: Hvad siger din familie så?

Åh ja, det kan jeg godt huske. Min ældste søster har sat mig på plads, fordi jeg var meget afslappet fik jeg at vide. ’Kan du ikke lige lukke dine ben? Kan du ikke lige opføre dig som kvinde’, siger hun til mig. Og jeg må heller ikke sige min mening i offentlige steder. For eksempel når man kommer på kommunen eller på et posthus, så kommer jeg til at sige min mening, det må jeg ikke, får jeg at vide af min mor og min ældste søster. Fordi, altså jeg bor der ikke længere, så det er dem der får noget ballade, hvis jeg så vover at sige min mening. For jeg synes de har været strenge over for min mor, så sagde jeg jo min mening, men det måtte jeg ikke. Sådan var det dengang.

V: Og det kan du mærke er sådan en ting du har fået af at bo i Danmark?

Ja ja ja, fordi da jeg kommer til Danmark, og det var så svært for mig at jeg lige pludselig skulle sige min mening, fordi i Japan var det altså.. Jeg skal gøre som alle andre gør. Hvis jeg ikke gør det, så bliver det lige som om at jeg bliver stemplet. Sådan var det bare. I skolen, vi får uniformer for vi skal se ens ud. Vi får faktisk sådan nogle elevbøger, hvor der står.. Vi skriver faktisk om hvor langt mit tøj skal være, hvor langt mit pandebånd skal være.. Og det står der bare, og hvis du ikke holder det, så bliver du kaldt op.

V: Hvad synes du om det, da du kom til Danmark?

Det er svært. Det er svært at bryde det. Lige pludselig skal jeg sige min mening, hvad skal jeg sige, hvad må jeg sige? Det var virkelig svært for mig i starten, nu kan jeg godt. Det tog mig mange år alligevel, at sige min mening… Det var også sjovt at opleve på arbejde, for jeg siger jo bare ja til det hele, ik? Og så fik jeg også at vide af min chef, at det skal jeg ikke, for så vil folk udnytte dig. Og så skulle jeg også holde pause, sagde han. Pause?… [alle tre griner]. Du skal holde pause hver time 5 minutter eller sådan noget. Så der er mange dejlige overraskelser.

M: Så arbejdsmentaliteten er helt anderledes?

Ja, og chefen også. Det er sjældent at tale med dem som er øverst i hierarkiet. Jeg kalder dem jo De i Japan, men det gør jeg jo ikke her. Her får man at vide at chefen, at ’du skal ikke sige De til mig’.

V: Er der andre sådan hverdagsagtige ting som du kan se er anderledes eller synes er mærkelige?

Hverdagsting?

V: Ja, hverdagsting. Altså ligesom øh.. en anden tone med chefen eller det kan være nogle rutiner, som mange danskere følger. Måske også i forhold til noget med hjemmet?…

Vi inviterer jo ikke folk i hjemmet. Vi inviterer folk ud til restaurant

V: Altså i Danmark?

I Japan. Fordi vores hjem er så lille. Så.. Ja, det har jeg haft det meget svære ved, at invitere folk ind og så skulle lave mad og sådan. Også min fødselsdag. Det er stadigvæk meget mærkeligt for mig at holde min egen fødselsdag. Jeg skal altså… hvad hedder det.. Det er jo min egen fødselsdag, men jeg skal selv holde den og inviterer folk og…

M: Det er også dumt

Ja det forstå jeg, og så åbne gaver med det samme. Det er jeg heller ikke vandt til.

M: Nej

Vi åbner gaver når folkene er gået. Så kan man ikke se, hvad reaktionen er. Det er også anstrengt for mig. Nu kan jeg godt klare det, men i starten var det neeej, hvordan skal jeg se ud, når jeg åbner.

[M og V griner]

Det var frygtelig, mit bryllup. Kan jeg huske det, jeg skal åbne gaver og folk står bare foran alle sammen. Hold da op.

V: Ja det var anderledes.

Jeg har også haft nogle sjove oplevelser i indkøbet, da jeg lige kom til Danmark, fordi jeg ikke havde købt poser, sådan plastisk poser og bæreposer. Det er jo gratis i Japan.

