Torben Höyer-Andersen

Historier fra Torben Höyer-Andersens hukommelse. Min tilgang til radiodynastiet i Århus er en livslang interesse for teknik og kommunikation. Allerede som dreng havde jeg stor interesse omkring radio, TV, lyd, akustik, teknik og kommunikation. Inden jeg forlod folkeskolen var jeg aktiv i Århus Båndamatørklub og deltog i et projekt, hvor vi skulle etablere Danmarks første lydavis for blinde. Gør ejerskabskrav på erindring

Radiodynastier i Århus

Copyright, 21. maj 2013, Torben Höyer-Andersen
Historier fra Torben Höyer-Andersens hukommelse.

 

Min tilgang til radiodynastiet i Århus er en livslang interesse for teknik og kommunikation.
Allerede som dreng havde jeg stor interesse omkring radio, TV, lyd, akustik, teknik og kommunikation. Inden jeg forlod folkeskolen var jeg aktiv i Århus Båndamatørklub og deltog i et projekt, hvor vi skulle etablere Danmarks første lydavis for blinde. En flok entusiaster optog, redigerede og udsendte, hver måned, et ca. 1 times lydbånd med reportager. Vi fik stor indsigt i denne specielle kommunikationsform, hvor journalisten skulle tænke i lydbilleder. Samtidig med dette havde fysik og kemi så stor interesse, at min klassekammerat og jeg lavede en del praktiske, og måske farlige forsøg. Desværre gik det galt med krudtet, og mit drengeværelse forsvandt i krudtrøg. Utroligt at vi kunne anskaffe de nødvendige kemikalier, uden problemer. Mit ønske om uddannelse blev, efter denne oplevelse, fastlagt. Jeg ville være radio- tv tekniker og ikke kemiker.

Min klassekammerat John Sau og jeg scannede byens radioforretninger, dels for at søge en læreplads, og dels for at få adgang til udslidte radioapparater, som vi slæbte hjem og splittede ad. De brugbare dele indgik i nye konstruktioner. Herlig legeplads, vi fik lært en masse, og fik mange stød.
I min storesøsters omgangskreds var Jens Ole Thomsen, der omkring 1967 havde radioværksted og forretning på Holme Møllevej og senere i Vibycentret. Jens Ole var blevet udlært hos Willy (Derby) Johansen. Willy Johansen havde stor interesse i hestevæddeløb, deraf navnet på det fjernsyn, der kortvarigt blev produceret på hans fabrik, der lå på Grenåvej i Århus. Jens Ole Thomsen forsøgte at bane vejen til en læreplads for mig, hvorfor jeg var hyppig gæst på den spændende tv-fabrik.

 

Georg Sørensen, Viby

Inden vi kom så langt fik jeg tilbudt læreplads hos Georg Sørensen, der havde en radioforretning i Viby. Det var i 1962, lige efter min realeksamen, at jeg startede som arbejdsdreng hos Georg Sørensen. Foruden Georg Sørensen selv, var der en tekniker, som jeg ikke husker navnet på, samt en ”lærling” der hed Niels Mikkelsen. Forretningen lå lige over for Viby Hotel, og pølsevognen. Man skulle op af en trappe med tre trin, inden man kom ind i forretningen. Det var et langstrakt forretningslokale med en grammofonpladebar bagest. Vareudbuddet var radio, tv, grammofonplader, barbermaskiner, højfjeldssole samt husholdningsmaskiner. Bagest i lokalet var der døre ud til værkstedet, til chefens kontor samt baggang til toilettet og udgang til gården.
Jeg husker en forretning hvor jeg, som arbejdsdreng, fik lov til at beskæftige mig med mange forskellige ting, lige fra montering af autoradioer, opsætning af tv-antenner og reparation af radio/fjernsyn. Dengang blev der røget tobak i de fleste hjem. Det gjorde at radioens skalaglas med stationsnavne blev gult og skulle rengøres jævnligt. Denne rengøringsopgave blev én af mine første, som ansat i jobbet. Jeg må have brugt et forkert rensemiddel, for al tekst forsvandt og jeg stod tilbage med en helt gennemsigtig glasplade. Det var ikke populært.

Jeg husker også tydeligt den dag USA’s præsident John F. Kennedy blev dræbt i Dallas, jeg befandt mig på loftet i en villa hvor jeg skulle montere en tv antenne. Godt svedig og nysende, med rockwoolstøv i næsen, krøb jeg hen over loftet og de installationer der var. De rør hvor el ledninger den gang var trukket i, var af jern, og der må have været en defekt, for da jeg satte min hånd på jernrøret, fik jeg et kæmpestød. Pudsigt hvad man husker, når begivenheder kobles sammen.

En anden historie var da en mand kom ind i butikken og fortalte at han var ”gået i land” efter mange år til søs, og at han skulle etablere sig i et nyt hjem. Han udpegede de apparater han skulle bruge til hjemmet, radio, tv og højttalere m.m.. Aftalen blev, at han skulle have apparaterne på prøve i det hus han netop havde købt. Vi leverede udstyret på aftalte adressen, og kunne godt se at alt i huset var nyt, både møbler og gardiner m.m.. Han skulle prøve udstyret i nogle dage, og derefter komme ned i butikken og betale, men vi hørte intet. Chefen sendte to mand ud til adressen, hvor vi fik en overraskelse. Det viste sig at være et demohus med et stort ”til salg” skilt ved hoveddøren. Fuglen var fløjet, det samme var alt vort udstyr.

Georg Sørensen var en rar mand og en dygtig tekniker, men der var ikke den store orden og overblik i virksomheden, der desværre gik fallit. Teknikeren var rejst til et nyt job hos FM radio- gruppen hos Danmarks Radio, på Slipvej. Lærlingen Niels Mikkelsen, havde ikke været på teknisk skole i sit forløb, og måtte have dispensation for at gennemføre sin uddannelse. Han skulle tilbringe hele sit skoleophold i et sammenlagt slutforløb. Niels bestod og fik efterfølgende job som tekniker hos FM radio- gruppen hos Danmarks Radio, Slipvej. Der stod sølle lille jeg nu uden læreplads.
I folkeskoletiden havde jeg arbejdet som bybud og arbejdsdreng hos Oticon i Århus, her fik jeg, efter tiden hos Georg Sørensen, job som medhjælper på installation af teleslyngeanlæg.

