William Øhlenschlæger Madsen

I forbindelse med Danske Ugeavisers jubilæum blev der afholdt en konkurrence, hvor man skulle skrive en novelle om en ugeavis. William Øhlenschläger Madsen gik i sin barndom med Tyrstrup Herredstidende, og synes det kunne være spændende at skrive novellen som en erindring om sin barndom. Denne erindring fortæller om hvordan han sammen med sine kammerater byggede jordhuler i skoven efter skoletid og hvordan han tjente sine første penge ved at gå med aviser. Ofte faldt der også slik af, de steder han kom rundt. Gør ejerskabskrav på erindring

Ugeavisen

 

Christiansfeld Avis

Tyrstrup Herreds Tidende

 

Det er onsdag, jeg cykler i skole, ingen forhindringer på vejen, jeg stiller cyklen, går ind i skolegården, legen er i gang. Jeg løber lidt rundt og snakker med de andre. Det bliver aftalt, at vi skal over i skoven efter skoletid og grave ved vores jordhuler, men nej, jeg kan ikke i dag, jeg skal køre med aviser, men måske i morgen.

Gårdvagten ringer med klokken, vi stiller op på rad og række, de største ude til venstre. Min klasse er efterhånden rykket midt i. ”En klasse ad gangen”. Så er det vores tur, hurtigt ind i gangen, finder et sted, hvor man kan gemme sig for der er jo morgensang. ”I østen stiger solen op, den spreder guld på sky”. Efter endt morgensang ind i klassen, lidt larm inden læreren kommer. Så går døren op og læreren kommer ind. Vi rejser os alle op for læreren og får lov til at sidde ned. ”Tag engelskøgerne frem”, siger lærere. ”Pu ha”, har jeg nu fået læst på lektien, håber ikke at skulle oversætte teksten. Jeg er heldig, inden det bliver min tur ringer det ud til frikvarter, ud og lege.

Tiden går, og jeg bliver lidt døsig hen ad dagen, sidder og tænker på, hvad der skal ske efter skoletid. Hvor var det nu jeg lagde alle mine kasser til aviserne. Jo, vist nok nede i kælderen, hvor vi har cyklerne. Så faldt tankerne over på kirkeloftet, ærgerligt, at min far som pedel, lukkede af ud til loftet. Nu kunne vi kun gå ud med vores poser, når vi var færdig i sløjdlokalet. Bare fordi vi kravlede op i kirketårnet og flyttede på viseren, der bare kørte rundt og slog. Heldigvis fandt de ikke ud af, hvem der havde gjort det.

Klokken ringer, og vi styrter alle ud. Jeg cykler lige hjem, stiller cyklen oppe ved kælderhalsen, finder nøglen omme bagved nedløbsrøret, tager min taske, går ned gennem kælderen og op i gangen. Smider tasken, skal lige ind i køkkenet. Er der noget kage i ovnen under komfuret, ja, det var der, min mor havde lige bagt. Jeg tager et stykke med ind i stuen og sidder og spiser det ved bordet, Jeg tænker lige på den gang min far sad i den gode stol og så fjernsyn. Og røg cigar. Det var omkring nytår. Lige pludselig sprang cigaren med et knald. Og han udbrød: ”Forbandede knægt!”. Jeg havde puttet et lille sprængstykke ind i cigaren.

Jeg går ud i gangen og tager min skoletaske med op på mit værelse. Jeg hører lige ”Efter skoletid” i radioen, og går så ned i kælderen. Siger farvel til hunden, der ligger i kurven under trappen, og tager cykelkurvene med op til cyklen og får dem hængt på cyklen, og så afsted. Jeg gider egentlig ikke, men kan jo godt bruge pengene. Jeg cykler forbi Bunkenborgs Pølsefabrik. Det var der min bror fortalte mig, at når de som elektriker arbejdede på fabrikken og fik nogle kolde pølser, så tog de bare en ledning i hver ende af pølsen og så i en stikkontakt. Så var der varm pølse.

Jeg drejer til venstre op ad hovedvejen, og så til højre ind til FR. Martins Bogtrykkeri. Det er der Tyrstrup Herreds Tidende bliver lavet. Jeg har altid syntes, at logoet, den lille brønd, var lidt speciel. Det er jo også der, vi har leget, og så alle mønterne nede i vandet.

