Tove Michaelsen

I 1958 erindrer Tove Michaelsen, hvordan de flyttede ind i deres nye hjem, og snart herefter begyndte hun i skolen i Sandby. Erindringen kommer omkring skoletiden, og også hvordan de blev lokket til unoder af deres fætter Jens. Der skulle også hjælpes til i hjemmet og i marken, men det var sjovere at se Flintstones i tv, end det var at samle roer på marken. Så ofte lykkedes det Tove at opdigte en skade og kunne derfor komme hjem og se tv. Gør ejerskabskrav på erindring

Mit første erindringsglimt stammer fra omkring 1958. Vi sad i en gammel, lille lastbil ført af min højt elskede farbror Helmut. Jeg sad musestille og lyttede til far og farbrors snak:

”Ja, nu må vi helst ikke flytte så meget rundt mere,” sagde far. ”Tove skal snart i skole, og de små følger jo hurtigt efter.”
Sagen var nemlig den, at vi havde flyttet en del gange i årene forinden.

Vi kørte på små veje, og jeg syntes vejen var lang imod det nye spændende sted. Far havde købt hus af gamle Hanne, som skulle på plejehjem. Fire tusinde kroner havde det kostet. Det lød som rigtig mange penge.
”Ja”, sagde far. ”Vi må jo ekstra i roerne, nu hvor der skal betales termin to gange om året.”
Min farbror nikkede.

Vi nærmede os Sandby, kørte igennem byen, og nu drejede vejen til højre. Her lå Harpelunde. Der var kun en lille klynge huse men nok til, at stedet havde sit eget navn. Midt i klyngen på venstre side kom vi til gamle Hannes hus, som nu var vores. Det var ret lille men yndigt, små vinduer med stokroser imellem, en lille veranda, som lige kunne rumme en kommode og mors symaskine.

Far og farbror læssede nu møbler af og ind i huset. Jeg kunne bære lidt potteplanter og andet småtteri. Jeg så mig omkring i vores nye hjem. Et lille køkken med trævask, hvor afløbet bare løb ned i en spand under vasken, et par små skabe og taburetten til vandspanden, for pumpen stod jo ude i gården. Et lille spisekammer, hvor man lige kunne vende sig rundt, mere plads var der ikke, men det blev udråbt til børneværelse.
”Her kan lige være en etageseng til de to store!” sagde far. ”Det skal jeg hurtigt få lavet.”
Jeg glædede mig. Tænk vi skulle have vores eget værelse!

Et lille sovekammer var der også. Der kunne den brune dobbeltseng lige være, og så bambussengen, hvor vores nye lillesøster, skulle sove. Så kom stuen. Den var også ret lille, men møbler havde vi jo ikke mange af, så det gik nok. Bord-pladen på vores spisebord var så slidt, at far havde lagt linoleum på den. Der var seks brune stole til, stive træstole med høje rygge. Vi havde også en divan. Sofa med ryg, det havde vi endnu aldrig set. Buffeten kom også ind i stuen.

Udenfor i gården var der lokum. Der var også et lille værksted og baghuset. Og en dejlig lille have hørte også til huset.

Et par år efter fik jeg endnu en lillesøster til min mors fortrydelse.
”Min mand ville så gerne have haft en dreng, og nu har vi fire piger,” hørte jeg hende sige til doktor Eriksen.
Far fik først sit ønske opfyldt nogle år senere.

Dagen kom, hvor jeg endelig skulle begynde i skole. Solen skinnede, og jeg var så parat, som man kunne være. Arveskoletaske og ditto penalhus var pudset i skosværte. Den røde blikmadkasse, hvor der stod “Velbekomme” på låget, var lagt i tasken. Jeg cyklede til Sandby, hvor skolen lå.

Lidt genert var jeg dog, da jeg sad i klassen. Jeg kendte ingen af de andre børn i forvejen. Der var træborde med bænk, skolepulte. Eva, tømrerens datter blev min sidekammerat. Hun var rigtig sød, lille og lys og lattermild. Vi skulle nok blive venner. Der var kun to klasselokaler, men fire klasser. Første og anden klasse var i et lokale og tredje og fjerde klasse i et andet. Efter fjerde klasse kom man til Nakskov, men det lå endnu langt ude i fremtiden.

Overlærer Rasmussen var en stor mand. Jeg husker ham som gammel. Gunner Petersen var en mere moderne lærer. Han var dygtig til at tegne og læse historier. Dengang var der ikke noget, der hed Klassens time, men vi fik ofte en historie, og det var lykken. Det var tit humoristiske og belærende fortællinger, og jeg besluttede, at jeg skulle lære at læse med rekordfart, så jeg selv kunne låne de bøger.

