Lars Henrik Jacobsen

Lars Henrik Jacobsen fortæller i sin erindring om både sin barndom, men også særlige bygninger i Vojens i denne periode. Det er en levende fortælling om hverdagen på Vojens Borger- og realskole, om slagteriet, fællesvaskeriet og hvordan de gik med klokkeren op i kirkens tårn for at ringe solen op eller ned. Gør ejerskabskrav på erindring

Første skoledag og -år i Vojens Borger- og Realskole, 1957.

1.april 1957 var første skoledag for ca. 75 børn i Vojens. Jeg var en af dem. Der var ikke megen diskussion om, hvilken skole vi skulle i, for der var kun én: Vojens Borger- og Realskole. Der var ingen anden kommuneskole og ingen privat- eller friskoler i byen.

Om formiddagen, sikkert klokken 10, samledes børn og forældre, flest mødre, hånd i hånd i stueetagen i den vestlige tværbygnings korte gang, der gik tværs af den lange gang, som gik på langs med hovedbygningen, og som vi senere lærte at kende som ”æ langgang”.

Skoleinspektør Søren Jensen, på skolen kaldet ”æ Spekke” og i folkemunde uden for skolen kendt som ”Syng-Søren”, bød velkommen til både børn og forældre. Han stod for enden af ”æ langgang”, der var tre trin højere end tværgangen, hvor vi børn og forældre stod, og han var derved hævet et par hoveder over menigheden. Ingen sad ned, der var kun ståpladser.

Hvad skoleinspektøren sagde, husker jeg ikke noget af, der er sikkert faret for mange tanker igennem mit hoved ved den lejlighed. Men til sidst blev vi råbt op og fordelt i klasserne 1. A, 1. B og 1. C. Det resulterede i noget murren blandt enkelte forældre, fordi nogle legekammerater derved kom i forskellige klasser. Så blev der byttet lidt rundt, og puslespillet gik op – i hvert fald bedre end først – og vi gik klassevis med forældre til vore tildelte klasseværelser.

Jeg kom i 1. A, der fik tildelt det første klasseværelse på første sal i samme fløj, 1. B fik det næste klasseværelse, og 1. C fik klasseværelse næsten lige ved siden af – op ad et par trappetrin i hovedfløjen ved siden af biologilokalet.

I klasseværelset skulle vi så placeres ved to-mands pulte, og også her var der forældre, der blandede sig – nu med hensyn til, hvem der kom til at sidde ved siden af hinanden. Drenge ved drenge og piger ved piger sad vi, mens forældrene stadig stod ude i kanten og trippede. Alle havde ny skoletaske, der hang næsten tom for enden af pulten. Taskerne var næsten alle af samme model i mønsterpræget læder eller imiteret læder med et eller to rum inden i, to sidelommer udenpå og hver med en klik lås til at lukke tasken og et håndtag i toppen til at bære den i. Rygsække blev ikke brugt, og vist nok kun Kirsten Villadsen havde en taske i ternet mønster og også med remme til at bære tasken på ryggen som rygsæk. Penalhusene var typisk af læder og med holdere til at skubbe blyanter, viskelæder og blyantspidser ind i.

Bordene var gammeldags skolepulte med faste bænke, af den slags man ser i Ole Bole ABC osv. Man sad ikke godt ved dem, og ergonomisk har de sikkert været helt håbløse. Men vi sad der i hvert fald. Jeg sad ved siden af Gert Zickert, min legekammerat fra Skovvej. Nogle af os kendte lidt til hinanden, men faktisk ikke ret mange. De, der kendte hinanden hjemme fra gaden og havde leget sammen før skolen, satte sig sammen ved samme pult eller blev sat der af forældrene.

Lærerinden, vor første klasselærer frk. Jørgensen, bød også velkommen og sagde også noget om at gå i skole. Jeg husker ikke meget af det heller, men der blev i hvert fald sagt noget om passende sengetider for børn i 1. klasse – og henvendt til forældrene ude ved væggen blev der sagt, at vi ikke skulle i seng senere end klokken 20, hvorefter hun fyndigt udtalte, hvad vi kom til at høre uendeligt mange gange senere i det skoleår: ”Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for en lille dreng! – Man kan også godt sige, det er sundt for en lille pige!”. Ak ja!

Så var den skoledag slut, og næste dag begyndte skolen for alvor.

Vores første klasselærer var som nævnt frk. Jørgensen. Hun hed Minna Jørgensen, men fornavnet kendte vi kun fra underskriften i den kvartalsvise ”Meddelelsesbog”. Vi sagde ”frøken Jørgensen” og ”De”. Alene tanken om at bruge fornavn endsige at sige ”du” til vor lærer var helt absurd. Jeg tør slet ikke tænke på følgerne – for frk. Jørgensen.

Frk. Jørgensen var en sød og elskelig lærerinde, der nærmede sig pensionsalderen. Hun boede på Smedevænget lige bag ved skolen. Hendes pædagogik var helt gammeldags og naturligvis gennemprøvet, og jeg tror, den var god.

Vi lærte som det første, hvordan vi skulle stille op i to rækker i skolegården ud for døren i vores ende af skolen, når det ringede ind. Så kom lærerne og hentede os, og vi skulle gå ind i klassen og stå ved siden af pulten, indtil der blev sagt vær så god til at sætte os.

Den allerførste skoletime begyndte med, at frk. Jørgensen satte sig til sit harmonium (stueorgel), trampede i pedalerne og sang ud med høj røst ”I østen stiger solen op” til eget akkompagnement. Ingen af os børn kendte salmen, men det kom vi til, efterhånden som det gentog sig dag efter dag. Vi kunne ikke læse, og sangbøger havde vi ikke, så vi lærte den og andre morgensange udenad ved at synge efter frk. Jørgensen med harmonium. Sådan lærte vi alle børnesange i 1. klasse. Der var nogle få, der privat havde bogen ”De små synger”, fordi de havde gået i børnehave, men stadig: Vi kunne ikke læse ordentligt før senere i skoleåret, så det har mest været for billedernes skyld, at bogen havde nogen værdi.

Frk. Jørgensen lærte os også manerer – eller forsøgte på det. Når naturen trængte sig på, skulle vi række en finger i vejret og så hed det sig: ”Må jeg gå i gården?”. Det måtte man som regel, selvfølgelig. Men naturen skulle også virkelig trænge sig på, før man følte sig foranlediget til at opsøge de ildelugtende lokummer og pissoirer, der var til rådighed. Og hvorfor vi så skulle have lov til at ”gå i gården” gik aldrig rigtig op for mig. Vi skulle jo ikke tisse i gården.

Vi skulle også lege købmand for at lære, hvordan man henvendte sig høfligt i butikken. Det duede ikke at sige: ”Jeg skal have noget margarine og et pund rosiner og brun sæbe”. Næh, det hed: ”Goddag, jeg vil gerne bede om ……” osv.

Vort første skoleår gik vi i skole fire timer hver formiddag fra klokken 8 til 12 og om lørdagen to timer fra klokken 10 til 12. Hver skoletime var på 50 minutter.

I 1. klasse havde vi fagene: dansk, regning, skrivning og bibelhistorie. Faktisk havde vi flere, som blev lagt ind i de andre fag. Vi brugte sådan nogle gamle tavler med billeder af dyr, fugle, fisk og landskaber, som frk. Jørgensen fortalte ud fra, hvorved vi faktisk fik både geografi og naturhistorie med ræve, rådyr, ugler, uglegylp og alt muligt med i samme ombæring. Den slags tavler blev også brugt i bibelhistorie, hvoraf nogen var ret dramatiske i deres udtryk. Desuden sang vi et eller andet i snart sagt alle timer – måske ikke lige i regnetimerne.

Vi havde i 1. klasse kun én egentlig skolebog – en ABC læse- og skrivebog. Den var altså bare ikke helt rigtig, fordi den var hæftet i ryggen og ikke med stift bind. Ellers var det hæfter med store tern og stor afstand mellem linjerne, som vi brugte. Og vi skrev kun med blyant. Fyldepen til at skrive med blæk skulle vi ikke bruge før i 3. klasse. Kuglepenne var slet ikke på tale i undervisningen, de gav en grim skrift, hed det sig, og desuden klattede de.

