Lilly Thora Møller

Lilly Thora Møller er født i 1921 og hun fortæller blandt andet om hendes opvækst og skolegang, og hvordan hun kom på Julemærkesanatoriet ved Kolding Fjord. I 1930'erne fik hun arbejde som sygeplejerske i England, og nåede det sidste skib hjem til Danmark, kun få dage før England erklærede krig mod Tyskland. Sidste del af hendes erindring omhandler derfor de fem besættelsesår og hvordan hun i tiden derefter drev gartneri sammen med sin mand Erik.

I en alder af snart 96 år har jeg jo oplevet meget, og da jeg har det godt og husker godt, har jeg meget at fortælle, men ved jo ikke, hvad der har mest interesse, barndom, ungdom, tiden før under, eller efter krigen, arbejdslivet, pensions tiden. Men den kan mange jo fortælle om.

Jeg blev født i Kolding, et sted ude langs fjorden, der blev kaldt Vangen. Da jeg var ca. 1 år flyttede vi til Agtrupvej (lige overfor Gamst’ gartneri). Da jeg var 4 år flyttede vi til Carl Plougs vej 36 og der levede jeg den meste barndom.

Min Far var meget haveinteresseret og ved dette hus var der en stor have  og byggegrunden ved siden af hørte til. For enden af haven lavede min far en legeplads, vi måtte ikke lege på gaden.  Der var gynge, vippe og stor sandkasse med bord, så vi kunne bage sandkager.  Gadens børn ville nok gerne ind og lege med, men det måtte de ikke. Når vi legede og hørte lidt motorstøj, styrtede vi jo ned til havelågen, for det kunne jo være en bil og det måtte vi da se.

Lige sådan, hvis der kom en lille flyver, en todækker, kaldte man dem, det var sjældent, men det var også en begivenhed, det var vi børn meget optaget af, at sådan en kunne flyve, uden at falde ned.

Min Far gjorde meget ud af vores have og meldte sig ind i kolonihaveforbundet, hvert år kom en lille flok mænd og bedømte haverne, min Far fik ærespræmie i 1930 og måtte så ikke være med i fem år, men Far lagde haven lidt om og fik igen ærespræmie i 1935, 1940 og 1945. Året 1950 husker jeg ikke, men da var min Mor død, så glæden havde han nok mistet. Hvert efterår var der præmieuddeling ved en fest, det var en stor dag, hvor vi børn var med i vores fineste tøj, og vi har nok været stolte af vores Far. De første år var det opsatser dvs. en stor sølvskål med glasskål indeni, og en fin kant ud over sølvskålen.  Men så gik de over til sølvtøj med kolonihavelogoet på, de var værd at samle på. De kunne jo ikke købes, kun fortjenes.

Min Far var nok en af de første, der havde radio i Kolding, vil jeg tro. Far havde en ven der var radioamatør, han havde selv bygget sig en radio, min Far fik ham så til at lave en magen til, til sig. Den bestod af et bræt med to elektriske pærer, nogle ledninger og hovedtelefoner, der var ikke noget med højtaler, når Far sad der og hørte noget, plagede vi børn selvfølgelig, åh !  Far, må vi også prøve, så fik vi propperne i ørerne og listig som min Far nok har været, skruede han op så noget hylede, nåh, er det bare det, så må du godt selv beholde det.

Jeg ved ikke om Danmarks Radio var begyndt at sende lidt på det tidspunkt, jeg mener den første Radioavis kom i 1927, så er der jo 90 års jubilæum i år. Det hed Pressens radioavis København, Kalundborg.

I 1927 døde min Morfar og da Bedste min Morfars anden kone, den første døde 1904, ikke skulle sove alene den første tid, sov jeg hos hende og gik i skole derfra. Min skolemad var puddersukker mad, det var måske lidt trættende i længden, men så aftalte jeg med min storesøster, at vi kunne bytte madpakke i det store frikvarter, så det var fint, jeg fik så min Mors madpakke og Grethe fik sukkermadderne.

Jeg gik i en skolebygningen for 1. og 2. klasse, min søster gik i pigeskolens anden bygning for de store klasser. Koldings Kommuneskole var opdelt i Drengeskolen og Pigeskolen, ved ikke hvornår det blev lavet om. Skolegården var delt med et tremme plankeværk og det var mellem tremmerne vi byttede madpakkerne.

Jeg var desværre det man dengang kaldte et skrævl, var altid syg og forkølet, min Mor havde været meget syg af den spanske syge, der rasede i København, hvor de dengang boede, og Mor mente, hun var blevet gravid med mig, før hun rigtig var kommet over eftervirkningerne af sygdommen, mine tre søskende var alle sunde og raske. I de år med den spanske syge døde der hundredvis hvert døgn i København, har mine forældre fortalt, så det var en alvorlig epidemi der rasede nok mellem 1918 – 1920 ca.

Da jeg tit var forkølet fik jeg også polypper og to gange fil jeg taget polypper ud, jeg har nok været 4 og 6 år. Da jeg anden gang kom på klinikken og så nonnerne i dragterne må jeg kunne huske, at der skulle ske noget forfærdeligt for jeg ville blive hos min faster. Min Mor kunne nok ikke holde ud at være med, så da min faster var på ferie skulle hun så ledsage mig, det var uden bedøvelse dengang, så det har nok også været en barsk omgang. En Nonne blev sat på en stol og fik mig på skødet og krydsede hendes ben over mine ben og ligeså mine arme, så jeg sad som i en skruestik og ville nok ikke åbne munden, men har man polypper kan man ikke trække vejret igennem næsen, så jeg måtte jo have luft og straks blev der sat en tang mellem tænderne så munden var åben og operationen kunne ske. Et par timer har jeg nok skullet ligge før blødningen var under kontrol og kom så hjem, det eneste plus ved den historie var, at jeg kun måtte spise is det første døgn. Det var jo noget vi sjældent fik. Selvfølgelig også, at polypperne var væk, men det tænkte jeg måske ikke over.

Kort efter Jul i 1930 fik jeg så en snert af Tuberkulose og kom på Julemærkesanatoriet ved Kolding fjord. Det, der i dag er hotel ”Kolding Fjord og Kursuscenter” et flot og meget brugt hotel. Bygningerne er de samme, men indvendig er der lavet meget om og i den åbne liggehal med buerne er der sat vinduer i og det er en del af restauranten. Ingen piller kunne hjælpe dengang.  Så behandlingen var god mad, masser af frisk luft og meget hvile og en hel liter sødmælk hver dag. Jeg blev rask i løbet af et halv årstid, så jeg var heldig, flere var der både 2 og 3 år. Det er ikke ene glade minder jeg har derfra. Men der er jo meget at fortælle, der var tre afdelinger A, B og C.

A var for børn mellem 3 og 12 år. B var for de meget syge og tit sengeliggende børn.  C fra store børn over 12 år. Oversygeplejersken for den afdeling var en elskelig dame og blev kun kaldt Bedste af alle børnene. Sygeplejersken, der stod for afd. A var en meget skrap og streng dame. Jeg var en lille splejs og ikke meget appetit, om morgenen når vi kom med vore tallerkener og skulle have havregrød, øste hun en meget stor portion op, helt over den kant, der er i en dyb tallerken. Alene synet tog min appetit, så jeg har nok siddet og stukket lidt forsigtigt til det, så kom hun og begyndte at made mig, hurtigere end jeg kunne synke, og nok efter tre mundfulde kastede jeg selvfølgelig op og fik en bunke skæld ud og fik at vide, at hvis jeg ikke lærte at spise, kom jeg aldrig hjem. Vi havde små forklæder på og opkast blev samlet deri og jeg blev sendt op på afdelingen og skulle sige jeg skulle ligge i sengen resten af dagen. En anden lille pige på min alder havde det ligesådan og hun fik en stor lussing, da hun kastede op og hun havde betændte kirtler på halsen og dem gik der hul på, det syn glemmer jeg aldrig.

Hun må have været psykisk syg den sygeplejerske og heldigvis var hun væk en skønne dag og vi fik en vikar, som var så sød og forstod børn. Da jeg spurgte den første morgen, om jeg godt måtte begynde med en lille portion, sagde hun straks, hvor lidt vil du have og øste en meget lille klat op, jeg kan vist godt spise lidt mere sagde jeg og straks roste hun mig og sagde hun ville blive så glad, hvis jeg kom og ville have mere. Sådan var hun helt igennem og jeg fik appetit og kunne spise, og begyndte da også at trives og tage lidt på.

Engang imellem fik vi jo noget vi ikke så godt kunne lide, det blev straks set og til straf blev vi sat forneden af det lange drengebord, så vi rigtig kunne skamme os, ligeså gik det drengene der kom til pigebordet, men børn er solidariske. Spørgsmålet gik fra dreng til dreng, nr. 5 kunne godt spise mit og når personalet så væk gik tallerkenen fra dreng til dreng til hjælperen og en tom retur til staklen, der så fik bemærkningen. Nå, det hjalp nok du kom derhen. Mon det nu var så godt, netop på en tuberkulose afd. Jeg var jo heldigvis ikke så syg at jeg kunne smitte.

Behandlingen bestod af god mad, frisk luft, mange gåture i skoven og en liter sødmælk hverdag.  Halvandens times hvile i åben ligge hal på bårer og i soveposer, hvor vi ikke engang måtte snakke. Der var store vinduer på alle værelser og alle stod åbne, jeg husker, hvor bange vi var med de åbne vinduer, når det lynede og tordnede.

En gang om måneden fik vi maveslange og det var vi alle meget bange for. En ret tyk (følte vi) slange blev ført gennem munden ned i mavesækken og tog væske op, den prøve skulle være ren for tuberkel baciller tre gange i træk, så måtte man komme hjem, når de to var gået godt var man virkelig bange for den tredje.