Skolen var gammel. Der var kakkelovn i klasselokalerne. Drengene bar koks ind, så der kunne fyres om vinteren. Der var lokummer i gården og ikke indlagt vand, så håndvask efter toiletbesøg, kendte vi ikke til. Toiletpapiret var meget stift og kradsede i bagdelen. Det skulle gnubbes lidt imellem hænderne før brug.

De to lærere boede også på skolen. Der var en lejlighed i den ene ende af bygningen til lærer Rasmussen. Ovenpå havde lærer Petersen en lille lejlighed.

Jeg holdt meget af at gå i skole. Samværet med de andre børn i frikarteret var også godt. Vi legede fangeleg. Tik kaldte vi det, og pigerne havde sanglege. Tag den ring og lad den vandre, hvor en fingerring skulle gemmes i hånden på en anden pige, og der skulle så gættes, hvem der havde fået ringen. Poesibøger var populære. Man skrev et lille vers til hinanden i bøgerne. Lærerne blev også spurgt, om de ville skrive i bøgerne, og det var noget særligt, når de havde skrevet en hilsen. Min far skrev altid: Som svanen, den snehvide, på søen glider hen, gid alle dine dage, vil glide let som den. Og så tegnede han en flot svane også. Sammen med den store flotte svungne skrift han havde, så det bare godt ud.

Dansk og Historie plus Kristendomskundskab var mine favoritfag i de første år, men de fleste fag syntes jeg rimelig godt om. Håndarbejde blev jeg dog aldrig fortrolig med til min store sorg. De andre piger frembragte det ene mesterskab efter det andet med korssting, strikning og hækling. Mine produkter var skæve, nussede af krampagtig sveden og var absolut ikke en fryd for øjet, så i det fag høstede jeg bundkarakter.

Når vi skulle hygge os og have lækkerier, kunne mor finde på, at nu skulle vi have hver en rugbrødskage, og det skulle være fra Sandby hjemmebageri. Vi havde ikke mange penge i mit barndomshjem, men vi nød de rugbrødskager, og jeg tror, de kostede ti øre, så vi fik en stor pose for en krone. De smagte himmelsk. Vi havde også bager Jensen i Sandby. Der kunne man købe daggamle kringler billigt. Hvis mor lunede dem i ovnen, var de som nybagte, syntes vi børn, når vi en sjælden gang fik lov at få det.

Hos Købmand Fugl, byens største købmandsbutik, købte vi ”på bog”. Så betalte man, tror jeg, hver fjortende dag, og så fik man lidt bolsjer i et kræmmerhus med hjem på betalingsdagen. Købmand Else, min yndlingskøbmand, lå lige på hjørnet fra Sandby mod Harpelunde. Der kunne man i hemmelighed og meget diskret godt få lov til at handle efter lukketid. Dengang var lukkeloven ellers meget stram. Da min far fyldte halvtreds år, var jeg ti år. Else gav mig lov til at købe en platte på afbetaling. Jeg havde vist to kroner og afdrog resten i små portioner. Den kostede vist otte kroner, og jeg ville så gerne give min far en pæn gave.

Jeg var så glad for at gå i skole, at jeg også gik i Søndagsskole og det ganske frivilligt. Fru Jensen, skrædderens kone og lærer Andersen, gårdejer fra Lindelse underviste i Søndagsskolen. De fortalte fra Det Gamle Testamente, og vi sang salmer, opførte små krybbespil til jul i kirken. Vi fik et glansbillede, når vi havde været i søndagsskole, som en slags belønning.

Om sommeren arrangerede præsten havefester for børn. Det foregik i hans store flotte have, hvor der blev sunget og leget To mand frem for en enke, sækkeløb osv. Vi blev, så vidt jeg husker, trakteret med kage og saftevand og måske kaffe. Dengang drak børn kaffe med masser af mælk og sukker i. En søndag lokkede jeg søster Mona med i søndagsskole. Det blev første og sidste gang. Hun gad det ikke og forstod ikke helt, at jeg var så glad for den søndagsfornøjelse.

