Walther Jensen

Walthers familie har rødder tilbage til Karrebæk, Sandby og Tornemark området. Han fortæller levende om sin tid i barndomshjemmet på Kalbyrisvej i Næstved, om Holsted Skole, og om hvordan han først var lærling hos købmanden i Åderup og siden hos Hertels Papirlager, der bliver springbrættet til Walthers karrierevej i livet. Erindringen fortæller ikke blot om familien Jensens liv, men også om en periode i danmarkshistorien, hvor papirindustrien blomstrede og siden aftog i takt med edb og de teknologiske fremskridt. Gør ejerskabskrav på erindring

Erindringer gennem livet

Walther Jensen

 

Omkring århundredeskiftet 1899/1900 drog Ole Olsen fra sin hjemstavn Høed, en landsby imellem Stigs Bjergby og Jyderup, til Amerika. Der fik han job som cowboy, arbejdede flittigt og sparede op. Da Ole Olsen kom hjem, blev han optaget på Jonstrup seminarium og blev skolelærer eller degn, som man dengang kaldte stillingen. Han giftede sig med Louise, og fik ansættelse som førstelærer på Karrebæk skole der ligger 8 km vest for Næstved. Der fik de deres første barn, Sigrid.

Tæt ved skolen lå den mølle man stadig finder på bakken ved Karrebæk.

Ole Olsen var en streng lærer. Børnene skulle sidde roligt og kunne deres lektier. En af drengene skabte uro i timen, og han blev sendt udenfor døren. Den urolige dreng sprang omkring møllen hvor de store vinger drejede. Ulykkeligvis blev han ramt, og mistede livet.

Efter denne forfærdelige situation sagde Ole Olsen sin stilling op, og med Louise og Sigrid forlod familien Karrebæk. De rejste simpelthen til den anden ende af Sjælland, og etablerede sig i Alleshave, hvor Ole Olsen blev degn på den lille landsbyskole. Her supplerede de børneflokken med Else, Inger, Vagn, Ejvind og Marie (Mie). Alleshave lå ved Eskebjerg og sanddobberne omkring et inddæmmet landskab. Her voksede min mor op.

Min far, Aksel Johannes Jensen, blev født af Sofie og Anders Jensen, der havde arvet Buskegård af Sofies forældre. Buskegård ligger midt på Sjælland ved Sandby, imellem Ringsted og Næstved. Som ung havde min farfar Anders ligget soldat ved den kongelige danske livgarde, og han stod vagt da kronprins Frederik IX blev født i 1899.

På Buskegård fik Sofie og Anders børnene Marie, Karen, Anna, Esther, Gerda, Philip og Aksel, foruden Johannes der desværre døde som barn. Min fars bedste kammerat blev Carl Bentzen som hver sommer kom på ferie fra et børnehjem i Tølløse til en gård der lå nær ved Buskegården. Carl hørte hjemme på Østerbro, og var en rigtig Københavner. Han forblev tæt knyttet til os igennem hele livet.

Far blev udlært som maskinsmed hos Esthers mand Johannes, der havde maskinforretning i Herlufmagle. Far videreuddannede sig indenfor landbrugsmaskiner på en virksomhed i Brønderslev
(Nordjylland) og fik derefter ansættelse i Tornemark nær Næstved. Her er et uddrag af hans regnskabsbog
fra den tid.

Både far og farbror Philip forelskede sig i Erna, hvis veninde var Else. Mor var på den tid diakonisse på Frederiksberg ved København. Philip løb med Erna, og far fik Else.

Far og mor fik job som værtspar på missionshuset i Holbæk. Det lå tæt ved havnen hvorfra færgen til Orø sejler. Den 12. december 1938 blev jeg som den første født der, og jeg blev døbt Jørgen Walther Jensen.

Fra tiden som helt lille, husker jeg at vi havde en af fars fastre boende. Hun var meget kærlig, og jeg var glad for hende. Ved festlige lejligheder trak far grammofonen op, og skrattende musik strømmede
ud af den store tragt med den berømte hund og århundredets reklametekst: “His masters voice

Året efter at jeg kom til, købte far et maskinværksted i Stigs Bjergby, imellem Mørkøv og Jyderup, og i 1941 blev Britta født.

Som nævnt var Carl min fars barndomsven, og han fulgte familien. Carl dukkede altid op til jul, hvor han hyggede sig ved at læse “Gøngehøvdingen” og traktere klaveret. Det må ha’ været op til Hennings fødsel at han, som altid, underholdt med klaverspil og lancerede sin hjemmelavede sang: “Nu strammer kjolen igen om vor lille mor“. Mor smilte skælmsk, og far, der ellers var en alvorlig mand lo med. Far kom altid i højt humør når Carl var på besøg.

Henning fulgte i 1946. Desværre har jeg ikke billeder af ham som lille, men efter sigende lignede han mig. Her har en fotograf fundet far og mig på skovtur.
I Stigs Bjergby begyndte jeg i landsbyskolens første klasse, hvor vi fik udleveret små sorte tavler, en griffel, en blyant, og et penneskaft med tilhørende penne. Når vi senere skulle i gang med blækskrivning,
fyldte læreren forsigtigt blæk i de blækhuse der sad i hver pult.