Der var også en glædelig begivenhed jeg husker. Til minde om 125 års dagen for H. C. Andersens fødselsdag den 2. april, blev alle børnene sejlet over fjorden til et traktørsted, der hed ”Christiansminde”, der fik vi sodavand og kager, det var en stor oplevelse fra hverdagens faste rytme. Vi gik også lidt i skole hver dag.

Jeg husker min skoletid som en dejlig tid, dog var der lang vej fra Carl Plougs vej til skolen nede i byen, det tog ca. 25- 30 min at gå, cykle måtte vi ikke for skolen. Der var en times middagspause, men vi kunne ikke nå hjem og spise, som dem der boede tættere på skolen, så vi havde madpakker med og blev den time. Min klasselærerinde holdt vi meget af, hvert år 17. okt. På hendes fødselsdag blev hele klassen inviteret hjem til hende og vi fik chokolade og boller. Et år havde hun været på ferie i Oberammergau og set passionsspillet, det fortalte hun meget levende om.  Det optog mig meget og jeg tænkte, at når jeg blev voksen, ville jeg også opleve det.  Det oplevede jeg så også det år, der var 300 års jubilæum for spillet.

Den 29. sept. 1935 blev jeg konfirmeret, det blev en stor dag og konfirmationen kom til at betyde meget for mig hele livet, jeg kom til at tro på Gud og har fået meget hjælp igennem alle årene, hvor der jo også har været svære tider.

Hr. og Fru Gamst som vi boede overfor nogle år, blev ved at være mine forældres gode venner. Fru Gamst hjalp til i gartneriet og var så uheldig at stikke sig på et rusten stykke ståltråd, det var en juleaften, hun fik blodforgiftning og dengang var der ikke noget der hed penicillin, så man kunne ikke hjælpes, så hun døde Nytårsaften. Datteren var hjemme som pige i huset for at hjælpe, for de havde 4 elever på kost, det var jo en del af deres løn. Min Mor ønskede at jeg skulle hjælpe datteren til begravelsen og det gjorde jeg så og da hverdagen jo skulle fungere spurgte de, om jeg ikke godt ville blive og hjælpe et stykke tid, sådan blev det.

En af eleverne hed Erik og ham syntes jeg særlig godt om og han syntes så også godt om mig, så det endte med at vi blev kærester den sommer og travede mange dejlige ture sammen. Han kom også med mig hjem og mine forældre var meget glade for ham og syntes bare de havde fået en søn mere. En aften, hvor vi travede ud af landevejen, havde en dame af Mors bekendtskab set os og tog straks hjem til min Mor og Far og fortalte, at hun havde set deres datter gå arm i arm med en ung mand. Hun har nok villet redde mig, men min Mor sagde bare, det ved jeg godt, de kommer lige her hjemmefra, hun kendte jo Erik godt og vidste jeg var i trygge hænder. Men jeg var også kun 16 år og Erik var sytten, vi var jo unge, da det begyndte, men det kom jo så til at vare i lige knap 65 år, Erik døde få måneder før vi kunne have holdt Krondiamantbryllup.

I løbet af sommeren 1938 blev der meget uro i Europa. Hitlers had til jøderne kom tydeligt frem og selvom det måske blev dysset ned i det offentlige, så rygtedes det jo alligevel.

Og den almindelige befolkning var rystet over hvad rygterne sagde, især den nat i oktober 1938, hvor tyskerne gjorde alvor af deres trusler og brændte jødernes butikker og Stormagasiner af og arresterede indehaverne. Den nat blev kaldt Krystalnatten, jeg ved ikke hvorfor.

Min Søster Grethe ville ud og se sig om og fik plads i England som Kokkepige i et stort og velhavende hjem i Sydengland, pladsen søgte hun gennem det danske KFUK i London. Dengang var der ikke så mange unge, der rejste ud som nu, hvor rigtig mange unge tager til udlandet. Ægteparret, fruen 42 år og herren 62 år havde lige fået en lille søn og intet var for godt til ham, så de købte dette Herresæde vil jeg kalde det, så drengen kunne vokse op i frisk luft og ikke i London, hvor de ellers boede. De engelske barnepiger var fruen ikke tilfreds med, så en dag havde fruen talt med Grethe om en barnepige fra Danmark, min søster havde så nævnet, at jeg var meget glad for børn. Inden længe kom det så på plads, at hun betalte min rejse derover og jeg blev løst fra arbejdet hos Gamst. Det var jo lidt svært at tage beslutningen, for jeg var jo blevet meget forelsket i Erik, men han hjalp mig så og sagde, at den chance måtte jeg ikke lade gå fra mig. Det ville blive en oplevelse og vi kunne skrive sammen, og det gjorde vi så også, så tit posten gik, det tog 2 dage og vi skrev begge så snart vi havde fået brev, breve blev sejlet over med Englands skibet, og i stormvejr kunne det være forsinket. Min Mor og Far ville gerne have brev hver lørdag, så det rettede vi os efter og min Mor stod ved vinduet lørdag formiddag og ventede på posten, var det dårligt vejr kom det først med middagsposten og var det rigtig skidt måtte hun vente til aftenposten. Men tænk! der gik post tre gange dagligt, aftenposten var mest med avisen. Tænk så på posten i vore dage.

Det var en dejlig tid. Jeg var jo blevet Nurse og fik uniform på, en Nurse hørte til familien og enten skulle jeg spise med herskabet eller spise alene på værelset, men min søster sagde, hvis Lilly skal blive god til engelsk, må hun spise med staben i køkkenet, hvor der var mange, der talte sammen. Det fik jeg lov til og det var herligt, vi havde det så hyggeligt og morsomt ved bordet, alle syntes det var sjovt at lære mig engelsk.

Staben bestod af søster Kokkepige, en første stuepige, en anden stuepige, en tjenerchauffør en overordnet husjomfru til at holde styr på alt, ved ikke hendes titel. Jeg fik så nådigst lov til det og kom ret hurtigt til at tale godt engelsk. Som nurse skulle jeg jo med herskabet på familiebesøg og sad til bords med barnet Christoffer på skødet, han var fire måneder, da jeg kom derover. Og var fruen ude at handle, selvfølgelig kun privat, til husholdningen var der andre der ordnede det. Men jeg var med i uniform og barnet på armen. Engelske drenge indtil to år fra overklassen havde kjoler på, og drengen havde de yndigste kjoler med smock syning, jeg syntes bare det var helt forkert, men vaskede og strøg jo det fine stads, han havde mange kjoler.

Fruen, der plejede at bo i London, havde jo vennerne der og hun manglede jo selskab, så jeg var lige så meget selskabsdame for hende, vi havde det utrolig godt sammen og vores venskab kom til at vare hele livet for hende. Da Christophers Mor døde overtog han brevskrivningen. Min ”baby” kommer jeg stadig sammen med, han har besøgt mig flere gange og også sammen med sin kone og jeg har været der, så længe jeg kunne rejse.  Han ringer også af og til om aftenen og vil snakke lidt, jeg kan godt blive lidt overrasket, pludselig. at skulle tale engelsk i telefonen, men når man engang har talt det som hverdags sprog må det sidde dybt i en, så det går meget fint.

Om eftermiddagen kørte chaufføren fruen og barnet og jeg, til et eller andet fint sted og drak the. Da det blev sommer tog vi til stranden og havde klapvognen med og gik ture langs strandpromenaden. Jeg fik set rigtig meget af Sydengland, engang imellem var Grethe også med, fruen havde brugt Grethe som selskabsdame før jeg kom, fordi hun nu var udlænding kunne det lade sig gøre, for Herskabet blandede sig ikke med staben. Jeg var lidt ked af, at jeg helt havde overtaget den plads, men Grethe sagde, hun havde set så meget inden, så det var i orden. Fruen kunne også finde på at invitere os begge på en tur, hvis der var noget hun syntes vi skulle se. Det blev et dejligt år.

Men i løbet af sommeren 1939 begyndte der at komme rygter om en kommende krig, men det var utænkeligt med erindringen om den ret nylig overstået verdenskrig, vores frue havde en søn på 21 år efter hendes første mand, som døde i første verdenskrig. Men som sommeren gik, blev det mere og mere alvorligt, og sidst i August kom Herren i huset tilbage fra London og sagde, at hvis krigen kom, ville han ikke have ansvaret for os, så ville han komme med billetter den næste aften. Det var vi meget kede af, vi havde sparet sammen til at bo på det danske KFUK i 8 dage for rigtig at se London, der var næsten 2 timers togtur til London og det kunne vi ikke nå på en halv fridag. Enkelte gange fik vi byttet fridage, så vi kunne rejse derop, blandt andet en dag, hvor vi så Chelsea Blomstershow, en kæmpe stor blomsterudstilling, hvor fruen også gav os billetterne dertil. Ni store telte med blomster fra gulv til loft, helt fantastisk, det er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor jeg bare ønskede, at min Erik som gartner havde været med, men heldigvis fik han senere lejlighed til at se udstillingen sammen med bestyrelsen for Gartnernes salgsforening i Kolding, der lavede en tur derover.

Tilbage til fortællingen.

Vi ventede spændt hver aften, når Herren kom hjem og efter, at vi havde haft kufferten parat i 8 dage kom han og sagde at nu var krigen afblæst, der kom ikke krig i vor tid, nu husker jeg ikke om det så var der Chamberlain havde været i Tyskland og underskrevet en IKKE angrebspagt med Hitler, men Hitler holdt ikke ord, for 8 dage efter kom Herren så med billetter til os, vi skulle hjem næste morgen.

Alle var meget kede af det, især fruen, for med den evakueringsplan, der var lavet i tilfælde af krig, kunne de risikere at få huset fuld af Børn. I tilfælde af krig var planen, at der skulle evakueres halvanden million børn ud af London, da man troede den første handling ville være at bombe London. Sådan blev det ikke, det var tyskerne slet ikke parate til, det blev først senere..