Når vi skulle have noget lækkert, mine søstre og jeg, kunne det være en æggeblomme rørt med sukker. Luksusudgaven var med lidt kakao også. Det var så lækkert og før, man bekymrede sig om salmonella. Mona og jeg kunne også tage lidt sukker i en kop og dyppe en rabarber i den og spise. Bær fra haven var også godt, dog var det mest i smug, da de skulle syltes eller bruges til grød. Engang vi var alene hjemme hos vores fætter Jens, så ville han imponere os. Han satte en ske i boremaskinen. Nu skulle der piskes røræg til os børn, med det var med resultat, at hele fasters køkken blev oversprøjtet med æggemasse. Vi så lidt op til Jens. Han var lidt ældre end os og fandt ofte på unoder. Men vi var nemme at lokke med. Faster vidste ikke alt om, hvad der blev arrangeret, når han passede sine kusiner. Det værste, han fik os med på, var, da en af mine søstre havde lavet en ordentlig pølle på potten. Jens pakkede den smukt ind i en æske med papir og sløjfer på. Så skulle den nemlig lægges ude på vejen. I tusmørket skulle vi så gemme os på verandaen og vente på, at nogle skulle komme forbi og finde “gaven.” Der kom så genboens voksne datter med sin forlovede under armen. De var ude at gå aftentur gennem Harpelunde, og hun ville da gerne se, hvad der var i pakken med det resultat, at hun fik lort på skoene. Vi lå gemt på verandaen og morede os med vores store fætter, men var alligevel lidt flove bagefter. Tænk vi havde været med til det!

Jeg husker også, at vi havde en del pligter, og deltog i storvask med at skylle og vride tøjet. Et strengt arbejde for et par små piger, men det skulle jo gøres, og vaskemaskine havde vi ikke. Havearbejdet var mest søster Mona. Jeg var også med men fik ikke lavet meget. Mine forældre var meget flittige i markerne, og det samme var Mona. Jeg deltog, men fik altid “lidt ondt,” når der var Flintstone i fjernsynet. Jeg elskede den serie. Far sendte mig hjem, så jeg kunne “komme mig” og skrælle kartofler og starte op på madlavningen i stedet for i marken. Når roetiden var forbi, og Mona og jeg fik lidt løn efter indsats, fortrød jeg så bitterligt, at Flintstone havde vundet over roerne, men næste år blev det det samme. Markarbejde blev ikke mig, og mor sagde til mig, at jeg aldrig måtte gifte mig med en landmand.

Jeg elskede at læse og blev en flittig bruger af skolebiblioteket. Min far var også en læsehest, og på trods af min ringe alder, skulle jeg låne bøger med hjem til ham også. Jeg lærte hurtigt, at rejsebeskrivelser eller beretninger og romaner om anden verdenskrig, det var gode emner til far. Selv holdt jeg af Dickens, især Oliver Twist blev læst mange gange. Jeg græd over hans skæbne og frydede mig over den trods alt gode slutning. Tudemarie blev også læst et utal af gange, plus masser af andre populære bøger.  Jan og Puk-bøgerne også.

Om aftenen, især om vinteren, hvor min far havde bedst tid, fortalte han om de fremmede lande, han havde læst om. Han fortalte om kannibaler og pygmæer, mennesker der ikke var højere end små børn, selv om de var voksne. Han viste os billeder fra bøgerne, og vi gjorde store øjne. Han var en god fortæller. Far var også dygtig med sine hænder, lavede dukkehuse, trækvogne og smykkeskrin formet som kinesiske huse. Det var med løvsav, og masser af fine ting kunne han fremtrylle.

I 1963 blev der bygget en helt ny skole i Sandby, en centralskole, med syv klasser og alle moderne bekvemmeligheder inklusiv en stor gymnastiksal med brusebad. Moderne toiletter med træk og slip var der også. Vi børn var målløse, og lærer Petersen skulle være skoleleder, og bo i en moderne, nybygget lærerbolig. Vi glædede os rigtig meget til at begynde der. Vi syntes, det var så stort og flot, og nye kammerarter fik vi også, for Højsmarke Skole og vi fra Sandby skulle lægges sammen til en stor skole.

Hvor var det spændende at indtage den nye skole. Vi vænnede os lynhurtigt til de nye moderne bekvemmeligheder. Som tiårig var det jo også interessant at få nye klassekammerarter helt fra Tårs og Frederiksdal og andre steder. Nye lærere fik vi også. Vi fik Finn Ambus til klasselærer. Han var en fantastisk lærer. Desværre blev han ikke så mange år på skolen, men hvor vi dog kunne lide ham, og jeg husker mange elever græd, da han rejste inklusiv mig selv. Han havde en moderne tilgang til undervisning, og jeg kan huske, han ofte sagde:
”Nu koncentrerer vi os hele time, og så pjatter vi de sidste fem minutter!”

Det var nye tider. Han kunne lave sjov med os på den gode måde, så i de sidste fem minutter blev der rigtig grinet igennem.

Disse erindringer indgår også i bogen "Min barndom på Lolland" udgivet 2016 af LollandBibliotekerne.

Sandby 4912 DK
Get directions

Fødselsdag:

1953

Erindringen ønskes afleveret til:

Ravnsborg Lokalhistoriske Arkiv