Sussie Brokøb Johannesen

Sussie voksede op i Viborggade på Østerbro i 1950'erne, og fortæller levende om hverdagen i boligblokken: Hun fortæller om forholdene, naboerne, rutinerne, og barndommens lege ved statuen af bronzeløverne, som dengang stod på Gunnar Nu Hansens Plads. Gør ejerskabskrav på erindring

Om min barndom på Østerbro i 1950erne

 

Min barndomsgade var Viborggade på Østerbro. Jeg er født i 1948, og voksede op i 50erne.  Østerbro var et meget blandet kvarter. På Østerbrogade og i Ambassade-kvarteret var der meget store lejligheder, men i Viborggade og Ålborggade var der mange huskarréer, som var bygget i starten af 1900-tallet. Det var spekulations-byggeri, så der var mange små lejligheder som kun var på 60 kvadratmeter. Og dengang var familierne på omkring 3-6 børn, så de lå tæt i 3-delte køjesenge.

Hos os var vi 3 børn, men der var langt imellem os. Min storesøster Hanne var født i 1940 og min lillesøster Linda kom i 1954, så vi var 5 personer i den lille Lejlighed (54 kvadratmeter) indtil 1958, hvorefter min storesøster Hanne flyttede på værelse som 18-årig. Min far sørgede for at Hanne kunne flytte hen hos en gammel dame som boede tæt på os. Så hun boede ikke hjemme mere, men kom hjem og spiste hos os hver dag.

Min mor arbejde hver dag, også om lørdagen, så hjemme hos os var der mange arbejdsopgaver som vi børn forventes at gøre, samtidig med at vi selvfølgelig skulle lave vores skoleopgaver.  I 1958 skulle jeg følge og hente, min lillesøster Linda i Davids Kirkens Børnehaven og redde alle vores senge, støvsuge og tørre støv af, når jeg kom hjem fra skole.

Vi boede i to små rum og havde sovesofaer til far og mor, samt Linda og mig. Når klokken var 15.00 kom min far hjem og så havde jeg sat en kolbe kaffe over til ham. Min far arbejdede i Kødbyen og mødte kl. 4.00 om morgenen, så han var meget træt når han kom hjem kl. 15.00. Når min far og jeg havde talt lidt sammen og far havde drukket sin kaffe, lagde han sig en times tid, jeg gik i køkkenet og skrællede kartofler og tog min mors huskeseddel med ned og handle.

I 50erne handlede man på kredit bl.a. hos købmanden, når man skulle have frugt og grønsager, samt kaffe og mel og sukker. Men når man skulle handle smør var det hos ismejeriet og brød hos bageren. Vi fik leveret mælk ved døren hver dag, så det skulle jeg ikke slæbe på. Vi boede på 4. sal så der var dejligt lyst oppe hos os.

Men der var langt at slæbe al ting op, vi havde kakkelovn, og hentede kul og koks hos brændselshandleren som lå i naboejendommen i kælderen, man kunne godt få lange arme af at slæbe spande med kul og koks op. Senere fik vi installeret petroleumsovn, så fik vi lange arme af at slæbe dunke med petroleum op.

I 50erne var der meget uskyldighed, vi havde godt nok overlevet verdenskrigene og de 2 brintbomber over Japan. Men verden var på vej – og os i Viborggade fik også del i udviklingen.

Vi havde toilet oppe, men mange af mine kammerater havde toilet i gården eller på køkkentrappen. Vores toilet var meget lille, det var køkkenet også. Jeg har lige været på Arbejdermuseet, der så jeg et køkken som lignede vores meget – men i tresserne fik vi gaskomfur og køleskab istedet for en isboks, hvor man købte is- stænger til, hos ismejeriet.

Vaskekælderen var et afsnit for sig selv. Der var en gruekedel, hvor vi kogte tøjet og en rulle, hvor tøjet blev presset igennem for at vride vandet ud og et vaskekar hvor vi skyllede tøjet i. Når man havde været i vaskekælderen med mor var man død træt, men der lugtede dejligt rent og man havde en god fornemmelse i kroppen når alle lagnerne og dynebetrækkene hang til tørre nede i gården.

Jeg kan huske en gang hvor Svanemølleværket ved en fejl, udsendte sodpartikler. Det var en mandag efter vi havde været i vaskekælderen hele søndagen. Da jeg opdagede det i skolen, så jeg løb hjem og fik reddet lagnerne og det hele op. Der var jeg helten i skysovs – da jeg fortalte det til min mor, da hun kom hjem fra arbejdet.