Uden for stationen holdt en hel række busser, som var parat til at tage imod børnene, der kom med tog fra London, børnene blev kørt ud på landet, hvor man gik fra hus til hus og spurgte hvor mange værelser har I og hvor mange er I, og så fik de to tre eller flere børn, derfor frygtede fruen at når de kom til dem, der havde god plads og Grethe og jeg var rejst, og de havde en stor gildesal, hvor der nemt kunne sove 50 London drenge på madrasser.

Ikke så mærkeligt bekymringen var stor. Først efter krigen fik vi forbindelse med dem igen og hørte, at de havde fået 12 mødre med deres spædbørn, det var jo en lykke, for hver passede deres barn og måtte vel også hjælpe til, men de skulle jo være der, jeg ved ikke hvor længe det kom til at dreje sig om.

Hver banegård vi kom forbi på togrejsen til London, stod der rækkevis af små børn med en bamse eller dukke knuget i favnen og en lille pose, nok med oplysninger om barnet, m.m. en enkelt leder var med for hver nok 30 børn. Det var et vemodigt syn, som jeg aldrig glemmer.

Det var så fredag den 1. september 1939. Da vi kom til London gik avisdrengene med aviserne i gaderne og råbte, at nu havde Tyskerne bombet 8 Polske byer. Vi faldt i snak med andre danske piger, der også skulle hjem med den sidste båd, der gik til Danmark, de sagde man ikke måtte have penge med hjem, hvad så?

Vi havde jo sparet til ferie, så vi ville købe tøj, det kunne tolderne da ikke tage fra os, vi fandt en lille fin butik, hvor vi gik ind og fandt ejeren opløst i gråd, når vi nu kun var os tre alene tog vi om hende og spurgte hvad hun da kunne være så ulykkelig over, hun sagde at klokken fire om morgenen var der kommet to personer og skulle have hendes børn 4 år og 7 år, de skulle evakueres til Sydengland. Hun måtte aflevere dem, og hvor bliver de af, og er der nogen der vil være gode ved dem? og hvornår får jeg at vide, hvor de er? Og så græd hun igen. Det må også have været ganske forfærdeligt for alle de hjem, der oplevede det.

Der var jo ingen mulighed for at få noget at vide om, hvordan det gik, ingen breve eller telefon før efter krigen. Vi kom hjem lørdag aften den 2. sept. og England erklærede Tyskland krig søndag formiddag den 3. sept. Derved var al forbindelse udelukket. Men mange tanker gik selvfølgelig derover i alle de fem onde år.

Mine forældre var jo meget glade og taknemmelig for at Herren derovre havde sørget for, at vi kom hjem med den allersidste forbindelse til Danmark. Erik og jeg var selvfølgelig ovenud glade for at se hinanden igen efter den lange adskillelse, men vi havde haft en dejlig tid alligevel med alle brevene.

Den 1. nov. havde min Mor bestilt en plads til mig på Ry husholdningsskole, der var jeg i fem måneder, forstanderen sagde, at så var der nok ikke mange af os, der kom på Højskole bagefter, så derfor blev det lidt som højskole, vi startede dagen med morgensang og ligeså aftensang og foruden de fag, der hørte husholdningen til, havde vi også mange foredrag, og en læge til sundhedslære en time om ugen.

Vi var 12 piger, der blev ved at skrive sammen og da skolen lukkede og der ikke var elevmøder mere en gang om året, så begyndte vi at komme til hinanden en gang om året, på skift, og da vi alle blev gift kom vore mænd også til at lære hinanden at kende, de fire af dem faldt fra lidt efter lidt, men de otte af os blev ved så længe, de levede, nu er der kun mig tilbage. Det kan være lidt vemodigt at blive så gammel, for man har jo ikke nogen at huske noget med og det er altid dejligt at opfriske gode minder med nogen. Men snart 96 år, så er det klart mange er faldet fra i årenes løb.

Skolen sluttede 1. April og jeg tog hjem til mine forældre i Kolding, min Far var på sygehuset, så jeg sov i Fars seng, så vi, Mor og jeg, kunne hyggesnakke lidt inden vi skulle sove. Klokken fire om morgenen, den 9. April, til slog min Mor hånden i min dyne og sagde, der sker noget frygteligt og jeg vågnede op til en ufattelig støj, der igen svandt, men kom et øjeblik efter. Vi stod op og kom ud i gården, hvor de tyske flyvere fløj så lavt hen over husene, at det næsten ikke var til at forstå, men vi skulle naturligvis rigtig forskrækkes, hvad vi da også blev. Det var næsten som vi blev slået af lufttrykket, når det lige var over vores hus de fløj.

Tyskerne! sagde min Mor forfærdet, for det store hagekors på flyene var ikke til at tage fejl af. Det var så overalt i Danmark, at de havde fløjet sådan. Op på formiddagen hørte vi så, at tyskerne kom i store kolonner og kørte gennem Kolding, det måtte vi så over på Haderslevvej for at få at se og det var desværre rigtigt nok, det var et rigtig grimt syn med lastbiler, og tanks i en stadig strøm. Op ad dagen blev det så hestevogne og senere kom cyklende tropper, alle folk var urolige og bange og vi vidste jo ikke, hvad det ville ske. I radioen opfordrede regeringen folk til at tage det roligt og gøre hvad tyskerne forlangte. Inden det blev mørkt skulle alle vinduer være tildækket, så man måtte have fat i, hvad man nu havde af tæpper og hvad vi kunne finde og få vinduerne mørkelagt, mange nåede kun et eller to vinduer den første aften, men så måtte alle i familien jo være der. Alt gadelys blev også slukket og cyklister og de biler, der endnu kørte måtte med sorte strimler tildække lygterne, så der kun var en smal lysstribe tilbage.

Der blev kun benzin til Læger og jordemødre og andre meget vigtige personer, derfor blev alle biler opklodset, dvs. bilerne kom op at stå på kasser i garagerne, hvor de så kom til at stå i de fem år. Det var vel for at bevare dækkene. Det blev også svært at rejse med tog, for der gik ikke så mange og tyskerne skulle først og fremmest bruge sporene til deres transporter. I årenes løb opstod der jo grupper, der ville sabotere tyskernes arbejde og det gik det så meget ud over jernbanerne, her omkring skete det flere gange, det var jo den lige linje til Tyskland. Engang hørte vi om en hel togstamme, der var væltet et sted noget uden for byen. Det skulle vi selvfølgelig se, så vi tog vores cykler og kørte ud og så alle de væltede vogne. Det med cykler var et helt kapitel for sig selv, for man kunne jo hverken få dæk eller slange.

Da de første år par år var gået, var lagrene helt tømt, tyskerne skulle jo også bruge dæk og slange, hvad gjorde man så? Man skar stykker af en gammel slange og satte over de slidte steder, det kunne nemt være en 5-6 steder efterhånden, så det var en bumpet cykeltur man fik, det var bestemt ikke rart, men det var jo ens for alle, og det var bare så godt, hvis nogen havde gemt et slidt dæk, som man måtte få et stykke af. Én cykeltur husker jeg særlig godt, mine forældre skulle have sølvbryllup i dec. 1942 og Erik og jeg ville nu til Kolding og deltage i festen. Vi boede i København. men togene kunne vi ikke regne med, så vi bestemte at cykle på de forfærdelige cykler, for vi tænkte, at to cyklister måtte da få lov at komme med færgen over Storebælt. Det var godt nok spændende for al godstrafik var kun for tyskerne, men tænk vi fik lov at sejle med. Vi havde startet klokken fem om morgenen i vintervejr med is på vejene og vi nåede til Kolding klokken et om natten

Nu havde vi kendt hinanden i 5 år og vi ville gerne giftes. En weekend tog vi så hjem til hver vores forældre og fortalte det. Eriks Mor sagde med det samme det haster da ikke, I er jo så unge, men Erik svarede bare, hvorfor skal vi vente til det haster. Dengang var der nemlig mange der blev gift, fordi det hastede og det ville vi så ikke. Mine forældre syntes det var i orden og vi bestemte bryllup til Påske, Det blev 24. april 1943. Det var slet ikke så let at arrangere fest, for alting var jo rationeret og meget kunne man slet ikke få.

Men mine forældre fik klaret det og gode venner hjalp med rationeringsmærkerne. Vi fik et dejligt bryllup, familien fra København meldte fra, for det var for besværligt at rejse. Vi blev vist 30 og det blev holdt i hjemmet. Brudekjolen havde jeg købt i København.  Kjole og hvidt lånte Erik hos en god nabo til hans forældre i Ringkøbing, så alt faldt på plads. Heldigt de fint passede tøj sammen.

Vi havde købt et lille hus i Sdr. Vilstrup og skulle have begyndt gartneri der, men det kunne så ikke blive til noget, men vi tog en taxa hjem til vores hus ved midnatstid og da vi kom hjem, kunne vi se der var rejst en æresport for os, så vi følte da, vi var velkommen i landsbyen der, og da vi kom ind i huset, naboen havde fyret lidt, så der var dejligt at komme hjem og tænk, så stod hele spisebordet fyldt med bryllupsgaver, lagkagefade, glasskåle og vaser. Der var ikke noget der hed tekstiler, så duge og den slags kunne man slet ikke købe. Det var rørende for vi kendte jo slet ikke naboerne, men måtte ud og spørge, hvem de forskellige var og, hvor de boede og få dem inviteret til kaffe en aften.  De ville altså bare byde to unge mennesker velkommen til deres lille landsby.  Dengang kom man hinanden meget mere ved end som det er i dag.