Jeg var fast indstillet på at gennemføre en teknikeruddannelse og gik på jagt efter en læreplads. Det lykkedes da jeg kom i kontakt med Arako i Frederiksgade i Århus. Det var specielt ”Salle” Walther Nielsen, der blev min kontaktperson og fødselshjælper til lærepladsen. Salle havde et medfødt sælgertalent og var et fantastisk menneske. Inden jeg kunne tiltræde som lærling skulle værkstedet godkendes som uddannelsessted. Det lykkedes, og jeg startede som lærling 1. september 1963.

 

Personalet – sommeren 1963

Personalet i forretningen var Gustav Jürgens, som forretningsfører og Salle Walther Nielsen som sælger. Salle var opvokset i Ny Munkegade, hvor hans far drev forretningen Salles Frugt & Grønt. Salle var et by barn, og han kendte Århus rigtig godt.

På værkstedet var værkstedslederen Henning Helstrand og teknikeren Frits Andersen.
Begge var startet på det nyindrettede værksted, under Brugsens hovedafdeling i Åbogade. Værkstedet var blevet etableret da Brugsen fik forhandlingen af Tepa fjernsyn (vist nok fra Østrig). Det var et billigt fjernsyn konstrueret efter laveste fællesnævner, men det havde en ”god” pris, så der var mange kunder til dem.

Både Henning Helstrand og Frits Andersen havde en fortid hos flyvevåbnet i Karup, hvor de begge havde gjort tjeneste i radiosektionen. Henning var oprindelig uddannet elektriker, og arbejdede indtil sin pension hos Arako. Frits Andersen rejste omkring 1964 til et job på lydservice hos Danmarks Radio, på Slipvej.

Senere kom der nye medarbejdere i Arako, blandt andet Mogens Christensen, der var uddannet sælger og dekoratør. Mogens blev en privat god ven, og i vor fritid lavede vi bl.a. lydavisen ”Focus På  Århus” til blinde. Mogens Christensen rejste videre i branchen og mange vil kende ham, da han blev mangeårig sælger hos Philips.

På et tidspunkt kom en ung mand ind på sælgerposten Hans far var brugsuddeler i Tranbjerg, jeg husker ikke han navn. Det var en frisk ung mand med mod på tilværelsen og stor interesse for cykelløb. Til Gustav Jürgens store fortrydelse mødte den unge mand ofte ind om morgenen, stærkt duftende af en blanding af sprut, tobak og Old Spice barbersprit. Han havde været på værtshus hele natten og var i akut søvnmangel, hvilket han i et ubevogtet øjeblik ofte fik indhentet, liggende på nogle papkasser på apparatlageret.

 

Kulturen i Arako

Vi startede hver morgen med en kop kaffe og et morgenmøde hvor dagens opgaver blev fordelt. Der var en konstant debat mellem Gustav Jürgens og Henning Helstrand. Den klassiske om hvad der var vigtigst, forretningen eller værkstedet. En debat der stod på i alle de år, jeg var i Arako. Henning Helstrand havde den overbevisning at jo flere reparationer vi kunne udføre, på stuegulvet hjemme hos kunderne, jo bedre. Den opfattelse havde forretningsføreren bestemt ikke. For ham handlede det om salg af nye apparater, og derfor måtte det være bedre at slæbe apparaterne hjem til værkstedet for derefter at tilbyde kunderne et nyt, hvis reparationen blev for dyr.

Oplevet fra min position gav det en fantastisk frihed og selvstændighed at være på farten og for at lave service på stedet – men også specielt. Vi udførte ca. 85 % af alle reparationer på stedet. Jeg har været med til at splitte fjernsynsapparater til atomer på kundernes gulvtæppe, for at skifte et billedrør, eller andre reparationer hvor der var vanskeligt at komme til. Der blev røget meget tobak i de danske hjem, på den tid. Det betød at bagsiden af det beskyttelsesglas, der sad foran billedrøret blev helt gult af en klæbrig masse fra røgen. Den statiske elektricitet på billedrøret var medvirkende årsag til den gule belægning og samtidig sugede en hel pude af støv ind omkring elektronikken. Jeg husker engang hvor jeg lå på knæ bag et tv og husstandens børn kom op at slås. De løb rundt om mig og kom til at skubbe til mig. Der lød en grim lyd, som når man sætter hånden på et støvsugerrør (pzzzzzzzttt).  Der var blevet skubbet til halsen på billedrøret, der knækkede af. Med et undertryk på omkring 1½ ton, kan det nok være at der skete noget. Efterfølgende kunne jeg gennem billedrørshalsen kigge direkte ud i stuen. Husets frue blev noget olm, for et nyt billedrør var meget dyrt dengang.

I 1963 var der jævnstrøm i mange af byens stikkontakter. Det betød at vi skulle medbringe loddekolber til både vekselstrøm og til jævnstrøm. Det blev den periode hvor jeg, i en trængt situation, lærte at lodde med en Ronson gaslighter. Det skete nemlig at vi havde glemt loddekolben til jævnstrøm, og så måtte gaslighteren frem. Nogle gange lå jeg, som en bilmekaniker, under fjernsynet. Når jeg så loddede med loddepistolen, dryppede der smeltet tin ned i ansigtet på mig. Bagefter lignede jeg en med skudhuller i ansigtet.

Det passede fint når vi var på servicetur rundt i byen, at vi kunne tilpasse ruten således, at vi kunne køre hjem i privaten og holde frokost, men fredag aften, der var lang dag, stod byens pølsevogne for tur. Radioforretningernes teknikere havde en liste over de pølsevogne og cafeteriaer der var gode. De blev nærmest tildelt diplom i stil med Michelin stjerner, her var det blot teknikerstjerner.

