Holger Nordestgaard

Holger Nordestgaard fik aldrig selv mødt sin mormor. Hans eneste kendskab til mormoren er det, han har fået overleveret fra familie og dagbøger. Holgers erindring består af et brev til hans mormor, som består af de brudstykker af dagbøger og overleverede historier om mormoren. 

Holger Nordestgaard fik aldrig selv mødt sin mormor. Hans eneste kendskab til mormoren er det, han har fået overleveret fra familie og dagbøger. Holgers erindring består af et brev til hans mormor, som består af de brudstykker af dagbøger og overleverede historier om mormoren. 

Familien – et tilbageblik

Kære Mormor!

Aldrig fik vi lov til at møde hinanden. Du forlod os i 1919, da du kun 27 år gammel
blev indhentet af den spanske syge, – denne djævelske form for influenza, der i slipstrømmen efter 1. Verdenskrig, verden over lagde millioner af oftest unge liv i graven.

Jeg er ét af dine børnebørn, der nu i mit 74. år forsøger at samle de meget få og spredte minder, jeg har hørt fortalt, eller som jeg har kunnet læse ud af dine to poesibøger og få bevarede breve.

Dine forældre var Nielsine og Laust Kristian Kristensen. De boede på et lille hedebrug i Kronheden i Torsted sogn, nu Kaaesvej 5, hvor din fars slægt har levet i generationer.

Din ældste bror, Erik var født i 1878. Han tjente i sin ungdom på Fyn, hvor han døde ganske pludselig. Min mor har fortalt, at din far rejste den lange vej fra Vestjylland til Fyn for at være til stede ved hans begravelse.

I 1880 kom din søster Birgitte Katrine til verden. Hun døde i 1890 kun 10 år gammel. Din bror Kristian blev født i 1887. Også han døde 1890 få uger efter sin søster Birgitte.
Du blev selv født i 1892 som fjerde barn i søskendeflokken på seks. Du blev døbt Birgitte Katrine efter din søster, der var død to år forinden.
To år senere, i 1894 blev din bror Anders født. Han overtog det lille hedebrug, som han sammen med sin senere hustru Agnes drev til sin død i 1966.
Som yngste i flokken kom Anna Kirstine, af min mor altid kaldet Moster, i 1897 til verden. Hun blev senere gift med Harald, der også var fra Torsted sogn. De drev et lille landbrug i Staby.

Barndom, opvækst og poesi

Om din barndom hos dine forældre i Kronheden, ved jeg intet. Dog kan jeg i kirkebogen se, at du blev konfirmeret i Torsted kirke den 22. april 1906. Et par år senere fik du en poesibog, – måske en fødselsdagsgave fra én af dine nærmeste. Heri skrev mange af dine venner i årene 1908 – 1910 en hilsen med mange ønsker om et godt liv og en lykkelig fremtid. De mange hilsner minder os om, at du var et meget afholdt og venligt ungt menneske. På poesibogens første blad skrev Harald, den unge mand, der senere skulle blive din lillesøsters ægtemand følgende:

“Se den lille blomst, som smiler hist ved vandringsmandens vej,
når vort øje paa den hviler, beder den forglem mig ej!”

Én af dine veninder skrev følgende:
Jeg ønsker dig lykke og held, jeg ønsker dig frydefulde dage,
Jeg ønsker det stedse må gå Dig vel, og Vorherre Dig huld vil ledsage.”

Du havde formentlig pladser som hushjælp forskellige steder. Jeg ved, at du tjente hos Sine og Marinus Jensens, der var gårdmandsfolk i gården Nr. Esp, nu Nr. Espvej 15 i Torsted sogn. Her skrev Marinus Jensen i din poesibog den 24. december 1908 således:

Følg med tiden og ej med Strømmen,
hvis Du vil holde dig ung i Striden.
Til minde om Juleaften i Nør Esp 1908.
Marinus Jensen”

Du tilbragte altså juleaften 1908 i familiens skød hos Marinus Jensens i Nør Esp.

Det ser ud som om, du i 1909 eller 1910 er flyttet til Tim, og jeg har en formodning om, at du er i huset hos snedkermester Houni Hounisen, der kort forinden byggede hus og værksted på Hovedgaden i Tim.

Digtet i poesibogen

På et tidspunkt i 1910 skrev en ung mand i Tim følgende vers i din poesibog:

Naar en gang du bliver gammel, Bedstemoder, – verdens klog,
finder du blandt andet skrammel, ogsaa denne lille bog,
tag den frem og læs den stille, blad for blad, hvad i den staar,
om din ungdoms skjønne milde, store lysegrønne vaar.”