Mor og far havde altid brugt mit fornavn Jørgen, men i skolen var der flere drenge der bar det populære navn. Derfor blev mine forældre enige om fremover at benytte mit mellemnavn Walther, som i øvrigt stammer fra en af min fars gode venner, Walther Brabæk, der kom fra England.

På årsdagen efter Danmarks befrielse, 5. maj 1946 blev vor lillebror døbt, Henning Johannes Jensen i en festsmykket Stigs Bjergby kirke.

Huset i Stigs Bjergby var ganske stort, og lå lige ud til landevejen. Maskin- og smedeværksted i kælderen, og cykelforretning med trappe op til i stueetagen. Et stort udstillingsvindue hvor der blandt andet var en plakat med en frisk cykelpige og teksten: “Skal De cykle i sommer”. Far var stolt hver gang han solgte en ny cykel.

Vi besøgte tit moster Sigrid og onkel Frederik der boede i Jyderup, og jeg legede med drengene Erik og Ib. Rigmor var deres søster. Som voksne emigrerede Erik og Ib til USA, hvor Ib etablerede en kæde af bagerier.

Morbror Vagn og tante Ellen boede på det tidspunkt også i Jyderup. De fik senere viktualieforretning
i Glostrup.

Fra besættelsestiden husker jeg at vi drenge samlede nedkastede staniolstrimler på marken ved vort hus. Ved besættelsens ophør drog en flok soldater igennem vor lille by. Til min undren hørte vi at de kom helt fra Ungarn.

Omkring 1950 solgte far og mor maskinværkstedet. Far fik arbejde i Næstved, men i tiden hvor de søgte efter det rigtige hus, fik vi lov til at bo hos familien på Buskegård. Der var køer, grise og heste, så det var spændende for en dreng som mig. Jeg gik i skole i Sandby, 3 km fra Buske. Det var en rigtig hård travetur for en lille purk, men jeg fulgte trop med mine to kusiner. Ved Buskegård lå der en aftægtsbolig, hvor min farmor og farfar boede i deres sidste år.

Efter vel nok et års tid, fandt far et hus på Kalbyrisvej i Næstved. Det købte de, og vi flyttede dertil. Jeg husker at der på hjørnet op til markvejen Banely stod bundet en hest som græssede i rabatten. Far fik indrettet værksted og butik på Kalbyrisvej 53, og det blev barndomshjem for Britta, Henning og jeg. Har erindring fra en gang op imod jul hvor jeg var klatret op i et pæretræ ved huset. Imens jeg sad der dukkede Carl op. Vi børn jublede da han kom, svingende med en stor røget ål til julefrokosten.

Op til femte klasse gik jeg i Ny Holsted skole på Ringstedvej. Efter bestået prøve blev jeg optaget i mellemskolen der lå i den anden ende af byen, Lille Næstved skole. Skolen lå tæt ved Herlufsholm skov, Susåen og Gl. Maglemølle papirfabrik. Cykelvejen hjem førte igennem Næstved by.

Ellebækken og djævleøen i Herlufsholmskoven var spændende elementer for os drenge. På mine forældres foranledning blev jeg grøn KFUM spejder, og havde gode dage med udfordringer og oplevelser. Jeg husker særligt Gøngemarchen med oppakning til Præstø, hvor vi lå i telte og deltog i mange spændende aktiviteter.

I fritiden havde jeg en rute med aviser. Og i togene der holdt på Næstved station, kravlede jeg op med en stor kurv fyldt med aviser og blade, cigarer og cigaretter. Det gik jeg med imellem passagererne, imens jeg råbte og solgte, – og så til at komme af, før toget kørte videre. Ud over det var jeg bydreng for nogle af byens finere forretninger, heriblandt en ostebutik på Hjultorvet. Forretningen havde lager i de gamle klosterkældre bag Sct. Peders kirke. Herfra hentede vi med håndtrukken kærre store, vellagrede, runde oste. Ostehandleren himself, den hvidkitlede herr Eliasen gav nådigt et skub da jeg med fyldt kærre skulle op over de toppede brosten imellem Vinhuset og kirken. Da det var klaret, fandt herr Eliasen tobakken frem, så han med høj cigarføring kunne passere Axeltorv og hilse på byens borgerskab. Den svedige bydreng fulgte efter med kærren. Henning kender historien, for han var løbende arvtager til mine job.

Efter de fire år i mellemskole kunne man fortsætte og gennemføre realeksamen. Mine karakterer fra mellemskolen var desværre ikke gode, så jeg opgav videre skoling, og måtte kigge mig om efter en karriere i erhvervslivet. Jeg drømte om at blive journalist eller telegrafist, men det var der ikke mulighed for. Jeg eksperimenterede med fotografering og fremkaldte selv. Forsøgte mig som pressefotograf, men heller ikke med det fik jeg succes. Nå, men jeg måtte jo ud af vagten, og så foreslog mor at jeg skulle gå i købmandslære. Det havde hendes brødre da haft glæde af. Vi fandt en købmand i Åderup (forstad til Næstved) der gerne ville antage mig som lærling, og der begyndte jeg så.
Jobbet i Åderup var ikke muntert. Købmanden var en skrap principal, og jeg måtte tage alle de værste tjanser. Pille spirer af kartofler, tappe petroleum, sortere flasker i købmandsgården og bringe varer ud på forretningens longjohn.