I Arako bar vi kittel på i arbejdstiden, så man kunne tydeligt se når én af os havde været på besøg på Cafe Fodkold. Spildt ketchup og sennep satte sine tydelige spor.

Vi mødtes ofte, til eftermiddagskaffe hos Kalle i Tutten på Teknologisk Institut. Her var spilleautomater og der blev brændt rigtig mange penge af i disse automater. Teknikere og teknikerlærlinge var ikke til madpakker. Så passede det ikke ind med et pølsevognsbesøg, var der altid en teknikerpølse på værkstedet. En teknikerpølse var en rød pølse der blev varmet op ved at blive tilsluttet en variotrafo, med et par prøveledninger og et krokodillenæb. Man skulle dog være varsom med at kobberledningen ikke kom i direkte kontakt med pølsen, da strøm, kobber og saltet i pølsen ikke var gode elementer sammen. Der dannes nemlig giftigt klor.

Lørdag var også en lang dag, men her overlevede vi på den kaffe og det hjemmebagte brød, som kunderne tilbød.  Ofte skete det at kunderne tilbød tobak når, regningen var betalt, og vi skulle ud af døren.  Til en start afviste jeg, men senere sagde jeg ja tak og stoppede tobakken i lommen. Den kunne jo altid bruges når vi havde gæster. Engang imellem skete det, at kunden også tilbød at tænde den cigar/cigaret man lige havde fået, og så var det jo svært at afvise. Den første gang gik jeg hostende fra kunden. Jeg vænnede mig langsomt til tobakken og blev ryger i nogle år.

Når dagens gerninger var overstået og butikken lukket, var det tid til den afsluttende kasseopgørelse. Med vanlig rituel handling, blev dagens omsætning skrevet i kolonner i regnskabsbogen. Det var forretningsbestyreren Gustav Jürgens der med karakterfast mine førte pen og regnemaskine med kassestrimmel. Hans ansigtsudtryk var så sigende, at vi ikke behøvede at få de kolde tal, for at forstå om det havde været en god eller dårlig dag.

Samarbejdet med Salle

Når der skulle leveres nye fjernsyn var Salle og jeg ofte af sted sammen, der skulle installeres og sættes antenner op. Vi skulle altid finde et godt tv signal fra Søsterhøj senderen, og det kunne være vanskeligt, specielt i midtbyen. På det tidspunkt blev der indført fjernvarme fra Midtkraft, og derefter blev mange af byens skorstene ikke brugt mere. Her fandt vi så en herlig kabelkanal fra loftet til den lejlighed der skulle have et nyt tv. I praksis foregik det ved at Salle gik på loftet, fandt skorstenen og bandt en tung ting i enden af kablet. Herefter blev det hejst ned i skorstenen. I lejligheden havde vi boret et passende hul i skorstenen og med at stykke ståltråd bukket med en krog i enden, kunne jeg fiske kablet ind i stuen. En hurtig og effektiv måde at trække et kabel på. Men nu er det er ikke altid tingene går som man planlægger. Engang kom der et stykke blomstret stof ud af hullet i skorstenen, og det viste sig at der var forskudt væg mellem to lejligheder. Vi havde boret det lange bor direkte ind i et klædeskab i nabolejligheden. Her havde det roterende bor snuppet en sommerkjole på bøjlen. Den kjole måtte vi erstatte. Værre var det da vi borede ind i en sofa hvor naboen lå og fik sig en middagslur. Han blev rigtig gal. Hvis der ikke var en skorsten i huset, prøvede vi at bruge udluftningskanalerne fra toilettet eller køkkenet, til loftet. Den gang var der ikke nogen walkie-talkie så vi måtte bruge andre kommunikationsmetoder, vi skulle jo finde den rigtige kanal. På bedste indianermaner blev der tændt ild i en avis. Når ilden havde godt fat i avisen, blev den pustet ud, så der kun var gløder tilbage. Det gav en masse røg. Manden på loftet måtte så forsøge at finde den kanal hvor røgen kom op af. Der var nemlig selvstændige kanaler fra hver lejlighed. Det kunne tage lang tid og mange forsøg inden vi havde lokaliseret den rette kanal. Jeg kan næsten ikke beskrive det svineri vi ofte fik lavet når den glødende avis var omdannet til kulsort aske, der dryssede ud over de hele.

Salle havde udstrakt kundetække og var ikke kun serviceminded, men også betænksom. Juleaftensdag var det tradition at vi kørte rundt til de af vore kunder der var gamle, alene eller havde et handicap. Med i bilen havde vi butikkens juledekorationer, blomster og poser med kaffe. Dem synes Salle kunderne skulle have. På den måde fik vi personligt sagt glædelig jul til mennesker, der havde behov for en venlig opmærksomhed.
En af vore kunder var flyttet ind i en aldersrentebolig på Jyllands Alle, lige overfor Marselisborg Hospital. Han var lige omkring de 80 år, og elskede at høre alverdens radiostationer. Det var en vane fra mange års rejser på havet. Han var tidligere sømand, havde ingen familie, da han havde tilbragt al sin tid på farten. Men han var ”gået i land” og havde bosat sig i en stuelejlighed. Vi kom ofte hos ham, for at servicerer én af de mange gamle AM radioer han havde anskaffet.  De var placeret rundt i hele lejligheden, og fast indstillet på hver sin radiostation. En sommerdag hvor vi skulle kigge nærmere på én af de gamle radioer, var der ingen hjemme, men en seddel på døren bekendtgjorde at han var indlagt på sygehus, og at han gerne ville have en af sine radioer bragt til stedet. Vi gjorde som ønsket, og han blev glad for besøget. Det skal siges at han var indlagt med musetyfus. Han havde åbnet en dåse gullasch, der var en gammel soldaterration. Han havde gemt den siden 1. verdenskrig, og åbnet den, spist den og var blevet syg. Den gamle gut kom sig heldigvis, men brokkede sig over at en dåse god mad tillod sig at være dårlig..