I skrivning lærte vi sammenhængende skråskrift. Og i guder, hvor var det svært – især for drengene. Pigerne var typisk mere sirlige og skrev pænere. Først lærte vi små bogstaver og siden de store. Især de store bogstaver som D, L, K, R og Ø i skråskrift var vanvittigt svære, og man fik kramper i hele armen. Pænt blev det vist aldrig – i hvert fald ikke for drengenes vedkommende. Når vi så havde skrevet os stive og krampagtige i hele højre del af kroppen – der var vist ingen kejthåndede i klassen – så dirigerede frk. Jørgensen os til at ryste og slaske med hånden, indtil den var ved at falde af armen.

Når man havde skrevet en side i sit kladdehæfte pænt eller rigtigt uden væsentlige fejl, det være sig i skrivning, dansk eller regning, så fik man et lille klistermærkeflag nederst i højre hjørne. Det var noget, der betød noget og overgik vist mest for pigerne. Når man havde 10 flag i sit hæfte, fik man tildelt et glansbillede – vist nok efter eget valg. Jeg mindes ikke, at det skete for nogen af os drenge.

Frk. Jørgensen læste også historier op for os. Det var vist mest sådanne artighedshistorier om ”Else og Erik” i forskellige sammenhænge, og så vidt jeg husker, var de kedelige. De har ikke gjort noget varigt litterært indtryk på mig.

Hvis man havde gjort sig ud til bens på en eller anden måde – i frk. Jørgensens terminologi hed det at være ”uartig” – var der gruelige sanktioner at frygte. For en mindre forseelse risikerede vi, at der i det øverste venstre hjørne på tavlen blev skrevet ens navn efterfulgt af et 0. Og det skulle stå der hele dagen til skam og spe for den syndige. Jeg husker kun, at det skete en enkelt gang – for Flemming Kjærgaard. Måske har han trukket en pige i fletningen eller sådan noget, og i så fald er de nok begge to kommet ud af det uden varige mén. For mere grove forseelser kunne vi blive sat i skammekrogen for resten af timen – eller endda blive sat uden for døren. De to sidstnævnte grove sanktioner husker jeg ikke blev brugt i 1. klasse.

Alfabetet lærte vi ved at synge det på Tordenskjold-melodien. Det var effektivt, nu 56 år efter synger jeg det stadig indvendigt på melodien, når jeg skal bruge alfabetet. Ellers var meget af dansktimerne præget af at stave i kor med enkelte stavelser for sig, der så bliver til hele ord og læse højt i kor. Lektier fik vi ikke i 1. klasse, i hvert fald ikke noget, der belastede fritiden så meget, at jeg husker det.

 

2.klasse i Vojens Borger- og Realskole.

1.april 1958 begyndte jeg i 2. A. Skoleåret skiftede 1. april, og sommerferien faldt derfor inde i et skoleår.

Vi flyttede til et andet klasseværelse i stueetagen i samme vestfløj på skolen – og nu med skoleborde/-pulte med løse stole til. Af en eller anden grund var der gænger under stolebenene ligesom under en gyngestol. De var bare ikke krumme som på en gyngestol, men derimod lige. Måske var det for at gøre dem mere stabile, så der ikke blev vippet på dem – en tilbøjelighed jeg aldrig har lagt fra mig.

Efter at have haft frk. Jørgensen til alle fag i 1. klasse, fik vi Frode Paulsen som ny klasselærer, og desuden skulle vi have flere nye fag med andre lærere. Frode Paulsen, klasselæreren, havde vi i dansk, regning, skrivning, bibelhistorie og vist nok også tegning. Han boede på hjørnet af Jyllandsgade og Smedevænget, hvor hans kone Marion havde damefrisørsalon.

Noget af det allerførste, der skete i 2. klasse, var, at vi fik sangbøger, rigtige bøger, der ikke var hæftet i ryggen. Det virkede imponerende på os, da lærer Paulsen slæbte alle bøgerne ind og stablede dem, ca. 25 stk., op på katederet. Det var ”Den Danske Sang”, splinterny i stift og fast bind og med glat papir. En til hver, og lærer Paulsen skrev med fyldepen og sirlig skrift elevens navn ind på side 2 øverst. Vi fik at vide, at vi skulle passe på bogen. Den skulle holde hele vor skoletid ud og var i øvrigt ”til evig arv og eje”. Få dage efter fik vi udleveret en ekstra side med lim på bagsiden til at klæbe ind forrest i bogen på en af de blanke sider. Det var sangen ”Den danske sang er en ung blond pige”, som af uvis årsag ikke var med i bogens nummererede sange, og det kunne selvfølgelig ikke gå an.

Drengene fik et nyt fag, papirsløjd, med Tirsbæk Jørgensen som lærer. Der var alle drengene samlet for alle tre parallelklasser. Pigerne fik vist håndgerning, og jeg husker ikke med hvilken lærer(inde). I papirsløjd lærte vi at lave papirflyvere af forskellige modeller, papbægre, huse, skibe, både, hatte, negerlandsbyer, juletræspynt og alt muligt andet af papir og pap. I dag ville man nok kalde noget af det ”origami”, men så avancerede var vi ikke. Nogle af frembringelserne blev malet i stærke farver af limfarver, og alt sådant udstyr stod i nogle skabe ude på gangen. Malingen var ikke vandfast, selv om det var tørt. Tirsbæk Jørgensen var god til faget, i hvert fald kunne vi godt lide timerne. Han var lidt gammeldags i pædagogikken, og han var kendt for sit disciplinærmiddel over for vanskelige drenge: at tage fat med fingrene i de korte maskinklippede hår over ørerne og løfte op, indtil den arme synder stod højt på tåspidserne for at mindske rykket i hårrødderne og var lydhør over for Tirsbæks formaninger. Mens vi klippede, klistrede og malede i papir, pap og glanspapir, læste Tirsbæk Jørgensen nogle gange op af drengebogen ”Gule Ulv” og anden tilsvarende lekture. Det var han god til. I papirsløjdtimerne gik han i kakibrun kittel med blyanter, lineal og papirsaks i brystlommen. Papirsaksen kunne godt bruges til at illudere en indianers tomahavk som i ”Gule Ulv”.

Vi fik også geografi som selvstændigt fag og med fru Volt som lærerinde. Ikke med lærebog men med kladdehæfte til at skrive i, og det blev også derefter – især for drengenes vedkommende. Det så ud, som var det skrevet med brækket arm.

Først lærte vi om, hvad en ø er, en halvø og en sø osv. osv. Så skulle vi lære noget om verdenshjørner nord, syd, øst, vest, sydøst og sydvest osv. Dertil skulle vi tegne en såkaldt kompasrose i vort hæfte, og til næste gang skulle vi som hjemmearbejde tegne en cirkel – ikke med passer, men derimod rundt om en kop. Ikke en kaffekop, men en tekop. Da blev jeg forvirret! I mit hjem drak vi både kaffe og te, men jeg kendte ikke forskel på en kaffekop og tekop, men jeg ville ikke blamere mig og udstille min uvidenhed ved at spørge. Men cirklen blev i hvert fald rund. Ellers lærte vi om Danmark med øer, fjorde, bælter, søer, byer og i grove træk næringsliv, vi lærte også om Færøerne med grindedrab og fuglefangst og om Grønland med byer, udsteder og bopladser, Vi lærte også, at en sæl var torpedoformet, selv om ikke en levende sjæl blandt os anede noget om, hvad en torpedo var. Fru Volt var gift med lærer Volt, og de boede på Øster Allé.

I 2. klasse fik vi gymnastik – alle tre parallelklasser sammen, og i naturlig overensstemmelse med tidens pædagogik og anskuelser: piger for sig og drenge for sig. Pigerne i den nye gymnastiksal langs med smed Jensens have og drengene i den gamle gymnastiksal langs Østergade. Drengenes første gymnastiklærer var lærer Klement. Jeg tror pigernes gymnastiklærer i 2. klasse var fru Rasmussen. Lærer Klement var en flink og behagelig lærer, men ellers husker jeg ikke meget om ham, fordi vi havde ham ikke i lang tid. Hans gymnastikundervisning husker jeg ikke meget af andet end, at vi som i alle senere gymnastiktimer begyndte hver time med at gå rundt modsat uret i salen i to rækker og i takt.