Til købmanden kom flere repræsentanter som solgte varer og forbrugsstoffer. Fra Hertels papirlager der lå i byen, kom Knud Hertel og optog ordrer på papir, poser, clips, kasseruller, pergament, stanniol m.v. . Hertel var godt klar over at jeg blev belastet af en urimelig chef, og en dag hvor vi var alene spurgte han om jeg ville være interesseret i at skifte plads. Det var jeg naturligvis, men en lærekontrakt var det ikke ligetil at bryde. Min mor fik dog vores læge overtalt til at skrive en erklæring om at arbejdet var skadeligt for mig, og købmanden måtte slippe mig fri.

Derefter skrev vi kontrakt med Hertels Papirlager, der lå på første sal i en gammel købmandsgård i Farvergade midt i Næstved. I gården var der sød duft fra det lille bolsjekogeri der kaldte sig Bonbon. De havde den gang kun et udsalg på Axeltorv. Under papirlageret var der stolefabrikken BARKO, hvor vi ved frokosttid kunne more os over den strenge Barko-mand (chefen) som nød ansjoser direkte fra dåse til mund.

På papirlageret var herr Andersen min daglige leder, mens Ahrendt Hertel med frk. Kristiansen (Lene) sad på kontoret og udførte de administrative opgaver. Knud Hertel kørte som firmaets repræsentant over hele Sydsjælland. Kunderne var hovedsagelig slagtere, grønthandlere, bagere og lokale købmænd der især købte indpakningspapir, poser, tape, snor og lim.

I Næstved var, og er der stadig torvedag hver lørdag, hvor folk fra oplandet kom ind og solgte sine produkter. Fra papirlageret gik jeg på Axeltorv og optog ordre fra de forskellige stader. Typisk var det poser, blomsterpapir, greaseproof, pergament, kraftpapir og stanniol til ost. Når ordrerne var noteret, gik jeg tilbage til papirlageret, hvor vi pakkede hver enkelt ordre med nota, og kastede den ad en luge ned i gården til vor chauffør Fritz, der læssede alt i firmaets Goggomobil.

Tiden hos Hertel var fornøjelig. Den blev suppleret med handelsskole om aftenen. Jeg fik et godt øje til den blonde Lene på kontoret. Hun var datter af handelsskolens pedel. Vort lille orkester, “Blue River band” med Preben som trompetist, Børge med klarinet og mig ved trommerne, spillede en gang jazz på handelsskolen, men min gode kammerat, den fine bankelev Preben, løb med pigen.

Mod slutningen af min læretid hos Hertel, frekventerede jeg papirhandlerskolen i Fortunstræde, København. Her lærte man blandt andet om den etablerede papirordning med faste priser på dansk papir.

Under læretiden var jeg, som det foreningsmenneske jeg er, aktiv i fagbevægelsen HK, og i Dansk
ungdoms Fællesråd. Det gav mange oplevelser, konferencer på Christiansborg og rejse til Norge hvor vi boede på arbejderbevægelsens lejr på Utöya.

Den 2. maj i året 1960 forlod jeg barndomshjemmet og gik til Næstved station. Nu var det min pligt at tjene dronningen som soldat. Jeg var indkaldt til flyvevåbnets rekrutskole der lå i Jonstrup ved København. På rekrutskolen fik jeg nummer 446 998, en blå uniform, et Garand gevær, en økse og en spade. Rekrut-tiden, der løb over 3 måneder, var hård fysisk belastning. Der var streng kommando, og straf hvis ikke ordrerne blev udført efter sergentens befaling. Det var derfor en lettelse da den tid var overstået, og jeg blev sendt til Værløse flyvestation, hvor jeg skulle fungere som kontor-ordonans, – simpelthen et loppejob i forhold til den strenge rekruttjeneste. Jobbet i Værløse varede dog kun kort tid, idet jeg pådrog mig den sygdom der blev diagnosticeret som mononukleose, også kaldet “kyssesyge”. Jeg har dog ingen erindring om smittefarlige kys. Jeg blev fra flyvestationens infirmeri overført til KMH, Københavns Militær Hospital. Efter nogle dage på KMH, blev der konstateret en mislyd i mit hjerte, og jeg blev på stedet kasseret som soldat. Rejste straks hjem til familien i Næstved, men mærkede ikke videre til hverken kyssesyge eller mislyd.

Nu måtte jeg for alvor begynde en karriere. I papirhandlermedhjælper-foreningens blad fandt jeg en annonce fra konsul Tönne v. Christierson i København. Den finske konsul søgte en kontorassistent med kendskab til maskinskrivning og papir. Jeg rejste til København, fandt Amaliegade nr. 12, og troppede op i de fine kontorer. Konsulen, hans søn Charlie og fuldmægtigen, herr Nerenst forklarede om virksomheden. Konsulen havde agenturet for alle private finske papirfabrikker, der gennem den fælles organisation, Finska Pappersbruksföreningen (FINNPAP) foranstaltede fabrikkernes eksport af papir.