De bevægende oplevelser

Vi kom i forskellige hjem og fik mange oplevelser i dagligdagen. Vi blev næsten livsstilseksperter og kunne, allerede på lugten i entreen, fortælle hvilken type beboere der var i boligen. Desværre var der også nogle triste eksempler vi helst ville være foruden. Med en stor kundekreds er der selvfølgelig både gode som dårlige betalere. Det var jo på den tid at det blev muligt at købe ”på afbetaling”, og det var jo fristende at kunne købe uden at have pengene i hånden. På et tidspunkt var der kamp om tjansen med at køre ”rykkere”, altså jobbet med at møde op på adressen, og bede om den betaling, der ikke var sket til tiden. I yderste konsekvens måtte vi på fogedforretning. Det foregik ved at vi sammen med fogeden ankom til hoveddøren. Hvis der ikke blev lukket op, bekendtgjorde fogeden ”thi kendes for ret”, hvorefter en låsesmed blev tilkaldt. De apparater der tilhørte forretningen blev herefter hentet ud og sat på sagførerauktion. En sjælden gang var jeg også med på en selvtægt, hvor vi uden fogedens hjælp, selv hentede de apparater der ikke var betalt. Det var vist ikke helt lovligt, men vi slap for at sætte apparaterne på auktion. Denne forretning kunne udløse en bøde for selvtægt.

De begivenheder der påvirkede mig mest var de gange hvor vi måtte tilkaldte myndighederne for at få fjernet misrøgtede børn. Det er uhyggeligt når voksne mennesker ikke kan drage omsorg for deres børn. De børn vi mødte var grædende børn der havde været alene hjemme i rigtig mange timer, uden mad og drikke, nogen af dem endda bundet til kravlegården med en sele.

Det bedste billede

Af teknikeren Frits Andersen lærte jeg et lille ”teknisk” trick. Det skete at der var kunder, der ikke var tilfredse med tv billedet, oftest på grund af dårligt antennesignal. Det trick Frits brugte var at udnytte lodret hold knappen. Når man drejede på den ”rullede” billedet ned, eller op, over skærmen. Når nogen brokkede sig over billedet, drejede Frits langsomt på knappen så det så ud som om der hele tiden kom et nyt billede på skærmen. Han bad så kunden sig til, når de så et billede de synes var ok. På den måde havde kunden selv valgt et billede, snyd var det, men kunden var tilfreds.

Der var et folkevognsrugbrød og senere også 2 Commer Cob biler i firmaet. Der var monteret et system med læderstropper, så apparaterne kunne pakkes i tæpper og fastspændes. Alligevel skete det, oftest forårsaget af lidt for frisk kørsel, at et apparat slap ud af spændetrøjen og væltede rundt. I et enkelt tilfælde endda helt ud af sidedørene på folkevognsrugbrødet, og ud på gaden. Vi havde en perfekt redningsmand i form af en møbelsnedker. Ove Schnell havde sit snedkerværksted i Nørregade. Her gik turen forbi og der blev repareret mange kabinetsskader. Dengang var der ikke plastkabinetter, men trækabinetter med rigtig finer. Mange af byens kørende teknikere kendte Ove Schnell og var glade for hans evne til at klare en trængt mand ud af en pinlig situation. Der blev brugt rigtig meget plastisk træ, lak og polermiddel.

 

Naboerne

Grønthandleren
Arako var omgivet af naboer, og der var et typisk midtbymiljø omkring Frederiksgade 45.
Vi delte gård og indkørsel med en frugt- og grønt forretning. Indehaveren var konstant i åben krig med forretningsføreren i Arako, Gustav Jürgens. Uoverensstemmelserne gik for det meste på oprydning og parkeringspladser. Jeg overværede engang en telefonsamtale mellem de herrer og Jürgens sagde ”Det siger jeg DEM, DE kan godt sige at de vil skide på vores biler. OK, men så får De også lov til selv at vaske dem.
Damerne
I baggården lige overfor Arako lå et trykkeri i stueetagen. På 1. sal boede to ældre damer. Om de var søstre eller veninder, ved jeg ikke, men det var et umage par, den ene var lille og tynd, den anden stor og tyk. Deres kæledyr var sumpskilpadder. De ”nuttede” kæledyr blev andægtigt båret rundt på gadetur i den friske luft, indpakket i hvidt bomuld. En dag ringede lederen af trykkeriet alarm, for loftet var ved at falde ned over maskinerne. Falck blev tilkaldt og afslørede, at damerne havde indsamlet kampesten i store mængder. Deres kæledyr skulle jo have et naturligt miljø at bo i. Falck bar flere ton kampesten ud af bygningen og damerne blev forflyttet til et plejehjem. Hvor kæledyrene endte, ved jeg ikke.
Fugleburene
Lidt nede af gaden lige over for forretningen Radiohuset lå en lille butik der handlede med grammofonplader. Indehaveren kom ofte i Arako, når han skulle indkøbe stifter til grammofonerne i sin pladebar. Indtægten fra pladesalg var ved at ebbe ud, så han måtte supplere sine aktiviteter. Det gjorde han med produktion og salg af fuglebure. Det var en produktion helt fra bunden, hvor han bukkede metaltråd og plader. Han fik en forretning med grammofonplader og fuglebure. Han var indehaver af en dejlig punktsvejser, som vi lånte når vi havde noget småt der skulle svejses, på værkstedet.

Frederiksgade var en stemningsfuld smal gade der snoede sig stejlt ned til Åboulevarden.
En fredag aften skulle jeg ud på det sidste kundebesøg og kørte måske lidt for hurtigt og lidt for tæt på fortovet. Da jeg kom tilbage til forretningen stod en fortørnet mand og ventede på mig. Det viste sig, at han havde stået helt ude ved fortovskanten, og at pinden på mit sidespejl i passagersiden havde grebet fat i revseren på hans jakke, og revet den af. Han var heldigvis ikke kommet noget til, men det så lidt morsomt ud med det afrevne revers, så jeg havde svært at holde masken. Det skal siges, at jeg ikke havde bemærket hvad der var sket, før end jeg kom tilbage til forretningen.