Da vi næste morgen ville ud at se æresporten rigtigt. Tænk! Så stod der en levende stork midt i æresporten, hvis jeg havde haft et fotoapparat, tror jeg det billede kunne have vundet en fotokonkurrence. Det var da usædvanligt. Men det var slet ikke så mærkeligt fandt vi ud af, da storken boede ikke så langt fra os og kom til grøften udenfor hver dag for at finde frøer. Da vi alligevel ikke kunne købe det jord vi havde fået lovning på, kunne vi jo ikke starte gartneri, så vi måtte sælge vores hus, som vi ellers havde gjort så fint i stand og var så glade for.

Vi købte så et lille gartneri i Vamdrup, og der begyndte vi så at få det arbejdet op, dengang havde folk nyttehaver, så hver haveejer skulle gerne have måske 20 hvidkål, 20 rødkål, 20 grønkål og 20 selleri, 100 porrer og nogle sommerblomster. Planterne blev lavet i Mistbænke, for de to små drivhuse der var her, var ikke noget værd. Den første forårsdag med regnvejr fik vi rigtig travlt, for så skulle alle jo have haven plantet til.

Alt var jo vanskeligt at få og selvfølgelig også cigaretter og tobak og den slags og så blev det pludselig sagen selv at dyrke tobaksplanter og tørre dem, for at bruge til piben eller rulle cigaretter. Hver haveejer måtte kun dyrke 50 planter, hvilket så alle gjorde, brugte man dem ikke selv, kunne man sælge dem. Vi solgte rigtig mange tobaksplanter i de år. Alle steder, hvor der var mulighed for at hænge planter til tørre, carporte og lign. hang der lange snore, hvorpå de store blade af planten hang til tørre, man lavede et lille hul i bladet og trak snoren igennem efterhånden som de var store nok til at bruges.  Det var tit et mærkeligt syn, for det var alle vegne de hang.  Man kan vænne sig til meget, og hvordan det var at bruge ved jeg ikke, for jeg røg ikke selv. Men det var jo ens for alle.

Alt var jo vanskeligt at få, når man ventede barn kunne man få lov at købe, af celluld selvfølgelig, 12 bleer, 5 trøjer uden ærmer, 5 trøjer med ærmer, 6 par blebukser og nogle enkelte navlebind, som man brugte dengang og et svøb og et stykke til at lægge i sengen. Et gode ved at få børn var, at fra dag 1. kunne man hente rationeringsmærker på kommunekontoret. Det var pr. person og ikke noget særligt for nyfødte, vi havde jo to helt små i årene 1945 og 1946, så vores ration slog bedre til. Så længe de fik bryst, skulle de jo ikke bruge mærker.

Min bedstemor kunne ikke få smørmærker til at slå til, og vi havde to elever på kost, så vi manglede altid rugbrødsmærker, unge mennesker spiser jo godt, men så byttede vi bare mærker. Der var efterhånden mærker på alt, til sidst også på salt, men så fandt man på at koge kartofler med skrællen på, det gjorde det ingen forskel. Men det var tit svært at undvære det hele. Sæbe var også slemt at få til at slå til. På landet, hvor de selv slagtede, var der nogen der havde forstand på at koge fed flæsk til sæbe, jeg ved ikke hvordan, men ved det lod sig gøre.

Men alt rationeret var svært og folk der ellers i alle ting var ærlige mennesker, de kunne se en sport i, at kunne snyde forretningen for et smørmærke. Det varede ikke så længe før man begyndte at brænde korn til kaffe, da kaffemærkerne kom og det var noget af det første, det var en hel anden smag, men det vænnede man sig også til og inden længe bad man også til kaffebord med den kaffe, men det var jo ens for alle, så det måtte man finde sig i. Det kunne også være svært at have folk på kost, jeg tog lidt sukker fra til husholdningen og så fik hver person et lille syltetøjsglas med sukker og navn på hver, en gang om ugen, og så måtte de selv om de tog meget på havregrøden om morgenen én dag eller fordele det over ugen.

Tyskerne kunne bruge alle vore fødevarer, også kød, det var der heller ikke til at få ret meget af, i et slagtervindue, der før var fuld af dejligt kød af alle slags, så man kun et enkelt fad med røde pølser midt i vinduet. Det kød, der var, blev ude i bag, hvor slagteren så prøvede at fordele det lidt mellem kunderne. Så stegte man kogte rødbedestykker med en masse løg på, sovsen blev jo god af løgene, vores elever var helt vilde med de rødbede bøffer, og til erstatning for koteletter stegte man fine skiver af selleri og vendte i rasp. Det blev til sellerikoteletter, supper blev kogt af urter alene og det gik fint, ind imellem var der grøddage, men ris kunne man jo slet ikke få, intet blev indført, kun fra Sverige kunne man få noget.

Tøj var det også svært med, i alle manufakturforretninger stod der vaser og andre pyntegenstande på hylderne, hvor der ellers var ruller af tøj af alle slags. Jeg havde pyntet borde til en fødselsdag for forretningsmanden og fik derfor lov at købe et par meter tøj til en ventekjole, ved ikke, hvor han kunne skaffe det fra, da jeg ventede mit første barn ved juletid 1944. Det blev noget pænt mørkeblåt tøj. Ellers måtte man klare sig som man bedst kunne, dejligt hvis en’ kasserede en frakke eller kjole, så man kunne sprætte den op og vende vrangen ud, og sy om til børnetøj, så det blev som nyt.

Jeg havde et familiemedlem der gik af som overpostbud og havde et stort dejligt rødt slag til regnvejrsdage, det fik jeg, det var lykken og min lille datter fik den fineste røde frakke med en lille sort fløjlskant på krave og lommer og sorte knapper. I gamle dage havde mange et hæklet sengetæppe, og hvis man kendte en ældre dame, der ville ofre det, var det topmålet af lykke. Der var rigtig meget bomuldsgarn i sådan et sengetæppe, der blev trævlet op og blev til bukser og trøjer osv. Man lærte at blive nøjsom og det sidder faktisk lidt i os endnu, os der er gamle nok til at huske krigsårene, man kan ikke lade være at spare. Ungdommen i dag kan jo slet ikke fatte en smule af det, de bruger mange penge.

Vi havde jo 1. ører, 2 ører, 5 ører. 10 ører og 25 ører. En pose bolsjer kunne man få for to ører.  Mine konfirmations sko kostede 14,oo kr. Kjolen 22,00 kr.  Frakken til 2. dagen 39,00 kr. Og det var endda med skindkrave på.  Jeg blev konfirmeret 29. sept. 1935.

Jeg skulle måske lige fortælle, hvor besværligt det var med de tre hårde vintre i 1939-40. 41- 42.    42 – 43. Der var jo ikke udenlands brændsel at få, så der blev gravet tørv i de danske moser. Hvis Tørvene var tørre var de gode nok, men hvis de var våde, gav de løbesod i skorstenene.

Den største mose var Søby i Midtjylland og banen blev lagt helt derud og det var så brunkul, der blev gravet op og blev læsset på togvognene og kom så med toget fra Søby til Kolding, hvorfra de så blev videresendt rundt i landet.

Det blev Troldhede banens storhedstid, de havde meget travlt, min Far var ansat ved banen, og havde tit ekstravagt. De brunkul, der skulle blive i Kolding, blev kørt ud til folk af vognmænd med hestevogne. Der var jo nogen, der lejede eller købte et stykke mose og gravede tørv og solgte de der købte Tørv, fik dem læsset af på fortovene og så var det op til folk, at få dem ind i kælder, eller skure. Hvor de nu skulle være. Taxa og vognmænd med biler fik installeret gasgeneratorer, hvor de også fyrede med tørv eller brænde, ved ikke hvordan de virkede, men de kunne jo køre.

Det var urolige år og grimt med mørkt alle vegne især om vinteren. Og luftalarmerne, mest om natten, hvor folk skulle stå op og gå i beskyttelsesrum. Det ved jeg ikke, hvor meget de gjorde i provinsen, men jeg var i København før jeg blev gift og havde lejet et værelse hos min faster.

Hun var alene med to små børn, vi boede i en lejlighed i Vanløse og hvis der var der luftalarm kom husvagten og bankede på, og forlangte, at vi skulle i kælderen, min faster tog drengen 1 år og jeg tog pigen 4 år, og nogle tæpper og så måtte vi ned i en kold og rå kælder til alarmen blev blæst af, det er ikke rare minder.  En husvagt skulle der være i alle ejendomme med lejligheder og han havde ansvar for, at alle kom i kælderen under alarmer.

En vintermorgen i 1942 skulle jeg på besøg et sted, og skulle gå et stykke, det frøs 25 grader og det blæste og selv om jeg havde en pipaluk på, det var en hovedbeklædning, der var meget moderne dengang, så fik jeg alligevel ørerne frosset, da de tøede op blev der store vabler på ørerne og det gjorde meget ondt. Folk fik også at vide, at man skulle holde øje med hinandens næsetip, den kunne også fryse. Den ville så blive helt hvid, og der blev sagt, den kunne falde af.

Det varede faktisk længe før rationeringsmærkerne holdt op, landet skulle ligesom langsomt på fode igen. Ligesom andre lande også skulle, men hen sidst i fyrrerne begyndte det så småt at lette, de første rationeringsmærker blev frigivet, det første var vist nok salt, og det sidste var kaffe, men det var først i 1952. Og da kaffen endelig kom, kunne man næsten ikke lide den, for den var helt anderledes i smagen, nu havde man helt vænnet sig til den sødlige smag, som kornkaffen gav og så var den rigtige kaffe lidt bitter, men vi var glade for den styrkende energi, der var deri.

Danskernes humor havde heldigvis ikke taget skade i de onde år, og jeg kunne fortælle mange muntre historier fra de år, hvordan danskerne tog situationen. Vi havde nok en form for humor som tyskerne i hvert fald ikke forstod, men det kunne hjælpe på en grå hverdag, når man hørte om de historier og episoder, der var sket rundt omkring.