Af en eller anden årsag skiftede vi gymnastiklærer inde i skoleåret, og efter lærer Klement kom Jørgen Pors, der sammen med sin kone Inger Pors var nye lærere på skolen. Lærerparret Pors kom til Vojens vist nok fra Kappel i Syslesvig. I begyndelsen boede familien vist i Danmarksgade men flyttede kort efter til Sjællandsgade 13, som de havde købt af arkitekt Thøger Thomsen, der flyttede til Haderslev. Vi havde endnu ikke haft historie i skolen, og de fleste af os vidste derfor kun lidt om baggrunden for, at danske lærere underviste i skoler syd for grænsen. Men det var da lidt eksotisk. Jørgen Pors var en meget entusiastisk gymnastiklærer. En gymnastiktime med ham begyndte typisk med at stille op i to rækker efter størrelse, de mindste forrest og de største bagerst. Så lød det: Fremad gå! Og det gik rundt og rundt i takt, så i løb og stadig i takt, så igen i gang, og pludselig brød Jørgen Pors ud i sang, og vi andre skrålede med i kor: ”Det er så godt at ha’ ryggen ret, med ho’det løftet og gangen let. Så går vi så frit gennem verden, så går vi så frit gennem verden!”  Eller også: ”Jeg elsker de grønne lunde…” eller: ”I alle de riger og lande …”  Rundt og rundt gik det – og så op i fire rækker i salen og små lette fjederhop på stedet, arme bøj og arme stræk, tyve dybe lændebøjninger og ti sidebøjninger til hver side osv. Det var for så vidt OK, indtil vi skulle ned på maven for at lave tyve armbøjninger i takt med strakt ryg. At få næsen ned i det surt lugtende lakerede gulv i gymnastiksalen, hvor hundredvis af svedige drenge hver dag eksercerede, var ikke lækkert. Lugten i gulvet blev kun overgået i sur vederstyggelighed af den stank, der hang ved svaberkluden, hvormed gulvet en gang imellem fik en efter en nødtørftig skylning og opvridning ude i baderummet.

Lærer Pors’ gymnastik var også med ribber, bomme, plint, buk, hest, tove og madrasser. Vi klatrede i tov – og nogen gange i konkurrence på tid, hvor den, som kom hurtigst helt op og slog hånden op i loftet, havde vundet. Ved enkelte særlige lejligheder var der præmie til vinderen: 10 øre. Vi sprang over buk, men i 2. klasse endnu ikke kraftspring og flyvespring, og det var for så vidt også hårdt nok for nogen at få rumpen med hen over bukken. Lærer Pors var ikke så meget til boldspil i gymnastiksalen, det var mere om sommeren, hvor der var fodbold udendørs på det forholdsvis nye stadion. I gymnastiksalen gik han i lette tynde gymnastiksko og havde opsmøgede skjorteærmer. Han var en meget adræt og stovt person, og jeg husker ikke, at han nogen sinde løftede stemmen for at skælde ud. Til gengæld brugte han at trække de dygtige af eleverne frem på gulvet igen og igen, og det var ikke så fremmende for den gymnastiske selvtillid hos dem, der ikke var dygtige gymnaster.

Vores klasselærer Frode Paulsen var en god oplæser, og især H.C. Andersen var han god til. Det var totalteater at høre ham læse ”Store Klaus og Lille Klaus” og ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige”. Han læste også serien ”Martin-bøgerne” af Sigrid Thomsen. Det var fem bøger, der drejede sig om en dansk dreng/ung mands liv og oplevelser i Rhodesia og Sydafrika. Med nutidige øjne er bøgerne måske håbløst politisk ukorrekte i enhver henseende, men de gav et lille indblik i geografi og livsstil fra den verdensdel, og de indeholdt formentlig det meste af det, som gode børnebøger dengang skulle have. Og vi kunne godt lide at få dem læst op. Frode Paulsen kom fra Tønder eller Tønder-egnen. Derfor hørte vi nok mere end gennemsnittet om den sydvestligste landsdels geografi og historie om marsk og kåg, sluser og afvanding, guldhornsfund i Gallehus og meget mere. I undervisningen talte han rigsdansk men kunne slå over i synnejysk fra det ene ord til det andet. Det skete kun, når han i enkelte situationer gav udtryk for en helt personlig mening eller anskuelse. Hans pædagogik var vel ret traditionel, tror jeg. Jeg mener ikke, at han brugte eftersidningstimer, men han kunne godt skælde ud og løfte stemmen til det ubehagelige, og jeg husker også, at han har smækket øretæver ud – ingen navne her. Men det var absolut undtagelsen og skete ikke i 2. klasse. Han brugte i påkommende tilfælde at kontakte forældre, hvis der var problemer.

Vi fik sang som selvstændigt fag med fru Huusmann. Ordet ”sang” var rent bogstaveligt, der var ikke tale om anden musikalsk udfoldelse fra elevernes side end den, der frembragtes med vore skingre stemmer, og det foregik siddende i klasseværelset.

I 2.klasse begyndte vi også at gå i skole om eftermiddagen – nogle dage om ugen, men om lørdagen var der stadig kun skole til middag. Hver skoletime var på 50 minutter, og der var middagspause på 50 minutter fra 12.00 til12.50, hvor alle, både elever og lærere, gik eller cyklede hjem og spiste middagsmad – bortset fra de elever, der boede uden for byen og havde madpakke med, da de ikke kunne nå hjem og spise. Den lange middagspause gjaldt også for de fleste arbejdspladser i byen, og de færreste mødre var udearbejdende. Det gav en forrygende cykletrafik frem og tilbage i middagspausen.

 

Lærere ved Vojens Borger- og Realskole i 1960erne

Jeg gik i Vojens Borger- og Realskole fra 1957 til 1967, og mine to første skoleår har jeg skrevet om med hvert år for sig.

Af lærere, som jeg har haft enten som undervisere eller på anden måde har en særlig erindring om, kan jeg nævne og for nogens vedkommende for min egen regning helt subjektivt knytte bemærkninger til:

  • Søren Jensen, skoleinspektør indtil 1.1.1960
  • Minna Jørgensen, klasselærer i 1. klasse
  • Dalgaard, fysik/kemi i 6. klasse, viceskoleinspektør
  • Lizzy Rasmussen, biologi
  • Knud Høier, biologi og sløjd med drengene
  • Dorthe Pedersen, klasselærer i 6. og 7. klasse
  • Niels Pedersen, gårdvagt
  • Aage Gram, tysk i 7. klasse og 1., 2. og 3. realklasse
  • Anne-Marie Høier, engelsk i 6. og 7. klasse og i 1., 2. og 3 realklasse
  • Hans Erik Høier, historie i 6. og 7. klasse, fysik/kemi i 7. klasse, klasselærer og matematik i 1., 2. og 3 realklasse
  • Kristjansen (Sille), fransk og latin i 1. og 2. realklasse – jeg deltog ikke
  • Else Nielsen, dansk i 1., 2. og 3 realklasse
  • Jens Carl Volt, viceskoleinspektør efter Johs. Dahlgaard og tropsfører for Odins Trop i Det Danske Spejderkorps, de gule spejdere
  • Ellen Volt, geografi i 2. klasse
  • Jørgen Pors, gymnastik i 2 klasse, skoleinspektør efter ca. 1960
  • Jan Barasinski, gymnastik, gårdvagt
  • Andreas Michaelsen, historie i 4. og 5. klasse, gymnastik i 1., 2. og 3 realklasse
  • Arne Bech, gymnastik
  • Oluf Jørgensen, sang/musik
  • Lis Grønvig, instruktør og arrangør af skolekomedier og skolefester
  • Frode Paulsen, klasselærer i 2., 3., 4. og 5. klasse,
  • Tirsbæk Jørgensen, papirsløjd og lersløjd for drengene i 2. og 3. klasse

Skoleinspektør Søren Jensen, i skolen ofte omtalt med øgenavnet ”æ Spække” og udenfor skolen ofte som ”Syng-Søren”, var skoleinspektør indtil 1.1.1960, da han blev afløst af Jørgen Pors. Han boede i Østergade i det gule funkishus, der hed ”Aurora”, lige ved siden af Østerkro og lige overfor kirken. Han var kendt som en ”skrap” lærer og skoleinspektør dvs. af en gammeldags pædagogik, der ikke indbød til rundbordsdiskussion.

Søren Jensen var musikalsk. Han var vist også konservatorieuddannet og spillede violin, orgel og harmonium (stueorgel med pedaldrevet luftforsyning) og havde en forrygende kraftig og vel også en smuk sangstemme, der lod sig høre hver morgen til morgensang for alle eleverne fra og med 3. klasse klokken 08.00 på den lange gang ”æ langgang”. Han trådte selv pedalerne og spillede harmonium til, mens han sang for. Harmoniummet kaldte vi også ”sangcykel” på grund af pedalerne.