Anekdoter

Der var mange små historier som jeg, dels fik fortalt og dels selv oplevede fra sidelinjen. Det er historier jeg aldrig har glemt.

Teknikeren der klippede snoren
Som i alle andre butikker havde Arako også dårlige betalere, og ledelsen besluttede at gå over til kontant afregning i forbindelse med service. Denne historie foregik i en tid hvor en radio var forsynet med et skalatræk. En snor der, inde i apparatet, trak en viser frem og tilbage over en skala, hvor man kunne indstille de enkelte stationer. Denne snor var altså vigtig for radioens funktion, og skulle skiftes ind imellem. Arako havde på det tidspunkt en tekniker, der var rigtig glad for guldøl, så glad at han havde samfundshjælpere ophængt i snore, så der altid var én indenfor rækkevidde, det har jeg set ved selvsyn. Hvert år til jul forærede købmanden ham en hel kasse med 50 stk. guldøl som rabat for de øl og cigaretter han købte gennem året. Han fortalte at hans sidste gerning, inden han gik i seng, var at lægge en pakke Grøn Cecil cigaretter og sætte to guldøl på natbordet, så var der jo serveret ”morgenmad”. Han havde det handicap at hans ene hånd var ”vissen”, hvilket gav ham øgenavnet ”Den enarmede tyveknægt”. Det siger sig selv at det var en stor udfordring for ham at skifte et sådan skalatræk. Da kunden kom for at hente radioen var der jo kontant afregning! Kunden havde dog ikke lige pengene, og den enarmede tekniker reagerede resolut ved at tage bagklædningen af radioen og klippe skalasnoren over med sin skævbider. SÅDAN- kontant afregning. På den tid var et sådan handicap ikke for fintfølende mennesker, og han har sikkert måttet leve en hård tilværelse. Jeg mødte ham kun få gange på hans eget værksted i Graven i Århus.
Da Henning Helstrand gled ned af taget

Arbejdssikkerhed – og miljø gik man ikke så højt op i på den tid. Henning Helstrand var en modig mand, han havde den holdning, at han ikke ville bruge sikkerhedstov, når han gik på taget for at ordne antenner. ”Det tov falder man bare i”, sagde han.

En efterårsdag skulle Henning se nærmere på et antenneproblem i Marstrandsgade. Han kravlede ud på taget, via et loftvindue, og forsøgte at komme op til antennen, men det var efterår så tagstenene var lidt grønne og fugtige  hvilket betød glatte. Han gled baglæns ned ad taget og ud over tagrenden, som han nåede at gribe fat i. Nu var gode råd dyre, endda meget dyre. Der hang Henning et stykke tid og turde ikke kigge ned. Han lyttede efter om der kom en stigevogn med udrykning, men nej, det kunne han ikke høre. Til sidst tog han mod til sig og kiggede ned. Han så at han hang lige ud for et vindue, og sparkede på det, men intet skete, og til sidst tog han mod til sig og sparkede vinduet ind, og fik benene omkring midtersprossen. Heldigvis blev vinduesrammen siddende, og Henning kunne manøvrerer sig, lettere forskåret, ind i en stue. Her lå lejlighedens frue på gulvet og var besvimet. Det er jo heller ikke særlig normalt at gæster banker på ens vindue i 5. sals højde.

Flere historier om Henning
Som tidligere nævnt var mange af teknikerne i branchen udklækket som konstabler fra flyvevåbnet. Det betød at mange af dem havde stor interesse i flyvning, især svæveflyvning. En lørdag sommerdag var en flok kørt til Djursland til en svæveflyveplads. Her var der et stort motorspil der, med et tov og en faldskærm, kunne trække flyene i luften. Desværre gik omtalte motorspil i stykker, men pyt når man nu har biler der kan klare opgaven. Frem med Arakos Commer Cob- op med bagdøren og ind med faldskærm og træktov. Den dag kørte Arakos to Commer Cob hjem med bagdøre, der lignede et stort V. Man havde simpelthen startet bilerne for hårdt, træktov og faldskærm blev trukket ud af den lukkede dør, på hver sin bil. Det var en slukøret Henning Helstrand der mødte ind på arbejde om mandagen, det var nemlig hans forslag, at benytte bilerne som trækmotor for flyene.

En spændende tid
De år jeg var i branchen var spændende, det var en tid hvor verden fik stereo på FM radioen, vi fik suppleret med en musikradio P3, og der kom farver på tv, samt mulighed for at optage på spolebånd. Vi teknikere måtte gennem en del efteruddannelse.
Da farve-tv blev introduceret var vi helt oppe at køre. Nogen af os havde set det på en udstilling i Forum i København, men den store aften var en direkte udsendelse fra den store elektronikudstilling i Berlin. Et stort Tysk show skulle gå over skærmen. Udsendelsen blev ikke sendt til Danmark, men kun i Tyskland. Teknikerne på Søsterhøj senderen havde sat en modtage antenne højt op i masten, så de kunne hente tv signalet fra Tyskland. Vi var mange der inviterede os selv på kaffe på Søsterhøj. Det hele var spændende. De danske seere fik først farve tv da der var vinterolympiade fra Frankrig. Frankrig sender som bekendt med SECAM tv standard modsat Danmark, der sender i PAL. Det betød at franskmændene måtte konvertere signalet til den øvrige del af Europa. Desværre tabte et par unavngivne teknikere konverteringsapparatet på gulvet, og de havde desværre kun den samme konverter. Under resten af olympiaden kunne vi bl.a. se ishockeyspillerne forlade farverne i deres bukser. Fejlen gjorde nemlig at det sort/hvide og det farvede signal i billedet ikke fulgtes ad, så når en spiller løb tog han det sort/hvide med, hvorimod det farvede blev hængende i luften ca. et sekund.

