WilliamØhlenschlæger Madsen

William Øhlenschlæger Madsen fortæller om, hvordan han og kammeraterne brugte Søsterhus skoven som legeplads i barndommen, hvor drengene bl.a. brugte træerne som slynge og byggede jordhuler. Gør ejerskabskrav på erindring

Søsterhus skoven i Christiansfeld

 

En legeplads

Christiansfeld blev grundlagt i 1773 af Johannes Prætorius, efter et forbillede af Brødremenigheds byen  Gnadaou ved Magdeburg. Et af de store huse der blev bygget var Søsterhuset, bag dette hus blev anlagt en stor have med et havehus for enden, og bag dette hus var så Søsterhus skoven. Sidst i 50’erne var Søsterhus haven ved at gå i forfald, fordi man planlagde parcelhuse i området, men jeg husker endnu at vi som drenge klatrede i de gamle æbletræer. Sidst i 50’erne var kun Birkevej i den vestlige side af skoven som var anlagt. Skovvænget var endnu ikke anlagt dvs. kun ned til skoven i den nordlige ende. Fra skoven gik der en sti forbi, den gik også forbi Søsterhus haven, og den gamle margarine fabrik, og så ud på Nørregade. Op til 1959 havde mine forældre en kolonihave i den nordlige ende af skoven, bag ved vores hus havde cykelhandler Chilling have. Vi var selvforsynede med grøntsager hele året rundt, og frugt træer var der en 12 – 14 stykker af. I 1959 flyttede vi så fra Nørregade og i et nybygget hus på Skovvænget 13, mine forældre mine to søskende og mig. Jeg var 8 år gammel, og fra det tidspunkt skulle Søsterhus skoven blive min bedste legeplads, skoven var til at overskue, ca. som en fodboldbane. For enden af vores grund gik der en sti forbi skoven, og i den sydlige ende gik en sti gennem og ud på Birkevej. Oppe ved vores grund gik en sti ind i skoven og tværs gennem, og den udmundede også på Birkevej. Stien fra vores grund og over til Birkevej blev ofte brugt når jeg skulle over for at lege med de mange børn ovre på Birkevej. Tit og ofte var jeg selv ovre i skoven, og fandt på forskellige ting. En gang oppe i den nordvestlige ende bag vores have, ja da var jeg kravlet op i et træ, hvor så en gren brækkede, og jeg faldt ned på ryggen og kunne ikke få vejret, jeg løb rundt og var meget forskrækket, nok nogle få sekunder, lige ved siden af stod en afbrækket gren og stak op fra skovbunden, så jeg var heldig. Oppe i den nordlige ende var også et stort bøgetræ, som vi brugte rigtig meget. Når jeg var selv derovre kunne jeg finde på at kravle så højt op at alt neden under mig var grønt, og oven over var så den blå himmel, så kunne man sidde der og drømme om alt muligt. Træet blev også brugt til slynge, jeg lærte mig at kravle op ad tovet, og husker at når man var kommet en 4-5 m op, så kom der en vanvittig krilrende fornemmelse i maven. Vores leg var meget inspireret af det drenge nu tænker på, og tæt på slyngen over mod Birkevej lagde vi oppe i ca. 4 m højde nogle store grene, så vi kunne gå mellem træerne uden at røre jorden, de blev så brugt som afsats for slyngen. En gang var jeg sammen med 2 andre fra klassen, så synes de åbenbart at det kunne være sjovt at binde mig til et træ, så det gjorde de og efterlod mig bundet til et træ, efter et stykke tid kom jeg selv fri. I udkanten af skoven var der nogle hyldetræer, og der fik jeg lært at lave en fløjte af hyldetræ. Skære en gren af, banke på barken, trække barken af, skære grenen til, og derefter trække barken på igen. I den del af skoven der vendte mod øst, var der et buskads af lave træer, der sad vi i skovbunden et efterår og hyggede os med kolerabier, først var vi cyklet ud mod Svanedamsskoven, en mark der i nærheden, stod de fineste kolerabier. Vi læssede cyklerne med så mange vi kunne have, og så tilbage til skoven. På det tidspunkt var de igang med at bygge huse over for skoven, og Skovvænget var etableret. Der var stillads på nogle af de påbegyndte huse, det kunne vi så bruge til noget. Vi satte os i skovbunden og så den uundværlige dolk frem, kalotten af og så udhulede vi kolerabierne, medens vi spiste indholdet, og skar øjne næse og mund i, satte lys i bunden og låget på, og over på stilladset, og hele vejen langs huset og med lys i ved aftentide så det rigtig festelig ud.