F.eks. naboen til den forretning jeg var i, han var cigar og vinhandler og havde selvfølgelig alle de bedste vine under bordet, så de ikke blev opkøbt af de forkerte.  Han gjorde modstand i det stille, vi kunne tydelig mærke, at han ikke var tyskvenlig.  Da vi mødte på arbejde Den 8. april 1942, havde han ryddet hele vinduet for vin og sat et gammelt bord midt i vinduet, hvorpå der stod en Tuborg øl og et skilt i baggrunden, der stod: I DAG ER DET EN ”TUBORG” DAG.

Vi var lidt spændt på næste morgen. Det samme vindue, men på bordet stod en ”BITTER” og et større skilt: I DAG ER DET EN ”BITTER ”DAG. Hvad 9. April jo virkelig var for os danskere. Det var kun i det små man turde for ellers at gøre grin med besættelsesmagten var strafbart.

Det fik skuespilleren Osvald Helmuth at føle, han fil 14 dages fængsel for noget han havde sagt i Det Kgl. Teater, det fik det halve publikum til at le, men det andet halve var tyske officerer, der intet forstod, men forstod dog, at de var blevet til grin, og det tålte man ikke.

Der kom meget urolig tider i Danmark. Modstandsgrupper var opstået mange steder i Danmark, og de forsøgte jo at gøre livet besværligt for besættelsesmagten, i begyndelsen havde de ikke meget at gøre med, men så blev det ligesom organiseret. Englænderne havde forstået, at vi var på deres side og de begyndte at hjælpe med at kaste våben og sprængstoffer ned fra flyvemaskiner om natten. De forskellige grupper havde så udpeget egnede steder til nedkastningerne og de fik navne, hver aften hørte vi så i udsendelsen fra BBC fra England, at der var hilsen til, og så kom der en række pigenavne, hvilket betød, at i nat kom flyverne til de pladser og nedkastede containere med det, de skulle bruge.

Det var selvfølgelig i al hemmelighed, at man slog ind på den engelske radio, det var farligt, hvis tyskerne opdagede, at man hørte den. Det var Danmarks modigste folk, der hørte til de grupper, og vi kan aldrig takke dem nok for deres indsats, der jo desværre også kostede mange af dem livet, men det har de fleste nok både hørt og læst om og set film om, for da det greb mere og mere om sig blev der indført dødsstraf. Det forfærdede hele den danske befolkning, det var slet ikke vor mentalitet, og frygteligt for de familier det gik ud over, det var jo Danmarks dygtigste og lovende unge mennesker, der senere skulle være med til at bygge Danmark op igen.  Der var jo også mange modne mennesker imellem, som følte det store ansvar, her tænker man jo på Hvidstensgruppen, hvor en hel familie blev skudt.

Desværre var der jo også nogle andre mennesker i Danmark og det var stikkerne, som man kaldte dem, de sympatiserede med tyskerne og tjente gode penge ved at angive de modsatte     folk. Man skulle i hvert fald passe på, hvem man talte med og hvad man sagde, for de onde folk, vil jeg kalde dem, søgte jo også, at indsmigre sig visse steder, for at opsnuse noget, de kunne fortælle videre til de forkerte. Efterhånden blev de jo alligevel kendt, så man vidste hvem de var og enkelte som havde angivet blev også skudt af modstandsbevægelsen, inden de lavede flere ulykker.

Dem, der blev angivet af stikkerne blev jo hurtigt arresteret, og kom i de slemme forhør og blev først gennembanket og senere tortureret på det grusomste, indtil de fortalte, hvem der også hørte med i den gruppe. Selv de tapreste som tav, indtil alle fingernegle var rykket af, måtte give op til sidst, men jo længere de kunne holde ud, des længere fik holdet tid til at få besked på, at en af holdet var arresteret, og så var det om, at gå under jorden, som man sagde, altså at blive gemt af nogen man kendte, til der var mulighed for at komme til Sverige. Det var der jo heldigvis mange, der kom.

De fleste har nok hørt om opgøret efter freden kom, men dem der ikke havde været så slemme, deres sag var jo lettere at ordne, de blev dømt, men dem med de virkelig slemme sager, kom nok til at slippe for let. Tid og år gik og hadet i Danmark kølnedes nok lidt efter lidt, så de fik forholdsvis mildere straf, dog blev de helt store dødsdømt og ganske få blev skudt, eller det blev lavet om til livsvarigt fængsel. Der var jo nogen der var kommet med i modstands bevægelsen i sidste øjeblik, og kom til Sverige, men de kom hjem sammen med alle de andre, efter freden, de fik jo lige så meget hæder som alle dem, der havde været med i flere år. Måske lidt uretfærdigt._

Når Frihedskæmperne havde sprængt værksteder og fabrikker og lignende i luften, altså dem der arbejdede for tyskerne, begyndte tyskerne at hævne sig og de sprængte så danske virksomheder i luften. Det hele blev mere og mere anspændt i Danmark, og 29. august 1943 overtog tyskerne så helt magten, de satte regeringen fra og det var der, de indførte dødsstraffen.  Og jøderne blev forfulgt, arresteret og sendt i koncentrationslejre i Tyskland. Den danske regering havde på forunderlig vis kunnet holde jødeforfølgelsen ude fra dansk område. Men nu gik det hårdt ud over jøderne. For at redde så mange som muligt, blev der oprettet en hemmelig rute med fiskerbåde, der om natten sejlede mange over til Sverige, mange der boede i Nordsjælland oplevede, at have folk gemt på lofterne om dagen, hvor de så blev hjulpet over om natten. Folk blev gemt nede i lasten, for selvfølgelig patruljerede tyskerne gennem Øresund og undersøgte bådene, havde man spædbørn med, måtte man give dem lidt sovemedicin, for lidt barnegråd var jo meget afslørende, og kunne koste livet for mange.

Tyskerne begyndte også at regne med liv for liv, hvis nogen af deres var døde, skulle lige så mange danskere dø, jeg husker til stor forfærdigelse for alle, at tre danske overlæger var blevet hentet på hospitalet, jeg tror det var Vejle, hvis det ikke var Kolding, hentet uden grund og likvideret som hævn.

I Kolding angreb tyskerne vores avis ”Kolding Folkeblad” som de sprængte i luften og Chefredaktøren Therkelsen og hans datter blev dræbt ligeså portvagten Gejlager, som var fra Vamdrup. Det blev store begravelser, for folk sluttede op i protest.

Den morgen 29. august blev alt forandret, alt trafik blev standset. Min Far lå på sygehuset og vi ville besøge ham, vi boede i Sdr. Vilstrup 15 km fra Kolding, men da alle tog og busser var stoppet travede vi til Kolding og blev hos min Mor om natten, men dagen efter kunne vi ikke komme ud af byen før vi havde været på et tysk kontor og bevist, at vi boede i Sdr. Vilstrup og skulle hjem, vi fik en passérseddel, som vi måtte vise vagterne der stod ved alle veje ud af Kolding, men vi kom da med en bus hjem.

Der blev nu generalstrejke i Danmark, men det husker jeg ikke nok om og ved for lidt om, så det fortæller jeg ikke meget om.   Men det var slemt i København og det bredte sig også til de største byer i landet. Det jeg husker bedst er, at marinerne sænkede vores krigsskibe så de ikke skulle komme tyskerne til gode.  Regeringen gik af, men vi fik lov at beholde vores konge i fred.

Kong Christian red hver morgen gennem København og tyskerne undrede sig, for han red jo helt alene, alle topfolk havde jo mange vagter omkring sig, så tyskerne spurgte, er det ikke er jeres konge og hvem passer på ham? Det gør vi alle sammen svarede folk, og det var nemlig rigtigt. Kongen var symbol på Danmark og danskheden.

Desværre tog det hele meget på vores konge, han sørgede over Danmarks skæbne og især over mordene på de danske frihedskæmpere, hans helbred fik et knæk og senere faldt han så af hesten på en ridetur og kom til at sidde i kørestol resten af livet. Jeg glemmer aldrig hans tale i radioen 5. maj 1945, da freden lige var kommet.

Sabotagen i Danmark tog til, især på jernbanerne nu forlangte tyskerne, at det danske politi skulle patruljere på skinnerne, men politiet skulle altid være to og to. Derfor blev der oprettet et korps af unge mænd som blev kaldt Føl. De fik Lyseblå uniformer, det var unge mænd der skulle have været indkaldt som soldater, men trak for højt nummer. Der skulle kun bruges et vist antal. Min forlovede Erik skulle have været ind til Garden og det ville han vist gerne have været, han var høj og flot, men var en af dem der trak for højt nummer til at blive soldat. Nu kunne han så blive taget til Føl. Han boede dengang i Taastrup og fik brev en dag, at på en nærmere dag ville han få at vide, at han skulle møde klokken 7 hver morgen i fjorten dage til et kursus i Rødovre. De skulle lære, hvad man skulle som Føl. Der gik noget tid og vi var flyttet til Kolding, så måtte han jo melde tilbage, at det var umuligt at stille i Rødovre. Så fik han brev, at han ville få senere besked, det fik han så, han skulle møde i Taulov fjorten dage efter nærmere besked. Det tog også tid og vi var flyttet til Kolding og med ingen tog og bus, der var til at regne med, så var det umuligt at møde i Taulov hver morgen klokken syv i fjorten dage. Erik hørte så aldrig mere, så han blev aldrig ”Føl”.

Vamdrup ligger jo på den direkte jernbane til Tyskland, derfor var der tit sabotage her omkring. En nat vågnede vi ved et mægtigt brag og ud af soveværelse vinduet kunne vi se et kæmpe bål, det viste sig at være en togvogn med benzin, der var blevet påmonteret en bombe sikkert her på banen. Den skulle så sprænge halvvejs til Lunderskov, hvad den også gjorde, ude på en åben strækning, hvor den ikke skadede nogen dyr eller mennesker.

