Ulla Lyngveig Laundav

Fortællingen ”Mit arbejdsliv” beskriver en lang karriere i Københavns Kommunes forvaltning, med historier om pudsige karakterer og kommentarer til politiske og strategiske beslutninger om besparelser, sammenlægninger og IT-systemer. Ulla Lyngveig Laundav arbejdede inden for belysningsvæsenet i 40 år, og optegner den historisk linje af udviklingen af en del af den offentlige forvaltning i København. Gør ejerskabskrav på erindring

Mit arbejdsliv

 

Dagen efter at jeg havde modtaget 10. klasses eksamensbevis i juni 1970, skrev jeg to jobansøgninger. En til Skattevæsnet og en til Belysningsvæsnet.

Jeg blev inviteret til jobsamtale i Belysningsvæsnet ugen efter, og blev ansat som kontorassistentaspirant-elev fra den 15. juli 1970.

Belysningsvæsnet forvaltede alt inden for el, gas og varmeforsyning i Københavns Kommune.

Jeg kan stadig huske den første dag, jeg gik op ad den store trappe til den flotte bygning i Vognmagergade, hvor Belysningsvæsnet havde til huse dengang.

Jeg og en anden ung dame mødte på personalekontoret om morgenen og blev henvist til hver sin afdeling. Jeg skulle starte med at arbejde i debitorafdelingen.

Dengang så lokalerne og møblerne meget gammeldags ud, og der var højt til loftet. Man skulle sige De og efternavn til de ældre medarbejdere, og det hele var meget formelt.

I debitorafdelingen skulle indbetalinger registreres på hulkort. Man sad på høje stole ved pulte, og hulkortene stod i kasser, som man skulle sende til “hullestuen”, når en giroindbetaling var modtaget. Der var en masse ældre damer ansat til at indsamle hulkortene, og ve´ den som kom til at sætte sig på en af damernes stole.

Der var også forskel på ansættelse af drenge og piger til administrationen. Drenge blev nemlig med det samme ansat som assistent-elever, hvilket automatisk var adgangsbillet til videre uddannelse på assistentlinjen. Dette indebar, at man skulle læse på Magistratskolen, hvor man lærte om administration i Københavns Kommune, og bagefter skulle man på Belysningsvæsnets Interne skole i to år. Når man havde bestået disse eksamener, blev man udnævnt til assistent, og kunne derefter avancere til overassistent, fuldmægtig, ekspeditionssekretær og kontorchef.

Pigerne skulle først gøre sig “fortjent” til at komme på Magistratskolen. Efter at være ansat som kontorassistentaspirant, blev jeg udnævnt til kontorassistent og skulle arbejde på Regningskontoret.  Regningskontoret var opdelt i fem distrikter, efter bydel. Der var en fuldmægtig, som styrede hvert distrikt sammen med ca. tre medarbejdere.

Nogen af fuldmægtigene var nogen stride gamle hejrer, som kæmpede om at overgå hinanden, og der var mange særlinge. Der var blandt andet en ældre dame, som påstod at det trak fra nøglehullet, som hun puttede papir i. Vi unge elever drillede hende, og tog papiret ud, som hun så troligt kom i igen. Vi skulle sørge for af- og tilmelding af kunderne og registrering af målerkontrollørenes års-aflæsning af målere og aflæsning ved af- og tilmelding og kontrolbesøg. Mange af opgaverne blev indskrevet med fin håndskrift i flotte indbundne bøger.

Hver morgen stillede kontorchefen sig op på kontoret med en protokol med de ansattes navne (han var også medlem af Borgerrepræsentationen). Han råbte så medarbejdernes navne op for at tjekke, om alle var mødt.

Min veninde fra skoletiden blev ansat i Belysningsvæsnet et år efter mig. Hun skulle arbejde på Direktørens Kontor, hvor alt var endnu mere stiligt. Der var blandt andet en medarbejder, som skulle sørge for, at direktørens blyanter altid var spidse.

Jeg fungerede allerede som fuldmægtig på Regningskontoret, da jeg var 20 år i forbindelse med overgangen til IT i 1970érne. Idet jeg først skulle fastansættes, før jeg kunne få funktions-tillæg som fuldmægtig, fik jeg på en gang funktions-tillæg med tilbagevirkende kraft for et helt år. Så det var en stor udbetaling den måned, som jeg købte møbler for.

Jeg fik desværre underlivs-betændelse en måned før jeg skulle fastansættes. Personaleafdelingen sendte mig derfor til samtale med kommunens læge, som udtalte, at når man først har fået underlivsbetændelse, er der tilbøjelighed til at man får det igen.

For at blive fastansat skulle jeg derfor underskrive en erklæring om, at der blev trukket et sygeligheds-bidrag af min løn på 2% hver måned de næste to år. Jeg fik dog aldrig underlivsbetændelse igen.

Jeg arbejdede også et halvt år i Regningskontorets tarifafdeling. Dengang blev erhvervskunder afregnet efter gulv-arealet i deres virksomhed. Målerkontrollørerne skulle besøge virksomhederne ved tilmelding og måle gulv-arealet op. Kontorpersonalet modtog så opmålingen på en tegning og skulle ud fra antal kvadratmeter beregne, hvor meget kunden skulle betale i erhvervstarif, kvadratmeter gange afgiftspris. Der skulle skrives et brev på skrivemaskine om den beregnede afgift i tre kopier med karbonpapir imellem. Det var meget besværligt, når der skulle rettes med “kvajeblæk” i et brev tillige med kopierne.