Det lød spændende, jeg blev ansat, og begyndte jobbet i 1961. Kontoret i København var en dramatisk forandring fra papirlageret i Næstved. Kontoret var på tredje sal i Amaliegade 12. Hver dag kl. 11:55 kom
dronningens livgarde marcherende direkte forbi imod Amalienborg der lå midt i gaden. Når dronningen var hjemme kom livgarden med fuld musik. Politi fulgte, sørgede for orden, og en hale af turister fulgte med.

Mine første arbejdsopgaver hos konsulen var at udskrive ordrer til fabrikkerne i Finland. Disse ordrer skulle udføres i skrivemaskine på 12-17 ark tyndt papir med karbonpapir imellem. Efter udskrift blev eksemplarerne til fabrikken hæftet med knappenål og lagt i en stor kuvert. Ordrerne blev skrevet på svensk, og forsynet med særlige klausuler, f. eks. “kartongen får icke runsla” og “notify speditör enl. mitt brev ….”. Forespørgsler og kommentarer i korrespondancen med Finland gik pr. brev eller telex. Kun konsulen og hans søn havde bemyndigelse til at føre telefonsamtaler med personer i Finland.

Der var meget at lære. Min første rejse til Finland gik med civilingeniør Charlie v. Christierson som skulle introducere kontorets nye medarbejder. Vi boede på hotel i Helsingfors, og blev med uniformeret chauffør kørt til papirfabrikkerne ude i landet. Jeg husker vi var hos Mäntta som fremstillede greaseproof og kreppet papir, og på Nokia, hvor vi boede i fabrikkens klub- og gæstehus. Nokia fremstillede hovedsageligt gummi, men havde også et par papirmaskiner der producerede kreppet papir. En ny aktivitet med udvikling af elektroniske apparater var i støbeskeen hos Nokia. Senere fik jeg lejlighed til, ofte med kunder, at besøge fabrikker i ÄÄnekoski, Jämsänkoski, Veitsiluoto, Tampere, Kuusankoski, Villmanstrand, Jyväskyla og Tervakoski.

Kunderne hos Tönne v. Christierson var producerende industri og forskellige grossister der forsynede
landets forretninger og markeder med blomsterpapir, greaseproof og kraftpapir (til slagtere). Der udover leverede vi bitumenimprægneret kraftpapir til kabelfremstilling (NKT). Vi leverede også kondensatorpapir, laminater (Coloplast) og mundstykkepapir til cigaretter. Gennem ØK og Vestindisk
Handelskompagni formidlede vi eksportordrer. Husker særligt at kraftpapir til Mellemamerika skulle leveres på “Åsnabalar” (æselballer), velegnet til transport i uvejsomt terræn. Markedet for skrive- og trykpapir var stadig domineret af danske papirfabrikker.

På Maglekildevej på Frederiksberg havde jeg fundet værelse hos en venlig ældre dame. Herfra tog jeg hver dag med buslinje 28 til kontoret. I fritiden traf jeg en kammerat fra Næstved. Vi gik i byen og havde muntre oplevelser i det spændende område på Frederiksberg og Vesterbro. Gennem denne ven lærte jeg Bodil at kende, og brændte straks varm. Dristigt inviterede jeg Bodil på middag i restaurant Spinderokken, og snart efter også på Valencia, hvor jeg minsandten spenderede kr. 63,50 på middag med
vin og drinks.

Bodil var sekretær i et advokatfirma, og kom senere til UFESAS som var et udstillingsselskab der organiserede messer i Forum og det Bella Center der dengang lå på Bellahøj.

Den 10. maj 1962 blev vi forlovet. Derefter opsagde jeg værelset på Frederiksberg og flyttede til et lidt større værelse på Høyrups Allé i Hellerup – tæt ved Øresund, og tæt ved hvor Bodil med far og sin bror Anders boede på Sigridsvej. Bodils far, Johannes, havde en fin og velassorteret købmandsforretning lige overfor Charlottenlund station. Dertil gik vi ofte igennem skoven.

Den 3. november 1962 blev vi gift i Messiaskirken, Charlottenlund, og kørte efter bryllupsfesten direkte til vor nye lejlighed på Dalstrøget 107 i Søborg.

Der gik nogle år før vi i 1967 fik vort første barn som i Messiaskirken blev døbt Jesper Gershøj Jensen. Den 1. april 1970 fik vi endnu dreng. I Dyssegårdskirken blev han døbt navnet Jan Aksel Gershøj Jensen. Mellemnavnet Aksel fik han efter min far der døde 4 måneder før Jan kom til verden. Jan blev født den 1. april, hvorefter jeg kørte Jesper til lufthavnen i gevaldigt snevejr. Han fløj til Billund hvor mormor tog
imod og passede ham nogle dage. Med småbørn i lejligheden blev Bodil hjemmegående indtil 1. april 1973, hvor hun fik halvdagsjob hos Axel Ketner i Glostrup.