Den unge mand underskrev sig med prikker som i et gækkebrev. Den unge mand var tømrersvend hos Houni Hounisen. Hans navn var Peder, og han skulle senere blive din ægtemand.

I 1911 tog du på et skoleophold på Baungaard ved Vejen. Baungaard var dengang en landhusholdningsskole med et tre måneders uddannelsestilbud i husførelse, barnepleje m.v. til unge landbopiger. Baungaards smukke hovedbygning, beliggende Baungårdsvej 65 i Vejen, eksisterer stadig og tilbyder sig nu med lokaleleje til konferencer, fester m.v. Herfra skrev du breve til både dine forældre i Torsted og til din Peder i Tim. Af dine breve fremgår, at opholdet på Baungaard var en stor oplevelse. Du skriver engageret om de fag i arbejdede med i skolen, om jeres lærere og ikke mindst forstanderinden, som nok skulle fastholde Jeres fokus på det, det hele drejede sig om. Du fortæller levende om livet sammen med de andre elever på skolen, men også om bygang i Vejen, og ikke mindst om den gang I var inviteret til fest hos karlene på Ladelund landbrugsskole. I din anden poesibog findes stort set kun meget varme og kærlige hilsner fra dine medsøstre, for I kaldte hinanden søstre, på Baungaard Landhusholdningsskole.

Det korte voksenliv

Af dine breve fremgår det at opholdet på Baungaard, var et led i en større plan. Der lå et bryllup forude, og du forberedte dig til at være en god hustru for din mand og en god mor for dine børn. I et af brevene spørger du din Peder, hvor langt han var med fremstilling af fælles ting. De fælles ting er utvivlsomt inventar til Jeres kommende fælles hjem. Din Peder var fingersnild og fremstillede selv Jeres møbler. Af et brev fra Peders søster Marie i Tarm fremgår det, at Peder kunne få arbejde på en møbelfabrik i Tarm, og at Marie ville være behjælpelig med at finde en bolig til jer.

Den 12. maj 1912 blev du viet til din Peder i Torsted kirke. Af kirkebogen fremgår, at Peder opholdt sig i Tim, og at du opholdt dig hos dine forældre i Kronheden. Peder Nielsen, som for os børnebørn blev vores Bedstefar, var født i Borbjerg sogn 1874, men familien flyttede kort efter til Timring, hvor han sammen med sine tre brødre og ene søster fik sin opvækst. Hans forældre og dine svigerforældre var Ane Cathrine og Christen Brusen Nielsen. Din svigerfar var smed, da han i 1864 i en alder af 30 år blev indkaldt til dækningsstyrken og sendt til Dybbøl for at forsvare landet mod den angribende overmagt sydfra. Her blev han alvorlig såret ved at være ramt i venstre arm af to fjendtlige projektiler. Han blev evakueret til et lazaret i København, hvor armen amputeredes mellem skulderen og albuet. Han overlevede mirakuløst et angreb af sårfeber, og blev senere på året hjemsendt. Her blev han som invalid tilbudt en lirekasse, hvilket han dog afslog. Med en dybt krigstraumatiseret, invalid ægtemand med konstante fantomsmerter og depressioner og senere fem børn, var det nu din svigermor, der med en meget beskeden krigspension måtte holde sammen på familien. I Timring boede familien i et lille sted klods op ad kirkegårdsdiget. Der var lidt jord, hvor der kunne holdes et par får og en ged og dyrkes lidt til husholdningen. Desuden havde din svigerfar en beskeden indtægt ved at opstalde heste, medens sognets familier om søndagen var til gudstjeneste. I 1899 døde din svigermor 62 år gammel. Din svigerfar tog derefter ophold hos sin søn i Ikast. Han kom sig aldrig efter de traumatiserende og invaliderende krigsoplevelser, og nu var hans hustru død. Hans helbred forværredes med gigt, bronkitis og astma, og i 1905 gjorde han selv en ende på sine lidelser. Dine svigerforældre havde været oppe mod meget hårde odds, alligevel kom deres børn godt i veje med gode håndværksmæssige uddannelser.