M: Nå

Jeg kan ikke huske, hvad det er for nogle, Netto, Fakta hvor ellers. Jeg kan jo ikke tale dansk. Så jeg siger det på engelsk, skal bede om nogle poser. Jeg vidste jo ikke det koster. Jeg kunne jo se at poserne de hænger, så blev jeg stoppet. Det kunne jeg altså ikke forstå.

M: Det er da også forvirrende

Også med tankstation, jeg sidder bare og venter til folk kommer og tanker min bil og vasker mine ruder, jeg sidder bare og venter.

[M og V griner]

M: Jeg er vild med det
V: Så kan man vente længe i hvert fald.

Ja, så opdagede jeg, der er ingen der kommer. Jeg skal tanke selv.

V: Der er godt nok dårlig service der

Jeg er bange, jeg selv skal gøre det der og tanke ’åh nej’.

M: Men er der nogle ting, med den danske kultur, du ikke bryder dig om?

Hmmm. Ja hvad er det. Nu har jeg jo boet her længe, længere end jeg har været i Japan. Hvad er det, jeg ikke bryder mig om…

M: Noget du måske kan huske fra starten, du ikke så godt kunne lide måske?

Hmmm. Det skal jeg lige tænke over. Ja nu bliver jeg helt blank. Hvad det er, jeg ikke bryder mig om.

M: Det er jo ikke sikkert der er noget.

Nej det kan jeg ikke komme lige til.

V: Altså jeg tænker fx en ting som jeg synes er lidt kedelig, måske ved den danske kultur det, det der med hvis man er i en offentlig transport, fx ikke, så sidder der 50 mennesker i det samme rum, men der er ikke rigtig nogen der snakker med hinanden, der synes jeg at jeg har oplevet at i andre lande, der falder man lidt mere i snak over et eller andet.

Nå ja det kan være. Uhh ja altså, nej det er det også i Japan, når man flytter i lejlighed, så snakker man ikke rigtig med overbo og underbo. Men det er meget godt i min mors by, men ikke i Tokyo, det kan jeg huske.

M: Hvad med sådan noget som, hvad synes du om maden i starten?

Åhh det var svært.

M: Haha ja det var svært.

Det kan jeg godt lide. Jeg var jo lige blevet gift, det var svært, jeg var næsten vegetar, men jeg spiser mest fisk og grønsager og jeg synes det var kød og kød og kød og sovs og kartofter. Det smagte godt, men min krop skal lige vænne sig til, at der var så meget fedt i maden.

M og V: Mmm ja.

Jeg kaster op.

M og V: Haha gjorde du det?

Ja det gjorde jeg første aften. Det smager godt, men de har lavet julemad til mig, det er også meget fed. Andesteg, flæskesteg, kartofler og brunkartofler. Jeg kastede op. Jeg har haft dårlig mave i lang tid efter.

M: Ja det forstår man også godt, hvis man ikke er vandt til flæskesteg.
V: Det er altså også noget af en start vil jeg sige at komme direkte til julemaden.

Men det smagte jo godt, jeg kan jo godt lide det. Men ja mad er lidt svært, for der er heller ikke så meget, altså slags grønsager dengang. Tænk jeg kommer jo i 90’erne – ’95. Der var ikke så meget slags grønsager og sådan noget.

M: Der var måske heller ikke så meget fokus på sund levestil som der er i dag?

Neeeej det var der ikke. Såå

V: Hvad med i forhold til i dag, hvordan, når du er der hjemme og laver mad? Laver du meget japansk inspireret mad?

Ja det gør jeg. Det er meget nemmere nu. Jeg kan få det forskellige steder. Man kan også købe japanske ris og man kan få de fleste ting synes jeg.

M: Hvordan synes du sushi er i Danmark?

Ja det er okay

M: Haha

Det er bare så dyrt jeg gider simpelhent ikke betale for det. I Japan er der mange Running Sushi og det er så billigt, to sushi for 15 kr. og det smager altså meget bedre.

M: Haha ja selvfølgelig
V: Hvor lang tid tog det før du følte dig hjemme i Danmark eller København?