Vi havde et ret stort hus og en dag bankede det hårdt på døren og der stod så to tyske officerer, de skulle bruge vores hus til telefon central. De tog lige trappen til første sal, spurgte ikke om lov, men der var ikke højt nok til loftet, så de kunne alligevel ikke bruge det. Det var en første sal de skulle bruge, det var jo vores held, ellers havde de taget huset og vi havde måttet rykke ud med det samme.

Påskedag kom der også en tysk officer med en dansk medløber-tolk, han havde set drivhuse og skulle bruge en blomst til en overordnet. Vi måtte sige, at det var uden for vores sæson, så vi havde ingen blomster. Han fejede mig til side og gik ind i den anden stue, han havde udefra set en blomst i et vindue, men det var så en alpeviol med en enkelt overlevende blomst fra julen, og den kunne de selvfølgelig ikke bruge, men det var en grim oplevelse, men glædede os alligevel i det stille, at de måtte gå med uforrettet sag.

Vi kunne tydelig mærke at det var blevet andre tider. Sabotagen tog til og flere modstandsfolk blev skudt. Mangler på alting blev tydeligere. Der gik et år, men så skete det forfærdelige, at tyskerne tidlig om morgenen 19. september 1944 mødte på landets politistationer og arresterede alle politibetjente. Eriks fætter var så uheldig, at møde den morgen efter ferie.

Havde han da bare haft en feriedag mere, sagde vi til hinanden. Han kom med til Frøslevlejren, og senere blev han sendt til en tysk koncentrationslejr og døde der. Grænsegendarmerne, blev også arresteret, der i blandt en fra vores meget gode vennekreds, han blev taget på deres 1 års bryllupsdag. Blev også sendt i K. lejr i Tyskland og havde en meget ond tid der, og kom meget syg hjem med de hvide busser, og blev aldrig helt rask igen. Han havde fået Tuberkulose og kunne ikke holde ud at tænke på de oplevelser han havde haft og slet ikke tale om dem.

Det med de hvide busser er en hel særlig historie. Greve Bernadotte fra Sverige havde forhandlet sig på en måde med de tyske overordnede, så han fik lov at frigive mange fanger fra koncentrationslejrene fra forskellige lande og i april 1945 blev det danskernes tur. Mange busser blev tilkaldt og malet hvide med røde kors på, og de hentede mange fanger fra koncentrationslejrene hjem til Danmark, syge og meget udsultede, syge, magre mænd og kvinder. Langs ruten stod mange parat med mad og drikke til dem, men de var jo ikke vant til at få mad, så de tålte det næsten ikke. Busserne standsede nogle steder bl.a. i Kolding, hvor pårørende fik lov at se og hilse på deres kære inden busserne kørte de løsladte fanger til Sverige. De kom så først hjem til Danmark efter 5. maj da krigen var sluttet. Selvom de kun havde været fanger knap et år, havde det, de havde oplevet, sat deres tydelige spor, både fysisk og psykisk. Man kan lide næsten lige så meget ved at se andre blive pint, og det blev de tit tvunget til at se på. Også når nogen blev udpeget til at blive hængt, og det kunne være meget tilfældigt.

Det gik så mod vinter i 1944 – 1945 og den blev heldigvis ikke så streng som de tre vintre vi nylig havde oplevet med den hårde frost, men meget sne fik vi da. Vi havde travlt i gartneriet med binderi til Jul, dengang havde vi salg af kranse, puder og buketter til kirkegården, og juledekorationer til juleborde og hjemmene. Midt i travlheden meldte vores datter så sin ankomst og så måtte der jo tid til det 19. dec. Det var dårlig planlægning og det gik jo ud over Erik, som måtte arbejde i døgndrift og var selvfølgelig helt udkørt til Jul.

Foråret nærmede sig og pludselig hørte man så om D-dagen. Det har der være skrevet så meget om, så det fortæller jeg ikke noget om. Krigen og krigsrygter kom nærmere og vi hørte jo at Englænderne rykkede frem gennem Tyskland dag for dag. Da vores avis: Kolding Folkeblad kom med aftenposten 4. Maj, stod der på forsiden med 7 cm store sorte bogstaver:

Nu står Englænderne 2o km. fra den danske Grænse.

Så kunne vi jo se, at næste dag kunne Vamdrup blive krigsskueplads. Så gik vores ansvar pludselig rigtigt op for os, alle skulle jo lave beskyttelsesrum, men det havde vi endnu ikke fået gjort, men nu havde vi jo ansvar for en elev og vores lille datter på 5 måneder, så da vi havde spist til aften gik vi i gang, med at lave beskyttelsesrum. Først sikrede vi et kældervindue, dernæst bære puder og tæpper til det kælderrum, vi skulle indrette, og drikke og lidt spiseligt. Klokken halv ni var vi færdige og da vi kom ud, kunne vi se folk stå i små grupper og tale sammen. Så skulle vi høre om der var nyt, og så var fredsbudskabet kommet, men vi havde ingen radio på det tidspunkt, som vi kunne tage med i kælderen, så vi havde intet hørt.

Heldigvis blev frihedsbudskabet sendt mange gange, så vi kom til at høre det senere. Men det arbejde vi gjorde, var så heldigvis forgæves. Det var jo en hel speciel følelse, at Danmark nu var et frit land igen. Det var næsten uforståeligt efter at have oplevet, hvad man kaldte de fem onde år. Dem, der er født og opvokset efter krigen, kan jo slet ikke sætte sig ind i, hvordan vi havde det og hvordan vi følte det, ligesom vi som unge heller ikke kunne sætte sig ind i det, vores forældre fortalte fra den første verdenskrig. Men det er godt nok, der alligevel bliver fortalt noget, for krig er frygteligt, og det skulle helst aldrig ske igen. Og dog, så er der jo krig i verden, det ene sted efter det andet og mennesker lider og mange bliver dræbt. Med fjernsynet får vi jo meget mere at vide om, hvad der sker rundt omkring og mange flere billeder ser man.

Danmark festede jo 5. maj. Alle mørklægningsgardiner blev taget ned og i København brændte man dem af i gaderne. Det gjorde man vist i flere store byer. Midt på formiddagen kom Kong Christian i radioen og holdt en tale og takkede Gud for freden og mindedes alle dem der havde ofret deres liv, for at Danmark igen kunne blive et frit land, Kongens citerede til sidst verslinjen:

Guds fred med dem der døde i Danmarks Rosengård, Guds fred med dem der bløde af dybe hjertesorg.

Kongen var så berørt, at han næsten ikke kunne sige de sidste ord, gråden sad i halsen og alle i Danmark blev også dybt rørt. Den stund glemmer man aldrig.

Efter 5. maj blev der holdt mange takke gudstjenester overalt og mange møder, hvor man takkede for freden. I Vamdrup Præstegårdshave blev der også holdt et friluftsmøde en eftermiddag. Jeg tog barnevognen og gik derud, det var Pastor Tobiassen, der havde viet Erik og jeg for halvandet år siden, der skulle tale, og jeg kendte ham jo og ville gerne hilse på ham. Efter talen og kaffen, kom han hen til mig og kiggede ned i barnevognen og med et lunt smil sagde han: Nå, er det resultatet af det vi lavede dengang. Jeg vidste jo det var vielsen, men tænkte jo straks, bare der ikke var ret mange, der havde hørt det, hvis de ikke vidste, at det var en præst med lune og fuld af sjov. Jeg var jo ny i Vamdrup, og hvad kunne folk ikke tænke.

Under besættelsen havde folk fundet ud af at samles et eller andet sted i det fri en times tid gerne lige efter aftensmaden. og synge alle vore kære danske sange. I Kolding mødtes vi ved plænerne ved ” Koldinghus,” og der kom mange mennesker. Det var som en stille protest og viste sammenhold.  Det kaldte man Alsang, i grunden mærkeligt, at det ikke blev forbudt, det gjorde det så også senere og det var nok efter august 1943.  Et stykke tid efter 5. maj var der stadig Alsang, men det var så mest med salmer med tak til Gud for friheden. Vi kan jo næste sige, at det var et mirakel, at Danmark ikke fik krigen ind på dansk grund, så det var værd at synge takkesalmer for. Det var så tæt, som det kunne blive.

Nogen tid efter kom Apoteker Mads Nielsens dejlige frihedssang frem til alle, og den blev sunget meget.

En lærke letted’ og tusind fulgte, og snart var luften et væld af sang.

Sangen bliver stadig sunget meget 5. maj hvert år. Under krigen blev der også lavet en sang der blev kaldt ”Gå til Modstand” men den blev ikke sunget offentligt, kun i det skjulte og teksten husker jeg ikke tydeligt, kun en linje husker jeg.

Gå til Modstand, alle danske mænd, og gør Danmark frit.

Og det var der mange danske mænd der gjorde og det kostede mange af dem livet. Der blev lavet en speciel park i København ” Ryvangen”. Det var der, frihedskæmperne blev bundet til en pæl og blev skudt, når de var dømt til døden.  Mange var også bare begravet der og efter freden prøvede man finde dem og få dem identificeret, så de kunne få hver sit gravsted med navn, det har været et meget stort arbejde, men jeg synes det er godt vi har den.

Jeg tror parken blev lavet ligesom i to afdelinger, for de der døde i tysk koncentrationslejre, mener jeg, fik en afdeling for sig selv, Det er der, mange danske politibetjente og gendarmer ligger og det er i den afdeling Eriks fætter ligger, det er mange år siden, jeg sidst har besøgt stedet.  Men hvor er det godt for familierne at tænke på, at deres kære er kommet hjem til Danmark og er begravet i en Mindepark her.

Nu skulle man så til at få almindelige hverdage til at gå igen, men i mange år måtte vi jo stadig leve med rationsmærkerne og mangel på mange ting. Men som årene gik begyndte det så småt af gå fremad igen, og et efter et blev mærkerne overflødige, det sidste var nok kaffemærkerne, da den rigtig kaffe kom igen. Det var vist også først i 1953, men det var jo en hel anden smag. Til at begynde med kunne man næsten ikke lide den rigtige kaffe, der næsten virkede lidt bitter, nu havde man drukket den søde kaffe der blev lavet ud af kornet. Men jeg tror man hurtigt vænnede sig til og var glad for, den stimulation man fik, og som kornkaffen ikke havde givet.