Ved overgang til IT, blev der oprettet flere nye afdelinger. Jeg kom i Bufferafdelingen, som indhentede data fra Regningskontorets afdelinger, og vi skulle sørge for registrering af data i det nye IT-system. Da det var kommet op at køre, blev jeg spurgt, hvilken afdeling jeg helst ville være i. Jeg valgte at komme tilbage til debitorafdelingen, hvor man skulle sørge for kontrol af elforbrug, måleraflæsninger og afregning af kundernes forbrug. Der blev opsat tre store reoler, hvor kundernes debitorblade blev opbevaret. Reolerne kunne rotere, derfor kaldte vi reolerne for vaskemaskiner. På bladene kunne vi så notere diverse oplysninger til og fra kunderne. Der var mange søde damer i afdelingen. En af dem som mødte tidligt, købte wienerbrød til mig og lagde det under den tændte skrivebordslampe, så der duftede af wienerbrød i hele afdelingen, når jeg mødte. Ekspeditionssekretæren for afdelingen, var en ældre mand, som sad for enden af kontoret. Han sad altid med albuerne på skrivebordet og hænderne på hagen og fulgte hver bevægelse vi lavede. På et tidspunkt var der en veldrejet dame i afdelingen, og ekspeditionssekretæren fulgte hende med øjnene konstant. Nogen af os kontorfolk havde slik liggende på skrivebordet. Når vi så forlod afdelingen, gik ekspeditionssekretæren straks hen og tog noget af vores andres slik. Nogen gange drillede vi ham, og lagde clips i slik-æskerne, så han fik ” en lang næse”, når han ville stjæle slik. Efter et stykke tid i afdelingen fik vi at vide at vide, at han havde fået gigt i albuerne. Det grinte vi meget af.

I sommerferie-perioden var jeg desuden et par gange udlånt til kontoret på Amagerværket og til ekspeditionskontoret, hvor kunder kom for at snakke med personalet om af- og tilmelding af el- gas- og varmeforsyningen eller om afregning af forbruget. Betaling for forbruget foregik på kassererkontoret, på den anden side af stueetagen.

Jeg havde også taget Handelsmedhjælpereksamen på Købmandsskolen i arbejdstiden. Derefter læste jeg HH enkeltfag i tre år og søgte så om at komme på Magistratskole. Efter at have søgt i tre år, fik jeg endelig lov til at komme på Magistratskolen.

Når man skulle på Magistratskolen, skulle man skifte afdeling. Mine kollegaer i debitor-afdelingen sagde ofte, at det var fordi afdelingschefen ikke ville af med mig, at han ikke gjorde nok for at indstille mig til skolen. Men til sidst lykkedes det. Derefter jeg var på den interne skole, og jeg fik flotte karakterer begge steder.

Efterfølgende har jeg været på diverse kurser i tekstbehandling, Windows, Word, WordPerfect, Excel, Lotus Notes og taget PC-kørekort.

Jeg blev flyttet til Elværkernes Ingeniørkontor. Det var der, man registrerede alle elkabel- og ledningsarbejder, samt elmålere. Der var det et overingeniør, i stedet for en kontorchef, som ledte afdelingen.

På Elværkernes Ingeniørkontor var der selvfølgelig ansat mange el-ingeniører, teknikere, tekniske tegnere, montører og så os kontorfolk. Det var nogen stilige herrer, de ingeniører, som nærmest opførte sig som konger. Jeg arbejdede først i deres sekretariat, hvor der også var en gammel gnaven ekspeditionssekretær og en arrogant assistent, som for sjov blev kaldt kontorchefen. Han havde altid en hvid skjorte på, men lugtede langt væk af armsved. Ham skulle jeg oplæres af, og han nægtede at bruge deodorant. Jeg lærte at føre journal og fordele post. Desuden skulle jeg skrive referat til møder med afdelingsingeniøren. Derfor var jeg på kursus i notat- og referatteknik. Da det gik så godt med arbejdet, skulle jeg også være i løn- og personaleafdelingen, der lå ved siden af sekretariatet, for at indsamle og kontrollere lønsedler. Da jeg også var ved at være godt inde i dette område, blev jeg gravid.

 

Jeg havde desværre konstant kvalme under graviditeten og måtte ofte på toilettet og “ofre”. Særligt om morgenen var jeg dårlig, og da vi nogen gange skulle møde kl. 6 om morgenen for at sørge for lønkørsel, blev jeg nødt til at melde mig syg.

Foruden mig var der ansat en dame på min alder, som var på deltid, en ældre dame, som altid lugtede af tis og ekspeditionssekretæren, som glimrede ved sit fravær. Han havde nemlig også et job med at lave regnskab for en bagerforretning. Han tillod sig at ringe hjem til mig og spørge, om jeg kunne komme på arbejde igen, da han var alene på jobbet. Ja, tænk engang, at han blev nødt til at være på sin arbejdsplads. Jeg måtte så troppe op næste dag, selvom jeg kastede blod op. Jeg havde fået en revne i spiserøret af at kaste op.