Åhh, jeg faldt ret godt til men øh. Marie kender mig jo lidt med mit privat liv altså. Jeg, dig og dem, da jeg skulle flytte, så jeg har de sidste 17 år haft det svære ved min eks. Men hvis jeg fjerner den periode. Ej undskyld, hvad var det spørgsmålet var? Haha

V: Vi spurgte hvor lang tid, altså hvor lang tid der gik før du følte dig hjemme her?

Det tog altså 15 år, lidt over 15 år. Så følte jeg lidt bedre, ja hjemme. Kan godt savne rugbrød når jeg er i udlandet. Ja 15-20 år ja.

M: Man mærker det måske også først når man tager tilbage til Tokyo?

Ja, ja fordi jeg kan jo godt mærke når jeg kommer hjem, det er dejligt. Fordi jeg savner venner, familie, mad og natur. Men mennesker i Danmark, jeg synes, jeg tror jeg falder godt til, derfor tror jeg føler mig hjemme mellem danskerne. Det er mellem 15-20 år.

V: Ja, okay, føler du dig generelt mest japansk eller dansk?

Jeg føler mig meget dansk synes jeg selv. Når jeg ikke kigger på mit udseende haha. Så glemmer jeg, især når jeg er sammen med udlændinge og snakker sammen, så kan jeg mærke, at jeg er meget mere dansker end de andre udlændinge, selv om de har boet her længere tid end jeg har. Det kan godt være fordi jeg har omgået mig mest med danskerne.

M: Nårh ja det er også en vigtig pointe at have med.

Ja for det første så er der ikke så mange Japanere.

M og V: Nej

Jeg har jo været dansk gift hele tiden, alle år, derfor jeg ligesom lever efter dansk livsstil. Jeg tror også nogle gange jeg drømmer dansk.

V: Er det rigtigt?

Ja på dansk. Mine drømme når jeg sover, jeg tror ikke på japansk.

M: Tænker du også på dansk synes du?

Det synes jeg gør, for dansk kommer hurtigere end japansk. Også når jeg taler med japanere her, der er tit og ofte jeg ikke kan finde, jeg ikke kan huske ordet på japansk. Så siger jeg det på dansk.

V: Og nu her hvor du skal til og starte et nyt hjem, hvordan kan du mærke det er anderledes i forhold til første gang du kom til Danmark og skulle starte eller etablere et hjem?

Åh det er helt nyt fordi første gang jeg var jo flyttet med min eks-mand, jeg var jo bare, han bestemte det hele, selvfølgelig han spurgte om min mening, men det var ham, som sørgede for alt det praktiske. Nu skal alt på min egen hånd, jeg glæder mig, men jeg samtidig lille smule bange synes jeg. Det er heldigvis jeg har mange gode kollegaer, så jeg kan spørge løs. Jeg bruger også mine kollegaer, at jeg er kommet ud af det forhold, jeg havde før.

M: Du er også god til at snakke om det. Det er jo også vigtigt

Jeg kunne ikke holde mere på det længere. Jeg var ved at miste forstanden. Så det er derfor. Pigerne på arbejdet er altså rigtig gode til at lytte til mig og give nogle gode råd, og jeg synes jeg blev reddet af nogle søde piger. Danske piger er altså rigtig stærke. Det har jeg lært meget af.

M: Den er da god at have med
V: Jeg tror også det er sådan med at danske piger, er hurtige til at snakke og komme dybt ind på livet af hinanden

Ja, det gør de, altså jeg tænkte, de kan sige sådan nogle små ord så de rammer rigtige steder og så kunne jeg bare fortælle det hele. De er fantastiske piger synes jeg. Det er godt.

V: Det er i hvert fald vigtigt at have sådan nogle i sit liv

Ja, hvis jeg ikke kom på den arbejdsplads, så tror jeg ikke at jeg har det så godt som jeg har det i dag. Så havde jeg nok fortsat med at leve med det helvede jeg havde før.

V: Hvor længe har du været der?

17 år.

 

 

Interviewet af Marie Byriel-Thygesen og Vera Hannibal og transskriberet af Laura og Anna-Dea, alle etnologistuderende ved Københavns Universitet.

København DK
Get directions

Fødselsdag:

1968

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv
image/svg+xml