Efter sangen, der altid var en salme, bad han fadervor for os alle. Derefter tonede han ud med et enkelt salmevers til afslutning, og vi kunne alle gå til vore klasseværelser. Afslutningsverset blev ikke oplyst på forhånd. Søren Jensen sang ud, og så måtte alle følge med – udenad.

Skoleinspektør Søren Jensen var også kirkesanger og organist i kirken. Det gik meget godt, så længe han var begge dele og dermed selv kunne bestemme det musikalske tempo i salmerne. Det var nemlig ret langsomt, og menigheden var henvist til at følge hans tempo. Det blev derimod et problem og en folkelig farce i byen, da lærer Oluf Jørgensen i ca. 1960 kom til byen som sang- og musiklærer på skolen. Oluf Jørgensen overtog forholdsvis hurtigt hvervet som organist, og Søren Jensen, der i 1960 var gået på pension som skoleinspektør, fortsatte i et par år som kirkesanger og kordegn. Og de to musikalske kapaciteter var slet ikke enige om det musikalske tempo eller kadencen i salmesangen. Oluf Jørgensen spillede hurtigere end Søren Jensen ville synge, og hvor den ene med orgelet forsøgte at trække tempoet op, forsøgte den anden at holde stædigt igen med sin meget kraftige og høje røst. De kunne til tider spille og synge på den samme salme med op til en halv linjes forskydning. Det lød forfærdeligt og udartede sig i en periode til en salmemæssig fejde, som ingen – og da slet ikke gudstjenesten – kunne være tjent med. Menigheden havde svært ved at finde ud af, hvem af kamphanerne, de skulle synge efter, og på et tidspunkt endte det med, at Søren Jensen også sluttede som kirkesanger. Jeg skal ikke dømme i, hvem der musikalsk gjorde det rigtige. De var begge to meget kompetente, men de kunne ikke arbejde sammen, og resultatet blev også derefter.

Jørgen Pors afløste Søren Jensen som skoleinspektør i 1960. Jørgen Pors brændte for og arbejdede ihærdigt for at fremme idrætslivet både i skolen og uden for skolen. Det gav sig udslag på mange måder i skolen, og de årlige skoleidrætsstævner med deltagelse af skolerne i alle nabokommuner var et godt billede af det. Det var store, festlige arrangementer og må have krævet rigtig meget forberedelse. Jørgen Pors huskede altid under velkomsttalen at huske på, at det vigtigste var ikke at vinde, men at deltage. Og det var da en trøst for nogen af os.

Et fast indslag i skolegangen var, også med Jørgen Pors som skoleinspektør, morgensangen i den lange gang. Alle elever fra og med 3. klasse samledes med lærere straks efter indringningen klokken 08.00 klassevis på gangen i lange, tætte rækker. Til forskel fra Søren Jensen, der selv spillede til, havde Jørgen Pors akkompagnement af sanglærer Oluf Jørgensen på harmonium. Under morgensangen stod Jørgen Pors på en lille træskammel, så han var hævet et hoved over alle andre. Efter morgensang (salme) og fadervor blev der nogen gange givet besked af fælles betydning og så sang vi et afslutningsvers, hvorefter alle gik til deres klasser. Morgensangen blev typisk brugt af nogen af os til at snige sig til hastigt at læse på de lektier, der ikke var blevet læst ordentligt igennem hjemme. Det skulle ske godt skjult, så det ikke blev opdaget af lærerne, der altid havde et vågent øje til at opdage den slags.

En gang om året hørte vi foredrag i pigernes gymnastiksal af en skoleinspektør fra Århus, jeg tror han hed Stinus Jensen. Det var rigtig gedigent foredrag på grundtvigiansk manér med det levende ord. Foredragene, hvor foredragsholderen fortalte levende og engageret uden manuskript, strakte sig over flere timer med frikvarter imellem og handlede altid om store og kendte personer og deres gerninger. Et foredrag handlede om Alfred Nobel, et andet om Fridtjof Nansen og et tredje om Dag Hammarskjöld. Tilsvarende kunne Jørgen Pors fortælle. Hvis han f.eks. i en klasse skulle vikariere i en time, kunne han fortælle om journalisten Henry Morton Stanley eller andre personer, som man måske kendte navnet på uden dog at vide noget som helst konkret.

Aage Gram var tysklærer mere end noget andet. Jeg ved fra min storesøster, at som ung lærer var de store piger i skolen forelsket i ham. Det var ikke så meget tilfældet, da vi fik ham til tysk i 7. klasse, men vi havde som regel et godt forhold til ham. Som regel, fordi han underviste på en gammeldags måde med remser og ”aus, bei, mit, nach, von, zu” og ”an, auf, hinter, in, neben, über, unter, vor, zwischen”, kasserollebøjninger osv. og stillede konkrete krav til os om at være forberedt til hans timer, hvilket vi ikke altid var. Det var pærelet for en rutineret og dygtig tysklærer som Aage Gram at gennemskue og afsløre manglende forberedelse i tysk, og så blev stemningen anspændt. Han blev ganske enkelt gal, og det var ingen i tvivl om. Han talte altid både på dansk og tysk med en meget klar diktion og så direkte på den, han henvendte sig til. Vi var ikke i tvivl om, hvor vi havde ham, og hvis vi ellers ville, kunne vi lære tysk af lærer Gram. Han var redelig og en god lærer, der gerne krydrede sin undervisning med eksempler og fortællinger fra sit eget liv eller familie eller fra sønderjysk historie.

I 6. og 7. klasse havde min klasse Dorthe Pedersen som klasselærer. Som klasselærer var hun vores dansklærer, og jeg husker ikke andre fag med hende. Hun var gift med lærer Niels Pedersen, og de havde begge arbejdet som lærere i Sydslesvig, inden de kom til Vojens, ligesom lærerparret Inger og Jørgen Pors. Både Dorthe og Niels Pedersen var i øvrigt ligesom Porserne engagerede gymnastik- og idrætslærere både i skolen og uden for i VBI.

Niels Pedersen havde jeg aldrig selv som lærer i noget fag. Men han var fast gårdvagt gennem flere år i træk i 60’erne i den store skolegård, og som sådan kunne ingen elev i den skolegård undgå at have et eller andet forhold til ham. Han var en meget opmærksom gårdvagt, og håndfast. Tilløb til synlig mobning, et ord som dengang ikke var taget i brug endnu i Vojens, fik ikke mange chancer med ham som gårdvagt. Det var anderledes med den skjulte mobning, der fandtes der som alle andre steder. Han patruljerede i frikvartererne med hænderne på ryggen, om sommeren med lys stråhat på sned og om vinteren med strikket hue, og intet undgik hans opmærksomme blik, og slet ikke dem af os, der kom for sent om morgenen og forsøgte at snige os ind uden at blive opdaget.

Rygning var forbudt for eleverne – både ude og inde – men fra tid til anden steg der tobaksrøg op over skillerummene mellem toiletterne, og Niels Pedersen kunne spore det fra den modsatte ende af skolegården, og så blev den fornøjelse afbrudt. Det krævede ellers en betydelig trang for den enkelte at gå ind på de toiletter – enten trang til røg eller trang til at lette sig – for hørmen derinde var ikke for sarte næser.

I perioder i 60erne var det populært for nogen at have attrap-pistoler med i skolen. Vi kaldte dem ”platz-pistoler”. De var ganske vellignende med rigtige våben men lidt mindre, og de affyrede patroner med løst krudt. Det var aldeles forbudt at bringe dem med i skolen, hvilket dog ikke afholdt alle fra at gøre det. Og gud nåde den synder, der blev taget af Niels Pedersen med en platz-pistol i lommen eller i hånden. Attrap-våbnet blev smadret ned imod asfalten her og nu og uden diskussion endsige appelmulighed, og indehaveren risikerede også en sviende kontant afregning på stedet – ligeledes uden appelmulighed. Men bortset fra sådanne spektakulære oplevelser, hvor Niels Pedersen ikke var nogen hyggespreder, var han en god gårdvagt. Der blev holdt orden på pladsen, og han havde ofte en jovial bemærkning til overs om dette og hint.