Nogen dage efter kunne jeg ikke klare mere og meldte mig syg igen.

Derefter blev jeg flyttet til installations-afdelingen, hvor der var flere ansatte. Vi skulle registrere alle opsatte elinstallationer og elmålere i København. Der var et kartotek med et lille kort for hver elmåler og for hvert husnummer med elinstallationer. Når el-installatørerne sendte tilmelding om nye eller ændrede installationer, skulle dette så godkendes af en tekniker og registreres af kontorfolkene.

Derudover blev jeg valgt ind i Samarbejdsudvalget for ledere og medarbejdere, som repræsentant for kontormedarbejderne. Det var dog sjældent, at os medarbejdere fik gennemtrumfet vores ønsker, da det i bund og grund var et hierarkisk opbygget foretagende, hvor ingeniørerne bestemte.

Jeg har altid været mere interesseret i at arbejde med tal end med det tekniske. Allerede som 10-årig drømte jeg om at blive revisor. Der blev så en ledig stilling i regnskabsafdelingen, og jeg var hurtig til at søge og få et job der.

Vi skulle føre lager-kartotek over alle el-artikler, som skulle benyttes af de udearbejdende folk blandt andet til kabellægning og ledningsarbejde. Vi havde nogen kæmpe kabeltromler på vores lagerplads på Frederiksborgvej.

En gang om året skulle der gøres status over lagerbeholdning, og jeg var med til at optælle lageret og opmåle kabler. Vi skulle herefter lave lager-regnskab, og når der kom nye leverancer, skulle fakturaer fra leverandøren godkendes og anvises i vores afdeling.

Vi samarbejdede også med en entreprenør, Rasmussen & Schiøtz, som sørgede for reetablering af gader og fortov efter kabellægning mm. En gang om måneden skulle jeg møde hos Rasmussen & Schiøtz, hvor vi skulle blive enige om, hvor meget de havde lavet og til hvilken pris. Hvorefter jeg skulle sørge for betaling af deres ydelser.

Indtil 1980´erne var der flere medarbejdere som var mere eller mindre beduggede i arbejdstiden. De kunne nemt tylle 3 stærke øl i sig til frokost. På 5. sal var der en kantine, der kun var beregnet til de udearbejdende. Men mange kontorfolk sneg sig derop og fik en ekstra øl.

Ham jeg sad overfor i regnskabsafdelingen var ofte smadder sur om morgenen, men når han så havde været til frokost om eftermiddagen, var han helt overstadig. De humørsvingninger fra kollegaer måtte man finde sig i den gang. Der blev dog indført en alkoholpolitik i virksomheden i 1980´erne, og der blev valgt “netværkspersoner” som skulle hjælpe kollegaer, som var påvirkede eller havde andre problemer. Når netværkspersonen havde været på kursus i krisehjælp, kunne de så hjælpe kollegaen med kontakt til afvænning eller anden form for social hjælp. Jeg var netværksperson i flere år. På et tidspunkt syntes jeg dog, at alkoholpolitikken tog overhånd, så vi ikke engang måtte skåle med et glas vin til nytår.

Jeg var glad for arbejdet i regnskabsafdelingen og fik meget ros, men efter et par år blev der en stilling ledig som overassistent i installations-afdelingen, da fuldmægtigen døde af AIDS. Han havde været en tur i Afrika. Chefen i afdelingen mente, at jeg var den eneste, som kunne bestride stillingen, og da han insisterede, sagde jeg ja til at komme tilbage.

Jeg blev så overassistent og arbejdsleder og var på arbejdslederkursus, grundlæggende måler- og målerteknik, stærkstrømskursus, Laus-kursus, livredderkursus mm.

 

Jeg deltog i arbejdet med at overføre alle elinstallationer og elmåler-numre i København til at blive registreret i Belysningsvæsnets it-system, Mantis.

Da alle data var overført til Mantis, var der ikke brug for så mange medarbejdere i installationsafdelingen. Så var det, at nogen af de væmmelige fyringsrunder startede.

Alt vedrørende registrering af elmålere blev flyttet til målerværkstedet på Enghavevej.

Målermekanikeren som opsatte og byttede målerne, og mekanikere som reparerede og justerede målerne havde hørt hjemme på Enghavevej i flere år. Nu kom fire af os kontorfolk også derud for at registrere målerne, og jeg blev teamleder. Vi skulle også skrive breve om adgang til målerne og aftale træffetider med kunderne. Der var en lidt mere løssluppen stemning på målerværkstedet, end der havde været i Vognmagergade, men der var et godt samarbejde mellem mekanikerne og kontorfolkene.

Jeg var med til at implementere et nyt måler-lagersystem i en database, så man altid kunne følge, hvor en elmåler befandt sig, om den var på lager eller opsat i byen. Samtidig gik jeg på Niels Brock, hvor jeg læste merkonom enkeltfag, regnskab- og informatiklinjen, tillige med at jeg havde fået tre børn.

På et tidspunkt blev vi dog påduttet en ekspeditionssekretær på kontoret, som man ikke kunne placere i Vognmagergade. Det skulle hedde sig, at han skulle ”rydde op” på kontoret, men han havde ingen forstand på arbejdet, og jeg havde altid haft fuldstændig orden på tingene. Det viste sig, at det var ham som rodede og samlede bunker på hans skrivebord, så man ikke kunne finde noget. Det endte da også med, at han blev fyret.