Når snakken kommer om Søsterhøj, så var det jo et spændende sted, nærmest den højeste mediereligion i Midtjylland, faktisk Danmarks højeste punkt på det tidspunkt.

Teknikere er beviseligt et nysgerrigt folk, der hitter på underlige ting for blot at prøve dem. Én af teknikerne på Søsterhøj havde udviklet en iongenerator, der hjalp hans mor, der led af astma. Hun havde vanskeligt ved at trække vejret, når hun fik et anfald. Teknikeren grublede over hvad der kunne gøres og udtænkte, at hvis man kunne ”rense” luften, kunne det måske hjælpe. Han tog en højspændingenhed fra et farvefjernsyn og sendte højspændingen ud på en metalplade, hvorpå han placerede en plante der går under øgenavnet ”Pynteasparges”. Det virkede, planten udsendte ionpartikler i luften og moderen kunne få vejret. Jeg kopierede hans Georg Gearløs projekt. Planten skulle imidlertid vandes hele tiden da den blev meget tørstig af højspændingen, og den voksede uhæmmet. Den plante jeg havde lavet blev dog ”slukket”, efter en kort driftsperiode da hende der brugte den kom til at berører bladene inden der var afbrudt for højspændingen. Hun fik et ordentligt rap over nallerne. Det passede ikke den ældre dame, så jeg måtte fjerne installationerne.

1.april
I årene lige inden der kom farve tv, var Danmarks Radio ude med nogle 1. aprilsnar, som de måtte indkassere klager for.

Den ene gik ud på at man ville lave en lytterundersøgelse, og bad derfor lytterne om at hænge et hvidt lagen ud af vinduet, for så ville DR medarbejdere køre rundt i byerne og tælle lagner.
Den anden gik ud på at hvis man ville se farver på tv, inden farve-tv egentlig var startet, så kunne man godt, hvis man fulgte en opskrift. Opskriften var at tage en vaskebalje med lunken sulfovand, slæbe den ind foran tv skærmen. Derefter skulle man finde en nylonstrømpe og klippe den op. Sænke strømpen i vandet for derefter at montere den på tv-skærmen. Tænde for fjernsynet og betragte ”farverne”. APRILSNAR, der blev en værre ballade.

Vi lærlinge nød at drille Henning Helstrand. Ved indkørslen til gården, skulle vi køre gennem en port og under en fabriksbygning, hvor en af byens store smørrebrødsforretninger, havde køkken. Når vi kørte gennem porten slukkede vi tændingen til motoren, men beholdt den tilkoblet, så der blev trukket benzindampe ud i udstødningen. Lige når vi var ud for vinduerne til værkstedet, tændte vi igen for motoren.
Det gav et ordentlig brag når benzindampene eksploderede. Vi synes det var morsomt, men værkstedschefen blev tosset.

Teknisk Skole i Viborg
Som lærling skulle vi have den teoretiske undervisning på teknisk skole. Jeg kom på det 2. hold på den nyetablerede Radioskole på Viborg Tekniske Skole.  Skolen var indrettet i de røde træpavilloner i Hald Ege. Det var en fantastisk oplevelse, dels lå skolen i meget naturskønne områder, og dels var det at være lærling i et nyt fagområde spændende da det for os lærlinge betød en undervisning på et højt niveau. Det skyldes at undervisningen skulle finde sit rette niveau. Bygningerne var af ældre dato og ikke særlig godt isoleret, så der blev fyret godt op i de gammeldags kakkelovne. En af de andre lærlinge hedder Niels Brandborg, og han kom fra Skanderborg hvor han far var leder af mejeriet. Når Niels kom tilbage til skolen efter weekend, medbragte han altid en hel ost, frisk smør, marmelade og hjemmebagt franskbrød. Det fik vi alle glæde af. En dag hvor vi kom tilbage til vore stuer efter undervisning stank der i hele barakken. Årsagen var at en eller anden klovn havde lagt osten op på toppen af  kakkelovnen, der efterfølgende blev tændt. Niels Brandborg har i øvrigt haft forskellige radioforretninger i Skanderborg gennem mange år.

En anden af lærlingene, Preben, boede også i Skanderborg. Preben havde en Italiensk Scooter af mærket Lambretta. Han var så venlig at jeg kunne køre med ham til og fra skolen, mod et passende bidrag til benzin. Lambretta var ikke en formel 1. og det fik vi bevist en mandag morgen hvor vi lige udenfor Århus kom til at ligge efter en åben lastbil med fisk. Scooteren havde simpelthen ikke kræfter til at vi kunne overhale. Vi slap først forbi lastvognen i Bjerringbro. Vi blev slemt hånet da vi nåede frem til skolen, for vi stank modbydeligt af fisk.

På et tidspunkt mistede Preben begge sine fortænder. Det skyldes at ham i et ubevogtet øjeblik kørte op i bagenden af en lastbil. Preben mistede kortvarigt bevidstheden. Da han kom til sig selv råbte han panisk ” jeg er blevet blind- jeg er blevet blind”. Det var han så, lige indtil en forbipasserende trak hans styrthjelm væk fra øjnene. Heldigvis blev han ikke blind, men to nye fortænder måtte der til.

Preben fik hen over årene sparet sammen til en BMW bil. Ikke de typer vi kender i dag, men ”det rullende æg”, en BMW Isetta fra 1961. Der var en bil til to personer. Man kom ind i bilen via en dør der fyldte hele forsiden og hvor rattet sad monteret til. Vi lærlinge havde stor glæde af Prebens specielle køretøj, når vi skulle besøge værtshuset Latinerly i Viborg. Vi kunne faktisk være mange i bilen når vi pressede os godt sammen.