Det største projekt, var nok det med jordhulerne. I 1964 begyndte indledningen på det der skulle resultere i at skoven, vores legeplads, blev fældet til fordel for et nyt plejehjem, i de mellemliggende år fik vi frit spillerum til at boltre os. Det begyndte oppe i den nordvestlige hjørne ind til vores have. Først en jordhule, vi var en to tre drenge om det, det var et stort arbejde med alle de rødder, og min fars lager af brædder blev betydelig reduceret, helst uden at han opdagede det. Den blev rigtig stabil, og nogle store drenge kørte med deres knallerter hen over hulen. Da flere af kvarterets drenge kom til, besluttede vi at bygge flere huler med sammenhængende gange imellem dem, vi byggede tre huler til, og en indgang til alle hulerne, det var et stort projekt, og der var lang vej til vores hule gennem gangen, stearin lys og lommelygte, ellers var der total mørkt. En af dem der kom med i projektet boede nede i Enkehuset, Peter hed han, han vidste at de nede i kælderen havde en gammel dør de ikke brugte, den blev fragte hele vejen op til skoven, hvor den så blev brugt til supplement til det tag der senere skulle laves, og så masser af jord over. Indtil hulerne blev hængt gamle Kartoffelrækkerne op, de skulle simulere døre. Vores hule var selvfølgelig førehulen, vi havde en cigarkasse til småpenge, for man skulle jo betale et gebyr for at være med, så brugte vi af pengene, til at købe ting vi kunne hygge os med. En lærer nede fra skolen, lærer Hjort, fik ved hans børn information om projektet, så han måtte lige over for at se på. Han var vist imponeret, men vi fik lov, fordi at skoven jo skulle fjernes, til fordel for et plejehjem. En gang vi sad i den inderste hule kunne vi pludselig lugte røg. Da vi kom ud på gangen, kunne vi se røgen sive oppe på brædderne langs med dem, så var det bare ud, i den ene hule var sækken blevet antændt af et stearinlys, og det begyndte at brænde oppe under brædderne der dannede loftet. Vi kom ud, og kunne ikke komme i jordhulerne i en hel uge, og det blev også enden af legen med jordhulerne. Der var et par drenge, lidt yngre end os, de byggede en jordhule længere nede i skoven, men den var ikke stabil. Engang, de sad i hulen, deres mor kom gående og råbte på dem, og lige pludselig stod hun gennem taget, og den brasede sammen om dem.

Nede i den sydøstlige del af skoven ud mod Skovvænget, var der et stort kastanjetræ, det blev brugt til en hule oppe i træet, lidt specielt, for rammen blev opbygget nede på jorden, og blev så hejst op i træet og tøjret. Så kunne vi klatre op i træet og ud af en gren og så ned på platformen. En gang børnehaven var i skoven, lå vi oppe på platformen, og kastede kastanjer ned, de opdagede os ikke. En gang dernede, en af mine kammerater, Per var uheldig, hvorfor vi havde en rive ved jeg ikke, men han var uheldig, faldt og tænderne på riven gik gennem hånden på ham. Vi fik ham fulgt hjem, hvor hans far tog sig af ham.

Det var min oplevelse af Søsterhus skoven, og alt det vi foretog os der har nok været med til at udforme vores kreative sider i en positiv retning.

 

Fødselsdag:

1950

Erindringen ønskes afleveret til:

Christiansfeld Lokalhistoriske Arkiv og Forening