Jeg fejrede 25 års jubilæum i Belysningsvæsnet, medens jeg arbejdede på målerværkstedet. Vi skulle alligevel holde julefrokost, da jeg havde jubilæum, så vi fejrede jubilæet ved, at jeg gav maden til julefrokosten.

Efter jeg havde arbejdet på målerværkstedet i syv år, blev kontoret nedlagt, og jeg blev flyttet tilbage til Vognmagergade. Ledelsen ville forsøge om administrationen af el, gas og varmemålere og installationer kunne sammenlægges. Igen blev jeg udpeget som foregangsmand og skulle sørge for en samlet forretningsgang. Da de tre områder for el, gas og varme kræver meget forskelligartet behandling administrativt, kunne man ikke komme langt med fælles fodslav.

Jeg interviewede det personale, som arbejdede med henholdsvis gas- og varmeinstallationer og blev hurtigt klar over, at det var meget få administrative opgaver, som kunne sammenlægges.

Jeg beskrev og sammenlagde de forretningsgange, hvor det var muligt og sendte forslaget til ekspeditionssekretæren. Hun vidste åbenbart ikke, hvordan hun skulle tackle udfordringen, da hun kun havde begreb på gas-området. Hun kom flere gange og spurgte mig efter forretningsgangen, hvor jeg hver gang svarede, at den havde jeg da sendt til hende. Til sidst opgav ledelsen at sammenlægge de tre områder, og os kontorfolk blev igen splittet ud i el, gas og varme-afdelingerne. Jeg blev dog spurgt, om jeg havde lyst til at komme i akkord- og tyveriafdelingen, hvor de havde brug for en, som havde stor erfaring med elmålere.

I akkordafdelingen skulle vi beregne elforbrug, hvor el- og gasmåleren ikke havde registreret korrekt forbrug, eller der var stjålet strøm uden om måleren. Jeg sagde ja-tak til opgaven, da jeg er meget glad for at arbejde med beregninger.

Jeg blev oplært af lederen i akkord- og tyveriafdelingen, og det gik rigtigt godt med at lære arbejdet. Jeg blev derfor hurtigt udnævnt til fuldmægtig.

Vi blev frataget en medarbejder i afdelingen, og det var der omkring år 2000, at man begyndte at sidde mere og mere på overarbejde og lave flere fyringsrunder og nedskæringer, selvom nye it-systemer slet ikke var blevet ordentligt implementeret, før der skete besparelser.

Jeg var cirka på overarbejde hver anden dag 3-4 timer og var mere på arbejde end min leder.

Som hun selv siger, så havde jeg allerede lavet opgaverne, når hun spurgte, om jeg ville lave det.

Hun var ofte noget humørsyg, så jeg skulle altid vejre, hvornår jeg kunne sige noget til hende. Jeg blev næsten som en huske-tank for hende, da hun ikke selv var god til at huske.

 

I forbindelse med akkord- og tyverisagerne måtte jeg ofte forhandle med kunderne om erstatningskravet, og blev også indkaldt til by- og landsretten, når vi ikke kunne blive enige med kunderne. Derfor kom jeg også på flere kurser i kommunikation- og samtaletræning.

I den periode skulle vi også have nyt afregnings-system i belysningsvæsnet, kaldet FAS.

Jeg var med til overgangen ved databeskrivelse sammen med programmørerne.

Da afregningssystemet endelig skulle stå sin prøve, og kunderne skulle have deres regninger, viste det sig, at systemet ikke kunne udskrive regninger. Ved det afsluttende projekt-møde spurgte jeg så projektlederen, hvorfor der ikke var udarbejdet et dataflowdiagram, så var det nok blevet opdaget, at systemet ikke kunne udskrive forbrugsregninger. Så blev projektlederen sur og svarede, at det kunne jeg jo selv havde lavet. Men det var trods alt ikke min opgave, at lave et sådan diagram, selvom jeg havde gået til informatik.

Vi måtte så i gang med et nyt afregningssystem, SAP, der har et væld af funktioner, og så kan det også udskrive forbrugsregninger.

Efter et par år i akkord- og tyveriafdelingen, som på daværende kun bestod af mig og lederen, blev vi lagt sammen med inkassoafdelingen. Få år tidligere havde akkord- og tyveriafdelingen været opdelt i to teams, med fire medarbejdere i hvert team. Begrundelsen for sammenlægningen var, at på grund af det juridiske i vores sager, så var det mest passende at komme under inkassoafdelingen, hvor der nok var ti medarbejdere i forvejen.

 

Når vi var nogenlunde lige med vedrørende akkord- og tyverisagerne, skulle vi så hjælpe til i inkassoafdelingen. Der var mangel på medarbejdere, som ville køre ud med fogedretten ved restance. Jeg meldte mig så også til denne tjans og skulle møde i fogedretten tidligt om morgenen en eller to gange om ugen med vores fordringer. Jeg skulle så gennemgå sagerne med en repræsentant fra fogedretten, som tog med ud i byen i en taxa det meste af dagen.