Bygningerne i Hald Ege var gamle og elinstallationen var en synlig knapinstallation, hvilket betød at alle ledninger var trukket fra porcelænsknap til porcelænsknap under loftet. Der var ikke mange ampere til rådighed, og vi måtte ikke belaste elnettet for meget. Vi var dog nogle stykker der var radioamatører og vore sendere brugte netop meget strøm. Det betød, at antennen sendte interferens ind i lysnettet så alle radioer og fjernsynsapparater brummede, og lyset blinkede i takt med at der blev sendt morse eller talt i mikrofon. Radioskolen fungerede som kostskole og vi fik lov til at benytte værkstederne om aftenen, så der blev bygget mange radioer og forstærkere i de perioder vi var på skole.

Vi fik som sagt lært meget, ikke kun på det elektroniske område. På metalværkstedet blev vi undervist i at bearbejde metal så vi efterfølgende kunne bygge ting op på et chassis. Det var almindeligt at vi byggede vort udstyr selv. Ib, der var lærling på B&O byggede et lille transportabelt tv, hvilket var meget moderne den gang, og vi andre var lidt misundelige, for Ib fik alle løsdele fra B&O fabrikken.

Selv byggede jeg en spolebåndoptager. Fra min tid i Oticon og efterfølgende med produktion af Lydavisen Fokus på Århus, blev min store interesse lydoptagelse, mikrofoner og akustik.
Vi havde en lærer der blev kaldt Disel Frederik, han kom fra Fanø og kørte i en Mercedes diesel. Han var en meget utraditionel og dygtig underviser. Han brugte gerne en aften eller to, på at banke noget viden om den hastigt voksende EDB verden ind i hovedet på os. Vi havde mange tekniske debatter med ham. Jeg har et billede hvor det tydeligt fremgår at han var ekspert i at fylde tavlen med formler og diagrammer. Der stod altid en lille hvid sky af tavlekridt omkring ham. På billedet har han fyldt tavlen med illustrationer om magnetisme og hysteresesløjfer. En anden lærer hed Strange til efternavn. Han var kommet fra flyvevåbnet og meget skrap i højfrekvensteknik. På værkstedet hvor vi skulle træne i service på fjernsyn, var vores lærer Hr. Jensen. Han var en mester i at konstruere fejl på apparaterne. Når det var gjort, skulle vi finde- og rette fejlen bagefter. Det var naturligvis sejt når to eller en gruppe personer dannede en kæde og den ene holdt fast i højspændingen og den anden holdt fast i stelforbindelsen. De kunne så få en lysbue til at stå mellem to skruetrækkere.

På et billede vises det modulsystem, som blev udviklet på Arena i Horsens. Det var, dengang, et stort fremskridt, for så skulle vi ikke finde fejl i enkelt komponenter, men på et modul, som så blev enten smidt ud eller sendt til service på fabrikken. Arena blev i 1971 overtaget af Rank og fik navnet Rank Arena, men blev afviklet i 1975 og en meget moderne radio- tv fabrik blev lukket. I 1966 fik skolen besøg af Verner Kejser fra Philips. Verner Kejser skulle jeg få megen kontakt med gennem årene. Han kom fra den sektion ved Philips der udviklede og producerede professionelle videooptagere og kameraer. Den videomaskine, han kom med var på størrelse med en kummefryser og det billede videomaskinen optog, kunne kun lige anes gennem en masse støj/sne på skærmen. Jeg blev udpeget til at være assistent for ham i de tre dage han var på skolen. Om det blev årsagen til at tv kom til at fylde så meget i mit fremtidige liv, skal jeg ikke kunne sige.

Der var en radioskole i Ringsted og en i Sønderborg, vi fulgte meget med i hvad der skete på de øvrige skoler. Der var en kendt lærer på skolen i Sønderborg. Der gik mange historier om ham. Navnet husker jeg ikke, men han havde bygget sin egen videooptager, efter samme princip som en almindelig spole båndoptager. Det betød, at den skulle køre meget hurtigt for at få båndbredde nok til indspilning af billeder. Han nød stor respekt, for dette arbejde. I dag ved vi at videotromlen blev den tekniske løsning på problemet med båndforbruget.

Lærlingetiden sluttede med en svendeprøve og så var vi pludselig svende, eller teknikere, som vi helst ville kaldes.
Flasken med portvin kom på bordet og vi havde slips på den dag hvor vi bestod svendeprøven. Der er et billede med elever, skuemestere og Forstander Olsen (bagest i billedet), Det var en dejlig tid, og jeg gætter på at mine medsammensvorne på holdbilledet har haft gode jobs lige siden. Dengang lå fremtiden lige foran, men i dag har de fleste af os nok forladt arbejdsmarkedet og gået på pension.

John Pechardt
Det havde været min plan at læse videre på Teknikum. Jeg havde netop sparet penge nok sammen, så jeg kunne leve undervejs, men en pludselig familieforøgelse satte et punktum for den drøm. Det faldt dog heldigt sammen med at jeg fik tilbudt teknikerjob hos John Pechardt, så jeg meldte fra på Teknikum. Det har jeg aldrig fortrudt, for min karrierer har formet sig så uforudsigeligt positivt som noget kan. Jeg fik færden af mine hovedinteresser medier, kommunikation og teknik og har beskæftiget mig med det lige siden. Det er kun få job jeg har lagt ansøgning ind på, jeg er oftest blevet headhuntet, forklaringen er nok, at jeg løbende fik opbygget kvalifikationer og specielle erfaringer der matchede de kommende jobs. Et mix af teknisk indsigt og erfaring i formidling skulle blive min stærke side.

Firmaet John Pechardt kendte jeg fra min hverdag i Arako. Næsten dagligt kørte jeg til Gebauersgade for at hente reservedele. Det blev altid til en hyggelig fag sludder og kaffe. Firmaets ingeniør Norris havde ansvar for nye produktlinier, som Beyer mikrofoner, LoweOpta video maskiner og kameraer, Elektron sproglaboratorier og teleslyngeanlæg til kirker, biografer m.m.. Det fagområde Norris havde, passede perfekt til mig, og jeg blev glad for det tilbudte job som firmaets første tekniker.