Jeg går ind gennem hoveddøren og gennem rummet, hvor alle sættemaskinerne er. De larmer meget, en befrielse at komme ind i det andet rum, hvor der står nogle damer og pakker ugeavisen. De er altid så flinke, spørger om alt muligt. Jeg tager de to bunker, de har lagt til mig, og får dem med ud til cyklen, hvor de bliver lagt i kasserne. Det er godt, at jeg har fået træklodserne af pedalerne. Det var nu bøvlet, men det var jo godt, at min bror Arne monterede dem, da han lavede cyklen til mig. Jeg kunne jo på det tidspunkt ikke nå pedalerne, når jeg sad på cyklen.

Jeg cykler forbi Bunkenborgs Pølsefabrik igen, og starter min rute nede i byen. Et af de første steder er slagterbutikken, de får en avis, og jeg er heldig at få en pølse til jul. Da jeg var mindre skulle jeg altid med ind i butikken, fordi der var en julemand, som oven i købet åbnede døren for os.

Jeg fortsatte med udbringningen af avisen, var inde hos et par købmænd, både hos købmand Simonsen og købmand Jepsen. Det var ikke altid jeg fik noget i butikkerne, men ofte, hvis det var konerne, der var der. De steder, hvor min mor handlede kendte de mig, og når hun afsluttede månedsbogen vankede der også lidt chokolade eller andet.

Jeg gjorde Kongensgade færdig, og skulle så have Præstegårdsvej med. Ved de første huse var det bare ind med avisen, men ved det fjerde hus var jeg altid spændt, var hunden nu ude. Heldigvis var den ikke ude, så jeg fik afleveret avisen og fortsatte, og fik de sidste gader med. Jeg var heldig, i dag var der udbetaling af løn. Det skete en gang i måneden, 40 kr. pr. måned, mange penge. Jeg cyklede hen ad Nørregade, forbi det første hus på Nørregade, der hvor vejen går ned til Tyrstrupgård. Jeg var født i det hus. Jeg kom til at tænke på den gang tyren nede på marken brød ud. Vi havde været nede ved den mark, hvor den gik og græssede. Vi råbte af den, og fik den gjort gal. Den sprængte tøjlerne, og løb hen imod os. Vi fik benene på nakken, og løb hen til vores hus, og nåede lige at komme ind ad kælderporten før den bragede mod den.

Den stod og stangede lidt på porten, men opgav, og fortsatte så hen ad Nørregade hen mod byen. Vi hørte så, at Frits nede fra gården satte efter den, og fik den indfanget. De fandt heldigvis ikke ud af at vi havde drillet den, så vi slap for at blive skældt ud.

Jeg cyklede hen til fru Ravn i Nørregade. Det var hende, der styrede det der med udbetalingen. De havde også en bank, og en margarinefabrik havde de også. Der havde min far arbejdet, det var før han blev pedel på Christiansfeld Realskole. Jeg var vant til at komme i huset for min mor gjorde rent i deres private hjem. Jeg var nogle gange heldig at få nogle gamle Anders And-blade.

Jeg puttede kuverten med pengene i lommen og cyklede ned gennem slippen ved Søstrehuset og ud på Skovvænget. Jeg kiggede ind i Søstrehusskoven, var der nogen ovre ved jordhulerne. Nej, jeg kunne ikke se nogen. Gad vide, hvor mange penge, der var i cigarkassen, den lå gemt inde i den sidste hule, for vi havde bygget fem huler med sammenhængende gange. Vores var den første vi lavede. Det var en lang vej, vi skulle kravle for at komme ind til den. De lidt større drenge kørte med knallert oven på hulerne, mens vi sad derinde. Det var heller ikke så heldigt med de lidt mindre drenge, der havde bygget en jordhule længere inde i skoven. Da Fru Jensen skulle op og hente dem, røg hun gennem taget, mens de sad dernede. Jeg cyklede hjem, fik kasserne taget af cyklen og gik ned i kælderen. Jeg skulle lige hilse på hunden, den lå stadig i kurven under trappen, men den sagde ikke noget, den så mærkelig ud. Jeg rørte ved den, men den reagerede ikke. Den var død. Jeg var ked af det. Den gang vi fik den var den meget lille, og vi havde besluttet os for at den skulle hedde Lasse, men da vi kom til at kigge under den måtte vi omdøbe den til Lassi.

Jeg forlod lidt tøvende den døde hund, og gik op på mit værelse, hvor jeg spekulerede lidt over tingene. Jeg blev færdig med omdelingen af Ugeavisen, havde fået min løn, men vores hund var død. Det var noget at snakke med mine forældre om, når de kom hjem.

Christiansfeld 6070 DK
Get directions

Erindringen ønskes afleveret til:

Christiansfeld Lokalhistoriske Arkiv og Forening
image/svg+xml