Der var også en målerkontrollør, en låsesmed samt en målermekaniker med, når en måler skulle byttes eller efterses. Nogen gange måtte vi også tilkalde politiet, når kunderne ikke ville give adgang for afbrydelse af el og/eller gasforsyningen. Hvis der både var restance for el og gas, og kunden ikke mindst kunne betale halvdelen af gælden til mig, skulle jeg så afbryde for elmåleren, og målerkontrollerede lukkede for gassen. Det var ofte nogen triste og voldsomme oplevelser, man fik ved fogedkørsel. Nogen gange trådte vi i affald til op over knæerne i hjemmene, og nogen gange var børn ladt alene hjemme, selvom forældrene var varslet om at fogedretten kom. Jeg havde virkelig ondt af de stakkels børn og ældre mennesker, som var for ærekære til at få hjælp til betaling på socialkontoret. Jeg hjalp så godt jeg kunne. Ringede til socialkontoret eller gik med kunden i banken, for at undgå at de fik lukket for forsyningen. Af og til blev vi også truet med bat, kniv eller en arrig hund, så vi måtte rekvirere hundepolitiet.

Det var også ofte et værre postyr med den gamle knark, vi fast havde som taxachauffør. Han lavede ofte om på den planlagte tur under kørslen, hvorfor jeg og fogedretten hele tiden måtte sidde og ændre på rækkefølgen af sagerne i taxaen.

Om eftermiddagen aflagde jeg så regnskab på kontoret og sørgede for at få sagerne registreret og beskrevet på computeren. Efter et par år måtte jeg slutte med fogedkørslen, da jeg ikke så ret godt mere og ikke både kunne have briller og lygtebriller på. Jeg kunne ikke have en lygte i munden, som målerkontrolløren plejede at have, da jeg er ved at kløjes, så snart jeg får en genstand i munden.

Derefter nøjedes jeg med at tale med restancekunder i telefonen og aftale afdragsordninger med dem. Desuden deltog jeg i et projekt “Penge i kassen”, hvor vi skulle se på, hvordan vi fik flere af vores fordringer betalt.

 

Omkring 2004 valgte Københavns Kommune på grund af besparelser at flytte Belysningsvæsnet fra Vognmagergade til en ny bygning i Ørestaden. Det var blevet for dyrt at have til huse i Vognmagergade, og der var for meget ubenyttet gangareal. Københavns Belysningsvæsen blev også omdøbt til Københavns Energi, KE. Samtidig fik vi også afdelingen for Vandforsyningen tilknyttet virksomheden.

Jeg blev valgt til flytteudvalget, som skulle planlægge den store flytning og placering af inventar i de nye åbne lokaler. Det var noget af en omvæltning fra den gamle bygning med små lokaler, hvor man kunne åbne vinduerne, til de nye fællesrum med “åbent landskab”, hvor man ikke kunne lufte ud, og ventilationsanlægget ikke virkede optimalt.

Jeg nød turen med metroen morgen og aften til Ørestaden, hvor der var en smuk udsigt over Amagerfælled.

 

I 2007 blev Københavns elforsyningen overdraget til DONG Energy. Jeg havde det meste af mit arbejdsliv arbejdet med el, så det var naturligt, at jeg fulgte med opgaverne til Dong i Gentofte.

Det er en imponerende flot bygning, som endda er udbygget, efter at jeg startede der.

Jeg klagede dog af og til om adgangsforholdene til direktøren, da man skulle gå i bilos og larm langs Lyngbyvejen for at komme til arbejdspladsen. Jeg foreslog derfor, at vi fik en firma-bus, men det blev aldrig til noget. Så åbenbart hellere bilforurening, hvor der sidder en person i hver bil, der skal frem og tilbage til arbejde hver dag. Sikke et miljøsvineri uden tanke på hvordan miljøet bliver i fremtiden.

Jeg blev ansat i kundecenteret, Backline, hvor vi nærmest skulle svare på og udrede alt mellem himmel og jord, som kunderne henvendte sig om, eller der ikke var registreret korrekt. Kundecenteret bestod af Frontline og Backline, som havde hver deres chef.

Inden ansættelsen havde jeg hørt, at chefen i Frontline, som også havde været ansat i Københavns Belysningsvæsen, ikke ville lade personalet tale mere end få minutter med kunderne, når de ringede til call-centeret. Medarbejderne skulle derfor så vidt muligt afkorte samtalerne.

Jeg var til ansættelsessamtale hos Dong, hvor både chefen for Frontline og Backline deltog. Ved samtalen benyttede jeg mig af lejligheden til at ytre min utilfredshed med, at kunderne blev affærdiget. Som jeg sagde til begge to, så vælter det da skuden, at kunderne bliver dårligt behandlet i Frontline og derfor må klage til Backline. Jeg kunne godt se på Frontlines chef, at mine ord ikke huede ham, men jeg siger altså, når noget er forkert.

 

Jeg blev ansat alligevel og havde det vældig godt med chefen i Backline. Efter et årstid stoppede han desværre. Jeg tror ikke, han kunne få samarbejdet til at fungere med den anden chef. Chefen i Frontline blev desværre så chef for hele kundecenteret, men “mærkeligt nok”, efter nogen måneder, fik medarbejderne i Frontline lov til at snakke med kunderne et par minutter længere. Nu havde han jo også ansvaret for klagerne, der nåede til Backline.