 

I 1966 købte vi en sommerhusgrund på Orø. Dertil fik vi fragtet et brugt kolonihavehus som blev sat på sokler. Det var et simpelt, men tæt hus. Vi tilsluttede hverken kloak eller el, men klarede os med tørkloset og petroleumslamper. Drengene fik en toetagers køjeseng. Vi havde ingen telefon, men skulle vi ringe, kørte vi til øens telefonist og bankede på ruden. Hun kendte alle på øen, og forbandt abonnenter igennem ledninger på et skab. I særlige tilfælde kom landposten cyklende til vor adresse med telegram. I 1977 fik vi råd til at skifte til nyt sommerhus med alle faciliteter.

Gennem årene på Orø havde vi mange fornøjelser. En af mine kunder forærede os en stor gummibåd. Passende til den, købte vi hos Ketner en påhængsmotor, så vi kunne suse rundt på Isefjorden. Vi var med til at etablere et glibelaug, og fik fremstillet de redskaber der skulle bruges til gliberiet i ålegræs.

 

Selv om vi havde skiftet til en lidt større lejlighed på Dalstrøget trængte vi, med to kvikke drenge, til mere plads. I Albertslund havde en Næstved entreprenør, Bøje Nielsen opført Godthåbsparken som omfattede flere hundrede rækkehuse. Vi faldt for dem i nyeste afdeling der skulle stå færdige i 1972. Husene var med kælder, stue og første sal. I kælderen var der sauna, bryggers og gilde-stue. Stue og køkken var i samme plan, adskilt af et træpanel. I køkkenet stod vor første opvaskemaskine. Under trappen til første sal var der “skrigerum” til uartige drenge. Der var terrasse med lille have i stueplan, og en stor altan på øverste etage hvor der var børne- og soveværelse og et større badeværelse med kar. Vor nye adresse blev Rypehusene 10.

Drengene fandt hurtigt kammerater, og med et par års mellemrum begyndte de i Roholmskolen, der lå i kort og sikker cykelafstand, tæt ved den nyplantede Vestskov.

Hver morgen før jeg kørte til arbejde løb jeg en tur. I 1980 gennemførte jeg Copenhagen Marathon. Bodil og drengene hentede mig, og jeg kastede mig i badekarret så snart vi kom hjem. Senere gennemførte jeg også Eremitageløbet.

Skolen var spændende, jeg engagerede mig, og blev som forældrerepræsentant valgt til skolenævn og skolekommission. Derigennem blev min interesse for politik vakt, og jeg meldte mig ind i den konservative vælgerforening hvor jeg i 1986 endte som lokal formand i Albertslund.

Vi boede i Rypehusene i perioden 1972 – 86. Ved hjælp af et hjemmelavet computerprogram på Commodore maskinen fandt vi et dejligt hus som passede til vort budget. Det hus lå på Selsøvej ved Vallensbæk Strand, i kort distance fra Jans gymnasium. I Vallensbæk fik vi mange gode venner, og kom jævnligt i den populære Club C på Korsagergård, som var vælgerforeningens samlingssted, men med kommuneskiftet måtte jeg rykke bagud i den politiske organisation.

I 1987 fejrede vi sølvbryllup. Hornorkester og åbent hus fra morgenstunden og fest på restaurant Krabben i Vallensbæk havn. Dagen sluttede med party i hjemmet på Selsøvej.

På festdagen spøgte Bodil med at jeg i mit job havde været så mange dage væk fra hjemmet, at det egentlig kun var kobberbryllup vi skulle holde.

 

På kontoret i Amaliegade hvor jeg var blevet kontorchef, fik vi besked om at en af vore fabrikker, Kymmene i Kuusankoski, havde investeret i en blade-coater, og igangsat fremstilling af træholdigt,
coated papir. Det engagerede jeg mig i markedsføringen for, og opnåede gode resultater. Den papirkvalitet var især velegnet til magasiner og reklametryksager.

En dag da jeg stod hjemme i køkkenet og malede vægge, ringede telefonen. Det var en finsk direktør,
Lars Collén, der fortroligt oplyste mig om at Kymmene var på vej ud af Finnpap, og den danske salgsfunktion ville man flytte sammen med koncernens engelske datterselskab, Star Paper Ltd. som havde kontor og lager i Skovlunde. Den lokale direktør Johan Furuhjelm skulle senere flytte til Finland, og dermed kunne jeg overtage hans job. Det var tillokkende, og få dage efter sagde jeg jobbet hos Tönne v. Christierson op.

Der var distance fra det fine kontor i Amaliegade til kontor og lager i et industrikvarter i Skovlunde, men det var spændende at føre lager og holde styr på de fysiske varer. Dertil kom produkterne fra Star Paper, bl.a. det spejlblanke ASTRALUX. Jeg skulle nu folde mig ud på engelsk og besøgte fabrikken i Blackburn. Der blev jeg fra lufthavnen hentet i Rolls Royce, og trakteret efter de fineste engelske manerer med a nice cup of tea serveret på sengekanten.

I Skovlunde fakturerede vi lokalt. Johan Furuhjelm og jeg sad med datidens dyre lommeregnere og
udregnede moms på hver enkelt faktura som derefter blev skrevet på nyeste kugleskrivemaskine og lagt i post til kunderne.