Årene gik og vi havde nu fået tre børn. Kirsten blev født i dec. 1944, Birthe blev født juni 1946 og Inger blev født feb. 1951. Nu havde folk så travlt med at sige, det skulle da have været en dreng synes I ikke, men vi sagde at det var jo lidt sent at lave det om og det kunne da ikke være mere kongeligt. Kongen havde jo også tre piger og vi var lykkelige for vores dejlige piger.

Vi begyndte jo, som det dengang hed, handelsgartneri, hvor vi lavede planter til folks haver og solgte binderi, kranse og buketter m.m. fra de små drivhuse vi havde dengang og hvor vi solgte udplantningsplanterne fra mistbænke, men det var ligesom ved at blive andre tider. Grøntsager blev billigere, det var lettere at købe end selv at lave dem så folk lavede prydhaver med store græsplæner, og holdt efterhånden op med at have ret meget køkkenhave.

Alt imens var danske gartnere begyndt at eksportere blomster til udlandet. Det ville vi godt være med til. Så vi lånte penge til at bygge to store drivhuse, Det var et stort arbejde at få borde stillet op, men med god hjælp fra Eriks far og min far, fik vi så det ene færdigt og i gang, mens det andet blev bygget og i løbet af godt et års tid havde vi et godt produktionsapparat i gang.

Vi lavede Julebegonier og Hortensia og begge dele var der efterspørgsel på til hver sin sæson, vi sendte flest til Sverige, men også til Tyskland, Finland, og lidt til England. Gartnernes salgsforening i Aarhus havde jo den største eksport, men da det nu gik så godt for gartnerne i det mere sydlige Danmark. besluttede flere salgsforeninger at slå sig sammen og starte deres, egen eksportforening. Det var Kolding og Sønderborg og et par mere, den kom til at hedde Eksposa. Varerne skulle samles et sted fra alle gartnerierne, der skulle kontrol på, i begyndelsen var det på Gartnernes salgsforening i Kolding, men så byggede Eksposa deres egen hal i nærheden af Odense. Varerne skulle være der før klokken seks om morgenen, så vi kørte tit derover som en dejlig aftentur, når arbejdsdagen var færdig, især i hortensia sæsonen. Det var jo april, maj, og den gamle Middelfart landevej var så smuk, fordi der alle vegne var blå blomster på mure, stendiger, kanter osv. Men så kom motorvejen, og det gik jo lidt hurtigere.

Dengang var der ærlighed til, vi kørte bare hen imod porten og den lukkede op, uden nøgle og uden kode, vi kørte ind og læssede varerne af og kørte igen og alle andre gartnere lige så. Der var ingen i hallen til at passe på varerne. Tænk hvor let en tilfældig person kunne køre ind og fylde en bil med lidt af alle slags blomster, der var jo meget forskelligt, og så bare stå et sted og sælge.  Men det skete aldrig, at der blev noget væk.  Det kan vist ikke lade sig gøre i dag, desværre må man sige, dertil er tiderne blevet helt anderledes.

Noget andet var det, når det var sæson for Julebegonier, så var det rarest at køre om dagen, det kunne være alle slags vejr, fra godt vejr til snestorm. Mange af vore blomster blev også solgt på Salgsforeningen i Kolding.

Da vi byggede de store drivhuse fik vi også nyt Fyrrum og kedel til olie, hvor vi før fyrede med først brunkul og siden kul. I vinteren 1947 endda med halm, det var en streng vinter, så Erik fik ikke meget søvn, der skulle næsten fyres hele tiden, bare for at holde det frostfri. Det var dejligt at overgå til olie. Men, men, så kom oliekrisen i 1973, olien, der havde koster 300 kr. pr. 1000 liter, kostede nu 1300 kr. Det var et meget stort chok for alle danske gartnere. Det endte også med at nogle gartnerier gik fallit. Vi fandt ud af, at der var noget olie, der var billigere, men det var så tykt og stift, at man ikke kunne bruge det i almindelige fyr, men man kunne købe et ekstra fyr, og sætte foran det store fyr, som så varmede olien op, så det blev tyndt og kunne gå i det almindelige fyr. Det blev en streng tid for os, det var ved juletid og det var meget koldt og håndværkerne, der havde installeret fyret, havde ikke været omhyggelige nok med at samle rørene. Det mindste sandkorn fik dyserne til at stoppe og alarmen gå i gang, så ligesom min mand havde været nede flere gange om natten for at rense dysserne gik alarmen i gang igen, gang på gang. Der gik nok mindst tre uger før det var kørt sådan igennem, at de små urenheder var borte, vi burde have haft noget erstatning for al det besvær.

Med oliekrisen kom også alle de bilfrie søndage, der blev indført. Havde man ikke lovligt ærende fik man bøde, hvis politiet standsede en og der var meget kontrol, mange prøvede jo at skaffe sig lovlige ærinder, hvis der var fester osv.  man gerne ville med til. Det var vores højsæson, så vi kørte hver søndag eftermiddag med blomster til Eksposahallen ved Odense. Jeg ville ikke gerne køre med, jeg kan ikke lide at blive stoppet af politiet, det gør da ikke noget sagde min mand, vi har jo fuld lovligt ærinde. Vi kom godt til Odense, fik læsset af og blev selvfølgelig stoppet på vej hjem over Fyn. De to betjente var venlige, men spurgte jo hvad ærinde vi havde. Vi havde jo været af sted med et læs blomster, så ville de gerne se kvitteringen, men det havde vi jo ikke, vi læssede bare af og al regnskabet gik over Salgsforeningen, men et bevis på leveringen måtte vi da have, men det havde vi jo ikke. Så skulle de se det tomme emballage men blomsterne blev pakket i papkasser så der var ingen retur emballage, så måtte de have navn og adresse på hallen, dengang var det ret nyt, at selv de mindste veje i landsbyer havde fået navne og nummer. Vi vidste jo landsbyen, men havde ikke tænkt på navnet på den lille vej, vi vidste jo bare hvor hallen var, så det kunne Erik heller ikke svare på, så skulle de have at vide, hvad tid vi havde kørt hjemmefra, og regnede ud, at det godt kunne passe, at vi ikke havde været andre steder. Min mand sagde, at netop i denne tid kørte vi hver søndag eftermiddag. Har I selv gartneri da, spurgte de, det havde vi jo, så tror vi på jer sagde de og ønskede god tur hjem, Erik tog det roligt, men jeg syntes det var helt tosset, men vi havde jo ingen beviser.

En Falck-mand kom hjem fra nattevagt og holdt ved bageren for at få rundstykker med hjem til morgenkaffen, han fik bøde, for så var det pludselig privatkørsel. Man skulle ikke lave ret meget, før det var forkert. Hvor længe det varede kan jeg ikke lige huske, men den sommer og efteråret var der bilfrie søndage.

Oliepriserne blev ved at være høje og mange gartnerier gik fallit, vi kunne slet ikke klare os i konkurrencen med de hollandske gartnere. Det var nu mest dem, der lavede grøntsager, tomater og agurker. De hollandske gartnere fik statstilskud til olien, men det fik ingen i Danmark, så i butikkerne kunne de jo sælge agurker og tomater meget billigere og folk tænker nu engang på priser når de køber, så selv om der var kampagne i gang med skilte KØB DANSK så tænkte man tit mest på pengene. Varerne kunne man jo ikke se forskel på, men kun skiltene med dansk.

Foruden gartneriet var vi også interesseret i Kirkens arbejde. Erik kom i menighedsrådet i 1968 og året efter blev han formand og det var han til valget i 1988, hvor han gik af til fordel for nye og yngre kræfter, som han synes der nu skulle til. Det blev til 20 år og de 19 som formand. Jeg var i 12 år med i Samfundsrådet, der hvor man tilrettelagde de møder der skulle holdes og sørgede for kaffebordene til møderne og hvad der ellers var at gøre. I årene fra ca.1950 til 1968 var vi med i den bevægelse, der begyndte over hele landet og det blev kaldt UNGE HJEM. Det var møder, der var bestemt for unge ægtepar indtil sølvbryllup med foredrag, der havde interesse netop for den gruppe. Nogle lidt ældre satte sig for at starte det i Vamdrup og fandt frem til 6 par, der skulle klare det, hvor vi blev det ene par. Der blev arrangeret et møde hver måned og vi havde mange interessante mennesker til at komme og holde foredrag. Mange festlige som hurtigtegneren, der fortalte H. C. Andersens eventyr samtidig med, at han tegnede det hele. En der stod Kaj Munk nær fortalte levende om Kaj Munk, minister Poul Hartling og mange flere kendte personer. Hver sommer havde vi en dejlig udflugt med familierne, det rystede os godt sammen. Det var dejlige år. Erik var formand i rigtig mange år.

Aviserne refererede tit fra vore møder. Et af referaterne, hvor vi havde haft en kendt præst, til at tale om ægteskabet kom det til at lyde sådan: Efter kaffebordet holdt præsten en kort andagt over emnet Guds møde med Adam og Eva i paradisets have (ingen punktum) mødet blev ledet af Gartner Erik Møller. Det blev til megen morskab.