Jeg fik titlen som reklamationskonsulent, da de ikke har de samme titler i Dong som i kommunen. Jeg brød mig nu ikke meget om denne titel, og da der efter et stykke tid blev spurgt, om der var nogen, som ønskede en anden titel, sagde jeg ja-tak. Jeg blev så i stedet en kundekonsulent og senere en sagskonsulent.

Der var jo en del fra Belysningsvæsnet, som fik ansættelse i Dong i forbindelse med overdragelsen af elforsyningen. Dem som i forvejen arbejdede i Dong – tidligere Nesa, var imidlertid ikke samarbejdsvillige over for deres nye kollegaer fra Belysningsvæsnet.

Jeg var til to møder med tre damer fra Dong, inden jeg blev flyttet ud til Dong i Gentofte. Allerede på anden dagen kunne jeg mærke, at den ene dame var mærkelig overfor mig. Hun havde vist fundet ud af på førstedagen, da vi gennemgik nogen akkordsager, at hun fik kamp til stregen fra mig. Hun var ikke særligt høj og syntes selv, at hun var meget konstruktiv. Hun var desværre afdelingslederens øjesten, hun var nemlig god til at indynde sig hos dem, hun kunne tackle. Når jeg så hende, mindede hun mig altid om “Lille My”.

Det var desuden en dårlig modtagelse, jeg fik af medarbejderne i Backline. Der var ikke nogen som kom for at orientere mig om afdelingens funktioner. Jeg måtte selv spørge mig til rette og finde ud af deres it-system, hvem der var it-kyndig, og hvordan jeg kunne få kontorartikler.

Afdelingslederen var en lidt forvirret dame, og til vores første samtale spurgte jeg, hvor mange tyverisager de behandlede årligt i Dong. Hun nægtede, at der overhovedet var noget tyveri af strøm i Nordsjælland, Nesa’s gamle forsyningsområde, hvilket jeg ytrede min tvivl omkring.

Vi havde nemlig behandlet mange hundrede tyverisager årligt i københavnsområdet, så det kunne ikke passe, at der slet ikke blev stjålet strøm i Nordsjælland.

Det viste sig da også, at der var masser af strøm-tyveri i Nordsjælland, men at Dong ikke var så interesseret i at forfølge tyvene, da det ikke indbragte så mange penge i kassen. Jeg synes, at det er meget usmageligt overfor alle andre kunder, som betaler for deres elforbrug, at Dong ikke vil forfølge tyvene, da dem som betaler, så også må betale for tyvenes elforbrug.

Jeg blev meget forbavset over manglende forretningsgange og arbejdsgange, da jeg startede i Dong. Så længe der er blevet opsat elmålere hos kunderne, er der jo fundet fejl på disse. Jeg havde faktisk forestillet mig, at der var mere styr på arbejdet i et firma som Dong i forhold til en kommunal arbejdsplads. Men der blev jeg godt nok skuffet og gik i gang med at skrive forretnings- og arbejdsgang og udarbejde proces-diagrammer.

Der var ikke noget af det materiale, os fra Belysningsvæsnet havde med, der duede for dem i Dong. Selv ledningsplanerne, som vores tekniske tegnere omhyggeligt havde tegnet med placering af installationer og målertavler, blev smidt ud. Montørerne kunne derfor ikke altid finde målerne, når de skulle på eftersyn.

Jeg blev sygemeldt en månedstid på grund af en fodoperation, hvor der gik infektion i foden. Da jeg kom tilbage fra sygdom, blev jeg indkaldt til samtale af arbejdslederen om mit fravær. Så fortalte jeg hende forarget, at jeg ikke havde haft en eneste sygedag de sidste ni år, end ikke en barns sygedag, men at jeg aldrig havde hørt et pænt ord for min mødepli. Nu, hvor jeg så havde fået infektion i foden og skulle holde den i ro, blev jeg straks kaldt til samtale. Det måtte hun så beklage.

Den forvirrede afdelingsleder blev fyret efter ca. 1½ år, da hun ikke kunne samarbejde med direktionen. Derefter fik Backline en ung yndig afdelingsleder, som var mere til privat-snak end at sætte sig ordentligt ind i arbejdet. Hun faldt desværre også for “Lille My”, som hun opfordrede til at blive team-leder for mit team. Der var bare det ved det, at “Lille My” chikanerede mig, når hun kunne komme til det. Hun fik slettet mig fra fælles mail-gruppen, når hun sendte vigtig info, “glemte” hun at indkalde mig til relevante møder, registrerede at jeg var på arbejde, når jeg havde ferie, så statistikken viste, at jeg ikke havde lavet noget i halvdelen af måneden, når vi havde været på eftersyn sammen, rapporterede hun kun sin halvdel til chefen, og sådan kunne jeg blive ved.

Derudover var der ikke nogen af de tiltag, som den nye afdelingsleder påbegyndte, som blev effektueret. Hun kørte også rundt i manegen med mig. Hun besluttede, at jeg ved siden af akkord- og tyverisager også skulle lære kabel- og erstatningssager. Jeg brugte min ferie på at sætte mig ind i opgaven og var til møde med kabellægningsfolkene. Da jeg så netop var blevet introduceret til sagerne af en dame i afdelingen, sagde afdelingslederen, at jeg ikke skulle lave sagerne alligevel. Jeg havde jo ellers en del indsigt i kabelsager i forvejen, fra jeg var ansat på Elværkernes Ingeniørkontor.