Da Furuhjelm returnerede til Finland, kom Richard im Turn direkte fra Australien og besatte kontorets
første sal. Vi kørte et parløb “upstairs” og “downstairs” hvor jeg som daglig leder udførte de egentlige funktioner og rapporterede til Richard som heftigt inhalerede Benzon & Hedges stærke produkter.

Richard rejste endelig hjem til England, virksomheden ændrede navn til Kymmene-Star A/S, og jeg blev administrerende direktør. Richard inviterede Bodil og mig til London, hvor vi blev beværtet og underholdt med forestillingen om “Gallilei”. Det var en positiv afslutning på vort samarbejde. Richard afsluttede sit virke som boghandler i London.

Hensigten med lageret i Skovlunde var at levere til landets papirgrossister. Det var imidlertid en tung proces, da de førende grossister var opkøbt af konkurrerende producenter. Derfor fik jeg opbakning
til beslutningen om at købe en lastbil og sælge direkte til større trykkerier. Det lykkedes i en sådan grad at det vakte harme hos vore konkurrenter. Svenske papirfabrikker henvendte sig derfor direkte til principalerne i Finland, og gav tilbud på at opkøbe vor forretning og lager. Det var en disposition der føltes som smæk til mig, men jeg fik besked på at reducere styrken og finde nyt kontor i København. Her skulle vi koncentrere os om salg af papir i ruller fra Finland og de øvrige i koncernen, den tyske fabrik Nordland Papier Gmbh, den franske Papeteries Boucher, og den nye skotske, Caledonian Paper. Jeg fandt et dejligt kontor på Grønningen 17, lige overfor Kastelsparken, hvor hele staben står på billedet her.

Min 50 års fødselsdag blev fejret med fin reception på restaurant Lumskebugten på Esplanaden

Den nye situation gik over al forventning, og snart var pladsen på Grønningen for trang. Vi flyttede derfor kun et par hundrede meter til større lokaler på Esplanaden 46, – en fin adresse med fantastisk udsigt og eget flag med den grønne grif. Det satte yderligere gang i salget da Kymmene trak sig helt ud af Finnpap.

Da Jesper var færdig med skolen, fik han job og kom i lære i det spændende C&C-hus i Glostrup. Ved læretidens afslutning fik Jesper en rejse til Filippinerne, hvor chefen Enrico Harraser havde faciliteter i Coco Beach. Her forkælede man turister, og Jesper nød tilværelsen. Derefter til Singapore, hvor han arbejdede 4 måneder i virksomhedens forretning.
Da Jesper vendte hjem, havde C&C også etableret sig i Hamburg, og han tog straks dertil. Opholdet i Hamburg var over et år, og vi var jævnligt gæster hos ham i den spændende tyske storby.

Den 8. august 1992 blev Jesper og Charlotte gift i Brøndbyøster kirke, og bryllupsfesten fejret i deres nye bolig, huset på Ladefyldvej i Hvidovre.

Jan var blevet student, hvorefter han meldte sig til uddannelsen som reserveofficer. Det skete i Værløse hvor jeg selv havde gjort tjeneste. Derefter fortsatte han den civile uddannelse og blev markedsøkonom. Efter afsluttet militær uddannelse med grad af premierløjtnant, tog Jan til Næstved, hvor han blev indrulleret i Garderhusarregimentet der stod for at sende en deling til det krigshærgede Kroatien. I perioden februar til august 1994 gjorde han der tjeneste som delingsfører, og afsluttede med grad af kaptajn. Tilbage i Danmark kastede Jan sig over civile studier som han afsluttede med bestået HD-eksamen.

 

Af forskellige årsager som jeg ikke var helt enig i, blev min virksomhed suppleret med en finsk direktør. Han fandt det hensigtsmæssigt at flytte kontoret fra Esplanaden til Tuborg bygningen i Hellerup.
En dag kom en mand til mit kontor i Hellerup. Han var fra Den Blå Avis, og fortalte at de havde købt en rotationspresse og nu ville trykke avisen selv. Vi lavede en aftale, men da han var på vej ud, stoppede jeg ham, og spurgte om han ikke havde brug for en mand til at klare virksomhedens regnskab. Det viste sig at være en god idé, og han bad om en ansøgning. Jan søgte og fik stillingen, hvorfra han hurtigt avancerede, og endte som direktør i trykkeriet. Da Den Blå Avis efter et par år nedlagde produktionen, fik Jan job hos Sandviks danske virksomhed i Espergærde. Da også den virksomhed blev udfaset, begyndte Jan hos Brdr. Hartmann, og flyttede til deres fabrik i Brantford, Canada hvor han blev Supply chain director. Jan købte et fantastisk blokhus i skoven. Vi tog dertil, og fejrede dansk jul med ham i 2004.

Den 18. juli 1995 var vi på Orø. Jeg gik bag skuret og ordnede brædder da Bodil pludselig råber “nu er det sket – der er kommet en pige“. Jeg styrtede ind, vi sprang til bilen og kørte straks til færgen, og derfra imod Hvidovre. På hospitalet lå Charlotte med den dejligste lille pige – – vort første barnebarn som senere blev døbt Sophia. Hun var til glæde og trøst i en vanskelig tid.