Senere kom der vaskeri på hjørnet overfor. I starten kunne man indlevere hvidvask og blandet vask til en dame som havde vaskeriet, men senere kunne man selv vaske sit tøj der.

Så blev vaskekælderen lejet ud til en kunstner som drejede i ler og som selv brændte sine ting. Det var spændende at se når hun drejede en krukke op.

Jeg boede i den ende som lå nærmest Østerbrogade, det var lidt finere end husene mellem Strandboulevarden og Silkeborggade, der var der en boligkarre hvor man kom op af en trappe og så lå der lange gange i midten af huset, og derudfra lå lejlighederne på hver sin side og der meget langt i mellem trapperne ned. Min far sagde, at det var den rene brandfælde. Vi skal jo huske på at alle trapper dengang var af tømmer.

En af mine skolekammerater Ingelise – eller Krølle som vi kaldte hende – blev gravid som 16. årig og fik en lejlighed der. Jeg kan huske at jeg var ret forarget over at man kunne byde folk at leve sådan nogle steder.

Da en lysfabrik som lå i mellem Vejlegade og Viborggade brændte, gik der også ild i denne karre. Lysfabrikken brændte som et fyrværkeri og selvom at der var brandbiler som hældte vand ned over de nærliggende huse, kunne man ikke redde dem. Folk fortalte, at der stort postyr, for der var så mange lejligheder som skulle tømmes, men kun en lang midtergang med trapper uden for enden, så der var trængsel med folk på trapperne. Og den gamle rotterede brændte ud, og der var mange som blev boligløse.

Viborggade var også Weidekamps barndomsgade, og han brugte hele sit liv på at få renoveret de gamle brokvarterer så de var mere menneskeværdige at bo i. Der var jo mange lejligheder som ikke havde toilet inde.

Der var mange butikker i Viborggade, og dengang måtte de handlende ikke sælge alting som supermarkederne må i dag. Bageren måtte ikke sælge smør, det måtte Ismejeriet kun gøre så der var mange butikker at købe ind i. Hvis man skulle have morgenmad, skulle man hente brød hos bageren og smør hos ismejeridamen og kaffe hos købmanden.

Der var mange sære mennesker som boede i Viborggade – jeg kan huske vi havde en på første sal i nr. 24, hende kaldte man Gumse, hun råbte altid efter os børn – om vi ikke lige kunne hente nogle høkerbajer til hende – så sendte hun en spand med tomme flasker ned til os, så skulle det være på klods (regning) hos købmanden, det var ikke altid at vi gad – der gik nogle historier om at Gumse var så fed at hun ikke kunne komme ud døren, men jeg tror nu nok at det må hun havde kunnet, for vi købte aldrig mad til hende, kun øl.

Østerbro var et dejligt sted at bo, jeg legede mest med drenge for der var ikke ret mange piger på min alder. Vi var meget over i Fælledparken, der klatrede vi i træer. Det der i dag er Gunner Nu´s plads, var i min tid en samling beskyttelsesbunkere som havde form som en hestesko. Og midt på pladsen var der en bronze statue af 2 løver, de løver brugte vi til at tælle ved når vi legede gemmeleg – hunnens hale var helt bronzebrun af, at vi børn altid hang eller klatrede på den, ellers var løverne irgrønne.   Jeg har drømt mange dagdrømme på ryggen af den løve, da jeg opdagede at den var væk fra pladsen, følte jeg at det var tyveri fra mit barndomsland, men nu har den stået meget længe på Jammers Plads og dens hale er irgrøn, for der midt i trafikken er der ingen børn som kravler op på den.

Men hver gang, vi kører forbi ind til Rådhuspladsen sender jeg den en lille tanke.

Min mor forbød mig at gå over i 2. fælle, for hun var bange for sporvognene som kørte fra Trianglen ad Øster Alle, den skulle jeg over, hvis jeg ville over til 2. fælle, hvor soppesøen lå. Når de var varme sommerdage kom – så kunne min ven Finn og Søster nemt lokke mig med over at bade. Da det jo ikke var officielt at jeg skulle bade, måtte mine tynde lyserøde underbukser holde for og uden håndklæde måtte vi rende os tørre i solen.

Et andet sted, som var helt forbudt at komme var i havnen, men det var for spændende til at holde sig fra – ude på tippen var der altid et lille sted, hvor der var en meget lille sandstrand og dejligt frisk havvand, det blev meget hurtigt dybt, men vi elskede at svømme ud der.