Skolegården var asfalteret og med enkelte bænke at sidde på. Der var også læskure i den vestlige side med adgang til toiletterne – oh gru for en stank, i hvert fald i drengenes. I læskurene var der en vandfontæne til drikkevand. Der løb altid en svag opadgående drikkevandsstråle i vandfontænen, som man kunne slukke tørsten med. De blev også brugt til at give buksevand med, hvis nogen blev underkastet pøbelens afstraffelse for noget – eller rettere forfølgelse og med et nutidigt ord ”mobning”. For det forekom også – på trods af gårdvagterne. Ikke alle var lige så opmærksomme og strikse som Niels Pedersen som gårdvagt. En anden form for utiltalende mobning forekom henne ved nedgangstrappen til spisekælderen, hvor der var et stakit af vandrette jernrør, og hvis man fik lagt armene ned omkring dette jernrør og holdt fast der, var man hjælpeløs og kunne kildes lige så længe som det passede ens plageånder.

I 1959 blev den nye fløj mod vest taget i brug – og med den også den nye skolegård – begge dele for elever op til og med 3. klasse. Der var strengt forbud mod at elever fra 4. klasser og op at lege eller opholde sig i den nye skolegård, der straks havde fået navnet: ”den lille skolegård”. Den nye skolegård blev forsynet med en farvelagt belægning, der skulle symbolisere gader, fortove, cyklestier m.v. så de kunne bruges i en trafikpædagogisk sammenhæng, som især Aage Gram var engageret i. Jeg husker kun et enkelt tilfælde, hvor det blev brugt i en slags trafikundervisning, og hvor Finn Villadsen blæste rundt på sin knallert uden udstødningsrør, så det rigtigt larmede, mens han lavede forkerte og rigtige trafikmanøvrer. Underholdningsværdien var stor, men jeg tvivler på noget trafiksikkerhedsmæssigt udbytte.

Lærerparret Anne-Marie og Hans Erik Høier kom fra Hammelev Skole til Vojens Borger- og Realskole i 1962. Vi fik Anne-Marie Høier til engelsk i 6. klasse og havde vist hende til engelsk i alle senere klassetrin. Jeg tror, hun var en god engelsklærer – i hvert fald væsentlig bedre som lærer end vi var som elever. Der var mange gange, hvor vi elever kviede os ved at tro på, at noget skulle virkeligt udtales sådan som fru Høier forsøgte at lære os det. Som om vi vidste noget som helst om det? Gud fader bevares, vist gjorde vi ej!

Hans Erik Høier fik vi i 6. og 7. klasse til historie, og jeg skal da lige love for, at det var et kulturchok for os at skulle til at lære historie efter hans pædagogik. Hidtil havde vi haft mange – alt for mange – forskellige lærere i Danmarks- og Verdenshistorie. Flere af dem var formentlig ganske kompetente historielærere, men der havde intet fortløbende eller struktureret været i vor hidtidige historieundervisning. Ved nye klassetrin og dermed nye lærere i faget blev der igen og igen taget hul i forskellige historiske epoker og emner uden sammenføjning. Det resulterede i manglende interesse og engagement i faget. Det ændrede sig imidlertid for vort vedkommende brat med Hans Erik Høyer som lærer. Han havde en ganske særlig, lidt nasal, stemmeføring og en meget autoritær optræden, som vi hidtil slet ikke havde været vant til. Desuden brugte han at tiltale os med vort fulde navn: Lars Henrik Jacobsen, Egon Rhave Andersen, Ludvig Henriksen, Maj Burmeister, Per Holst Jessen osv. osv. Det havde en respektindgydende effekt, som ingen andre lærere brugte. De brugte bare fornavnet.

Vi begyndte med H.E. Høier med afslutningen af Store Nordiske Krig, den florissante periode, landboreformerne, Napoleonskrigene, og i løbet af de to skoleår nåede vi frem til afslutningen af 2. verdenskrig.  Han var altid særdeles velforberedt, og forlangte det samme af os. Det sidste kneb det imidlertid ofte med. Det var gammeldags undervisning med gennemgang af stof og lektier til næste gang, hvor vi så blev hørt i stoffet, inden ny gennemgang af det næste stof. Ved overhøringen skulle vi stå op ved siden af bordet, og hvis man ikke var vel forberedt og havde læst på lektien og havde lært stoffet, gjaldt det om at skæve ned i bogen på bordet. Det var noget jammer, og man blev ubønhørligt afsløret og bedt om at sætte sig. Næste elev: fornavn og efternavn …  Når elevens præstation var helt håbløs, og det hændte ind imellem, vendte H.E. Høier blikket opad og sagde: ”glade jul!” Nogle år senere, fortalte H.E. Høier, at han mildt sagt ikke var historielærer, og det bestemt ikke var hans ønske at skulle undervise i historie. Jeg måtte komplimentere ham for, at det var lykkedes at skjule det, mens det foregik.

Til gengæld var fysik, kemi og matematik ønskefag for H.E. Høier, og det underviste han os i i 1., 2. og 3 real, hvor han samtidig var vores klasselærer. Undervisningsmetoderne var de samme som i historie, men jeg var tungnem, og det var ikke feset ind hos mig, at også i matematik forventede Høier, at vi havde læst på lektien hjemme. Det var ikke lige tilfældet for mig, da jeg i geometri skulle bevise 2. hovedsætning, der sagde noget om vinkler og proportionale sider i to ensvinklede trekanter. Det var ynkeligt, jeg var blank i lektien og kunne ikke bevise noget som helst. Jeg stod ved tavlen, og Høyer sad ved katederet og prøvede at se mig i mine flakkende øjne, mens han langsomt, næsten messende og med nasal stemme sagde: ”Lars Henrik Jacobsen! ….       Du er på vej ud ad et meget farligt spor…… Hvis du fortsætter ad det spor, vil du ende langt, langt ude. Helt ude i det sorteste sorte, der hvor der er kun er gråd og tænders gnidsel, og hvorfra ingen vej vender tilbage! – sæt dig!”  Behøver jeg at fortælle, at jeg havde forberedt mig grundigt i både 3. hovedsætning og alle kongruenssætninger? Men jeg fik lært at læse på lektien, og vi havde et godt forhold til H.E. Høier. Han var en god klasselærer, og det var en glæde at gense både ham og vores dansklærer Else Nielsen til 25 års klassegensynet i 1992.

Else Nielsen var et sødt menneske og hendes hovedfag var vist dansk og engelsk, men min klasse havde hende kun i dansk i de sidste tre år. Jeg var doven i dansk. Jeg var ret god til at læse og skrive, bildte jeg mig selv ind, og jeg havde slet ingen forståelse for, at faget dansk var meget meget mere end det. Denne erkendelse er desværre kommet til mig på et alt for sent tidspunkt og skal ikke lægges Else Nielsen til last. Af en eller anden grund havde Else Nielsen tilnavnet ”Judo-Else”. Jeg ved ikke, hvorfor. Hun var bestemt ikke nogen udøver af judo eller andre lignende aktiviteter, heller ikke i sin pædagogik. Else Nielsen var den eneste af vores lærere, som vi besøgte privat uden for skoletiden. Hvilket storsind, hun viste ved at holde os ud både i og uden for skoletiden.

Andreas Michaelsen var på mange forskellige måder en farverig person både som lærer og i livet uden for skolen. Jeg havde ham i historie i et eller to år og i gymnastik i et par år også – og vist også i formning. Han var selv fra Vojens’ nærmeste opland, Tyreshul midtvejs mellem Vojens og Styding, hvor han også boede, da han var lærer i Vojens. Andreas Michaelsen havde mange forskellige talenter, som vi på forskellig måde fik indtryk af i undervisningen. Han var i bund og grund dybt interesseret i historie og kunne give os god indlevelse i delelementer, men det er mit indtryk, at han havde svært ved at holde sig til sagen, og historieundervisningen blev ikke koblet sammen i større helheder og historiske perioder. Han havde en usædvanligt smuk håndskrift med snirkler og strøg og stil, som vi ikke kendte nogen som helst andre, der kunne. Jeg tror ikke vi kendte ordet ”kalligrafi”, ellers ville vi nok have brugt det. Imponerende skrift.  En forrygende god fortæller var han også, både i faget historie og måske især, når det var uden for faget. Der var noget skuespiller over ham, når han en sjælden gang læste højt for underholdningens skyld, hvilket kunne være forrygende morsomt. Han var også en dygtig pianist, og i en periode lod han sig engagere til private fester og leverede musik og underholdning.