Så blev jeg sat til at registrere og scanne ny indkomne sager til Backline i vores journalsystem. Straks derefter fik vi nyt journal-system, CRM, som jeg skulle være med til at teste. Da CRM næsten var færdigt med at blive testet og skulle implementeres, blev det droppet af lederen, som syntes, det var for tidskrævende, og at vi ligeså godt kunne registrere sagerne i vores gamle database. Derefter fandt hun på, at jeg skulle lære gas-klagerne. Jeg spurgte hende naturligvis, om hun nu var sikker på, at jeg skulle behandle gas-klager i længere tid, hvilket hun sagde ja til. Det brugte jeg så påskeferien på at sætte mig ind i. Der var en anden dame, som brugte nogen dage i at sætte mig ind i gas-sagerne. Jeg nåede lige selv at behandle en gas-klage, hvorefter jeg fik besked på, at jeg ikke skulle lave flere gasklager.

Ved siden af akkord- og tyverisagerne blev jeg så sat til at finde ud af, hvem der skulle tilmeldes som kunder på inaktive konti. Altså der hvor kunden var flyttet, skulle jeg finde ud af, om der var ny ejer eller lejer, der skulle tilmeldes elforbruget. Det var noget af et detektivarbejde, hvor man benyttede Krak, ”de gule sider” og lejelister til at finde ud af, hvem som skulle tilmeldes. Ofte måtte vi også ringe til boligforeningerne for at finde frem til, hvem som var ny lejer.

Efter at have haft arbejdsplads i Gentofte i tre år, blev kundecenteret flyttet til Buddingevej i Gladsaxe, hvor vi blev huset i nogen barakker, der hørte til et transformeranlæg.

Der holdt jeg 40-års jubilæum for kollegaer, venner og familie.

Efter et år på Buddingevej blev kundecenteret flyttet videre til Virum, hvor der var rækker af ensartede hvide huse.

Jeg var stadig på overarbejde ca. hver anden dag og havde nu i alt 2½ times transport til og fra Amager hver dag. Så jeg kunne lige nå hjem og få lidt mad, før jeg skulle i seng og op og på arbejde igen.

I 2012 fik jeg en ny opgave i Dong med “forbyttede elmålere”. Det er når målerne er opsat et andet sted, end det er registreret i afregnings-systemet.

Det var lidt komplicerede sager, som jeg lige nåede at lære fuldt ud, før jeg blev afskediget som 59-årig, den 28. november 2012. Der havde været mange fyringsrunder i mine 42 år hos elforsyningen, men nu var det så blevet min tur til at blive “prikket”. Der var ca. 600 medarbejdere, som blev fyret ved denne fyringsrunde med begrundelsen i besparelser på grund af fejlinvesteringer i gaslagrene.

Der er bare det ved det, at samme år havde jeg sagt til mine ledere ved udviklingssamtalen, at jeg nok ville gå på pension om ca. 3-4 år. Jeg var ansat under tjenestemands-lignende vilkår, hvilket vil sige, at jeg skulle have fratrædelsesgodtgørelse i et halvt år og rådighedsløn i tre år, altså løn for ikke at lave noget i 3½ år. På min opsigelse stod der øverst, at det var på grund af besparelser, at jeg var opsagt. Hvor vanvittigt samfundsmæssigt at få løn i 3½ år for ikke at lave noget, når jeg endda havde sagt, at jeg selv ville sige op om 3-4 år. Men jeg kan selvfølgelig kun takke Dong for, at jeg er sluppet for at arbejde mig selv ihjel.

Da medarbejderne blev varslet om en fyringsrunde, var jeg næsten klar over, at jeg ville blive prikket. “Lille My” var jo som team-leder med til at udpege, hvem der skulle fyres.

Personalet var i forvejen varslet om, hvilken dag der skulle være prikkerunde, så jeg havde ordnet mine ting og sager, som jeg havde samlet gennem 42 år og sad med jakken over armen, da Lille My prikkede mig på skulderen, tillige med fire andre i afdelingen. Vi blev så kaldt ind i et mødelokale med flere andre fra kundecenteret, som var blevet prikket. Chefen holdt en afskedstale, og jeg gik direkte ud af porten med 42 års erfaring.

Det var fuldstændig tåbeligt, at de fyrede fem fra Backline, når vi altid sad på overarbejde. Nu måtte de resterende knokle endnu mere, og flere gik ned med stress. Hvilken besparelse er der ved at nedslide det resterende personale fuldstændigt.

Jeg havde stadig arbejdsmobilen til rådighed, til dagen efter jeg var opsagt. Dongs omstillingsbord fortsatte med at ringe til mig, i håb om at jeg ville hjælpe kunderne. Men det kunne jeg jo ikke, når jeg var fyret.