 

I papirbranchen var tiderne præget af hård konkurrence. I Finland blev koncernledelsen udskiftet og hovedkontoret flyttet. Degradering, nedskæring og lukning af fabrikker var uomgængeligt. Også i Danmark pressede koncernen stærkt på. Man skubbede mig til side og placerede finsk direktør på kontoret, men den brede forbindelse til kundekredsen lå stadig hos mig, der havde bygget kontakterne op. Livet i forretningen blev surt. Den 1. august 1995 blev jeg kaldt til vor advokat og afskediget i en alder af 57 år.

Jeg fik rimelig kompensation og blev behandlet med respekt. Jeg afstod fra reception, men Bodil og jeg tog imod en afskedsrejse til Kuusankoski, hvor vi fik tak, gaver og en overdådig oplevelse.

Min afskedigelse vakte forundring i branchen. Trykkeriet Grafiske Løsninger i Kvistgård tilbød mig job, men uden løn, hvis jeg ville lære hvordan tryksager fremstilles. Løn kunne opnå igennem salg. At komme ind på markedet for tryksager var ikke let, men gode forbindelser hjalp mig. På den tid blev alle tryksager kørt i offset med film fremstillet på en reproanstalt. Mange af de ordrer der kom til Kvistgård gik til en underleverandør i Pandrup som jeg fik god kontakt til, og han stod til rådighed da jeg selv etablerede firma. Vor genbo i Vallensbæk, Knud Norby var ansat på Landbohøjskolen. Han var behjælpelig, og anviste mange ordrer. Netværket i Rotary var også nyttigt for at få gang i min egen forretning.

Selv om jeg ved afsked med Kymmene fik en betragtelig bonus, kunne vi se, at huset i Vallensbæk med 217 m2 var for stort, også i vort budget, nu når både Jan og Jesper var ude af vagten. På den tid boede Jan i lejlighed på Nørrebro. Jesper, Charlotte og Sophia boede Hvidovre.

 

Vi søgte et nyt og mindre hus, men som det så ud, turde vi ikke belaste økonomien med mere end en million for et nyt hus. Et sådant kunne vi desværre ikke finde i Vallensbæk, men vi fandt det og flyttede 6 km nærmere København, til Engstrupgårdsvej i Hvidovre. På samme tid fik vi afsat sommerhuset på Orø. Vor alder i betragtning var det for belastende med 2 huse og store haver.

Under den første tid hvor jeg var uden fast job var jeg aktiv i Management Gruppen, – en forening der holdt til i Ballerup og Lyngby. Foreningen optog afskedigede ledere, og formålet var at hjælpe hinanden med at komme tilbage til virksom beskæftigelse.

Ud over det tog jeg opgaver for Gallup. Besøgte forskellige adresser med komplicerede og fortrolige undersøgelser. TV-meter, der kortlægger seernes TV-vaner var en del af det. Senere optog jeg med håndholdt PC korte interviews med buspassagerer i områder syd for København ned til Køge og Strøby.

Sideløbende opbyggede jeg WJ Grafik som min egen forretning. Med en omsætning på næsten en million DKK, kulminerede denne forretning i 2002. Landbohøjskolen var kommet ind under Københavns universitet og Knud Norby var gået på pension. Tryksagsforbruget gik ned. Jeg måtte finde supplerende udfordringer. I en lokalavis averterede UBD efter en pensionist til kontrolopgaver. UBD, Ugebladsdistributionen fordeler alle ugeblade fra Egmont og Aller til et utal af forhandlere. Med mit kendskab til branchen fik jeg jobbet, og bestred det i perioden 2004 til 2008, hvor jeg kørte over alt på Sjælland og sydhavsøerne. Det var et interessant og spændende job.

Efter opfordring besøgte Jan Brdr. Hartmanns store fabrik i Ungarn for at rådgive i forbindelse med opgaver indenfor supply chain management. Den lokale direktørs sekretær, Erika tog imod ham med lys i øjnene. Det blev gensidigt, og pludselig var Jan stærkt interesseret i det ungarske. Vi mødte Erika i Budapest. Hun viste os den smukke by Tata. Erika og Jan flyttede dertil, og snart var en baby på vej.

 

Bryllup og barnedåb blev i 2007 holdt på et pragtfuldt slot i Hedervar. Vi var 22 danskere, herunder provst Claus Bjerregaard med fru Anni, som landede i Wien hvorfra vi kørte i bus til slottet i Ungarn. Erika og Jan blev viet i slotskirken, hvorefter Amelie blev døbt af Ungarsk og Dansk præst. I Tata var Erika selv blevet døbt i den evangeliske kirke så den kristne tro fortsætter i familien. Provst Bjerregaard og frue blev så begejstret for oplevelserne i Ungarn, at de gerne ville komme igen hvis der kom flere børn. Et par år efter tog Anni og Claus Bjerregaard derfor igen til Ungarn, hvor Olivia blev døbt i Tata. Efter endnu et par år blev Benjamin døbt af Claus i Hvidovre kirke.

Da jeg i 2008 blev 70 år holdt vi reception i badminton-klubben som havde god mad og glimrende faciliteter. Mange mødte op, og der var musik og taler. “Skovløberne”, en gruppe som med hunden og mig løber i Brøndbyskoven hver lørdag morgen sang vor specielle skovsang. Mange dejlige gaver, herunder fra vores børn en rejse for to til Budapest med middag, opera og ophold i suite på hotel Gellert.