En årrække holdt Andreas Michaelsen kaniner i stor stil hjemme på ejendommen i Tyreshul. Avlskaniner, slagtekaniner, udstillingskaniner, små kaniner, store kaniner og kaniner af snart sagt enhver slags, race og farve. Der var ca. 1100 kaniner, da der var flest – i så vidt jeg husker et par år. Så tabte han interessen for kaniner og slog sig på ørreddamme, men det gik vist ikke så godt ret længe, så var det eventyr slut.

En kort årrække skrev og udgav Andreas Michaelsen et historisk tidsskrift, der hed Stambladet. Jeg tror, det udkom kvartalsvis og i et par år højst. Bladet var vist rigtig godt både med indhold og layout, men af en eller anden grund tabte han også interessen for det, og så sluttede det.

Som gymnastiklærer var Andreas Michaelsen også speciel. På nogle måder måske selvskrevet til faget, atletisk og stærk som en bjørn. Vi hørte, at han havde deltaget i atletik ved OL i Helsingfors, og det gav en overgang lidt respekt i den retning. Men det varede ikke ved, for faktisk var han ret doven som gymnastiklærer. En væsentlig del af gymnastiktimerne kom til at foregå med boldspil uden noget andet indhold end den bevægelse, som boldspillet skabte. Indendørs typisk som håndbold, hvor han sad højt i gymnastiksalens vindueskarm med godt overblik og dømte kampen, og udendørs typisk med fodbold på Stadions træningsbane. På fodboldbanen skete det en gang i 6. eller 7. klasse, at Allan Wild, der var blandt de bedste gymnaster og boldspillere, blev uenig med Andreas Michaelsen om, hvor han måtte stå, mens en anden skulle skyde et straffespark. Allan ville stå, så han kunne se straffesparket fra siden. Michaelsen ville have ham hen at stå bag ved spilleren, der skulle skyde straffe. Så mukkede Allan, og så blev Michaelsen gal og kaldte ham til sig. Så sagde Allan noget om, at hvis han ikke måtte stå der, hvor han ville, så var der kommet nye regler. Så fik Allan sådan en på lampen af Michaelsens højre hånd, at han gik lige ret i græstørven. Allan rejste sig, med næseblod, rystede let på hovedet og løb direkte ned på Brødrene Gram og hentede sin far. Der var en egen stemning i resten af timen. Selv om øretæver ikke var daglig kost i skolen i begyndelsen af 60erne, så var det dog ikke helt usædvanligt, at de faldt. Men Allan havde fået en helt igennem urimelig og upædagogisk behandling af Michaelsen på fodboldbanen. Allans far kom ned på skolen, og efter gymnastiktimen var der samtale imellem ham og Andreas Michaelsen på lærerværelset. Det var dagens sidste time, og vi andre var nysgerrige efter at se og høre, hvad der skete, og kravlede på skift op ad nedløbsrøret og kiggede ind ad vinduet til lærerværelset. Der sad Michaelsen med hovedet på sammenfoldede hænder og kiggede ned i bordet og sagde tilsyneladende ingenting eller meget lidt, mens Allans far vandrede hen ad gulvet og sagde noget. Hvad der blev sagt, kunne vi ikke høre, og det er sikkert godt nok. Men vi kunne alle sammen godt lide Allans reaktion og hans fars opbakning.

 

Klokkeringning ved Vojens Kirke, 1950’erne.

Som smådrenge i slutningen af 1950erne kunne vi få lov til at følge med, når Hans Nissen ringede solen op eller ned. Om sommeren op klokken 07:00, da var vi nok ikke med. Og om vinteren op klokken 08:00. Om sommeren ned klokken 18:00 og om vinteren ned klokken 16:00 eller 17:00.

Klokkeringningen var helt manuel og foregik i tårnet helt oppe under klokkerne.

Vi gik op ad alle trapperne i hælene på Hans Nissen. Oppe ved klokkerne begyndte han med at åbne glamhullerne til både øst og vest. Så tog han sit lommeur op af vestelommen og kiggede. Og på slaget hel, halede han i tovet og efter et par kraftige træk med hele kroppen kom klokken i svingninger – og det første bim lød. Det var et øresønderdøvende lydindtryk at stå lige under klokkerne, der snart kom i en meget rytmisk kadence, hvor Hans Nissen blot skulle holde svingningerne i gang med et let ryk i tovet. Når han svingede tovet, slog tampen let hen på ydermuren og lavede et slidmønster i kalken, hvor den ramte hver gang. Efter tre minutters ringning tog han igen lommeuret op af vestelommen og kiggede på det, og på minuttet begyndte han at holde igen på tovet for at bremse svingningen. Vi, der stod ved siden af, følte, at hovedet og kroppen vibrerede videre længe efter. Når klokken var kommet i stå, kravlede Hans Nissen op på en slags kort trappestige eller taburet og greb fat i klokkekneblen og trak den ind mod klokken tre gange tre slag – det var bedeslagene.

Morgenringningen skete med to klokker, og aftenringningen med én klokke. Det lød meget smukt. Høreværn var der ikke noget af, hverken for Hans Nissen eller os. Efter endt ringning blev glamhullerne lukket igen, og vi gik ned ad de mange trapper og ud – i stilheden.
Vojens Andels- Svineslagteri i 1950’erne

Det store gule hus med glaserede teglsten på taget var direktørbolig for slagteriet, Vojens Andels Svineslagteri. Der boede direktør Th. Mossing Jensen. I tilbygningen var der hestestald til Mossing Jensens ridehest.

Træerne i nederste højre hjørne af billedet er alle sammen birketræer og er den nordvestlige del af Birkeskoven eller Æ Sto’eskov, som den også kaldtes lokalt, til forskel for Granskoven eller Æ Lilleskov, som lå ovre, hvor der senere blev anlagt skøjtestadion og friluftsbad. I Birkeskoven var der anlagt gang- og cykelstier med grønne bænke, hvor man kunne sidde og nyde skoven og holde sin kæreste i hånden. Det var et eldorado for børn og unge mennesker at lege og færdes i den skov.

På billedet mangler kun grisehylene fra slagteriet, og lugten – ikke fra slagteriet – det lugtede ikke, men fra lastbilerne, der transporterede slagtesvinene ind igennem byen ad Østergade eller Vestergade og hen ad Nørregade. Der hang en hørm efter de lastbiler. Efter tømning på slagteriet blev hver lastbil spulet og fejet ren, inden de kørte ud igen. Og så lugtede de lidt mindre på udturen, men kun lidt.

Transporten af slagtesvin gik ind ad porten, mellem de to murede piller/søjler for enden af den nye bygning. Lastbilerne kørte hen og bakkede op til aflæsningsrampen/-porten omtrent midt i sydgavlen på den brede bygning. I den vestlige del af denne bygning lige inden for aflæsningsporten blev svinene gennet ind i opbevaringsstier, før de blev slagtet.

I den østlige del af denne del af bygningen, ved siden af aflæsningsporten var der kontor og administration. Denne del af bygningen er lidt mørkere på billedet.

Svineslagteriet lå i denne brede bygning, ved siden af skorstenen ses et køletårn, og bag skorstenen var der lige inde i bygningen skrabeanlæg og –maskiner, og svideovnen, hvor de slagtede svin kom ind i hvid tilstand og sorte, når de få sekunder efter kom ud, inden de kørte igennem endnu nogle maskinelle og manuelle skrabeprocesser og videre.

Den nordlige bygning, der ligger på tværs og støder op til den nye bygning med konservesfabrikken, indeholdt kreaturslagteri. Oprindeligt og også i 1950erne var kreaturslagteriet en mindre del af slagteriets virksomhed vistnok oprindeligt nok så meget for at svineleverandørerne havde afsætning af tyrespædkalve, der ikke var brug for i alle landbrugsbesætninger. Der var midt i bygningen båse til slagtekvæg, og slagtehuset lå lige ved siden af. Mellem slagtehuset og den nye bygning var der kølerum for kreaturslagtekroppe.

Den nye bygning indeholdt bl.a. – regnet fra syd ved porten: marketenderi, omklædning, smedeværksted, pølsemageri, røgeri, ekspedition og konservesfabrik.

Slagteriet havde et logo: ”Roikano”, der forsvandt med introduktionen af navnet Danish Crown. Jeg ved ikke, hvad det stod for.

 

Bagerbud i Vojens, ca. 1963

I en periode i begyndelsen af 1960erne som 13 – 14 årig var jeg et af de bude, der bragte morgenbrød ud for bager Chr. M. Schmidt om søndagen tidlig morgen.