Foruden Hugo Pechardt og Lauersen, der fungerede som firmaets ledelse var der en række medarbejdere i ekspeditionen, lager/pakke folk, Bogholder Arthur og Ingeniør Norris og nu også en tekniker.

Jeg skulle selv indrette værkstedet. Jeg fik tildelt plads i et uisoleret lagerlokale bagest i gården i Gebauersgade.  Indeklimaet på værkstedet var iskoldt om vinteren og næsten tropisk om sommeren så jeg måtte jeg sidde med overfrakke på om vinteren og shorts om sommeren.
Jeg var firmaets første tekniker, og det tog lidt tid inden der var forståelse for, at et værksted skal forsynes med måleinstrumenter, så i starten måtte jeg hente måleinstrumenter på lageret, pakke dem ud og pænt sammen igen, når målingen var overstået. Smart nok for så havde jeg jo altid nye instrumenter indenfor rækkevidde. Det skal siges, at virksomheden heller ikke havde praktisk erfaring med en teknisk størrelse som mig. Det var et spændende firma at være ansat i og opgaverne udfordrende.  Jeg havde mange sjove oplevelser. Jeg skulle, på et tidspunkt, alene af sted til det nybyggede dag- og aftenseminarium i Skovlunde, for at installere et Elektron sproglaboratorium, jeg skulle også forbi Berlitz sprogskole og lave noget service. Det blev en flerdages tur. Jeg udnyttede aftenerne til arbejde, for at blive færdig med opgaverne. Jeg havde altid min UHER båndoptager med mig, for så kunne jeg jo lave nogle reportage interviews hvis lejlighed bød sig. Jeg lavede, den gang, lidt freelanceopgaver for Dags Dato på P3 Danmarks Radio, hvor Erik Pouplier var redaktør. Jeg var i god tid med mine Pechardt opgaver og besluttede mig for at køre til radiohuset i Rosenørns Allè. Dels for at spise frokost, og dels for at lave et båndinterview, med Erik Pouplier. Under frokosten spurgte Erik ind til vort projekt med Lydavis til de blinde. Han synes projektet var så spændende at han ville lave et live interview, med mig, til eftermiddagens udsendelse. Jeg tænkte ikke over at udsendelsen kom direkte ud i alle de radioer der kørte som baggrund på mange arbejdspladser, også på Direktør Hugo Pechardts kontor. Næste dag blev jeg kaldt ind til en alvorlig samtale om hvad jeg lavede i Danmarks Radio i arbejdstiden – pinligt. Vi aftalte at hvis situationen skulle opstå igen skulle jeg, på forhånd, melde det i firmaet, så alle kunne nå at lytte med.

Hvis man ser på det billede hvor jeg indtaler udsendelsen ”The Voice of Denmark”, som jeg producerede til den Canadiske radiostation CFAC, i Calgary, er mikrofonen en AKG der har siddet på prædikestolen i Århus Domkirke. Historien er, at den var blevet stjålet, ikke af mig, men af andre. Forsikringen betalte for nye Beyer mikrofoner til Domkirken, men så dukkede den stjålne op igen, via politiet. Og hvad skulle forsikringsselskabet med sådan en, så jeg fik den tilbudt for en slik. Det er en fantastisk mikrofon og jeg har den stadig.

Arbejdet med forstærker- og teleslyngeanlæg i kirker var et installationsarbejde ud over det sædvanlige. Det tog rigtig lang tid, for man sætter ikke bare en vinkelsliber i kirke væggen for at fræse en kabelrille, hvor man bedst kan komme til. Det er fredede bygninger, så der måtte mere til. Jeg gik, i en periode på næsten ½ år, alene i Johannes Kirken i Århus, for at installere et anlæg. Jeg fik lært rigtig meget om mikrofoner og akustik, det er ikke altid akustikken er, som man forventer.
Det var første gang jeg oplevede en virksomhed der tog personaleforhold alvorligt. Hugo Pechardt var en forholdsvis ny og ung chef, der havde overtaget virksomhed efter sin far. Jeg fik lært en del om hvad godt chefarbejde betyder for dagligdagen og omsætningen i en virksomhed.

Der var flere begivenheder, hos John Pechardt, der lagde vejen ud for min videre karrierer. Jeg kom ofte i undervisnings- og forskningsmiljøet på Århus Universitet og fandt det så fascinerende at jeg besluttede, at der måtte jeg bare hen en dag!

En anden begivenhed var da Prins Joachim skulle døbes i Århus Domkirke. John Pechardt havde driftservice på kirkens forstærkeranlæg og det blev min tjans at være på dupperne den dag. Da jeg havde gjort min del af lydarbejdet, benyttede jeg chancen til at sætte mig ind i Danmarks Radios OB vogn og følge slagets gang derfra. Da vi pakkede sammen blev jeg kontaktet af Henning Ebbesen, Magica Film. Jeg kendte lidt til Magica Film via nogle forbindelser i Åbyhøj. Henning Ebbesen havde observeret, at det var mig der knoklede rundt med mikrofoner i Domkirken, så han tilbød mig job som lydmand/tonemester i Magica, og jeg slog til, og sagde farvel til Hugo Pechardt. Carsten Grunnet blev min efterfølger i et mangeårigt job som lydekspert. Her slutter min historie og forbindelse til Radiodynastier i Århus, for jeg forsvandt ind i medieverdenen.

Jeg KOM på Universitetet, da jeg i 1971 fik job som chef for det første kommunikationscenter i Danmark. Her var jeg i 12 dejlige år inden turen gik videre til Sjælland for at opbygge SR-TV for Dansk Landbrug/Danske Slagterier. I 1992 blev jeg Leder af TV-Ishøj og 10 år senere Kommunikationschef i Ishøj Kommune. Jeg gik på pension i 2010, og har nu travlt med andre projekter.

 

”Den der tør, kan komme langt”
Torben Höyer-Andersen

Frederiks Allé
Aarhus 8000 DK
Get directions

Fødselsdag:

1945

Erindringen ønskes afleveret til:

Aarhus Stadsarkiv