På Tippen gik hver sommer en meget brun dame – splitternøgen, jeg kan huske gyset ved at se hende hvert år.

Nordhavn var vores yndet fiskested, jeg havde en dåse, hvor min far havde sat en pind inde i, og så spandt jeg fiskelinen rundt om dåsen og havde et meget tungt blylod i enden, fiskelinen blev spundet lidt op, så det lå på kajen hvor jeg stod og så var det bare om at kaste blyet langt ud. Det var lidt ulækkert at sætte orm på krogene, men det måtte jo til, hvis man ville fange fisk, jeg fik lært at rense fisk og skære hovederne af når de blev fanget, så de ikke lå og vred sig. Jeg kan huske en festdag, hvor vi, far og jeg, fangede 14 skrubber, der måtte vi spørge naboerne Rita og Jørgen om de ikke kom ind og fik friske fisk med os. Der var der var bedst at fange fisk, var ved Starbådene til Sverige, jeg tror at det var skraldet som de kastede over bord, som tiltrak fiskene.

Jeg lærte meget tidligt at svømme, for min mor var ret ængstelig over alt mit vagabonden til havnen og soppesøen. Jeg ville ikke på fritidshjem, da jeg begyndte i skolen fordi, jeg havde jo altid gået i børnehave og nu måtte det være nok, mente jeg, så jeg var et glad nøglebarn.

Jeg var ikke klar over at min mor, havde en aftale med en underbo, om at kikke lidt efter mig, så jeg var i troen om, at jeg passede mig selv. En af damerne som kikkede lidt efter mig var ”Iversen”, Søster og Finns mor. Hun var en skøn mor, hun havde altid tid. Hun boede i nabohuset i en lille lejlighed med 4 børn og en mand der arbejde på Tuborg. Han var tit fuld og træt, så det var kun om formiddagen at der var fred og ro i det hjem. Men Iversen har talt meget med os børn om alt mellem himmel og jord, hun var en brav kvinde, hun flyttede desværre med mine bedste legekammerater til Herlev – hvis man havde 4 børn eller flere kunne man få et rækkehus til leje i Herlev. I halvtredserne blev Herlev kaldt “Barnevognenes By”.

Finn og alle de andre drenge i gaden, var gode til at klatre på taget af alle skurene som stod og delte gårdene i karreen op. Man kunne gå på skur-tagene fra Randers-gade helt op til Østerbrogade, hvis der var nogle efter os, tog vi tit den vej, vi kunne så også smutte ned i en gård som førte ud til Nøjsomhedsvej. Så var vi i en hel anden retning.

Jeg var vild med at klatre og spille fodbold, jeg blev valgt som en af de første, når vi delte hold op, fordi jeg var en god dribler. Jeg var ikke ret stor og igennem hele min barndom, blev jeg truet med at jeg skulle spise mere p.g.a, at jeg var så tynd. Men jeg blev da aldring sendt på julemærkehjem, gudskelov.

Viborggade var som en landsby, sagde min far, alle vidste hvordan de forskellige familier klarede sig, og der var en optimisme – der i halvtredserne/tresserne. Folk fik køleskab og gaskomfur og ikke mindst fjernsyn. Jeg kan huske da min mor kom og fortalte at hun havde købt fjernsyn, vi glæde os til at det blev leveret og min far blev sat til at stå med antennen første aften, hvor vi kunne se Disney Land fra Sverige.

Da vi kom ind i tresserne blev jeg fra den ene dag til den næste pludselig en pige, som min far udtalte: Sussie er kravlet ned fra træet/taget og hoppet i et par pumps og med lille taske – jeg var blevet en teenager.

Jeg vil påstå at 1965 var det bedste år at være ung i. Hele min ungdom i 60’erne var et stort, hvad-har-du-lyst-til-BORD. Jeg gik fra det ene job til det næste, der var altid brug for en pige som kunne sælge modetøj. Jeg var i 1967 ansat i Forretningen uden navn, som lå i Skouborggade. Facaden var et kvindehoved med sort pagehår, vinduerne var to smukke øjne og om aftenen drejede et lys rundt inde i øjnene.  Her står jeg i døren.

 

Venlig hilsen

Sussie Brokøb Johannesen

 

Viborggade 30
København 2100 DK
Get directions

Fødselsdag:

1948

Erindringen ønskes afleveret til:

Herlev Kommunes Lokalarkiv
Københavns Stadsarkiv