Min skolekammerat Preben Forsberg Lorentsen, der senere blev murermester, var bud – eller bydreng som vi kaldte det – hos bager Schmidt. Og søndag morgen var der behov for ekstra kapacitet på cyklerne. Dengang var det almindeligt, at kunderne fik bragt brødet ud til gadedøren søndag morgen, så familiefædrene ikke alle skulle af sted i sutsko og slåbrok hen at stå i kø hos bageren. Mange var faste kunder, der fik leveret det samme hver søndag morgen. Andre kunder bestilte mere specifikt til den enkelte søndag.

Foruden Preben Lorentsen var også min skolekammerat Hans Martin Rasmussen med, og der var flere, som jeg ikke husker navn på. Vi var fire eller fem i hvert fald. Preben havde foreslået mig til fru Schmidt, da der skulle bruges en ny, og fru Schmidt så på mig og sagde, jeg var alt for lille. Jeg var ikke så stor og stærk som Preben, Hans Martin og de andre, men jeg blev antaget på Prebens anbefaling.

Vi begyndte klokken 05.00, og natten til den første søndag fik jeg ikke sovet meget af nervøsitet for at sove for længe. Men klokken 05.00 var jeg der som alle de andre. Det var højst usædvanligt for mig dengang at stå op og bevæge mig ud i byen så tidligt om morgenen. Byen var helt anderledes end i dagtimerne. Der var tyst og stille – i hvert fald var der ganske anderledes lyde. Ingen biltrafik, ingen rangertrafik på banen, ingen forretninger var åbne, og ingen mennesker var på vej til eller fra arbejde på cykel. Alt var anderledes end i dagtimerne, luften syntes mere ren, og der var fuglekvidder af stære og solsorte fra hustagene. Måske mødte man en enkelt medarbejder på banen eller et postbud, der var på vej til tjeneste på de mere skæve arbejdstider, der kunne gælde for dem.

I bagbutikken og i bageriet hos bager Schmidt, der blev kaldt Budde Schmidt i folkemunde, var der liv. Igennem den åbne dør blev man mødt af bagerilugten og -varmen, der ikke kan sammenlignes med noget. Der var en kraftig, sødlig blandingslugt af brød, kager, dej, krydderier og alle de mange forskellige ingredienser, der indgik i produktionen, der blandede sig med lugten, der kendetegner rugbrødsbagning. Surdej og friskbagte rugbrød gik stærkt igennem. Det var en pragtfuld lugt. Ordene duft og aroma er slet ikke tilstrækkelige til at dække de stærke blandingsindtryk, der gik ens gennem næse og sind i et bageri i drift.

Når vi kom klokken 05.00 havde fru Schmidt og hendes medhjælpere i butikken dagen før skrevet poserne ud med navn, adresse, og antal rundstykker, gifler, kryddere, horn, birkes, spandauere m.v., der skulle i hver pose. De såkaldte ”håndværkere” var ikke opfundet dengang. Poserne var sorteret efter kvarterer og veje i byen, så ruterne var forberedt. Den første tur skulle vi så selv pakke poserne til og stille i en vidjekurv i den orden, de skulle leveres i. Vidjekurven var stor som en barnevogn uden hjul og kaleche. Bagerne havde været i gang i flere timer, før vi kom, og der var allerede bagt alt muligt morgenbrød, der stod i bestemt orden i store vidjekurve i bageriet. Masser af morgenbrød var der, og der blev stadig fyldt oveni kurvene, efterhånden som de blev tømt og lagt i poser.

Der var en hektisk stemning i bageriet. Det var varmt, og rigtig meget var tungt. Der blev arbejdet hårdt, hurtigt og uhyre professionelt, og man skulle ikke stå i vejen for en bager søndag morgen. Fascinerende at se det indarbejdede holdarbejde, der skete under opslåning af brød. Et brød i hver hånd samtidig – og hurtige rappe bevægelser. Det så overordentlig elegant ud. Det gjorde det også, når bagerne satte brød ind i ovnen med brødstage og tog brødene ud igen. Ovnen var muret op og med stenherd, og der var en forholdsvis lille åbning, hvorigennem bagerne satte brødene ind på herden med enkle rappe bevægelser med stagen. Jeg husker ikke, hvor mange brød, der blev sat på stagen ad gangen – måske seks eller otte. Men det gik hurtigt. Bager Schmidts ovn havde også en såkaldt udtræksherd, hvor hele herden med en jernstang kunne trækkes ud på to skinner i bagerigulvet. Den blev brugt til rugbrød – og måske også andet brød.

Foruden Budde Schmidt var der en eller to bagersvende og vist også en bagerlærling. En af svendene var Peter Adamsen, der senere overtog bageriet efter Budde.

Når den første kurv var pakket med morgenbrød, var det af sted ud i Vojens’ gader og veje til de respektive adresser. Bager Schmidt havde kun en enkelt budcykel, og så havde han en aftale med naboen, manufakturhandler Kurt E. Jensen, om, at vi lånte hans budcykel søndag morgen. Der var derfor flere bude end budcykler, og de, der ikke kørte på budcykel, måtte køre på egen cykel, og så var der bare at holde balancen med den store kurv på cykelstyret. Det krævede ekvilibrisme og var ret besværligt for ikke at vælte eller tabe kurv og poser. Der var derfor rift om disse to budcykler. Jeg tror, det gik efter anciennitet – eller måske armkræfter – det sidste tror jeg dog ikke.

Brødposen skulle stilles pænt op ad gadedøren – eller hvis der var anderledes bestilt. Og så af sted igen til næste kunde, og næste kunde osv. osv. Det gav lidt indblik i hvem, der boede hvor i byen. Og tilbage efter næste kurvfuld på næste rute. De næste kurvfulde var hurtigere pakket, for da havde fru Schmidt og ekspeditricerne pakket poserne. Alt skulle gerne være leveret ved gadedørene inden klokken 07.30.

Når vi var færdige, var der morgenkaffe sammen med bager Schmidt og fru Schmidt og andre i køkkenet, og vi kunne spise alt det, vi bare orkede. Og det var godt brød, Budde Schmidt var en meget god bager. Der var altid god stemning ved morgenkaffen. Og det var en god afslutning på en meget tidlig begyndelse af søndag morgener i Vojens, med de helt specielle morgenstemninger. Som søndagsbud var lønnen dengang 5 kr., som blev udbetalt kontant hver gang.

 

Fællesvaskeri i Vojens

En kreds af husstande havde sluttet sig sammen om at bygge fællesvaskeriet på andelsbasis på den tomme grund mellem Skovvej 6 og 8. Der var vist et firma, der havde specialiseret sig i at bygge og indrette den slags fællesvaskerier, ligesom man også havde fællesfrysehuse på landet.

Andelshaverne boede i al væsentlighed i østbyen, tæt på vaskeriet. Ikke mange kørte i egen bil, da vaskeriet var nyt, så man ønskede ikke at cykle alt for langt med sit vasketøj. Særligt mange boede i Nørregade, tæt på jernbanen og banegården. Da vaskeriet blev bygget, var det stadig et problem at holde vasketøjet rent på tøjsnore i den bydel på grund af røg og kulstøv fra DSB’s damplokomotiver. Derfor var vaskeriet velkomment med dets beliggenhed.

Huset var indrettet med fem rum: Bag døren var der en smal gang, og for enden af gangen var der et meget lille toilet – og af en eller anden grund var der ikke vandlås på toilettet.

Til venstre fra gangen, i husets vestlige ende – bag vinduerne – var der vaskerum. I den sydlige ende af vaskerummet var der op mod væggen monteret iblødsætnings- og skyllekar af hvid terrazzo. I den modsatte ende stod vaskemaskinen. Op mod vestvæggen, mellem vinduerne var der en centrifuge, og mod den fjerde væg, ud mod gangen, var der monteret bordplade til at lægge og sortere vasketøjet på. Løst i rummet var der en vaskebænk til at lægge vådt vasketøj på og indtil flere vaskekæppe til at håndtere det våde vasketøj mellem karrene, vaskemaskinen og centrifugen. Vaskemaskinen var af typen med en vandret roterende vasketromle i en lukket beholder med bueformet låg over og med en udvendig elektromotor. Centrifugen lignede nutidens, som findes i møntvaskerier, med en lodret perforeret cylinder og et låg, der ikke kunne åbnes, før cylinderen var bragt ned i omdrejninger.