I 2012 kunne vi fejre guldbryllup. Familien fra Ungarn var her med alle 3 børn. På selve dagen kom børn og børnebørn til brunch i vort hjem. De supplerede med en levende hummer som efter kog i gryden blev en lækkerbisken. Om aftenen var vi hele familien og vore nærmeste venner på Restaurant Espehus, hvor
vi også havde fest da Jesper i sin tid blev konfirmeret. Ved middagen blev vi overrasket af et hornorkester,
og vi svingede os glade i brudevals.

For mig har den største glæde været at begge vore sønner hver for sig og for egne midler har etableret sig med dejlige familier, huse og virksomheder i hvert sit land, i hver sin branche. Det er mit håb at den gode udvikling som begge familier oplever, vil fortsætte.

Man siger at børnebørn er livets dessert, – dem nyder vi med stor fornøjelse. Sophia har klaret sig flot i skolen, og hun er nu i gang med videre social- og sundhedsuddannelse samtidig med at hun flittigt gør en stor indsats for ældre på plejehjem.

Amelie, Olivia og Benjamin ser vi for det meste i Ungarn. I huset der på alléen mod den engelske park har vi eget værelse med bad til rådighed. Vi føler os godt hjemme i Tata. Erika og Jan har en stor bil, hvori vi alle 7 ofte kører rundt og finde nye oplevelser rundt omkring i landet. Når det er muligt for alle, kommer de gerne til Danmark som de naturligvis også skal opleve.

 

Det har været spændende at lære Ungarn at kende – et land midt i Europa med en helt anden kultur og fortid end Danmark. Vi er stolte over at vore børnebørn og Erika alle er døbt og tilhører samme tro som vor familie, har rod i begge nationer, og taler begge sprog.

 

Gennem tiderne har vi haft 5 forskellige hunde, 4 racer, Lhasa Apso, Tibetansk Terrier, Beagle, Cavalier King Charles: Nalle og Baba, Khudi, Aquila, Brum-brum.

I tiden med Aquila, der desværre kun blev 7 år, var vi med på hundeture overalt i Storkøbenhavn. Hver mandag aften gik vi fra kl. 19 til 21 en tur på 10 km. Lørdag var turen kortere og afstanden lidt mindre. Det var spændende at komme på ukendte områder, vi fik motion, og Aquila vandt præmie som guldhund, d.v.s. den hund som i sæsonen havde gået flest km.

Før vi blev gift, kørte vi på scooter. Derefter har vi haft følgende biler:
Rød Skoda, VW KL 42.008,- Volvo, dueblå (1973), – Volvo hvid, – Volvo rød, – Volvo lyseblå, – Opel Record, – Volvo hvid stationcar, – Audi 100, – Audi 100, – Mazda 929, – Mazda 929, 2,0, – Citröen CX 22TRS, – Citröen XM, – Ford Mondeo, – Citröen C5.

Efter min afsked med Kymmene har vi alligevel oplevet mange rejser sammen,

1996 Thailand, Pragh –
1997 Rostock, Reykjavik –
1998 Rom – Flensburg –
1999 Paris, Goslar, London –
2000 Rügen, Hannover –
2001 Wien –
2002 Trier, Luxembourg –
2003 Berlin, – krydstogt fra Venedig omkring Italien –
2004 Balaton, Ungarn – Canada (jul med Jan) –
2005 Passau Østrig, Tata
2006 Azorerne, Tata2007 Toscana, – Tata (4 gange), – Hedervar (bryllup, barnedåb), – krydstogt (Dover/Gibraltar/Barcelona) –
2008 Tata (2 gange), – Kefalonia (GR), Dubai –
2009 Tata (5 gange), – Beijing –
2010 Tata (3 gange) –
2011 Nijmegen (NL)- Tata (3 gange), – Malmö (weekend), – Berlin, – Alanya –
2012 Tata (3 gange), – Santorini (GR) –
2013 til dato Istanbul, – Tata (2 gange).

Rejserne har givet os mange gode venskaber som vi stadig har glæde af. Bernau mødte vi på Kreta i 1994, på krydstogtet i 2003 mødte vi vennerne fra Club 85 som vi kalder det efter bordnummeret vi spiste ved. – På Azorerne mødte vi Elly og Poul, – I Dubai mødte vi Jette og Torben – i Alanya mødte vi Eva og Peter.

Gennem de senere år er tryksagsforbruget svundet ind, og konkurrencen dermed skærpet. Det giver tydeligt udslag i min virksomhed, så vi indstiller os på at opleve et pensioneret liv der byder på mange oplevelser. Bodil spiller badminton, jeg går til gymnastik, løber hver lørdag morgen i skoven, deltager som honorært medlem i Rotary, synger i kor, er kasserer i menighedsrådet og blander mig lidt i lokal politik. Derudover er vi sammen, eller hver for sig, med i lokale arrangementer og foredrag.

Afsluttet juli 2013

Fødselsdag:

1938

Erindringen ønskes afleveret til:

Næstvedarkiverne