Din Peder arbejdede ved giftermålet som tømrersvend i Tim, men kort efter flyttede I til Tarm, som Peders søster Marie luftede som en mulighed, allerede da du var elev på Baungaard. Her fødte du i 1913 en lille pige. Men opholdet i Tarm blev kort, idet I var flyttet tilbage til Tim, da den næste lille pige i 1914 blev født. I havde etableret jer i en lille loftlejlighed på den ejendom, der nu har adresse på Hovedgaden 63. Din mand var tilbage som svend ved snedkermester Houni Hounisen, men samtidig forberedte i jer på en helt anden tilværelse. I havde købt en hedeparcel på ca. 40 tdr. land i Sdr. Esp, nu Torstedvej 83, i Torsted sogn, hvor I brækkede heden til dyrkning. Din mand fremstillede al byggemateriale selv. Murstenene støbtes af cement og bygningerne opførtes ved egen hjælp. I 1915 etablerede I jer som husmandsfolk i Torsted og flyttede til det nye sted. En drøm var realiseret og her skulle jeres fremtidige familieliv leves. I 1919 fødte du den tredje lille pige, men allerede ni dage senere indtraf katastrofen, – du blev ramt af den spanske syge og døde af en tilstødende lungebetændelse kun 27 år gammel.

Den spanske syge

Den 10. marts 2018, i 100 året for den spanske syges fremkomst, skrev Hans Trier, cand.mag. i historie og speciallæge i samfundsmedicin en kronik i Jyllands Posten om den spanske syge. Her omtales sygdommen som en pandemi, der er betegnelsen for en verdensomfattende epidemi. Det formodes, at halvdelen af klodens befolkning ramtes, og at mere end 50 millioner hovedsagelig unge mennesker mellem 15 og 40 år døde. Sygdommen kunne angribe meget pludselig med folk, der talte i vildelse eller faldt om på gaden. Der stødte voldsom lungebetændelse til, og i dødsfasen kunne patienterne på grund af lungesvigt udvikle blålig eller sort ansigtskulør. Der var tale om en meget ondartet influenzaepidemi, der blev hjulpet godt på vej af de kaotiske tilstande efter 1. Verdenskrig. At sygdomme har haft gode vilkår på den tid, er der flere ting, der vidner om. Jeg husker, at min mor har fortalt, at der i Torsted sogn omkring din dødsdag den 20. april var fem afdøde. Et opslag i kirkebogen bekræfter dette. I dagene 18. til 22. april døde tre kvinder og to mænd med efterfølgende begravelser mellem den 23. og 25. april 1919. Det er et stort tal i et sogn med den gang et par hundrede indbyggere. Frygten blandt folk var stor, og min mor har fortalt, at ingen besøgte Bedstefar, da han havde mest brug for det. Folk turde ganske enkelt ikke af frygt for smitte. Hans Trier skriver i sin kronik, at følgevirkningerne efter pandemien først nu er ved at være forbi, idet overlevende nu er døde. Men der kan stadig være børn af overlevende, der har mistet pårørende til sygdommen.

Livet efter

Bedstefar var nu i en meget vanskelig situation som enkemand med tre små piger, den ældste på 6 år, den mellemste på 4 år og den yngste på ni dage. Et ægtepar i nærheden havde ingen børn. De tilbød deres hjælp ved at tage den lille pige i pleje. Her blev hun, og fik en god og kærlig opvækst som ældste i en senere søskendeflok på otte. At hun derved blev en kusine til den dreng, der mange år senere skulle blive min far, er en tilfældighed.

Bedstefar giftede sig aldrig igen. Min mor og hendes storesøster voksede op med skiftende husbestyrerinder som reservemødre. Hvor mange det i årenes løb blev til ved jeg ikke, men mor kom ofte med udtalelsen: ”Det var en husholder, vi havde en gang!”

Dine tre piger blev gift og stiftede familie, – mine forældre i 1938, – hvorefter de overtog mors fødehjem. Din mand og min bedstefar blev boende hos mine forældre til hans død i 1952. Mellem 1939 og 1955 fik du tolv børnebørn, hvoraf to aldrig så dagens lys.

Som et kært minde om din tid sammen med Bedstefar har vi den petroleumslampe, som I fik i bryllupsgave. Min søster har en smuk porcelænsskål, som du i barselsgave forærede den kvinde, der senere blev min farmor. Den havde farmor sat navn på før sin død. Den skulle min mor arve.

Til næste år er det 100 år siden, du døde. Den 20. april ærer vi dit minde ved at lægge en blomst på din grav.

Kærlige minder og tanker fra dit barnebarn
Holger

Fødselsdag:

1945

Erindringen ønskes afleveret til:

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv
Torsted Lokalhistoriske Arkiv
image/svg+xml