Til højre for gangen var et smalt tørrerum i husets bredde med tøjsnore på langs i rummet og en elektrisk vifte med gitterafskærmning i hver ende. Rummet kunne bruges til tøjtørring, når der var regnvejr, men det var ikke effektivt, fordi der ikke var opvarmning i rummet, og den ventilerede luft var fugtig af regnen udenfor og det våde vasketøj indenfor.

Det østligste rum var stryge- og rullerum. I den ene ende var der ligesom i vaskerummet en fast bordplade til at sortere og lægge rulletøjet sammen på. Midt i rummet var monteret en stor og bred varmerulle. Løst i rummet var et strygebræt og strygejern.

Hvor vaskerummet i sagens natur var et fugtigt og klamt rum med vådt gulv og dug på ruderne, var stryge- og rullerummet lige så naturligt varmt og tørt og med en helt særlig lidt sveden lugt fra den meget varme rulle.

Vaskemaskinen, centrifugen og varmerullen var alle fra maskinfabrikken ”Strømmen” i Randers.

Bag ved vaskeriet var der en lang smal tørreplads med tøjsnor. Pladsen gik helt ned til Stadions træningsbane. Af andet løst grej hørte der til vaskeriet en lille tohjulet trækvogn, der kunne hægtes bag på en cykel til transport af vasketøj mellem hjem og vaskeriet.

Hver husstand havde tildelt vaskedage, og så vidt jeg husker, var der i begyndelsen ca. 25 andelshavere, hvilket i sig selv giver et indtryk af storvaskenes hyppighed. Antallet af andelshavere faldt dog betydeligt over de næste 10 – 15 år, da det blev almindeligt at have egen moderne vaskemaskine i hver husstand.

Elektricitetsforbruget blev betalt af den enkelte bruger ved indkast af nogle særlige mønter i en automat på el-tavlen i gangen. Mønterne blev de første par år købt hos Emil Nielsens, der boede skråt overfor vaskeriet i Sjællandsgade 17, og senere hos købmand Peter Appel, Østergade ved siden af skolen.

Da andelshaverne efterhånden meldte sig ud, standsede vaskeriet efter ca. 20 år, hvorefter huset stod tomt og ubrugt i nogle år, indtil en privatperson købte det og indrettede og brugte det i nogle år som sit eget private hobbyværksted med forskellige maskiner.

Husets tilstand, som det ses på billederne, viser dels, at det er bygget af ringe efterkrigsbyggematerialer og dels, at det er uopvarmet og dårligt vedligeholdt, selv om der er lagt eternittag på i stedet for det oprindelige af cementtagsten.

 

Mig og Vojens Bibliotek ca. 1957 – 1967

Min tidligste kontakt med biblioteket var indirekte – via min to år ældre søster Tove. Da hun gik i første eller anden klasse i 1955 – 56 og begyndte at låne bøger på biblioteket, åbnede sig en ny verden for mig, når hun læste op af de bøger, hun lånte.

Jeg kom i skole 1. april 1957 og kunne formelt ikke læse før da, men faktisk kunne jeg, før jeg kom i skole, læse rimeligt godt af ukompliceret tekst. Fordi jeg lærte det af min søster, når hun læste op af biblioteksbøgerne.

Så vidt jeg husker, kunne vi ikke låne bøger på biblioteket, før vi kom i skole – og måske endda ikke før i anden klasse. I hvert fald havde jeg min egen biblioteksdebut, da jeg gik i anden klasse i 1958. Og jeg tror, at det var sket tidligere, hvis det havde været muligt. Jeg fik lånerkort nr. 1245 og havde nummeret, til jeg flyttede fra byen i 1967.

Biblioteket lå i stueetagen i den østre ende af bygningen med den gamle gymnastiksal med vinduer ud mod skolegården. I samme ende af bygningen, på førstesalen oven over biblioteket, boede skolens pedel Arthur Andresen.

Indgangen til biblioteket var fra Østergade. Der var et par trin op fra fortovet, og ved siden af indgangen var en postkasse. Bag hovedindgangen var der et vindfang, og det første man mødte indenfor var skranken, hvor man blev ekspederet med aflevering og udstempling. Fra ekspeditionsskranken gik man til venstre ind i selve bibliotekssalen med reoler og bøger, og der var ikke andet end reoler og bøger. Reolerne var oprindeligt træreoler, men der blev udskiftet til stålreoler i slutningen af halvtredserne. Det var ret avanceret. Gik man fra ekspeditionsskranken til højre igennem en glasdør, kom man ind på læsestuen, hvor der var bøger, der ikke kunne lånes med hjem, bøger i særligt stort format og andre særlige udgivelser, magasiner og blade m.v.

Biblioteket var ikke noget skolebibliotek. Det var fælles og offentligt, og børneafdelingen var et bestemt antal reoler i den ene ende af salen – det fyldte ikke meget, men alle klassikerne var der. Som børnelåner kunne vi låne op til tre bøger ad gangen. Den maksimale lånetid var en måned, og en overskridelse af lånetiden kostede 25 øre for børn og 50 øre for voksne.

Personalet på biblioteket var primært lærere på skolen og vist en enkelt professionel bibliotekar. På et tidspunkt begyndte Agnes Andresen som stor pige at arbejde på biblioteket. Agnes boede med sine forældre i lejligheden oven over biblioteket. Af lærere, der havde bibliotekstjans, husker jeg først og fremmest Johs. Dalgaard, Tirsbæk Jørgensen og Aage Gram, men der var mange flere. Det var i princippet frit at vælge, hvad vi ville låne og læse, men i og med at det var lærere, der passede biblioteket i en væsentlig del af tiden, blev der også holdt øje med, hvad der blev valgt. Der kunne godt falde en bemærkning, om det nu var det rigtige at tage med hjem?

Biblioteket havde åbent nogle timer om eftermiddagen og om aftenen til klokken 21.00. Jeg husker tydeligt min egen forargelse og irritation, da åbningstiden blev ændret ganske betragteligt til klokken 19.00. Det var nok i begyndelsen af tresserne.

Blandt de bøger, jeg først blev meget begejstret for og fascineret af, var bøgerne af Laura Ingalls Wilder om livet som nybyggere i Amerika. Bøgerne blev kendt som ”Laura-bøgerne”, og den første fik jeg læst højt af min søster i 1957. Derefter, da jeg selv kunne læse dem, udkom bøgerne på dansk med en ny bog ca. hvert år, hvilket jeg var meget glad for. Jeg holder stadig meget af dem, og jeg har læst alt, hvad fru Wilder har skrevet, og det, jeg har kunnet finde om hende og hendes forfatterskab.

Min far var også en meget flittig læser af bøger fra biblioteket. Men han kom der aldrig nogensinde selv, bortset fra bestyrelsesmøder i biblioteksforeningen. Når mine søskende eller jeg gik på biblioteket, hvilket skete meget hyppigt, blev vi bedt om at tage bøger med for ham. Der var aldrig noget konkret ønske om nogen bestemt bog eller serie. Vi skulle bare spørge bibliotekaren, f.eks. lærer Dalgaard, om nogle bøger til vores far, så fandt han en håndfuld, som vi tog med hjem. Og de blev læst rub og stub. Da jeg blev lidt mere erfaren med biblioteket, syntes jeg, det blev lidt pinligt at spørge bibliotekaren om hjælp og begyndte derfor selv at vælge min fars litteratur. Det var ikke så svært, for han læste alt, hvad jeg kom hjem med. I lang tid gjorde jeg sådan, at jeg i voksenhylderne fandt f.eks. en bog, hvis titel eller forfatter ikke sagde mig noget som helst. Så kiggede jeg efter hans nummer i indstikskortet bag i bogen, om han havde lånt bogen tidligere – han havde lånerkort nr. 18. Hvis han ikke havde lånt bogen før, tog jeg den med hjem til ham sammen med en eller to andre, der var fundet på samme måde. Det virkede fint, han læste det hele. Senere blev jeg dog mere rutineret og dermed også mere litterært selektiv på min fars vegne, men i løbet af ca. midt tresserne havde fjernsynet taget over, og han læste ikke flere bøger af betydning.

Biblioteket flyttede ud til Vestergade oven over Brugsen i 1968. Det gav mere plads, men på en eller anden måde, syntes jeg, at der manglede sjæl i de lokaler. Men jeg kom der, fordi biblioteket var blevet en del af mit liv – og er det stadig.

Østergade 34
Vojens 6500 DK
Get directions

Fødselsdag:

1949

Erindringen ønskes afleveret til:

Lokalhistorisk Forening for Vojens-området