Efter opsigelsen har jeg skrevet til koncerndirektøren for at få en forklaring på besparelsen. Han svarede, at han godt kunne forstå, at jeg sad tilbage med spørgsmålet om, hvad besparelsen havde været, men at han ikke kunne ansætte mig igen, for så skulle de igen betale fratrædelsesgodtgørelse til mig, når jeg skulle stoppe. HR-direktøren i Dong har også indrømmet, at de må lave om på afskedigelsesproceduren, og vil se mere på den enkeltes profil, ved en ny fyringsrunde.

I de tre år, hvor jeg har fået rådighedsløn, har jeg haft et par småjobs. Et på Rigshospitalet og et i Røde Kors. Jeg har jo koncerndirektørens ord for, at de ikke ville ansætte mig igen, så jeg kunne roligt søge et nyt job, uden at skulle stå til rådighed for Dong. Jeg har søgt mange jobs og været til flere jobsamtaler, men det er ikke nemt at få job i min alder, selvom jeg har mange kompetencer. Selvom jeg blev fyret, indstillede Dong mig til Den kongelige Belønningsmedalje for 45 års ansættelse i elforsyningen, da min anciennitet blev videreført fra Belysningsvæsnet og mine tre års rådigheds-tid også talte med som anciennitet. Dong afholdt en pæn afskedsreception for mig med medaljeoverrækkelse i Gentofte, og HR-chefen holdt en meget rosende tale for mig. Så er det jo, jeg igen sidder tilbage med et stort spørgsmålstegn om, hvorfor jeg blev fyret. Mine børn, børnebørn, to veninder, to fra HR og en ny kundeservicedirektør deltog. Jeg ønskede ikke at invitere min gamle afdeling, da jeg nærmest ikke har hørt fra em, siden jeg gik ud af porten.

 

Derefter var jeg til audiens hos dronning Margrethe den 6. juni 2016. Det var en stor oplevelse, at hilse på dronningen og takke for medaljen og sjovt at opleve, at hver gang jeg passerede en garder, stod han ret og gjorde honnør for mig.

Jeg har klaget over min situation til min fagforening, som rådede mig til at melde mig i en A-kasse et år før, at min rådighedsløn ophørte. Når man står til rådighed, tæller det nemlig som almindelig arbejdstid hos A-kassen, og jeg kan der få få dagpenge i op til to år ved siden af min tjenestemandspension.

Så snart min rådighedsløn ophørte fra den 1. juni 2016 meldte jeg mig ledig i A-kassen og Jobcenteret. Jeg blev godt behandlet til mødet i Jobcenteret, og jobkonsulenten gav mig nogle pjecer om kurser, jeg kan få betalt af fagforeningen. Desuden fik jeg gode råd om jobsøgning.

Jeg var netop kommet hjem efter mødet i Jobcenteret, da jeg fik et opkald fra et socialcentret. De kunne godt tænke sig, at jeg startede som medarbejder hurtigt, men jeg skyndte mig at sige, om det allerede var fra den første i næste måned. Det indvilligede han i, og så havde jeg jo tid til at få bevilliget kursus, inden jeg skulle i job.

A-kassen godkendte, at jeg kunne komme på kursus i økonomiforvaltning ugen efter, hvor jeg fulgte godt med i undervisningen. Nu kan jeg så nærmest starte forfra igen som 62-årig. Jeg føler stadig, at jeg har overskud til et job i et par år. Så må tiden vise, hvor meget mere jeg kan holde til. Jeg har jo mange gange været på arbejde 13 timer i træk, så et mindre job kan jeg nok klare.

Alt i alt føler jeg, at jeg har fundet mig selv igen i sommeren 2016, efter jeg blev fyret i 2012. Det kommer sig nok af, at der er nogen, som har vist interesse for mig, nu jeg har fået to børnebørn mere, været hos dronningen, på Jobcenteret og været på kursus med ligestillede.

Nogen gange kører jeg forbi min gamle arbejdsplads i Vognmagergade, hvor VUC nu har til huse, det er voksenuddannelse. Det er trist at se, hvordan den tidligere flotte bygning nu forfalder.

Det var en dejlig tid at arbejde midt i byen, og der var ikke særlig langt hjem. Det var ofte man kunne gå en tur i Kongens Have, eller shoppe i Magasin i frokostpausen. Ak, det var tider dengang, før det hele blev ødelagt af kaos og nedskæringer i det offentlige.

Når jeg tænker tilbage på mit arbejdsliv, synes jeg, det har været en tilfredsstillelse at kunne løse alle opgaverne. Som jeg siger til mine børn, så er det sjældent selve arbejdet, der volder problemer, men derimod kollegaerne og cheferne. Jeg synes gennemgående, at jeg har haft nogen dårlige overordnede, som har overladt arbejdsbyrden og ansvaret til mig.

Jeg kan godt se, at det ser ud som, at jeg har brugt hele voksenlivet på arbejde og kurser, men jeg har også haft styr på hjemmefronten og har næsten altid været alene om mine børn. Det har krævet meget planlægning, da mine børn blandt andet var sports-elitedansere og turnerede rundt i hele landet i vores weekender, hvor jeg fulgte med.

Nu vil jeg snart nyde mit pensionistliv med mine dejlige børn og børnebørn og har inviteret dem alle på en dejlig ferie sydpå om et par år.

 

Vognmagergade 8
København 1120 DK
Get directions

Fødselsdag:

1953

Erindringen ønskes afleveret til:

København Kommune