I begyndelsen af 1960’erne kom Y’mensclubberne til Danmark, det var en verdensomspændende bevægelse, der var begyndt i USA i 1921 med et velgørende formål udsprunget fra KFUM og K. Den første club blev i Aalborg og det var allerede sidst i 1950’erne. Den ene club startede så en ny og sådan bredte det sig. I 1965 blev clubben i Vamdrup startet. Der skulle være mindst 20 medlemmer for at blive startet og i Vamdrup var der vist 30. Det blev utrolig dejlige år og det gav rigtig mange gode venskaber. Det var jo en club for mænd, og der blev så lavet mange udvalg, der skulle tage sig af hver sin ting, i disse udvalg var vi damer altid med, for vi skulle jo være med til at gøre arbejdet. Hvert år blev der afholdt loppemarked, det var et stort arbejde, men det gav også mange penge til det velgørende arbejde, og det gav et rigtigt dejligt fællesskab i clubben. Der blev jo arbejdet hele året for at lave ting til tombolaen og et udvalg fik til opgave hver anden lørdag at samle de ting sammen, som folk ringede om, at de gerne ville af med til markedet. Der var fundet en lade, hvor møblerne og andet stort kunne oplagres til de skulle bruges.

En anden opgave blev også Y’mens clubbens.  Det blev den årlige forårsrengøring af Spejderhuset i skoven i Jels, ”MYRETUEN. Det blev en festlig lørdag, hvor alle der kunne mødte op og havde kaffe og andet med, som vi hyggede os med ind imellem arbejdet. Der var et par, der havde påtaget sig at leje Spejderhuset ud, enten til sommerlejre eller weekendlejre. Det var et stort arbejde for dem, men det var jo dejligt for spejderne, at der kun var et sted, man kunne henvende sig om huset, og der var styr på udlejningen. Også det økonomiske påtog de sig at klare. Hvert par i clubben, blev så tildelt en weekend, hvor vi skulle tage ned at se, at alt var i orden, når et hold forlod Myretuen, så det var sikkert, det var i orden til de nye der skulle komme. Tømme skraldespandene og se at der var det køkkenudstyr, der skulle være. Det fungerede fint i mange år, indtil spejderforældrene selv overtog arbejdet.

Som årene gik, blev vi jo også ældre og kulturen Hortensia var meget arbejdskrævende. De skulle ud på marken og stå om sommeren og kules ned til december, hvor der igen var plads i drivhusene efter Julebegonierne, og så kom de ind og blev så drevet frem til salg i april, Maj. Dengang fotograferede man ikke så meget, men jeg filmede, og jeg optog både, hvordan vi lavede Julebegonier og Hortensia, begge dele tog et år at producere, så jeg måtte jo hele tiden huske året igennem, at filme næste stade og til sidst klippe det sammen til en film. Når skoleklasser sommetider havde fag, hvor det havde interesse, kom lærerne med en skoleklasse herom i gartneriet og så de film, når de havde set det færdige produkt. Det var helt morsomt at kunne vise dem sådan en film.

Vi ville finde en blomst, der var mere enkel at lave og der var ingen gartnere, der lavede den lille blomst, der hedder Sankt Pauli til auktionen i Kolding. Det ville vi så prøve. Hver fjortende dag fik vi fast 6000 meget små planter hjem fra Tyskland. De blev pottet og var færdige til salg på tre måneder, en dejlig lille blomst, der var mange forskellige farver. Det var en dejlig rytme at komme i, lige mange sat i gang og lige mange at sælge hele tiden.

Men planter og dyr kan ikke være alene hjemme, det ved man, og derfor havde vi ikke kunnet holde ferie sammen i de 43 år, vi havde gartneriet. Kun en sommer, hvor vi havde to meget dygtige elever, der sagde vi bare skulle tage væk nogle dage, de skulle nok passe det hele godt.  Vi vidste, at de var dygtige og pålidelige, så det turde vi godt og kørte en dejlig tur langs vestkysten til Skagen og hjem langs østkysten. Vi ringede jo hjem et par gange om dagen, men der var aldrig problemer og alt var vel passet. Men det var jo et stort ansvar at give eleverne, for gik noget galt, var det jo et helt års produktion, det drejede sig om.  Men alt var fint og i orden, da vi kom hjem.

Vi måtte så finde på en anden måde at holde fri på, vi byggede et drivhus af PVC plader, kaldte man dem vist, og lavede et svømmebad 6 + 12 meter, fra fyret kunne vi jo nemt få varme i vandet, så det var virkelig godt, vi skulle bare have gjort det mange år før, så vore egne børn havde fået glæde af det. Det blev færdigt først i 70’erne og Vamdrup havde ikke svømmehal endnu, så vi inviterede de unge fra K F U M og K til at komme og få en dejlig aften, det blev til tre aftener hver sommer de mindste fra 7-12 år en aften og dem fra ungdomsafdelingen fra 12- 17 år en anden aften, og de voksne den sidste aften. Så fik de sodavand og pølser, når de havde leget i vandet et par timer, det er noget de husker. Endnu kan jeg møde nogle voksne mænd eller damer, som jeg slet ikke kan genkende, de kommer hen til mig og siger, kan du huske dengang osv.  Det har da betydet noget for dem.

Det betød også meget for os selv, det var virkelig skønt lige at få en svømmetur før dagens arbejde begyndte og ligeså slutte dagen, det kunne lige tage trætheden.  Selv når vi kom hjem fra en blomster tur til Odense omkring midnatstid, skulle vi lige en tur i vandet. Nu havde børn og børnebørn og familie jo rigtig glæde af, at komme hjem på weekend, altid dejligt lunt drivhus og 25-26 gr. varmt vand. Alle børnebørn fik lært at svømme her.

Alt imens var det blevet mere vanskeligt at have elever, så det syntes vi ikke vi ville være med til, det var blevet lavet sådan, at den gartner, der tog en elev ind, havde ansvaret for, at han bestod efter de tre et halv år, ellers var man forpligtet til at betale et års løn til ham. Men der var jo mange slags planter og gartnerne specialiserede sig og mange lavede kun en eller to slags   blomster, så en elev måtte kun være et år hvert sted og det sidste halve år på gartnerskole.           Man kunne tage den rareste og flinkeste elev ind, men hvordan kunne du garantere, hvordan han udviklede sig på tre år, og hvad han lærte de andre steder. Vi havde en elev, der blev færdig hos os, og jeg husker vi blev ringet op af den gartner, der havde ansat ham som elev, han var spændt på, om eleven havde bestået skolen. Det havde han heldigvis, men ellers havde det altså været den gartners ansvar og ikke vores, men det var uholdbart, så det må være blevet lavet om, men vi var gået over til voksenhjælp med timebetaling. Det kunne vi overse. Det blev også dejlig hjælp vi fik.

Kommunen havde en pige, der var meget vanskelig og som ikke kunne være nogen steder, så de ringede og spurgte, om vi ville prøve at tage hende, mod at de betalte lønnen et halvt år. Det gik vi med til og det kunne da også lyde lidt vanskeligt, for det første pigen sagde, da hun kom var: hvis I ikke er gode ved mig, går jeg med det samme. Vi sagde, at vi nok skulle prøve at være gode ved hende, det må vi så have været, for hun blev da, hun kom meget stille og roligt i gang. Vi fik hendes halve løn de næste tre måneder og alt imens faldt hun til og blev en rigtig god hjælper. Vi blev glade for hende og hun må jo ligeså været blevet glad her, jeg tror hun blev i tre år, og så var hun parat til andet arbejde,

Desværre havde jeg fået bøvl med ryggen og i 1984 måtte jeg opereres for en diskusprolaps. Heldigvis gik det godt og jeg blev arbejdsdygtig igen. Jeg fatter ikke at folk i dag kommer hjem så hurtigt efter den operation. Jeg skulle ligge mellem to hynder de første fem dage, før jeg kunne flyttes tilbage til mit hjemlige sygehus og jeg skulle stå op og spise og måtte ikke sidde i en bil i tre måneder, ifald der skete en hård opbremsning. Er folk da blevet helt anderledes i de 30 år.     Nu kommer folk hjem dagen efter en operation.

I 1986 forpagtede vi gartneriet ud i 10 år, men det blev kun til 5 år, for den unge gartner fandt ret hurtigt ud af, at han hellere ville have et arbejde fra 8- 16. Det at være selvstændig er ikke noget med at tælle arbejdstimer. En af vore tidligere elever havde startet gartneri og var ved at bygge to store drivhuse. Så han skulle bruge noget plads til at opstarte produktionen, så der var noget at flytte ind i husene, når de stod færdige, så han brugte vores gartneri i to år, tror jeg.

En dag i 1993 fik vi så besøg af to mænd, der havde hørt, at der måske blev noget jord til salg, den ene en bygherre og den anden fra Kommunen. De havde en plan om at bygge andelsboliger på stedet. Det endte med, at salget kom i gang og Gartneriet blev nedlagt og der blev bygget 12 Andelshuse på grunden med hver en lille have til. Det var jo lige midt i byen, så der kom straks 25 personer, der ville købe hus, men det blev jo så kun de første 12 der kunne få et.

Gaden fik navnet Gartnervænget, hvad ellers? Vi måtte selvfølgelig vælge først, og da der var en lille smule mere have til det første hus på vejens højre side, valgte vi det.  Alle købere var pensionister og det har det været siden, og det vil det nok blive ved at være, da det er midt i byen med let adgang til bane og rutebil og forretninger. Når et hus står til salg, hvilket kun sker ved dødsfald, så er huset hurtigt solgt. Det er et lille hyggeligt kvarter.

Det var hvad jeg sådan kunne fortælle, jeg har selvfølgelig oplevet meget mere. Da vi blev pensionister begyndte vi så at rejse meget, vi havde meget til  gode syntes vi. Jeg mistede min mand år 2007 og har kun været i Grønland for at besøge et barnebarn med familie, det er ikke det samme at rejse nu, som det var før.

Lilly  Møller

 

 

Fødselsdag:
1921
Erindringen ønskes afleveret til:
Kolding Stadsarkiv
Lokalhistorisk Arkiv i Vamdrup
Er du fra et arkiv?
Er du medarbejder hos et arkiv, kan du tilføje erindringen til jeres samling her.